DECEUNINCK - QUICK - STEP

Rue de la greve 8

2163 Luxembourg
Luxembourg

E-mail: info@decolef.com

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Kasper Asgreen, Remi Cavagna, Tim Declercq, Dries Devenyns, Remco Evenepoel, Alvaro Jose Hodeg, Mikkel Frølich Honoré, Fabio Jakobsen, Bob Jungels, Iljo Keisse, James Knox, Yves Lampaert, Michael Mørkøv, Florian Senechal, Pieter Serry, Zdenek Stybar

Nye ryttere

Sam Bennett (Bora-hansgrohe), Mattia Cattaneo (Androni Giocattoli-Sidermec), Bert van Lerberghe (Cofidis), Davide Ballerini (Astana Pro Team), Shane Archbold (Bora-hansgrohe), Stijn Steels (Roompot-Charles), Andrea Bagioli (Team Colpack), Ian Garrison (Hagens Berman Axeon), Jannik Steimle (Team Vorarlberg Santic), Joao Almeida (Hagens Berman Axeon), Mauri Vanesevenant (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Philippe Gilbert (Lotto Soudal), Elia Viviani (Cofidis), Maximiliano Richeze (UAE-Team Emirates), Eros Capecchi (Team Bahrain McLaren), Enric Mas (Movistar Team), Petr Vakoc (Corendon), Fabio Sabatini (Cofidis), Davide Martinelli (Astana Pro Team)

Hvordan gik transfersæsonen?

Vi er vant til at sige det år efter år: den kommende sæson må være året, hvor den sædvanlige åreladning af verdensklasse vil føre til en faldende succesrate for Patrick Lefeveres ustoppelige sejrsmaskine. Det tænkte man efter 2015, hvor Mark Cavendish, Michal Kwiatkowski og Rigoberto Uran sagde farvel. Det sagde man efter 2016, hvor Tony Martin og Gianni Meersman tog en stribe sejre med sig til andre hold. Det sagde man efter 2017, hvor Dan Martin, Marcel Kittel, Matteo Trentin, Gianluca Brambilla og David De La Cruz drog videre blot få måneder, efter at holdet også havde sendt Tom Boonen på pension. Og det sagde man efter sidste sæson, hvor økonomiske vanskeligheder betød, at Lefevere ikke kunne holde på Niki Terpstra, Fernando Gaviria og Maximilian Schachmann.

År efter år er historien nemlig den samme. Lefeveres tropper har så gigantisk en succes, at hans ryttere automatisk bliver brandvarme navne på transfermarkedet. Og selvom de mange sejre kunne foranledige en til at tro, at Lefevere har et pengetræ i baghaven, er sandheden, at det belgiske superhold ingenlunde har et budget, der kan matche den pengetank, sportens rigeste har til rådighed. Derfor må han år efter år lade en stribe verdensstjerner smutte andetsteds hen, hvor pengene er flere.

Alligevel lykkes det gang på gang den belgiske mirakelmanager at komme ud af en på papiret sløj transfersæson med skindet på næsen - og meget mere end det. År efter år står det mejslet i granit, at de indkomne ryttere slet ikke har samme resultatlister, som de mange verdensstjerner, der siger farvel, men et fantastisk blik for talent samt en imponerende evne til at få alle man til at blomstre hos The Wolfpack har betydet, at holdet altid gør pessimisternes forventninger til skamme. 54, 54, 56, 73 og senest 68 sejre i de seneste fem sæsoner gør det i hvert fald svært at se, at Lefevere i samme periode hvert eneste år har sagt farvel til mindst en verdensstjerne, og at det i samme periode har været ganske sjældent, at han selv har hentet et etableret topnavn til holdet.

Man må for Lefevere håbe, at historien vil gentage sig i 2020. Det er nemlig umuligt ikke at blive en smule bekymret, når man ser på de udskiftninger, der er blevet foretaget i truppen hos holdet, der ikke blot i mange år har været det mest vindende, men nu også to år i træk er endt øverst på ranglisten. Helt almindeligt er det, at den belgiske manager har måttet sig farvel til et par store stjerner, men denne gang må det vække en vis bekymring, at der i usædvanlig grad har været gang i svingdøren. Og man må ligeledes håbe, at Lefeveres blik for talent ikke svigter, for blandt de 11 nye ryttere, der skal erstatte 8 andre ryttere, finder man stort set kun uprøvede navne, der måske nok har vist potentiale, men som ingenlunde kommer blot i nærheden af at matche de ryttere, der siger farvel.

Denne gang er det tre verdensstjerner, Lefevere har ladet smutte. Det stramme budget gjorde det nødvendigt at foretage valg, og belgieren traf den ganske logiske beslutning at sætte alt ind på at få forlænget kontrakterne med Julian Alaphilippe og Remco Evenepoel. Det lykkedes, men det betød også, at der ikke kan blive råd til så meget andet. Elia Viviani fik eksempelvis ikke et kontrakttilbud, der stod mål med hans egne forventninger, og Philippe Gilbert, der ligesom Viviani gerne ville være blevet, kunne angiveligt højst få en etårig forlængelse, som han ikke var interesseret i. Angiveligt ville Lefevere gerne have strakt sig langt for at holde på Enric Mas, men det spanske supertalent havde allerede brændt sig varm på ideen om at komme hjem til Spanien og slutte sig til et Movistar-hold, hvis primære fokus er etapeløb og ikke som hos Deceuninck klassikere.

At der er grund til at være bekymret, fremgår tydeligt af tallene. Med sig tager Gilbert, Viviani og Mas 159 sejre, herunder både en VM- og en EM-titel, fem monumenter, 16 andre triumfer i WorldTour-endagsløb, 21 grand tour-etapesejre og en samlet sejr i ét WorldTour-etapeløb, og derudover en 2. plads i en grand tour. Til sammenligning er der bare én af de nye ryttere, der har vundet på WorldTouren, og blandt de 11 nye navne er der blot fire, der overhovedet har været på et WorldTour-hold tidligere.

Når Lefevere alligevel kan være lidt rolig, skyldes det, at han har lavet i hvert fald ét kup. Blandt de nye ryttere er der nemlig én verdensstjerne, og det er lidt af en gigant, der kun kan gøre holdet bedre. Om det skyldes en forskel i lønkrav, skal vi lade være usagt, men der gik i hvert fald ikke lang tid, inden rygterne om Vivianis farvel begyndte at florere, inden Sam Bennett blev sat i forbindelse med Lefeveres hold som en direkte erstatning for italieneren. Selvom ireren i et uforsigtigt øjeblik åbenbart var kommet til at love Bora-hansgrohe, at han ville forlænge kontrakten med tyskerne, indså Bora-manager Ralph Denk i sidste ende, at det ikke gav mening at holde på en rytter mod dennes vilje, og dermed kunne Lefevere og Bennett i december bringe en ende på en af denne vinters mest langtrukne transfersagaer ved at annoncere en aftale, der gør det muligt for Bennett at overtage Vivianis rolle som førstesprinter og dermed lade de unge kometer Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg vente lidt endnu, inden de får chancen som holdets vigtigste afslutter.

Det kan på alle måder betragtes som et godt bytte. Nok har Viviani haft en imponerende tid hos belgierne, hvor han har opnået et hav af store sejre, men man skal ikke have set mange af de seneste to sæsoners indbyrdes spurtdueller for at indse, hvem af de to der er hurtigst. Bennett har indiskutabelt en højere topfart end italieneren, og mens Viviani i gamle dage syntes at have en positioneringsmæssig fordel, er også det es blevet fjernet fra hans hånd. Faktisk gjorde Bennett i 2019 vel næsten Peter Sagan rangen stridig som den mest driftssikre rytter i positionskampen, og dermed er Bennett på næsten alle parametre end bedre sprinter end sin forgænger. Kombinerer man det med, at han nu også har en holdbarhed, som er bedre end Vivianis, er det svært at finde ét eneste argument for, at Lefevere ikke igen har vist sig som en fremragende købmand, der sikkert vil få endnu flere sejre fra sin førstesprinter i 2020, end han gjorde i 2019 - i hvert fald hvis Bennett bevarer den træfsikkerhed, han havde i den netop afsluttede sæson.

Bennett får imidlertid også brug for al sin positioneringsevne, hvis han skal have succes. Deceuninck har længe været kendt for at have feltets bedste tog, men det er langt fra sikkert, at det vil gøre sig gældende i 2020. Holdet siger nemlig farvel til begge de to ryttere, der har været sidste mand i sprintertogene, og det er derfor et stærkt svækket lead-out, Lefevere kan mønstre i det kommende år. Værst er det, at han ikke kunne hold på Maximilano Richeze, der vel må betegnes som verdens bedste i rollen som sidste mand, men det har hele tiden været umuligt at forhindre, at han ville blive genforenet med vennen Fernando Gaviria. Knap så slemt, men stadig alvorligt, er det, at Fabio Sabatini har ønsket at fortsætte samarbejdet med Viviani og derfor drager med europamesteren videre til Cofidis.

Bennett bringer heldigvis Shane Archbold med sig som erstatning, og selvom han ikke har Richezes eller Sabatinis klasse, har han været god til at aflevere Bennett på det helt rette hjul i finalerne, og det har netop været den tilgang, hvor han ikke er afhængig af et stærkt tog, som har fungeret så godt i 2019, og som betyder, at togets svækkelse i hvert fald for Bennett ikke er så stort et problem. Det er det til gengæld for de langt mere positioneringssvage Jakobsen og Hodeg. Som et ekstra krydderi rejser Davide Martinelli - måske grundet familiære bånd - videre til Astana, og selvom det utvivlsomt er et tab, der kan overvindes, er det alligevel endnu en rytter, der ofte har været en del af diverse tog, som ikke vil være til rådighed i 2020.

Heldigvis kan man i en vis forstand betragte Martinellis exit som del af en italiensk byttehandel med Astana af to gange Davide, og ser man sådan på skiftet, er der ingen tvivl om, at Lefevere igen har vist sig som den skarpeste købmand. Davide Ballerini rejser nemlig den anden vej, og han kunne meget vel blive en sand guldfugl for sit nye hold. Italieneren viste i sin tid hos Androni stort potentiale med en stribe fornemme resultater i kuperede endagsløb, hvor han kunne afslutte i mindre grupper, men hans store kærlighed, brostenene, var lukket land på det lille italienske hold. Dem fik han lov at smage på hos Astana i 2019, og her viste han med det samme, særligt i et uheldsramt Paris-Roubaix, stort potentiale trods en ikkeeksisterende erfaring. Den manglende rutine vil han i den grad blive kompenseret for på sportens førende brostenshold, og det skulle ikke undre, om Ballerini i belgisk tjeneste kan blive til en af sportens brostensstjerner. At han samtidig kan bidrage til holdets tog og vinde relativt hårde etaper og endagsløb med sin fornemme spurt, gør ham blot til en endnu større gevinst for Lefevere, som bestemt ikke kan være utilfreds med at have fået fingret i en af Italiens mest spændene ryttere.

Ballerini og Archbold er ikke de eneste, der kan bidrage til den kommende sæsons lead-outs. Det er også for at kompensere for tabet af Richeze og Sabatini, at Lefevere har investeret i Bert van Lerberghe, der oprindeligt selv var sprinter, men som hos Cofidis slog ind på et spor som lead-out man. Det gjorde han hæderligt, og han vil utvivlsomt også være en forstærkning hos sit nye hold.

Mere interessant er det dog, at Jannik Steimle slutter sig til holdet. Det hører til sjældenhederne, at en stagiaire vinder et løb, men det var præcis, hvad den brølstærke tysker gjorde, da han kørte alene hjem i et vindblæst Kampioenschap van Vlaanderen og dermed snød favoritten Dylan Groenewegen for en sejr. Allerede forinden havde Steimle vist sit store potentiale med både prolog- og spurtsejr i Østrig Rundt og en serie sejre og topresultater i mindre løb, og mod slutningen af året fik han vist, at han allerede har råstyrken til at begå sig mod WorldTour-ryttere. Som en uhyre holdbar og brølstærk fyr med en glimrende spurt kunne han ligne den næste i rækken af spændende brostensryttere, og samtidig kan han bidrage til holdets tog og køre spurter selv, hvilket gør ham til et af de mest interessante nye navne på WorldTouren.

Det er imidlertid ikke kun på sprintersiden, at der sker stor udskiftning. Det gør der også i det lette departement, hvor holdet mister sin eneste helt klassiske klassementsrytter, Mas, der med sin 2. plads i Vueltaen har vist sig som et af verdens allerstørste grand tour-talenter. Holdet har intet gjort for at hente et etableret navn ind som erstatning, og derfor går holdet - i hvert fald med den store usikkerhed, der er om Julian Alaphilippes langsigtede evner i grand tours og Bob Jungels’ begrænsede potentiale som etapeløbsrytter - ind til 2020-sæsonen uden ét eneste større etapeløbsnavn.

Det håber Lefevere imidlertid at ændre på på sigt. Én ting er, at Evenepoel naturligvis allerede er et af de største talenter på det område, noget andet er, at holdet også henter hele fire lovende klatrere til holdet. Af dem vil det nok være Mauri Vansevenant, der tiltrækker sig den største interesse. Den 20-årige belgier viste nemlig meget lovende takter i 2019, hvor han vandt bjergløbet Giro della Valle d’Aosta og blev en hæderlig nr. 6 i Tour de l’Avenir, selvom det blot var hans andet år som U23-rytter, og selvom han ikke har kørt mange UCI-løb. Han havde da også mange hold at vælge imellem, men valgte klogelig at skifte til Deceuninck, hvor han slutter sig til truppen midtvejs gennem sæsonen. Det vil tage noget tid at vænne sig til tempoet, men han ligner en af sin generation mest lovende etapeløbstalenter.

Det samme gør Joao Almeida, selvom han havde et lidt skuffende 2019. I 2018 vandt han U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege og blev nr. 2 i Baby-Giroen, men i 2019 kneb det ham konstant med at finde formen. Det lykkedes ham stort set kun til Tour of Utah, men her viste han også klassen med en flot 4. plads i et løb med WorldTour-modstand. Var 2019-vanskelighederne bare udtryk for midlertidige vanskeligheder, kan også han blive en meget spændende etapeløbsrytter.

Det etablerede klatrenavn er Mattia Cattaneo. Den tidligere vinder af Baby-Giroen lignede et tabt talent, da han aldrig slog til hos Lampre, men det lykkedes Gianni Savio at genstarte hans karriere på Androni. Her er han i den grad blomstret op med nogle meget flotte præstationer i 2019, og havde Dario Cataldo bare været en anelse svagere på vejen mod Como, havde han såmænd også vundet en af de hårdeste Giro-etaper, nemlig miniudgaven af Il Lombardia. Desværre står det også klart, at han stadig lider af den ekstreme mangel på stabilitet, der har præget hele hans karriere, og det kan gøre det svært at slå igennem som etapeløbsrytter. Til gengæld er han med sikkerhed i stand til at vinde mindre kuperede endagsløb og bjergetaper i grand tours, når han har sine store dage.

Endelig henter holdet også Andrea Bagioli, der ligeledes hører til i gruppen af lettere ryttere. Selvom han vandt det hårde Ronde de l’Isard i år, ligner han imidlertid mere en mand til de kuperede klassikere end en klassementsrytter. I hvert fald vandt han i år U23-udgaven af Il Lombardia, hvor han sidste år blev nr. 2, som han gjorde det i U23-udgaven af Liege, og han vandt en etape i Giro Valle d’Aosta, hvor han kom til kort i klassementet. Umiddelbart fremstår han måske ikke som den allermest lovende rytter, men han er stadig meget ung og kan sagtens vise sig at være langt bedre, når han kommer under Lefeveres vinger. Han og Cattaneo erstatter en anden italiensk klatrer, nemlig Eros Capecchi, hvis lovende karriere som bekendt endte med en rolle som hjælperytter, og som holdet derfor lod smutte til Bahrain-McLaren, efter at de frem mod 2019-sæsonen først i sidste øjeblik tilbød ham en kontraktforlængelse.

Det sidste talent, der kommer til holdet, er Ian Garrison, der er ganske svær at kategorisere. En VM-sølvmedalje og sejr ved de amerikanske mesterskaber - både hos U23-rytterne og hos eliten - gør det indiskutabelt, at hans force er enkeltstarterne, men det er stadig lidt uklart, hvor god en klatrer han kan blive. Han er blevet nr. 2 i Monts et Chateaux, der er præget af korte stigninger og en enkeltstart, ligesom han er blevet nr. 2 i ungdomsudgaven af Gent-Wevelgem, men i rigtige bjerge har han intet vist. Selv er han også meget i tvivl om, i hvilken retning han skal gå, men det vil alligevel være en overraskelse, hvis den 193 cm højre amerikaner skulle vise sig at have grand tour-potentiale. Snarere ligner han en brølstærk tempospecialist, der kan begå sig i let kuperede etapeløb og måske også i nogle klassikere.

Netop i klassikerne siger holdet også farvel til Petr Vakoc. For et par år siden, hvor han blandt andet med sin sejr i Brabantse Pijl lignede en af feltets mest spændende puncheurs, ville det have været et stort tab, men desværre er Vakoc aldrig blevet sig selv igen efter det grimme styrt i Sydafrika, som kostede ham en hel sæson. Nu har han haft et helt år tilbage i feltet, men stadig uden at vise sin gamle klasse, og derfor er det måske bedste for begge parter, at han nu kommer til et andet hold, Corendon, hvor han burde få mere frihed til at forsøge at genfinde sit gamle vinderinstinkt.

Endelig henter holdet Stijn Steels, men for hans vedkommende er det svært ikke at få mistanke om, at hans skifte mest er et resultat af indflydelsen Onkel Tom, der som bekendt er en af holdets sportsdirektører. Han ligner i hvert fald ikke en rytter, der kan gøre meget andet end at føre solen sort, som Tim Declercq gør det. Men den slags ryttere er der også brug for på et hold med hele tre topsprintere.

Samlet set er der altså igen god grund til bekymring. Holdet siger farvel til tre verdensstjerner og to af verdens bedste lead-out men, og selvom der er mange spændende navne blandt de 11 nye ryttere, der for de flestes vedkommende oser af talent, er det på papiret en meget svagere trup, Lefevere råder over i 2020. Heldigvis ser det også ud til, at han har gjort to gedigne kup med Bennett og Ballerini, og derfor skulle det såmænd ikke undre, om Deceuninck alligevel gør alle de pessimistiske forudsigelser, som transfersæsonen kunne give anledning til, til skamme. Sådan plejer det jo at gå, når den belgiske købmands tropper går i gang.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Nok har Patrick Lefevere flere gange forsøgt at satse på etapeløb ved at hente etablerede etapeløbsryttere som Rigoberto Uran og Dan Martin til holdet, ligesom han har opfostret ryttere som Enric Mas og Bob Jungels, der først efter skiftet til Belgien begyndte at levere i grand tours, men der er ingen tvivl om, hvad der er holdets DNA. Det er i klassikerne, Deceuninck først og fremmest skal levere, og hvor ringe resultater med det samme gør Lefevere til skydeskive for den ubarmhjertige belgiske presse. Og selvom Ardennerne også er et stort fokus, særligt efter Julian Alaphilippes gennembrud, er det stadig først og fremmest brostensløbene i den flamske baghave, der er de vigtigste for holdet.

I de løb har holdet imidlertid ændret sin identitet i de seneste år. I mere end et årti var det nemlig kendt som Tom Boonens hold, og den belgiske stjerne var holdets soleklare kaptajn. Det forhindrede ikke Stijn Devolder i to gange at vinde Flandern Rundt ved at lukrere på det store fokus på stjernen, men dengang var der aldrig tvivl om, hvem der var nr. 1.

Sådan er det ikke længere, og faktisk kan man næsten hævde, at den nye taktik har været endnu mere succesfuld. I hvert fald har Deceuninck i de seneste sæsoner vundet et have af brostensløb på Quick-Step-måden, hvor man er mødt op med adskillige ligestillede kaptajner, der alle har været gode nok til at kune gøre det færdigt og angribe rivalerne på skift. Det har givet sejre til Philippe Gilbert i begge monumenter, til Niki Terpstra i E3 og Flandern Rundt, til Zdenek Stybar i Omloop og E3, til Bob Jungels i Kuurne og til Yves Lampaert i E3.

I år så holdet umiddelbart ud til at være svækket efter tabet af 2018-sæsonens bedste brostens rytter, Terpstra, men Jungels viste sig at være en glimrende erstatning, og da Stybar samtidig oplevede en renæssance, og Gilbert oplevede sit store øjeblik i Roubaix, fungerede strategien igen perfekt. Det vil den sikkert også gøre i 2020, selvom man igen siger farvel til en af kaptajnerne, denne gang Gilbert.

Heldigvis er der en erstatning klar. Kasper Asgreen chokerede hele cykelverdenen gennem hele 2019, og det var naturligvis særligt den vilde 2. plads i Flandern Rundt, hvor han alene var med som hjælper, der for alvor cementerede potentialet. Han vil naturligt indtage Gilberts plads i en kaptajnkvartet, der umiddelbart tæller Stybar, Lampaert, Jungels og Asgreen. Dertil kommer, at Florian Senechal synes klar til at tage mere ansvar efter 6. pladsen i Roubaix, og at holdet får fingre i den meget talentfulde Davide Ballerini, der nok mangler brostenserfaring, men i et uheldsramt Paris-Roubaix viste stort, stort potentiale.

I første omgang må man antage, at Senechal og Ballerini fortsat er et niveau under de fire øvrige ryttere, men da strategien i alt væsentligt er den samme som tidligere, nemlig at udnytte et overtal til at angribe på skift, kan sejre bestemt også gå i deres retning. Holdet synes i hvert fald at have seks ryttere, der alle er i stand til at vinde de største brostensløb. Stybar og Asgreen synes at kunne være med over det hele, mens Jungels nok er bedre i de flamske løb end i Roubaix, som han skippede i år. Til gengæld er tunge Lampaert ikke helt så god på de flamske hellingen som på de nordfranske pavéer. Senechal og Ballerini synes at mestre begge typer løb. Sammen bør de kunne sikre sig fine resultater i Omloop, Kuurne, E3, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og Paris-Roubaix. Og ja, vi danskere kan godt glæde os til at følge Asgreen, der burde få masser af frihed og reelt ligner et solidt vinderbud i særligt Flandern og Roubaix, hvor hans gigantiske motor kommer ham til gode.

I år har holdet imidlertid en joker. Det er lykkedes Julian Alaphilippe at overtale Patrick Lefevere, som bestemt ikke er fan af ideen, til at kunne få sin debut i Flandern Rundt. Man må formode, at han vil køre et løb som forberedelse, formentlig E3, der passer ham bedst og minder mest om Flandern Rundt. I første omgang deltager han bare for at lære, men Alaphilippe er jo noget ganske særligt. I teorien bør han få det svært mod de tungere ryttere på pavéerne, præcis som han gjorde det på brostensbakken i finalen af Liege i 2016, men omvendt så vi i 2018, at lette Alejandro Valverde sagtens kunne gøre sig gældende i finalen af Flandern Rundt, hvor distancen tager toppen af eksplosiviteten fra de virkelige brostensspecialister. Det var da også kun på de sidste stigninger, hvor alle var trætte, at Valverde for alvor markerede sig. Det vidner om, at man slet ikke skal udelukke, at Alaphilippe kan vinde både E3 og Flandern Rundt, men det er også klart, at han kommer til løbet i en mere sidestillet rolle end den klare kaptajnrolle, han har til stort set alle andre løb, han kører.

Forinden kører holdet også Strade Bianche, som Stybar elsker og tidligere har vundet, og han vil formentlig være kaptajn. Løbet burde imidlertid også passe fint til Asgreen, Jungels, Senechal og Ballerini - måske i mindre grad til tunge Lampaert - og de deltagende ryttere burde alle kunne køre deres chance, da det meldes, at Alaphilippe skipper titelforsvaret på grusvejene til fordel for Paris-Nice, der starter dagen efter.

Det samme gør sig angiveligt gældende i Milano-Sanremo. Nu må vi, om det franske fænomen kan holde sig i ro, når det første monument og muligheden for at starte med rygnummer 1 nærmer sig, men lige nu ser det ud til, at han dropper løbet. Det betyder imidlertid ikke, at holdet er uden chance. Løbet er nemlig skræddersyet til Sam Bennett, der har vist sig uhyre holdbar, og han klarede da også problemfrit Poggio i år. Lige nu kunne han ligne løbets store favorit til en massespurtsafgørelse, og det kunne anspore holdet til at satse 100% på en spurt. Det er dog ikke nogen dum ide at lade særligt Stybar, Asgreen og Ballerini forsøge at gå med i angrebene på Poggio, hvis det skulle gå som i år, og særligt Ballerini - men i mindre omfang også Asgreen og Stybar - vil have en god chance i en spurt som den, vi så i år.

Netop Bennett er en joker. Han har begrænset erfaring på brostenene, men vi så i årets BinckBank Tour, at de passer ham fint. Allerede i år skal vi nok ikke vente at se ham fremme i hårde løb som Omloop, E3 og Flandern Rundt, men han burde være en af favoritterne til særligt Gent-Wevelgem, men også Dwars door Vlaanderen. Han og Fabio Jakobsen må slås om, hvem der skal være kaptajn i sprinterløbet i De Panne, og så må man formode, at Jakobsen vil gå benhårdt efter at tage et meget sandsynligt hattrick i Scheldeprijs. Endelig vil Bennett også have en stor chance for at vinde WorldTour-løbet i Frankfurt, der til gengæld må være for hårdt for Jakobsen.

I Ardennerne er strategien en helt anden. Her er der ikke noget med delte kaptajnroller. Forudsætningen for, at Alaphilippe fik lov at køre i Flandern, var, at han kunne garantere topform til Ardennerne også, og det løfte har han givet. Derfor vil han igen stille til start som en af de helt tunge favoritter til alle tre ardennerløb - og Brabantse Pijl, hvis han kører det - og han kan vinde dem alle, naturligvis særligt Fleche Wallonne, hvis finale passer ham specielt godt. Man må antage, at hele holdet opbygges op ham, men Jungels viste i 2018, at han kunne udnytte det store fokus på franskmanden til at vinde i Liege. Den strategi kunne han udnytte igen, og det samme kunne naturligvis fænomenale Remco Evenepoel, selvom hans deltagelse kan være tvivlsom i lyset af en mulig Giro-deltagelse. Han er i hvert fald verdensmester i denne form for soloridt fra distancen.

I efteråret står holdet også glimrende. Clasica San Sebastian bliver svært for holdet, da det køres samme dag som OL, hvor man må formode, at Alaphilippe, Asgreen, Evenepoel og Jungels alle vil være til start, men det kunne måske være en chance for James Knox, selvom han ikke er skræddersyet til løbet. Sprinterløbene i London og Hamburg passer glimrende til Bennett, men da de køres samme dag, er det nærliggende at tro, at Jakobsen måske skal tage sig af det fladere løb i London, hvor han også vil være blandt de store favoritter. Det kunne også være herligt at teste Bennetts holdbarhed i Bretagne, hvor holdet også vil stå stærkt med folk som Stybar, Asgreen, Jungels, Lampaert, Senechal og Ballerini, hvis de kører.

De canadiske løb er skræddersyede til Alaphilippe, hvis han kan bruge dem som led i sin VM-forberedelse, men hvis ikke burde de to puncheurspurter også passe fint til Stybar og Asgreen. Endelig vil Alaphilippe som altid være en af de tunge favoritter i Il Lombardia, men efter en meget hård sæson kan man frygte, at han for tredje år i træk er brændt ud for tidligt. Det kunne til gengæld åbne døren for Evenepoel, for selvom han lige nu nok mangler for meget i bjergene, vil det være dumt at afskrive ham, når han har et år mere i benene. Ellers kan Knox og Mattia Cattaneo sikkert få lov at se, hvor langt de kan komme i det italienske monument.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Mens Deceuninck har været en gigant i klassikerne, har de altid været en miniput i grand tour-klassementer. Enric Mas og Rigoberto Uran har begge opnået 2. pladser for holdet, og de har flere top 10-placeringer på resultatlisten, men holdets vindermentalitet passer dårligt til den afventende og kalkulerende kørsel, der ofte er en væsentlig del af det at køre klassement. Ofte møder holdet op med en eller anden form for klassementsambition, men det er som regel kun en sidegevinst i en strategi, der primært handler om etapesejre.

Her er holdet til gengæld også overtrufne. Ser man bort fra fiaskoen ved årets Giro, hvor holdet ikke vandt én eneste etape, skal man helt tilbage til Touren i 2016 for at finde en grand tour, hvor holdet ikke har vundet mindst tre etaper (og faktisk kunne vi have skrevet fire, hvis det ikke havde været for årets Tour, hvor det ”kun” blev til tre sejre), og vi skal tilbage til Vueltaen i 2015 for at finde den seneste grand tour helt uden sejre, indtil stimen altså blev brudt ved årets Giro. Det skyldes primært - men ikke kun - holdets store sprintersatsning, der har betydet, at mandskabet altid stiller til start med en af løbets førende sprintere.

Det vil de også gøre i 2020. Efter at være sluppet ud af Bora-fængslet kan Sam Bennett endelig forberede sig på at køre sit første Tour de France, siden han blev en sand supersprinter, og med sin eminente positionering og tårnhøje topfart er der al mulig grund til at tro, at han vinder mindst én etape i Frankrig til sommer. Da han samtidig er uhyre holdbar, kunne han i virkeligheden være den største trussel mod Peter Sagans grønne trøje måske nogensinde, specielt fordi hans evner i positionskampen gør ham lige så stabil Sagan, som han til gengæld let kan overspurte. Det vil derfor være en stor prioritet at gå efter spurtsejre med den irske kanon.

Man må formode, at holdets tre sprintere skal fordele de tre løb mellem sig. Fabio Jakobsen ligner den oplagte mand til Giroen, efter at han havde store i sin debut i Vueltaen i år, hvor han vandt to etaper på en rute med kun tre klassiske massespurter. Dem er der langt flere af i Italien, hvor han utvivlsomt er hurtig nok til at vinde en etape. Samtidig ligner det et oplagt valg, at Alvaro Hodeg skal have sin grand tour-debut i Vueltaen, der måske ikke passer specielt godt til den tunge colombianer, men som ligner det mest logiske valg for den langsomste og mest uerfarne af de tre. I et relativt svagt sprinterfelt - selvom vi sikkert vil se flere sprintere i et år med et bjergrigt VM - bør han have gode chancer for at tage seje.

Det ser til gengæld ud til, at klassementet skal nedprioriteres. Naturligvis er der megen snak om Julian Alaphilippe og Touren, ikke mindst i et år, hvor ruten med sine eksplosive og stejle stigninger og en kuperet enkeltstart synes skræddersyet til ham. Han har imidlertid gjort det klart, at det i år handler om OL, hvorfor han slet ikke kører klassement. I stedet vil han satse på etaper, hvor han burde vinde mindst et par stykker, samt måske endnu en bjergtrøje. Omvendt havde han jo samme plan i år, og selvom OL kan anspore ham til at holde lidt igen, ved man aldrig, hvad der kan ske, hvis han pludselig skulle komme i trøjen - bestemt ikke et urealistisk scenarium på årets rute.

Alternativt har holdet Bob Jungels, der i år vender tilbage til Touren. Luxembourgeren synes imidlertid efterhånden at være ved at sande, at hans potentiale som klassementsrytter er begrænset, og da årets Tour-rute slet ikke passer ham, synes han da også allerede selv mest at være ansporet af ideen om at jagte etaper, som han til gengæld har evnerne til at gøre, særligt i den tredje uge, hvor hans motor kommer ham til gavn.

Det mest spændende bliver naturligvis, om Remco Evenepoel kommer til start i Giroen eller ej. Hans store fokus er ganske vist OL og VM, men holdet har åbnet døren for, at han skal have sin ilddåb i en grand tour i Italien. Formentlig vil holdet nedspille forventningerne og sige, at han ikke kører klassement, men Lefevere får sit hyr med at overtale det belgiske vidunderbarn om ikke at satse på klassementet. På en rute med tre enkeltstarter og mange lange etaper, hvor han synes at være bedst, skal man i hvert fald ikke udelukke noget som helst fra sportens vidunderbarn nr. 1, der sagtens kan skabe endnu et mirakel på de italienske landeveje til maj. Og hvis han alligevel bare kører efter etaper, skal det såmænd nok blive til et eller andet, enten via et gigantisk soloridt eller på de tre enkeltstarter.

Holdet har også to klatrere i James Knox og Mattia Cattaneo. Havde det ikke været for et styrt i den tredje uge, var Knox endt i top 10 i Vueltaen i år. Han skal utvivlsomt forsøge at have den top 10, der akkurat glippede, og det vil enten være i Giroen eller Vueltaen. Særligt i Vueltaen, der næppe bliver så stærkt besat, vil han have en fin chance, især fordi han der heller ikke skal slås med Evenepoel. Cattaneo ventes at køre Giroen, men hans manglende stabilitet gør det sandsynligt, at han i første omgang vil jagte etaper.

Derudover har holdet jo en serie etapejægere. Kasper Asgreen er i hvert fald i stand til at sejre fra et udbrud, formentlig i Touren, som han var tæt på at gøre det i år, og Zdenek Stybar har også to grand tour-etaper på sit CV. Davide Ballerini kunne meget vel tænkes at skulle jagte udbrudssejre og køre reducerede massespurter i Giroen, men også Vueltaen passer godt til en type som ham. Remo Cavagna viste i årets Vuelta, at han på sine store dage kan være næsten umulig at hente, og Florian Senechal har også den rette profil til at slå til. Til gengæld er det nok for tidligt at kaste de unge Joao Almeida, Jannik Steimle, Mauri Vansevenant, Ian Garrison og Andrea Bagioli ud i en grand tour i et første forsøg.

Endelig vil holdet kunne vinde enkeltstarter med især Evenepoel i Giroen. Asgreen har også potentialet, men årets Tour-enkeltstart passer ham ikke. Yves Lampaert er også konkurrencedygtig, men kun på Giroens flade ruter, og han skal næppe til Italien. Jungels har for vane at køre gode enkeltstarter i den tredje uge, men La Planche des Belles Filles er nok lidt for voldsom for ham. Det kunne til gengæld være en god enkeltstart for Alaphilippe, men det er meget tænkeligt, at han allerede da har blikket stift rettet mod OL og derfor vil tøve med at grave helt dybt bare syv dage inden løbet i Tokyo.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det kan i virkeligheden gøres meget kort. Vi kan forvente os et hav af sejre. Når vi taler om et hold, der har vundet omkring 70 cykelløb i hver af de seneste to sæsoner, er det klart, at der vil blive vundet i nord, syd, øst og vest. Det skyldes naturligvis primært, at holdet har tre supersprintere i Sam Bennett, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, som betyder, at de kan stille til start med en favorit til de flade etaper i alle de ugelange etapeløb. Særligt Bennett og Jakobsen har vist, at de hører til blandt de absolut hurtigste, hvorfor de kan ventes at vinde i alle de etapeløb, de kører, men også Hodeg har vundet på den store scene på WorldTouren.

Særligt han, men også Jakobsen er dog begrænset af en begrænset holdbarhed, hvilket begrænser de muligheder, de kan få. Det kan åbne døren for Davide Ballerini, der til gengæld kun er hurtig nok på de hårde dage, og man skal bestemt heller ikke udelukke, at den holdbare og hurtige Jannik Steimle kan køre nogle spurter undervejs. Det samme kan Florian Senechal, der dog stadig har til gode faktisk at vinde en spurt. Samtidig vil hele denne hær af hurtige afsluttere sikre, at holdet formentlig vinder en del af de mindre belgiske endagsløb, der ofte er relativt flade.

Meget peger i retning af, at Julian Alaphilippe dropper klassementet i Touren, men han kunne passende bruge de ugelange etapeløb til at videreudvikle sine klassementsevner. I første omgang ligner Paris-Nice, hvis rute stadig er ukendt, et godt mål, men han har stadig til gode at vise holdbarhed i andre løb end i Touren. Derfor kan det meget vel vise sig, at Remco Evenepoel er holdets bedste kort i de løb. Her spiller enkeltstarter ofte en helt afgørende rolle, og det gør belgieren til en oplagt vinder, hvis han kan finde de evner i bjergene, han manglede i dele af 2019. Sker det, kan han blive helt uhyggelig i den slags løb, fordi han som en af kun få faktisk kan tage kampen op med Primoz Roglic på enkeltstarterne.

De andre kandidater er James Knox og Bob Jungels, men de får det sværere. Knox mangler for meget både i bjergene og på enkeltstarterne og skal primært stræbe efter top 10, og Jungels har aldrig gjort det godt i korte etapeløb, hvor han ikke får glæde af sin motor. Efter overraskelsen i Californien fik Kasper Asgreen også smag på etapeløb, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han kan levere et resultat undervejs. Det bliver dog svært i et forår, der handler om klassikerne, og kommer vi først om på den anden side af brostenene, er de store løb for bjergrige for den store dansker. Endelig kunne man måske se Mattia Cattaneo køre klassement i et løb uden enkeltstart, men han skal først vise mere stabilitet.

Året vil byde på en del enkeltstarter, og her har særligt Evenepoel og Asgreen mulighed for at vinde på den store scene. Det samme gælder for Yves Lampaert, der slog til på den lange enkeltstart i årets Tour de Suisse, og Touren viste, at Alaphilippe også kan slå de bedste på kuperede, tekniske ruter. Remi Cavagna har efterhånden også motoren til at være med i front, som han viste i Vueltaen, og det betyder, at der burde vente en del enkeltstartssejre til holdet. Det skal også blive interessant at se, hvor langt de med deres ekspertise kan bringe unge Ian Garrison i disciplinen. Netop enkeltstarten er som bekendt en afgørende komponent i BinckBank Tour, der er et ganske særligt, men for holdet også vigtigt etapeløb, som det kunne være en fornøjelse at se Asgreen satse på i samarbejde med Lampaert og måske endda Evenepoel, der ville kunne køre med i sejren i første forsøg.

Endelig har holdet for vane at køre et hav af endagsløb i Belgien. Her får holdets mindre ryttere ofte en chance, og det kunne være en god chance for folk som Steimle, Pieter Serry, Dries Devenyns, Florian Senechal, Remi Cavagna og Davide Ballerini, men også Yves Lampert og Zdenek Stybar, der ikke har så mange muligheder uden for brostensklassikerne, ser man af og til fremme i den slags løb.

Hvem kan overraske?

Vi er nået dertil, hvor Remco Evenepoel ikke længere kan overraske - forvent bare det uventede af ham fra start - og derfor er han for længst vokset ud af denne kategori. Det samme er Fabio Jakobsen, selvom det ikke skulle undre, om han i 2020 går direkte ind i kampen om at være verdens allerhurtigste, også i direkte kamp med sin egen holdkammerat, Sam Bennett. Og selvom vi egentlig forventer at se Kasper Asgreen køre med om sejren i de to brostensmonumenter, hvor han har glæde af sin store motor, på de fleste enkeltstarter og i et hav af forskellige terræner, har han med sin 2. plads i Flandern Rundt vist, at det i givet fald heller ikke vil være den store overraskelse.

I stedet vil vi pege på Davide Ballerini. Det blev ikke til så mange store resultater i WorldTour-debuten, men potentialet fik han vist. Helt uden den store erfaring gjorde han det flot på brostenene, og nu kommer han til et hold, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Med sit punch på bakker og sin gode spurt synes han som skabt til de løb, hvor han i årets Roubaix særligt viste sine evner, og det vil han utvivlsomt vise før eller siden. Det kan blive svært i 2020, hvor han stadig er en smule nede i hierarkiet, men det var Asgreen jo også, da han stillede til start i årets Flandern Rundt.

På klassikersiden må man også fremhæve Jannik Steimle. Tyskerens præstationer i sin korte tid som stagiaire var uhyre overbevisende - ikke blot i kraft af den fornemme solosejr i sidevinden i Kampioenschap van Vlaanderen, men også med meget imponerende kørsel generel - og kombinerer man det med de to etapesejre i Østrig Rundt, er det svært ikke at se et potentiale. Som brølstærk og holdbar fyr med en glimrende spurt passer han perfekt ind på holdet, og selvom det i første omgang vil blive til hjælperoller i de store løb, er der også næsten garanti for, at en rytter som Steimle vil kunne få sin chance i nogle mindre belgiske endagsløb, som han jo altså har vist, at han kan vinde. Endelig kan man slet ikke udelukke, at han kan få lov at køre et par massespurter, selvom der på papiret er tre supersprintere, der er foran ham i køen.

Man er næsten nødt til også at pege på Remi Cavagna og Florian Senechal. Begge er egentlig efterhånden relativt erfarne, men det er svært ikke at have fornemmelsen af, at de stadig ikke har vist deres fulde potentiale. Senechal viste det i glimt i årets Paris-Roubaix, hvor han blev nr. 6, men han har stadig været så langt nede i hierarkiet, at han er blevet brugt relativt tidligt i de store klassikere. Også i 2020 må han nok affinde sig med, at Zdenek Stybar, Yves Lampaert, Kasper Asgreen og Bob Jungels er foran ham, når rollerne skal fordeles, men på et Deceuninck-hold, der lever efter den offensive overtalsfilosofi i brostensløbene, kan man håbe at se Senechal tage sin første helt store sejr, hvis ikke i et af monumenterne, så i hvert fald i et andet WorldTour-løb.

Cavagna er noget så sjældent som en hjælperyttertype, der faktisk kan ende med at excellere på egen hånd. Nok skal han bruge det meste af sæsonen forrest i feltet, men i Tour of California og særligt i Vueltaen var hans så skræmmende stærk, at han bliver en sand fornøjelse at følge, når holdet i 2020 lader TGV-toget fra Clermont-Ferrand lukke op for motoren i et udbrud. Og da hans enkeltstart samtidig nu er blevet ganske fremragende, og han klatrer bedre og bedre, kan det også blive ganske interessant at se ham gøre sig gældende ikke bare på enkeltstående enkeltstarter, men også i klassementet i løb uden store bjerge.

Endelig er der de to unge klatrere Mauri Vansevenant og Joao Almeida. Det kan være svært at gennemskue, præcis hvor langt de kan komme, for ingen af dem har resultater i Evenepoel-klassen. Vansevenants sejr i Valle d’Aosta og Almeidas 2. plads i Baby-Giroen i 2018 og 4. plads i Utah i 2019 viser imidlertid, at deres evner i bjergene kan føre dem langt. Vansevenant har der været en del hype om, og han er måske nok den mest spændende, men han skifter først til holdet d. 1. juli, hvor mange af de bjergrige etapeløb allerede er kørt, hvorfor han kan få svært ved at vise specielt meget i den kommende sæson. Almeida kører den fulde sæson og burde på et hold uden mange klatrere allerede kunne få lidt frihed i etapeløbene, hvis han kan finde den stabilitet, han manglede i en gennemgående skuffende 2019-sæson.