I et årti har Vuelta a Espana på mange måder været at betragte som ekstremernes grand tour. For mange - ikke mindst blandt rytterne - virkede det nemlig helt ude på overdrevet, at løbsdirektør Javier Guillen præsenterede en rute med hele 10 afslutninger på stigninger af forskellig længde. Indtil da havde den spanske grand tour ellers mest været kendt for sine alenlange og temmelig monotone motorvejsetaper på den spanske pampas, men den trend blev totalt brudt i en udgave, der skulle vise sig at indvarsle en helt ny æra for det yngste af de tre store etapeløb.

Dengang virkede det på mange som det rene galimatias, at næsten halvdelen af etaperne skulle slutter på stigninger, men nu har vi vænnet os til det. Siden dengang har det været normen, at mellem 9 og 11 af løbet etaper har haft mål på enten et bjerg, en mur eller en mindre bakke, og da der samtidig er blevet barberet så gevaldigt ned på sprinteretaperne, at de hurtige folk i mange udgaver er løbet skrigende væk, når blot ordet Vuelta er blevet nævnt på et sæsonplanlægningsmøde, er løbet blevet regnet som det mest klatretunge af de tre etapeløb. Det kan godt være, at stigningerne ofte er kortere, bjergene lavere og højdemeterne færre end på de største bjergetaper i Giroen og Touren, men til gengæld har der været stigninger i ét væk i løbet af de tre uger, det spanske løb varer.

Samtidig har Vueltaen i stigende grad dyrket sin hang til urimeligt stejle procenter. Spanien er åbenbart så rig på spektakulære bjerge og stejle mure, at det er blevet normen, at der næsten hvert år skal bydes på en gerne ny afslutning på en stigning med procenter, man aldrig ser i Touren og kun sjældent i Giroen. Kombinationen af ekstreme procenter og et ekstremt antal etaper med mål på stigninger har gjort det helt berettiget at betegne løbet som den mest ekstreme af de tre grand tours.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I det lys kan det virke lidt paradoksalt, at den kommende udgave af den spanske grand tour ser ud til at være det af de tre store etapeløb, der vil kunne behage flest af feltets klassementsryttere. Naturligvis har han ikke droppet sin hang til afslutninger på stigninger, når han nu har gjort det helt klart, at netop det skal være Vueltaens altoverskyggende kendetegn, men på mange andre parametre er det faktisk et mere moderat og balanceret løb, der vil runde årets grand tour-sæson af, end det, vi så i Giroen og Touren.

Det vil helt sikkert være en overdrivelse at betegne årets udgave Touren som ekstrem, men der var alligevel mange klassementsryttere, der fik noget galt i halsen, da de så ruten. Ganske vist var bjergmenuen hårdere, end vi har set i hovedparten af nyere tids Tour-udgaver, men da de mange bjerge blev ledsaget af mere end 50 kilometers enkeltstart i relativt fladt terræn, stor risiko for sidevind i den altid uhyre nervøse første uge og ikke mindst en brostensetape var det ikke mærkeligt, at mange af feltets mere rendyrkede klatrere overvejede en ekstra gang, om de nu også skulle en tur til Frankrig til sommer.

Helt omvendt var det i Giroen. Her var antallet af enkeltstartskilometer nemlig reduceret til et minimum og endda fordelt over to korte enkeltstarter i relativt kuperet og i vidt omfang teknisk terræn, samtidig med at bjergmenuen var særdeles voldsom. Det fik klatrerne til at juble over en af de mest udprægede klatreruter, vi har set i en grand tour i meget lang tid, mens Remco Evenepoel valgte at droppe et løb, han ellers havde planer om at deltage i.

Det er i det billede, at Vueltaen placerer sig som den salomoniske løsning, der har lidt for alle. Igen er der programsat ni afslutninger på stigninger, men denne gang har Guillen været i sit milde hjørne. Bjergudfordringerne er ganske vist mange, men bjergafslutningerne er i altovervejende grad lettere, end man ofte ser det i det spanske løb, og samtidig er der skruet kraftigt ned for de slemmeste procenter. Kun én etape slutter med en af de stejle mure, der er blevet Vueltaens varemærke, og i stedet er finalerne præget af længere og langt mere moderate stigninger, hvor det især i modvind måske kan vise sig svært at gøre alt for store forskelle. Der er bestemt bjergetaper nok til, at klatrerne vil slikke sig om munden, men menuen er ikke så voldsom, at lidt tungere folk med det samme fik sendt et afbudsbrev afsted til Spanien.

De kan nemlig samtidig glæde sig over løbets enkeltstart. Det er blevet næsten fast kutyme, at løbet om tirsdagen i anden eller tredje uge har en enkeltstart på mellem 30 og 40 km, men der er stor forskel på dennes sværhedsgrad. I år er den med sin 30,9 km til den korte side, men til gengæld er den næsten urimeligt flad. Egentlig er de 30,9 km ikke meget mere end de bare 26,3 km, man fandt i Giroen, men der er en verden til forskel på det tonserterræn, man vil møde ved den spanske østkyst, og de kuperede og tekniske ruter, Giro-arrangørerne havde designet til deres to korte enkeltstarter. Dertil skal lægges, at Vueltaen indledes med et hele 23,3 km langt holdløb i Holland - faktisk det første større holdløb i cykelverdenen siden Vueltaen i 2019 - og da dette er pandekagefladt, vil i hvert fald de tempospecialister, der også kører for et tempostærkt hold, kunne se frem til at uddele nogle gedigne øretæver til de små klatrere, når de rammer fladt terræn midt imellem alle bjergetaperne.

Med andre ord vil hverken de lette eller tungere folk blive skræmt af den menu, Guillen serverer, men også på andre områder har den spanske løbsdirektør gjort sit ypperste for ikke at skræmme stjernerne unødigt. Vueltaen har længe været kendt for sine korte etaper og for kun sjældent at designe etaper på mere end 200 km, men denne gang har man taget det helt ud til yderste konsekvens og sørget for, at alle 21 etaper holder sig under den magiske grænse. Samtidig har han designet en tredje uge efter samme mønster som i 2019 og 2020, hvor den sidste del af løbet var lettere end begyndelsen, og denne gang er der en betydelig chance for, at løbet kan være afgjort efter en uge 2, der ubetinget er løbets vanskeligste. Kombinationen af en relativt let afslutning og relativt korte etaper ligner i hvert fald et forsøg på at sikre, at flere ikke føler, at en Tour-Vuelta-kombination virker helt umulig eller uoverkommelig.

Til gengæld kan de heller ikke tillade sig at puste alt for meget ud efter Touren, hvis de vitterligt planlægger den kombination. Som altid i Vueltaen venter der nemlig udfordringer allerede i den første uge, og selvom de slet ikke er så voldsomme, som man før har set det, kan starten blive dyr, hvis ikke man er klar. Første seriøse udfordring kommer allerede ved det indledende holdløb, der afvikles i det helt flade Holland omkring byen Utrecht, der trods sin relativt beskedne størrelse vil skrive historie som den første, der har været vært for alle tre grand tours, når løbet for anden gang i historien skydes i gang i det lille land mod nord. Her er det dog mere kollektivet end kaptajn, der skal være knivskarp på de 23,3 km, der måske nok er flade, men også har tekniske passager, hvor det kan blive en opgave at holde styr på tropperne.

I det hele taget stilles der store krav til kollektivet i de første dage. De øvrige to etaper på hollandsk territorium er også så flade, at man sagtens kunne afvikle VM i billard på etapernes veje, men selvom august måned bestemt ikke er den mest blæsende, skal man i det hollandske fladland altid være på vagt for risikoen for sidevind. Herefter kan de glæde sig over, at der efter ankomsten til Spanien venter to ganske vist lidt tricky etaper, hvor der vil være mulighed for at finde bjergbenene, inden det for første gang for alvor går løs.

Det gør det på løbets 6. etape, hvor den første af de ni afslutninger på stigninger venter, men muligheden for at finde benene fortsætter. Afslutningen på den nye Pico Jano-stigning i Cantabrien er nemlig ingenlunde løbets sværeste, og selvom den har en stejlere indledning, betyder et fladere plateau midtvejs og en mere moderat afslutning, at det næppe er her, løbet bliver hverken vundet eller tabt. Det gør det heller ikke på den efterfølgende etape, der for klassementsrytterne bare skal overstås, men til gengæld er det også slut med opvarmningen, når de rammer løbets anden weekend, der for klatrerne er det første af løbets to nøglepunkter.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Her venter nemlig to bjergafslutning i Asturien, der jo byder på Spaniens vanskeligste cykelterræn og meget ofte er vært for løbets nøglepunkt, som det senest var tilfældet i 2021, hvor der blev budt på afslutninger på Lagos de Covadonga og den brutale Gamoneiteru-stigning. Denne gang er menuen betydeligt mere moderat, men der venter stadig to nøgleetaper. Om lørdagen skal der sluttes på den nye Collau Fancuaya, der måske nok kommer for enden af en relativt let dag og kun er 10,1 km lang, men som har en betydeligt stejlere sidste del, end vi så det på Pico Jano.

Om søndagen venter så løbets eneste mur, når man efter fire år vender tilbage til den korte, stejle Les Praeres. Nok er den kun 3,1 km lang, men med en gennemsnitlig stigningsprocent på 13,0 er den en led satan, der i 2018 sendte et klart signal om den videre udvikling, da en indtil da lidt haltende Simon Yates med etapesejr overtog en førertrøje, han også skulle ende med at bære i Madrid otte dage senere. Til gengæld er resten af etapen relativt let, og derfor vil forskellen nok være relativt begrænsede, som vi så det for tre år siden, hvor otte mand sluttede inden for 27 sekunder af vindertiden.

De asturiske bjerge plejer som sagt at være løbets højdepunkt, men i år er de kun opvarmning, nemlig til den modbydelige anden uge. Den finder endda sted i det glohede syd, hvor Andalusien er kendt for sin brutale hede, og samtidig afvikles den i et af de to områder i Spanien - det andet er i Pyrenæerne - hvor den iltfattige luft i højderne kan blive en udfordring. Det bliver den dog ikke på ugens første etape, der er den helt afgørende 30,9 km lange enkeltstart ved den spanske østkyst, hvor terrænet er så fladt, at det ikke er væsensforskelligt fra det, der blev oplevet ved den hollandske, og hvor de store wattmonstre virkelig kan åbne for gassen på en rute nærmest blottet for tekniske udfordringer.

Efter yderligere én etape skal klassementsrytterne på den igen. I mange år har det været kutyme, at der i forbindelse med den anden weekend afvikles tre store bjergetaper, og det er også tilfældet i år. Om torsdagen gælder det den letteste af de tre, når en ellers næsten flad tur hen langs den spanske solkyst afsluttes med den 19,8 km lange klatretur op ad Peñas Blancas, der gjorde debut i 2013. Stigningen er dog længere, end den er stejl, da stigningsprocenterne hovedsageligt ligger på 6-7, og ved seneste besøg, hvor Leopold König tog sin store gennembrudssejr for otte år siden, var forskellene i toppen også så begrænsede, at blot 31 sekunder adskilte top 17.

Det bliver straks mere alvorligt, når feltet efter endnu en mellemetape for alvor bevæger sig ind i de andalusiske bjerge med afslutninger på to af områdets klassikere. Først gælder det endnu en hovedsageligt flad etape, der slutter med den todelte og alenlange klatretur op til Sierra de la Pandera, hvor stigningsprocenterne nok engang er moderate, indtil der venter en brutal afslutning med blandt andet to kilometer på knap 12% og i øvrigt ganske åbne betingelser, hvor vinden var kraftig ved det seneste besøg i 2017. Dengang blev bjerget også brugt som led i en andalusisk tretrinsraket, hvor Miguel Angel Lopez opnåede et vanvidsgennembrud ved at vinde to af de tre etaper. Faktisk var det kun på La Pandera, at det mislykkedes, og det skyldtes alene, at den tidligere udbryder, Rafal Majka, akkurat lykkedes med at holde stand.

Den sidste af Lopez’ to sejre dengang kom på områdets vel nok mest kendte bjerg, Sierra Nevada, og det var bestemt ingen tilfældighed. Her kunne han nemlig drage fordel af sin glæde ved store højder, og det vil feltets colombianere også kunne gøre i år, når det ikoniske bjerg atter vender tilbage som afslutning på løbets store kongeetape. Egentlig er 4018 højdemeter ikke voldsomt for en kongeetape, men det relativt lave antal skyldes mest af alt, at de første to tredjedele igen hovedsageligt er flade.

Det gælder til gengæld ikke afslutningen, hvor man over 19,3 km skal klatre helt op i mere end 2500 m højde, og det sker via en todelt stigning. Først del er nemlig den frygtede Alto de Hazallanas, der byder på 9,6% over 7,3 km, inden man fortsætter hele vejen til toppen ad en uhyre jævn stigning med procenter på ca. 7. Her var forskellene langt større i 2017, hvor Lopez blandt andet kørte 47 sekunder fra den førende Chris Froome, og dengang var det endda uden Hazallanas som den nederste del af stigningen. Måske kan det knibe for klatrerne at finde alt for svært terræn på mange af de øvrige bjergetaper, men til gengæld får de alt, hvad de kunne drømme om på denne den næstsidste søndag.

Til gengæld gør de også klogt i at slå til her. Den sidste uge, hvor man bevæger sig ind i det indre af Spanien og den kun sjældent besøgte Extramadura-region, er nemlig i den bløde ende. Ganske vist er der hele tre afslutninger på eller i forbindelse med stigninger, men de kunne være vanskeligere. Den første udfordring kommer om onsdagen, hvor der skal sluttes på en 10,3 km lang stigning, der afbrudt af et plateau stiger jævnt med ca. 7% og måske kan gøre forskelle, men kun i mere begrænset omfang. Dagen efter sluttes der med en stigning på hele 13,5 km, men med stigningsprocenter på 5-6 er det næppe en etape, der vil gøre forskelle mellem de bedste.

Sidste chance kommer om lørdagen, hvor feltet bevæger sig ind i bjergene omkring Madrid, der af geografiske årsager meget ofte har været rammen om det sidste bjergslag, særligt for år tilbage, hvor logistikken gjorde det nødvendigt at være tæt på den spanske hovedstad. Stigningerne her er imidlertid af den blødere slags, og det er før endt i en våbenhvile. Det var eksempelvis tilfældet ved den seneste etape i området i 2019, hvor de vigtigste navne kom til mål sammen bortset fra den unge debutant Tadej Pogacar, der havde noget for ham så eksotisk som en dårlig dag. Det er da også typisk en etape, der giver flere tabere end vindere, men sådan var det ikke i 2015, hvor det som bekendt lykkedes Fabio Aru på de selvsamme stigninger endelig at få skovlen under kæmpeoverraskelsen Tom Dumoulin.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Man kan håbe på et tilsvarende drama på årets etape, der byder på fem stigninger og 3977 højdemeter, men skal det ske, skal det formentlig atter ske fra distancen. Den sidste stigning, Puerto de Cotos, der har top bare få kilometer fra mål, er nemlig en ganske blød sag, men åbnes løbet allerede på den stejlere Puerto de la Morcuera med ca. 40 km til mål, kan man bestemt ikke helt udelukke endnu et Aru-kup bare 24 timer inden den traditionelle sprinterfinale i Madrid, der atter er målby efter et års fravær i 2021.

Her får sprinterne en chance, og den handler det om at gribe. 2021-udgaven skilte sig ud for et for den moderne Vuelta usædvanligt højt antal sprinteretaper, men til den kommende sæson må sprinterne sande, at vi nærmer os mere normale tilstande, selvom der trods alt vil være flere muligheder end de usædvanligt sprinterfjendtlige 2019- og 2020-udgaver. Udover Madrid-etapen lægger de to pandekageflade etaper i Holland op til stensikre massespurter, hvis ikke vinden spolerer festen, men det er også de tre eneste helt flade etaper.

Det kommer blandt andet til udtryk i den første uge. Nok kan vi forvente to spurter i Holland, men det kan også blive ugens sidste. Der bliver i hvert fald ikke en klassisk massespurt på den første etape i Spanien, hvor Baskerlandet inviterer til cykelfest med en rigtig puncheurfinale, og hvor de sidste 900 m stiger med hele 8,4% og vil give de eksplosive afsluttere deres eneste chance i et løb, der ellers traditionelt har været god for netop den ryttertype. I stedet kunne de måske drømme om en chance tre dage senere på 7. etape, der er klemt inde mellem løbets tre første bjergetaper, men selvom de sidste 60 km afvikles på et næsten helt fladt plateau, vil et regulært bjerg (22,4 km, 5,5%) op til plateauet sikre, at der næppe er nogen sprintere, der tør gå efter den mulighed.

Så virker det mere overskueligt i den anden uge. Dagen efter enkeltstarten venter en småkuperet dag, der mest af går langs den spanske østkyst, og selvom det går ganske meget op og ned på etapens anden halvdel, ligner det en god mulighed. Det gælder også to dage senere, hvor en relativt flad etape er klemt inde mellem løbets tre vigtigste bjergetaper, men her stiger de sidste 10 km jævnt og blødt og inviterer derfor i højere grad mere til hårdføre typer end klassiske sprintere. Endnu værre bliver det i den tredje uge der åbnes med en næsten helt flad etape, men som rundes af med så svær en finale, at vi ved seneste besøg i 2017 så en sejr til Matteo Trentin foran Gianni Moscon og Søren Kragh - ikke prototyperne på supersprintere. Og overlever de ikke her, skal de altså vente til Madrid, inden den sidste mulighed dukker op.

Det er som bekendt meget sigende for Vueltaen. Her er etaper sjældent helt flade - medmindre de altså afvikles i Holland - og derfor er den spanske grand tour oftest sæsonens største udbryderparadis. Det gælder bestemt også i år. Ikke blot vil mange af bjergetaperne utvivlsomt blive vundet fra udbrud, mange af de ovennævnte sprinteretaper har også rigeligt med terræn til at gå til lykkeridderne. Dertil kommer to helt klassiske udbryderetaper, nemlig løbets 5. etape, der er en lille baskisk klassiker med den relativt stejle Vivero-stigning tæt på målet i Bilbao, hvor man bestemt ikke kan udelukke, at en lykkeridder kan sikre sig en tidlig førertrøje, men hvor det også er muligt, at et ihærdigt trøjeforsvar kan spolere festen. Derydober gælder det den ultrakorte 19. etape, der består af to omgange på en 65 km lang rundstrækning, som mest af alt består af en tur op og ned ad Puerto del Pielago (9,3 km, 569%), der er en jævn og relativt moderat stigning.

I virkeligheden er den etape måske meget sigende for årets Vuelta. Den er kort og ganske kuperet, men uden at byde på alt for voldsomme klatreudfordringer. Det gælder også for løbet som helhed, der altså igen byder på et hav af bjerge, men også relativt moderate bjergetaper, hvor det måske kun er kongeetapen til Sierra Nevada, der fremstår som meget svær. Det balanceres af en pandekageflad tonserenkeltstart, et fladt og teknisk holdløb og relativt mange sprinteretaper, hvoraf det dog kun er de tre, som kan betegnes som sikre sprinteretaper.

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

1. etape, fredag d. 19. august: Utrecht - Utrecht, 23,3 km holdtidskørsel

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger såvel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - har Vuelta a Espana syntes at holde sig til den faste idé om altid at starte med et holdløb - en tradition, der siden 2010 kun tre gange er blevet brudt, nemlig da Rohan Dennis i 2018 kørte sig i førertrøjen på en kort enkeltstart, i 2020, hvor pandemien betød aflysning af de tre første hollandske etaper, og i 2021, hvor Primoz Roglic med det samme satte sig på løbet med sejren i Burgos. Efter tre afvigelser på fire år vender man i år tilbage til traditionen, når den hollandske start i Utrecht med to års coronaforsinkelse endelig bliver til virkelighed og gør den relativt lille hollandske by til den første by i verden, der har ageret mål for etaper i alle tre grand tours. Som det var tilfældet med Touren i 2015 indledes hele balladen endda i den hollandske by, hvor et ganske langt holdløb over hele 23,3 km allerede fra start vil skabe de første forskelle og samtidig præsentere de mandskaber, der skal underholde os de kommende tre uger. Det sker på en typisk hollandsk rute, der er pandekageflad og dermed skabt til de store maskiner, men hvor en del sving også vil stille visse krav til evnen til at holde sammen på tropperne i det hollandske fladland.

Årets holdløb er som sagt 23,3 km langt og har både start og mål i Utrecht, der ligger midt i det hollandske fladland, og derfor byder den pandekageflade rute blot på 33 højdemeter. I stedet er det de tekniske udfordringer, der kan drille. Allerede med det samme er der et højresving, hvorefter man kortvarigt kører mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at sno sig op langs en af byens kanaler i en fase, hvor der er flere bløde sving. Efter at have forladt kanalen drejer man skarpt mod vest for at køre tilbage til vandet, som kortvarigt følges mod nord, inden man igen forlader kanalen og igennem to hurtige sving snor sig mod nord. Efter et venstresving i en rundkørsel går det nu mod nordvest ad en lang, lige og meget bred vej, inden man drejer til højre for at køre mod nordøst ad en anden bred boulevard frem til etapens nordligste punkt.

Her foretager man en U-vending, hvorefter der venter et længere stykke på en stor hovedvej, som afbrydes af et sving, som leder mod vest hen over en større bro. Kort efter er der et blødt venstresving, hvorefter der venter endnu et længere tonserstykke, der ad en lidt mindre vej leder mod sydvest ned til en teknisk sektion, hvor man kører rundt i en lille sløjfe med ét blødt og ét skarpt sving, kortvarigt kører mod øst hen langs en kanal og derefter hurtigt efter hinanden drejer fire gange med hhv. 4800 m, 4200 m, 3300 m og 3000 m. Herefter rammer man endnu en stor hovedvej, der leder mod nordøst direkte fem til målet foran byens station.

Etapen byder på i alt 28 højdemeter.

Vueltaen har for vane at have nogle ganske lange holdløb på åbningsdagen, og selvom forskellene mellem de bedste sjældent er alt for store, kan de svagere hold tabe en del tid. Da Vueltaen senest åbnede med et holdløb over mere end 20 km i 2016 var hele fire mandskaber efter 27,8 km sekunder adskilt af bare syv sekunder, men de sejrende Sky-mandskab vandt mindst 50 sekunder på alle hold uden for top 6, og de svageste seks mandskaber tabte mere end 1.30. Det vidner om, at åbningsetapen vil have en vis betydning, og da det er en rute, der er skabt til de store maskiner, vil det ikke være uvæsentligt at krydre holdet med et par specialister. De finder - særligt midtvejs - store, flade hovedveje, hvor de kan åbne for gassen, men selvom Vuelta-arrangørerne kalder ruten teknisk ukompliceret er der dog i starten og mod slutningen flere tekniske passager, hvor holdenes sammenhængskraft kan blive testet. Vi har før set, at disse lange holdløb har skabt et tidligt mismod hos hold, der taber uventet meget tid, og derfor vil det være en vigtig dag, hvor man gerne skal komme godt fra start i det, der vil være det første holdløb på WorldTouren, siden Vueltaen åbnede med en betydeligt kortere etape i 2019 - en etape, der mest huskes på Jumbo-mandskabets styrt i det vand, et barns badebassin havde efterladt på vejen.

Utrecht bliver som sagt den første by i verdenshistorien til at have været mål for etaper i alle tre grand tours. I 2015 startede Touren med en enkeltstart i byen, hvor Rohan Dennis kørte Tour-historiens hurtigste etape og sejrede foran Tony Martin og Fabian Cancellara. I 2010 sluttede 2. etape i Giroen i byen, og her vandt Tyler Farrar en massespurt foran Matthew Goss og Fabio Sabatini. Derudover er byen i dette årtusinde faktisk kun blevet besøgt af det lille Ronde van Midden-Nederland, hvor Alfdan de Decker, Chris Opie og Alberto Cecchin vandt spurtsejre i hhv. 2017, 2016 og 2015, og af det gamle storløb Holland Rundt, hvor Fabrizio Guidi i 2000 vandt en massespurt foran Max van Heeswijk og Robbie McEwen.

2. etape, lørdag d. 20. august: ’s-Hertogenbosch - Utrecht, 175,1 km

Mens mange klatrere utvivlsomt har forbandet den hollandske start langt væk, har sprinterne utvivlsomt jublet. Da man ikke besøger den kuperede Limburg-provins, er cykelløb i Holland nemlig garanti for pandekagefladt terræn og masser af sprinterpotentiale, og det kommer også til udtryk på de to sidste dage i det hollandske fladland. Dagen efter holdløbet venter således en næsten helt flad dag, hvor det dog er lykkedes at finde en ganske, ganske blød bakke midtvejs, så bjergtrøjen kan finde en ejermand, men hvor det kun er den frygtede hollandske vind, der kan true en massespurt. Den er dog slet ikke så udtalt om sommeren, og da Utrecht ligger relativt langt fra kysten, taler meget for, at sprinterne vil få en relativt nem dag, inden de skal spurte om sejren.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

I alt skal der tilbagelægges 175,1 km, der fører feltet fra s’Hertogenbosch tilbage til Utrecht, der for anden dag i træk agerer målby. Begge byer ligger i en næsten pandekageflad del af Holland, og det er således helt fladt, når man fra startbyen lægger ud med at sno sig mod nordvest med retning mod vandet og storbyen Rotterdam. Man kommer dog aldrig i nærheden af havet, for man drejer hurtigt mod nordøst og siden øst for at køre ad en lige vej hen langs en kanal frem til den store by Zaltbommel, som man passerer syd om. Kort efter drejer man mod nordøst for at kører videre langs samme kanal, inden man efter ca. 70 km drejer mod nord for at krydse den. Kort efter drejer man igen mod nordøst for at køre frem til byen Rhenen, hvo man efter 93,3 km kører en lille sløjfe i området nord for byen. Efter at være vendte tilbage til Rhenen går de mod nordvest, inden man hurtigt drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Alto de Amerongse Berg (2,1 km, 2,4%), der er en helt blød og jævn bakke med top efter 105,1 km.

Hermed er det slut med dagens klatreudfordringer. Det bliver igen stort set helt fladt, når man kører mod nord op langs byen Veenendaal og derefter mod vest frem til en næsten rektangulær rundstrækning, hvor man kører en omgang. Efter denne gå det mod nord frem til udkanten af Amersfoort, hvor man drejer mod sydvest for at følge en lige vej ind til centrum af Utrecht, idet man efter 158,3 km undervejs kører dagens spurt, der også tæller som en bonusspurt, ved flyvepladsen i byen Soesterberg. Her kører man en omgang på en næsten kvadratisk rundstrækning, idet, der er sving med 7000 m, 6000 m, 4800 m, 4100 m, 4000 m, 3700 m og 2300 m igen, men i stedet for at slutte inde i bymidten kører man mod sydøst ud til afslutningen ved Utrecht Science Park i byens udkant, hele tiden ad flade veje. Det sker gennem to sving med hhv. 1900 m og 1500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let mod venstre, indtil stregen kan ses med 400 m igen.

Etapen byder på i alt bare 513 højdemeter.

Der er ikke megen hokuspokus over denne etape. Man kan drømme om et sidevindsdrama, og da arrangørerne har designet en kringlet rute med mange retningsændringer, har man forsøgt at maksimere chancen. Vi kender dog augustløb i Holland fra Benelux Tour, og her kommer vinden aldrig rigtigt i spil. Det vil den derfor næppe heller gøre denne gang, hvor det lugter af en begivenhedsfattig og traditionel sprinteretape, der kulminerer med et opgør mellem de helt rene sprintere i en helt enkel og ukompliceret finale.

Utrecht blev på 1. etape den første by i verdenshistorien til at have været mål for etaper i alle tre grand tours. I 2015 startede Touren med en enkeltstart i byen, hvor Rohan Dennis kørte Tour-historiens hurtigste etape og sejrede foran Tony Martin og Fabian Cancellara. I 2010 sluttede 2. etape i Giroen i byen, og her vandt Tyler Farrar en massespurt foran Matthew Goss og Fabio Sabatini. Derudover er byen i dette årtusinde faktisk kun blevet besøgt af det lille Ronde van Midden-Nederland, hvor Alfdan de Decker, Chris Opie og Alberto Cecchin vandt spurtsejre i hhv. 2017, 2016 og 2015, og af det gamle storløb Holland Rundt, hvor Fabrizio Guidi i 2000 vandt en massespurt foran Max van Heeswijk og Robbie McEwen.

3. etape, søndag d. 21. august: Breda - Breda, 193,5 km

At sprinterne havde grund til at slikke sig om munden ved udsigten til en start i Holland, bliver endnu mere tydeligt på den sidste dag i Nordeuropa. Her er cirkusset ellers rykket til Breda, men det ændrer ikke på terrænets karakter, der er om muligt endnu fladere end på lørdagens etape. Ganske vist er det igen lykkedes at finde en minimal bakke - denne gang dog kun i kategori 4 - men det ændrer ikke på, at der er lagt op til endnu en sprinterfest, medmindre det blæser mere, end det gør på en typisk augustdag i det hollandske.

Med en distance på 193,2 km er der tale om en for Vueltaen relativt lang etape, der har både start og mål i Breda. Fra start snor man sig mod syd ned til grænsen til Belgien. Man kører dog ikke ind i nabolandet, men snor sig i stedet videre mod sydøst ned gennem det hollandske fladland til Baarle-Hertog, der er nogle små belgiske enklaver, der ligger omsluttet af hollandsk territorium, og som nås efter 22 km. Her vender man rundt for at køre mod nordøst og nordvest ad lige og flade vej frem til Gilze, der nås efter 34 km, hvorfra man snor sig mod nordvest igennem et tæt bebygget område med flere større byer.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Efter at have passeret gennem udkanten af Dongen drejer man mod nordøst for at køre ind gennem Oosterhout, der ligger ganske tæt på målbyen Breda, og kort efter drejer man mod sydvest og senere vest for at køre ad lige og flade veje frem til den store hollandske kanal Hollandsh Diep. Kort inden bredden drejer man dog mod sydvest for at sno sig ned langs vandet, selvom man aldrig når helt ud til kanalen, indtil man efter 122,3 km når fem til den store by Bergen op Zoom, der ligger ud til den hollandske kyst.

Her kører man mod syd og øst ned til flyvepladsen Woensdrecht, hvor dagens eneste bjergspurt, kategori 4-stigningen Rijzendeweg (400 m, 3,7%), der er så lille en bakke, at den knap opdages, kommer efter 133,8 km, hvorefter man sætter kursen mod nordøst og snor sig tilbage mod Breda, idet man undervejs berører grænsen til Belgien og efter 170,6 km kører dagens spurt, der også tæller som en bonusspurt. I Beda kører snor man sig nord om centrum for at ramme en stor hovedvej, der leder mod øst, inden man drejer skarpt med hhv. 1600 m og 800 m igen for derefter at ramme opløbsstrækningen, idet det undervejs hele tiden er pandekagefladt.

Etapen byder på i alt bare 253 højdemeter.

Der er ikke meget mere glans over denne etape end den forrige. Man kan håbe, at man med en kort passage lidt tættere på kysten har en større chance for lidt sidevind, men da der herfra fortsat er langt til mål, virker det svært usandsynligt, at vi får megen drama. I stedet venter formentlig endnu en helt klassisk sprinteretape, hvor højdepunktet vil være den lille joke af en bjergspurt, inden det hollandske eventyr forventeligt kulminerer i et brag af en massespurt i en afslutning, der igen er uden væsentlige tekniske komplikationer.

Breda var senest mål for et internationalt cykelløb i 2016, hvor Rohan Dennis vandt enkeltstarten i Eneco Tour foran Jos van Emden og Jasha Sütterlin, samt i 2015-udgaven af samme løb, hvor André Greipel vandt en massespurt foran Jacopo Guarnieri og Tom Boonen. Løbet var også forbi i 2014, hvor Tom Dumoulin vandt enkeltstarten foran Fabian Cancellara og Geraint Thomas, mens Ster ZLM Tour var forbi i 2013, hvor Theo Bos spurtsejrede foran Greipel og Mark Cavendish. Derudover var byen i 2013 og 2014 vært for et lille 1.2-løb under navnet Baronie Breda Classic, der begge år blev vundet af en ung Mike Teunissen.

Hviledag, mandag d. 22. august: Vitoria

4. etape, tirsdag d. 23. august: Vitoria-Gasteiz - Laguardia, 152,5 km

Efter tre dage i Holland og en tidlig hviledag er Vueltaen ankommet til hjemlandet, og det markerer med det samme en skarp kontrast til det terræn, rytterne oplevede mod nord. Starten i Spanien er nemlig henlagt til det cykelgale Baskerlandet, og selvom åbningsetapen i regionen helt undgår de berømte mure, venter der stadig en slidsom dag med 2300 højdemeter. Det hele slutter med en relativt lang og ganske stejl stigning efterfulgt af en rigtig puncheurfinale på en 900 m lang og ganske stejl rampe, og dermed kunne starten i Spanien vel næppe være mere Vuelta-agtig. Hvis den førende rytter, er en sprinter, eller en klassementsrytter ser en fordel i at slippe for trøjen i en periode, kunne det være en stor chance for et udbrud til at gå efter både etapesejr og førertrøje, men med Julian Alaphilippe i feltet kunne meget også tale for, at der vil være så megen kontrol, at det hele vil ende med et brag af en puncheurspurt i Baskerlandet.

Læs også

LIVE nu: Udbrud kører om sejren på stejl mur i Giro-generalprøve

Med en distance på bare 152,5 km er der tale om en typisk kort Vuelta-etape, der fører feltet fra den baskiske hovedby, Vitoria-Gasteiz til Laguardia. Som vi ved fra Baskerlandet Rundt, ligger startbyen på et fladt plateau, og derfor er den første del af etapen ganske let. Det er således kun let stigende, når man lægger ud med at køre ad plateauet mod nordvest, nord og nordøst, inden man vender rundt for efter en lille nedkørsel at køre et langt stykke mod sydøst og øst, hvor det er stort set helt fladt. Slutteligt drejer man mod syd og senere sydøst for at køre det sidste stykke frem mod mere kuperet terræn.

Det melder sig, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Puerto de Opakua (5,0 km, 6,9%), der er en jævn og ganske svær stigning med top efter 61,9 km. En kort og let nedkørsel leder videre mod sydvest, inden man kører mod sydvest ad et fladt plateau. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre op ad en bakke (3,0 km, 5,2%), som har top efter 82 km, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod sydvest. Nu følger man en let faldende vej mod sydøst.

Efter små 100 km melder vanskelighederne sig igen, når man drejer mod sydvest og senere nordvest for at passere en stejl bakke (3,8 km, 6,9%), hvis top rundes efter 101 km. Herfra snor man sig mod sydvest og vest igennem terræn, der generelt er let stigende og leder frem til dagens spurt, som kommer efter 118,3 km. Herfra går det videre mod vest og nordvest op over to små bakker og ned ad en nedkørsel, som leder ned til Peñacerrada.

Her indledes finalen efter 130,7 km drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Puerto de Herrera (7,3 km, 4,8%), hvis data snyder. De første 3,0 km stiger således med 8,0%, og den undervejs er der endda en kilometer med hele 10,4%, men de sidste godt 4 km er meget lette med procenter på mellem 0 og 4.

Toppen, hvorpå der er placeret en bonusspurt, rundes efter 138,0 km, hvorefter de sidste 14,5 km indledes med en kun kortvarigt teknisk nedkørsel, som leder mod sydøst ned til Navarridas, der nås med 3,9 km igen. Her drejer man mod nordøst ind på en let stigende og ganske lige vej, der leder direkte ind mod målbyen. Undervejs stiger det kun ganske let, indtil man rammer den sidste rampe, der stiger med hele 8,4% over 900 m. I finalen er der et 180-graderssving med 4000 m igen og umiddelbart derefter et skarpt sving, men derefter bugter vejen sig kun let frem til et blødt sving med 800 m igen efterfulgt af to hurtige sving lige i rap, inden man rammer den 200 m lange opløbsstrækning

Etapen byder på i alt 2318 højdemeter.

Etapen er placeret på et tidspunkt i løbet, hvor meget vil afhænge af, hvem der har førertrøjen eller mulighed for at få den. Det er bestemt ikke umuligt, at der vil være et hold, der kan se en fordel at ”låne” trøjen ud til et udbrud, men Julian Alaphilippes tilstedeværelse ødelægger nok den drøm. Man må formode, at verdensmesteren ser denne etape som en af sine største chancer for at tage etapesejr og -med et godt holdløb på 1. etape - måske også førertrøjen. Dermed kunne det tyde på, at feltet skal afgøre det i en hektisk finale, hvor den stejle del af sidste stigning kan bruges til angreb og vil skabe betydelig udskilning, inden det hele dog formentlig skal afgøres i en eksplosiv spurt på den lille og stejle rampe.

Laguardia har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i det nu hedengangne Euskal Bizikleta i 2000, hvor David Etxebarria spurtsejrede foran Luca Mazzanti og Mikel Artetxe.

5. etape, onsdag d. 24. august: Irun - Bilbao, 187,2 km

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Efter tirsdagens puncheurfinale fortsætter det baskiske eventyr med en etape, der vil vække flade minder hos det baskiske hjemmepublikum. I 2011 kom løbet for første gang i mere end 30 år til den cykelgale region, og her blev det en populær hjemmesejr til lokale Igor Anton, der kørte alene hjem til Bilbao fra et udbrud, der to gange i finalen havde været ovre den kendte og ganske stejle Vivero-stigning. Samme finale vender nu tilbage 11 år senere, og det kan give ideer til mange klatrere om at gentage Antons udbrudssejr. Denne gang kommer etapen dog så tidligt, at der fortsat vil være en førertrøje i spil, og dermed er det bestemt ikke umuligt, at et hold vil være så opsat på at forsvare trøjen, at det alligevel bliver samlet frem mod en finale, der er så svær, at klassementsrytterne får en mulighed for at teste bjergbenene for første gang frem mod den afsluttende nedkørsel.

Med en distance på 187,2 km er der tale om en for Vueltaen relativt lang etape, der fører feltet fra Alberto Contadors berømte bøfby, Irun, til Baskerlandets største by, Bilbao. Startbyen ligger næsten helt ud til den baskiske kyst, og herfra man igennem relativt fladt terræn mod sydvest og nordvest ud til den store kystby San Sebastian, som nås efter 12,5 km. Herfra snor man sig mod vest hen langs vandet igennem terræn, der er stort set fladt, idet der dog er en lille bakke i forbindelse med passagen af byen Orio efter 35,0 km. Efter 50,2 km når man frem til Zumaia, hvor man drejer mod sydvest for at køre væk fra vandet via en lang bakke, inden man kører mod vest og sydvest tilbage til vandet og kystbyen Deba, som nås efter 66,0 km, og hvorfra man kører mod nordvest hen langs den flade kyst frem til Ondarroa, som passeres efter 76,0 km.

Nu er det slut med den relativt flade tur langs kysten. Herfra drejer man nemlig mod sydvest for at køre væk fra havet ad en let stigende, inden man drejer mod vest for at passere kategori 3-stigningen Puerto de Gontzagarigana (5,3 km, 4,5%), der efter en let start slutter med 3,3 km med 5-6% frem mod toppen, som rundes efter 95,6 km. En let nedkørsel leder mod nordvest, inden det med det samme går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Balcon de Bizkaia (4,2 km, 5,6%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, inden den flader ud nær toppen, som rundes efter 102,4 km.

Nu bliver det kortvarigt lettere, når man kører mod vest, nord og igen vest ad en lang og ganske let nedkørsel, inden det med det samme går mod vest og syd op ad kategori 3-stigningen Alto de Morga (8,6 km, 3,5%), der stiger med 2-5%, men har en nedkørsel undervejs og slutter med 1100 m med 6,9% frem mod toppen, som rundes efter 125,4 km. Nu leder en relativt enkel nedkørsel mod sydvest ned til fladlandet omkring Bilbao, hvor man ad en let faldende vej kører mod vest ind mod centrum.

I stedet for at køre ind til bymidten drejer man mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Alto del Vivero (4,6 km, 8,0%), der er en relativt jævn stigning med procenter på hovedsageligt 8-10, men hvis fjerde kilometer med 5,8% er lidt lettere. Toppen rundes efter 144,0 km, og derefter leder en lang og relativt enkel nedkørsel mod nordvest tilbage til fladlandet i udkanten af Bilbao, hvor man drejer mod sydøst for at køre det sidste stykke ind til centrum. Her krydses stregen efter 158,0 km i forbindelse med dagens spurt.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 29,2 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører ad flade veje mod sydøst frem til byens udkant. Her drejer man mod nordvest for igen at passere kategori 2-stigningen Alto del Vivero (4,6 km, 8,0%), hvis top nu rundes efter 173,0 km og denne gang i forbindelse med en bonusspurt. De sidste 14,2 km indledes nu med samme lette nedkørsel, der leder mod nordvest, inden de sidste 2 km er flade, når man kører mod sydøst ind til centrum. Her går det ad en stor, bred boulevard, der kun afbrydes af bløde sving med hhv. 1500 m og 1000 m igen og en enorm dobbeltrundkørsel, som leder ind på den 500 m lange opløbsstrækning, idet den sidste kilometer stiger let med 1,1% i snit.

Etapen byder på i alt 2952 højdemeter.

Vi kender etapen fra Igor Antons sejr i 2011, og det er da også en rute, der skriger på endnu en udbrudssejr. Vi er dog så tidligt i løbet, at forskellene er små, og der kan sagtens være en førende rytter, der gerne vil forsvare trøjen. Derfor vil meget afhænge af udbruddets sammensætning og viljen til at forsvare en trøje, og således er det muligt, at vi får samling til en ret eksplosiv og uforudsigelig finale med mulighed for en spurt i en lille gruppe og sene angreb. Uanset om der er et udbrud eller ej, vil det være muligt at angribe i klassementet, som Chris Froome gjorde mod Juan Jose Cobo i 2011, men mange vil nok foretrække at spare på kræfterne til torsdagens store bjergfinale.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Bilbao var senest målby for løbet i 2019, hvor Philippe Gilbert fra et udbrud kørte alene hjem fra en sen mur i finalen, og i 2016, hvor Jens Keukeleire vandt en reduceret massespurt i byen. I 2011 var byen vært for første gang i mere end 30 år, da Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr. Baskerlandet Rundt gjorde stop i byen i 2021, hvor Primoz Roglic vandt den indledende enkeltstart foran Brandon McNulty og Jonas Vingegaard, og i 2017, hvor samme Roglic snød sprinterne ved at køre alene hjem med et sent angreb, som kostede Michael Matthews sejren. Til gengæld vandt Matthews i 2015 i en meget kontroversiel massespurt, der blev præget af et slemt styrt, som næsten kostede Peter Stetina og Sergio Pardilla deres karrierer. Forud for det skal vi helt tilbage til 2000-udgaven af Euskal Bizikleta for at finde det seneste større cykelløb i byen. Dengang slog Marco Serpellini akkurat Vicente Garcia Acosta i en tomandsspurt.

6. etape, torsdag d. 25. august: Bilbao - Ascension al Pico Jano. San Miguel de Aguayo, 181,2 km

Vueltaen tøver aldrig længe med at kaste rytterne ud i den første bjergafslutning, men i år skal vi dog frem til sjettedagen, inden det første store klassementsslag melder sig. Det sker i helt nye rammer på den spritnye stigning Pico Jano i bjergene i den nordlige del af landet. Der er ikke tale om den sværeste stigning, da det vanskeligste stykke kommer på den nedre del, og da det er første test, kan konservativ kørsel betyde, at vi får knap så megen drama. Stigningen har dog med sin stejle nedre del potentiale til mere, og som afslutning på en dag med mere end 4000 højdemeter vil den utvivlsomt give de første seriøse svar på styrkeforholdet mellem årets favoritter - og så kan det være en chance for en lykkeridder til at iføre sig førertrøjen, som man meget ofte ser det på Vueltaens første bjergetape.

I alt skal der tilbagelægges 181,2 km mellem Bilbao og bjerget Pico Jano. Starten er relativt fredsommelig, idet man først kører mod nordvest op og ned ad en lille bakke, inden man forlader vandet ved at følge en lang og let stigende vej mod sydvest, inden man drejer mod vest op ad en bakke (5,5 km, 4,5%). Herfra leder en let nedkørsel mod nordvest ned til et fladt område, hvor man følger en let faldende vej videre mod nordvest og siden en let stigende vej mod vest frem til byen Arredondo, der nås efter 69,0 km.

Etapen ændrer karakter, når man herefter kører mod først vest og siden nord op ad kategori 2-stigningen Puerto de Alisas (8,7 km, 5,8%), der er en meget ujævn stigning med først 4 km med 6-7%, siden en stejl kilometer på 11,5%, og derefter 3,7 km, der hovedsageligt er lette. Toppen rundes efter 77,7 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod nord og nordvest ned til fladlandet, hvor man kører mod vest og sydvest igennem stort set helt fladt terræn. I byen Puente Viesgo, der nås efter 117,9 km, rammer man imidlertid en ganske stejl bakke (3,9 km, 7,0%), inden en ned kørsel leder ned til Los Corrales de Buelna, som passeres efter 130,3 km. Herfra kører ad en let stigende mod først syd og siden vest frem mod finalen.

Den indledes, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Collado de Brenes (6,8 km, 8,2%, max. 15%), der har tre kilometer med 9-11% og derudover stiger med 6-8%. De sidste 1800 m er de letteste og leder frem til toppen, som rundes efter 145,8 km i forbindelse med en bonusspurt, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod sydøst og øst tilbage til dalen. Her følger man en let stigende dalvej mod sydøst forbi dagens spurt, som kommer efter 162,0 km, frem til byen Barcena de Pie de Concha.

Her går det for alvor løs, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Pico Jano (12,6 km, 6,55%, max. 12%), der skal deles i tre dele. De første seks kilometer er de sværeste med stigningsprocenter på hovedsageligt 8-10, men derefter følger et to kilometer langt plateau, der blot stiger med 1-3%, inden den slutteligt tager fat med ca. 4 km, som stiger relativt jævnt med 6-7%. Stigningen har kun tre hårnålesving på den nede del, men til slut følger hele otte af slagsen relativt tæt på hinanden, hvoraf de sidste kommer med hhv. 900 m, 500 m og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 4117 højdemeter.

Læs også

Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel

Det første bjergslag kan blive både det ene og det andet. Allerede næstsidste stigning er svær, men på dette tidspunkt i løbet tages ikke chancer fra distancen. Det er også problemet med sidste stigning, da forskellene skal gøres på den svære nedre del. Det kan betyde, at vi får den afventende kørsel, som man ofte ser på den første bjergetape, hvor udskilningen tit sker mere bag- end forfra. Hvis risikovilligheden er der, kan vi imidlertid få et festfyrværkeri, og som minimum finder vi i hvert fald ud af, hvem der ikke vinder årets Vuelta.

Målet på Ascension al Pico Jano har ikke tidligere i dette årtusinde været benyttet til et stort cykelløb.

7. etape, fredag d. 26. august: Camargo - Cistierna, 190,0 km

Sprinterne havde en fest i Holland, men den blev erstattet af en overlevelseskamp, da de nåede Spanien. Nu kunne de måske øjne et lys for enden af tunnelen på løbets 7. etape, der slutter med 60 meget lette kilometer, men desværre bliver lyset slukket forinden. En ellers hovedsageligt flad etape har nemlig et næsten 20 km langt og ganske stejlt bjerg midtvejs, og det er formentlig så skrap kost, at lysten til at forsøge at kontrollere er begrænset, selv for de allermest holdbare. I stedet lugter det af en udbrudsfredag, mens favoritterne slikker sårene efter torsdagens første bjergslag og sparer kræfter til en heftig weekend.

Med en distance på 190,0 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Camargo til Cistierna. Startbyen er en forstad til Santander her ude ved den nordspanske kyst, hvorfra man med kører mod først sydvest og siden vest parallelt med havet, men så langt inde i landet, at det ikke er helt fladt. Specielt de først 16 km er relativt flade, men herefter bliver terrænet mere rynket, inden man rammer en ganske lang bakke, der leder op til Labarces, som nås efter 49,7 km, hvorefter det endda fortsætter med at stige let frem mod en nedkørsel, der efterfølges af et par småbakker og en nedkørsel, som leder frem til byen Panes, der nås efter 71,2 km.

Her drejer man definitivt væk fra havet, når man snor sig mod syd og sydvest ad en let stigende vej, der leder frem til byen Potes, som passeres efter 99,0 km. Bare 4,4 km senere går det løs med dagens eneste store udfordring, når man kører mod sydvest op ad kategori 1-stigningen (22,4 km, 5,5%, max. 11%), der skal deles i to. De første 6 km er relativt lette med procenter på under 5, men derefter stiger den meget jævnt med 6-7% hele vejen op til toppen, som rundes efter 125,8 km.

Herfra resterer fortsat 64,2 km, og de foregår på et næsten fladt plateau. Indledningsvist falder det mod sydvest ad en let nedkørsel, men derefter går det videre mod sydvest, vest og igen sydvest ad en vej, der hovedsageligt er let faldende og leder frem til dagens spurt, som også tæller som en bonusspurt og er placeret efter 168,0 km. Herfra går det videre mod sydvest, sydøst og slutteligt øst ad en let snoet vej, der er ganske let faldende og leder direkte ind til målbyen, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. Finalen er helt enkel, idet man over mange, mange kilometer følger den let snoede vej frem til et blødt højresving, der er placeret 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3303 højdemeter.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Det lange bjerg er en ganske gedigen udfordring, der over 14 km er så stejl, at sprinterne vil opgive på forhånd, selvom finalen appellerer til dem. Bjerget kommer også alt for tidligt til klassementsrytterne, og dermed lugter det af en udbrudsetape, hvor den flade finale til gengæld kan gøre det meget svært at spå om vinderen. Favoritterne skal bare sikkert igennem, men måske den spanske højslette, hvor det ofte kan blæse, kan byde på lidt sidevind til at holde dem vågne.

Cistierna har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2007 i det mindre Vuelta a Leon, hvor Carlos Torrent spurtsejrede foran Reinier Honig og Felix Vidal Celis.

8. etape, lørdag d. 27. august: La Pola Llaviana - Collau Fancuaya. Yernes y Tameza, 153,4 km

Vueltaen har altid gjort en dyd ud af at finde nye stigninger i det uudtømmelige reservoir af spanske bjerge, og det gør man i sandhed også i år. Den første nye bjergafslutning kom allerede på 6. etape, og bare to dage senere venter den næste, når to dages fest i det bjergrige Asturien indledes med et opgør på den spritnye Collay Fancaya. Som de fleste af de asturiske bjerge er også denne en modbydeligt stejl sag, og selvom der er tale om en relativt kort og eksplosiv stigning, er der lagt op til en lørdag, der vil give klare svar på, hvem der kan vinde årets Vuelta, samtidig med at et udbrud med nogen sandsynlighed vil slås om sejren.

Med en distance på 153,4 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra La Pola Llaviana til toppen af Collau Fancuaya, og dagens bjergtema slås an fra start. Således kører man med det samme mod sydvest 3,4 km ud ad en let stigende vej, inden det går mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Alto de la Colladona (9,8 km, 7,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 9,8 km. Herfra leder en teknisk nedkørsel mod sydvest, inden dagens letteste stykke melder sig, når man kører mod først vest og siden sydvest ad en ganske let faldende vej frem til byen Figareo, som nås efter 33,2 km. Her vender man rundt for at køe mod øst tilbage mod bjergene ad en let stigende vej, som afslutter den lette fase.

Etapen tager fat igen efter 42,0 km, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Alto de la Mozqueta (6,8 km, 6,6%), der efter to lette kilometer stiger med 6-9% over fire kilometer, inden den flader ud med ca. 5% frem mod toppen, som runders efter 48,8 km. En i starten uhyre teknisk og siden meget let nedkørsel leder nu videre mod nord ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de Santo Emiliano (5,7 km, 5,3%), der efter en let første kilometer med 2,2% stiger relativt med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 66,5 km.

Nu bliver det igen lettere. En småteknisk nedkørsel leder videre mod sydvest tilbage til dalen, hvor man over mere end 20 km snor sig mod nordvest ad en vej, der først er let faldende og siden let stigende. Efter 92,8 km går det imidlertid løs igen, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Puerto de Tenebredo (5,3 km, 6,2%), hvis anden kilometer stiger med 9,7%, men derudover holder sig under 6% frem mod de sidste 900 m, der stiger med 7,6%.

Toppen, hvor der også er en bonusspurt, rundes efter 98,1 km, hvorefter en let nedkørsel og en let faldende vej leder mod først sydvest og siden nord ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Puerto de Perlavia (4,0 km, 7,7%), der er en meget jævn stigning med top efter 113,8 km. En let nedkørsel, der afbrydes af en lille bakke undervejs, leder derfra først mod sydvest og siden nordvest ned til dalen i byen Grado, hvor dagens spurt venter efter 127,4 km.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Efter spurten drejer man mod syd og senere sydvest for at følge en lang og stigende vej, der i starten kun stiger let, men siden stiger ganske kraftigt, inden en lille nedkørsel leder ned til bunden af dagens sidste udfordring, der indledes efter 143,3 km. Her drejer man nemlig mod sydøst for at køre op ad kategori 1-bjerget Collau Fancuaya (10,1 km, 8,5%, max. 19%), der skal deles i to. De først 3,5 km er således lette med procenter på hovedsageligt under 6, men derefter tager den fat. De næste to kilometer stiger således med 9-12% med et maksimum på 19% og efter to kilometer med 7-8%, er den igen voldsom over de sidste 2,5, der stiger med 9-11%, herunder med et maksimum på 17% lige inden stregen. Stigningen har enkelte hårnålesving undervejs, men går mest ad småsnoede veje, særligt på den øvre del, hvor der er en 90-graders kurve lige inden den røde flamme og igen med 250 m igen, inden der er ét sidste hårnålesving med 200 m igen.

Etapen byder på i alt 3741 højdemeter.

Asturien er ubetinget den vanskeligste region i Spanien, og dette nyopfundne målbjerg afspejler fint, hvordan terrænet er. Her er stigningerne ofte relativt korte og ikke særligt høje, men til gengæld er de modbydeligt stejle. Det gælder også for Collau Fancuaya, og selvom der venter endnu en svær finale bare 24 timer senere, burde der ikke være mulighed for at gemme sig i en finale, der utvivlsomt vil skabe forskelle mellem de bedste, men hvor en udbrudssejr også synes ganske sandsynlig.

Collau Fancuaya har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

9. etape, søndag d. 28. august: Villaviciosa - Les Praeres. Nava, 171,4 km

Løbsdirektør Javier Guillen har altid sat en ære i at finde nye og spektakulære målbjerge, der byder på de stejle procenter, som mere end noget andet kendetegner den moderne Vuelta. En af disse nye opfindelser kom i 2018, hvor han for første gang sendte rytterne op ad den bare 3,9 km lange, men ganske brutale mur Les Praeres, hvor Simon Yates med en etapesejr tog et vigtigt skridt mod sin samlede sejr. Efter tre års fravær vender den stejle mur endelig tilbage som afslutning på de to dages asturisk bjergfest, og selvom den kommer som afslutning på en dag, hvor stigningerne generelt er korte og ikke alt for svære, og selvom vi i 2018 så, at forskellene på selve muren trods alt vil være relativt begrænsede, vil der dagen inden anden hviledag stadig vente et af Vueltaens vigtige slag, der måske vil give en god pejling på, hvem der skal vinde samlet to uger senere - akkurat som samme stigning gjorde, da Yates sejrede for tre år siden.

I alt skal der tilbagelægges 171,4 km, som fører feltet fra Villaviciosa til toppen af Les Praeres. Startbyen ligger ved den nordspanske kyst ikke specielt langt fra målbjerget, og en stor del af etapen består af en indledende 138,0 km lang rundstrækning i området øst for byen. Starten er relativt hård, da man med det samme kører mod øst væk fra vandet via en bakke (5,1 km, 3,3%), der med de samme efterfølges af en nedkørsel. Herefter går det videre mod øst langs havet igennem typisk kystterræn, der hovedsageligt er fladt, men har flere mindre bakker undervejs.

Efter 48 relativt lette kilometer når man frem til Nueva, hvor det er tid til at vende rundt og køre tilbage mod startbyen. Desværre for feltet foregår hjemturen ikke ved havet, men dybt inde i bjergene, og det mærker de med det samme, når de drejer mod syd og senere sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Alto del Torno (7,6 km, 6,0%), der er en ujævn stigning, som på den nedre del har 2 km med 8,8%, men derudover stiger med højst 5%, indtil den tager lidt fat med 6.7% over de sidste godt 2 km frem mod toppen, som rundes efter 55,6 km.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

En meget teknisk nedkørsel leder nu videre mod sydøst ned til dalen, hvor man over cirka 15 km følger en let faldende dalvej mod først vest og siden sydvest. Herefter tager etapen fat igen, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Mirador del Fito (9,0 km, 6,0%, max. 10%), der er en relativt jævn stigning på 6-7%, dog med nogle lettere stykker undervejs. Toppen rundes efter 93,0 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod nordvest tilbage mod vandet, som kortvarigt følges igennem fladt terræn mod nordvest frem til Colunga, som mås efter 105,4 km.

Her drejer man med det samme mod sydvest for igen at køre ned i bjergene, og bare 5,6 km senere går det mod nord op ad kategori 3-stigningen Alto de la Llama (7,1 km, 5,1%), der efter en let første kilometer stiger jævnt med 5-7% frem mod toppen, som rundes efter 118,1 km. Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydvest og nordvest, inden en lang og kun kortvarigt teknisk nedkørsel leder mod nordvest tilbage til startbyen Villaviciosa, hvor dagens spurt kommer efter 138,0 km.

Igen forlader man vandet med det samme, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen La Campa (9,3 km, 4,1%), der er en lang opkørsel uden stejle procenter og med top efter 148,6 km, hvor der er en bonusspurt. Også den leder op til et plateau, som følges mod syd, idet det først er faldende, siden let stigende og slutteligt let faldende. Man slår et lille smut mod sydøst for siden at vende rundt og køre mod sydvest og nordvest op og ned ad en lille bakke, inden man drejer mod syd for at køre et kort stykke fem til dagens hovedmenu.

Den indledes, når man fortsætter mod syd op ad kategori 1-stigningen Les Praeres, der blot er 3,9 km lang, men stiger med hele 12,9% i gennemsnit og har et maksimum på hele 24%. De første 500 stiger med beskedne 12,0%, men derefter følger to kilometer med hhv. 14,5% og 15,3%. Derefter bliver den menneskelig over knap 500 m med bare 4,25%, men slutteligt venter en 800 m lang rampe, hvor de første 500 m stiger med 14,5% med et maksimum på 24%, inden de sidste 300 m stiger med 10,3%. Stigningen går ad en relativt lige og kun let snoet vej med i alt fire hårnålesving. Mod slutningen er det en ret lige vej over de sidste 1500 m, indtil der kommer et hårnålesving og en skarp kurve med hhv. 120 og 100 m igen

Etapen byder på i alt 3671 højdemeter.

Så bliver det ikke mere Vuelta-agtigt. Den korte, stejle mur er lidt for lang til at være for murspecialisterne, men de er for de ryttere, der er relativt eksplosive og trives på de stejle procenter. Således er det intet tilfælde, at Simon Yates vandt ved første besøg i 2018, og at Alejando Valverde blev nr. 3, og det er den type ryttere, der kan drage mest fordel af stigningen. Sidst var forskellene meget små med top 5 inden for 7 sekunder, men stigningen har - selvom man ikke taber minutter - potentiale til at gøre større skade. Chancen for en udbrudssejr er samtidig relativt god, men da det er den sidste af tre bjergetaper på fire dage, og da der venter nogle lettere dage for hjælperytterne, er der en vis sandsynlighed for, at der kan bruges kræfter på at skabe samling.

Les Praeres har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Vueltaen i 2018, hvor Simon Yates sejrede med 2 sekunder ned til Miguel Angel Lopez og Alejandro Valverde på en dag, hvor fem mand sluttede inden for 10 sekunder af vindertiden, og otte mand var inden for 30 sekunder af samme.

Hviledag, mandag d. 29. august: Alicante

10. etape, tirsdag d. 30. august: Elche - Alicante, 30,9 km enkeltstart

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Hvor det er meget varierende, hvad Touren og Giroen har af enkeltstarter, følger Vueltaen som regel en ret fast formel med et holdløb eller en kort enkeltstart på førstedagen og derudover en 30-40 km lang enkeltstart dagen efter næstsidste eller sidste hviledag. Den model bruges også i år, hvor der åbnedes med et holdløb, og hvor den anden uge skydes i gang med årets lange enkeltstart, der med en distance på 30,9 km dog er en anelse til den korte side. Det vil de tempostærke specialister ærgre sig over, men de kan til gengæld glæde sig over terrænet. Det er nemlig svært at designe en mere udpræget specialistrute, når der skal gøres ad lange, lige og flade veje ud mod og op langs den spanske østkyst, hvor de store wattmonstre vil slikke sig om munden, og hvor et vist belgisk vidunderbarn planlægger at gøre ubodelig skade på hovedparten af sine konkurrenter.

Med en distance på 30,9 km er årets enkeltstart som sagt i den korte ende af det typiske spektrum, som går fra 30 til 40 km, og den fører fra Elche til Alicante. Startbyen ligger i et helt fladt område et stykke inde i landet, mens målbyen er en kendt ferieby ved den spanske østkyst. Fra start kører man mod øst og nordøst væk fra centrum, idet der undervejs kun er et ganske blødt sving, inden man rammer dagens eneste lidt tekniske fase med hele tre rundkørsler i rap og kort efter et 180-graderssving. Herefter er der en sidst rundkørsel, der leder ind på en lang, lige og kun ganske let faldende vej, som leder mod nordøst, idet man undervejs passerer den første mellemtid, som tages efter 10,4 km.

Umiddelbart inden kysten drejer man endelig igen i en rundkørsel for herefter at køre od sydøst, og kort efter når man ved 16 km-mærket frem til byen L’Altet, som man passerer lige igennem via to rundkørsler. Umiddelbart herefter drejer man til venstre i en rundkørsel ind på kystvejen, og herefter er etapen ufatteligt enkel. Således går det efter tre tidlige rundkørsler, som man skal lige igennem, ad en helt lige og flad vej mod nordøst med retning mod Alicante, idet den anden mellemtid undervejs tages efter 21,0 km. Inde i selve Alicante drejer man i en rundkørsel, hvorefter man igen følger den flade og rede kystvej fem til en finale, hvor man med 2100 m igen drejer i en rundkørsel og herefter skal man med 2000 m og 150 m igen igennem yderligere to rundkørsler på en vej, der leder mod sydvest. Her stiger det faktisk let over en lille kilometer efter 2 km-mærket, hvorefter det falder let ned mod målet.

Etapen byder på i alt 100 højdemeter.

Det er svært at bruge mange ord om denne enkeltstart. Lange, lige veje, der enten er pandekageflade eller ganske let faldende, er en gave til wattmonstrene, og der er således tale om en helt udpræget specialistenkeltstart. De tekniske udfordringer er minimale, og samtidig kører man i et område, hvor det kan være blæsende, hvad der gør det endnu bedre for de aerodynamiske og kraftfulde specialister. Over 30,9 km kan særligt Remco Evenepoel, men også Primoz Roglic vinde masser af tid på de spinkle klatrere, og der venter derfor en helt afgørende tirsdag dagen efter den anden hviledag.

Alicante har kun tre gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Vueltaen var forbi i 2019, hvor Sam Bennett vandt løbets første massespurt foran Edward Theuns og Luka Mezgec, og derudover har Volta a la Comunitat Valenciana besøgt byen to gang inden for tre år. Det var senest i 2021, hvor Arnaud Demare vandt en massespurt foran Timothy Dupont og Caleb Ewan, og derudover var det i 2019, hvor Matteo Trentin vandt en massespurt foran Nacer Bouhanni og Ben Swift.

11. etape, onsdag d. 31. august: ElPozo Alimentación - Cabo de Gata, 191,2 km

Læs også

Verdensranglisten: Skjelmose tilbage - Vingegaard taber til Pogacar

Sprinterne nød starten i Holland, men den første del af turen ned gennem Spanien har været én lang lidelseshistorie. Efter syv etaper, der enten har været svært kuperede eller haft form af en enkeltstart, byder den første oplagte mulighed sig endelig, når vi er præcis halvvejs i løbet. Løbets 11. etape er således en relativt flad sag, men i Spanien er helt flade etaper en sjældenhed. I alt skal der stadig klatres 1600 højdemeter, som næste alle er kontrolleret i en lidt tricky sektion på etapens anden halvdel, og man kan bestemt ikke udelukke, at den kan vise sig for svær for de tungeste. En spurt burde dog være ganske sikker, når sprinterholdene må være enormt sultne, men de skal også tage sig i agt for vinden, der kan være ganske kraftig i dette område.

Med en distance på 191,2 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra ElPozo Alimentación til Cabo de Gata. Starten er ganske let, idet man lægger ud med at køre mod sydvest ad en helt lige og ganske let stigende vej frem til byen Lorca, der nås efter 29,0 km, hvor man har vundet beskedne 146 højdemeter. Her drejer man mod syd og senere sydvest for at køre ud mod kysten, og det betyder, at det i stedet begynder at falde let. Efter 61,0 km når man frem til byen Pulpi, hvor man drejer mod sydøst for at køre op ad en lille bakke og siden ned ad en nedkørsel, der leder direkte ned til kysten.

Her drejer man mod sydvest ind på kystvejen, der er helt flad, og derfor følger der nu en helt flad fase, når man kører mod sydvest og syd ned langs vandet. Efter 106,4 km nå man frem til byen Mojacar, hvor man kortvarigt kører væk fra vandet og drejer mod sydvest for at køre op ad en bakke, inden en lidt kringlet nedkørsel leder mod sydøst tilbage til havet, som efter 124,8 km nås i byen Carboneras. Her kører man mod syd hen langs vandet, inden man drejer mod sydvest for at køre og ned ad en bakke, der leder frem til Agua Amarga, der nås efter 134,0 km.

Nu følger etapens vanskeligste del, når man drejer mod vest og senere for at køre væk fra vandet. Det sker via en to bakker, der afskilles af en nedkørsel, inden man drejer mod sydøst og senere syd for at køre ad en let nedkørsel tilbage til kysten, som efter 159,0 km nås i byen Rodalquilar. Her forlader man det samme vandet for at køre mod først sydvest og siden nordvest ad en ganske let stigende vej, inden man drejer mod vest for at køre ad en helt lige og let faldende vej frem til dagens spurt, der også tæller som en bonusspurt og kommer efter 181,0 km. Her drejer man mod syd for at køre ad en helt flad vej ud til kysten, hvor man med 3800 m igen skal igennem en rundkørsel, inden en blød kurve leder ind på den 3500 m lange, lige og helt flade opløbsstrækning, der går mod sydøst hen langs vandet.

Etapen byder på i alt 1588 højdemeter.

Terrænet er ikke helt fladt, og det kan dels åbne døren for et udbrud og for, at man måske kan sætte nogle tunge folk under pres. Bakkerne ligger dog langt fra mål og er relativt lette, og derfor vil terrænet næppe blive udnyttet. Udbrudssejre kan aldrig udelukkes sent i en grand tour, men sprinterholdene må være så opsatte på deres første spurt siden Holland, at det kun bør være den i området farlige sidevind, der kan forhindre en spurt. Den er endda helt enkel på den lange, lige kystvej, og dermed får sprinterne endelig plads til at lade farten tale.

Cabo de Gata har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

12. etape, torsdag d. 1. september: Salobreña - Peñas Blancas. Estepona, 192,7 km

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Det var ikke længe klassementskampen blev sat på pause. Efter bjergetaperne torsdag, lørdag og søndag, samt enkeltstarten tirsdag skal klassementsrytterne allerede på den igen om torsdagen, hvor den fjerde bjergafslutning venter. Det sker i Andalusien, hvor en lang og flad dag langs den spanske sydkyst afsluttes med en lang klatretur op ad Peñas Blancas, der senest blev benyttet i 2013, hvor Leopold König tog en stor gennembrudssejr. Bjerget er ikke specielt stejlt, og for ni år siden skabte det kun ganske små forskelle, og det er således sandsynligt, at vi heller ikke denne gang vil se enorme afstande. Denne gang har man dog føjet fire ekstra kilometer til, og da de er lidt stejlere end den første del, er betingelserne til på så lang og jævn en stigning for at lave forskelle stadig til stede, og hvis etapen køres lige så aggressivt, som da Alejandro Valverde i 2016 sikrede sig den samlede sejr i Ruta del Sol på netop dette bjerg, kan det blive en ganske vigtig dag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på 192,7 km er der tale om endnu en relativt lang etape, der fører feltet fra Salobreña til toppen af Peñas Blancas. Startbyen ligger ved den spanske sydkyst lidt øst for Malaga, mens målbjerget ligger lige ud til vandet ved kystbyen Estepona lidt vest for den store ferieby, og derfor består næsten hele etapen af en lang og flad transport hen langs kystvejen. Det giver også en meget enkel start på etapen, for her lægger man ud med at køre mod vest hen langs kystvejen. Den er faktisk lidt kringlet fra start med nogle småbakker, men efter 32,2 km når man frem til byen Nerja, og herfra bliver det helt fladt, mens man fortsætter mod vest langs vandet frem til storbyen Malaga, der nås efter 84,0 km.

Her forlader man endelig havet, når man fortsætter mod vest ind i landet. Det er dog fortsat kun ganske let stigende, indtil man efter 105,0 km når frem til Cartama, hvor man drejer mod sydvest. Herfra begynder det at stige kraftigere, indtil man når op i ca. 600 m højde. På det højeste punkt drejer man mod syd, og herefter går det ad en periodevist teknisk nedkørsel tilbage til kysten, der efter 148,2 km nås i feriebyen Marbella. Her går man tilbage til samme opskrift, som man brugte ved etapens start, når man kører mod sydvest ad den her helt flade kystvej, som leder frem til byen Estepona, hvor dagens spurt, som her også tæller som bonusspurt, kommer efter 172,4.

Bare 1300 m efter spurten ændrer terrænet sig dramatisk. Her drejer man nemlig mod nordøst for at køre op ad Peñas Blancas, der stiger er i kategori 1. Den stiger med 6,7% over 19,0 km, og den er lidt ujævn over de første syv kilometer, hvo der er flere stræk med over 9%, stigningens maksimum på 15% allerede efter 2,5 km og flere lettere stykker samt endda en kort nedkørsel. De sidste 12 km er imidlertid meget jævne med stigningsprocenter på 7-8, men der kommer enkelte lettere stykker på 4-6%, særligt på den sidste tredjedel. Til sidste, hvor man kører 4 km længere end i 2013, tager den lidt fat igen, da de sidste 3 km hovedsageligt stiger med 7-9%, herunder med 8,2% over den sidste kilometer. Den nedre del af stigningen går ad en stort set lige vej, men mod toppen er der mange hårnålesving, herunder fem lige i rap omkring 2 km-mærket igen, hvorefter vejen bugter sig let frem mod to hårnålesving til allersidst med bare 300 m og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 3163 højdemeter.

Vi kender Peñas Blancas fra besøget i 2013, hvor forskellene var ganske, ganske små, og det er bestemt heller ikke Spaniens sværeste stigning. Denne gang får vi dog 4 sværere kilometer til sidst, og med stigningen længde bør der være en chance for større forskelle, hvis ikke der er modvind. Vi så i hvert fald i Ruta del Sol, at bjerget kan gøre mere skade, og da etapen er relativt let at kontrollere, burde der være en relativt god chance for, at favoritterne også skal køre om etapesejren, selvom frygten for weekenden allerede kan begynde at spille ind.

Peñas Blancas har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Vueltaen var forbi i 2013, hvor Leopold König i en ukontrollerbar finale kørte alene hjem med 1 sekund ned til Daniel Moreno og 5 sekunder ned til en trio anført af den førende Nicolas Roche. Ruta del Sol var forbi i 2016, hvor Alejandro Valverde kørte fra alt og alle og sejrede med 36 sekunder ned til Bauke Mollema, 42 sekunder ned til Rafal Majka og 48 sekunder ned til de førende Tejay van Garderen, der på sidstedagen måtte afgive førertrøjen til den spanske veteran.

13. etape, fredag d. 2. september: Ronda - Montilla, 168,4 km

Læs også

Charmig udtaget til stor klassiker

Den første uge af Giroen var én lang lidelseshistorie for sprinterne, men den anden uge starter til gengæld mildere. Bare to dage efter den første mulighed venter der således endnu én på en dag helt uden bjergspurter, men i Spaniens golde indre er intet let. Således skal der klatres næsten 2000 højdemeter, ligesom de sidste små 10 km alle er let stigende, og det hele kulminerer endda med så hård en spurt, at puncheurtyperne måske kunne finde på at blande sig. Udbrud truer altid på dette tidspunkt af en grand tour, og selvom meget taler for den anden spurt på tre dage, er det bestemt ikke en etape, der er skabt til de rene sprintere.

I alt skal der køres 168,4 km, der fører feltet fra Ronda til Montilla. Startbyen ligger på et plateau i 760 m højde, og man fortsætter endda endnu længere op, når man fra start kører mod nordøst ad en let stigende vej. Efter godt 10 km begynder det imidlertid i stedet at falde ad en let snoet nedkørsel, inden man efter ca. 30 km rammer let kuperet terræn med nogle småbakker. Undervejs sætter man kursen mod nord og senere igen mod nordøst, og nu følger en fase, der er næsten helt flad, indtil en nedkørsel leder ned til Jauja, der nås efter 94,3 km.

Her rammer man en længere bakke, der ikke efterfølges af en nedkørsel, men derimod af let kuperet terræn, der fortsætter, når man senere snor sig skiftevis mod nord, nordøst og nordvest. Sådan er det også, når man drejer mod nordvest for at følge en relativt lige vej med direkte kurs mod målbyen, men lige inden man når frem, drejer man mod nordøst for at slå en sløjfe. Her bliver det næsten helt fladt, og sådan er det også, når man kører ad en lige vej mod nord frem til Espejo, hvor dagens spurt, der også tæller som en bonusspurt, køres efter 153,8 km på toppen af en lille bakke.

Her vender man rundt for at kører ad en relativt lige vej mod sydvest tilbage mod Montilla, idet først er let faldende, inden det med små 10 km igen begynder at stige let. Sådan fortsætter det frem til 3 km-mærket, hvor det igen bliver let faldende, indtil den sidste kilometer stiger med 4,2% i snit, dog med 5% over de sidste 800 m. Man drejer skarpt med 2400 m igen, og derefter er der en 90-graderskurve med 2000 m igen, et skarpt sidste sving med 800 m igen og to hurtige sving i rap med hhv. 400 m og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 1766 højdemeter.

Det er typisk for Vueltaen at lave sprinteretaper som disse. Terrænet er så hårdt, at man ikke kan udelukke en udbrudssejr, men sprintersulten må være så stor, at der bør kunne skabes samling. Spurten er imidlertid slet ikke piece-of-cake, for med mere end 4% i snit, vil den være til den svære side for mange sprintere. Det er i hvert fald mere for de holdbare typer, der har friskheden efter to uger, og måske vil puncheurtyper som Julian Alaphilippe også føle sig inspireret til at give den et skud.

Montilla har én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Ruta del Sol i 2013, hvor Jonathan Hivert vandt en massespurt foran Tyler Farrar og Francesco Lasca.

14. etape, lørdag d. 3. september: Montoro - Sierra de La Pandera, 160,3 km

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

I de senere år har løbets nøglepunkt været den næstsidste weekend, hvor der ofte har været samlet tre store bjergetaper, meget ofte i Asturien. Sådan er det også i år, hvor bjergfesten dog er henlagt til Andalusien, som det senest var tilfældet i 2017, og med en relativt let sidste uge kan det meget vel være weekendens to etaper, der kroner vinderen. Efter at bjergtrilogien tyvstartede torsdag går det efter en dag i fladlandet løs igen med en af Vueltaens klassikere, Sierra de la Pandera. Nok er der tale om en relativt kort stigning, men med stejle procenter helt i Vueltaens ånd vil bjerget gøre betydelig skade, som det næsten altid gør, når det er på programmet, hvis ikke modvinden ødelægger ballet, som den før har gjort det.

I alt skal der tilbagelægges 160,3 km, der fører feltet fra Montoro til toppen af Sierrra de La Pandera. Startbyen ligger i samme flade område, hvor 13. etape sluttede, og derfor er det kun let kuperet, når man lægger ud med at køre først mod nordøst og siden sydøst. Efter 223,5 km når man frem til Marmolejo, hvorfra det praktisk talt bliver fladt, og sådan er det, indtil man efter 50,8 km når frem til Vilanueva de la Reina. Her begynder det at sige let frem til byen Mengibar, hvor man efter 61,5 km drejer mod syd for at køre ad en let stigende vej frem til den store by Jaen, der nås efter 82,8 km.

Her forlader man dalen for at slå et smut ind i bjergene mod øst. Således kører man ad en let stigende vej mod nordøst, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Puerto de Diete Pilillas (9,9 km, 3,5%), der er en helt blød og jævn opkørsel med top efter 107,2 km. Her tager man en teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest og nordvest, inden man fortsætter mod nordvest og ned ad en lille bakke via en lige vej, som leder tilbage til Jaen, hvor man på toppen af en bakke kører dagens spurt efter 127,2 km.

Nu forlader man Jaen for at fortsætte mod syd ad en vej, der først er let stigende og siden let faldende, og som leder frem til Los Villares, som passeres efter 137,8 km. Her indledes finale for alvor, når man kører mod sydøst og sydvest op ad kategori 2-stigningen Purte de Los Villares (10,4 km, 5,5%), der på den nedre halvdel har 3 km med ca. 7%, men derefter stiger jævnt med 5-6% frem mod toppen, der rundes efter 148,2 km i forbindelse med en bonusspurt.

Stigningen leder op til et plateau, der følges mod sydvest og sydøst over 3,7 km, inden man kører mod øst op ad kategori 1-bjerget Sierra de La Pandera. Det stiger med beskedne 7,8% over 8,4 km, men data snyder. Efter en hård første kilometer med 9,9% venter således 3 km med under 8%, men derefter tager den fat med to kilometer på hhv. 14,4% og 10,6%, inden den flader ud med en kilometer med 7,3%. Med 800 m igen venter en 300 m nedkørsel, inden de sidste 400 m er stigende, først med 13,5% over 200 m og siden med 6,7% over de sidste 200 m. Stigningen når flere gange sit maksimum på 15%, herunder på de sidste 500 m, og den går hele vejen ad en småsnoet vej uden regulære hårnålesving, og over de sidste 1500 m bugter vejen sig kun ganske let frem til et hårnålesving bare 50 m fra stregeb

Etapen byder på i alt 3312 højdemeter.

Vi kender La Pandera fra de mange tidligere besøg, og det er en ganske spektakulær stigning, der jo reelt er næsten 20 km lang. Den nedre del er dog ganske let, og det er over de sidste stejle fem kilometer, at slaget skal slås. Her har vi set ganske varierende forskelle, da stigningen er ret følsom over vind i det golde landskab, og modvind kan derfor lægge en dæmper på festen, men hvis vinden er gunstig, kan der skabes ganske store afstande i det, der vil være et af årets vigtigste slag - uanset om et udbrud løbet med sejren eller ej.

Sierra de La Pandera er en klassiker, der fem gange i dette årtusinde har været mål for et stort cykelløb, alle gange i Vueltaen. Det var senest i 2017, hvor Rafal Majka tog en udbrudssejr, men blev jagtet af Miguel Angel Lopez, der i sin vilde anden uge for anden gang i træk kørte fra favoritterne og trods modvind og vandt fire sekunder til en gruppe med Vincenzo Nibali, Chris Froome, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman. I 2009 tog Damiano Cunego en knusende overlegen udbrudssejr med 2.23 ned til Jakob Fuglsang, mens Samuel Sanchez og Ezequiel Mosquera vandt favoritternes kamp ved at vinde ca. 15 sekunder til Alejandro Valverde og Robert Gesink. I 2006 var der total kasakhisk dominans, da Andrey Kashechkin og Alexandre Vinoourov kom sammen til mål med Kashechkin som etapevinder og Vinokourov i førertrøjen, mens Jose Angel Gomes Marchante, Alejandro Valverde, Leonardo Piepoli og Igor Anton tabte godt 30 sekunder. I sit gennembrudsløb i 2003 vandt Valverde en spurt på toppen, hvor han slog Felix Cardenas, Rorbero Heras og Osca Sevilla, mens den førende Isidro Nozal havde en svær dag og tabte 1.13. I 2002 blev det til solosejr til Roberto Heras, der sejrede med 18 sekunder ned til Gilberto Simoni, den førende Oscar Sevilla og Iban Mayo, mens alle andre tabte mere end 45 sekunder.

15. etape, søndag d. 4. september: Martos - Sierra Nevada. Alto Hoya de la Mora. Monachil, 149,6 km

Læs også

Skovbrand hærger kendt stigning

Vueltaen byder sjældent på de højeste bjerge, men ét bjerg er kendt for at byde rytterne på den tyndeste luft. I begyndelsen af dette årtusinde var tårnhøje Sierra Nevada, som mange kender fra højdetræningslejre, en næsten fast bestanddel af ruten i det glohede syd, men i nyere tid er man stort set altid kørt uden om den sydlige gigant. Efter fire års fravær vender den imidlertid tilbage som afslutning på den anden weekends bjergtrilogi, hvor den næsten 20 km lange kæmpe sender rytterne op til målet i 2512 m højde. I disse luftlag kan modvind desværre dræbe festen, som vi så ved besøget i 2011, men andre besøg har givet store forskelle, og da man denne gang bruger en ny og sværere opkørsel, og da det er løbets sidste meget svære bjergetape, er det meget sandsynligt, at vi i den iltfattige luft vil have en meget god ide om, hvem der ender som årets Vuelta-vinde.

Med en distance på 149,6 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Martos til toppen af Sierra Nevada-stigningen. Arrangørerne er ganske nådige, da det meste af etapen foregår i dalen. Således er det kun let kuperet, når man lægger ud med at køre mod syd ned til byen Castillo de Locubin, hvor man fortsætter mod syd op ad dagens første udfordring, kategori 3-stigningen Puerto del Castillo (5,9 km, 5,0%), der er en jævn stigning med top efter 33,8 km.

Den leder op til et småkuperet plateau, som følges mod først syd, siden sydøst og så igen syd ned til byen Puero Lope, som nås efter 61,0 km. Herfra leder en let nedkørsel mod sydøst tilbage til dalen, hvor man rammer en helt lige og let stigende vej, der leder mod sydøst ind til storbyen Granada, hvor dagens indlagte spurt køres efter 92,3 km, inden man fortsætter ad den let stigende vej mod sydøst ud mod bjergene øst for byen.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, når man kører mod øst op ad kategori 1-stigningen Alto del Purche (9,1 km, 7,6%, max. 17%), hvis data snyder, da den stiger relativt jævnt med 8-11%, men som har en lille nedkørsel frem mod den sidste kilometer, som stiger med 8,4%. Toppen, hvor der også er en bonusspurt, rundes efter 110,4 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til byen Pinos Genil.

Her drejer man mod øst for at køre op ad en bakke (6,1 km, 5,1%), inden en kort nedkørsel leder ned til byen Guejar Sierra. He drejer man mod syd for at køre op ad målbjerget, der er det eneste i hele løbet uden for kategori. Det stiger med 7,9% over 19,3 km med et maksimum på 20% på den første kilometer og skal deles i to. De første fem kilometer er de sværeste med stigningsprocenter på 11-14 stort set hele vejen, men derefter bliver det en uhyre jævn stigning, der stiger med 6-8% næsten hele vejen, dog kun med 6-7% over de sidste godt 6 km. Den nedre del har en endeløs serie af hårnålesving, men over de sidste mange kilometer er det en næsten helt lige vej, der leder frem til de sidste hårnålesving med 6000 m, 5000 m, 2800 m, 1600 m og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 4018 højdemeter.

Sierra Nevada er velkendt, men det så vidt jeg kan se første gang, man benytter denne opkørsel. Det synes at være lidt af en gave, for den nedre del, der er det velkendte uhyre Alto de Hazallanas, er ikke tidligere blevet kørt i selve finalen. Her kan der gøres enorme forskelle, men over den sidste del, der er mere regulær, er det snarere den iltfattige luft og længden, der skal gøre forskellen. Man kan frygte, at modvind ødelægger festen som i 2011, hvor 31 mand nåede i mål i stort set samme tid, men denne gang er det den sidste meget vanskelige bjergetape i løbet, og dermed bør træthed og risikovillighed sørge for, at vi får det helt store opgør, som meget vel også kan indebære kampen om etapesejren, da ruten burde være til at kontrollere.

Sierra Nevada er en klassiker, der senest blev besøgt i 2017, hvor man også kørte op via Alto Hoya de la Mora. Her fortsatte Miguel Angel Lopez sin vilde anden uge ved for tredje gang i træk at køre fra favoritterne og sejre med 36 sekunder ned til Ilnur Zakarin og 45 sekunder ned til Wilco Kelderman, der var først i en gruppe på syv mand. I 2011, hvor det kun var den sidste del af stigningen, der var den samme, kørte Daniel Moreno alene hjem med 3 sekunder ned til Chris Anker Sørensen og 11 sekunder ned til en gruppe på hele 29 mand, hvis spurt blev vundet af Dan Martin. I 2009, hvor man brugte en anden opkørsel, sejrede David Moncutié fra et udbrud med 52 sekunder ned til Ezequiel Mosquera, som havde sat Alejandro Valverde, Robert Gesink og Ivan Basso med 24 sekunder. I 2004 blev der kørt bjergenkeltstart på bjerget, hvor Santiago Perez sejrede med hele 1.07 ned til Alejandro Valverde og 1.51 til den førende Roberto Heras. I 2003 sejrede Felix Cardenas med 5 sekunder ned til Juan Miguel Mercado og 18 sekunder ned til tre favoritter anført af Oscar Sevilla, og i 2002 vandt Guido Trentin fra en udbrud foran Felix Garcia Casas og Haimar Zubeldia.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

Hviledag, mandag d. 5. september: Jerez de la Frontera

16. etape, tirsdag d. 6. september: Sanlucar de Barrameda - Tomares, 189,4 km

Da sprinterne skulle bide tænderne sammen i den brutale weekend i de andalusiske bjerge, var det formentlig udsigten 16. etape, der gjorde det besværet. Her kan de nemlig se frem til en for Vueltaen uhørt flad etape med bare 1000 højdemeter over 189 km, men desværre for de tunge folk fornægter Vueltaen sig ikke. Nok er etapen flad, men en stigning med 10 km til mål og en 600 m lang bakke med 8,3% med 3 km igen vil i den fulde finale både betyde, at Alaphilippe-typerne kan angribe og sætte dem så meget til tælling, at det bliver svært at vinde den let stigende spurt bare 2,5 km senere. Det flade terræn gør, at sprinterne vil gøre forsøget, men regner de med en klassisk massespurt i Tomares, bliver de formentlig skuffede, som de gjorde det i 2017, hvor Matteo Trentin sejrede foran Gianni Moscon og Søren Kragh - ikke just Groenewegen- og Jakobsen-typerne.

I alt skal der tilbagelægges 189,4 km, der fører feltet fra Sanlucar de Barrameda til Tomares. Der er tale om to byer, der ligger i det flade sydvestlige hjørne af Den Iberiske Halvø på den spanske stegepande, hvor de kan være glohedt, og starten på etapen kunne ikke være meget enklere. Man lægger således ud med at køre ad en helt lige vej mod nordøst frem til byen Las Cabezas de San Juan, som nås efter 43,2 km, og bortset fra nogle helt små bakker, er det pandekagefladt. Kortvarigt kører man herefter mod sydøst, men hurtigt kører man igen mod nordøst igennem terræn, der nu er endnu fladere. Kort efter byen Utrera, der nås efter 79,0 km, drejer man mod nordvest for at køre ad en helt og flad vej frem til Alcala de Guadaira, som passeres efter 104,2 km.

Her drejer man mod nordøst for at følge en ganske let stigende vej, som leder op til Mairena del Alcor, som passeres efter 112,8 km, hvorefter en let faldende vej leder mod nordvest frem til byen Brenes, som passeres efter 141,3 km. Her bliver det helt fladt, mens man kører mod nordvest frem til det nordligste punkt og derefter mod sydvest ned til dagens spurt, som kommer efter 161,0 km og også tæller som en bonusspurt, hvorefter det går videre mod sydvest ind mod målbyen, der er en forstad til storbyen Sevilla.

Her bliver det imidlertid mere kompliceret, for i byen Santioponce, der nås med 15,9 km igen, drejer man mod vest og sydvest for at køre op ad en ganske lang bakke, som leder op til Valencina de La Concepcion. Herfra resterer 10,6 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod sydøst tilbage til fladlandet og målbyen, hvorefter det er fladt, mens man fortsætter mod syd. Slutteligt drejer man mod sydvest for at køre op ad en rampe (600 m, 8,3%), hvorefter det er fladt eller let faldende frem mod de sidste 1500 m, der stiger let, den sidste kilometer med 2,1% i snit. Man drejer i en rundkørsel med 3000 m igen og atter med 2600 m igen, hvorefter man skal igennem yderligere tre rundkørsler. Med 1100 m igen drejer man til højre i endnu én, hvorefter man skal igennem yderligere to med hhv. 660 og 320 m igen.

Etapen byder på i alt 1068 højdemeter.

Som den næstsidste chance er det en etape, sprinterne har sat kryds ved, men de kan få sig en grim overraskelse. Én ting er, at udbrud altid har en chance i den tredje uge, noget andet er, at finalen er knaldhård. Den lange bakke kan rydde ud i feltet, og derefter venter en eksplosiv finale, hvor man ikke kan udelukke, at et sent angreb vil lykkes, og hvor det bliver meget svært for de tunge sprintere at komme over den sidste rampe i en position og med en friskhed, hvor de stadig kan gå efter sejren i en spurt, der tillige stiger så meget, at det kan mærkes. Sådan var det i hvert fald i 2017, hvor man end ikke kørte den lange bakke, men hvor det alligevel var Matteo Trentin, Gianni Moscon og Søren Kragh og ikke sprinterne, der ryddede podiet på en dag, hvor Vincenzo Nibali, Chris Froome, Wilco Kelderman og Alberto Contador alle sluttede i top 10.

Læs også

Danske top fem-placeringer afrunder OL-test

Tomares har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2017, hvor Matteo Trentin i samme finale - dog uden den lange bakke - spurtsejrede foran Gianni Moscon og Søren Kragh.

17. etape, onsdag d. 7. september: Aracena - Monasterio de Tentudia, 162,3 km

I år er den tredje uge relativt nem, og det kommer til udtryk på løbets sidste onsdag. Her skal der ganske vist sluttes på en stigning, men det er en ganske kort sag, hvor forskellene vil være begrænsede. Mod slutningen er den dog stejl nok til, at forsøg kan gøres, og da det er en af de få tilbageværende muligheder, er det ganske sandsynligt, at vi vil se angreb i klassementet. En udbrudssejr synes at være en given ting på en dag, hvor de færreste kan se en mening i at kontrollere - medmindre da at det er så tæt, at bonussekunder kan vise sig altafgørende - men det er nok kun træthed og dårlige dage, der kan skabe afstande til sidst, og det vil i givet fald kun være i den beskedne størrelsesorden.

Med en distance på 162,3 km er der tale om endnu en kort etape, der fører feltet fra Aracena til Monasterio de Tenudia. Starten er relativt let, idet man lægger ud med at køre mod vest ad en let stigende vej, inden det går mod nordvest og nord ad en næsten 20 km lang, let faldende vej. Senere drejer man mod nordøst for at følge en meget snoet vej i uvejsomt terræn, der byder på to lange, jævne opkørsel adskilt af en kort nedkørsel, inden man efter 49,0 km når frem til Fregenal de la Sierra.

Her bliver det kortvarigt lettere, når man drejer mod nordvest for at følge en faldende vej, men den afløses med det samme af en ganske hård stigning, som leder op til byen Jerez de los Caballeros, der passeres efter 71,0 km. En nedkørsel leder nu mod nordøst til det nordligste punkt, inden man drejer mod sydøst og senere sydvest og igen nordvest ad en lang vej i ”trælst” terræn, der mest af alt er let stigende. Der er en lille nedkørsel omkring byen Valencia del Ventoso, som passeres efter 111,3 km, og derefter stiger det jævnt hele vejen op til Segura de Leon, hvor dagens spurt, der også tæller som en bonusspurt, er placeret efter 133,2 km.

Efter spurten fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod sydøst, inden man drejer mod øst for at følge en kuperet vej, der slutter med en nedkørsel. Den leder direkte ned til bunden af målbjerget, og derfor drejer man skarpt mod syd for at køre op ad Monasterio de Tentudia, der er i kategori 2. Den stiger med 5,0% over 10,3 km med et maksimum på 12%, men data snyder. Efter en let først kilometer følger to kilometer med 6-9%, inden der venter tre kilometer, som enten er faldende, let stigende eller flade. Stigningen slutter derefter med 4 km, der stiger meget jævnt med 7-8%, inden den flader ud med 5,0% over de sidste 300 m. Stigningen går ad en lang, ret lige vej, der kun bugter sig let, indtil man har en relativt skarp kurve 200 m fra stregen og slutteligt et 180-graderssving bare 20 m fra mål

Etapen byder på i alt 2755 højdemeter.

Den sidste stigning er ikke voldsomt svært, men 4 km med 7-8% er dog alligevel noget. Har man en dårlig dag, kan man tabe sekunder, og det synes næsten givet, at favoritterne vil angribe hinanden, da det herefter kun er lørdagens etape, der for alvor er oplagt til klassementskamp. Mest sandsynligt er det, at de bedste vil ende i samme tid, og eventuelle forskelle vil skulle opgøres i sekunder, sandsynligvis bag et udbrud, der nok kun bliver hentet, hvis et hold med en hurtig mand har voldsomt brug for bonussekunderne.

Læs også

First Ride: Canyon Grizl:On

Monasterio de Tentudia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

18. etape, torsdag d. 8. september: Trujillo - Alto de Piornal, 192,0 km

Der er utvivlsomt mange restitutionsstærke klatrere, der har været frustrerede over designet af den tredje uge. Dagen efter den ikke specielt svære afslutning på 17. etape følger ellers en bjergetape, der på papiret kan se ganske faretruende. Således skal man hele tre gange op ad bjerget Alto de Pional fra tre forskellige retning på en dag, der byder på 3700 højdemeter, men desværre for ryttere med ambitioner om at vinde tid, er der tale om en ganske blød opkørsel. I mangel af andre muligheder vil der formentlig blive kørt klassement, men det er formentlig kun træthed og en dårlig dag, der for alvor kan koste tid på en etape, som nok engang synes skabt til et succesrigt udbrud.

Med en distance på 192,0 km er der tale om en for Vueltaen lang etape, der fører feltet fra Trujillo til toppen af Alto de Piornal, og der er i et vist omfang tale om en transportetape, der fører feltet mod nord med retning mod Madrid op langs den portugisiske grænse i den uvejsomme og varme Extremadura-provins. Første del af etapen foregår dog i en flad del af den ellers kuperede region, og man lægger ud med at køre mod nordvest ad en stort set helt lige og generel let faldende vej, der kun byder på en enkelt mindre bakke. Efter godt 45 km rammer man en bakke, der leder på til Vallarreal de San Carlos, som passeres efter 51,7 km, og herefter forsætter man mod nordvest ad en ganske let stigende vej, som afsluttes med en nedkørsel, der leder ned til Plasencia, som passeres efter 76,2 km.

Herfra er den lette del af etapen slut, for nu bliver terrænet betydeligt mere kuperet, når man drejer mod sydøst med retning mod bjergene. Således venter der med det samme en lille bakke, hvorefter det generelt er let stigende. Senere drejer man mod nordøst og øst, hvorefter det stigende terræn ender med en regulær stigning (4,3km, 5,9%), der har top efter 102 km. EN kort nedkørsel leder nu mod sydøst, inden man fortsætter mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Alto de la Desespera (3,7 km, 9,4%), der er en meget stejl sag, som nær toppen har 500 m med hele 13,6%, inden den flader ud med 500 m 8,0%.

Toppen rundes efter 109,7 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod nordøst og sydøst ned til byen Jaraiz de la Vera, hvor man efter 122,0 km drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke (4,8 km, 4,3%), som har top efter 130,3 km. Herfra snor man sig mod nordvest igennem fladt og let faldende terræn frem til byen Garganta de la Olla, hvor man efter 137,7 km tager hul på kategori 1-stigningen Alto de Piornal, idet man 100 m oppe ad bjerget kører dagens spurt. Fra denne side stiger den med beskeden 5,0% over 13,5 km med et maksimum å 12%, og den har blot tre kilometer, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent er over 6. Derudover stiger den jævnt med ca. 5% på den nedre halvdel og med 3-5% over den øvre halvdel.

Toppen rundes efter 151,2 km, hvor der også er en bonusspurt, og derefter er det en i starten meget let og senere en anelse mere kringlet nedkørsel, som leder mod sydvest, nordvest og vest, idet der undervejs er en lille kontrabakke. I dalen kører man et kort stykke mod nordøst ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod sydøst for igen at køre op ad kategori 1-stigningen Alto del Piornal, denne gang fra en anden side. Herfra stiger den med 5,6% i snit over 13,5 km, men herfra er den endnu mere, idet stigningsprocenter ligger mellem 5 og 6% stort ste hele vejen op med et maksimum på 11% på den tredje kilometer. Den stejleste kilometer på 6,9% er den næstsidste, hvorefter den sidste kilometer stiger med 5,6%. Stigningen har et hav af hårnålesving, særligt på den nedre del, hvoraf de fire sidste kommer med hhv. 5100 m, 3600 m, 200 m og 800 m igen.

Etapen byder på i alt 3680 højdemeter.

Læs også

Lefevere betvivler metode brugt af Casper P. og andre på holdet: Skal de det?

Rutedesigner Fernando Escartin siger, at han regner med et stort opgør mellem favoritterne, men jeg har min store tvivl. 5%-stigninger kan sjældent gøre store forskelle, og det ligner mere en etape, hvor man på en dårlig dag kan tabe noget tid. Det er altså mere den generelle træthed end ruten, der skal gøre forskelle, men da det er næstsidste chance for at angribe, må man formode, at forsøget bliver gjort. Mest sandsynligt er det dog, at en relativt stor gruppe favoritter vil nå målet samlet, og chancen for en udbrudssejr må også regnes som ganske stor.

Alto de Piornal har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

19. etape, fredag d. 9. september: Talavera de la Reina - Talavera de la Reina, 138,3 km

Området omkring Madrid er ganske kuperet, men det mangler de svære stigninger. Derfor er den tredje uge ofte et paradis for udbrydere, når man vælger at tilbringe en del af den tredje uge nær hovedstaden, og det kommer til udtryk på løbets sidste fredag. Her venter en ganske speciel og meget kort rundstrækningsetape, hvor man to gange skal op ad den lange Puerto del Pielago, der imidlertid som de øvrige bjerge i området ikke er det sværeste. Med udsigt til en faldende og flad finale burde der således være dømt udbryderfest, medmindre en fyr som Julian Alaphilippe undervejs skulle få lyst til at gå efter en sidste spurtsejr i et reduceret felt.

Med en distance på bare 138,3 km er der tale om en ultrakort etape, der har både start og mål i Talavera de la Reina. Etapen er næsten en ren rundstrækningsetape, hvor man lægger ud med at køre to omgang på en 65,8 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man følger en helt lige og let stigende vej mod nordøst, inden man rammer en bakke (5,6 km, 4,4%), på hvis top dagens spurt køres på anden omgang efter i alt 81,7 km - en spurt, der også tæller som en bonusspurt. Herefter er der en kort nedkørsel, der efterfølges af en lille bakke (1,5 km, 6,6%), inden endnu en kort nedkørsel leder frem til dagens hovedmenu.

Den indledes, når man kører mod først nord og siden sydvest op ad kategori 2-stigningen Puerto del Piélago (9,3 km, 5,6%), der er en helt jævn stigning, som stiger med 8,3% på den anden kilometer, men derudover jævnt med 5-6%. Toppen rundes efter hhv. 30,3 og 96,1 km - sidste gang altså med 42,2 km til mål, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod nordvest ned til byen Navamorcuende, der nås efter hhv. 39,5 km og 105,2 km. Her drejer man mod syd for at følge en relativt lige og let faldende vej frem til udkanten af Talavera de la Reina, hvor man drejer mod nordøst for at køre et kort fladt stykke frem til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter sidste omgang kører man ind til målet i centrum. Det sker ved, at man drejer mod syd for at følge en helt lige og flad vej, inden man drejer mod sydvest ad en anden lige og flad vej. Herefter drejer man to gange til højre i rundkørsler med hhv. 2800 m og 2000 m igen og slutteligt til venstre i en rundkørsel med 1100 m igen, inden man skal lige igennem to rundkørsler med hhv. 800 og 400 m igen. De sidste 5 km er flade, idet den sidste kilometer falder ganske let med 0,3%.

Etapen byder på i alt 2276 højdemeter.

Det burde være en stensikker udbrudsetape. Det er sidste chance for en stor del af feltet, og derfor må man formode, at der venter en lang kamp om at komme afsted. Bliver kampen meget lang, kan man ikke udelukke, at vi kan komme så tæt på mål, at eksempelvis Julian Alaphilippe kunne lugte en spurtsejr, men det vil være overraskende, hvis ikke det ender i udbryderfest. Stigningen er så let, at angreb mellem favoritterne ikke rigtigt giver mening - slet ikke med så lang en distance til mål - og de vil nok foretrække at spare kræfterne til et sidste stort slag om lørdagen.

Talavera de la Reina har tre gange i dette årtusinde været målby i løbet. Det var senest i 2011, hvor Marcel Kittel spurtede sig til karrierens første grand tour-etapesejr foran Peter Sagan og Oscar Freire, og i 2009, hvor Anthony Roux oplevede karrierens højdepunkt ved at tage en overraskende spurtsejr foran William Bonnet og André Greipel. Også i 2007 endte det i en massespurt, hvor Daniele Bennati sejrede foran Paolo Bettini og Alessandro Petacchi. Derudover var byen vært for de spanske mesterskaber i 2008, hvor Alejandro Valverde vandt linjeløbet ved i en tomandsspurt at slå Oscar Sevilla, og hvor Luis Leon Sanchez vandt enkeltstarten foran Ruben Plaza og Jose Ivan Gutierrez.

20. etape, lørdag d. 10. september: Moralzarzal - Puerto de Navacerrada, 181,0 km

Tidligere var det en næsten fast tradition, at løbets næstsidste etape fandt sted i bjergene nord for Madrid med Puerto de Navacerrada som udgangspunkt, men de relativt bløde stigninger har ikke altid været velegnede til de helt store dramaer. Derfor forsøgte man sig i 2010 og 2012 med en ny model, hvor man krydrede det ikoniske bjerg ved at fortsætte længere op ad den stejle betonrampe til Bola del Mundo, men sådan bliver det ikke i år. Ganske vist vender man tilbage til traditionen med en sidste bjergetape i de madrilenske bjerge, men denne gang er det i et mere klassisk format med blødere stigninger og uden betonmure. Det betyder dog ikke, at den sidste bjergetape ikke kan forandre noget, for det lykkedes i 2015 for Fabio Aru at detronisere Tom Dumoulin med en stor offensiv fra distancen, mens Tadej Pogacar i 2019 havde en sjælden offday i netop disse bjerge - begge gange på etaper, der var næsten identiske med årets udgave af etapen. Denne gang er der endda mål tæt på toppen af sidste stigning og ingen efterfølgende nedkørsel, og dermed kan klatrerne drømme om, at terrænet alligevel er svært nok til, at klassementet kan ændres til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges 181,0 km mellem Moralzarzal og Puerto de Navarcerrada i bjergene nord for Madrid, og ganske hurtigt mærker man stigningerne. Man lægger dog ud med at køre mod nordvest og nord ad en ganske let stigende vej, inden etapen for alvor går løs, når man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Puerto de Navarcerrada (10,3 km, 6,8%, max. 13%), der skal deles i top. De første 3 km er således lette med stigningsprocenter på 4-6%, men derefter stiger den relativt jævnt med 7-9% resten af vejen frem mod toppen, som rundes efter 34,0 km, hvor man passerer lige forbi målstregen.

Nu kører man mod nord ad en helt lige og meget let nedkørsel, som leder ned til byen med det mundrette navn Real Sitio de San Ildefonso, hvor man efter 50,5 km fortsætter mod nord ad en næsten helt flad vej. Det flade terræn fortsætter, når man sener kører mod nordøst og slutteligt øst frem til etapens nordligste punkt nær byen Navafria.

Her drejer man mod syd for at køre op ad kategori 2-stigninge Puerto de Navafria (10,0 km, 5,5%), der er en relativt jævn stigning med stigningsprocenter mellem 4 og 7. Toppen rundes efter 92,8 km, hvoefter en meget teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til byen Lozoya, der nås efter 104,3 km. Her kører man mpd sydøst og sydvest igennem først let faldende og siden let stigende terræn, inden det går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Puerto de Canencia (7,5 km, 4,9%), der er meget let over de første 3 km, men derefter stiger relativt jævnt med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 126,8 km.

Efter dagens to letteste stigninger kører man mod syd ad en helt lige og meget let nedkørsel ned til byen Miradores de la Sierra, hvor man efter 134,3 km tager hul på dagens hårdeste stigning. Det sker, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningem Puerto de la Morcuera (9,4 km, 6,9%, max. 12%), der efter en let start over de første 1500 m stiger relativt jævnt med 7-8%, inden den slutter med en lille kilometer med 9,6%. Toppen, hvor der også køres en bonusspurt, rundes efter 143,7 km, og derefter leder en periodevist teknisk nedkørsel mod nord ned til dalen, hvor man kører ad en let stigende dalvej mod nordvest frem til dagens spurt, som kommer efter 158,8 km.

Efter spurten drejer man mod syd for at køre ad en stigende vej frem til årets sidste stigning. Den tager man hul på, når man kører mod syd og sydvest op ad kategori 1-stigningen Puerto de Cotos (10,3 km, 5,6%, max. 10%. Den skal deles i to, da de første fem kilometer bare stiger jævnt med 4-5%, hvorefter den stiger jævnt med 6-7,5% resten af vejen frem mod toppen, som rundes efter 174,3 km. Herfra resterer 6,7 km, som går mod sydvest ad en let stigende vej, der er uden skarpe sving, men bugter sig ganske kraftigt, idet den sidste kilometer stiger med 1,6% i snit. Slutteligt er der to bløde kurver lige ved den røde flamme og med 400 m igen

Etapen byder på i alt 3977 højdemeter.

Etapen er næsten en tro kopi af 18. etape fra 2019-udgaven og 20. etape fra 2015-udgaven, og begge gange så vi, at etapen gjorde forskelle, selvom man begge gange sluttede med en længere nedkørsel. Mest mindeværdig var naturligt Fabio Arus store kup i 2015, hvor han på Morcuera satte Tom Dumoulin til vægs og brugte en stærk Mikel Landa til at køre sig i førertrøjen til allersidst, og i 2019 var det Tadej Pogacar, der tabte tid som følge af en sjælden dårlig dag. Stigningerne er ikke specielt svære, og chancen for, at de bedste ender i samme tid er relativt stor, men historien viser, at alt kan lade sig gøre - også selvom den sværeste stigning, Morcuera, kommer så langt fra mål, at det kan kræve en tidlig offensiv. Uanset hvad er det sidste chance for at ændre på tingenes tilstand, og derfor burde vi kunne forvisse os om, at der venter en stor og aggressiv bjergetape som afslutning på tre ugers underholdning.

To gange tidligere i dette årtusinde har 20. etape haft mål på Navacerrada. Det var senest i 2008, hvor Levi Leipheimer satte kaptajn Alberto Contador under pres ved at vinde en bjergenkeltstart foran spanieren og Alejandro Valverde, og derudover i 2004, hvor Jose Enrique Guiterrez Cataluna vandt fra et udbrud foran Eladio Jimenez og David Latasa. To gange har 20. etape haft mål lidt længere oppe ad den stejle betonrampe til Bola del Mundo, hvor Denis Menchov slog Richie Porte fra et udbrud i 2012, og hvor Ezequiel Mosquera i 2010 sejrede foran Vincenzo Nibali, der dog konfirmerede sin første samlede grand tour-sejr. Derudover var det en fast tradition, at det nu hedengangne Clasica a Alcobendas havde en etape med mål på toppen, hvor det blev til sejre til Ezequiel Mosquera (2008), Luis Perez (2007), Daniel Moreno (2006), Pavel Tonkov (2005), Iban Mayo (2004), Jose Antonio Garrido (2003), David Moncoutie (2002) og Pedro Miguel Lopes (2001). Endelig har Vuelta a Castilla y Leon to gange haft mål på bjerget, nemlig i 2007, hvor Alberto Contador sejrede, og i 2006, hvor sejren gik til Marco Fertonani.

21. etape, søndag d. 11. september: Las Rozas - Madrid. Paisaje de la Luz, 96,7 km

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 og 2021 afveg man fra og henlagde afslutningen til Santiago de Compostela, hvor der blev kørt enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart siden 2004 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

Efter sidste års eksperiment er alt i år ved det gamle med den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape, som det også vil være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I 2018 skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, og i 2019 havde man fordelt de to med ca. 50% til hver, men der i 2020 var 85 km parade og bare 40 km cykelløb. Også i år er der en 50-50-fordeling på en meget kort etape over mindre end 100 km, hvor der først lægges op til fejring, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid.

I år skal der tilbagelægges bare 96,7 km fra Hipodromo De La Zarzuela til den velkendte finale i ved Paisaje de la Luz i hjertet af Madrid. Startstedet ligger i den nordvestlige udkant af hovedstaden, og herfra kører man stort set direkte ind til centrum. Kortvarigt kører man mod sydvest igennem fladt terræn, inden man følger en flad hovedvej mod sydøst med retning mos centrum. Man drejer dog hurtigt fra for at køre mod sydøst ind gennem Majdahonda og frem til Pozuelo de Alarcon, hvor man drejer mod nordøst. I forstaden Aravaca drejer man igen mod sydøst, og derfra går det stort set direkte ind til centrum, hele tiden i fladt terræn.

Efter 44,5 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre 9 omgange (tidligere har det været både 7 og 10 omgange) på den gamle 5,8 km lange og T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den i 2018 var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vending lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt, der også tæller som en bonusspurt, kommer ved anden passage af stregen med 46,4 km igen.

Etapen byder på i alt 773 højdemeter.

Etapen vil naturligvis udfolde sig som vanligt. Første vil foregå i adstadigt tempo, hvor rytterne har tid til at fejre deres bedrifter, drikke champagne, tage billeder og lykønske hinanden. Løbet bliver seriøst, når vi nærmer os rundstrækningen, hvor holdet med førertrøjen gradvist vil øge farten frem til første passage af målstregen. Herfra er løbet for alvor i gang, og vi kan forvente det klassiske scenarium, hvor et udbrud holdes i kort snor af feltet, og hvor sprinterholdene vil kontrollere løbet stramt. Rundstrækningen er nem, og det er næsten umuligt at snyde sprinterne i Madrid, og derfor må det formodes, at løbet skal afsluttes med en af de sjældne klassiske massespurter i 2022-udgaven af det bjergrige spanske løb.

Som sagt skippede man i 2014 og 2021 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. I 2020 rundede Pascal Ackermann den sære coronaudgave af ved akkurat slå Sam Bennett, mens Max Kanter blev nr. 3. I 2019 sluttede Fabio Jakobsen sin grand tour-debut helt perfekt ved at slå rivalen Bennett og således sikre sig sin anden sejr, og i 2017 cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2016 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.