BAHRAIN - MCLAREN
BAHRAIN WORLD TOUR CYCLING TEAM
Shop 2044, Building 2648, Road 5720, Block 257, Amyaj, World Trade Center, 30th Floor West Tower
6100 Manama
Bahrain

Email: info@bahraincyclingteam.com 

Hvad skal vi forvente os i 2020?

Ryttere, der bliver på holdet

Yukiya Arashiro, Phil Bauhaus, Grega Bole, Damiano Caruso, Sonny Colbrelli, Chun Kai Feng, Ivan Garcia Cortina, Heinrich Haussler, Matej Mohoric, Domen Novak, Mark Padun, Hermann Pernsteiner, Luka Pibernik, Marcel Sieberg, Dylan Teuns, Jan Tratnik, Stephen Williams

Nye ryttere

Marc Cavendish (Team Dimension Data), Wout Poels (Team Sky), Mikel Landa (Movistar Team), Eros Capecchi (Deceuninck-Quick Step), Pello Bilbao (Astana Pro Team), Rafael Valls (Movistar Team), Marco Haller (Team Katusha Alpecin), Scott Davies (Team Dimension Data), Kevin Inkelaar (Equipe continentale Groupama-FDJ), Alfred Wright (nyprofessionel), Santiago Buitrago (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Vincenzo Nibali (Trek-Segafredo), Domenico Pozzovivo (?), Rohan Dennis (?), Valerio Agnoli (?), Kristijan Koren (?), Meiyin Wang (?), Andrea Garosio (?), Antonio Nibali (Trek-Segafredo)

Hvordan gik transfersæsonen?

De cykelhold, der formår at være i feltet så længe, at de nærmest bliver en institution i sig selv, gennemgår forskellige faser og æraer. Mest markant er det vel med Movistar, der har haft perioder med navne som Pedro Delgado, Miguel Indurain, Abraham Olano, Francisco Mancebo, Alejandro Valverde og Nairo Quintana som frontfigurer igennem deres uhørt lange tid i feltet. Hvis det - og det har hele tiden været planen - lykkes for Bahrain McLaren at blive et langtidsprojekt, vil de utvivlsomt se tilbage på de første tre år som holdets barndom, hvor de skulle finde deres fødder i det professionelle felt. Til det formål ansatte de en barnepige i form af Vincenzo Nibali, der allerførst i forløbet indgik en aftale med Bahrains prins om at skabe et hold, der blev bygget op om italieneren.

Nu er det imidlertid til at flyve fra reden. År 2020 bliver år 1 efter Nibali, der efter tre år som holdets emblem blev spå utilfreds med, at holdet kun ville tilbyde ham en 1-årig kontrakt, at han hurtigt skiftede de arabiske oliemillioner med de italienske kaffemillioner, som Trek-Segafredo kunne tilbyde. Dermed skal Bahrain McLaren nu stå på egne ben og finde en identitet som andet og mere end Nibalis hold.

Manden, der skal løfte arven, er Mikel Landa. Efter adskillige år, hvor den stakkels basker gang på gang har måttet se sig henvist til en rolle som luksushjælper på først Astana, siden Sky og til slut Movistar, burde den være god nok nu. Denne gang har han været tro mod sit ord om aldrig igen at ville befinde sig i rollen som hjælperytter og er nu skiftet til et hold, hvor han utvivlsomt ikke løber ind i den slags udfordringer. På Bahrain McLaren er der én grand tour-kaptajn, og han hedder Landa.

Byttet er slet ikke så ringe. Mens det i nogle år har stået klart, at Nibali formentlig har vundet sin sidste grand tour, er Landa på sine gode dage skræmmende stærk i bjergene. Nok var det Nibali, der blev nr. 2 i årets Giro, men havde Landa ikke kørt så katastrofale enkeltstarter tidligt i løbet, hvorefter han endte som løjtnant for Richard Carapaz, kunne det sagtens være blevet til dobbeltsejr til Movistar. Også i årets Tour viste han klassen, indtil han i den tredje uge betalte prisen for sit knaldhårde program, og selvom der ingen garanti er, er chancen for en grand tour-sejr formentlig større med den uheldige basker og ikke med den aldrende italienske veteran i front.

Mens den engang så ustabile Landa nu er blevet temmelig pålidelig, har Bahrain-prinsen også kastet sig ud den risiko gamblingverden. Holdets anden nye stjerne er nemlig Wout Poels, der som bekendt er en af feltets største lottokuponer. På sine gode er han en af verdens allerbedste klatrere, men til gengæld er antallet af gigantiske skuffelser også større end antallet af succeser, ikke mindst i 2018 og 2019, hvor han har manglet de sidste procent i forhold til sine bedste år. Nu får han imidlertid endelig en relativt klar kaptajnrolle i grand tours, ugelange etapeløb og Ardennerne, og det skal blive interessant at se, om det ansvar kan føre til lidt mere stabilt hos en rytter, der har et af feltets højeste topniveauer.

I det hele taget er der gjort meget for at styrke grand tour-truppen, og det er tydeligt, at Landa har haft et ord at skulle have sagt. Holdet har nemlig også hentet en anden basker, Pello Bilbao, der er en markant styrkelse. Trods en top 10 i Giroen er Bilbao næppe typen, der kører i top 5 i grand tours eller vinder ugelange etapeløb, men som hjælper for de to kaptajner og som etapejæger er han en markant styrkelse. Med to etapesejre i årets Giro og én i sidste års Dauphiné er han i hvert en værdifuld plan B, hvis klassementet skulle fejle.

Holdet har også hentet to ryttere, der engang blev spået en stor fremtid, men som er endt som relativt anonyme hjælpere. Det gælder Rafael Valls og Eros Capecchi, der begge kommer til holdet efter svære sæsoner, og særligt Valls vil håbe, at han for en gangs skyld kan blive på cyklen i mere end en måned ad gangen. Begge er de fornuftige tilføjelser til et hold, der har brug for en vis bredde i bjergene, hvor Landa i kraft af sine ringe enkeltstart skal have et hold, der kan iscenesætte store angreb.

Umiddelbart skulle man mene, at to kaptajner, Poels og Landa, i bytte for én, Nibali, er et godt udbytte, men helt så enkelt er det ikke. Holdet siger nemlig også af helt uforståelige grunde farvel til Domenico Pozzovivo, der efter sit karrieretruende styrt i august ikke fik forlænget sin kontrakt. Risikoen for, at den lille italienske professor i så høj en alder kan få svært ved at komme tilbage efter så grim en skade, er stor, men beslutningen om at efterlade ham på gaden kan virke temmelig kynisk, hvis ikke der bag facaden ligger begrundelser, som offentligheden ikke har kendskab til. En mindre svækkelse er det, at Antonio Nibali smutter med storebror, og at Nibalis ven, Valerio Agnoli, der er faldet kraftigt af på den med alderen, ikke fik forlænget sin kontrakt, men til gengæld kan man undre sig over den korte tålmodighed i forhold til Andrea Garosio, der efter en svær start endelig så ud til at vende sig til niveauet mod slutningen af sæsonen.

Naturligvis er tabet af Rohan Dennis også gigantisk. Nok var forholdet mellem de to parter så ringe, at en skilsmisse nok var den lykkeligste afslutning, men selvom han havde et skidt, skift 2019, er Dennis altså en klasserytter, som alle hold vil savne. Trods sine vanskeligheder på enkeltstarterne lykkedes det ham trods alt at tage et gigantisk skridt som klassementsrytter med sin 2. plads i Tour de Suisse, ligesom han var instrumental i holdets forsøg på at blive konkurrencedygtige i holdløb. At sige farvel til verdens bedste temporytter kan aldrig nogensinde være andet end en svækkelse.

Holdets trang til gambling kommer også til udtryk, hvis man ser ud over gruppen af klassemenstryttere og klatrere. Holdets tredje nye store stjerne er Mark Cavendish, og beslutningen om at hente ham virker som en af de mere uforståelige. En ting er, at han virker malplaceret på et hold, der slet ikke har tradition for at give den store vægt til massespurterne, noget andet er, at der ingen indikationer på en genfødsel er. Tværtimod tyder meget på, at cykelryttere ramt af kyssesyge enten kommer sig lynhurtigt, som det skete for George Bennett, Michael Rogers og Julian Alaphilippe, eller også må se sygdommen reelt ødelægge karrieren, som det senest er sket for Benat Intxausti. Med tanke på, at Cavendish har lidt af sygdommen i to sæsoner, og i 2019 var uhyre langt fra et konkurrencedygtigt niveau, kan beslutningen om at hente briten ikke ses som meget andet end et ønske om markedsføring fra McLarens side, selvom holdet insisterer på, at Cavendish skal vinder Tour-etaper igen i 2020.

Holdet har da heller ikke gjort meget for at bygge et tog op om briten. Eneste hurtige mand på listen over nye hjælpere er Marco Haller, der er en ganske solid forstærkning på et hav af områder, nemlig både som lead-out man, hvor han er yderst kapabel, i brostensklassikerne som støtte til Sonny Colbrelli og Ivan Garcia og som støtte til kaptajnerne på de flade etaper i grand tours. Det er imidlertid også den eneste nyerhvervelse til de fladere løb, og det er tydeligt på investeringsfronten, at det er Landa, der er den nye hovedperson og ikke Cavendish.

Endelig er holdet tro mod sin strategi om også at udvikle nye talenter. Hele fire unge ryttere kommer til holdet, og også her er det tydeligt, at det er klassementet, der er i centrum. Holdet henter nemlig den engang så lovende Scott Davies, der imidlertid gik helt i stå hos Dimension Data, og det kan ligne lidt af et sats at forsøge at bringe ham tilbage på sporet. Dertil kommer den spændende hollandske klatrer Kevin Inkelaar, der i år blev nr. 4 i Tour Alsace og nr. 3 i Giro Valle d’Aosta samt den relativt uprøvede colombianer Santiago Buitrago, der blev nr. 6 i sidstnævnte løb. Endelig er der også blevet plads til en rytter af en anden type, nemlig briten Alfred Wright, der har været en førende banerytter, men som i år har slået igennem på landevejen med etapesejre i både Baby-Giroen og Tour del’Avenir, de to største U23-etapeløb. Den satsning på ungdommen modsvares af et farvel til to veteraner, nemlig den loyale hjælper Kristijan Koren, der forlader holdet i vanære efter at være blevet involveret i Operation Aderlass, samt kinesiske Meiyin Wang, der mere var på hold som følge af de markante østasiatiske sponsorinteresser end af hans egen sportslige værdi.

Samlet set er det en forynget og mere fremtidssikret Bahrain McLaren-trup, der helt entydigt går i retning af øget fokus på grand tours. Umiddelbart er der mere melodi i at satse på de yngre Landa og Poels fremfor de aldrende Nibali og Pozzovivo, men det har også et element af gambling over sig at udskifte to uhyre driftssikre ryttere med mere ustabile typer. Til gengæld har holdet styrket bredden i bjergene ret markant med ikke mindst erhvervelsen af Bilbao, og så må man håbe for holdet, at Dennis ikke knuser alle på enkeltstarterne i det kommende år, for det vil blot være at gnide salt i et sår, der helt sikkert tager nogen tid om at hele.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Ved at udse sig Vincenzo Nibali som frontfigur markerede holdet fra start, at det var etapeløb, der var holdets fokus, og det har som nævnt ovenfor tydeligvis ikke ændret sig med den investeringsstrategi, holdet har valgt. Det betyder dog ikke, at holdet ikke har en rolle at spille i klassikerne, og selvom det indtil er Nibali, der har leveret holdets to monumentsejr i Sanremo og Lombardiet, kan vi forvente at se et konkurrencedygtigt hold på den front også i det kommende år.

Særligt til de nordlige klassikere er der grund til at holde øje på araberne. Holdets frontfigur er Sonny Colbrelli, der har stort potentiale i de flamske klassikere, hvor han uden den store erfaring kørte i top 10 i sit første Flandern Rundt. Desværre har han i de seneste to år været sat tilbage af sygdom i foråret, og derfor har han ikke kunnet bygge videre på det potentiale, men Colbrelli har potentialet til at vinde de største løb i Flandern. Med sin gode spurt har han helt sikkert også Milano-Sanremo inden for rækkevidde, og det betyder, at han vil være en seriøs kandidat fra Milano-Sanremo over E3 og Gent-Wevelgem og indtil Flandern Rundt.

Der er imidlertid slet ingen garanti for, at han bliver holdets bedste. Ivan Garcia fik endelig sit store gennembrud i efteråret 2019, hvor han kørte en skræmmende flot kongeetape i Ardennerne i BinckBank Tour, inden han blev en nærmest sensationel nr. 3 i et uhyre stærkt besat GP Montreal. På den baggrund synes fremtiden at være uhyre lys, og selvom hans bedste resultater egentlig blev opnået i løb, der var langt mere kuperede, fremstår han som det måske allervarmeste bud på en rytter, der kan få et gigantisk gennembrud på brostenene i 2019. Det gælder også i Paris-Roubaix, som han modsat Colbrelli har ambitioner om at satse på, og hvor han burde kunne være holdets kaptajn.

Holdets tredje store brostenskaptajn er Matej Mohoric, men man må håbe, at i det kommende år satser på Ardennerne i stedet. Allerede i BinckBank Tour i 2018 stod det klart, at brosten ikke passer perfekt til den lidt for spinkle slovener, og det blev tydeligt igen i et 2019, der var helt til hundene for den lovende slovener. Umiddelbart er det i hvert fald svært at se ham vinde et stort brostensløb, og han kan meget let ende med at skulle stå i skyggen af Colbrelli og Garcia.

I Ardennerne står holdet bestemt heller ikke ringe. Colbrelli havde vundet Amstel Gold Race i 2016, hvis ikke Michael Valgren og Roman Kreuziger havde holdt sig fri, og det viser, at det er et løb, der er inden for hans rækkevidde. Det kunne det i princippet også være for Garcia, men da han nok satser mere på Roubaix, kan han være temmelig udbrændt. Colbrelli vil helt sikkert også jagte endnu en sejr i Brabantse Pijl, der er et løb, som han har vundet, og som passer ham som fod i hose.

Til de hårdeste ardennerløb er det dog Dylan Teuns, der vil være frontfigur. De seneste to ardennerkampagner har været til skraldespanden for belgieren, men han har med sin 3. plads i Fleche Wallonne i 2017 og sin 3. plads i Lombardiet i 2018 vist, at han kan være med helt i front i de allerstørste endagsløb. Det samme har Wout Poels, der har været i top 5 i Fleche Wallonne og vundet Liege-Bastogne-Liege, og dermed har holdet en uhyre potent duo, der kan bakkes op af Mohoric, selvom sloveneren nok har sine bedste chancer i Amstel Gold Race, hvis kringlede veje er skabt til ham. Lægger man dertil, at Mikel Landa i år faktisk var en af de bedste i Liege, og at Pello Bilbao og Damiano Caruso er stærke i eksplosivt terræn, vil Bahrain kunne stræbe højt i Ardennerne, selvom holdet mangler en favorit i Alaphilippe-klassen.

Også i efteråret er der muligheder. De lette sprinterløb passer ikke perfekt, men med sin forøgede holdbarhed kan Phil Bauhaus gøre sig gældende i Hamburg og i hvert fald i London. Bretagne Classic passer glimrende til Colbrelli, Garcia og Mohoric, og Colbrelli må før eller siden vinde et af de canadiske løb, der er skabt til ham, og hvor Garcia med sin 3. plads i år viste, at også han har potentiale. Endelig er Teuns som sagt blevet nr. 3 i Lombardiet, hvor også Poels og måske endda Landa kan gøre sig gældende, men det er tvivlsomt, hvor meget de vil have at skyde med i et år, hvor der er rigeligt af mål at vælge imellem for klatretyperne.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Som sagt viser transferstrategien tydeligt, at det er grand tours, der er holdets fokus, og denne gang er holdet i den rare situation, at der er overensstemmelse mellem holdets og kaptajnens ønsker. Mens det var en evig konflikt mellem ledelsen og Vincenzo Nibali, om italieneren skulle satse på sit foretrukne Giro d’Italia eller på holdets foretrukne Tour de France, synger Mikel Landa og den nye chef Rod Ellingworth helt samme melodi. Siden han i 2017 overraskede sig selv med en 4. plads, har baskeren nemlig gjort det helt klart, at det er Touren, der er hans store ambitioner, og dermed vil der denne gang ikke blive råbt højt i de kongelige gemakker, når Landa i løbet af vinteren skal forsøge at afpasse sine sæsonplaner med Bahrain-prinsens ønsker for sin storslåede investering.

Ruten kunne med sine få enkeltstartskilometer heller ikke passe meget bedre til Landa, der i 2019 endnu engang blev mindet om, at tidskørsler er noget, han vil ønske hen, hvor peberet gror, og derfor er der meget, der peger i retning af, at holdet i Touren vil satse fuldtonet på et topresultat med baskeren, der som minimum skal i top 5 og gerne på podiet. Han vil formentlig blive bakket 100% op af en klatrestærk trup med landsmændene Pello Bilbao og Rafael og erfarne Damiano Caruso samt nogle lidt tungere folk til de fladere etaper. Sonny Colbrelli vil formentlig også atter satse på Touren og burde kunne jagte etapesejre på en hård rute, der slet ikke passer ham dårligt. Hele formålet med at hente Mark Cavendish til holdet er, at han skal jagte rekorden for fleste Tour-etaper, og derfor ligner han holdets mand til de få flade spurter i løbet, men som skrevet ovenfor er der ikke meget, der tyder på, at det indbringer succes. Det er bestemt også sandsynligt, at Dylan Teuns vil være til start, både som eminent etapejæger og stærk støtte til Landa, og at der kan blive plads til vindertyper som Ivan Garcia og Matej Mohoric, der har den fordel, at de både er stærke hjælpere og leveringsdygtige i egne resultater.

Det store spørgsmål er, hvad der skal ske med Wout Poels. Hollænderen har altid drømt om at få sin egen chance i grand tours, men i forbindelse med skiftet blev det meldt ud, at han primært skal satse på ugelange etapeløb. Det virker dog svært usandsynligt, at et af formålene med skiftet ikke var at køre klassement over tre uger, og derfor må man formode, at han skal have chancen. Da Liege-vinderen Poels også har store ambitioner både ved OL og VM, ligger til højrebenet at sende ham til Giroen som kaptajn, ikke mindst fordi han i Italien vil finde en fin rute, der passer en mand, som altid topper i den tredje uge, som kører en fornuftig enkeltstart, og som er god i dårligt vejr. Det er til gengæld svært at sætte et klart mål op for holdets store lottokupon, som sagtens kan have smidt sit klassement helt væk, allerede inden holdet er kørt ned fra Etna igen i løbets første uge.

Hvad der skal ske i Vueltaen, er mere uklart, men det virker ganske sandsynligt, at Landa er frisk igen, da han er en af de få med gode evner til at køre stærkt i to grand tours i træk. Poels vil formentlig have blikket rettet for stift mod OL og VM, men han kunne køre løbet med fokus på etaper, præcis som det kunne være tilfældet for Teuns, der i år havde succes med en Tour-Vuelta-double. Efter sin flotte kørsel i 2018, hvor det kun var sidevinden, der kostede en top 10, bør Hermann Pernsteiner også have chancen, og mens han sikkert ender som luksushjælper i enten Giroen eller Touren, kunne Vueltaen være en mulighed for at jagte lidt mere personlig succes.

Holdet vil formentlig også have en sprinter med til Giroen. Cavendish er så fokuseret på Touren, at det næppe bliver ham, og det kunne derfor ligne et godt løb for Phil Bauhaus, der skal rejse sig efter et skuffende 2019. Garcia kunne være en alternativ kandidat, hvis han ikke har lyst til at stå i skyggen af Cavendish og Colbrelli i Touren. Han vil formentlig gerne til Canada, hvorfor Vueltaen er mindre sandsynlig, og her kunne man sagtens stille op med Bauhaus igen. Meget skal dog flaske sig, hvis holdet skal vinde en klassisk massespurt i en af årets grand tours, hvor klassementet utvivlsomt har førsteprioritet.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Da Vincenzo Nibali i de senere år stort set kun har været i form til sine få store mål, og da holdet har manglet en supersprinter, har Bahrain McLaren været et hold med mange løb, hvor de har været relativt usynlige, ligesom de har opnået relativt få sejre. Det skulle der gerne rettes op på i år, hvor de har en bredere trup, men i lyset af vores manglende tiltro til en genfødsel af Mark Cavendish er holdet fortsat så svagt besatte på sprinterscenen, at der næppe bliver mange flere sejre end hidtil.

De ugelange etapeløb vil blive et fokusområde. Kan genfinde sit niveau fra tidligere, er Wout Poels brølstærk i denne type løb, som han senest viste i 2018-udgaven af Paris-Nice, som kun gled ham af hænde som følge af et grimt styrt. Mikel Landa har det i kraft af sin enkeltstart sværere i denne slags løb, men man kan håbe, at han i år giver sig i kast med Volta a Catalunya, som er et løb, han reelt kan vinde. Også Dylan Teuns har vist, at han efterhånden klatrer godt nok til at kunne køre i top 10 i kortere etapeløb, især fordi hans enkeltstart efterhånden er blevet fornuftig, og også Pello Bilbao lærte hos Astana pludselig at køre så stærkt i kampen mod uret, at også han kan have en top 10 i benene i et af forårets mange løb. Damiano Caruso var i år først og fremmest hjælper, men har masser af top 10-placeringer i korte etapeløb, hvor han kan bruge sin fornuftige enkeltstart. Måske er det tvivlsomt, om de vinder et, men holdet burde være med fremme i de fleste af de mange ugelange etapeløb først på sæsonen.

Holdets mest vindende rytter vil formentlig være Sonny Colbrelli. Hans fokus på klassikerne betyder desværre, at han ikke kan køre i Catalonien og Baskerlandet, hvor han ellers ville kunne vinde et hav af løb, men han må da for pokker få sin sejr i Romandiet i 2020. Derudover har han vundet etaper i Tour de Suisse og Paris-Nice, og det viser, at han er en mand, man kan regne med, også i mindre etapeløb som Deutschland, som han næsten vandt i år, og i de mange italienske endagsløb, hvor han har så mange sejre, at han sagtens kunne bortauktionere et par stykker, uden at det ville blive bemærket.

Også Ivan Garcia, der står på tærsklen til et gennembrud, bør kunne vinde løb, men det er ikke sikkert. Selvom han er hurtig, er han nemlig ikke en klassisk sprinter, og hans sejrschancer er nok størst via udbrud. Omvendt vandt han trods alt en reduceret massespurt i Californien i år, og det viser, at han med sine afslutterevner sagtens kan begå sig. Det må også være et mål, at Phil Bauhaus kommer tilbage på sporet og igen vinder på WorldTour-niveau, som han har gjort i Dauphiné og UAE Tour, og han vil formentlig få masser af chancer i løb som Tour Down Under, UAE Tour, Tour de Pologne, BinckBank Tour samt de af forårets løb, der har flest flade etaper. For Cavendish er det som sagt svært at se en genrejsning, men drømmen er naturligvis, at han begynder at vinde cykelløb igen. Til det formål vil han formentlig skulle udse sig en kalender med løb, der ikke er alt for vanskelige.

Multikunstneren Matej Mohoric havde et svært 2019, men i 2018 viste han, at han kan vinde løb stort set overalt. Hans ringe enkeltstart sætter begrænsninger på mulighederne i de fleste etapeløb, men sidste år vandt han både BinckBank Tour via udbrud og det enkeltstartsløse Deutschland Tour. Mohoric er typen, der kan hive en kanin op af hatten de fleste steder, uanset om det gælder jagt på etapesejre som i år i Polen eller i relativt kuperede endagsløb. Jan Tratnik kan forhåbentlig også komme tilbage på sporet efter et skidt 2019, hvor han kun for alvor viste sig frem med sejren på prologen i Romandiet, men finder han formen, er han en giftig fyr i kuperede endagsløb og på korte, tekniske, kuperede enkeltstarter. Endelig viste Hermann Pernsteiner et fabelagtigt niveau i Vueltaen, men han er typen, der formentlig først og fremmest vil skulle begå sig i grand tours, selvom han måske kan lave et resultat i bjergrige etapeløb uden enkeltstarter.

Hvem kan overraske?

På baggrund af bemærkningerne ovenfor er det ikke raketvidenskab at udlede, at vores forventninger til Ivan Garcia er gigantiske. Han tog en hel cykelverden med sin kørsel i Ardennerne under BinckBank Tour, og hans 3. plads i det uhyre stærkt besatte GP Montreal var intet mindre end fabelagtig. Det skridt, han tog efter Touren, var enormt, og det må give sig udtryk i en fremragende klassikerkampagne, hvor han som sagt ligner holdets bedste kort til brostenene sammen med Colbrelli, især fordi han i Montreal viste, at lange distancer heller ikke er noget stort problem. Som sagt er det lidt mere tvivlsomt, om han vil kunne få megen spurtsucces, men i Californien så vi, at han også kan afslutte fra i hvert fald mindre grupper.

Ovenfor har vi slet ikke nævnt Mark Padun. Holdet tør nemlig næppe indregne resultater fra ukraineren som noget, de har klare forventninger om at opnå. Padun har nemlig desværre vist, at han er yderst upålidelig, og selvom skader var hovedforklaringen på det ringe 2019, så vi i Vueltaen, at han fortsat ikke er til at stole på. Til gengæld nåede han at vinde Adriatica Ionica Race umiddelbart forinden, og kobler man det med etapesejren i bjergene i Tour of the Alps i debutåret 2018, er der ingen tvivl om, at han fortsat skal regnes som et af de mest lovende etapeløbstalenter.

Vi er også nødt til at fremhæve Hermann Pernsteiner. Den tidligere mountainbiker skuffede ellers fælt i det første halvandet år på WorldTouren, men pludselig var der hul igennem i Vueltaen. Var uvejret ikke sat ind på 17. etape, var han endt i top 10, og han imponerede generelt stort i bjergene, hvor han blandt andet fulgte Valverde og Roglic til dørs på løbets sidste bjergetape. Hans ringe enkeltstart er et problem, ligesom han formentlig stadig er et stykke nede i det interne hierarki, men man kunne håbe, at han kan få chancen i enten Giroen - hvis Poels nok engang skulle floppe - eller Vueltaen. Potentialet og holdbarheden er der.

Endelig er der naturligvis de unge folk, der kommer til holdet, og som er omtalt ovenfor. Her er det især Kevin Inkelaar, vi vil fremhæve. Nok fremstår han ikke som den allermest lovende U23-rytter, men to år med fornemme præstationer, samlede podiepladser og etapesejre i Valle d’Aosta viser, at han har et vist potentiale. 2020 er dog nok en anelse for tidligt for ham. Og så ville vi meget gerne nævne Stephen Williams, der i 2018 blev nr. 5 i Baby-Giroen, hvor han vandt en etape, og knuste al modstand i bjergløbet Ronde de l’Isard, men efter et 2019, hvor en knæskade betød, at han kun kørte to løb, han begge udgik af, må hans mål i første omgang være at blive skadesfri og komme tilbage på sporet.