SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men Vueltaen synes i den grad at kunne lukrere på corona-krisen. Det er nemlig meget tænkeligt, at netop den ultrakorte sæson har fået så mange af de navne, der egentlig havde Touren som hovedmål, til at kaste sig ud i en Vuelta, der måske også bliver lidt mere attraktiv af at være ”corona-forkortet” til bare 18 dage. Mens Giroen i disse dage kæmper med at tiltrække opmærksomhed grundet et yderst pauvert felt, er der i Spanien i den grad lagt op til revanche efter en Tour, der i forvejen var sjældent stærkt besat.

Feltet føres an af den forsvarende vinder og nr. 2 i årets Tour, Primoz Roglic, der i skrivende stund ventes at få selskab af to andre ryttere fra top 10 i det franske etapeløb, nemlig Enric Mas og Tom Dumoulin. Dertil skal lægges Alejandro Valverde, der altid blomstrer op igen på hjemmebanen, samt Richard Carapaz, Thibaut Pinot, Dan Martin og Daniel Martinez, der har meget at revanchere efter et fejlslagent Tour-klassement. Aleksandr Vlasov ventes at rejse sig efter sit tidlige Giro-exit og får selskab af andre kometer som Ivan Ramiro Sosa og David Gaudu. Føj dertil Chris Froomes foreløbig forgæves forsøg på at genfinde fordums styrke, Guillaume Martin, der akkurat missede Tourens top 10, Marc Soler, der kørte en fremragende tredje uge i Touren, samt Wout Poels, Ion Izagirre og David de la Cruz, der her træder ud af deres hjælperytterrolle for at kunne køre egen chance, og det står klart, at Vueltaen igen i år langt overskygger Giroen, når det handler om at tiltrække de store navne.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Tom Dumoulin (***)

Da Tom Dumoulin for fem år siden senest mødte op til Vueltaen, var der ikke mange, der bemærkede den store hollænder. Det var nemlig dengang, han slog en hånlatter op, hvis man antydede, at han kunne køre klassement i en grand tour, og han kom alene til Spanien for at ryste skuffelsen over et tidligt Tour-exit af sig og for at forberede sig til VM i enkeltstart.

Forinden havde han for første gang haft en længere højdetræningslejr, der havde gjort ham klar til de tre uger i Spanien, men Dumoulin havde aldrig drømt om, hvad det skulle føre til. Hollænderen kom bragende ind til løbet med en 2. plads på første linjeløbsetape, og siden fulgte det ene mirakel efter det andet, hvor alle ventede på det sammenbrud, der først kom 24 timer inden afslutningen i Madrid, da Fabio Aru med et sidste angreb på 20. etape fik sendt ham fra en 1. til en 6. plads.

Dengang var det Vueltaen, der forvandlede Dumoulin fra tempospecialist til grand tour-stjerne, og nu håber hollænderen, at det spanske løb fem år senere atter kan ændre hans status. Det er nu noget sludder at sammenligne situationen i 2015 med den, han befinder sig i denne gang, for naturligvis kommer Dumoulin denne gang til Spanien som en af favoritterne - og denne gang kan man derfor ikke få odds 1001 på en samlet sejr til hollænderen. Alligevel kan Vueltaen være det løb, der forandrer Dumoulin fra en rytter, som ingen ved, hvor er, til den grand tour-stjerne, han var forud for det ærgerlige styrt i Giroen for halvandet år siden.

En 7. plads i Touren er naturligvis et flot resultat - især når man agerede hjælperytter - men det var ikke i nærheden af det, Dumoulin kom efter. Han kunne da heller ikke skjule sin egen skuffelse over at have været så langt fra det niveau, da han i 2018 blev nr. 2 i selvsamme Tour, og det var da også åbenlyst, at den Dumoulin, vi så først i Frankrig og siden ved VM var en helt anden og mere menneskelig rytter end den mand, der var så overbevisende i 2017 og 2018.

Dumoulin har vitterligt meget at bevise. I en tid, hvor det meste af hans gyldne årgang 1990 er gået tidligt i forfald, er der ingen, der aner, om Dumoulin kan blive sig selv igen. Foreløbig er der intet, der tyder på det, men Dumoulins enorme motor kan også meget vel være af en støbning, så den kræver en masse løb for at blive helt varm igen.

Meget kunne dog tale for, at det først bliver i 2021, vi finder ud af, om Dumoulin stadig er på sit gamle niveau. Denne gang kører han nemlig Vuelta helt uden forudgående højdetræning, og han har altid selv insisteret på, at han ikke kan køre klassement i en grand tour uden at have været oppe i den iltfattige luft. Derfor har dette løb også mest karakter af et eksperiment, der primært skal sætte ham op til 2021, og han risikerer igen meget hurtigt at ende som hjælper for Roglic, der er skræddersyet til 1. og 3. etape og derfor snart kan ende i rødt.

I forvejen passer ruten ham dårligt. Nok har han 30 km tempotons - og han fik i Touren bevist, at tempoevnerne i fladt terræn i den grad er intakte - men resten af ruten er meget bjergrig. Desværre for Dumoulin byder uge 2 endda på hele tre finaler med relativt lange stigninger med stabilt meget stejle procenter, og hvor han før har vist sig god på korte, stejle mure, har han på lange, stejle stigninger sin vægt imod sig. Derfor handlede Zoncolan for den ”gode” Dumoulin i 2018 alene om overlevelse, og derfor ligner for mange af årets etaper præcis det samme. Og man vinder sjældent en grand tour alene på overlevelse - heller ikke selvom man har en enkeltstart i baghånden.

Alligevel vil det ikke være en sensation, hvis Dumoulin vinder. Motoren er efterhånden varm, og selvom de fleste har svært ved at køre to grand tours i træk, kørte han vel sit livs grand tour i Touren i 2018, hvor han havde Giroen i benene. Denne gang skal han i en let tredje uge heller ikke lide under den tredjeugesrust, han ofte har problemer med.

Det er ikke første gang, at Vueltaen har katapulteret Dumoulin ind i grand tour-eliten. Måske kan det gentage sig igen i 2020.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA

Enric Mas (***)

I en Tour, hvor Tadej Pogacars vilde comeback og Wout van Aerts vanvidskørsel, gjorde det svært for andre unge drenge af få del i overskrifterne, gik det lidt i skyggen, at der faktisk var et andet vidunderbarn, der blev genfødt. Måske er ordet vidunderbarn kun sjældent brugt om Enric Mas i en tid, hvor man kan fodre svin med den slags fænomener, men hans 2. plads i sin bare anden grand tour var et resultat, der til fulde retfærdiggør prædikatet. Og hans 5. plads i verdens største cykelløb viste, at det heldigvis ikke er slut med vidunderlige bedrifter, allerede inden han er vokset fra ungdomstrøjen.

Den frygt kunne man ellers godt have fået efter et 2019, hvor sygdom ødelagde Touren, og hvor det kun var den sene sejr i Guangxi, der mindede os om, hvorfor vi alle var så betagede af Mas i 2018. Bedre blev det ikke af, at hans kørsel i første del af 2020 efter hans egen standard bedst kan karakteriseres som gudsjammerlig, og derfor var der ikke mange, der tale om Mas, da Tour-starten gik i Nice for halvanden måned siden.

Heldigvis var der masser af grund til at tale om spanieren tre uger senere, da han rullede til Paris som nr. 5 - en placering, der normalt ville være garanti for ungdomstrøjen, hvis det altså ikke havde været for ham sloveneren. Dermed fik Mas igen sat en tyk streg under, at han er indbegrebet af en god grand tour-rytter. Det kan godt være, at han ikke brillerer i ugelange etape- eller endagsløb, men over tre uger er han en af verdens bedste.

Mønsteret var også så ”klassisk Mas”, som det kunne være. Hvor han i Vueltaen fra 14. til 20. etape avancerede fra en 11. til en 2. plads efter en mildt sagt rusten start, gentog mønsteret sig denne gang. Der var ikke mange, der lagde mærke til Mas på de første bjergetaper, men i den sidste uger var han flyvende med en 6. plads på kongeetapen og en 9. plads på enkeltstarten, så han fra 13. til 20. etape avancerede fra en 12. til en 5. plads.

Nu befinder Mas sig så på ukendt territorium, når han for første gang giver sig i kast med to på hinanden følgende grand tours. Med sin dieselagtige kørsel burde Mas om nogen være manden, der kan køre to så lange etapeløb over så kort et tidsrum, og det burde tale for, at vi ser lidt af den Mas, der for to år siden kørte med om sejren i netop dette løb.

Så enkelt er det imidlertid ikke nødvendigvis. Ruten passer ham egentlig ganske fint med sine mange og meget svære bjergetaper, der tiltaler en ren klatrer som ham - især fordi han i Vueltaen i 2018 og med sit gennembrud på Angliru i 2017 viste, at han er særligt god på de stejleste procenter - ligesom han senest i Touren viste, at han kører gode enkeltstarter sent i en grand tour, som han også gjorde det i 2018, selvom der også dengang var tale om en flad rute i stil med det, der venter på det meste af 13. etape.

Udfordringen er en anden. Løbet kan meget vel være afgjort efter 13. etape, og så hjælper det jo ikke meget, hvis Mas igen først er på sit højeste niveau i den tredje uge. Når han har haft en lang løbspause, plejer han at være rusten fra start, og det er der ikke råd til i et løb, der i løbet af de første 8 etaper har fire store slag i bjergene.

Man kan heldigvis håbe, at det er anderledes denne gang. Nu har han jo en grand tour i benene, og selvom man kan være bekymret for den lange løbspause, er situationen trods alt anderledes, end den plejer. Mas burde i teorien være manden, der om nogen kan sammensætte en sæson med to på hinanden følgende grand tours. Spørgsmålet er bare, om årets forkortede og fortunge rute er den rette at gøre det på. Svaret kender vi om tre uger, og falder det positivt ud, kan vi definitivt igen melde Mas ind i vidunderbørnenes klub, der ellers truede ham med eksklusion tidligere på året.

Aleksandr Vlasov (***)

Egentlig skulle han slet ikke være i Spanien. Nej, Aleksandr Vlasov skulle på tirsdag tage hul på den brutale tredje uge af Giro d’Italia, hvor han på forhånd lignede en af favoritterne til den samlede sejr, men et hurtigt maveonde sendte ham til tælling så hurtigt, at det, der skulle have været karrierens længste etapeløb, vel i stedet endte med at blive det korteste. Heldigvis er den sammenpressede corona-sæson skruet sådan sammen, at man altid bare kan starte et nyt løb dagen efter det foregående, og det giver på helt utrolig vis Vlasov muligheden for at lukrere på den gode Giro-form og ikke lade den gå helt til spilde.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Ændringen har både fordele og ulemper. På den ene side betyder den nye rolle, at han ikke risikerer at ende som hjælper for Jakob Fuglsang, for selvom det egentlig var Ion Izagirre, der var tiltænkt den spanske kaptajnkasket, er det svært at forestille sig, at Vlasov ikke vil vise sig som den stærkeste af de to. Til gengæld er konkurrencen også langt skrappere, og hvor han i Italien måtte tilskrives en reel vinderchance, skal det flaske sig betydeligt mere, hvis det skal lykkes her.

Men muligt er det, selvom man siger, at en grand tour-debutant ikke kan vinde en grand tour. Det har været den konventionelle logik i mange år og det med god grund. I de seneste 25 år er Andy Schlecks 2. plads i Giroen i 2007 undtagelsen, der bekræfter reglen om, at man skal have mindst ét langt etapeløb i benene, før man kan være med helt i front. Og selv den talentfulde luxembourger måtte trods alt sande, at der var én rytter, der var bedre end ham.

I vidunderbørnenes tidsalder har vi imidlertid lært, at konventionel logik kun hører til på møddingen. Nok vandt Tadej Pogacar ikke sin første grand tour - han blev ”kun” nr. 3 - men efter i alt 42 grand tour-etaper har han vundet de seks, vundet verdens største cykelløb, været nr. 3 i Vueltaen samt vundet to ungdomstrøjer og én bjergtrøje. Og når man ser, hvad Remco Evenepoel, Egan Bernal, Mathieu van der Poel, Marc Hirschi og Wout van Aert har bedrevet af vanvidsbedrifter i de seneste år, begynder man næsten at stille spørgsmålet, om ikke vi snart ser den første 14-årige knuse al modstand på kongeetapen i en grand tour.

Vlasov har i hvert fald vist, at topniveauet rækker. Det så vi allerede med drømmedebuten i Provence i februar, hvor det blev til etapesejr og samlet 2. plads, men det er særligt efter pausen, at han har fået os til at banke kæben i jorden. Først kørte han næsten lige op med Bernal i Occitanie, så kørte han fra alt og alle på Ventoux, inden han drog til Italien, hvor han efter en 4. plads i Piemonte hjalp Fuglsang til sejr i monumentet Il Lombardia og endda selv endte som nr. 3 for slutteligt at være i sin helt egen liga i Giro dell’Emilia, der gav ham sæsonens tredje sejr.

Til gengæld skuffede han måske en anelse i Tirreno-Adriatico. Det er selvfølgelig hårde ord, når en WorldTour-debutant ender som nr. 5 i et af de største ugelange etapeløb, men i de italienske bjerge var Simon Yates, Rafal Majka og Geraint Thomas synligt stærkere end ham på kongeetapen. I virkeligheden skal det dog nok snarere læses som et opløftende træk, at han brugte den lille måneds pause til at hvile ud og starte en ny formopbygning - især nu hvor hans formtop skal skubbes endnu længere end planlagt.

Velforberedt burde han være. I hvert fald var han klog nok til at droppe det ellers fristende VM for i stedet at træne i højderne. Og de to gange, han sidst er kommet ud efter længere pauser, er han blevet hhv. nr. 2 og 3 i stærkt besatte løb, og det vil være meget mærkeligt, hvis vi fra tirsdag ikke ser den Vlasov, der betog os alle i august. Et maveonde varer trods alt ikke længe.

Den knaldhårde rute burde også passe ham. Som ren klatrer havde han været på udebane med de klassiske korte, stejle mure, men denne gang er der tale om længere bjerge lige efter hans smag. Særligt Tourmalet burde ligge til hans højreben, men han har til gode at bevise, hvordan han har det med de stejle procenter, der jo særligt bliver et tema på Angliru.

Enkeltstarterne har til gengæld været et spørgsmål for en mand, der ikke har kørt mange af slagsen. De få, der har været, har vist, at han er alt andet end specialist, men på den flade tonserrute i Tirreno forsvarede han sig overraskende godt med beskedne tab på eksempelvis 6 sekunder til Fuglsang og 9 sekunder til Yates. Man må stadig formode, at Vlasov vil tabe tid til de fleste på enkeltstarten, men det bliver ikke nødvendigvis den store ulempe, man kunne have frygtet - især ikke hvis Astana har arbejdet seriøst med hans evner i en disciplin, hvor den manglende erfaring burde borge for et vist udviklingspotentiale.

Det store spørgsmål er naturligvis holdbarheden, der er et helt åbent spørgsmål. 3. pladsen over den lange distance i Lombardiet vidner imidlertid om en stor motor. Det samme gør sejren i Baby-Giroen, der med sine 10 dage er det længste U23-etapeløb, ligesom også 4. pladsen i det andet lange af slagsen, Tour de l’Avenir, bekræfter evnerne. Vi husker også, hvordan han sidste år skuffede fælt i starten af Østrig Rundt, men da motoren var varm, rejste han sig at vinde sidste etape på Kitzbüheler Horn, ligesom han i Slovenien Rundt, hvor han var bedste mand på stigningerne, nærmest bare blev bedre og bedre dag for dag. Naturligvis er en grand tour noget andet, men selvom tendensen ikke er så entydig, som den åbenlyst var for Pogacar i 2019, synes han at være gjort af det stof, der skaber en grand tour-stjerne. Og i denne Vuelta, der kan være afgjort efter 13. etape, er holdbarhed ikke helt så afgørende som normalt.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Og så har han én stor fordel. Stort set alle andre favoritter har allerede kørt Touren, og hvor det hidtil har været en fordel i endagsløbene, viser al historik, at det i anden grand tour er en ulempe allerede at have kørt én. Blandt topfavoritterne er Vlasov den friskeste af dem alle, og det er måske det, der skal til, hvis de største navne skal snydes.

Det kan godt være, at konventionel logik siger, at en grand tour-debutant ikke vinder. Konventionel logik siger imidlertid også, at juniorverdensmesteren ikke vinder VM-sølv og Clasica San Sebastian, at en tung Roubaix-rytter slår alle favoritterne på den samlet set vanskeligste Tour-etape, eller at en slovensk komet vinder seks af sine første 42 grand tour-etaper samt verdens største cykelløb i første forsøg. I vidunderbørnenes tidsalder vil der være sket mærkeligere ting, end hvis Vlasov om tre uger krones som den første russiske grand tour-vinder siden Denis Menchov sejrede i Giroen for 11 år siden.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA