Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men det var netop det: en undtagelse. Efter at løbet i 2020 endte som en af coronakrisens vindere og bestemt ikke stod ringere på den specielle kalender, og i 2021 kunne byde på en med spænding imødeset duel mellem Primoz Roglic og Egan Bernal, har løbsdirektør Javier Guillen bestemt heller ingen grund til at brokke sig denne gang. Ganske vist indløb der alligevel et afbud fra Tadej Pogacar, selvom sloveneren oprindeligt havde barslet med planen om for første gang at køre to grand tours, men Guillen kan stadig præsentere så bredt et favoritfelt, at det kan være svært at skære det ned til de 15 navne, som disse optakter rummer.

Det største navn er selvfølgelig Roglic, der kan skrive historie ved at vinde løbet for fjerde år i træk, men han får kam til sit hår. Igen i år skal han nemlig slå den regerende Giro-vinder, Jai Hindley, og faktisk skal han besejre hele Giro-podiet, da også Richard Carapaz og Mikel Landa er til start. Tidligere grand tour-vindere er der også mange af, når han skal op imod Simon Yates, Tao Geoghegan Hart, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde, og Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Hugh Carthy, Esteban Chaves og Jack Haig har alle været på podiet i Vueltaen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Dertil skal lægges Joao Almeida, Ben O’Connor, Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Gino Mäder og Domenico Pozzovivo, der alle har været i top 5 i grand tours, mens Pavel Sivakov, Fausto Masnada, Jan Hirt, Louis Meintjes, Marc Soler, Wout Poels, David de la Cruz, Bob Jungels, Luis Leon Sanchez, Julian Alaphilippe, Juan Pedro Lopez og Hermann Pernsteiner eller komme til løbet med tidligere top 10-placeringer i de lange etapeløb. Lægger man dertil, at løbet byder på nogle af sportens mest spændende talenter i form af Remco Evenepoel, Carlos Rodriguez, Sergio Higuita, Juan Ayuso, Brandon McNulty og Thymen Arensman, hvis evner over tre uger stadig er relativt ukendte, står det klart, at Guillen kun kan være svært tilfreds med de ryttere, der over de kommende tre uger skal slås om den samlede sejr i årets sidste grand tour.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

Jai Hindley (*****)

Normalt er det ikke muligt at overraske to gange. Sensationer i grand tours er bestemt ikke usædvanlige, men når først en rytter har chokeret alt og alle én gang, er alle jo bekendt med de evner, der første til overraskelsen. Det er slut med at være den upåagtede underdog, som ingen regner med, og bevågenheden både blandt rytterne og hos medierne er langt større.

Jai Hindley har imidlertid gjort det umulige. Da han i 2020 stillede til start i den sære coronaudgave af Giroen, talte ingen om australieren. Han var jo bare Wilco Keldermans hjælperytter, og det var endda først under selve løbet, at det kom frem, at han havde til opgave at holde sig til i klassementet som en plan B. Heller ikke den melding vakte nogen synderlig interesse, for Hindley havde intet vist i optakten, og selvom han var blevet nr. 2 i Tour de Pologne i 2019, var han mest af alt ved at blive kendt som talentet, der aldrig rigtigt blev til det, hans lovende U23-karriere havde indikeret.

Den vurdering fik imidlertid en brat ende. Hindley kom ellers temmelig sløjt fra start i den første uge, men da vi nåede løbets klimaks senere i løbet, var australieren langt stærkere end sin hollandske kaptajn. Faktisk var det ikke bare Kelderman, han satte til vægs. Nej, i bjergene i den sidste uge var det kun Tao Geoghegan Hart, der kunne matche australieren.

Det kunne han desværre også lidt for godt. Som bekendt var de helt jævnbyrdige i bjergene, og derefter kostede Hindleys akilleshæl, enkeltstarten, en sejr, der havde været endnu mere overraskende end den allerede overraskende sejr, som hans britiske rival stod bag. Det kunne han og DSM imidlertid nok leve, for løbet havde jo tydeligt vist, at der var flere krummer i knægten, end nogen havde drømt om tre uger tidligere.

Alligevel var den kollektive hukommelse i cykelsporten bemærkelsesværdigt kort. Hindley skulle bare bruge én dårlig sæson, som blev spoleret af først et siddesår og siden et styrt, inden han var forsvundet fra den kollektive radar. Det vakte ikke megen opmærksomhed, da hans skifte til Bora blev annonceret, og selvom han igennem foråret med en samlet 5. plads i Tirreno og i et Catalonien, hvor han endte som luksushjælper for den sejrende Sergio Higuita, beviste, at han var på vej tilbage på sporet, var der stadig ikke mange, der talte om australieren, da årets Giro løb af stablen.

Skal jeg fylde mig selv med selvros, kan jeg hævde, at jeg var undtagelsen. Jeg havde nemlig talt Hindley op som Boras bedste bud på succes og rangeret ham højere end vel snart sagt alle andre. Skal jeg fylde mig selv med en nok mere berettiget selvkritik, endte han som nr. 12 på min favoritliste, hvilket jo ikke just kan betegnes som en præcis forudsigelse af, hvordan de tre uger i maj endte med at gå.

Hindley blev nemlig manden, der formåede at overraske to gange. Mens alle talte om Richard Carapaz, Joao Almeida, Simon Yates, Mikel Landa og Miguel Angel Lopez, blev det igen den australske underdog, der tog favoritterne på sengen, og denne gang var der ingen - hverken briter eller nogen som helst andre - der var bedre end Hindley, som med en magtdemonstration på Marmolada-stigningen frarøvede Carapaz den sejr, han syntes at føle sig relativt sikker på.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Den rangering som nr. 12 kan jeg ærgre mig godt og grundigt over i dag. Når jeg genlæser, hvad jeg skrev om Hindley forud for løbet, er det nemlig én lang opremsning af gode argumenter for, at han ville køre en pokkers god Giro én gang til. Når jeg alligevel ikke var villig til at tage konsekvensen af den ellers korrekte analyse og rangere ham i hvert fald bare lidt højere på min liste, skyldtes det vel, at hans karriere har været så flygtig med så få højdepunkter, at det var meget let at betegne ham som et one-hit-wonder.

Argumenterne var der imidlertid alle. Heller ikke i 2020 havde Hindley imponeret i optakten, og faktisk var hans optakt i 2022 betydeligt mere overbevisende, end den var det to år forinden. 2020-udgaven havde samtidig lært os, at Hindley er den ideelle grand tour-rytter, der restituerer helt eminent. I de ugelange etapeløb har han sine begrænsninger - derfor de sparsomme optaktsresultater - men i den anden og særligt den tredje uge af en grand tour har han siden sit gennembrud stadig til gode at finde en mand, der har kunnet køre fra ham. Samtidig var begrundelsen for det kiksede 2021 jo ret åbenlys, når der var gode medicinske forklaringer på, at resultaterne var ikkeeksisterende.

Argumenterne for, at Hindley skulle vinde eller i hvert fald imponere i Giroen var altså pokkers gode, hvis bare man ikke lod sig blive forblændet af, at han kun havde dokumenteret grand tour-evnerne én gang. Og mest af alt hang den manglende tiltro til australieren vel sammen med, at hans gennembrud kom i den særlige coronaudgave, der var uhørt svagt besat. Med sine svigtende præstationer i 2021 og 2022 havde Geoghegan Hart jo ikke just givet noget argument for, at han og Hindley i 2020 havde været på et specielt højt niveau.

Nu er disse kontraargumenter imidlertid væk. Hindley har nu to gange dokumenteret, at han er den ideelle grand tour-rytter, for begge gange har mønsteret været det samme. Australieren har været haltende i løbets første uge, men i den anden og særligt den tredje uge har han været usårlig. Sådan var det nemlig også i år, hvor han måske nok vandt på Blockhaus i uge 1, men det skyldtes alene, at han var en underdog, som Landa, Carapaz og Romain Bardet ikke havde travlt med at køre ud af ligningen, da de havde sat ham. I uge 2 kørte han pludselig lige op med Carapaz, og i uge 3 kørte han fra ecuadorianeren - og alle andre.

Der bliver således ikke nogen alle gode gange tre. Hvis Hindley om tre uger står øverst på podiet i Madrid, vil ingen blive overraskede. Australieren stiller denne gang til start som en af de store favoritter, og det er aldeles velbegrundet. Nok har Hindley ikke været flyvende i optakten - faktisk så det ret skidt ud i San Sebastian, hvor han blev sat meget tidligt - men som vi kender ham, er han bare blevet bedre og bedre, alt sammen kulminerende med kongeetapen i Burgos, hvor han for første gang lignede en af de stærkeste. At han ikke var stærkest, er ikke noget problem, for nu ved vi, hvordan vi skal læse Hindleys optakt. Faktisk var han vel i Burgos bedre, end vi har set ham i noget optaktsløb tidligere.

Det er desværre nok også nødvendigt. Når jeg peger på Hindley som favorit, er det nemlig med meget stor bekymring for, om ruten er den rette. Sidste år havde jeg ikke været i tvivl, for der var der tale om en sjældent bagtung Vuelta, hvor langt de fleste vanskeligheder var koncentreret i den tredje uge, hvor Hindley er i sit es - akkurat som det var tilfældet i Giroen. I dette års Vuelta er den tredje uge til gengæld pokkers nem med kun 20. etape, der ikke er specielt svær, som en reel mulighed for at gøre væsentlige forskelle.

Derfor er det min bekymring, om Hindley får tilstrækkeligt glæde af sin holdbarhed. Der er seriøse bjergetaper i både den første og den anden uge, men det er i den tredje uge, at Hindley for alvor excellerer. Alligevel tror jeg på projektet. Nok er der bjergetape i den første uge, hvor Hindley endnu har til gode at kunne blande sig med de bedste, men 6. etapes målbjerg er relativt let, og 9. etapes mur er relativt kort. Kun 8. etape kan give en større regning, og den kommer trods alt på et tidspunkt, hvor Hindley i Giroen trods alt var god nok til at vinde på Blockhaus, og hans relativt gode kørsel i Burgos får mig til at tro, at han kommer stærkere til Vueltaen, end han gjorde til Giroen.

Samtidig kommer de store bjergetaper i den anden uge, hvor løbet bliver afgjort, bare en uge inden afslutningen. Her kørte Hindley pokkers stærkt i Giroen i både 2020 og 2021, og det er vel ikke usandsynligt, at han i år kunne have gjort forskellen allerede der. Han virkede i hvert fald lige så stærk som Carapaz, men i starten blev det ét langt ventespil, fordi den tredje uge var så brutal. Reelt ventede alle på 20. etape, og da han åbnede op her, var Hindley bedre end alle andre. I dette løb vil han være tvunget til at slå til allerede på de tre bjergetaper i uge 2, og mit gæt vil være, at han vil være stærk nok til at gøre den forskel, han også gjorde i årets Giro.

Bjergetaperne passer ham nemlig godt. Vi så både på Stelvio i 2020 og på Marmolada i år, at han er i sit es i de højeste højder, så han vil elske den iltfattige luft på Sierra Nevada. Han har også vist, at han kan begå sig på både store bjergetaper med mange højdemeter, som er hans største kompetence, og på mere eksplosive og stejle stigninger, som Vueltaen i år er mere fattig på, men som vi trods alt finder i den første uge. Faktisk var han i årets Giro endnu mere eksplosiv end tidligere og nu også så hurtig, at han kunne vinde spurter til sidst. Varmen klarede han også storartet i den stegende hede i Torino - man er vel australier - og derfor bør det ikke blive et problem, at de afgørende etaper skal køres i den bagende andalusiske varme.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Holdet er også eminent. Det kan godt være, at halvdelen består af en sprintertrup, men det kan man leve med, når de tre øvrige ryttere selv kommer til løbet for at køre klassement og dermed skal regnes som nogle af de allerbedste klatrere. Sprinterdelen kan jo faktisk blive ganske vigtig, for sidevind spiller ofte en rolle i Vueltaen, uanset om det måtte blive i Holland eller i de blæsende egne af Spanien. Her bør han kunne stole så meget på sine sprintere, at han ikke kommer i problemer.

Stenen i skoen er selvfølgelig enkeltstarten og holdløbet. Den pandekageflade tonserrute på 10. etape er ikke just en gave for temposvage Hindley, men han viste jo enorm fremgang på 21. etape i Giroen. Jeg tvivler på, at han an præstere lige så godt på tiendedagen og på en sådan rute, men det vidner om, at skiftet til Bora har gjort ham godt, som det gør det for de fleste. Samtidig hjælpes han af, at det blandt de øvrige favoritter ikke er alle, der er tempofænomener. Jo, Remco Evenepoel og Primoz Roglic er, men førstnævnte kan han formentlig få ram på i bjergene til sidst, og sidstnævntes form må være temmelig usikker efter en elendig optakt. Så er der selvfølgelig Joao Almeida, der også er specialist, men ham havde han styr på i Giroens bjerge, og blandt de øvrige favoritter kan Simon Yates og Richard Carapaz utvivlsomt slå ham, men også dem havde han fint styr på i Giroens bjerge. Nederlaget på holdløbet må han også notere sig, hvilket øger udfordringen yderligere, men det bør have en størrelse, der kan overkommes.

Argumenterne er der altså igen, og de er stort set præcis de samme som dem, jeg gav for små fire måneder siden. Denne gang må man bare tage konsekvensen af dem og rangere ham som favorit, for nu ved vi, at det mønster, vi trods alt ikke kunne se på baggrund af ét løb, vitterligt er et mønster. Rutens design med en let sidste uge og en flad tonserenkeltstart gør det langt fra lige så oplagt et løb, som det var tilfældet med de to udgaver, han dominerede i Giroen, men den har stadig et design, hvor den Hindley, der plejer at være uhyggelig sent i løbet, kan gøre den forskel, der kan gøre ham til den første siden Alberto Contador i 2008 til at gennemføre den svære Giro-Vuelta-double. Hvis det sker, vil det være tredje gang, han står på et grand tour-podium, men for første gang vil det ikke være spor uventet. Man kan trods alt ikke overraske tre gange, heller ikke selvom man hedder Jai Hindley og cykelsportens kroniske overraskelse.