Potentielle grand tour-vindere hænger ikke på træerne - og da slet ikke de få af dem, der er så alsidige, at de kan vinde både enkeltstarter og bjergetaper. Derfor er der grund til at spærre øjnene særligt op, når det rette potentiale en sjælden gang åbenbarer sig, og derfor kan den uges Baskerlandet Rundt meget vel indskrive sig i historien

Efter sidste sæson vidst vi jo alle, at Primoz Roglic var meget mere end det, LottoNL-Jumbo regnede med, da de hentede ham til holdet som en solid bjerghjælper for Steven Kruijswijk. Som jeg allerede har fremhævet tidligere i disse analyser, kom det totalt ud af den blå luft, at sloveneren også kunne køre enkeltstart, endda i et omfang så han allerede sidste år etablerede sig i den absolutte verdenselite med VM-sølv og to store sejre på WorldTour-niveau til følge. På det tidspunkt var det imidlertid fortsat uklart, om det bjergtalent, der egentlig i første omgang havde berettiget til kontrakten, kunne udvikles tilstrækkeligt til, at han også vil kunne gøre sig gældende i de samlede klassementer i etapeløbene.

Efter seks dage i et historisk hårdt Baskerlandet Rundt er svaret givet. En dybt imponerende klatrepræstation placerede allerede efter bare én dag sloveneren som den indlysende favorit til den samlede sejr, men selvom han levede op til sin status ved også at vinde enkeltstarten i suveræn stil, var der stadig to spørgsmål, der skulle besvares. Kunne Roglic holde niveauet over alle seks dage? Og ville han også kunne modstå den ventede offensiv fra Mikel Landa og Nairo Quintana på de to sidste etaper, der bød på endnu længere stigninger?

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Efter kongeetapen er spørgsmålene besvaret med et rungende ja og det endda efter et mere dramatisk forløb, end man kunne have forudset. Det var allerede på forhånd givet, at Roglic var udfordret af at være omgivet af et relativt svagt mandskab, der ikke var i nærheden af at kunne matche Movistar. Det i sig selv var grund nok til en vis bekymring, og derfor kan man næsten ikke forestille sig, hvad man har tænkt i LottoNL-bilen, da Roglic efter bare 5 km af den drivvåde kongeetape blev sendt i asfalten og efter en jagt på mere end 20 km måtte bruge mange kræfter på på en stigning alene at køre tilbage til feltet.

Den modgang kunne have knækket de fleste, især en rytter, der aldrig tidligere har vundet et WorldTour-etapeløb. Roglic viste imidlertid, at han ikke blot fysisk, men også mentalt er udgjort af det rette materiale. Selvom han lynhurtigt blev isoleret, bevarede han roen og kørte et kontrolleret og meget imponerende løb, der vidner om en modenhed, som langt overgår, hvad man kunne forvente af en rytter med så begrænset erfaring.

Først svarede han med autoritet på Mikel Landas mange angreb langt fra mål på den svære Ixua-stigning. Siden lod han kortvarigt Nairo Quintana køre, inden han med perfekt timing reagerede og lukkede hullet præcis på toppen. Herefter sparede han sig i felt, og da ham mærkede krisen på den sidste stigning, lod han sig ikke stresse. Tværtimod gik han i enkeltstartsmode og udnyttede uden panik det store forspring, han havde opbygget på de foregående etaper. På intet tidspunkt sad man med fornemmelsen af, at sloveneren ikke var i kontrol, og resultatet blev da også en knusende sejr med en for løbet usædvanligt stor margin.

Sejren blev ikke mindre imponerende af, at Roglic var så slemt medtaget af sit styrt, at han haltende måtte humpe til podieceremonien. Det vidner både om stor mental styrke, at han undlod at lade sig mærke nævneværdigt af modgangen, og om en fremragende fysik, der trods det betydelige handicap gjorde det muligt at holde snor i en af verdens bedste klatrere.

Når man kan vinde Baskerlandet Rundt, et af sportens hårdeste etapeløb, er man naturligvis blandt de bedste etapeløbsryttere i verden. Der er stadig lang vej til en sejr i en grand tour - blandt andet aner vi ikke, om han kan holde i tre uger - men der er grund til at gøre store øjne. Det er nemlig værd at huske på, at Roglic er kommet sent ind i sporten og derfor har udviklet sig med stormskridt indtil videre. Intet tyder på, at den proces er gået i stå eller har tabt nævneværdigt tempo, og derfor synes der i skrivende stund ikke at være grænser for, hvor langt han kan komme. Nej, han har endnu ikke kørt klassement i en grand tour, men den hastige udvikling vidner om, at vi her har at gøre med et helt særligt talent. Det synes ikke at være et dumt bud at påstå, at Slovenien inden for fem år har en grand tour-vinder!

Det kunne Spanien også meget vel have - dog i et lidt længere tidsperspektiv. I de senere år har der hersket en næsten desperat stemning på Den Iberiske Halvø, der efterhånden som Alejandro Valverde, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez og Samuel Sanchez har nærmet sig pensionsalderen er blevet mere og mere desperat i sin søgen efter en afløser. Mikel Landa har først relativt sent indfriet sit potentiale, og selvom Ion Izagirre har været stærk i ugelange etapeløb, har der aldrig været en grand tour-rytter gemt i den stærke basker.

Nu er der imidlertid lys for enden af tunnelen. For et par uger siden tog Marc Soler en højst overraskende sejr i Paris-Nice, og i denne uge kom så det definitive gennembrud for landets måske allermest lysende talent. Efter en skræmmende stærk debutsæson havde Enric Mas ellers fået en yderst skuffende start på 2018, og forud for denne uge var der ikke meget, der tydede på, at han ville være med fremme. Allerede på 1. etape viste han imidlertid, at den gode form endelig var fundet, og på kongeetapen blomstrede talentet endelig i fuldt flor, da han med et imponerende soloridt, hvor han trods en hel dag i udbrud alene holdt selveste Landa stangen, sikrede sig karrierens første sejr - og dermed fortsatte den næsten ustoppelige stime af succes for Quick-Step.

Sejren bekræfter blot, hvad vi allerede fik fornemmelse af sidste år: at Mas er noget ganske særligt. Der er stadig meget, der skal forbedres på enkeltstarten, ligesom der er behov for mere stabilitet, men når man kan levere en sådan præstation mod en formstærk Landa, er man gjort af et særligt stof. Patrick Lefevere har hidtil mest været kendt for sin evne til at spotte klassikertalenter og sprintere, men denne gang har han tilsyneladende fundet den helt rigtige klatrer!

Alt var dog ikke rosenrødt i Quick-Step-lejren. Efter den fremragende start på løbet kollapsede Julian Alaphilippe nemlig totalt de to sidste dage, og der begynder efterhånden at tegne sig et kedeligt mønster. I de seneste to udgaver af Paris-Nice samt i sidste års Vuelta, er det franske supertalent nemlig falmet markant mod slutningen. Faktisk er det vel kun i 2016-udgaven af Dauphiné samt i det knap så hårde Tour of California, at han har kunnet opretholde et højt niveau gennem et helt etapeløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Noget kunne derfor tyde på, at der alligevel er begrænsninger på Alaphilippes evner. Det har længe været klart, at hans talent som klassikerrytter er nærmest ubegrænset, men potentialet i etapeløbene rækker måske ikke helt så langt. I hvert fald er der noget, der kunne pege på, at restitutionsevnerne ikke rækker til, at han kan gøre sig gældende i ugelange etapeløb. Han synes altid at komme ud af etapeløb i forrygende form, men der er i hvert fald rum for forbedring, hvis han skal gøre sig håb om blive til mere end en af de førende klassikerspecialister. Heldigvis kan han dog i første omgang gælde sig over, at han synes klar til at tage kampen om Valverde i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege.

For Movistar endte løbet som en nedtur. En samlet 2. og 5. plads vil vække misundelse hos de fleste, men for løbets absolut stærkeste mandskab rækker det ikke. Havde Landa vundet kongeetapen, havde man beholdt skindet på næsen, men denne gang undervurderede man helt indlysende Mas.

Helt elendigt er det dog ikke. Landa viste stor styrke og efter en dårlig dag i starten - et problem, han skal have overvundet fremover - fik han bekræftet, at han skal regnes som en seriøs kandidat til Tour-sejren. Quintana var ikke spektakulær, men solid og synes at følge den plan, der har betydet mindre fokus på resultater i foråret. Samtidig viste kollektivet stor styrke - noget, der ellers manglede kraftigt sidste efterår, hvor man nærmest kollapsede, da Valverde og Quintana forsvandt som følge af hhv. en skade og træthed. Samtidig viste Carlos Betancur igen, at han vitterligt er ved at nærme sig fordums styrke, og at det glimt af håb, han efterlod, indtil han styrtede ud af Vueltaen, fortsat ikke kan slukkes.

En anden vinder i løbet var utvivlsomt et Bora-hold, der ikke blot fik en etapesejr med Jay McCarthy, men også fik en bekræftelse på, at man råder over flere store klatretalenter. Særligt Emanuel Buchmann fremstår efter en fjerdeplads på ryggen af det fremragende Dauphiné sidste år stadig mere lovende og bliver yderst interessant at følge i Giroen. Også Patrick Konrad viste positive takter med en samlet 10. plads, der kunne være blevet til langt mere, hvis det ikke havde været for en dum punktering på 5. etape. Og Felix Grossschartner og Gregor Mühlberger, der begge har imponeret i sæsonstarten, rejste sig flot efter en svær indledning, hvor sidstnævnte røg ud af klassementet som følge af en defekt.

BMCs løb endte som en skuffelse, efter at Damiano Caruso mistede alle klassementsmuligheder efter en kollision med en bil på første etape, og efter det blev klart, at Richie Porte efter sin sygdom er langt fra formen, men holdet kan alligevel rejse fra Baskerlandet med grund til optimisme. Efter en lidt vaklende start blev Dylan Teuns nemlig stærkere og stærkere gennem hele løbet og sluttede af med en fremragende præstation på kongeetapen, der ellers burde have passet ham dårligt. Dermed er han tydeligvis på sporet til en stor klassikersæson, hvor han meget vel kan vise sig som værste rival til Valverde og Alaphilippe i særligt Fleche Wallonne.

Til gengæld ser det ikke ud til, at EF kommer til at spille den ventede rolle i klassikerne. Forventningerne til duoen med Michael Woods og Rigoberto Uran var ellers store, men de ser ikke ud til at blive indfriet. Woods viste i hvert fald tydeligt, at den sygdom, han pådrog sig Abu Dhabi betyder, at han skal forbedre sig markant, hvis han skal nå sit topniveau om bare få uger. Og efter at Uran stille og roligt syntes at være på vej tilbage efter sin sygdom forud for Catalonien, endte det hele katastrofalt, da colombianeren styrtede på den våde sidste etape og endte med at ryge helt ud af løbet.

Heller ikke Romain Bardet eller Bauke Mollema kan være begejstrede. Bardet var usædvanligt langt fra sit ellers høje niveau i et løb, der burde have passet ham fint, og trods en god enkeltstart blev det tydeligt, at Mollema fortsat ikke har fundet sit høje klatreniveau fra 2016-udgaven af Touren. Naturligvis er der lang tid til det store mål i juli, men den forgangne uge kan umuligt have bidraget til en specielt positiv stemning hos deres respektive hold. I det hele taget endte løbet som lidt af en katastrofe for Ag2r, hos hvem Alexis Vuillermoz ikke just ligner en mand, der er klar til klassikerne, ligesom Pierre Latours superfrom fra Catalonien forsvandt som dug for soloen.

Større var katastrofen for Katusha. Ilnur Zakarins tamme præstation var ikke uventet, da han fortsat har øjnene stift rettet mod Touren, men det er et mysterium, hvad der er sket med Simon Spilak. Manden, der tidligere var blandt de bedste i forårets etapeløb, har i de seneste tre sæsoner været helt fra snøvsen. Formen kom ud af det blå i sidste års Tour de Suisse, men med den ene undtagelser har der ikke været meget at komme efter for den ellers engang så stabile slovener.

Han må nu vente til favoritløbet i Romandiet, inden han kan genfinde selvtilliden, men her får han kam til sit hår. Det schweiziske etapeløb er nemlig det andet store sæsonmål for en vis slovensk landsmand, der i denne uge har stjålet alle overskrifter. Til den tid kan vi meget vel få endnu en bekræftelse på, at en ny stor grand tour-stjerne er født, hvis det atter lykkes Primoz Roglic at knuse al modstand i et af sportens mest bjergrige løb.