Gaviria kunne ikke klare kulden
25. februar 2018 21:30 af Christian Lundtoft Nielsen Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari / Paolone / Spada

Fernando Gaviria fik sig en iskold dukkert i dagens Kuurne-Bruxelles-Kuurne, som han ikke gennemførte. Efter blot en uge i Europa, kæmper den colombianske sprinterstjerne med det kolde vejr. 

Mange har spået, at 2018 bliver den helt store entre på klassikerscenen for stortalentet Fernando Gaviria. Med Tom Boonens karriestop ved sidste års Paris-Roubaix er Gaviria tiltænkt rollen som kaptajn på det belgiske storhold Quick-Step Floors i de store brostensklassikere.

 

Den colombianske sprinter blev derfor for første gang i karrieren sendt til den belgiske åbningsweekend. Hans bedste resultat blev en plads som nummer 86 i lørdagens Omloop Het Nieuwsblad.

 

Forud for dagens Kuurne-Bruxelles-Kuurne var han af mange tippet som favorit, da løbet ofte ender i en spurt, men colombianeren formåede ikke at gennemføre løbet. Han peger selv på, at det barske vejr i Belgien med temperaturer omkring frysepunktet og med hård vind gjorde udslaget. Gaviria er netop kommet til Europa efter stor succes i hjemlandets Colombia Oro y Paz.  

 

”I går var jeg uheldig at styrte på vejen ned ad Muur van Geraardsbergen. I dag kunne jeg mærke smerten af det. Efter Oude Kwaremont kunne jeg ikke presse mig selv mere, fordi jeg var i så store smerter. Det var bedre at stoppe. Jeg har aldrig før kørt løb i så koldt vejr. Det er virkelig virkelig vanskeligt. Det er noget helt andet. I Colombia havde vi 20-25 grader mere. Jeg har kun været en uge her i Europa, men okay, jeg vil forsøge at få en bedre fornemmelse forud for de kommende løb,” udtalte Gaviria efter dagens løb ifølge Cyclingnews.com.

 

Colombianeren kan i den kommende tid trøste sig ved, at han har et italiensk løbsprogram, som sender ham til Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo, hvor vejret skulle være en anelse varmere end i det vindkolde Belgien. Gaviria er heller ikke bekymret over weekendens styrt, som ikke bliver en hindring i de kommende løb.  

 

”Det er kun smerter efter styrtet, men ingen problemer. Jeg vil træne i morgen mandag og i den kommende uge, så jeg er klar til Strade Bianchi,” afslutter den hurtige colombianer. 

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

LØRDAG

FREDAG