Groupama-FDJSøg
Ryttere: 28 - Gennemsnitsalder: 27.64 år.
UCI status: UCI ProTour-hold
Website: http://www.equipecycliste-groupama-fdj.fr
Information:

GROUPAMA - FDJ

33, rue des Vanesses

Bât. Eole

93420 Villepinte

Frankrig

E-mail: dlebourdiec@lfdj.com

 

 

Ryttere, der bliver på holdet

Bruno Armirail, William Bonnet, Mickael Delage, Arnaud Demare, Antoine Duchesne, Kilian Frankiny, David Gaudu, Kevin Geniets, Jacopo Guarnieri, Ignatas Konovalovas, Stefan Küng, Matthieu Ladagnous, Olivier Le Gac, Tobias Ludvigsson, Valentin Madouas, Rudy Molard, Thibaut Pinot, Sebastien Reichenbach, Anthony Roux, Marc Sarreau, Miles Scotson, Romain Seigle, Ramon Sinkeldam, Benjamin Thomas, Leo Vincent

 

Nye ryttere

Fabian Lienhard (IAM Excelsior), Alexys Brunel (Equipe continentale Groupama-FDJ), Simon Guglielmi (Equipe continentale Groupama-FDJ)

 

Ryttere, der forlader holdet

Benoit Vaugrenard (stopper karrieren), Steve Morabito (stopper karrieren), Georg Preidler (karantæne), Daniel Hoelgaard (Uno-X Norwegian Development Team)

 

Steve Morabito er en af de ryttere, som forlader holdet, da han stopper karrieren.

 

Hvordan gik transfersæsonen?

“If it ain’t broken, don’t fix it!” Det synes at have mantraet på de franske WorldTour-hold i hovedparten af de seneste sæsoner. Om det skyldes begge holds hang til franskmænd, hvilket naturligt lægger en begrænsning på rytterudbuddet, skal vi lade være usagt, men sandheden er i hvert fald, at de to store mandskaber fra Tourens hjemland er de mest tilbageholdende, når det handler om at slå sig løs på transfermarkedet.

 

Det er særligt tydeligt for FDJ i år. Marc Madiot nærmer sig i hvert fald en lille rekord i lav transferaktivitet i en sæson, hvor han kun henter tre nye ryttere til holdet og det endda alle i klassen af talenter. Ikke én eneste verdensstjerne eller blot en relativt erfaren hjælperytter blev der fundet plads til i budgettet eller vurderet nødvendig, og dermed er det et i alt væsentligt uforandret FDJ-mandskab, der vil gå ind til 2020-sæsonen.

 

Det er ikke bare i år, at Madiot har været så konservativ, at det - modsat Poul Schlüters berømte ord - at det faktisk gør noget. Det er efterhånden mange år siden, at han udpegede Thibaut Pinot og Arnaud Demare som holdets kaptajner, og selvom Arthur Vichot, der for år tilbage udgjorde den tredje leder på holdet, nu er væk, er der intet ændret siden dengang. I al den tid har alle nye investeringer haft som formål at styrke truppen om hver af de to kaptajner, og det er i den grad lykkedes. Demare har med Jacopo Guarnieri og Ramon Sinkeldam i dag et af feltets allerbedste tog, ligesom Stefan Küng er hentet ind som en vigtig løjtnant i klassikergruppen, og klatreteamet omkring Pinot består nu af en meget spændende gruppe med David Gaudu, Sebastien Reichenbach, Rudy Molard og måske endda nu også Valentin Madouas.

 

Det har Madiot tilsyneladende været tilfreds med, men han har dog øjnet en enkelt svaghed. Marc Sarreau har nemlig stille og roligt etableret sig som en selvstændig kaptajn på linje med Gaudu, Madouas og Küng i laget under de to frontfigurer. Det har været med stor succes, idet den hurtige franskmand har vundet et hav af løb og i år også den samlede Coupe de France, men det er også blevet tydeligt, at han har i sine begrænsninger. Lige så lynhurtig han er, lige så ringe er han nemlig i positionskampen, og derfor har der været behov for at opbygge endnu et tog, der kan agere helt separat i forhold til Demares ditto.

 

Med tanke på Sarreaus fine kørsel kunne man måske godt have ønsket, at Madiot var gået lidt mere på strandhugst blandt feltets gode lead-out-ryttere. Holdet har valgt at sende Daniel Hoelgaard, der aldrig rigtigt slog til, tilbage til Norge, og dermed er gruppen omkring Sarreau yderligere svækket, så den reelt nu kun består af erfarne Mickael Delage. Den eneste rytter, der er hentet til at udfylde det hul, er imidlertid Fabian Lienhard. Den unge schweizer har vist et stort potentiale som afslutter efter hårde løb, i år blandt andet med en samlet 2. plads i det relativt stærkt besatte Tour de Bretagne samt ikke mindst et par top 10-placeringer på WorldTour-niveau i Tour de Suisse, og han hentes nu til holdet med det primære formål at agere lead-out man for Sarreau. Det er for så vidt en fornuftig disposition, ikke mindst fordi Lienhard også er typen, der kan levere egne resultater i særligt de halvhårde Coupe de France-løb, men det er også et sats at have et tog, der alene består af den aldrende Delage og en ung schweizer, der er helt uprøvet i sin nye rolle.

 

Marc Sarreau har efterhånde kørt sig til en kaptajnrolle.

 

De øvrige ændringer handler alene om at bytte to veteraner ud med to nyprofessionelle. Benoit Vaugrenard og Steve Morabito kører begge cyklen i garagen, og selvom særligt sidstnævnte har en stor karriere bag sig, er det også tab, der kan overkommes, når man ser på, hvordan alderen trykkede i de sidste sæsoner. De erstattes af to ryttere fra holdets eget udviklingshold, nemlig Alexys Brunel og Simon Guglielmi. De er begge hæderlige talenter, men ikke de mest iøjnefaldende på ungdomsscenen. Guglielmi ligner holdets næste unge klatrer, efter at han i år blandt andet blev nr. 8 i Baby-Giroen, men en beskeden 16. plads i Tour de l’Avenir viser, at han ikke er nogen ny Gaudu. Brunel er i højere grad en klassikertype, der blev nr. 5 i ovenfor nævnte løb i Bretagne samt tog en solosejr i U23-udgaven af Paris-Tours, ligesom han sidste år blev nr. 3 i U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege, men heller ikke han har været den mest iøjnefaldende U23-rytter i de forgangne sæsoner.

 

Samlet set må holdet faktisk betragtes som svækket. Man siger nemlig også farvel til Georg Preidler, der egentlig var en af Pinots allervigtigste i bjergene. Med tanke på, at hans involvering i Operation Aderlass kom frem så tidligt, at han reelt ikke spillede nogen rolle i 2019, er det dog et tab, man for længst er kommet sig over, selvom man altså ikke har fundet det nødvendigt at finde en erstatning.

 

Samlet set er det således stort set status quo på FDJ. Eneste større ændring er styrkelsen af Sarreaus med den relativt lovende Lienhard, men ellers er alt ved det gamle. Madiot tror på sine to kaptajner og sin spændende gruppe af lovende løjtnanter, og det er måske heller ikke helt dumt, hvis man ser på de resultater, særligt Pinot, Gaudu, Madouas og Küng opnåede i en ganske pæn 2019-sæson.

 

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

FDJ regnes bestemt ikke som en af klassikergiganterne, og sandheden er da også, at de går ind til de fleste store endagsløb som outsidere med et mål om at komme i top 10. Alligevel har de faktisk vundet to af de fem monumenter inden for de seneste fire sæsoner, da Arnaud Demare sejrede i Milano-Sanremo i 2016 og Thibaut Pinot i Il Lombardia i 2018, og det viser, at det franske hold er en faktor, der ikke skal negligeres, heller ikke i de største endagsløb.

 

Det er nok på brostenene, at chancen for en overraskelse er mindst. Demare har nu i efterhånden mange år forsøgt at gøre sig gældende i de største endagsløb mod nord, men ser man bort fra en top 10 i Paris-Roubaix, er han aldrig rigtigt slået til i de to brostensmonumenter. Det står efterhånden klart, at han mangler robustheden til at være med helt i front i de hårdeste flamske klassikere, og selvom han altså har gjort det hæderligt i Roubaix, er top 10 nok det maksimalt opnåelige.

 

Ikke desto mindre er han atter holdets kaptajn, men måske er det i virkeligheden Stefan Küng, vi for alvor skal holde øje med. Schweizeren kaldes ikke uden grund for ”Den nye Cancellara”, og hans manglende resultater på brostenene skyldes i høj grad, at han i det meste af sin karriere har været an af Greg van Avermaets vigtigste hjælpere. I 2019 fik han endelig sin egen chance, men fandt aldrig formen i løbet af foråret. Det gjorde han til gengæld i efteråret, hvor han måske var stærkeste mand i finalen af et knaldhårdt VM-løb, som endte med en bronzemedalje. Det viser, at han har motoren til de længste løb, og selvom han mangler eksplosivitet til for alvor at blive favorit i de flamske løb, viste han i Yorkshire også, at han med angreb i præfinalen kan komme langt. Og Paris-Roubaix synes at være skabt til hans gigantiske power.

 

Roubaix kunne også være et mål for Marc Sarreau. I 2018 blev han kaldt til løbet med kort varsel, og det gav ham smag på løbet forud for 2019, hvor han kortvarigt var med i det fremstød, som endte med at give Gilbert sejren. Det er tydeligt, at han stadig mangler noget motor, men den kan komme med alderen. Naturligvis vinder han ikke, men han kunne blive en interessant outsider. Derudover har Demare stadig evnerne til at genvinde Milano-Sanremo, hvis alt flasker sig, ligesom han har været uhyre tæt på at vinde Gent-Wevelgem, der helt sikkert er et løb, som også inden for hans rækkevidde.

 

Bliver Stefan Küng (til højre) den nye klassikeråbenbaring?

 

Mere interessant bliver det måske i Ardennerne. Thibaut Pinot vil for første gang køre den fulde ardennerkampagne, og han viste med sin Lombardiet-sejr og hans kørsel ved VM i Østrig - et løb, han måske kunne have vundet, hvis han havde kørt sin egen chance - at han er fremragende i lange, hårde endagsløb. Fleche Wallonne er måske en anelse for eksplosivt, men når Jakob Fuglsang kan blive nr. 2, kan en formstærk Pinot også være med i kampen om sejren. Liege-Bastogne-Liege passer ham aldeles fremragende, da han også er ganske hurtig på stregen, og selvom Amstel er inden for hans rækkevidde, igen fordi han slet ikke er langsom.

 

I det hele taget bliver det en meget stærk trup, holdet kommer med. Valentin Madouas gjorde det i år fremragende med en top 10 i Amstel Gold Race, og han er med sit punch og sin spurt skabt til i hvert Liege og Amstel. David Gaudu fortsætter med at betage hele verden og var allerede i år blandt de bedste i Liege,  selvom vejret slet ikke passede den klejne franskmand, ligesom han ved sin debut på Mur de Huy i 2017 viste, at han har alle de rette evner til at være med helt i front i Fleche Wallonne. Rudy Molard har været i top 10 både Fleche Wallonne og senest i Il Lombardia i år, og lægger man dertil, at holdet bakkes op af solide folk som Sebastien Reichenbach samt Anthony Roux, der med lidt helt selv kunne lave et resultat i Amstel Gold Race, står det klart, at FDJ bliver et af de allermest spændende hold i Ardennerne.

 

Det gælder også i Il Lombardia, som Pinot har planer om at vinde igen, hvis han stadig har noget at skyde med i en sæson, hvor Touren, OL og VM alle er på hans agenda. I år viste Gaudu imidlertid, at han er en yderst kapabel plan B, hvis det i stedet er ham, der har friskheden, og Molard, der i år endte i top 10, samt Madouas har også begge evnerne til at være med i kampen om topplaceringerne i årets sidste monument.

 

Demare og Sarreau kommer også i spil. Demare har tidligere vundet både i London og Hamburg, og det kan han med det rette held gøre igen. Bretagne Classic passer ham også fint, og alle tre løb kunne også være chancer for Sarreau, ligesom Küng vil kunne begå sig på grusvejene i Bretagne. Madouas bør være skabt til de canadiske løb, som selv Gaudu vel vil kunne køre i top 10 i, og dermed bør FDJ være en faktor gennem hele året.

 

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Årets mest hjerteskærende øjeblik var vel billedet af den stortudende Thibaut Pinot, der på grund af en ellers relativt harmløs lårskade måtte se en storslået mulighed for at vinde Tour de France gå op i røg. Det tog ham en menneskealder at rejse sig efter den gevaldige mentale dukkert, og han har ikke haft sat et rygnummer på, siden han tårevædet blev kørt til hotellet for et lille halvt år siden.

 

Lige så gigantisk nedturen var, lige så opmuntrende var resten af løbet. Det viste nemlig, at Pinot endelig har nået det niveau, som en skrøbelig psyke formentlig er hovedårsagen til, at han aldrig helt har nået før nu. Allerede i efteråret 2018, hvor han vandt Il Lombardia og kørte et fabelagtigt VM-løb, var det klart, at han havde taget det sidste skridt, vi er mange, der længe har ventet på, og i Touren foldede blomsten af den franske klatreskole sig endelig ud i fuldt flor.

 

Det er også det lyspunkt, Pinot har taget med sig, når han har skullet forsøge at genfinde motivationen, og når han om morgenen rejser slår øjnene op, er det mantraet ”Jeg vil vinde Touren i 2020”, der gjalder i hans ører. Selvom den kommende sæson som nævnt byder på en fuld ardennerkampagne, ligesom han har ambitioner ved de bjergrige OL- og VM-løb, er der kun én ting, der for alvor betyder noget for Pinot det næste års tid, nemlig en mulig Tour-sejr.

 

Hele Pinots sæson bliver derfor gearet mod juli måned, og man må formode, at hele truppen derfor også bliver designet med det formål at føre ham til sejr. Nok har Arnaud Demare gjort det klart, at han har ambitioner om at vende tilbage til løbet, hvor han i 2018 vandt en etape, men det er uhyre svært at se, at FDJ kan finde plads til ham i 2020, hvor de for første gang kommer til start med den faste overbevisning, at de faktisk kan vinde. Demare kan måske hævde, at han har sin værdi som bodyguard på de flade etaper, men han vil stadig insistere på at skulle spurte også. Og det giver næppe mening at udtage den positioneringssvage franskmand uden sit tog, for han har selv med fuld støtte rigeligt svagt ved at tage kampen om med feltets allerhurtigste.

 

Derfor tror vi, at Demare atter må udse sig andre mål. David Gaudu må nok også indstille sig på endnu et år uden egen grand tour-chance. Nok er vi mange, der drømmer om at se den franske guldfugl køre klassement, men det virker utænkeligt, at Pinot kan undvære en rytter, som nu klatrer så godt, at han kan sidde med selv i de dybeste finaler af bjergetaperne. Også Sebastien Reichenbach og Rudy Molard ligner sikre valg, ligesom også unge Kilian Frankiny og måske endda Valentin Madouas kunne blive udtaget som del af en stærk bjergtrup, mens Stefan Küng og Anthony Roux ligner hjælpere til de fladere etaper, hvor de til gengæld må ofre alle chancer.

 

Lige så fastlåst en taktik, man vil have i Touren, lige så meget spillerum vil der formentlig være i både Giroen og Vueltaen. Som sagt kan Gaudu næppe undværes i Touren, og da han er for ung til at køre to grand tours i træk, får han næppe en klassementschance. Det kunne Madouas til gengæld godt få, da han lettere kan undværes i juli, og da han i årets Giro viste, at han med lidt held godt kan stræbe efter top 10, selvom han mere er klassikerrytter. Det kunne ske i Giroen igen, men måske var det langt sjovere at se ham i en Vuelta, der formentlig bliver klassementsmæssigt svagt besat, og hvor den eksplosive og knap så enkeltstartstunge rute passer ham bedre. Hvis ikke han kører Vuelta, er det tænkeligt, at Reichenbach kan få den chance, han flere gange er blevet lovet, ligesom Kilian Frankiny meget vel kunne få en mulighed i enten Giroen eller Vueltaen, mens Rudy Molard nok har indset, at klassement i grand tour næppe bliver hans spidskompetence.

 

Meget kunne tyde på, at Demare atter bliver holdets Giro-kaptajn, og han vil også have bedre muligheder på den mere sprintervenlige rute i Italien, hvor han atter kan vinde en etape og måske gå efter den pointtrøje, hans overmod kostede ham i 2019. Samtidig har han mulighed for at skrive sig ind i klubben af ryttere med etapesejr i alle tre grand tours, hvis han kan sejre i Vueltaen, og spørgsmålet er, om ikke han kunne være fristet af at gå efter det i et år, hvor VM og OL slet ikke passer ham. Det kan efterlade Marc Sarreau helt uden grand tour-chancer, men ellers må man formode, at han skal forsøge at tage næste skridt i massespurterne i en af de to ”små” grand tours.

 

Derudover bliver der masser plads til at angribe i alle andre løb end i Touren. Madouas, Frankiny, Molard og Reichenbach kan alle jagte etapesejre i bjergene, og vælger Küng at køre enten Giro eller Vuelta, hvilket er tvivlsomt, vil han kunne gå efter enkeltstartssejre der. Også Benjamin Thomas bliver stadig bedre og bedre, og han er typen, der sagtens kan vinde en Giro- eller Vuelta-etape, hvis han finder den holdbarhed, han hidtil har manglet. Og så imponerede Romain Seigle og Bruno Armirail så meget i udbruddene i årets Vuelta, at man slet ikke kan udelukke, at også de kan ramme rigtigt.

 

Pinots blik er stift rettet mod næste års Tour.

 

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Thibaut Pinots enorme fokus på Touren vil betyde, at han i 2020 igen vil køre et relativt begrænset program, og da han som sagt også skal køre i Ardennerne denne gang, bliver der endnu mindre plads til ugelange etapeløb. I skrivende stund ser det ud til, at Paris-Nice samt måske nogle mindre franske løb bliver de eneste øvrige løb, inden han fintuner Tour-formen i Dauphiné. Til gengæld er Pinot uhyre stabil, når han kører ugelange etapeløb, og man kan forvente, at han vil være med i kampen om sejren i alle de etapeløb, han kører, også Paris-Nice og Dauphiné, som han i år også kunne have vundet, hvis ikke det havde været for sygdom.

 

Som sagt ser det ud til, at David Gaudu får lagt begrænsninger på sine grand tour-muligheder, men det bør give ham masser af plads i de ugelange etapeløb. Pinot skal køre Paris-Nice, og det kunne gøre det oplagt for den drengede franskmand at satse på Tirreno-Adriatico og måske især det enkeltstartsløse Volta a Catalunya, hvor han slog igennem på den store scene i 2017. Tour de Romandie og Baskerlandet Rundt har han også tidligere kørt, og selvom enkeltstarterne her udgør en udfordring, kan han spille hovedroller i de løb også. Og hvorfor skulle han ikke have lov at køre sin chance i Dauphiné eller Tour de Suisse?

 

Det bliver også interessant at se, om Valentin Madouas kan køre klassement. Hidtil har han mest lignet en mand til klassikerne, men Giroen viste, at han kan mere end det. Også han er hæmmet af en ringe enkeltstart, men hans fremskridt skal blive interessante at vurdere. Derudover kunne han sagtens vinde nogle endagsløb eller mindre etapeløb i Frankrig, eksempelvis i Haut-Var eller Dunkerque. Også Sebastien Reichenbach kan gå i top 10 i ugelange etapeløb, hvis han får chancen, og det samme kan Rudy Molard, måske især i Baskerlandet, hvor stigningerne passer ham bedst. Endelig bliver Kilian Frankiny bedre og bedre, selvom han i den grad mangler stabilitet, og næste skridt kunne for ham være en top 10 i et ugelangt etapeløb, selvom han umiddelbart er bedre over den lange distance i grand tours.

 

Demare kommer til at fokusere meget på klassikerne og formentlig også grand tours, men han plejer også at skulle jagte etapesejre i særligt Paris-Nice, men måske også i Dauphiné. Han har ikke kørt mange mindre franske løb på det seneste, og de vil formentlig igen være et domæne for Marc Sarreau, der er en oplagt kandidat til at vinde Coupe de France igen. Den lovende franskmand vil imidlertid formentlig også få en lidt skrappere menu af WorldTour-løb, og han kunne meget vel tænkes at skulle køre løb som UAE Tour, Tirreno-Adriatico og måske også Volta a Catalunya, Tour de Romandie, Dauphiné, Tour de Suisse, Tour de Pologne, BinckBank Tour og måske endda Tour Down Under. I det rette felt er det i hvert fald muligt for ham at vinde på WorldTouren i den kommende sæson.

 

Stefan Küng er ikke en udpræget vindertype, og han vil primært satse på et muligt gennembrud i brostensklassikerne. Han skal imidlertid også forsøge at genfinde fordums tempostyrke, selvom han synes at savne sin BMC-cykel, lige så meget som Rohan Dennis. Derudover må han før eller siden være i stand til at vinde BinckBank Tour, hvor han allerede mange gang har vundet enkeltstarten.

 

Endelig har holdet Benjamin Thomas, der desværre er gået i stå, men gjorde et fremskridt som temporytter i 2019. Man kan håbe, at han efterhånden kan finde niveauet fra tiden før skiftet til FDJ, hvilket gør ham farlig i Coupe de France-løb og mindre etapeløb i hjemlandet. Man kan også håbe, at Anthony Roux kan genfinde benene fra det fantastiske 2018, hvilket vil gøre ham stærk i mindre puncheurløb, og at nytilkomne Fabian Lienhard kan tage en mulighed eller to i en spurt efter et hårdt løb, selvom han primært skal støtte Sarreau.

 

Hvem kan overraske?

Efter at have set David Gaudu i UAE Tour, Liege-Bastogne-Liege, Tour de Romandie, Tour de France og de italienske efterårsløb i 2019, er vi egentlig nået til det punkt, hvor den franske guldfugl ikke længere kan overraske. Alligevel synes han stadig at udvikle sig med så voldsom en fast, at vi godt kan tillade os at skrue forventningerne yderligere op i 2020. Som sagt ser det ud til, at hans grand tour-muligheder er låst at Pinot, men så kan vi som minimum se frem til at køre alle stjernerne i sænk som løjtnant i de franske bjerge og se ham folde sig ud i forårets ugelange etapeløb, hvor vi særligt ville elske at se ham køre sin egen chance i Volta a Catalunya, som han allerede nu synes stærk nok til at kunne vinde, hvis formen er den rette.

 

Det andet supertalent er Valentin Madouas, og også for ham gælder, at man kan diskutere, om ikke han allerede er vokset sig så stor, at han ikke længere kan nævnes i denne kategori. Hans resultatliste er imidlertid stadig så beskeden i forhold til det potentiale, han særligt viste i Amstel Gold Race og i Giroen, og derfor tillader vi os at nævne ham igen. Det er stadig lidt uklart, hvor han skal satse, efter at han i Giroen viste, at han faktisk også kan køre klassement, men det er i første omgang i de kuperede endagsløb, vi vil elske at se ham folde sig ud, selvom det kan lægge begrænsninger på hans muligheder, at Thibaut Pinot i 2020 har blik på Ardennerne.

 

Vi vil også ”snyde” lidt og nævne Stefan Küng. Schweizeren er alt for stort et navn til at kunne kaldes en overraskelse, men det skyldes alene hans resultater på enkeltstarterne. I klassikerne har han indtil nu været temmelig skuffende, men hans bronzemedalje ved VM viste, at motoren er perfekt til de nordlige klassikere. Vi vil slet ikke blive overraskede, hvis Küng pludselig sidder med helt i front i særligt Paris-Roubaix, men også de flamske løb, hvor hans manglende eksplosivitet dog nok vil tvinge ham til mere opportunistisk kørsel.

 

Det er sværere at pege på kandidater til overraskende resultater i resten af truppen, for selvom der er flere stærke folk, er der en udpræget mangel på vindertyper. Kilian Frankiny fandt endelig lidt stabilitet i 2019 og bør tage endnu et skridt, men han er ikke en type, der høster mange store resultater. Mest af alt ser vi muligheder for en top 10 i Giroen eller Vueltaen, hvis han får chancen.

 

Vi vil også fremhæve den nytilkomne Fabian Lienhard. Ganske vist er han mest af alt kommet til holdet som lead-out man, men vi håber, at han også får lejlighed til at vise sig frem i nogle af de mellemhårde mindre løb i Frankrig, hvor han kan bruge sin gode afslutning. Her håber vi også, at Benjamin Thomas kan komme tilbage på sporet og vise, hvorfor han fik sit gennembrud ved i 2017 at vinde etager i Dunkerque og Tour de Wallonie samt ende i top 4 i både Tour de Wallonie og Tour de Luxembourg, ligesom han gerne skulle bygge videre på de lovende enkeltstarter, han kørte i 2019. Endelig er Romain Seigle en brølstærk type, der måske mest er hjælper, men som forhåbentlig får en chance undervejs, ligesom også den klatrestærke Kevin Geniets viste lovende takter som hjælper i 2019 - en rolle, som formentlig også lægger begrænsninger på ham i 2020.