Trek-SegafredoSøg
Ryttere: 27 - Gennemsnitsalder: 27.3 år.
UCI status: UCI WorldTeam
Website: http://www.treksegafredo.com/
Information:

TREK - SEGAFREDO
Filliersdreef 11
9800 DEINZE
Belgien

E-mail: elke_weylandt@trekfr.com 
 

 

Ryttere, der bliver på holdet

Julien Bernard, Gianluca Brambilla, Giulio Ciccone, Will Clarke, Nicola Conci, Koen De Kort, Niklas Eg, Alex Kirsch, Bauke Mollema, Jacopo Mosca, Matteo Moschetti, Ryan Mullen, Mads Pedersen, Richie Porte, Kiel Reijnen, Toms Skujins, Jasper Stuyven, Edward Theuns

 

Nye ryttere

Vincenzo Nibali (Bahrain Merida), Kenny Elissonde (Team INEOS), Alexander Kamp (Riwal Readynez Cycling Team), Quinn Simmons (nyprofessionel), Emils Liepins (Wallonie-Bruxelles), Michel Ries (Kometa Cycling Team), Antony Nibali (Bahrain Merida), Charlie Quartermann (nyprofessionel), Juan Pedro Lopez (Kometa Cycling Team)

 

Ryttere, der forlader holdet

John Degenkolb (Lotto Soudal), Fabio Felline (Astana Pro Team), Jarlinson Pantano (stopper karrieren), Peter Stetina (fokuserer på en offroad-karriere), Markel Irizar (stopper karrieren), Fumiyuki Beppu (Delko Marseillo Provence), Michael Gogl (NTT Pro Cycling), Alex Frame (?)



 

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er snart så længe siden, at man næsten har glemt. Da Treks manager Luca Guercilena fik snablen ned i kassen med Segafredos kaffemillioner for nogle år siden, var italieneren ikke sen til at melde ud, at ambitionen var at ende øverst på WorldTour-ranglisten. Midlet hertil var en kraftig investering i en trup, der skulle være konkurrencedygtig over hele kalenderen, og hertil hentede man selveste Alberto Contador til holdet som holdets etapeløbsstjerne, ligesom den dobbelte monumentvinder John Degenkolb sammen med den kommende stjerne Jasper Stuyven skulle gøre holdet til en gigant i klassikerne.

 

Desværre er det aldrig gået sådan, og Trek har aldrig været i nærheden af at være verdens bedste hold. Contador var ovre sine bedste år, da han kom til holdet og vandt aldrig ét eneste etapeløb i deres trøje. Degenkolb blev aldrig sig selv igen efter sit træningsstyrt, Stuyven gik i stå og har stadig aldrig været på podiet i et monument, og Bauke Mollema fandt aldrig sit niveau fra 2016, hvor kun et sent styrt berøvede ham det, der længe lignede en plads på podiet.

 

Siden dengang har Guercilena været mindre vokal i sin beskrivelse af ambitionerne, men reelt er der ikke lagt en dæmper på dem. Målet er det samme, og derfor forsøger man fortsat at opbygge en trup, der kan være med overalt. Sidste år så det yderst lovende ud, da man fik fingre i verdens bedste i de seneste års ugelange etapeløb, Richie Porte, som lignede en reel kandidat til Tour-sejren som supplement til Mollema, mens en trio med Degenkolb, Stuyven og nu også Mads Pedersen så lovende ud i klassikerne, men igen gik det galt. Foråret blev en katastrofe, Porte havde sin værste sæson i uendelige tider, og havde det ikke være for Pedersens og Mollema gigantiske endagssejre i sæsonens allersidste uger, havde Trek været på kurs mod endnu en fiasko, der slet ikke står mål med hverken holdets trup eller budget.

 

Det er sandsynligvis også forklaringen på, at der igen skiftes gevaldigt ud i truppen, som der generelt er blevet det i de seneste år, hvor man har hentet hhv. 7, 11, 7 og 7 ryttere til holdet i transfersæsonerne siden 2016. I år hører til blandt de mest aktive år, idet man denne gang henter hele ni nye navne ind til en trup, der siger farvel til otte. Og mens hovedvægten af de nye navne udgøres af unge talenter, sker der også en markant ændring på kaptajnfronten med en ændring, der kunne indikere et øget fokus på etapeløbene på bekostning af klassikerne.

 

2020 bliver nemlig året, hvor Segafredo-ledelsen endelig får indfriet den ambition, der har haft, siden de for første gang hældte millioner i Guercilenas kasse. Lige siden dengang har der været en offentlig flirt mellem Guercilena og Italiens store stjerne, Vincenzo Nibali, men desværre endte trekantsdramaet i 2017 med, at Guercilena blev brændt af af Nibali, som foretræk et ægteskab med prinsen fra Bahrain. Det førte til, at holdet i stedet kastede deres kærlighed over Porte, men det har hele tiden stået klart, at Segafredos dør stod åben for Nibali, hvis han havde lyst til at vende tilbage til sin gamle flirt. Da Bahrain kun tilbød veteranen en etårig kontrakt, som var for kort efter hans smag, var vejen banet for det ægteskab, mange havde spået allerede for tre år siden.

 

Desværre for Trek havde det været meget bedre, hvis det var lykkedes i første omgang. Nok er Nibali stadig en klasserytter, der i 2019 blev nr. 2 i Giroen og vandt Tourens sidste bjergetape, men det står også klart, at Hajen er ovre sin storhedstid. Nok er han blevet nr. 2 i flere grand tours hos Bahrain, men reelt har han aldrig været tæt på at vinde. Derfor skal Trek ikke regne med, at en investering i Nibali fører til holdets første grand tour-sejr, siden Trek overtog holdets sponsorat, men uanset hvad er en investering i Nibali, der altid leverer store resultater, af værdi, ikke mindst for et hold med klare interesser i Italien. Nok er Mollema og Porte svære at regne med, og nok er den lovende Giulio Ciccone tiltænkt en rolle som Nibalis bodyguard i det meste af 2020, men en trup med tre så solide kaptajner er altså ganske pæn, også selvom to af Nibalis tre mål i det kommende år er løb, hvor han vil bære den italienske landsholdstrøje.

 

Med Nibali følger en oprustning i bjergene. Holdet henter nemlig Kenny Elissonde til truppen, og det er måske slet ikke noget dumt valg. Nok havde den lille og uhyre ustabile franskmand et forfærdeligt 2019, men vi skal blot halvandet år tilbage for at finde ham på sit hidtil højeste niveau. Det fandt han under Giroen i 2018, hvor han var manden bag Chris Froomes mageløse soloridt på Finestre - udover Froome selv naturligvis - og kan han genfinde det niveau, er han en vigtig brik på et hold, der har brug for bjerghjælpere, hvis man skal støtte hele tre ryttere med klassementsambitioner i årets grand tours.

 

Til det formål har man også hentet Vincenzos lillebror, Antonio, men selvom han har forbedret sit niveau pænt, må vi også være ærlige og sige, at han næppe havde fået kontrakt med holdet, hvis hans efternavn havde været et andet. Man kan derfor også med nogen ret diskutere, om en i forvejen lidt for smal trup af bjerghjælpere faktisk ikke er blevet en anelse svækket. Nok henter man lillebror Nibali og Elissonde, men til gengæld har Peter Stetina valgt at kaste sig over den mere eventyragtige side af cykelsporten i form af diverse offroad-discipliner, ligesom holdet aldrig har lukket det hold, der opstod, da Jarlinson Pantano i foråret testede positiv for doping. Dertil kommer, at man siger farvel til Fabio Felline, som springer til Astana, og selvom han aldrig er blevet sig selv igen efter sin sygdom, viste han dog med en samlet top 15 i Tour de Suisse og en top 5 på en knaldhård Tour-etape, at han stille og roligt nærmer sig et niveau, som i hvert fald ville have gjort ham til en værdifuld rytter i en trup, der bliver spændt hårdt for, hvis man skal stille en stærk trup af bjergryttere til både Giroen og Touren.

 

Fellines exit er også en af indikationerne på, at klassikerne får en knap så prominent plads i 2020. Nok har man i Stuyven og Pedersen en stærk duo til brostenene, men da det stod klart, at Degenkolb havde brug for luftforandring i et forsøg på at genstarte karrieren, gjorde man intet forsøg på at erstatte ham. I stedet håber man, at de stadig relativt unge Stuyven og Pedersen kan hæve niveauet yderligere. Eneste ændring i klassikertruppen er investeringen i sprinteren Emils Liepins, der viste ganske lovende takter hos Wallonie, men som hos Trek primært er tiltænkt en rolle som hjælper i de nordlige løb og en plads i Matteo Moschettis lead-out.

 

Ardennerne har været et svagt punkt for Trek, men her bliver man gevaldigt styrket med Nibali som supplement til Mollema, der efter sejren i Lombardiet utvivlsomt har større endagsambitioner nu. Holdet henter også danske Alexander Kamp til de kuperede løb, og han viste i sin flotte 2019-sæson, at han sagtens kan levere resultater, måske ikke i de største løb, men i hvert fald i kategorierne lidt længere nede. Samtidig bliver han en værdifuld hjælper for holdet i de største klassikere, ligesom han tilfører holdet en ekstra afslutter i de kuperede etapeløb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet, nu hvor man ikke længere har Felline til at spurte i den slags begivenheder. På sin vis erstatter Kamp østrigeren Michael Gogl, der har været en solid hjælper primært i relativt kuperede løb, og i lyset af Kamps langt bedre afslutning og bedre vinderegenskaber er det et ganske godt bytte.

 

Derudover forynges holdet. Veteranen Markel Irizar stopper karrieren, og han har i de senere år været på et niveau, der ikke har været svært at erstatte. Det bliver det heller ikke, for så vidt angår Fumiyuki Beppu, der reelt kun har været på holdet grundet Treks markante sponsorinteresser i Japan, og som gerne ville have en mere fri rolle på Delko i jagten på en plads ved OL på hjemmebane. Endelig blev der ikke plads til en ny kontrakt til hurtige Alex Frame, som er et eksempel på en lovende rytter, der aldrig formåede at vænne sig sportens højeste niveau, og som derfor ikke vil blive savnet.

 

De mere erfarne ryttere erstattes af en stribe nyprofessionelle. Mest markant er det, at de fik fingre i Quinn Simmons, der på mange måder kan betegnes som den nye Remco Evenepoel. Nok har han ikke været helt så suveræn som det belgiske vidunderbarn, men hans karriere er alligevel næsten lige så bemærkelsesværdig, når man læser dette portræt fra Cyclingnews. Han rundede da også året af ved at overtage Evenepoels juniorverdensmesterskab, og det gør blot lighederne endnu mere slående. Naturligvis skal man ikke vente resultater fra en rytter, der kommer direkte fra juniorklassen, men på den anden side sagde vi præcis det samme om fænomenet Evenepoel.

 

Derudover henter holdet de to mest lovende klatrere fra Contadors Kometa-hold, der er at regne som Treks talenthold. Det gælder den lille Juan Pedro Lopez, der fik lidt i stå i 2019, men som trods alt leverede pæne resultater i en stribe løb med WorldTour-deltagelse. Derudover gælder det Michel Ries, der rundede sæsonen af med en fin 7. plads i Tour de l’Avenir som supplement til blandt andet e 9. plads i Giro di Sicilia, og som helt sikkert også har et vist etapeløbspotentiale. Endelig henter man en rytter, der falder i en helt anden kategori, nemlig det britiske tempotalent Charlie Quartermann, men udover en sejr ved de nationale U23-mesterskaber i enkeltstart er det måske lidt svært at se, at han var det mest oplagte talent at kaste sin kærlighed over.

 

Samlet set er det en stærkere Trek-trup, der går ind til 2020. Nok siger man farvel til Degenkolb, men det modsvares af, at man endelig får fingrene i Nibali. Det er også nok til at kompensere for de lidt ærgerlige tab af Felline og Pantano, ligesom man også må glæde sig over kontrakten med de unge talenter, ikke mindst Simmons. 2020 bliver heller ikke året, hvor Trek bliver verdens bedste cykelhold, men med et stærkt momentum fra sæsonafslutningen må man forvente, at det går betydeligt bedre end i 2019.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Som sagt betyder tabet af John Degenkolb og Fabio Felline, at Trek på papiret utvivlsomt er svækket til den første del af forårssæsonen. På den anden side var brostensløbene i 2019 så gigantisk en fiasko for det ambitiøse amerikanske, hvis kaptajner alle fejlede eklatant, at det næsten umuligt kan gå værre denne gang. Nok har man en kaptajn færre efter tabet af Degenkolb, men til gengæld håber man, at Jasper Stuyven efter en stærk sæsonafslutning kan genfinde sit momentum fra 2018, hvor han i efteråret lignede en mand, der havde taget næste skridt, og at Mads Pedersen med en regnbuetrøje på skuldrene kan finde den stabilitet, der har manglet i en karriere, der indtil nu har været præget af to uhyre imponerende præstationer, men desværre også langt flere skuffelser.

 

Det bliver da også de to ryttere, der kommer til at føre an fra Omloop Het Nieuwsblad i februar til Paris-Roubaix i april. Holdet har ganske vist også Edward Theuns i en relativt beskyttet rolle, men vi må nok desværre sande, at belgieren næppe nogensinde bliver den klassikerrytter, hans top 10 i Roubaix for år tilbage varslede. I stedet ligner han nu en luksusløjtnant for de to kaptajner, der som typer er relativt ens, men på mange måder også vidt forskellige.



 

Hvor Pedersen er uhyre ustabil, er Stuyven nemlig det modsatte. Nok skuffede han i 2019, men i 2018 var han skræmmende konsistent med en 4. plads i Omloop, en 10. plads i Sanremo, en 6. plads i E3, en 9. plads i Gent-Wevelgem, en 10. plads i Dwars door Vlaanderen, en 7. plads i Flandern Rundt og ikke mindst en 5. plads i et Paris-Roubaix, der vel er hans hidtil bedste klassiker. Hans efterår i samme sæson indikerede, at han egentlig allerede har taget næste skridt, hvis ikke han mistimer formen. Og lykkes det Pedersen at finde sit tårnhøje topniveau, når det gælder, har Trek to ryttere, der reelt kan vinde et af de to brostensmonumenter, hvis alt flasker sig. I det hele taget kan de være med i kampen om sejren i stort set alle brostensløb, selvom det lidt lettere Gent-Wevelgem samt naturligvis Scheldeprijs, der til gengæld kunne være en oplagt chance for Matteo Moschetti, ikke passer helt så godt, ligesom en sejr i Milano-Sanremo heller ikke ligger i kortene. Heller ikke Strade Bianche passer perfekt til de lidt for tunge kaptajner, men her har holdet et par fine kandidater i Vincenzo Nibali, Toms Skujins, Gianluca Brambilla, Giulio Ciccone og Bauke Mollema, der bestemt ikke er favoritter, men som alle har mulighed for at levere et topresultat.

 

I Ardennerne må man formode, at Mollema denne gang tager teten. I forvejen har han været i top 10 i alle tre ardennerklassikere, men efter sejren i Lombardiet må han nu være endnu mere opsat på at finde det topniveau, han desværre lidt for sjældent har fundet de senere år. Nibali drømmer stadig stort om at vinde Liege-Bastogne-Liege, men i de senere år har han haft svært ved at finde formen til det belgiske løb i år, hvor han som i 2020 satser på Giroen. Gianluca Brambilla og Giulio Ciccone kan være kandidater til offensiv kørsel, men skal holdet vinde, er der nok Nibali eller Mollema, der skal levere varen. Og så kunne det være meget interessant at se Alexander Kamp køre efter sejren i Brabantse Pijl, hvor han i 2019 var uhyre tæt på at komme med i den stjernebesatte kvartet, der afgjorde løbet.

 

I efteråret står holdet heller ikke ringe. Mollema er kongen af San Sebastian, hvor han næsten altid kører i top 5, men da løbet i 2020 afvikles samme dag som OL-løbet, kan han denne gang blive tvunget til at droppe løbet. Moschetti kunne få sin chance i WorldTour-løbene i Hamburg og London, hvor podiet bestemt burde være realistisk, og Stuyven og Pedersen er skabt til den nye, hårdere rute i Bretagne Classic, som de begge kan vinde. Stuyven har før været tæt på at vinde GP Quebec og også gjort det pænt i GP Montreal, som ellers på papiret er lidt for hårdt, og Mollema er næsten altid med fremme i sidstnævnte løb, som dog ikke passer ham helt ideelt. Til gengæld kan holdet meget vel blive en magtfaktor i Il Lombardia, hvis Nibali og Mollema kan bevare VM-formen helt frem til Il Lombardia, som de til sammen har vundet ikke færre end tre gange på fem år.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Efter indgåelsen af ægteskabet med Vincenzo Nibali har holdet nu hele tre grand tour-kaptajner, nemlig den italienske veteran, Richie Porte og Bauke Mollema. I princippet burde det efterlade et løb til dem hver, men sådan går det nok ikke. I stedet tyder meget på, at holdet kommer med én kaptajn til Giroen og to til Touren, og at Vueltaen bliver negligeret en anelse i en sæson, hvor i hvert fald Nibali og Mollema, men formentlig også Porte har et vist blik på OL og VM på ruter, som passer dem alle.

 

Det har længe stået klart, at Nibali ville satse fuldt på OL og VM i 2020, og en sådan satsning er klart bedst at kombinere med Giroen. Derfor har det længe ligget i luften, at han for andet år i træk vil satse fuldt på sit hjemlands største løb, og holdet vil utvivlsomt drage til Italien med en trup bygget fuldstændig op om kaptajnen. Det står allerede klart, at man vil opbygge en fast gruppe af ryttere, der skal køre de fleste af forårets løb sammen med Nibali. Her bliver Giulio Ciccone, der har accepteret af gøre 2020 til et læreår som Nibalis løjtnant, vigtigste mand, men også Gianluca Brambilla, Kenny Elissonde, Nicola Conci og lillebro Nibali skulle være en del af gruppen af omkring holdets erfarne stjerne. Til gengæld må man nok tvivle på, om Nibali stadig har en Giro-sejr i benene, men så sent som i år viste han, at han i hvert fald må have en podieplads som et minimum af ambition. Man kan også håbe, at Matteo Moschetti igen får lov at teste sig i den i grand tour, der i 2020 bliver den mest sprintervenlige, men det er nok tvivlsomt, om der kan blive plads til den slags satsninger i en trup med så klar en kaptajn.



 

Til Touren ventes det, at Bauke Mollema og Richie Porte skal dele kaptajnansvaret. Oprindeligt var ambitionen med Porte, at han skulle vinde Touren, men efter et 2019, der indikerede, at hans storhedstid er ovre, og hvor han end ikke kom i top 10, må en top 5 til en af de to kaptajner være det realistiske og i virkeligheden også ret ambitiøse mål på en rute, der måske ikke er helt ideel for to ryttere, som begge kunne have haft glæde af lidt flere enkeltstartskilometer. Lettere bliver det ikke af, at det ser uhyre tamt ud med støtten i bjergene, når Nibali har fået løfter om at hjælp fra stort set alle holdets klatrere. Forhåbentlig kan man overtale Ciccone til igen at køre Giro-Tour-doublen, ligesom også Elissonde og Brambilla må være i spil til det samme, men den kunst bliver endnu sværere i 2020, hvor der er historisk kort tid mellem de to grand tours i en kalender, der er påvirket af OL.

 

Mollema og Porte stiller ikke stil start som favoritter, og derfor burde der blive plads til at jage etaper også. Den rolle var Ciccone meget tæt på at omsætte til succes i 2019 trods en Giro, hvor han allerede havde vundet kongeetapen, og Mollema har også vist, at han kan vinde etaper, hvis han skulle falde ud af klassementet. Det samme kan Brambilla, og derudover har man Jasper Stuyven, der flere gange har været tæt på, og Mads Pedersen, der gør Tour-debut i sin regnbuetrøje, men hvis karakteristika ikke er skræddersyede til det franske løb. Edward Theuns kunne også komme med som supplement til Stuyven i spurterne, men her vil de utvivlsomt være overmatchet af mere slagkraftige sprintermandskaber og hurtigere folk.

 

Hvad der skal ske i Vueltaen, er tvivlsomt. Nibali og Mollema har planer om at køre løbet med fokus på VM-forberedelse og etapejagt, og Porte har aldrig skyggen af motivation efter Touren Det kunne åbne døren for, at Ciccone kunne teste sig i klassementet, men det bliver kun en mulighed, hvis ikke han har kørt Tour. Ellers bliver det et løb, hvor der skal angribes i højre og venstre med folk som Brambilla, Toms Skujins og Kenny Elissonde, hvis de udtages. Det kunne være en perfekt chance for en grand tour-debut for Alexander Kamp, som vil finde mange etaper efter sin smag, og så kunne det tyde på, at det bliver her, at Moschetti skal jagte sin grand tour-succes i 2020 - en succes, som måske kan føre til sejr, hvis han kan tage det skridt, mange håber på.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Nok henter holdet Vincenzo Nibali ind til 2020-sæsonen, men vi skal ikke vente at se meget til veteranen i mange af årets løb. I de senere år har Hajen haft uhyre svært ved at finde formen til andre løb end dem, han satser allermest på, og derfor skal vi næppe vente at se ham finde formen, før Giroen nærmer sig. Nok kører han også Tirreno-Adriatico, men første gang, vi ser en konkurrencedygtig, kunne meget vel være i Tour of the Alps, hvis han da ender med at køre et løb, han selv foretrækker, men som Trek ikke har for vane at køre.

 

I stedet er det Richie Porte og Bauke Mollema, der skal løfte ansvaret i forårets ugelange etapeløb. I flere år var Porte verdens bedste i den slags løb, og vi skal trods alt ikke længere tilbage end til Tour de Suisse i 2018 for at finde hans sidste sejr i et af de største af slagsen. Desværre tyder 2020 på, at Portes bedste år hører til i historiebøgerne, og selvom holdet har det som erklæret mål at jagte sejre med ham i forårets løb, har han meget at bevise, hvis det skal lykkes. Som minimum bør han dog være med i kampen om sejren i Tour Down Under, hvor han selv i sit elendige 2019 lykkedes med at knuse al modstand på kongeetapen, og hvor den hårde rute i 2020 minder uhyggeligt meget om den, hvor det i 2017 endelig lykkedes ham at finde så svært terræn, at han kunne omsætte sejren på Willunga til den samlede triumf.



 

Mollema har altid haft det lidt sværere i de ugelange etapeløb, og han vil formentlig skulle stræbe lidt lavere efter podie- og top 5-placeringer. Omvendt var han fra Giroen og frem bedre end længe i 2020, og man skal derfor ikke udelukke et stærkt forår også i etapeløbene. Man kan også håbe, at Giulio Ciccone i en sæson, hvor han ellers skal følge Nibali i tykt og tyndt, kan få en chance her og der, men hans ringe enkeltstart betyder, at det formentlig kun vil være i Volta a Catalunya, som han næppe kører, at han kan være med helt i front.

 

Massespurter i etapeløbene bliver nok negligeret. Jasper Stuyven og Edward Theuns vil måske kunne forsøge sig i de løb, der ikke konflikter med klassikerne, men de mangler farten til at tage kampen op med de største. Den fart har til gengæld Matteo Moschetti, der er et af de absolut mest lovende sprintertalenter, men som efter en meget lovende start aldrig kom tilbage efter Giro-styrtet i 2019. Man kan håbe, at han nu er klar til at bygge videre på sit momentum og etablere som en kommende topsprinter på WorldTouren. Man må i hvert fald formode, at han skal køre flere WorldTour-etapeløb i 2020, og her vil han med lidt held også kunne vinde, særligt hvis han ved nogle lejligheder får glæde af et tog med folk som Alex Kirsch, Koen De Kort, Emils Liepins og Mads Pedersen, der i 2019 viste fabelagtige evner som lead-out man. Derudover vil han kunne vinde mindre endagsløb, der er gearet mod sprintere. Liepins vil måske også få en chance i ny og næ i små løb, og han viste i 2019, at han kan vinde på 1.1- og 2.1-niveau, men næppe mere end det.

 

Pedersen må nok sande, at han mangler lidt hurtighed som sprinter, og hans største chance for at vise regnbuetrøjen kommer i klassikerne. Finder han formen, bør han dog være blandt favoritterne til BinckBank Tour, hvis ardenneretapen ikke bliver alt for hård, og her er Stuyven også altid god, selvom han er hæmmet af enkeltstarten. Netop enkeltstarten er også en styrke for Pedersen, der i Tirreno-Adriatico nu to gange har vist, at han kan blande sig med verdens bedste, når han finder formen. Det kan han forhåbentlig vise ved enkelte lejligheder i 2020, ligesom man også kan have et spinkelt håb om, at Ryan Mullen måske kan vise sit engang så lovende tempotalent frem igen.

 

Det bliver også spændende at se Alexander Kamps rolle. Nok skal han primært agere hjælper i de største løb, men han burde kunne få chance for at spurte i reducerede felter i løb som Catalonien, Baskerlandet og Romandiet, der burde passe fint til en eksplosiv fyr som ham, ligesom han kan få sin chance i mindre endagsløb. Endelig har holdet ryttere som Toms Skujins, Gianluca Brambilla og Alex Kirsch, der alle har solide afslutterevner og derfor kan jagte sejre i mindre endagsløb, for de to førstnævntes vedkommende måske først og fremmest i Italien

 

Hvem kan overraske?

Det var en frustrerende oplevelse at se Matteo Moschetti i 2019. Italieneren startede sæsonen som den måske mest lovende nye sprinter, men efter en stærk start med en 2. plads på Hatta Dam i UAE Tour og nogle lovende spurter i Emiraterne og Giroen betød et styrt i sidstnævnte, at det sidste halve år blev en ren lidelseshistorie. Potentialet, som blandt andet indbragte en etapesejr i Vuelta a Burgos i 2018, er imidlertid stort, både hvad fart og positionering angår. Finder han formen, vil han formentlig kunne gå i fodsporene på en mand som Fabio Jakobsen allerede i 2020, især nu hvor han får et stærkere tog med Emils Liepins, og hvis han kan få lov at køre flere løb med Mads Pedersen, der som nævnt viste sig som en gudsbenådet lead-out man i Tour de Pologne og BinckBank Tour i den forløbne sæson.

 

Giulio Ciccone fik i 2019 vist, at han nu har et niveau, hvor han ikke længere kan overraske, men vi glæder os alligevel meget til at se, hvor stærk han bliver i et 2020, hvor han dog primært skal hjælpe Nibali. På klatresiden kan man håbe, at Niklas Eg kan følge op på en stærk afslutning på 2019 ved at tage næste skridt. Han synes at være temmelig ustabil, men hans kørsel de første seks dage af årets Tour of Utah samt hans kørsel i sidste år Tour of Croatia og ikke mindst UAE Tour viser, at potentiale er der. I en trup med Nibali, Mollema og Porte bliver der ikke mange personlige chancer, men som sagt kunne Vueltaen blive en mulighed for de knap så profilerede ryttere som Eg, der måske endda kan forsøge at køre en smule klassement, mens han i andre løb primært skal vise sig som værdifuld hjælper i bjergene.



 

Nu vi er ved danskerne bliver det også spændende at følge Alexander Kamp. Sejr på kongeetapen i Tour of Norway, sejr på en svær etape i Tour de Yorkshire og ikke mindst en fremragende præstation i Brabantse Pijl viser, at han kan levere resultater, når han får chancen. Vores drøm vil være at se holdet gøre brug af ham som afslutter i etapeløbene i Catalonien, Baskerlandet og Romandiet og lade ham køre sin chance i netop Brabantse Pijl, mindre endagsløb og på udvalgte etaper i Vueltaen.

 

Og så er der naturligvis fænomenet Quinn Simmons. Al logik siger, at en rytter, der kommer direkte fra juniorklassen får det svært, men som sagt sagde vi det samme om Remco Evenepoel. Når ”den gamle Evenepoel” kunne, kan ”den nye Evenepoel” måske også, selvom han ikke er helt så lovende som belgieren. Han skal i hvert fald blive spændende at følge, præcis som det bliver interessant at få en bedre forståelse af, hvor langt klatrerne Juan Pedro Lopez og Michel Ries kan komme, selvom vi ikke venter resultater fra dem allerede i 2020.