Vuelta a Espana: Podiekandidaterne (**)
18. august 2022 16:59Foto: Gomez Sport
af Emil Axelgaard

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og samme arm kan meget være blevet øm igen, for selvom det heller ikke i år blev til nogen Vuelta-deltagelse for Tadej Pogacar, er det svært at brokke sig over et favoritfelt, der føres af den tredobbelte vinder Primoz Roglic, tæller årets Giro-vinder, flere tidligere grand tour-vinder og en serie af sportens allermest spændende talenter. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Annonce

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

 

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, og i 2021 kunne byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal, har løbsdirektør Javier Guillen bestemt heller ingen grund til at brokke sig denne gang. Ganske vist indløb der alligevel et afbud fra Tadej Pogacar, selvom sloveneren oprindeligt havde barslet med planen om for første gang at køre to grand tours, men Guillen kan stadig præsentere så bredt et favoritfelt, at det kan være svært at skære det ned til de 15 navne, som disse optakter rummer.

 

Det største navn er selvfølgelig Roglic, der kan skrive historie ved at vinde løbet for fjerde år i træk, men han får kam til sit hår. Igen i år skal han nemlig slå den regerende Giro-vinder, Jai Hindley, og faktisk skal han besejre hele Giro-podiet, da også Richard Carapaz og Mikel Landa er til start. Tidligere grand tour-vindere er der også mange af, når han skal op imod Simon Yates, Tao Geoghegan Hart, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde, og Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Hugh Carthy, Esteban Chaves og Jack Haig har alle været på podiet i Vueltaen.

Se afslutningen på 14. etape af Giroen

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Dertil skal lægges Joao Almeida, Ben O’Connor, Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Gino Mäder og Domenico Pozzovivo, der alle har været i top 5 i grand tours, mens Pavel Sivakov, Fausto Masnada, Jan Hirt, Louis Meintjes, Marc Soler, Wout Poels, David de la Cruz, Bob Jungels, Luis Leon Sanchez, Julian Alaphilippe, Juan Pedro Lopez og Hermann Pernsteiner eller komme til løbet med tidligere top 10-placeringer i de lange etapeløb. Lægger man dertil, at løbet byder på nogle af sportens mest spændende talenter i form af Remco Evenepoel, Carlos Rodriguez, Sergio Higuita, Juan Ayuso, Brandon McNulty og Thymen Arensman, hvis evner over tre uger stadig er relativt ukendte, står det klart, at Guillen kun kan være svært tilfreds med de ryttere, der over de kommende tre uger skal slås om den samlede sejr i årets sidste grand tour.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

 

Simon Yates (**)

Nu er jeg ikke bookmaker, men hvis jeg havde fået den tjans, var jeg sikkert blevet fyret. Det synes nemlig at være en del af jobbeskrivelsen, at man skal have en pokkers stor tro på, at Simon Yates vinder de grand tours, han satser på, og derfor er bookmakerne og jeg altid rygende uenige om, hvor briten skal rangeres, når favoritternes skal opregnes.

Annonce

 

Gode traditioner skal man ikke bryde, og derfor gentager det sig forud for denne Vuelta. Denne gang er briten heldigvis ikke rangeret som førsteudfordrer til forhåndsfavoritten, som han altid synes at skulle være det i Giroen, men han tilskrives stadig større vinderchancer, end jeg vil give ham. Og heldigvis synes historikken at bekræfte, at det er mig, der har overhånden i mit lille slagsmål med bookmakerne om, hvor god en grand tour-rytter, Yates vitterligt er.

 

Det er nu ellers ikke svært at se, hvorfor han har så høj en rangering. Vi ved jo alle, hvor højt et topniveau, han har, når han er bedst. Det var særligt udtalt, da han kørte alle midt over gennem to uger i Giroen i 2018, men da han vandt Vueltaen i 2018, var han også ganske overbevisende. Efter en tid, hvor han har virket knap så stærk som tidligere, har han i 2022 genfundet nogle af sine allerbedste takter, ikke mindst da han satte Primoz Roglic til vægs på sidste etape i Paris-Nice, men også da han i Giroen udnyttede favoritternes kamp til at vinde den fantastiske Torino-etape, knust al modstand over to dage i Asturien og senest kom meget stærkt tilbage efter sommerpausen i San Sebastian, Castilla y Leon og Ordizia, hvor han enten var overlegen eller uhyre velkørende. Sidstnævnte viser endda, at han er kommet sig over den knæskade, der sendte ham ud af Giroen og kostede ham Touren, og at han synes helt på rette vej i forhold til at formtoppe i Vueltaen.

 

Yates er altså stadig en pokkers god cykelrytter, men der er forskel på at være en pokkers god cykelrytter og på at være en pokkers god grand tour-rytter, og det sidste kan han ikke rigtigt hævde. Siden jeg indledte mit slagsmål med bookmakerne i 2019, er han således altid kommet til kort. I Giroen i 2019 endte han som en tam nr. 8 i et løb, hvor han var skuffende hele vejen, i 2020 røg han ud af klassementet, allerede inden corona sendte ham ud af løbet, og i 2021 endte han måske nok som nr. 3, men det var i et temmelig tamt felt, hvor Egan Bernal vel kørte ham ganske meget over. Tæt på at vinde var han i hvert fald ikke, og det har han aldrig været, siden han vandt Vueltaen i 2018.

 

Hvorfor går det ham så ilde? Fordi han mangler både stabilitet og holdbarhed. Det er 2018 det bedste eksempel på, men sidste års Giro er også et godt billede på, hvorfor det kan være svært at tro på, at det skulle gå meget anderledes denne gang. Yates viste han os også for et år siden, hvor god han er, da han udnyttede Bernals kortvarige krise til at vinde løbets næstsidste bjergetape og kortvarigt genskabe løbets spænding.

 

Den forsvandt bare hurtigt igen. Da Yates’ store attentat skulle komme 24 timer senere på den sidste bjergetape, var det igen Bernal, der var hammeren, og Yates, der var sømmet. Briten faldt igennem og endte etapen som nr. 6 med yderligere tidstab til alle sine værste rivaler, og det var i det hele taget fortællingen om Yates’ Giro.

 

Han kom - igen fristes man til at sige - forfærdeligt fra start med en meget svag optræden på den første bjergetape, og i det hele taget var hans første uge en lille katastrofe. Senere rejste han sig med en hæderlig grusvejsetape og stærk kørsel på Monte Zoncolan, men hver gang, man vejrede morgenluft, gik det galt. Bare to dage efter, at han på Zoncolan havde kørt sig ind i løbet igen, floppede han helt på kongeetapen, og som sagt blev hans stærke etapesejr i den sidste uge fulgt op af endnu en nedtur dagen efter.

 

Løbet viser dog også, at han har udviklet sig, og det kan måske tænde et håb. Tidligere har han som bekendt haft en klar tendens til at eksplodere til sidst, ikke blot i den berømte 2018-udgave. Sådan gik det ikke sidste år, hvor han i stedet startede svagt, men havde sine få gode dage mod slutningen af løbet. Nu synes han snarere at køre som en yoyo end at bryde helt sammen, og selvom det naturligvis også er et stort problem, som sidste års Giro så fint viste, kan man i det mindste nu håbe, at hans dårlige dage bare falder rigtigt.

 

Skal han endelig vinde en grand tour igen, er det faktisk også nok nu, det skal ske. Ikke blot synes han som sagt i god form, det er heller ikke tilfældigt, at det netop var Vueltaen, han vandt. Den er præget af korte etaper med færre højdemeter og med de eksplosive finaler, som Yates mestrer så fornemt, hvad der blev særligt tydeligt i Asturien i år, hvor han knuste al modstand i de to eksplosive finaler, men faldt helt igennem på den rigtige bjergetape. Her er der færre af de store dage med mange højdemeter og lange bjerge, hvor han traditionelt har været i defensiven.

 

Derudover har årets rute en ganske betydelig fordel for Yates. Denne gang kommer alle vanskelighederne i de to første uger, hvor han plejer at være bedst. I den tredje uge er det kun den ret bløde 20. etape, der kan koste dyrt, og selvom Tom Dumoulin kan berette om, at netop de madrilenske bjerge godt kan koste en Vuelta-sejr, er det svært for Yates at finde et grand tour-layout, der er bedre end dette.

 

Alligevel er alt ikke fryd og gammen, for der er faktisk ikke så meget Vuelta over denne Vuelta, som der plejer. Der er færre af de eksplosive stigninger og flere af de lange bjerge, som plejer at volde kvaler. Faktisk består løbets nøglepunkt, nemlig den anden uge, alene af lange bjergfinaler, og selvom alle tre etaper heldigvis ikke har de mange højdemeter og mange bjergpas, som han frygter, er der heller ikke megen eksplosivitet over de tre finaler. Så passer finalerne i den første uge ham langt bedre - ikke mindst Les Praeres, hvor han med sit punch på stejle mure vandt etapen i 2018 - men forskellene vil formentlig være større på særligt 14. og 15. etape, end de vil i den første uge, hvor det også kun er Les Praeres, der for alvor synes at være en Yates-stigning.

Annonce

 

Heldigvis har han gjort det før. I 2018 havde den sidste uge også store bjerge, og han lagde grunden til sin samlede sejr på 19. etape, der efter en relativt let bestod af et langt målbjerg. Selvom 14. og 15. etape har stigninger forinden, kan de trods alt siges at have et ikke alt for anderledes design, og det kan give håb om en gentagelse af triumfen fra 2018.

 

Siden da har han jo også fået et nyt våben. I år har BikeExchange skabt et tempomirakel med deres geftige investering i materiel, hvilket jo var helt tydeligt på de enkeltstarter, Yates kørte i Paris-Nice og Giroen. Det kunne tale for, at han vil kunne vinde tid på mange af rivalerne på 10. etape, men det er nu ikke helt så sikkert. Denne rene tonserenkeltstart er nemlig noget anderledes end Paris-Nice og i særlig grad Giro-enkeltstarten, og jeg føler mig ikke overbevist om, at lille Yates vil have samme power på en rute, der først og fremmest bare handler om at træde mange watt. Man kan håbe det, og det er bestemt også muligt, men det er i hvert fald ikke på 10. etape, at han vinder sin anden enkeltstart i år. Til gengæld burde det være nogenlunde sikkert, at holdets dedikerede satsning på tempoområdet vil give resultat på et holdløb, hvor de ser ganske overbevisende ud.

 

Det har dog også en pris. Holdet er mildt sagt ikke imponerende i bjergene, og det kan blive lidt at en opgave, hvis de skal forsvare en førertrøje. Heldigvis hjælpes de også her af, at den tredje uge er let, og at bjergetaperne ikke er designet, så de er alt for svære at kontrollere, men den ellers lette 20. etape har faktisk et design, hvor et svagt hold kan få problemer. Det måtte Dumoulin sande på samme stigninger i 2015, hvor han jo heller ikke havde benene, men man kan frygte, at det samme kunne ske for Yates, der jo ikke just er vant til at være flyvende i den tredje uge.

 

Netop sidstnævnte er jo problemet i en nøddeskal. Yates mangler både holdbarhed og stabilitet til, at man for alvor tør tro på, at han er stærk på alle de relativt mange nøgleetaper, der altid er i Vueltaen. Heldigvis er det den grand tour, der passer ham bedst, og heldigvis er vanskelighederne samlet inden hans frygtede tredje uge, og måske kan han endda også regne med mere fremgang på enkeltstarten, men spørgsmålet er, om det er nok. I 2018 lykkedes det, men siden da har samtlige hans grand tours bekræftet, hvorfor hans spidskompetence ikke er grand tours. Det mener bookmakerne fortsat, at det er, og jeg håber for Yates’ vedkommende, at de får ret denne gang. Ellers er det vel på tide, at vi definitivt lægger vores halvoffentlige slåskamp om Yates’ grand tour-evner på hylden.

 

Remco Evenepoel (**)

Det er ikke normalt, at en rytter, der aldrig har gennemført en grand tour, udråbes som en af de helt store favoritter til et af de store etapeløb. Alligevel er det tilfældet med Remco Evenepoel, i hvert fald hvis man skal tro bookmakerne, men det kan jo på ingen måde overraske. Der er nemlig absolut intet, der er normalt, når vi taler om sportens vel nok mest hypede rytter overhovedet.

Annonce

 

Det er nemlig heller ikke normalt, at stort set samtlige belgiske sportsmedier rejser til Argentina for at dække en 19-årig rytters første professionelle løb overhovedet. Det er heller ikke normalt, at en 19-årig vinder sit første endagsløb på WorldTouren overhovedet. Det er heller ikke normalt, at en 19-årig bliver europamester og vinder VM-sølv i enkeltstart. Og det er heller ikke normalt, at en rytter i sit første godt halvandet som professionel vinder fem etapeløb samlet, selvom en stor del af samme periode faldt sammen med cykelsportens coronanedlukning.

 

Nej, Evenepoel er vitterligt så stort et fænomen, at al hypen er helt berettiget. Det kan godt være, at vi undervejs ofte er blevet mindet om, at selv han har sine begrænsninger, men hver eneste gang, han begynder at virke en smule menneskelig, viser han os, hvad forskellen på et menneske og et fænomen er. Det har han således gjort to gange i år, hvor han har leverede gigantiske magtdemonstrationer i to af sportens sværeste endagsløb, nemlig Liege og San Sebastian, og det har været gjort med en sådan autoritet, at man er nødt til at minde sig selv om, at han altså stadig kun er 22 år gammel.

 

Alligevel kan man med nogen ret hævde, at Evenepoels sæson faktisk har været skuffende. Nej, det har den naturligvis ikke været, hvis man alene ser på resultaterne, men når man ser på, hvad der skrives i den belgiske presse, har Evenepoel været genstand for ganske megen kritik. Det skyldes naturligvis, at hele Belgien drømmer om endelig at have fundet den belgiske grand tour-vinder, de har sukket efter i snart en menneskealder, men den forhåbning har lidt ganske mange knæk i løbet af denne sæson.

 

Selvfølgelig har Evenepoel vundet sine etapeløb, som han plejer. Han sejrede suverænt i både Algarve og Norge, men når han har haft sine store tests mod verdenseliten på WorldTouren, er det gået ham ilde. Hans første store mål var Tirreno, hvor han bare blev nr. 11, og selvom han erobrede førertøjen på næstsidste etape, gik det i Baskerlandet galt på den afsluttende kongeetape, hvor han bare blev nr. 7 og gled ned som en samlet nr. 4. Og bedst som hans sejre i Liege og Norge havde givet håb om, at han nu var klar til at klatre med de bedste, endte han i et i sidste ende ellers meget svagt besat Tour de Suisse, der i høj grad blev devalueret af corona, igen blot som nr. 11.

 

Ser man på de resultater, er det svært at finde belæg for, at Evenepoel skulle have nogen stor chance for at vinde sin første Vuelta. Vi er nemlig blevet en del klogere på sportens førende vidunderbarn, siden han får godt et år siden stillede til start i sin første Giro. Dengang var jeg selv med til at ride med på den megen hype ved at udpege ham som den endda allerstørste favorit og det endda, selvom det var hans første løb overhovedet siden det dramatiske styrt i Lombardiet.

Annonce

 

Det var åbenlyst et sats og lige så åbenlyst forkert. Evenepoel startede ellers stærkt og kunne gå ind til den første hviledag på den samlede 2. plads, men herefter gik det kun den forkerte vej. Belgieren blev bare ringere og ringere, og da han til sidst styrtede ud af løb, var det vel nærmest en helt lettelse, at han slap for at blive sat af i tide og utide.

 

Hvordan kunne jeg tage så megen fejl? Jeg lod mig forblænde af to ting. For det første viste Evenepoel i ugerne op til sit store styrt, som jo var den seneste reference, vi havde, så overmenneskelig en styrke, at det var ret klart, at samme niveau ville gøre ham til en reel vinderkandidat. Samtidig havde han udmærket sig med en helt eminent motor, der efter devisen ”jo længere, jo bedre”, syntes at gøre ham skabt til at køre stærkt over tre uger.

 

Det var primært sidste vurdering, der viste sig helt forkert. Vi har siden erfaret, at Evenepoel har sine begrænsninger i bjergene, men han har på det seneste lagt enormt meget på sine evner. Det fornemmede vi allerede i Liege, det blev endnu mere klart i Norge, og helt tydeligt blev det, da han kørte alle midt over i San Sebastian, hvor han kørte fra alt og alle på Erlaitz-stigningen, som ellers er en af de stejle mure, han har brokket sig over at have det lidt svært med. Kører han lige så stærkt i den kommende Vuelta, står det ret klart, at han vil vinde. Ikke blot vil han formentlig være den eller i hvert fald meget tæt på at være den bedste i bjergene. Han vil også knuse al modstand på de 30 km tempotons på 10. etape, ligesom Quick-Step møder med et sublimt hold til holdløbet.

 

Problemet er bare, at han næppe kører lige så stærkt gennem alle tre uger. Hans langsomt faldende niveau i Giroen var allerede et varsel, om restitution slet ikke er nogen styrke, men derimod en svaghed, og faktisk kunne vi godt fornemme det inden da. Da han vandt sine sejre i Algarve og Burgos inden Lombardiet-styrtet, skete det begge gange efter samme opskrift: en magtdemonstration på den første bjergetape og derefter svaghedstegn på den anden bjergetape.

 

Det mønster er nu blevet helt, helt tydeligt i år. Da han startede sæsonen i Valencia, kørte han fra alt og alle på 1. etape, men faldt sammen på kongeetapen. Da han var til start i Tirreno, var han Pogacars og Vingegaards ligemand på murene tidligt i løbet, men i den sidste weekend gik det galt på kongeetapen. I Baskerlandet kørte han sig i førertrøjen, inden han blev sat af og blot blev nr. 7 på den afsluttende kongeetape. Og i Schweiz startede han som lyn og torden med et meget overbevisende indtryk på 1. etape, inden han i bjergene til sidst var så anonym, at man helt glemte, at han var med.

Annonce

 

Det er derfor, jeg ikke tror på, at hypen denne gang er velbegrundet. Når jeg red med på den for et år siden, skyldtes det, at man altid skal vente det vildeste fra sportens supertalenter, så længe vi ikke kender deres begrænsninger. Det gør vi nu, og mønsteret er så tydeligt, at jeg tvivler stærkt på, at vi vil se San Sebastian-udgaven af Evenepoel specielt længe i årets Vuelta. Som Jakob Fuglsang kan bevidne, er devisen ”jo længere, jo bedre” i endagsløb desværre kun en indikation på, men ikke ensbetydende med holdbarhed i etapeløb.

 

Kan vi så udelukke, at Evenepoel vinder hele skidtet? Nej, det kan vi ikke. Han har som sagt en stensikker og ganske solid buffer i kraft af de to tidskørsler, hvor særligt den pandekageflade tonserrute på 10. etape ligner et blodbad for næsten alle løbets øvrige klassementsryttere, hvis Evenepoel kører enkeltstarter, som han har gjort det i år. Hans hold er også ganske solidt, og han vil kunne tillade sig at gribe løbet helt anderledes defensivt an, end han plejer - og det ved han heldigvis godt, at han skal. Vi kommer ikke til at se vilde Evenepoel-offensiver, så længe han stadig er i spil til et topresultat i klassementet.

 

Bufferen fra tidskørslerne - og måske kan mulig sidevind gøre den endnu større - vil efter alt at dømme være nok til at vinde løbet, hvis Remco fra San Sebastian møder op til de altafgørende etaper i den anden uge. Han hjælpes også af, at tyngdepunktet denne gang ligger i de første to uger og ikke som vanligt i den tredje uge, og Evenepoel er så vanvittigt et fænomen, at ingen kan udelukke, at han vil have sit forrygende niveau, også når det bliver alvor. Hvis man nøgternt ser på det mønster, der har tegnet sig ikke bare én gang, men i alle Evenepoels etapeløb, er det bare ret usandsynligt, at det er San Sebastian-Remco, der møder op til bjergetaperne i den anden uge. Ja, faktisk ved vi, at det kniber så meget med holdbarheden, at han næppe heller møder op til bjergetaperne i den første uge.

 

Man forstår sagtens al hypen, når man husker tilbage på den Evenepoel, vi så for to uger siden på Erlaitz-stigningen. Jeg red som bekendt selv med på den for blot godt et år siden, men siden dengang er vi bare blevet væsentligt meget mere klogere på Evenepoels muligheder og begrænsninger, og desværre peger den viden ganske entydigt i den forkerte retning for alle de belgiere, der drømmer om endelig at have fundet deres næste grand tour-vinder. Holder det mønster stik, kan han være stensikker på, at han i den belgiske presse igen vil blive kritiseret og afskrevet som etapeløbsrytter. Hvis til gengæld han lever op til den megen hype, vil den kun blive endnu større - hvis altså det overhovedet er muligt.

 

Juan Ayuso (**)

Har man læst ovenstående analyse af Remco Evenepoel, vil man vide, at man skal passe på med at lade sig rive med af den hype, der kan omgærde sportens store fænomener, når de går ind til deres grand tour-debut. Det var nemlig præcis det, jeg gjorde, da jeg forud for sidste års Giro udnævnte det belgiske vidunderbarn som manden, der skulle slås - en vurdering, der hurtigt viste sig at være helt på månen, selvom han startede ganske lovende.

Annonce

 

Evenepoel er imidlertid ikke hele historien om sportens fænomener. For tre år siden sendte UAE-mandskabet Tadej Pogacar til den første grand tour i den første professionelle sæson, og også her var der megen spænding om projektet. Ligesom Evenepoel havde sloveneren nemlig kørt så pokkers stærkt, at ingen helt turde udelukke, at han ville brage ind på scenen med et topresultat, og dengang viste al hypen sig aldeles velbegrundet. Som bekendt endte Pogacar ikke bare på det samlede podium. Han tog såmænd også tre etapesejre med sig hjem i det, der vel er den bedste grand tour-debut i mange år.

 

Han er imidlertid ikke alene. I 2019 kendte vi betydeligt mere til Egan Bernals potentiale, end vi gjorde til Evenepoels i 2021 og Pogacars i 2019, men da han stillede til start i Touren, var det stadig første gang, han skulle forsøge sig som klassementsrytter. Ingen vidste, hvor langt holdbarheden rakte, men som bekendt endte han med at vinde hele skidtet i første forsøg.

 

Man kan vel i virkeligheden tage Jonas Vingegaard med. Nu var der meget, meget lidt hype om danskeren forud for sidste års Tour, hvor han bare var til start som hjælper, men som bekendt viste han sig i sit allerførste forsøg som klassementsrytter med at ende som Pogacars førsteudfordrer. Hypen havde formentlig også været betydeligt større, hvis Vingegaard havde været kaptajn fra start, for han havde forinden flere gang indikeret, at også han kunne være noget ganske særligt.

 

Nu er det så Juan Ayuso, der er omgærdet af den megen hype. Den når ikke op på Evenepoel-niveau - han lever heller ikke i et land, hvor cykelsporten er nationalsport - men den har været ganske stor, lige siden han som junior leverede nogle ganske vilde ting. Det var ikke mærkeligt, at en af sportens bedste talentspejdere, Joxean Fernandez Matxin, fik hentet ham til UAE-mandskabet, og da han sidste år knuste al modstand i Baby-Giroen og senere var tæt på at vinde sit første løb som professionel i Appenninerne, blev det helt tydeligt, at vi vitterligt talte om noget ganske særligt.

 

Hvis man stadig havde sin tvivl, kan man ikke have den længere. Det kan være svært ikke at glemme, men Ayuso er stadig kun 19 år, og han har i den alder leveret nogle resultater, som ville gøre selv Evenepoel og Pogacar misundelig. Nok har han endnu ikke vundet på WorldTouren, men han er altså kørt i top 5 i sine to første WorldTour-etapeløb, hvilket slet og ret er uhørt. Han havde formentlig kurs mod det samme i Dauphiné, hvor hanbragede en chokerende god enkeltstart af, inden han desværre blev syg.

Annonce

 

Ayuso har i hvert fald leveret resultater, der sagtens kan måle sig med dem, Pogacar havde leveret i tiden op til sin grand tour-debut. Nok havde sloveneren vundet samlet i Californien, men det var i et betydeligt svagere felt end de felter, Ayuso var oppe mod i år i Catalonien og Baskerlandet. Pogacar havde skam kørt flot i Baskerlandet også, men han havde slet ikke leveret på et niveau, der ville tilsige, at han ville vinde tre etaper i Vueltaen. Faktisk kan hans niveau i det baskiske løb meget præcist sammenlignes med det, vi har set fra Ayuso i hans to WorldTour-optrædender i år.

 

Det helt store spørgsmålstegn er naturligvis holdbarheden. Det er den, der definerer en god grand tour-rytter, og det er den, man aldrig får en helt klar fornemmelse af, før en rytter faktisk kører tre uger i træk. Det viste sig, at Pogacar og Vingegaard havde den, men det viste sig også, at Evenepoel ikke havde den - i hvert fald ikke endnu.

 

Har Ayuso den så? Nobody knows. Foreløbig er der intet, der tyder på, at han ikke har den. Faktisk er jeg ganske optimistisk, for jeg synes, at vi ser samme mønster med ham, som vi gjorde med Pogacar. For sloveneren var det helt åbenlyst, at han havde en tendens til at starte sine etapeløb lidt haltende for siden at slutte meget stærkt. Helt så klart er det ikke for Ayuso, men tendensen er der. I Baskerlandet lignede han ikke stærkeste mand på kongeetapen, men på løbets sidste etape lignede han stærkeste mand, da de blæste rundt på Montjuic-rundstrækningen i Barcelona. I Romandiet var mine forventninger meget små, da han virket fromsvag i optakten, og en lidt skuffende puncheurspurt på 1. etape indikerede, at han nok stadig ikke var klar. På de to afgørende etaper i weekenden var han imidlertid så stærk, at han endte som samlet nr. 4.

 

Det er naturligvis intet bevis på, at Ayuso kan holde i tre uger, men hvis vi bruger Pogacar som målestok, er det i hvert fald ikke usandsynligt. Man kan til gengæld betvivle om topniveauet vitterligt rækker til at vinde, for hidtil har vi ikke set ham være i stand til at vinde på højeste niveau. Det havde vi imidlertid heller ikke med Pogacar for tre år siden, men det fik vi så lov at se tre gange på tre uger efterfølgende.

 

Vueltaen burde også passe ham ganske storartet. Han er uhyre eksplosiv og dermed skabt til de lidt mere eksplosive finaler i den første uge. Den store test er hans evner i de høje bjerge, der bliver helt afgørende i den anden uge, for her virkede han ikke helt overbevisende i Catalonien. Han virkede imidlertid ikke mindre overbevisende, end Pogacar gjorde i 2019, og han er utvivlsomt blevet bedre siden da. Skulle det knibe lidt med holdbarheden, hjælper det ham også, at løbet meget vel kan være afgjort efter 15. etape.

Annonce

 

Enkeltstarten er til gengæld et åbent spørgsmål. Den har han tidligere ikke mestret, men hans ret chokerende 10. plads på den flade tonserrute i Dauphiné kunne indikere, at han allerede er blevet så god, at den meget vel kan ende som en fordel. På holdløbet ser UAE også solide ud, og sidevind burde de også stå stærkt i, ligesom holdet i bjergene er blandt de stærkeste, og det er derfor ikke let at finde huller i hans panser.

 

Kører han overhovedet klassement? Det ved vi reelt ikke, for det er Almeida, der er kaptajnen. Det vil imidlertid undre mig, hvis ikke han giver det et skud. Han ligner en vindertype, der er meget ærgerrig efter at teste sig selv så hurtigt som muligt, og holdet har med Pogacar-succesen i frisk erindring al mulig grund til at lade ham se, hvor langt holdbarheden rækker. Formen er i hvert fald storartet, for efter en offday i San Sebastian leverede han en sand magtdemonstration i Getxo, hvor det i øvrigt var ganske bemærkelsesværdigt, hvor meget han forbedrede sig fra Ordizia over San Sebastian til Getxo - endnu et tegn på, at løbsdage kun gør ham bedre og bedre.

 

Jeg brændte nallerne på mine forventninger til Evenepoel i sidste års Giro. Til gengæld undervurderede jeg Pogacars potentiale forud for Vueltaen i 2019, og det viser, at det kan gå begge veje med hypede supertalenter. Ayuso kan falde igennem, som Evenepoel gjorde, men han kan også brage igennem, som Pogacar gjorde. Foreløbig synes jeg, at der er mere Pogacar end Evenpoel over hans udviklingsforløb, men om det holder, ved vi først i Madrid, hvor vi finder ud af, om det var her, man skulle være redet med på hypen eller have ladt være.

 

Sepp Kuss (**)

Når man er vidne til Sepp Kuss’ karriere, kan man ikke undgår at sidde tilbage med en følelse af lige dele begejstring og frustration. Det er svært ikke at blive begejstret, når amerikaneren kører fra hele verdenseliten i sine smukkeste opvisninger som hjælperytter for Primoz Roglic eller Jonas Vingegaard. Hvem var sålede sikke dybt imponerede, da Kuss i 2020 slæbte en lidende Roglic op ad Angliru, selvom han den dag lignede en mand, der kunne have givet hele feltet baghjul? Og hvem var ikke svært betaget af, hvordan selvsamme Kuss i år på Hautacam lagde grunden til det angreb, der definitivt gav Jonas Vingegaard Tour-sejren, ved slet og ret at køre næsten hele feltet ud af hjulet?

 

Til gengæld er det også svært ikke at blive frustreret over den manglende stabilitet. I en grand tour kan han være en af de fem bedste den ene dag og forsvinde med det samme den næste. I de senere år har Jumbo-mandskabet også givet ham ganske mange kaptajnroller i mindre etapeløb, men det er aldrig blevet til et resultat, der er værd at skrive hjem om, selvom man hver gang tænker, at det nu må være løbet, hvor han endelig viser, at han kan være andet og mere end hjælper.

 

Om han kan det, ved vi ikke, men både han og Jumbo har angiveligt stadig ambitioner. Så sent som i vinterpausen gjorde Jumbo-ledelsen det klart, at Kuss fortsat indgår i deres langsigtede grand tour-planer som mere end luksushjælper. I samme åndedrag understreger de imidlertid også, at han endnu ikke er klar til at være kaptajn, og selvom de ikke har sagt det direkte, er der ingen tvivl om, at det er den manglende stabilitet, der henvises til.

 

Det er dog blevet bedre. Da Kuss sidste år nok engang stillede til start som hjælper for Roglic i Vueltaen, lykkedes det ham for første gang selv at gå i top 10, da han nåede målet i Santiago de Compostela som en samlet nr. 8. Det skete endda, selvom Roglic ikke på papiret, men reelt førte løbet fra start til slut, og at Jumbo-mandskabet derfor havde nok at gøre med at kontrollere løbet.

 

Også i årets Tour var der markant fremgang at spore. Kuss var bestemt ikke stabil, når man ser på forskellen på hans niveau på Granon og Alpe d’Huez og igen forskellen på hans niveau på Peyragudes og Hautacam, men han undgik de dage, hvor hans hold slet ikke kunne regne med ham. Han gennemførte i hvert fald Touren med langt større stabilitet, end han gjorde det for et år siden, og det kan give en tro på, at han også i den kommende Vuelta kan være endnu bedre, end han var for 12 måneder siden.

 

Det kan vise sig særligt relevant denne gang. Der er ingen tvivl om, at Jumbo kommer til Spanien for at vinde med Roglic, men denne gang er der ekstra store spørgsmål ved sloveneren. Én ting er, at han jo har så kedelig tendens til at styrte, at man aldrig ved, hvornår Kuss kan få den chance, Vingegaard fik i sidste års Tour. Noget andet er, at Roglics forberedelse denne gang har været så kompromitteret, at ingen unden for Jumbo-lejren reelt ved, hvor klar han er.

 

Det kunne tale for, at de vil prøve at holde Kuss inde i klassementet. Det gjorde de allerede i et vist omfang i både 2020, hvor han dog kollapsede helt på regnvejrsetapen til Formigal, og i 2021, hvor han altså endte på 8. pladsen. Denne gang kan det i lyset af Roglics tilstand være endnu mere relevant, og det kan også være en stor fordel, når han står over for adskillige hold med flere stærke kort. Det gælder således Bora med deres tre kaptajner, Ineos med deres fire mulige klassementsfolk, UAE med deres tre muligheder og Bahrain med deres nærmest endeløse serie af klatrere. I det spil kan det være en god ide ikke at forsøge at kontrollere løbet alt for defensivt, særligt i år, hvor Jumbo-mandskabet slet ikke ser så stærke ud, som de ofte er det.

 

Spørgsmålet er så, hvad det kan blive til for Kuss, hvis han ender med at kunne køre sin chance. Stabiliteten rækker nok ikke hele vejen. Nok var det bedre i Touren, men der var stadig for store udsving til, at han med en tilsvarende kørsel vil være en reel podiekandidat i dette løb. Til gengæld blev vi efter et lidt sløjt 2021 mindet om, at Kuss på sine store dage er så god, at han kan være med hos den absolutte verdenselite i et løb som dette, og hans bedste tid bestemt ikke er ovre endnu.

 

Der er også andre udfordringer. Han hjælpes heldigvis af Jumbos meget stærke hold på holdløbet, men på enkeltstarten ligger der en solid lussing og venter. Der er ikke meget, der tyder på, at Kuss har forbedret sig væsentligt i kampen mod uret, og de 30 km tempotons kunne vel ikke have passet ham meget værre. Der er i hvert fald en regning, der skal samles op i bjergene.

 

De burde til gengæld passe ham. Det er til hans fordel, at årets målbjerge er lange og opslidende, og han burde være i sit es på nøgledagene i Andalusien mod slutningen af den anden uge. Han viste os også på Angliru, at han mestrer de stejle procenter, som Vueltaen igen i år har ganske rigt mål, og når det nu kniber så meget med stabiliteten, er det vel også en fordel, at de vigtigste etaper i år er koncentreret over en relativt kort periode, og at den sidste del af løbet er lettere.

 

Hans allerstørste fordel er dog, at han synes at være bedst i sin anden grand tour. Det er nu tredje år i træk, at han kører Tour-Vuelta-kombinationen, og i de to foregående har han begge gange været betydeligt skarpere i Spanien, end han var det i Frankrig. Med tanke på, at vi i dette års Tour vel faktisk så den både bedste og mest stabile Kuss, vi nogensinde har det set i det franske løb - i hvert fald markant bedre end i 2021, hvor han trods etapesejr aldrig var overbevisende - kan det måske netop være i år, at Kuss endelig bryder igennem som grand tour-rytter. Med en 8. plads har han jo allerede taget første skridt, og udgangspunktet synes altså markant bedre denne gang.

 

Helst skal det dog ikke gå sådan. Hvis alt får efter planen, skriver Roglic historie og bliver den første rytter til at vinde Vueltaen fire gange i træk, men denne gang er der en større risiko for, at man må ty til plan B. Det er nu ikke blot styrt, men også formen, der kan sende kaptajnen til tælling, og så kan Kuss pludselig blive den alternative plan, Vingegaard med succes var i Touren sidste år. Det kunne være herligt, hvis han i givet fald greb chancen og efterlod os alle med en følelse af kun begejstring og helt uden den frustration, der desværre har været en lidt for hyppig ledsager, når man har iagttaget den amerikanske superklatrer.

INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 06. december 2022

Uheldig Alpecin-rytter opereret igen
Landevej
Stjernefrø døjer med rygsmerter: Det er svært at håndtere
Cross
Trek-Segafredo ophæver med enkeltstartsspecialist
Landevej
Eksklusivt interviewFortalte fulde forældre på festival om WorldTour-kontrakt: De gik amok
INTERVIEW Landevej
Klar til cykelsæsonen? Opret en spillekonto - Få 1000 kr i velkomstbonus og 2 managerhold
INTERVIEW Landevej

Mandag den 05. december 2022

Stil spørgsmål til Feltet.dk´s ekspert
Landevej
Medie: Rytterflugt fra fransk hold fortsætter
Landevej
Overblik: Se alle afsnit af "Jul i Feltet" her
Landevej
WorldTour-hold fuldænder 2023-truppen med stærk belgier
Landevej
Jumbo-sportsdirektør overrasket over Van Aert
Cross
Video i artiklenÅret der gik: Da Evenepoel pillede pynten af konkurrenterne i Liége
Video
Rebellins enke deler hjerteskærende besked
Landevej
Cross-legende genoptager sæsonen efter jul
Cross
Europamesteren belønnet med ny kontrakt
Cross
Pogacar trods Tour-nederlag: Kører ikke for at få hævn
Landevej
Transferlisten 2022-2023 - WorldTour
Landevej
Oversigt: Disse danskere har kontrakt for 2023
Landevej
Officielt: 20-årig dansker får WorldTour-kontrakt
Landevej
Alpecin-Deceuninck henter hollandsk forstærkning til sprintertoget
Landevej
Lefevere lufter muligt Tour de France for verdensmesteren
Landevej
Fransk fiasko kan blive til norsk Tour-billet
Landevej
Norsk WorldTour-rytter var følelsesløs i ben og ryg
Landevej
Transferanalyse 2023: Hvordan gik det for Alpecin-Deceuninck?
Landevej
Eksklusivt interviewProf-kontrakten røg i vasken: Dansk sprintertalent ser nye muligheder i holdskifte
INTERVIEW Landevej
Transferlisten 2022-2023 - Dansk
Landevej
Video i artiklen#5 Jul i Feltet: Det er jo totalt væddeløberen
Landevej

Søndag den 04. december 2022

Nyt kontinentalhold ser dagens lys
Landevej
Dansk par mod stærkt felt i årets sidste seksdagesløb
Bane
Dansker lander forlængelse efter hofteoperation
Landevej
Dårlig nyt for kontraktløse ryttere: Kun enkelte pladser tilbage
Landevej
Topprofil forklarer sløj weekend
Cross
Pogacar slår til i Madrids gader
Landevej
Froome inspireret af Thomas, Nibali og Valverde: Har ikke sagt mit sidste ord endnu
Landevej
Europamesteren efter podieplacering: Det havde jeg ikke forventet
Cross
Van der Poel forventer store dueller: Han vil være endnu bedre inden jul
Cross
Van Aert: Jeg forstod hurtigt, at jeg skulle fokusere på andenpladsen
Cross
Van der Poel dominerer Van Aert-comeback
Cross
Van Empel forklarer problemer under sæsonens femte World Cup-sejr
Cross
Verdensmester om sin rolle: Glad for at hjælpe
Landevej
Europamesteren slår til igen i Antwerpen
Cross
Rykker et trin ned: WorldTour-brite har fundet nyt hold
Landevej
Spansk sølvræv om nutidens felt: Svært at køre op med de unge
Landevej
Lukningstruet: Fransk sæsonstarter i fare
Landevej
"Et utroligt øjeblik" - Reaktioner fra CL-vinderne
Bane
Transferanalyse 2023: Hvordan gik det for Cofidis?
Landevej
Medie: MTB-stjerne på vej til WorldTour-giganter
Landevej
Champions League afgjort: Her er vinderne
Bane
Video i artiklen#4 Jul i Feltet: Da Cavendish gav Mielke den kolde skulder
Landevej

Lørdag den 03. december 2022

Barguil toer i triatlon på fransk ø
Landevej
Soler om kampen mod Jumbo: Vi er favoritterne
Landevej
Video i artiklen#3 Jul i Feltet: Hvordan stor skuffelse førte til stor succes
Landevej
Pidcock efter smal sejr: Jeg havde det under kontrol
Cross
Van der Poel giver status efter styrt
Cross
39-årig leverede vild Giro-bedrift - nu vil han gøre det igen
Landevej
Test: Bontrager Circuit Road Shoe
Udstyr og test
Dansk EM-sølvvinder gjorde comeback med topplacering
Cross
Van der Poel styrter væk i Pidcock-sejr
Cross
DCU-hold henter to profiler
Landevej
Stortalent slår profil og tager karrierens største sejr
Cross
Åbningsklassiker bevarer legendarisk afslutning
Landevej
Kom på billig cykelferie på Mallorca
Landevej
A.S.O. afslører: Her starter Tourens historiske enkeltstart
Landevej
Eksklusivt interviewMørkøv "på ingen måde ved at indstille karrieren" - har sendt opfordring til Quick-Step
INTERVIEW Landevej
Laporte sammenligner Vingegaard og Roglic: Han er mere nervøs
Landevej
Lastbilchauffør i Rebellins dødsulykke identificeret
Landevej
Van Aert lægger en dæmper på forventningerne før cross-comeback
Cross
Medie: Stort fransk Cavendish-projekt er røget i vasken
Landevej
Klassikerstjerne afviser karrierestop og tror stadig på ultimativ sejr
Landevej
Transferanalyse 2023: Hvordan gik det for Movistar Team?
Landevej
Froome afslører sæsonstart, men afventer med at sætte sig store mål
Landevej
Belgisk ekspert om Evenepoels Grand Tour-valg: Holdet er ikke klar endnu
Landevej
Lige før finalen: Nedtur for verdensmestrene
Bane

Fredag den 02. december 2022

UCI øger kraftigt anti-dopingbudget
Landevej
Tidligere Grand Tour-vinder Baldini er gået bort
Landevej
Talent rykker op på WorldTour - forklarer positiv dopingprøve
Landevej
Står overfor sidste sæson: Mit niveau bliver stadig højere
Landevej
Paris-Roubaix-vinder kommer til Danmark
Bane
UAE Team Emirates præsenterer ny trøje
Landevej
VIS FLERE

Annonce