Tim Wellens har haft en flyvende start på 2018 med sejre i Mallorca Challenge og Vuelta a Andalucia. Han ser dog frem mod endnu større mål, som involverer både brostensklassikere og Paris-Nice.
Annonce
Lotto-Soudals talentfulde belgier Tim Wellens formåede i dag at holde fast i den førertrøje, som han erobrede på lørdagens bjergetape i Vuelta a Andalucia. Selvom han ikke er den åbenlyse enkelstartsspecialist, lå ruten så godt til ham, at han kunne holde alle konkurrenterne bag sig og forsvare sin samlede sejr i løbet.
”Under træningen kunne jeg allerede se, at det her var en rute, der passede godt til mig. Den første del var speciel, fordi den var på grusveje, og i anden halvdel var der en hurtig nedkørsel. Jeg kom her til løbet for at lave et godt sammenlagt resultat. Sidste år vandt jeg en etape her. Inden enkeltstarten gav jeg mig selv 40-50 procent chance for at beholde førertrøjen. Jeg forventede størst modstand fra Wout Poels, hvilket også viste sig at være rigtigt. Og måske også lidt Fuglsang og Sanchez. Jeg har ikke tilbragt så meget tid på min enkeltstartcykel på det seneste, og jeg blev pustet i nakken af nogle virkelig stærke specialister. Det gjorde mig en smule usikker,” udtaler belgieren i en pressemeddelelse fra sit hold Lotto-Soudal.
Wellens har haft en flyvende sæsonåbning, der også tæller en sejr i Challenge Mallorca. Belgieren har dog sine største mål ventende forude.
”Det er selvfølgelig rart at vinde i dag, også efter min sejr i Challenge Mallorca. Men mine største mål ligger stadig og venter forude. I de næste dage vil jeg restituere, og så tage en god træning på onsdag. Torsdag tager jeg så til Belgien med resten af holdet for at forberede Omloop Het Nieuwsblad. Det bliver en god debut for mig, hvor jeg intet har at tabe. Min form er god, så vi får se, hvad der er muligt. Efter Omloop skal jeg køre Paris-Nice,” udtaler Wellens, der med dagens samlede sejr i Vuelta a Andalucia må regnes for en af de seriøse kandidater til sejren i Løbet mod Solen i begyndelsen af marts.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce