Movistar TeamSøg
Ryttere: 29 - Gennemsnitsalder: 28.17 år.
UCI status: UCI ProTour-hold
Website: http://www.movistarteam.com/
Information:

MOVISTAR TEAM
Poligono Industrial de Egües
Calle Z Nave 24
31486 Egües (NAVARRA)
Spanien

E-mail: info@abarcasports.com

 

 

Ryttere, der bliver på holdet

Jorge Arcas, Hector Carretero, Imanol Erviti, Lluis Mas, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Eduard Prades, Jurgen Roelandts, Jose Joaquin Rojas, Eduardo Sepulveda, Marc Soler, Alejandro Valverde, Carlos Verona

 

Nye ryttere

Dario Cataldo (Astana Pro Team), Enric Mas (Deceuninck-Quick Step), Davide Villella (Astana Pro Team), Mathias Norsgaard (Riwal Readynez Cycling Team), Juri Hollmann (Heizomat Rad-Net), Albert Torres (vender tilbage til landevejen), Gabriel Cullaigh (Team Wiggins Le Col), Matteo Jorgenson (nyprofessionel), Johan Jacobs (nyprofessionel), Einer Augusto Rubio (nyprofessionel), Sergio Samitier (Euskadi Basque Country-Murias), Inigo Elosegui (nyprofessionel), Juan Diego Alba (Coldeportes Zenu), Sebastian Mora (Caja Rural-Seguros RGA)

 

 

Ryttere, der forlader holdet

Nairo Quintana (Team Arkea-Samsic), Daniele Bennati (stopper karrieren), Mikel Landa (Bahrain-McLaren), Carlos Betancur (usikkert, om han fortsætter på holdet), Andrey Amador (formentlig Team Ineos), Richard Carapaz (Team Ineos), Carlos Barbero (NTT Pro Cycling), Jasha Sütterlin (Team Sunweb), Rafael Valls (Bahrain-McLaren), Ruben Fernandez (Fundacion Orbea), Jaime Roson (karantæne), Jaime Castrillo (Kern Pharma)

 

Hvordan gik transfersæsonen?

Av! Hvis nogen får har filosoferet over, hvor stor magt rytteragenter har inden for professionel cykelsport, skal man blot spørge Movistar-manager Eusebio Unzue. Den erfarne spanier, hvis mandskab ellers er blevet en sand institution i sporten, og som i årevis har hørt til i den øvre ende af snart sagt samtlige ranglister, har måttet sande, at agenten Giuseppe Acquadro ikke er en rar mand at komme på kant med - slet ikke når man har hang til spansktalende og særligt latinamerikanske ryttere. Og det har Unzue som bekendt, da Movistar har store kommercielle interesser i den del af verden, hvor de også har sponsoreret et ecuadoriansk kontinentalhold.

 

Acquadro er nemlig ansvarlig for kontrakterne for et stort antal ryttere fra den anden side af Atlanten, og derfor har Unzue haft flere af hans ryttere i sin stald. Acquadro er imidlertid også en kontroversiel herre, der blandt andet sidste år var ansvarlig for den heftige Ivan Ramiro Sosa-saga, hvor det colombianske supertalent brød en aftale med Trek, der ellers allerede havde offentliggjort skiftet, for i stedet at skifte til Ineos, som Acquadro tilsyneladende har nære forbindelser med.

 

Netop de forbindelser fik åbenbart Unzues bæger til at flyde over. Da Acquadro og Richard Carapaz på vej mod den overraskende Giro-sejr meddelte den spanske manager, at han havde besluttet sig at drage over kanalen til det britiske superhold, blev Unzue åbenbart så rasende, at han angiveligt bad alle sine ryttere bryde kontakten til manden, man ikke kommer udenom, hvis man vil have fat i latinamerikanske talenter. Og det kan meget vel være forklaringen på, at Movistar kan gå en ganske svær fremtid i møde, hvor det historiske spanske mandskab, som allerede i de senere år med tab af ryttere som Izagirre-brødrene, Jonathan Castroviejo, Jesus Herrada, og Giovanni Visconti har kunnet se sig selv glide ned i den kedelige del af top 10 på ranglisterne.

 

Helt galt er det imidlertid gået frem mod en 2020-sæson, der meget vel kan blive den første, hvor Movistar ikke længere skal regnes som en af sportens giganter. Af de fire kaptajner siger hele tre nemlig farvel som en del af en gruppe på hele 12 ryttere, der siger farvel og tak, og blandt de nytilkomne er det kun lykkedes at få fat i en af stjerne til at udfylde hullet. Resten af de 12 nye ryttere består hovedsageligt af helt unge navne, hvoraf hovedparten slet ikke passer ind på et hold, der ikke synes om cykelløb med færre end 3000 højdemeter, samt et par erfarne bjerghjælpere. Var det ikke, fordi Alejandro Valverde er det synlige modbevis på en sådan påstand, skulle man næsten tro, at Movistar var blevet forvandlet til et rent talenthold - endda et talenthold, hvis talenter kun i begrænset omfang passer med holdets generelle identitet.

 

I gennemgangen af forandringerne er det umuligt ikke at starte med det store tab af stjernestøv, der vil sætte et dramatisk præg på et hold, der i forvejen i stigende grad har været afhængig af sine kaptajner. Af disse er det altså tre, der siger farvel, og her er det tabet af Carapaz, som man havde forvandlet fra ungt talent til superstjerne på bemærkelsesværdig kort tid, som gør mest ondt. Dels har ecuadorianeren på kort tid etableret som en fremtidig grand tour-stjerne, dels har han fremtiden foran sig på et hold, der har manglet oplagte arvtager, og dels har han som ecuadorianer været en gevinst for holdets hovedsponsor. At han lod sig lokke af penge eller muligheden for at lære af Chris Froome og co., var derfor et gigantisk slag for Unzue, der i de senere år har kunnet se, at han har haft meget svært ved at holde på ryttere, når de er begyndt at levere resultater.

 

 

Mere forventeligt var det, at Nairo Quintana måtte prøve noget nyt. Colombianeren, der også er en del af Acquadros følge, har i de senere år ikke blot oplevet en sportslig nedtur, men også mere været i overskrifterne for sine uoverensstemmelser med holdet end for de succeser, der prægede den første del af karrieren. Den slags gnidninger var uholdbare i det lange løb, og derfor stod det hurtigt klart, at begge parter havde brug for luftforandring. Derfor er det næppe heller Quintanas exit, Unzue begræder mest, selvom det naturligvis ærgrer ham, at det aldrig lykkedes ham at føre sin hjemmeavlede guldfugl til den Tour-triumf, hele cykelverdenen forudså, da kondoren bragede igennem lydmuren i 2013.

 

I lyset af Carapaz’ og Quintanas exit kan man til gengæld undre sig over, at Mikel Landa ikke kunne overtales til at blive. Med udsigt til et 2020, hvor Alejandro Valverde har blikket stift rettet mod OL, var der nemlig for første gang i historien udsigt til, at den evigt uheldige basker for en gangs skyld kunne have udsigt til ikke at skulle agere luksushjælper for en - stærkere eller svagere - holdkammerat. Man kan imidlertid ikke fortænke den måske mest forfulgte rytter i hele feltet at være blevet ramt af lidt paranoia, og udsigten til muligheden for at skulle dele kaptajnrollen med Enric Mas på et ellers profilfattigt hold var åbenbart mere, end han kunne rumme. I hvert fald har der aldrig været tvivl om, at han var på vej væk, og dermed må Unzue også se en af sit hjemlands eneste tre rigtige grand tour-ryttere forlade den synkende skude, netop som der var mest behov for ham.

 

Heldigvis er det lykkedes ham at sikre sig den underskrift, han allerhelst ville have. Mens Valverde trods alt må nærme sig sidste holdbarhedsdato - hvis den da findes - og Landa runder 30 netop i dag, er der næppe tvivl om, at Mas er Spaniens fremtidige etapeløbsstjerne. I en ellers gennemført trist tid må det trods alt varme den erfarne managers hjerte at se, at Mas var så tiltrukket af Movistars status som et af verdens bedste etapeløbshold og det spanske cykelflagskib, at han slet ikke havde tvivl om sit ønske om at forlade Deceuninck-Quick Step, som ellers gerne ville have beholdt ham - også selvom det sjældent fører til noget godt at sige farvel til Patrick Lefeveres stald.

 

 

Mas glider da også direkte ind i en delt kaptajnrolle sammen med Valverde, og der hviler et gigantisk ansvar på den unge spaniers skulder, når han sammen med den erfarne evighedsmaskine og til dels Marc Soler nærmest bliver ene om at sikre, at Movistar fortsat skal regnes som et af sportens tophold. Heldigvis har Unzue stor erfaring i at føre unge ryttere frem til noget stort, og man må håbe, at Mas kan gå i fodsporene på folk som Pedro Delgado, Miguel Indurain, Valverde og Quintana og straks indtage pladsen som en rigtig leder på det sidste overlevende spanske storhold.

 

Mas er i høj grad skiftet til Movistar for at få mere støtte i bjergene, og derfor må det gøre ondt på ham, at det ikke kun er på kaptajnsiden, at holdet rives fra hinanden. Quintanas nære ven, Winner Anacona, smutter naturligvis med kaptajnen til Arkea-Samsic, hvilket ikke kan anses som andet end et tab, selvom den tidligere Vuelta-etapevinder aldrig helt blev til det, mange troede. Langt værre er det imidlertid, at udfaldet med Acuqadro også har betydet, at Andrey Amador formentlig også smutter med Carapaz til Ineos. Egentlig var de to parter blevet enige om en toårig forlængelse, som endda blev offentligt annonceret under Touren, men som Sosa-sagen viser, er Acuadro sjældent bange for at løbe fra et ord. Ifølge spanske medier skal UCI nu træffe en afgørelse i sagen, som de også gjorde det i forhold til Sosa, men det virker fra sidelinjen svært at se, at udfaldet ikke vil blive det samme som sidste år.

 

Sker det, vil Unzue miste endnu en af sine vigtigste ryttere, og selv hvis han får sin vilje, er det svært at se, at man kan få meget ud af en Amador, der helst vil være et andet sted. Det er en enorm skam, for selvom costaricaneren ikke er så god, som da han sensationelt blev nr. 4 i Giroen, kørte han en fremragende Tour, hvor han og Soler gang på gang rev feltet i stumper og stykker. Den slags kvalitet hænger ikke på træerne, slet ikke fordi Amador kan bruges i de fleste terræner, og derfor kan han umuligt erstattes.

 

 

Masseflugten fortsætter ud over Anacona og Carapaz. Tabet af den uhyre talentfulde Jaime Roson er ligeledes stort, men det var naturligvis uundgåeligt, når nu han havde haft fingrene for langt nede i krukken med forbudte stoffer og derfor heller ikke kørte ét eneste løb i år. Rafael Valls er en af de mange lovende ryttere, der er faldet sammen, men i lyset af truppens generelt triste forfatning ville også han havde været værdifuld støtte i bjergene. Og selvom det har været tragisk at se, hvordan den engang så lovende Tour de l’Avenir-vinder Ruben Fernandez slet ikke er slået til i flere år, var også han en rytter, man med fordel kunne have holdt på som hjælpere for holdets tre kaptajner.

 

Der ryddes også ud i truppen i andre departementer. Holdets sprinter, Carlos Barbero, har egentlig hele tiden været fejlcastet på et etapeløbshold som dette, men lige netop i 2020 kunne de sejre, han altid leverer i mindre spanske etapeløb, være faldet på et tørt sted. Daniele Bennati har været en uhyre vigtig hjælper for kaptajnerne på de hektiske flade etaper i grand tours, men for at føje spot til skade hos det fallerede spanske hold måtte de se en stor portion italiensk rutine glide dem af hænde, da et ellers uskyldigt styrt i april betød, at den elegante italiener måtte ende sin karriere på en lidt trist facon. Et bud på hans arvtager og holdets måske bedste bud på lidt succes i brostensklassikerne, Jasha Sütterlin, der også har været en anelse malplaceret på holdet, valgte ligeledes naturligt nok at drage hjem til Tyskland, hvormed gruppen af fladbanehjælpere svækkes yderligere. Mere selvvalgt er det, at man ikke forlængede kontrakten med Jaime Castrillo, der aldrig rigtigt viste sig værdig til sin kontrakt på højeste niveau.

 

Inden det hele bliver ren elendighed, har holdet heldigvis også gjort lidt for at erstatte bjerghjælpere som Amador, Anacona, Fernandez, Roson og Valls. Hos Astana har man været på rovhugst og sikret sig Dario Cataldo og Davide Villella, som udfylder i hvert fald en del af tomrummet. Cataldo er måske ikke den rytter, der tidligere kørte klassement i grand tours, men hans rutine som hjælper i de store etapeløb er enorm, ligesom han med årets etapesejr i Giroen viste, at han også stadig kan vinde store cykelløb på egen hånd. Villella har været uhyre svingende, siden han slog igennem med et topresultat i Lombardiet for nogle år siden, men en stærk sæsonafslutning med fornem kørsel i klassikerne og Guangxi viser, at han støtte solidt i kuperet terræn både i etapeløb og i Ardennerne.

 

Dertil kommer, at man har sikret sig nogle pæne klatretalenter. Sergio Samitier har været uhyre svingende for Euskadi-Murias-mandskabet, men på sine gode dage er han stærk, som han viste med sin offensive kørsel i Vueltaen. Nogen fremtidig spansk etapeløbsstjerne er han nok ikke, men som bjerghjælper er han brugbar.

 

Det er dog utvivlsomt den lovende colombianer Einer Augusto Rubio, som er holdets mest interessante talent. Klatreren har to år i træk vundet bjergetaper i Baby-Giroen, hvor han i år blev nr. 2, og han kunne være et bud på endnu en af de colombianske superstjerner, som det sydamerikanske land producerer i samme takt, som vi stakkels danskere har talt regnvejrsdage i dette efterår. Hvor langt han kommer, er for tidligt at sige, men potentialet er lovende. Det samme gælder for den anden nye colombianer, Juan Diego Alba, der blev nr. 3 bag Rubio i årets Baby-Giro, hvor også han vandt en etape, og dermed har holdet to gode bud på fremtidige colombianske stjerner.

 

Lidt sværere at kategorisere er amerikaneren Matteo Jorgenson, der i år vandt pointtrøjen i Tour de l’Avenir, men trods den bedrift synes det at være på stigningerne, at han har sin force, hvorfor det er logisk, at også han har fået interesse fra Movistar. Endelig har holdet sikret sig et af de få lovende etapeløbsnavne på en spansk talentscene, som ellers synes mere tørkeramt end Sahara på en glohed sommerdag, i form af Inigo Elosegui, som i år blev nr. 14 i Tour de l’Avenir og nr. 16 i Baby-Giroen, men som ikke just ligner nogen ny Enric Mas.

 

Den store overraskelse er, at holdet har investeret så heftigt i tungere ryttere, der slet ikke passer til holdets DNA som et bjerghold. Holdet har tidligere haft denne form for sære nyerhvervelser i form af eksempelvis Jurgen Roelandts, Sütterlin, Alex Dowsett og Adriano Malori, men i år har man taget det til et helt nyt niveau ved at hente hele fire unge ryttere, der på papiret slet ikke passer ind på holdet.

 

Mest lovende er Gabriel Cullaigh, der både er en dygtig sprinter og har vist et vist potentiale i de nordlige klassikere, da han blandt andet er blevet nr. 3 i U23-udgaven af Gent-Wevelgem og har vundet grusvejsløbet Rutland-Melton Cicle Classic. Han burde kunne blive noget så sjældent som en beskyttet sprinter på et hold, der ellers ikke har tradition for hurtige afsluttere. Han suppleres af tre store maskiner i form af Johan Jacobs, der med en 2. plads i årets U23-udgave af Paris-Roubaix har vist klassikerpotentiale, Juri Hollmann, hvis plads på det spanske hold hører til blandt et af sæsonens største mysterier, og danske Mathias Norsgaard, der forhåbentligt kan udvikle sin enkeltstart yderligere og vise evner i de nordlige klassiker, som åbenlyst ligner et større satsningsområde i fremtiden.

 

 

Andnu mere mærkeligt blev det imidlertid d. 12. december, da holdet pludselig meddelte, at de havde skrevet kontrakt med banerytterne Albert Torres og Sebastian Mora. Ganske vist har de begge også landevejserfaring, men de har ikke været i nærheden af at vise WorldTour-niveau. Primært er der da også tale om et Movistar-sponsorat af deres banesatning til OL, hvor de har en reel chance for at sikre en spansk medalje, men i løbet af sæsonen vil de også skulle køre landevejsløb. Torres er faktisk en hæderlig sprinter, der sågar blev spansk U23-mester i 2010, men WorldTour-niveau har han slet ikke haft de seneste år. På et hold næsten uden sprintere kan han dog måske ende med at skulle køre en spurt eller to i de mindre spanske løb. Her vil han kunne få hjælp af Mora, der i 2019 indgik i Caja Rurals tog, hvor han uden den store succes fik lidt erfaring som lead-out man. Deres plads på holdet handler dog primært om banen, og alene det, at der er plads til den slags, siger alt om, at det er et meget forandret Movistar-mandskab, der fremstår.

 

Man må håbe, at den satsning på ungdommen giver pote, i hvert fald på sigt. Det er i hvert fald hævet over enhver tvivl, at Movistar i 2020 fremstår i en temmelig trist forfatning. Nok er Mas et scoop, men selv han kan ikke kompensere for tabet af navne som Carapaz, Quintana, Landa og formentlig også Amador, og han får en gigantisk opgave med at køre resultater ind for et hold, der har skræmmende mange ryttere helt uden WorldTour-erfaring. Heldigvis kan Unzue trøste sig med, at han har verdens bedste livsforsikring, som stort set altid sørger for kontant udbetaling, selv når det ser mest kritisk ud, i form af Valverde. Det er bare en risiko at satse så meget på en mand, der snart runder de 40 - også selvom den spanske evighedsmaskine tilsyneladende én gang for alle har kørt sin dåbsattest gennem makulatoren.

 

BEMÆRK: Det er i skrivende stund ikke bekræftet, at Carlos Betancur har forlænget sin kontrakt med holdet, men rygtet siger, at han skulle blive på holdet, hvis Andrey Amador som forventet smutter, hvorfor han ikke er nævnt ovenfor. Costaricanerens fremtid er som nævnt usikker, og dømmer UCI til Movistars fordel, kan det i sidste ende med, at han mod sin vilje tvinges til at blive hos sin nuværende arbejdsgiver.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Klassikerne har altid været en meget todelt affære for Eusebio Unzue og Movistar. Mens Alejandro Valverde kraftigt aspirerer til at være den bedste rytter nogensinde i ardennerklassikerne, som år for år er et af sæsonens helt store mål for spanierne, har de nordlige klassikere været noget, som bare skulle overstås, og hvor Unzue formentlig ville have givet sin højre arm for at slippe for at skulle stille op. Her har man ofte sendt holdets unge ryttere eller loyale hjælpere på ekspedition til en del af verden, holdet slet ikke forstår, og hvor en dag i udbrud ofte er ensbetydende med succes. Og når man pludselig kommer tæt på at vinde Gent-Wevelgem med Andrey Amador, eller Imanol Erviti sensationelt via lange udbrud slutter i top 10 i både Flandern og Roubaix i samme sæson, er det en gigantisk succes, som er kommet som flødeskum på en sæson, hvis fokus har ligget et helt andet sted.

 

Dog synes tiderne at være ved at ændre sig. Først hentede man Jasha Sütterlin, der aldrig lagde skjul på sine klassikerambitioner, og sidste år hentede man for første gang en rigtig brostensstjerne i form af Jurgen Roelandts - desværre med en gigantisk fiasko til følge. I år har man som nævnt ovenfor hentet hele fire unge ryttere, som alle passer mere til fladbaneløb end til spanske bjerge, i form af Gabriel Cullaigh, Johan Jacobs, Juri Hollman og Mathias Norsgaard, og det viser, at der kan være et bredere fokus for holdet i fremtiden.

 

 

Selvom de unge drenge ikke kan ventes at spille en rolle i 2020, vil de første klassikere alligevel blive vigtige for holdet. Det skyldes nemlig, at Alejandro Valverde med stor succes indfriede en gammel drøm om at køre Flandern Rundt i 2019, hvor han indså, at det ikke er et løb, der er helt uden for hans store rækkevidde. Selvom det i skrivende ikke er bekræftet, ventes han at gentage det i 2020 - især fordi det allerede er en kendsgerning, at han kører Dwars door Vlaanderen, der ligesom i år formentlig skal bruges som opvarmning til det af de to monumenter, han endnu ikke har vundet.

 

I det hele taget vil det igen være Valverde, hele klassikersæsonen kommer til at dreje sig om. I år kostede sygdom ham deltagelsen i Strade Bianche, men det er sandsynligt, at han vender tilbage til grusvejsklassikeren, som han flere gange har været tæt på at vinde, og som passer ham glimrende. I år var han for første gang nogensinde med i kampen om sejren i Milano-Sanremo, og det viser, at heller ikke det italienske monument er et urealistisk mål, hvorfor det formentlig igen bliver en del af sæsonplanerne. Derefter venter Dwars door Vlaanderen sandsynligvis som opvarmning til Flandern Rundt, og da han i år rundede toppen af Paterberg som en af de tre forreste i favoritgruppen, har han vist, at det belgiske monument kan vindes, hvis sol, måne og stjerner står rigtigt.

 

I resten af brostensløbene, primært Omloop, E3, Gent-Wevelgem og Paris-Roubaix, ser det sværere ud. Holdet drømmer om en genfødsel af Roelandts, der tidligere har været på podiet i Flandern Rundt, men man skal være meget optimistisk anlagt, hvis man tror på det efter en katastrofal 2019-sæson. Nelson Oliveira og Erviti har før gjort det hæderligt i disse løb, hvis de kan komme tidligt afsted, og også Lluis Mas er en type, der kan komme langt. De unge navne, Jacobs, Cullaigh og Hollman, skal i første omgang lære, men skulle der mod nord dukke en massespurt op i et relativt let løb, kan man måske hive et resultat hjem med hurtige Cullaigh. Norsgaards skade betyder desværre, at han misser klassikerne denne gang.

 

I Ardennerne handler alt om Valverde. En katastrofal præstation i 2019 fik mange til at spørge sig selv, om det nu definitivt var slut med at vinde klassikere for veteranen, men det fik han med sin fremragende Tour og Vuelta samt 2. plads i Lombardiet sat en effektiv stopper for. Nok bliver det stadigt vanskeligere at tage kampen om med Alaphilippe, men flere sejre i Fleche Wallonne og Liege er bestemt ikke umulige. Og sjovt nok har ruteændringen i det stadig mere offensive Amstel Gold Race næsten vist sig at være en fordel for Valverde, som af uransagelige årsager endnu ikke har vundet den hollandske klassiker.

 

 

I efteråret set det sværere ud. Valverde skipper i år Clasica San Sebastian, som køres samme dag som OL, men skulle Enric Mas og Marc Soler ikke blive en del af det spanske OL-hold, kunne de måske jagte et resultat, selvom løbet ikke passer dem godt. De fladere løb mod nord passer holdet dårligt, men Cullaigh kan måske spurte sig til et resultat i London eller Hamburg, ligesom Eduard Prades burde kunne gøre det godt i Bretagne og ikke mindst de canadiske klassikere. Og selvom Flandern-Ardennerne-Tour-OL-Vuelta-VM lyder som vanvittig hård kost, kan vi være relativt sikre på, at Valverde nok skal være konkurrencedygtig i de italienske klassikere, ikke mindst Lombardiet, som han utroligt nok ikke har vundet, og skulle han have en dårlig dag, viste Mas i år, at han også kan gøre det godt i den italienske klassiker.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Grand tours er Movistars DNA, og derfor gør det som sagt uhyre ondt at se tre af holdets fire kaptajner drage andetsteds hen. Det efterlader holdet med Alejandro Valverde tilbage, men heldigvis har man som nævnt heldigvis hentet Enric Mas til at udfylde i hvert fald en tredjedel af hullet. Samtidig ventes det, at Marc Soler nu skal løfte et større ansvar, efter at han fulgte en periode med stagnation op med et gigantisk niveauspring i en Tour-Vuelta-double, der var intet mindre end fornem.

 

Holdet har ikke officielt bekendtgjort planerne, men sportsdirektør Max Sciandri har i et interview med Cyclingnews mere eller mindre bekræftet, at Mas som forventet skal være kaptajn i Touren, som altid har været det klart vigtigste løb for holdet. Vidunderbarnet havde en skidt 2019-sæson, men kom heldigvis tilbage på sporet med sejren i Guangxi og stærk kørsel i Lombardiet, og han vil i Frankrig finde en rute, som ikke passer ham dårligt, selvom det er et problem for den langsomme starter, at løbet starter relativt hårdt. Med tanke på hans sensationelle Vuelta i 2018 er en top 5 og måske også podiet utvivlsomt realistisk.

 

Valverde har også valgt at køre Tour, men primært som forberedelse til OL, der er det altoverskyggende mål i den kommende sæson. Vi vil sikkert derfor høre, at han alene jagter etaper, men den sang har vi hørt før, når han har kørt Vuelta som forberedelse til VM eller Tour som forberedelse til OL. Valverde ender altid i top 10 alligevel, for han kender ikke betydningen af begrebet ”at sidde op”. Det gør han sikkert heller ikke, når han har rundet de 40, og derfor skal Movistar nok komme hjem med et hæderligt resultat, selvom det nok trods alt ikke er realistisk for veteranen at stræbe efter karrierens anden podieplads.

 

 

Det bliver spændende at se, hvordan holdet deployerer de desværre alt for sparsomme klatreressourcer. Man kan spørge, om holdet kan undvære Marc Soler i Touren, for uden ham ser Valverde og Mas ganske sårbare ud, men heldigvis viste spanieren i år, at han sagtens kan køre to grand tours. Et forsigtigt bud kunne derfor være, at han får sin store chance i en Giro, der med tre enkeltstarter passer ham glimrende, inden han skal agere hjælper i en Tour, hvor holdet formentlig vil komme med alle sine klatrere i form af Antonio Pedrero, Dario Cataldo, Davide Villella, Carlos Verona og Eduardo Sepulveda. I år endte han trods en status som hjælper i top 10 i en ganske vist svagt besat Vuelta, og har han de samme ben denne gang, og undgår han sine alt for store udsving, er top 10 i Italien i hvert fald realistisk.

 

Valverde har allerede bekræftet, at han ikke kan undvære Vueltaen, hvor han stort set altid er garant for etapesejr og en top 5, og det vil han formentlig også være i 2020, hvor OL og VM betyder, at der formentlig vil være ganske få klassementsryttere. Det kan heller ikke udelukkes, at Mas kaster sig ud i en double. Logikken siger, at det er for tidligt, men Movistar har aldrig været bange for doubler til deres unge ryttere. Og Mas er måske netop typen, der har motoren til at klare. Så må vi se, om han også kan køre klassement i to løb i træk. En anden model er, at Soler dropper Touren, hvorefter en svagt besat Vuelta kunne være en gigantisk chance, men det anser vi som mindre sandsynligt.

 

Det er svært at se, at det relativt svage hold kan levere resultater med andre end kaptajnerne. De har dog for vane at gå i udbrud i bjergene, og særligt den meget lovende Pedrero kan utvivlsomt vinde en etape med offensiv kørsel. Det samme kan Soler, hvis han skulle få friheden eller falde ud af klassementet, ligesom Cataldo i år viste, at også han kan gøre det. Villella er heller ikke helt uden chance på mellemetaperne, hvor Eduard Prades også kan gøre sig gældende - formentlig i Giroen og/eller Vueltaen. Jose Joaquin Rojas har utallige gange været tæt på i særligt Vueltaen, og man kunne godt unde ham, at det endelig skulle lykkes. Endelig er Nelson Oliveira specialist i lange grand tour-enkeltstarter, og mens Tourens enkeltstart nok er for hård, kunne Giroens anden og Vueltaens eneste enkeltstart passe ganske fint til den stærke portugiser. Til gengæld kan det blive svært for spanierne, der i år vandt alle tre holdkonkurrencer, at vinde blot en eneste af disse klassementer i et år, hvor truppen i den grad mangler dybde, selvom en trio bestående af Mas, Valverde og Soler i Touren ikke vil være helt uden chance.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Movistars smalle trup betyder, at det også på stort set alle andre områder er kaptajnerne, der skal satses på. Vi har stadig til gode at se, hvad Alejandro Valverde kan finde plads til i en sæson med (formentlig) Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Ardennerne, Touren, OL, Vueltaen og VM, men i år kørte han i Catalonien i ugen mellem Sanremo og brostensløbene. Formentlig vil han gå efter et resultat i enten Catalonien eller Baskerlandet igen i år, og selvom det gik helt galt i år, viste hans efterår, at han utvivlsomt stadig kan vinde de store ugelange etapeløb på sin hjemmebane. Derudover vil han tidligt på sæsonen formentlig kunne give holdet en god start med resultater i løbene på Mallorca, Volta a la Comuntat Valenciana, Ruta del Sol, som han har vundet 117 gange, eller UAE Tour, der har været hans foretrukne februaretapeløb i de seneste år, men derudover er det meget tænkeligt, at det lille Route d’Occitanie, som han har vundet to år i træk, samt de spanske mesterskaber, hvor han har en titel at forsvare, bliver de eneste løb på kalenderen ud over de allerede nævnte samt de italienske efterårsklassikere.

 

Udsigten til, at Enric Mas skal være kaptajn i Giroen, betyder, at han har plads til en formtop i foråret. De ugelange etapeløb passer ikke så godt til en mand, hvis største styrke er hans gigantiske motor i den tredje uge, men han er trods alt tidligere blevet nr. 6 i Baskerlandet, nr. 4 i Schweiz, nr. 2 i Burgos og nr. 1 i Guangxi. Det er sandsynligt, at han vil satse på begge eller det ene af de to store spanske løb i Catalonien og Baskerlandet, hvor han skal stræbe efter i hvert fald en top 5 - særligt i Catalonien, hvor fraværet af en enkeltstart passer ham - men det er også muligt, at Tirreno-Adriatico eller Paris-Nice kunne komme programmet.

 

Netop Paris-Nice må appellere til den tidligere vinder Marc Soler, der med sit gigantiske niveauspring i anden del af 2019 er klar til mere ansvar. Hans fornemme enkeltstart gør, at de ugelange etapeløb generelt passer ham godt, og han vil formentlig kunne jagte top 5 i de løb, han prioriterer. Ruterne er endnu ikke kendte, men et bud er, at han igen vil køre i Frankrig samt på sin catalanske hjemmebane, inden han indleder det, der kunne være forberedelsen frem mod den ovenfor omtalte Giro-satsning.

 

Den store svækkelse på kaptajnfronten betyder, at der måske kan blive lidt plads til Antonio Pedrero. Hans enkeltstart er et problem, men det er hans klatring til gengæld ikke. Han klatrede fabelagtigt i både Giroen og Burgos i år, og det kunne være interessant at se ham jagte en top 10 i de ugelange etapeløb, hvor kaptajnerne giver ham plads til det, eksempelvis i Romandiet, Dauphiné eller Schweiz.

 

 

En af de få ryttere, der kan bidrage med resultater, er Eduard Prades. Han skuffede meget i 2019, men hans 2018-sæson med samlede sejre i Norge og Tyrkiet var på et højt niveau. I år lykkedes det ham trods alt også at vinde samlet i Aragonien, og som puncheur burde han nok kunne levere nogle resultater på et hold uden mange vindertyper. Det vil sikkert hovedsageligt blive i mindre spanske løb, men hans flotte puncheurspurt i Polen i år understregede, at han i den rette finale også kan vinde på WorldTour-niveau.

 

Man må også formode, at Gabriel Cullaigh får lov at køre nogle massespurter, men det bliver uden den store støtte. I de spanske løb, hvor sprinterfeltet altid er svagt, kan han imidlertid sagtens tage et par sejre, og her kan man heller ikke helt udelukke, at banerytteren Albert Torres kan levere et resultat, når det passer ind i hans baneprogram Det samme kan måske endda Jurgen Roelandts eller Jose Joaquin Rojas, hvis feltet er tilstrækkeligt svagt. Dertil kommer, at typer som Pedrero, Eduardo Sepulveda, der viste lidt af sit gamle talent i Østrig i år, Carlos Verona, Dario Cataldo og Davide Villella kan begå sig i klassementerne i de mange mindre etapeløb og endagsløb i Spanien, hvor Movistar har for vane at vinde med nogle af deres loyale hjælpere. Endelig kan Nelson Oliveira levere på enkeltstarterne, der dog som regel kun er lange nok for ham ved mesterskaber og i grand tours, ligesom man kan håbe, at Mathias Norsgaard kan vise lidt på de tidskørsler, han får lov at køre i løbet af sæsonen, når engang han er kommet sig over sin skade.

 

Hvem kan overraske?

Med den smalle trup må holdet håbe på, at der ligger et par kaninen er i hatten, men det er relativt få, der kan hive dem op. Mest spændende bliver det at følge Antonio Pedrero, der efter et års stagnation i årets Giro endelig blomstrede op. Særligt på Mortirolo klatrede han som en drøm, og det kan han forhåbentlig bruge til at få lov at køre klassement i nogle af årets ugelange etapeløb, hvor han dog er hæmmet af sin enkeltstart. I de tre grand tours ender han nok som hjælper, men på et hold, der har tradition for at sende hjælpere i udbrud i bjergene, kan han sagtens ende med at vinde en bjergetape.

 

Dernæst er det oplagte at pege på Einer Rubio. Udover at gøre det med et fornavn, som ellers primært kendes fra danskere tæt på eller over pensionsalderen, har den unge colombianer også markeret sig med meget lovende takter i bjergene, hvor det to år i træk er blevet til sejre og i år også en samlet 2. plads i Baby-Giroen. Man skal altid være forsigtig med at have alt for store forventninger til de unge ryttere i det første år, men som Egan Bernal, Ivan Ramiro Sosa, Sergio Higuita og Miguel Angel Lopez blot er nogle blandt mange eksempler, slår de unge colombianere ofte til relativt tidligt.

 

Det kan man også håbe for Juan Diego Alba. Med en 3. plads og etapesejr satte han ligesom Rubio sit præg på Baby-Giroen, og selvom han umiddelbart synes at være den mindst lovende af de to, skal det blive spændende at se, om han kan føje sit navn til den endeløse liste af spændende colombianere allerede næste år.

 

 

Vi vil også pege på Eduard Prades. Måske er det svært at nævne en 32-årig - især fordi han havde et kedeligt 2019 - men på Movistar må de krydse ganske mange fingre for ham. Som en af få vindertyper i truppen er han nemlig en af de eneste, der kan bidrage med sejre, og hans puncheuregenskaber har som bekendt tidligere givet samlet sejrede i Norge og Tyrkiet. Naturligvis vinder han ikke store WorldTour-sejre, men han kan levere i mindre etapeløb med let kuperet terræn og uden en enkeltstart, ligesom han i Polen har vist, at han kan være med i kampen om puncheursejr på WorldTour-niveau.

 

Endelig er der Gabriel Cullaigh, der kan blive den bedste Movistar-sprinter i mange, mange år. Den unge brite er et uortodoks valg, og vi har stadig til gode at se, om han kan trives på et hold, der slet ikke har tradition for at satse på massespurter. Som minimum bør han vinde på spansk grund, hvor sprinterfelterne ofte er svage i de mindre etapeløb, men det skal også blive spændende at se ham spurte i lidt større løb, hvor han dog er hæmmet af manglende støtte, samt at se ham arbejde videre på et brostenspotentiale, som synes lovende.