Der var engang, hvor Vueltaen var kendt for at være afslappet, halvkedelig og relativt nem at komme igennem. Det var dengang løbet bestod af talrige lange, relativt flade motorvejsetaper langs den spanske højslette, og hvor rytterne i stort antal kom til Spanien for at forberede sig til VM. Det var dengang sprinterne næsten boltrede sig lige så meget i det spanske, som de gjorde i det flade Nordfrankrig under Touren. Og det var dengang et ofte ikke alt for stærkt felt cementerede løbets status som den mindste af de tre grand tours.

Sådan er det ikke længere. Hvis man skal pege på en vinder i de senere års kamp mellem de store løbsarrangører, må det være Vuelta-chefen Javier Guillen. Uden at det har haft en negativ effekt på de øvrige grand tours har spanieren fået sit løb til at blomstre, så man i de senere år har kunnet tale om, at løbet af og til har haft det stærkeste felt af klassementsryttere. Stjerner som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana har ikke blot enten skippet løbet eller gjort det til en eftertanke efter en lang sæson. Nej, de har haft det som et stort mål og bidraget til, at løbet nu fremstår som det sæsonhøjdepunkt, det også bør være.

Om forklaringen er Guillens omlægning af ruten, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at udviklingen er kommet, samtidig med at han har taget et meget bevidst valg om, at hans løb skal være for klatrere. Det er ikke noget under, at sprinterne nu om dage i vidt omfang bliver væk fra Spanien, og at vi i de senere år har haft meget svage sprinterfelter, for de har ikke længere meget at komme efter. De flade motorvejsetaper er væk, og selv når der kunne være lagt op til en sprinterafslutning, har Guillen for vane enten at lægge 3000 højdemeter ind undervejs, lægge en svær stigning ind i finalen eller slutte det hele med en lille hidsig bakke op mod mål.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Netop det med bakkerne op til mål er i stedet blevet Vueltaens kendetegn. I 2012 startede man trenden, da man designede en rute med hele 10 afslutninger på en stigning, og da det gav anledning til en fantastisk udgave med et stort slag mellem Alberto Contador, Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez, blev ideen videreført. Siden dengang har der været mellem 8 og 10 afslutninger på kategoriserede stigninger, og Guillen nyder samtidig at udnytte den alsidige spanske geografi til at mikse det mellem velkendte afslutninger og helt nye stigninger. Særligt har han udviklet det til en hel lidenskab år efter år at opstøve en ny spansk mur, hvor rytterne sendes op ad en smal gedesti med procenter på over 20, og det er netop disse meget stejle stigninger, der er blevet Vueltaens kendetegn. Til gengæld har det ofte været mere småt med lange og høje bjerge og store bjergetaper med adskillige bjergpas, som vi især kender det fra Giroen og Touren.

I de senere år har Guillen imidlertid vist sig helt menneskelig. Nok bød 2019-udgaven på to af nyere tids mest spektakulære spanske mure og en kort og hidsig tur gennem Andorra, men løbets sidste uge var betydeligt nemmere end vanligt. I år havde han så planer om at bryde trenden med et nærmest totalt fravær af sprinteretaper ved at designe en rute, der måske nok som altid havde sin andel af voldsomme bjerge, men også havde flere flade etaper end vanligt og igen lagde op til en helt usædvanlig blød afslutning på det normalt så hårde løb.

Den grundskitse ligger egentlig stadig fast, men alligevel er det på mange måder et andet løb end det, der oprindeligt blev lagt op til, da detaljerne blev afsløret ved en stor ceremoni i december. Coronavirus fik nemlig med store effekt knust sprinternes drøm om en hel serie massespurter. Allerede tidligt efter nedlukningen stod det nemlig klart, at den planlagte start i Holland med et holdløb og to pandekageflade etaper i landet, der bedst kan karakteriseres som et plant billardbord, ikke rigtigt var hensigtsmæssig i den nye Covid-19-virkelighed, og dermed røg de første to af de ventede massespurter, da man helt droppede at erstatte de tre aflyste etaper og således helt ekstraordinært reducerede løbets længde med hele tre løbsdage.

Senere meldte de portugisiske naboer ud, at de ikke havde den store lyst til besøg i denne omgang, og det blev også dyrt for sprinterne. Turen ind og ud af nabolandet betød nemlig to flade etaper i en meget let tredje uge, men da ændringen medførte et behov for en gentænkning af de to dage, blev antallet af højdemeter skruet så kraftigt i vejret, at det nu i stedet ligner to dage for udbrydere.

Resultatet er, at fire sprinteretaper er forsvundet siden præsentationen i december, og det efterlader de hurtige folk med en lille så sprinterfjendtlig Vuelta, som vi kender dem. Ligesom sidste år er der nu kun tre etaper, der lægger op til en klassisk massespurt, ikke mindst fordi de to øvrige relativt flade dage afsluttes med små bakker op mod mål, hvilket sikrer, at de eksplosive puncheurs også har lidt at komme efter. Vueltaen skulle altså have taget skridt tilbage mod den sprintervenlige fortid, men sådan gik det alligevel ikke i denne omgang.

I stedet er det en moderne Vuelta, som vi kenderden. Dagsordenen er et hav af bjerge og spændende bjergafslutninger på etaper, der i hovedsagen er relativt korte. Faktisk slås tonen højst usædvanligt an allerede fra allerførste dag, idet løbet indledes på en facon, der ikke tidligere er set i en moderne grand tour. Aflysningen af det hollandske eventyr betyder nemlig, at der denne gang helt atypisk ikke lægges ud med en tidskørsel, men derimod med den bjergetape, der skulle have været den første på spansk jord. Rammen er endda mytisk, da Arrate-stigningen, som år efter år er scenen for kongeetapen i Baskerlandet Rundt, vil bestemme løbets første etapevinder og dermed fra allerførste færd give en ide om, hvem der skal vinde løbet.

I det hele taget er de første dage voldsomme. Allerede på 3. etape venter det næste store klassementsslag, når Guillen atter fremviser sin glæde ved at finde nye stigninger til enhver ny udgave af Vueltaen. Denne gang er det blandt andet Laguna Negra-stigningen, der er blandt løbets opfindelser, og selvom den er relativt let, vil den cementere et hierarki, der således efter bare tre dage vil være stå klart usædvanligt tidligt i løbet.

Laguna Negra er imidlertid undtagelsen. I år har Guillen nemlig valgt at skrue ned for det innovative, og selvom Vueltaen ikke er kendt for sine mange legendariske stigninger, er løbets nøgleetaper primært henlagt til bjerge, vi allerede kender. Allermest mytisk bliver det på ”Super Sunday”, hvor Vueltaen skal forsøge at konkurrere om opmærksomheden med Giroens afsluttende enkeltstart (dog ikke længere det aflyste Paris-Roubaix). Det kræver naturligvis noget særligt, og det særlige er en kort, intens bjergetape ind i Frankrig, hvor de legendariske Tour-stigninger Col d’Aubisque og Col du Tourmalet begge er på menuen, endda med mål på toppen af sidstnævnte som afslutning på løbets første uge.

Tendensen med velkendte stigninger fortsætter i løbets brutale anden uge, der er den vanskeligste. Løbet har i de senere år haft tradition for at have tre bjergetaper - ofte i Asturien og Cantabrien - i forbindelse med næstsidste weekend, og selvom det i år er skåret ned til bare to, byder løbets næstsidste lørdag og søndag også i år på løbets måske afgørende fase. Begge dage bydes der nemlig på store bjergetaper med mange af de ofte stejle asturiske bjerge, og begge dage sluttes der med brutale afslutninger. Allerede lørdag lægges der ud med en led sag, når Farrapona-stigningen nok engang lægger asfalt til løbet, og søndag venter der endelig et glædeligt - i hvert fald for cykelfans - gensyn med monsteret Angliru, der med sine umenneskelige procenter vender tilbage tre år efter, at Alberto Contador sluttede en stor karriere med at vinde netop på det bjerg, der utvivlsomt er Vueltaens kendteste og mest frygtede. Og faktisk er der mulighed for at varme op til weekenden allerede onsdagen forinden, hvor løbets primære nye opdagelse, den stejle Moncalvillo-stigning, vil være rammen om et stort slag, som tydeligt viser, hvordan Guillen altid evner at finde en ny spændende lækkerbisken til sit løb.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Klatrerne har altså meget at glæde sig over i den anden uge, men de gør også klogt i at gribe mulighederne her. Den tredje uge er nemlig for andet år i træk usædvanligt let, og de lette folk får således blot yderligere én chance for at vinde tid. Den kommer som så ofte før på løbets næstsidste dag, hvor det denne gang er den berømte La Covatilla-stigning, der vil krone den endelige vinder. Den hører imidlertid ikke til blandt løbets vanskeligste, og derfor gør rytterne klogt i at sætte tid i banken allerede inden løbets anden og sidste hviledag.

I den tredje uge er det nemlig en anden etape, der er den vigtigste. Temporytterne har ikke altid haft det så nemt i Spanien. I de senere år er det blevet helt fast, at løbets skydes i gang med en tidskørsel, oftest et holdløb, men den er i år aflyst. Derudover har løbet altid en lang enkeltstart på mellem 30 eller 40 i enten den anden eller den tredje uge, og den model fastholdes i år. Årets enkeltstart skyder således den tredje uge i gang med en klassisk distance på 33,5 km og det i et usædvanligt spektakulært format. Således skal der sluttes på den korte, men umenneskeligt stejle mur Mirador de Ezaro - faktisk er det højst usædvanligt den eneste af denne type stigninger, der i år er på programmet - og det vil give klatrerne mulighed for at begrænse tabet. De skal dog ikke glæde sig for tidligt, for da de første mere end 30 km består af rent tempotons i fladt terræn, er det først og fremmest en dag, hvor de mere alsidige ryttere kan vinde masser af tid på de folk, der forbander enkeltstartscyklen langt væk. Og hvis ikke de kan vinde det tabte tilbage på den relativt lette Covatilla-etape tre dage senere, kan vi meget vel allerede kende vinderen af løbet efter denne etape hele fem dage før afslutningen i Madrid.

Sprinternes manglende muligheder skyldes den varierede spanske geografi, der gør løbet til det bedste for udbrydere, og lykkeridderne har også i år udsigt til en sand gaveregn. De syv bjergetaper, enkeltstarten, de tre sprinteretaper (én i hver uge) og de to puncheuretaper udgør nemlig blot godt to tredjedele af den korte grand tour, og det efterlader hele fem etaper, der synes som skabt til folk med mod på at angribe tidligt. Alle har de nemlig enten så mange højdemeter eller en svær stigning så tæt på mål, at det virker usandsynligt, at de hurtige folk har en chance, men samtidig er terrænet for let til, at klassementsrytterne kan gøre sig forhåbninger.

Første mulighed kommer allerede på andendagen mellem de to første bjergetaper, hvor en svær kategori 1-stigning mod slutningen måske endda kan give liv til drømme om en tur i førertrøjen, men også på løbets første lørdag ligger der en oplagt udbryderetape klemt ind mellem den første sprinteretape og Tourmalet-etapen. Næste chance kommer på 7. etape dagen efter første hviledag, og slutteligt er de to flade portugisiske etaper på løbets sidste torsdag og fredag erstattet med to helt klassiske udbryderetaper med uvejsomt terræn, hvor det går op og ned det meste af dagen. Lægger man dertil, at mange af bjergetaperne og måske også de to puncheurdage på 10. og 14. etape kunne gå til lykkeriddere, er der al mulig grund til at være optimistisk, hvis man er kommet til Spanien for at angribe. Kan man klatre fornuftigt og har man et offensivt angrebsinstinkt, kunne man næppe have drømt om en bedre rute end den, der tilbydes over de kommende tre ugers bjergfest i Spanien.

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 18 dage.

1. etape, tirsdag d. 20. oktober: Irun - Arrate. Eibar, 171,0 km

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger så vel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - har Vuelta a Espana syntes at holde sig den faste idé om altid at starte med et holdløb - en tradition, der siden 2010 kun én gang er blevet brudt, nemlig da Rohan Dennis i 2018 kørte sig i førertrøjen på en kort enkeltstart. I år venter der imidlertid en total nyskabelse i moderne grand tour-historie, når rytterne allerede fra dag 1 skal kastes ud i en decideret bjergetape, der fra allerførste færd vil afsløre, hvem der har de rette bjergben med til Spanien. Efter aflysningen af den oprindeligt planlagte start i Holland, der bød på det traditionelle holdløb og to flade sprinteretaper, har arrangørerne nemlig valgt slet ikke at finde en erstatning i det i år bare 18 etaper lange løb. Konsekvensen er, at den bjergetape, der skulle have budt rytterne velkommen til Spanien og det cykelgale Baskerlandet, nu i stedet bliver åbningen på hele showet, og det sker endda med en afslutning på den måske mest ikoniske stigning i hele det baskiske område. Når Vueltaen i det usædvanlige år 2020 skydes i gang en tirsdag, vil den første førertrøje nemlig blive uddelt på toppen af den ikoniske Arrate-stigning, der i nu mere end et årti hvert eneste år har været afslutning for kongeetapen i Baskerlandet Rundt, og hvor Vueltaen vil have mål for første gang, siden Alejandro Valverde i 2020 i en spurt fik ram på Joaquim Rodriguez, Alberto Contador og Chris Froome på den berømte bjergtop.

I alt skal der tilbagelægges 173,0 km, der fører feltet fra den baskiske by Irun - der i cykelmæssig sammenhæng nok mest er kendt for at huse en slagter, som leverede en så skæbnesvanger bøf til Contador for 10 år siden - og til toppen af Arrate-stigningen i udkanten af Eibar. Startbyen er placeret helt ude ved den spanske nordkyst, og da første del af etapen består af en tur mod sydvest og vest hen langs vandet byder de indledende kilometer ikke på mange vanskeligheder. Højdepunktet er passagen gennem cykelbyen San Sebastian efter 12,5 km samt en lille knold efter byen Orio efter 35,0 km, men derudover er terrænet i alt væsentligt fladt.

Efter 50,0 km når man byen Zumaya, hvor man sætter kursen mod syd og senere kortvarigt vest og kører ind i landet med retning mod de baskiske bjerge. Herfra begynder det at stige let, og det bliver gradvist stejlere og stejlere, indtil man officielt rammer årets første stigning, kategori 3-stigningen Puerto de Udana (6,0 km, 2,3%), der imidlertid blot er en lang, jævn opkørsel med stigningsprocenter på mellem 0 og 4,5, indtil toppen rundes efter 98,0 km. På toppen vender man rundt for at køre mod nordvest ad en i første omgang teknisk nedkørsel, der leder ned til byen Onati, hvorfra man fortsætter mod nordvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Kanpazar (6,7 km, 4,1%), der ligeledes er en relativt jævn stigning med stigningsprocenter på 4-5, indtil den flader ud med 2-3% over de sidste knap 4 km frem mod toppen, der passeres efter 119,7 km.

Fra toppen venter en længere, relativt let nedkørsel, som fører mod nord ned til målbyen Eibar. I stedet for at tage hul på målstigningen kører feltet nu en omgang på en knap 30 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den er i første omgang flad, når man følger en flod mod nordøst, sydøst og sydvest ned til dagens spurt, der kort efter 149,8 km, indtil man drejer mod nordøst for at køre frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Elgeta (6,2 km, 5,2%), der er ganske svær med 8,8% over de sidste 2,9 km frem til toppen, der passeres efter 156,0 km. Herfra følger man samme nedkørsel som tidligere, hvormed man kører mod nord ned til Eibar.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

I Eibar kører man som altid i Baskerlandet Rundt tværs gennem byen ud til den nordlige udkant, hvor den berømte Arrate-stigning, der er i kategori 1, starter. I Vueltaen bestiges den fra den klassiske og letteste side, som har været benyttet langt de fleste gange i det basiske etapeløb, og som også blev benyttet ved seneste besøg i 2012. Fra denne side er der tale om en 5,3 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,7 fordelt over 3,7%, 6,8%, 9,6%, 9,6% og 9,8% - med et maksimum på 13% - over hver af de første 3 km samt 4,4% over de sidste 300 m frem mod toppen, der rundes efter 170,5 km. Herfra resterer 2500 m, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let frem til den røde flamme, hvorefter det falder ned mod mål. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

Etapen byder på i alt 3059 højdemeter.

Det er en usædvanligt brutal start på en grand tour, og selvom Arrate-stigningen ikke er den længste og ikke altid har givet de helt store forskelle i Baskerlandet Rundt, har finalen alligevel altid spillet en nøglerolle i løbets afgørelse. Det vil den næppe gøre i den langt længere Vuelta, men som vi så ved det seneste besøg i 2012, hvor løbets fire bedste klatrere, Valverde, Rodriguez, Contador og Froome, som senere skulle vise sig at udgøre den endelige top 4, allerede på løbets 3. etape satte sig igennem på netop dette sted, vil den formentlig også denne gang allerede fra første færd give en relativt klar fornemmelse af, hvem der senere skal slås om sejren i årets sidste grand tour. Uanset hvad er der lagt op til en spektakulær indledning, hvis lige ikke er set tidligere i moderne grand tour-historie.

Finalen blev senest benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

Derudover har Arrate-stigningen siden 2009 altid været mål for kongeetapen i Baskerlandet Rundt. Sidste år faldt afgørelsen imidlertid langt fra mål, da Emanuel Buchmann helt usædvanligt udnyttede en mildt sagt lidt uheldig Astana-taktik til at køre væk fra distancen og sikre sig karrierens største sejr og en førertrøje, som Astana imidlertid fik fravristet ham igen på sidste etape. I 2018 besteg man stigningen fra den svære side, og her lykkedes det på imponerende vis Enric Mas fra det tidlige udbrud at holde en aggressiv Mikel Landa bag sig med 18 sekunder. I 2017 besteg man for første gang Arrate via den stejle opkørsel, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favroritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

Etapen med den klassiske finale gjorde som sagt debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og én gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving.

I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

2. etape, onsdag d. 21. oktober: Pamplona - Lekunberri, 151,6 km

Egentlig skulle årets Vuelta med starten i Holland have været helt usædvanlig sprintervenlig - i hvert fald efter nyere standard - men aflysningen af det nordeuropæiske eventyr har betydet, at løbet i stedet indledes på usædvanligt sprinterfjendtlig maner. Således venter der 24 timer efter den voldsomme åbning på Arrate-stigningen endnu en modbydelig udfordring, og selvom fraværet af en bjergafslutning vil sikre, at det næppe bliver en klassementsdag, vil en kategori 1-stigning med top mindre end 20 km fra mål utvivlsomt sørge for, at de tunge folk kan glemme alt om sejren. I stedet ligner det en oplagt chance for, at en klatrestærk rytter kan sikre sig etapesejr og førertrøje i et udbrud - i hvert fald hvis vinderen af 1. etape er en ”stor fisk”, der ikke har intentioner om at forsvare trøjen så tidligt i løbet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Med en distance på 151,6 km er der tale om en typisk kort Vuelta-etape, der fører feltet fra Miguel Indurains hjemby Pamplona i Navarra-provinsen, der også er hjemsted for Movistar-mandskabet, til Lekunberri i samme provins. Starten er relativt fredsommelig, idet feltet lægger ud med at køre mod sydvest og syd igennem fladt terræn ned til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Guirguillano (8,2 km, 4,3%), som er en lang, jævn opkørsel, der først på de sidste 1200 m tager lidt fat med 6,1%.

Toppen rundes efter 29,2 km, hvorefter en småkringlet nedkørsel leder mod nordvest tilbage til fladlandet. Herfra venter et længere fladt stykke, som leder feltet mod sydvest, syd og vest frem til byen Estella, der kendes som hjemsted for GP Miguel Indurain, og som passeres efter 61,4 km. Herfra kører man mod nordvest via yderligere 15 flade kilometer, inden man rammer bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Urbasa (9,2 km, 4,7%), som er en helt jævn stigning med top efter 87,2 km. På toppen leder et plateau videre mod nordvest, inden en teknisk nedkørsel fører feltet mod nord tilbage til dalen.

I dalen kører man mod nordøst langs en flod, hvilket giver benene mulighed for at komme sig, samtidig med at man efter 118,0 km kører dagens spurt, inden man efter 125,3 km drejer mod nordøst ind på dagens hovedmenu, kategori 1-stigningen Alto de San Miguel de Aralar. Den stiger med 7,9% i snit over 9,4 km og varierer med stejle kilometer på 9-10% - med et maksimum på 15% i bunden - og lettere stykker med ca. 7%, inden toppen rundes efter 134,7 km. Herfra resterer bare 16,9 km, der består af en relativt let nedkørsel, der fører mod nordvest og nordøst ned til Lekunberri. Med 2,8 km igen venter en ganske lille bakke over 1 km, inden det atter falder via en snoet vej ned mod dalen, hvor man med 600 m igen drejer mod nordvest ind på opløbsstrækningen, der er flad.

Etapen byder på i alt 2435 højdemeter.

Alto de San Miguel de Aralar er en led karl, der sagtens kunne bruges til et lille klassementsopgør, hvis ikke den kom relativt langt fra mål og efterfulgtes af en let tonsernedkørsel. Derfor vil de store navne formentlig holde sig i skindet, og det kan åbne døren for et succesrigt udbrud, der endda har mulighed for at jagte den røde trøje. Alt sammen vil dog blive bestemt af, hvorvidt det førende hold har intentioner om at forsvare føringen. Hvis de har den slags planer, er det meget sandsynligt, at et reduceret felt af klatrere vil skulle spurte om årets anden etapesejr.

Lekunberri har i dette årtusinde tre gange været mål for et stort cykelløb, hver gang en etape i Baskerlandet Rundt. Senest skete det i 2011, hvor Vasil Kiryienka akkurat holdt en favoritgruppe på 21 mand bag sig og dermed forhindrede den førende Andreas Klöden i at spurte sig til etapesejr. Også i 2007 blev det til solosejr, da Jens Voigt opnåede en af sine velkendte udbrudstriumfer, mens Angel Castresana i 2001 viste sig som hurtigste mand i en 18-mandsgruppe, der spurtede om sejren.

3. etape, torsdag d. 22. oktober: Lodosa - La Laguna Negra de Vinuesa, 166,1 km

Modsat særligt Tour de France-bagmændene er Vuelta-arrangørerne kendt for ikke at være karrige med at lægge vanskelige etaper ind tidligt i deres løb. Derfor er der ofte flere bjergafslutninger allerede i den første uge, og det vil også være tilfældet i år, hvor aflysningen af det hollandske eventyr gør indledningen særligt brutal. Således skal vi bare frem til tredjedagen, inden årets anden bjergfinale tårner sig op, men denne gang er der dog tale om en relativt overkommelig sag, når Laguna Negra-stigningen i udkanten af byen Vinuesa for første gang i historien agerer rammen om en afslutning på en Vuelta-etape.

I alt skal der tilbagelægges 166,1 km, som fører feltet fra Lodosa til La Laguna Negra, en sø, der ligger i bjergene nordvest for byen Vinuesa. Etapen kan i en vis forstand betragtes som én lang, jævn klatretur fra starten i 310 m højde til målet 1735 m over havets overflade. Allerede fra start begynder det således at stige jævnt, men aldrig stejlt, når man kører mod syd, siden vest og dernæst sydvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Oncala, der rammes efter 62,0 km. Her bliver det ganske vist lidt stejlere end på etapens første del, men stigningen stiger alligevel blot med 2,6% over 17,0 km og er ganske jævn uden at være svær.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Toppen rundes efter 79,0 km, hvorefter en kort og let nedkørsel fører mod syd ned til et plateau i ca. 1000 m højde. Det følger man nu mod sydvest igennem stort set helt fladt terræn frem til byen Soria, der nås efter 106,0 km. Herfra går det mod nordvest og siden vest, stadig langs det flade plateau, indtil man efter 148,0 km når frem til byen Vinuesa, hvor dagens spurt er placeret

Her indledes den afsluttende 17,8 km lange klatretur, der fører fra 1110 m over havets overflade til målet i 1725 m højde, men den første del er blot en lang, jævn opkørsel, der leder mod nordvest. Først herefter drejer man mod vest for at tage hul på den afsluttende kategori 1-stigning, der over 8,6 km stiger med 5,8%. Der er tale om ujævn sag, hvor de første 2 km stiger med bare ca. 2%, hvorefter der følger 5km med 5-7%. Herefter tager den fat med 500m 8,7% og slutteligt ca. 1000 m med knap 10%. Stigningen har en del hårnålesving på den første halvdel, men de sidste godt 2 km består af en lang, relativt lige vej, der kun bugter sig ganske let, indtil man rammer den 500 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2784 højdemeter.

Selvom det stiger på store dele af etapen, er det ikke nogen specielt vanskelig dag, og med mindre det blæser langs de ofte ret åbne vidder i Nordspanien, vil al spænding formentlig samle sig om opgøret på den sidste stigning. Den er så let med så mange lette passager, at det formentlig bliver en afslutning for de eksplosive folk, der kan gøre det færdigt i en rigtig puncheurspurt, når stigningsprocenten mod slutningen tager lidt fat. Derfor kunne det også ligne en oplagt dag for et udbrud, med mindre vi allerede har et førende hold, der vil gøre alt for at forsvare en 1. plads på en etape, der ikke er voldsomt svær at kontrollere.

La Laguna Negra de Vinuesa har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

4. etape, fredag d. 23. oktober: Garray. Numancia - Ejea de los Caballeros, 191,7 km

Hvis coronavirus stadig havde været et emne, der primært vakte interesse hos medicinske fagfolk, skulle sprinterne allerede have boltret sig på de flade veje i Holland og formentlig udkæmpet to massespurter, inden feltet overhovedet havde betrådt spansk jord. Efter at virussen skød det hollandske eventyr i sænk, har sprinterne imidlertid måtte se en usædvanligt sprintervenlig Vuelta blive lige så sprinterfjendsk, som den plejer. Derfor skal de hurtige folk helt frem til fjerdedagen, inden de kan gøre sig håb om den første spurtafgørelse, men den burde til gengæld også være sikret, hvis altså ikke den nordspanske vind spiller et puds, som den så ofte før har gjort det på den spanske højslette.

Med en distance på 191,7 km, der fører feltet fra Garray. Numancia til Ejea de los Caballeros, er der tale om en ganske lang Vuelta-etape, som mest af alt har karakter af transport hen over den flade spanske pampas. Starten går på et plateau i 1014 m højde, og det følges indledningsvist mod nordøst igennem let kuperet terræn. Efter 48,5 km når man frem til byen Agreda, hvorfra det begynder at falde mod nordøst via en let nedkørsel, der leder ned til Tarazona. Her drejer man efter 67,0 km mod sydøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,1 km, 4,8%), der byder på i alt 1100 med mere end 6%, inden det begynder at falde let mod øst og nordøst hele vejen ned til byen Tauste, der nås efter 117,0 km.

Herfra sættes kursen mod nord med retning mod målbyen, og det begynder her at stige ganske let. I stedet for at køre direkte ind til målområdet, slår man en sløjfe mod nordvest, hvor det fortsætter med at stige ganske let. I det nordligste punkt drejer man mod øst for at køre frem til Sadaba, der nås efter 169,0 km, hvor dagens spurt køres, og her drejer man ind på en lang, snorlige hovedvej, der er let faldende og fører mod sydøst ned til Ejsa de los Caballeros. Her drejer man med 2 km igen mod øst for at køre ind til centrum, hvor de sidste 2 km er stort set helt flade. Efter svinget i rundkørslen ved 2 km-mærket er der bare to helt bløde kurver, indtil man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Etapen byder på i alt 1158 højdemeter.

Vueltaen er traditionelt så sprinterfjendtlig, at det handler om at slå til, så snart chancen for en massespurt byder sig, og det gør den i sandhed på denne næsten helt flade etape. Vinden har imidlertid før skabt drama, og derfor skal rytterne altid være opmærksomme på risikoen for et sidevindsræs i stil med sidste års allerede nu legendariske 17. etape. Mest sandsynligt er det dog, at sprinterne for første gang komme til fadet på løbets første fredag.

Ejea de los Caballeros har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

5. etape, lørdag d. 24. oktober: Huesca - Sabiñanigo, 184,4 km

Sprinterne forstod forhåbentlig at tage for sig af retterne på 4. etape, for allerede dagen efter skal der klatres igen. Den 184,4 km lange tur til Sabiñanigo er egentlig ikke voldsomt udfordrende, da stigningerne alle er relativt bløde, men da de samtidig er samlet i løbets anden halvdel som afslutning på en dag med mere end 3500 højdemeter, virker det ikke sandsynligt, at det lader sig gøre for de allermest hårdføre afsluttere at holde det samlet til en reduceret massespurt, hvor opløbsstrækningen endda stiger ganske pænt. Derfor peger meget i retning af en af Vueltaens mange udbrudsafgørelser, der måske endda kan kaste en tur i førertrøjen til en modig lykkeridder af sig.

I alt skal der tilbagelægges 184,4 km, som fører feltet fra Huesca til Sabiñanigo, der ligger ganske tæt på hinanden. Etapen består således af en stor runde i terrænet øst for de to byer, hvor man i første halvdel holder sig på et relativt fladt plateau, inden man skærer ind gennem områdets bakker. Fra start kører man således mod øst og sydøst hen over plateauet igennem terræn, der aldrig er helt fladt, men som kun byder på mindre bakker. Efter 44,0 km når man frem til Barbastro, og kort efter drejer man mod nord for at køre op langs en flod, hvor det hovedsageligt er ganske let stigende med enkelte stejlere bakker undervejs.

Efter 109,8 relativt flade kilometer når man frem til byen Escalona, hvor man drejer mod nordvest for at forlade dalen. Kort efter drejer man mod vest og senere nordvest ind på kategori 2-stigningen Alto de Vio (13,5 km, 4,7%), som indledes hårdt med 3 km med 7-8%, inden den stiger mere moderat med hovedsageligt 4-5%, afbrudt af en lille nedkørsel undervejs. Toppen rundes efter 125,4 km, hvorefter der venter en kort og halvteknisk nedkørsel, der leder mod nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Fanlo (6,4 km, 4,6%), som stiger med 4-5% det meste af vejen frem mod toppen, der rundes efter 136,5 km.

Efter dagens to første stigninger bliver det igen lidt lettere, idet en relativt nem nedkørsel fører mod sydvest og vest ned til dalen. Her kører man mod sydvest og syd via et let faldende stykke frem til byen Fiscal, hvor man efter 160,0 km kører dagens spurt og tager hul på dagens hovedmenu, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Alto de Petralba (8,7 km, 5,2%). Tallene snyder, idet de første 3 km stiger med mellem 6,5% og 8%, ligesom der venter en kilometer med 7,8% med ca. 3 km til toppen, hvorefter de sidste 2 km stiger med beskedne 1,5%, inden toppen rundes efter 166,7 km.

Herefter resterer bare 17,7 km, der består af en lang tonsernedkørsel uden væsentlige tekniske udfordringer, som fører mod nordvest ned mod Sabiñanigo. De sidste knap 10 km er kun let faldende, indtil det med 2 km igen begynder at stige let for siden at blive lidt stejlere med 4,4% over de sidste 900 m og 5% på de sidste 600 m. Den lange, lige vej afbrydes af et sving med hhv. 2200 m igen, inden sidste kilometer er kringlet med et højresving i en rundkørsel med 720 m igen, et skarpt venstresving med 510 m igen og endnu et skarpt sving med 310m igen, inden vejen bugter sig ind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Etapen byder på i alt 3429 højdemeter.

Ingen af stigningerne i sig selv vanskelige, men terrænet er generelt mere kuperet, end profilen antyder. 3400 højdemeter er en voldsom menu over bare 184,4 km, og derfor kræver det en jætteindsats at forsøge at samle det til en spurt i en mindre gruppe. Alt peger således på en dag for et udbrud - særligt fordi de store hold og ryttere har al mulig intention om at spare sig til søndagens store slag i Pyrenæerne.

Sabiñanigo blev senest besøgt af Vueltaen i 2008, hvor Greg Van Avermaet tog karrierens dengang største sejr ved at vinde en spurt i et stærkt udbrud. Forinden var byen ofte vært for en etape i Vuelta a Aragon, hvor det i dette årtusinde er blevet til sejre for Vladimir Efimkin (2005), Constantino Zaballa (2004), Alessandro Petacchi (2003) og Oscar Freire (2000).

6. etape, søndag d. 25. oktober: Biescas - Col du Tourmalet, 136,6 km

Col du Tourmalet aspirerer kraftigt til titlen som Tourens mest legendariske stigning, og ser man alene på Pyenæerne, er der ingen tvivl om, at bjerget nyder en helt særlig status. Dets historie er imidlertid uløseligt forbundet med Touren, og selvom bjerget ofte har været på programmet, har de logistiske vanskeligheder betydet, at bjerget længe kun kunne bruges som afslutning på etaperne, hvis man havde mål længere nede. Det ændrede sig i 2010, hvor Touren første gang havde mål helt oppe på toppen, og den model gentog man sidste år. Bare et år senere er det så Vueltaen, der kaster sig ud i det projekt, som ASO tidligere anså for umuligt, når årets første helt store bjergetape i den spanske grand tour slutter på toppen af Pyrenæernes mest legendariske bjerg. Det sker som afslutning på en dag, hvor passager af Col du Portalet og den ligeledes legendariske Col d’Aubisque gør det til en etape, der nærmest drukner i rig cykelhistorie, og dermed kunne man ikke ønske sig en bedre ramme om det, der utvivlsomt vil være en af de allervigtigste dage i årets udgave af den sidste grand tour.

Med en distance på beskedne 136,6 km er det en moderne bjergetape over en kort distance, som fører feltet fra spanske Biescas til toppen af Col du Tourmalet på den anden side af grænsen til Frankrig. Fra starten i udkanten af Pyrenæerne kører man mod nord ad en stigende dalvej, der undervejs byder på en ganske skrap bakke, indtil man når frem til byen Escarrilla. Her drejer man mod nordvest for at passere kategori 1-bjerget Alto del Portalet (15,0 km, 4,5%), som er en lang, jævn opkørsel, der hovedsageligt stiger med 3-6% hele vejen med et maksimum på 12%. Undervejs passerer man Formigal, hvor Chris Froome på legendarisk vis blev udsat for et kup fra Nairo Quintana i 2016, inden man efter 26,0 km runder toppen og samtidig passerer grænsen til Frankrig.

Herfra snor man sig mod nord ad en lang nedkørsel, der ikke er specielt teknisk, og som fører ned til byen Laruns, som ligger for foden af mægtige Col d’Aubisque. Her drejer man mod sydøst for at køre op ad bjerget, der er uden for kategori og stiger med 7,1% over 16,4 km med et maksimum på 13%. Efter fire lette kilometer stiger den med 8-9% stort set hele vejen til toppen, der passeres efter 70,2 km. Herfra går det mod øst via en til tider teknisk nedkørsel, der undervejs afbrydes af den kendte Col de Soulor (3,0 km, 6,1%), som passeres efter 79,8 km, men ikke giver bjergpoint, inden man når dalen i Argeles-Gazost efter ca. 100 km.

Nu går det mod sydøst ad en let stigende dalvej forbi dagens spurt, der kommer efter 105,0 km, indtil man efter 117,6 km når frem til Luz-Saint-Sauveur, der er kendt som startbyen for Col du Tourmalet, der bestiges fra den vestlige side og er uden for kategori. Således drejer man mod nordøst for at køre op ad den 18,0 km lange stigning, der stiger med 7,4% i gennemsnit og er uhyre regulær med stigningsprocenter på 7-9 med et maksimum på 13% stort set hele vejen til toppen. Den vanskeligste del kommer dog til allersidst, hvor de sidste 1400 m stiger med 9,5% frem mod målet i 2115 m højde. Den nedre del af stigningen består hovedsageligt ad en lang, relativt lige vej, men mod slutningen venter flere hårnålesving, de to sidste med 1800 m og 400m igen, inden man bugter sig ind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4095 højdemeter.

Læs også

Charmig udtaget til stor klassiker

Vueltaen besøger ofte Pyrenæerne, men det er sjældent, at de gør brug af de legendariske Tour-stigninger. Det gjorde de med målet på Aubisque i 2016, og det gentager de i år med finalen på Tourmalet. Mindre kan heller ikke gøre det, hvis de skal konkurrere med opmærksomheden på ”Super Sunday”, der også byder på afsluttende enkeltstart i Giroen og selveste Paris-Roubaix, men en bjergafslutning på en af sportens mest ikoniske stigninger vil utvivlsomt kunne sikre masser af interesse. For rytterne er der i hvert fald ikke meget plads til at følge med i de andre løb, da den korte, intense etape hører til blandt løbets allersværeste, og Tourmalet er så vanskelig, at vi efter denne dag utvivlsomt vil have en langt bedre fornemmelse af, hvem der kan vinde årets Vuelta a Espana.

Trods sin glorværdige historie har Col du Tourmalet kun to gange været brugt som mål for et stort cykelløb. Det skete første gang i 2010-udgaven af Touren, hvor Andy Schleck overspurtede Alberto Contador på toppen efter en mindeværdig duel mellem de to ærkerivaler. Senest skete det i 2019, da Thibaut Pinot cementerede sin status som mulig Tour-vinder ved at sejre med 6 sekunder ned til Julian Alaphilippe, der i den gule trøje med en 2. plads nok engang gjorde alle forudsigelser om et snarligt kollaps til skamme.

Hviledag, mandag d. 26. oktober: Vitoria

7. etape, tirsdag d. 27. oktober: Vitoria-Gasteiz - Villanueva de Valdegovia, 159,7 km

Efter en velfortjent hviledag havde mange sikkert håbet på en lettere genopstart, men sådan bliver det ikke. Nok er 7. etape ikke en dag, hvor løbet kan vindes, men alligevel skal klassementsrytterne være på vagt, når løbet atter genoptages fra baskisk grund. Det skyldes den stejle Puerto de Orduña, der har top bare 19,1 km fra mål, og selvom vi næppe skal vente os angreb fra favoritterne, kan man på en dårlig tabe meget på en etape, der dog uanset hvad synes skræddersyet til, at et udbrud som så ofte før skal slås om en Vuelta-etapesejr.

I alt skal der tilbagelægges 159,7 km, der fører feltet fra den baskiske hovedby Vitoria-Gasteiz til Villanueva de Valdegovia. Som mange ved fra Baskerlandet Rundt, ligger startbyen på et næsten helt fladt plateau, og derfor er den indledende fase ganske let, når man igennem fladt og let stigende terræn kører mod nordøst, nordvest, sydvest og til slut vest frem til udkanten af byen Izarra.

Her rammer man en 73,3 km lang rundstrækning, hvor man lægger ud med at køre en hel omgang. Indledningsvis kører man mod nordvest og vest ned fra plateauet via en til tider teknisk nedkørsel, der fører ned til byen Orduña. Her drejer med det samme mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Puerto de Orduña, der således her bestiges for første gang. Stigningen stiger med 7,7% over 7,8 km, men stiger med 8-9% næsten hele vejen med et maksimum på 14%, inden den flader ud med ca. 4% over de sidste 1000 m frem mod toppen, der rundes efter 67,3 km.

En let nedkørsel fører nu mod sydvest ned til dalen og det relativt flade plateau, der følges mod syd, inden man drejer mod øst for at køre op ad en bakke (3,1 km, 5,5%) efter byen Salina de Añana, der passeres efter 90,5 m. En nedkørsel fører videre mod øst, inden man kører mod nord igennem fladt terræn frem til Izarra, der nås efter 117,3 km og er vært for dagens spurt.

I udkanten af Izarre er rundstrækningen tilbagelagt én gang, og nu tages hul på endnu en omgang. Det betyder, at man atter kører mod nordvest og vest via nedkørslen til Orduña, inden man atter kører mod syd over Puerto de Orduña, hvis top rundes for anden gang efter 140,6 km. Herfra resterer 19,1 km, der indledes med den korte og lette nedkørsel fra tidligere, inden man fortsætter mod syd via samme vej som tidligere, hvor der undervejs er en mindre bakke. I udkanten af målbyen forlader man rundstrækningen for at køre det sidste stykke mod nordvest ind til målet, så der venter 4,5 km, der over de sidste 3500 m er ganske let stigende og uden skarpe sving, indtil man bugter sig ind på den 450m lange opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger med beskedne 0,3%.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Etapen byder på i alt 2648 højdemeter.

Etapen er en af den slags, som Vueltaen altid besidder i rigt mål. Nok er det meste af terrænet relativt let, men Puerto de Orduño er så svær, at alle former for sprinterambitioner kan droppes på forhånd. Det betyder, at det ligger i kortene, at det bliver endnu en af Vueltaens talrige udbrudsetaper, hvor kampen om at komme afsted meget vel kan blive benhård. Klassementsrytterne håber på en stille dag, men skal på vagt. Stigningen er nemlig så svær, at et hold med hårdt tempo sagtens kan ryste en klassementsrytter, der måtte være lidt rusten efter hviledagen.

Villanueva de Valdegovia har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

8. etape, onsdag d. 28. oktober: Logroño - Alto de Moncalvillo, 164,0 km

Mens Touren og Giroen begge er karakteriseret af ofte at anvende de samme mytiske stigninger igen og igen, forholder det sig anderledes med Vueltaen. Her sætter løbsdirektør Javier Guillen en ære i hvert eneste år at præsentere en ny bjergafslutning, der meget gerne må være spektakulær og stejl. Det gør sig også gældende i 2020, hvor det er stigningen Alto de Moncalvillo, der er den primære nyskabelse. Nok er der ikke tale om en ekstrem mur i stil med nylige opfindelser som Alto Mas de La Costa og Los Machucos, men den mere end 10 km lange stigninger med lange passager med tocifrede stigningsprocenter er stadig vanskeligere end mange af de bjerge, der kendes fra særligt Touren. Måske ”lånte” man Tourmalet af Touren til det første store bjergslag, men det andet helt store opgør mellem løbets favoritter vil udspille sig i en klassisk Vuelta-ramme med masser af brutale procenter, når det tre dage efter Tourmalet-etapen atter går løs på en virkelig nøgleetape.

Med en distance på 164,0 km er der igen tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra Logroño til toppen af Alto de Moncalvillo i 1490 m højde. Egentlig ligger bjerget lige uden for startbyen, og derfor består hovedparten af etapen af en tur rundt i terrænet omkring byen, der ligger i udkanten af den relativt flade spanske pampas. Man lægger således ud med at køre mod nordvest igennem fladt terræn, inden det bliver lidt mere kuperet, når man kører mod syd ned til Najera, som passeres efter 34,5. Herefter går det mod øst ad et let stigende stykke, inden det falder let, men man snor sig mod øst tilbage mod Logroño, hvor man efter 65,8 km passerer igennem forstanden Lardero og kort efter når frem til en anden forstad, Villamediana de Iregua.

Herefter ændrer etapen karakter, når man kører mod syd med retning mod bjergene. Det begynder langsomt at stige let, mens man kører mod syd og sydvest, indtil man når frem til byen Jalon de Cameros, hvor dagens spurt køres efter 104,0 km. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Puero de la Rasa (9,8 km, 5,3%), der stiger med 6-8% over det meste af de første 5 km, men derefter er lettere med hovedsageligt 3-6% frem mod toppen, der rundes efter 113,8 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest og nord ned til dalen, hvorefter man kører mod nordøst og siden nord ad en let faldende dalvej.

Efter godt 135 km drejer man mod nordøst væk fra dalen for at passere to mindre bakker (hhv. 1,5 km med 4,6% og 1,0 km med 6,2%), inden man rammer bunden af Alto de Moncalvillo, der er i kategori 1 og bestiges fra nordøst. Den 8,3 km lange stigning har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,2%, men skal deles i flere dele. Den første kilometer stiger med bare 6%, inden der venter knap 4 km, der stiger jævnt med ca. 9%. Herefter tager den fat med en kilometer med 15% i snit, hvorefter den sidste del er meget ujævn med stykker med 11-12% og fladere dele med 7-8%. Den sidste rampe på 12% ender med knap 1 km igen, hvorefter den stiger med 8% over et par hundrede meter og slutteligt bare 5-6%.Stigningen følger i alt væsentligt en lige vej med kun få hårnålesving, og efter det sidste af disse med 1600 m igen bugter vejen sig kun let frem mod et skarpt sving med 300 m igen.

Etapen byder på i alt 3003 højdemeter.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Moncalvillo har måske ikke Tourmalets længde eller højde, men til gengæld har den procenter, der gør den til rammen om endnu et stort opgør mellem løbets favoritter. Det meste af etapen er ganske let, og derfor kan man uden de store vanskeligheder sørge for, at klassementsrytterne skal køre om etapesejren på den nye stigning, der med sin vanskelighed har potentiale til at blive besøgt hyppigere i fremtiden. Etapen kommer imidlertid også så tidligt i løbet, at det kan være nødvendigt nok engang at spare sig og overlade etapen til udbrydere, men uanset hvad vil denne onsdag gøre os meget klogere på, hvem der kan vinder årets Vuelta.

Alto de Moncalvillo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

9. etape, torsdag d. 29. oktober: B.M. Cid Campeador. Castrillo del Val - Aguilar de Campoo, 157,7 km

Coronavirus har næppe en stor fanskare noget sted i verden, men i cykelverdenen er det utvivlsomt sprinterne, der har mest grund til at forbande den lille bacille langt væk. Således lykkedes det den medfølgende pandemi at aflyse Vueltaens smutture til Portugal og Holland og således forvandle den mest sprintervenlige udgave af løbet i mange år til en helt klassisk nutidig version, hvor de hurtige folk skal spejde langt efter mulighederne. Således skal vi helt frem til løbets 9. etape, inden sprinterne kan se frem til deres anden chance for at spurte om sejren, når klassementskampen kortvarigt sættes på pause - hvis altså ikke vinden på den spanske højslette med ét forvandler det hele til et uforudsigeligt drama.

I alt skal der køres beskedne 157,7 km mellem B.M. Cid Campeador. Castrillo del Val og Aguilar de Campoo. Startbyen er en forstad til Burgos, og hele etapen finder sted i det åbne, flade og eksponerede terræn omkring, der er kendt til hudløshed fra Vuelta a Burgos. Fra start kører man således igennem fladlandet mod vest ad en lang hovedvej, inden man slår et lille smut mod syd for derefter at sætte kursen mod nordvest og nord. Det ændrer ikke på terrænets karakter, der fortsat er fladt som en pandekage og som højdepunkt har dagens spurt efter 92,4 km.

Den lange vej leder direkte til målbyen, hvor man passerer ind gennem centrum for at krydse målstregen efter 122,0 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 25,7 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Fra start kører man mod nordøst og nordvest, inden man i det nordligste punkt kører mod sydvest og vest frem til Salinas de Pisuerga. Herfra går det mod sydøst op over en lille bakke (1,0 km, 4,5%), inden det begynder at falde ganske let, mens man forsætter mod sydøst og siden øst tilbage til Aguilar de Campoo. Med lidt over 5 km igen skal man over en lille bakke (500 m, 4,8%), inden en nedkørsel leder ned til de sidste 4800, der er stort set helt flade. Finalen er enkel med skarpe sving kun med 4000 m og 1200 m igen, hvorefter man slutteligt passerer en rundkørsel 300m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1163 højdemeter.

I en sprinterfjendtlig Vuelta handler det om at slå til, når chancen en sjælden gang byder sig, og derfor må man formode, at de hurtige folk vil give deres højre arm for at sikre en massespurt ved løbets midtpunkt. Terrænet indbyder da også til det, men enhver, der har set Vuelta a Burgos, ved, at vinden ofte spiller en rolle i regionen. Det kan sagtens blive tilfældet også i slutningen af oktober, og derfor skal alle tage sig i agt, hvis vejrguderne har tænkt sig at spille rytterne et puds.

Aguilar de Campoo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

10. etape, fredag d. 30. oktober: Castro Urdiales - Suances, 185,0 km

Efter en svær start på løbet har sprinterne utvivlsomt nyd udsigten til to relativt flade etaper præcis midtvejs i løbet. Hvor 9. etape var en stensikker sag for sprinterne - i hvert fald hvis vinden ikke kommer i spil - snyder 10. etape imidlertid langt mere. Her skal der ganske vist køres langs den nordspanske kyst det meste af dagen, men småkuperet terræn med flere mindre bakker gør det hele vanskeligere end først antaget. For at gøre det hele endnu værre slutter etapen endda på toppen af en lille bakke, og derfor er der snarere lagt op til puncheurfest end klassisk massespurt i Suances, hvor Paolo Bettini netop vandt en puncheurspurt ved seneste besøg for 12 år siden.

Med en distance på 185,0 km er der tale om en for Vueltaen lang etape, der fører feltet fra Castro Urdiales til Suances. Begge byer ligger langs den spanske nordkyst, og første del af etapen består af en lang tur mod vest hen langs den ujævne kyst mellem de to byer. Fra start kører man således mod vest ad en kuperet vej, der byder på bakker efter hhv. 12 km (1,8 km, 5,8%) og 19 km (2,4 km, 5,1%), inden det kortvarigt bliver helt fladt, mens man snor sig mod vest, nord og nordvest. I udkanten af kystbyen Noja, der nås efter 47,0 km, venter to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 6,8% over 1,8 km, inden det igen bliver helt fladt, mens man kører mod vest, sydvest, syd og vest frem til Astillero i udkanten af storbyen Santander. Herefter skærer man ind gennem landet mod vest via to småbakker, indtil man når frem til udkanten af målbyen, Sauances. Nu går det mod sydvest væk fra vandet ind gennem Torrelavegda og frem til byen Yermo, der nås efter 120,8 km.

Her ændrer etapen karakter, når man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Alto de San Cipriano (4,3 km, 5,0%), der er en jævn stigning uden store vanskeligheder. Toppen rundes efter 125,1 km, hvorefter det går mod vest via en let nedkørsel ned til dagens spurt, der kommer efter 135, km, inden det begynder at stige via en ikke-kategoriseret stigning (4,6 km, 3,4%). Nu fører en nedkørsel mod nordvest ned til kystbyen Comillas, hvorfra det går mod øst hen langs vandet tilbage mod Suances. Kystvejen er dog her en anelse kuperet, og der venter derfor en mindre bakke (1,2 km, 6,4%) efter 163 km, inden man kører mod nord ind til Suances, hvor endnu bakke (3,8 km, 2,2%) leder op til byen, der nås efter 175,0 km.

I stedet for at køre direkte ind til mål slår man en sløjfe mod vest. Den er i alt væsentligt flad, men med 5 km igen begynder det at falde ganske let. Slutteligt begynder det at stige over de sidste 2 km med 5,9% over de sidste 1500 m. På de sidste 5 km bugter vejen sig let frem mod skarpe sving med 1800 og 1100 m igen, hvorefter et sidste sving venter med 500 m igen, hvorefter vejen bugter sig ind på den 120 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2256 højdemeter.

De spanske kystveje kan ofte snyde og være langt mere uvejsomme end først antaget, og det synes også at gælde for turen hen langs den cantabriske kyst. Finalen betyder også, at mange sprintere vil tvivle på deres chancer, selvom de letteste af dem godt kan begå sig i en afslutning som denne. Det samme kan imidlertid de eksplosive puncheurs, og i mangle på relativt flade etaper må man således formode, at der vil være en interesse i at sikre samling frem mod en finale, der kan være god for flere forskellige ryttertyper.

Suances har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2008-udgaven af Vueltaen, hvor 12. etape endte som en ren italiensk fest, da Paolo Bettini vandt en rigtig puncheurspurt foran landsmændene Davide Rebellin, Damiano Cunego og Alessandro Ballan.

Læs også

Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel

11. etape, lørdag d. 31. oktober: Vallaviciosa - Alto de La Farrapona. Lagos de Somiedo, 170,0 km

I de senere år har Vueltaen haft tradition for, at man i de fleste af de seneste udgaver har budt på tre bjergetaper i rap hen over den næstsidste weekend, meget ofte i de asturiske og cantabriske bjerge, og meget ofte har det været denne bjergtrilogi, der har været den mest afgørende i løbet. I år er denne trio af bjergetaper reduceret til en duo, men det ændrer ikke på, at arrangørerne også i år har gjort den næstsidste weekend til løbets absolutte nøglepunkt. Meget fokus vil naturligvis være rettet mod søndagens store slag på Angliru, men rytterne gør dumt i at undervurdere lørdagens opvarmning, der med mere end 5000 højdemeter og fem stigninger i de brutale asturiske bjerge kan blive lige så vigtig som den efterfølgende kongeetape, ikke mindst fordi det hele slutter på Farrapona-stigningen, der er rigeligt svær til at skabe afgørende forskelle i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 170,0 km, der fører feltet fra Vallaviciosa til søen Lagos de Somiedo på toppen af Alto de La Farrapona i 1708 m højde. Starten går helt ude ved den spanske nordkyst, men allerede fra start bevæger man sig ind i landet med retning mod nogle af Asturiens mest kendte Vuelta-stigninger. Starten er således knaldhård, idet man lægger ud med at køre mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Alto de la Campa (8,3 km, 4,0%), der stiger relativt jævnt hele vejen til toppen, som runder efter 9,3 km.

Den leder op til et relativt fladt plateau, som følges mod syd, sydvest og sydøst, inden man drejer mod sydvest ind på kategori 1-stigningen Alto de la Colladona (7,0 km, 6,5%, max. 10,8%), der er relativt regulær, men i bunden har en stejl rampe. Toppen rundes efter 56,0 km, inden en teknisk leder mod sydvest ned til dalen, hvor en først let faldende og siden let stigende dalvej fører mod vest, nordvest og sydvest frem til bunden af kategori 1-bjerget Alto de la Cobertoria, der ofte bestiges af Vueltaen. Den stiger med 9,0% over 9,8 km, men er langt, langt sværere, da der efter 3 relativt lette kilometer venter stigningsprocenter på 11-13% det meste af vejen op - og et maksimum på 13% - inden den flader ud med 2,5% over den sidste kilometer frem mod toppen, der rundes efter 95,2 km.

Efter Cobertoria venter en teknisk nedkørsel, der fører mod vest tilbage til dalen, hvor man nok engang følger en dalvej, der først falder let mod nordvest og siden stiger let mod sydvest frem til dagens spurt, der kommer efter 125,2 i byen Teverga, hvor man drejer mod vest for at køre op ad endnu en kendt asturisk stigning, kategori 1-bjerget Puerto de San Lorenzo, der stiger med 8,6% i snit over 10,0 km. Igen lægges der ud med fire lettere kilometer, inden der venter fem kilometer med stigningsprocenter på 9-13, inden det stiger med 8,2% på de sidste 1000 m frem mod toppen, der rundes efter 136,0 km.

Også denne gang venter der en teknisk nedkørsel, der her fører mod nordvest ned til dalen, hvor man rammer en stigende dalvej, der leder mod syd ned til bunden af den afsluttende stigning, Alto de La Farrapona, der ligeledes er i kategori 1 og bestiges fra nordvest. Den stiger med 6,2% over 16,5 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 11 km er således meget lette, da det hovedparten af vejen stiger med 3-4%, men de sidste 5,5 km er langt vanskeligere. Her stiger det således med 9-12% hele vejen med tre kilometer med hhv. 10%, 12% og 11,5%, inden den stiger med 8,0% over de sidste 500 m. Der er tale om en lang, næsten lige bjergvej, indtil der på de sidste 3500 kilometer kommer fire hårnålesving - det sidste ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 5162 højdemeter.

Sammenlignet med Touren og Giroen er Vueltaen anderledes i den forstand, at man sjældnere finder store bjergetaper med adskillige bjergpas. Undtagelserne findes ofte i Asturien, og det gør sig også gældende i år, hvor der denne lørdag venter en ”rigtig” bjergetape med mere end 5000 højdemeter over bare 170 km. Nok er der lidt dal mellem de tre sidste stigninger, men alle er de så svære, at man reelt godt kan åbne løbet fra distancen. Mange vil dog have tankerne på Angliru allerede nu, og derfor kunne det meget vel ende med en udbrudssejr, mens favoritterne måske vil køre lidt afventende, ikke mindst fordi sidste stigning er relativt let, indtil man når de sidste 6-7 km, der imidlertid er så vanskelige, at vi utvivlsomt vil se et vigtigt opgør mellem de store navne.

Alto de La Farrapona har to gange været mål for løbet i dette årtusinde. Første gang var i 2011, hvor Rein Taaramae tog en solosejr fra et langt udbrud, og hvor Juan Jose Cobo for første gang lykkedes med at vise sig som en potentiel vinder, da han kørte 20 sekunder væk fra sine britiske rivaler, Bradley Wiggins og Chris Froome. Anden gang var i 2014, hvor Froome og Alberto Contador fortsatte deres fantastiske duel, der denne dag blev vundet af spanieren, som satte briten med 16 sekunder.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

12. etape, søndag d. 1. november: La Pola Llaviana/Pola de Laviana - Alto de l’Angliru, 109,4 km

Vueltaen lider under en oplagt mangel på stigninger med samme mytiske status som dem, man finder i Giroen og Touren, men skal man pege på ét bjerg, mange forbinder med det spanske løb, må det utvivlsomt være Angliru. Ganske vist har bjerget slet ikke en lang historie, men dens skræmmende stejlhed fik en hel cykelverden til at falde ned af stolen, da det gjorde debut i 1999. Siden dengang har det fået en måske endnu vanskeligere søster i form af Monte Zoncolan på italiensk grund, men det ændrer ikke på, at Angliru stadig har mytisk status og hører til blandt Europas allersværeste stigninger. Besøgene har været overraskende få, men i 2020 vender den endelig tilbage efter to års fravær og vil være rammen om afslutningen på den helt afgørende weekend i asturiske bjerge. Med tanke på en lidt lettere sidste uge, hvor det særligt er enkeltstarten, der skiller sig ud, kan det meget vel være nøgledagen, hvor klatrerne skal slå til, hvis de vil vinde Vueltaen - og samtidig kan de skrive sig ind i historien som en af de få, der har tæmmet et af sportens mest modbydelige bæster.

Vueltaen er mere end nogen af de tre grand tours begejstret for ideen om korte etaper, og det kommer til udtryk på denne dag, hvor der blot skal køres 109,4 km mellem La Pola Llaviana og toppen Alto de l’Angliru. Ligesom den foregående er der tale om en ”rigtig” bjergetape med hele fem bjergpas over den korte distance, men der lægges nu fredeligt ud, idet man kører ad en let faldende vej mod nordvest ud til byen Langreo.

Her tager man hul på en knap 40 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Først går det videre ad den let faldende vej mod nordvest og sydvest, indtil man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto del Padrun (3,0 km, 6,6%), der stiger med 7-8% over de sidste 2,5 km frem mod toppen, som rundes efter 29,3 km. En snoet nedkørsel leder mod sydøst, inden man kører man nordøst ad en let stigende vej frem til kategori 3-stigningen Alto de San Emiliano (5,8 km, 4,9%), som bestiges fra sydvest og stiger med 6-7% over 3 km, inden den flader ud. Toppen rundes efter 43,0 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst tilbage til Langreo.

Efter rundstrækningen går det mod syd ad en let stigende vej ned til kategori 1-bjerget Alto de La Mozqueta (6,6 km, 8,4%), der er en stejl sag med ca. 12% over de første 2 km og derefter vekslende mellem 6 og 9% frem til toppen, der passeres efter 60,3 km. Herfra fører en kringlet nedkørsel mod syd, inden en let faldende dalvej fører feltet mod vest frem til byen Figaredo, hvor dagens spurt køres efter 77,0. Her drejer man mod sydvest af en flad dalvej, inden det går mod nordvest op ad kategori 1-bjerget Alto del Cordal, der som regel kommer forud for Angliru. Også den er en svær stigning, der over 5,4 km stiger med 9,3% i snit med 2500 lette meter som begyndelse, inden den herfrastiger med 10-14% stort set hele vejen op til toppen, der rundes efter 88,2 km.

Nu resterer bare 21,2 km, der er helt uden fladt terræn. En teknisk nedkørsel leder mod nordvest tilbage til dalen, hvor man fortsætter direkte mod nordvest op ad Alto de l’Angliru, der er uden for kategori. Stigningsprocenten over de 12,4 km er ganske vist kun 9,9, men tallene snyder. Efter en stejl rampe på 22,5% i bunden er de første 5 km frem til fladt plateau nemlig ikke alt for svære med stigningsprocenter på ca. 8. Herefter går det imidlertid for alvor løs, og i de sidste 7 km ligger stigningsprocenten konstant på den forkerte side af 11. Det stejleste stykke på 23,5% kommer ca. 2 km fra toppen, men det fortsætter med at stiger med 10% over den sidste kilometer frem til de sidste 400 m, der falder med 3%. Efter adskillige hårnålesving retter vejen sig ud over de sidste 1200 m, hvor den bugter sig indtil man rammer den 400 m lange faldende opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3134 højdemeter.

Ligesom i 2019 er arrangørerne vendt tilbage til den gamle tradition med en relativt let sidste uge, og derfor kan betydningen af løbets kongeetape ikke overvurderes. Nok venter der en sidste bjergetape dagen før finalen i Madrid, men sidste uges vigtigste etape er utvivlsomt enkeltstarten. Dette er derfor den helt store chance for klatrerne til at vinde tid, men det har de også al mulighed for at gøre. Anglirus brutale skråninger sørger altid for, at det bliver et åbent opgør mand mod mand, og forskellene er altid store. Derfor venter der en sand lækkerbisken på alverdens cykelfans, der måske endda kan håbe på, at løbet i kraft af den korte distance åbnes allerede tidligt på Cordal og den efterfølgende nedkørsel, der for tre år siden var nøglepunktet, hvor Alberto Contador sikrede sig karrierens sidste store sejr.

Angliru blev senest benyttet i 2017, hvor Alberto Contador fik en drømmeafslutning på karrieren ved at vinde sin sidste bjergetape efter at være kørt væk på nedkørslen fra Cordal og herefter holde Sky-duoen bestående af Wout Poels og den førende Chris Froome bag sig. Forinden var man forbi i 2013, hvor Chris Horner på næstsidste etape konfirmerede sin sejr ved at distancere Vincenzo Nibali og blive nummer 2 bag udbryderen Kenny Elissonde. I 2011 grundlagde Juan Jose Cobo sin samlede sejr (der siden er blevet taget fra ham) ved at vinde på stigningen, mens Alberto Contador gjorde det samme med en solosejr i 2008. I 2002 knuste Roberto Heras alle rivalerne ved at vinde med mere end 1.30 ned Joseba Beloki, mens Gilberto Simoni var endnu mere suveræn i 2000, hvor han vandt med 2.19 ned til Jan Hruska. Jose Maria Jimenez blev første vinder på bjerget i 1999, hvor han slog Pavel Tonkov i en spurt på toppen.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Hviledag, mandag d. 2. november: A Coruña

13. etape, tirsdag d. 3. november: Muros - Mirador de Ezaro. Dumbria, 33,7 km enkeltstart

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på 30-40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den - med sidste år som en undtagelse - som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. I år er holdløbet gået fløjten sammen med resten af starten i Holland, og derfor bliver det kun på den lange enkeltstart, at tempocyklerne skal ud af garagen. Det sker igen i år på den klassiske placering lige efter anden hviledag, hvor der venter en klassisk distance med masser af fladt tonserterræn i Galicien, men hvor det hele krydres med en spektakulær afslutning på den brutalt stejle mur, Mirador de Ezaro, der allerede er blevet lidt af en klassiker og nu besøges i en helt ny sammenhæng. Herefter venter en relativt let afslutning på løbet, og dermed kan det meget vel vise sig, at vi kender vinderen af årets Vuelta, når årets enkeltstart er afviklet på en novemberdag i det spanske.

Med en distance på 33,7 km er enkeltstarten til den korte side i forhold til vanlig Vuelta-standard, og den forbinder Muros med den stejle mur, Mirador de Ezaro i Dumbria helt ude ved den ru galiciske kyst i det nordvestlige hjørne af Spanien. Starten går helt ude ved kysten i udkanten af en bugt, hvorfra man følger den flade kystvej rundt langs vandet ved først at køre mod syd og siden vest, inden man snor sig mod nord ad kystvejen op mod byen O Ezaro. Enkelte steder er det let stigende eller faldende, men generelt er der tale om næsten helt fladt terræn uden nævneværdige udfordringer på den flade kystvej.

Alt sammen ændrer det sig, når man når frem til O Ezaro. Lige inden indgangen til selve byen drejer man nemlig skarpt til højre væk fra kystvejen for at køre mod nord frem til bunden af kategori 3-stigningen - eller kategori 3-muren - Muro de Ezaro. Nok er den blot 1,8 km lang, men med en gennemsnitlig stigningsprocent på 14,8 er der tale om en voldsom udfordring. De første 500 m er de letteste med 10,6%, men derefter stiger den med ca. 16% over den næste kilometer og 14,0% over de sidste 300 m frem til toppen. I bunden af stigningen er der et skarpt sving, men derefter bugter vejen sig kun i bløde kurver med et enkelt hårnålesving undervejs, inden den buer ind på den 50 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 534 højdemeter.

Mirador de Ezaro synes nu at skulle optræde på ruten hvert fjerde, men de færreste havde vel forestillet, at det tredje besøg skulle ske i form af en enkeltstart. De brutale procenter lægger op til et cykelskifte i bunden, og der er ingen tvivl om, at klatrerne her kan begrænse deres tab en del, ligesom den stejle rampe reelt gør det svært for de tunge specialister at vinde. Det ændrer dog ikke på, at der forinden venter mere end 30 km fladt tonserterræn langs den galiciske kyst, hvor de lette folk endda kan frygte en kraftig modvind. Samlet set er etapen derfor en klar fordel for tempostærke typer, der her kan tage et stort skridt mod den samlede sejr inden lørdagens afsluttende bjergetape.

Mirador de Ezaro gjorde debut i 2012, hvor murspecialisten Joaquim Rodriguez knuste al modstand ved at sejre med 8 sekunder ned til Alberto Contador og 13 sekunder ned til Alejandro Valverde. Senest blev den besøgt i 2016, hvor Alexandre Geniez fra et udbrud akkurat holdt feltet bag sig, og hvor Ruben Fernandez højst overraskende kørte fra alle favoritterne og med en 2. plads sikrede sig førertrøjen.

14. etape, onsdag d. 4. november: Lugo - Ourense, 204,7 km

Beslutningen om at starten den tredje uge i Galicien betyder, at der er grænser for, hvor afgørende den sidste del af løbet kan være. Den nordvestspanske region byder nemlig ikke på høje bjerge, men derimod masser af smukt kystterræn og småkuperede landskaber inde i landet. Efter enkeltstarten ved vandet er det således det indre af regionen, der bliver stillet til skue på den anden dag i Galicien, hvor det kuperede terræn ofte lægger op til en spændende kamp mellem udbrydere og et sprintersultent felt, der har svært ved at kontrollere løbet på de mange bakker. Det kan også ventes denne gang, hvor en lille bakke op mod mål samt mere end 3000 højdemeter dog gør, at det kun er en sag for de stærke sprintere, der endda kan ventes at skulle slås med de eksplosive puncheurs også.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Med en distance på hele 204,7 km er der tale om en sjældent lang Vuelta-etape, der fører feltet fra Lugo til Ourense. Fra starten går det mod sydvest ad en lang, lige vej, der er alt andet end flad. Således går det op eller ned det meste af vejen, herunder mest markant via en bakke (6,2 km, 4,2%), der har top efter 20 km, inden vejen senere slutter med en nedkørsel, der indledes efter 46,4 km. Herfra fortsætter man ad en ny vej mod sydvest via et langt stigende stykke (7,9 km, 2,7%), indtil man efter 62,1 km når frem til Lalin. Her drejer man mod sydøst og senere nordøst, men der er stadig bakker på menuen, blandt andet 4,0 km med 4,0% og top efter 66 km samt 3,0 km med 5,1% og top efter 84,0 km.

Efter sidstnævnte bakke bliver det endelig lettere, når en længere nedkørsel fører mod sydøst ned til Chantada, der nås efter 104,0 km. Herfra fortsætter man mod sydøst op ad dagens første kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Alto de Escairon (8,7 km, 3,3%), der starter stejlet med 9,9% over den første kilometer, men derefter stiger med 2-5% hele vejen op til toppen, der rundes efter 112,7 km. En let nedkørsel og lidt flad vej fører nu til Monforte de Lemos, hvor dagens spurt efter 126,0 km køres, inden man drejer mod vest for at bestige kategori 3-stigningen Alto de Guitara (7,8 km, 3,8%), der er en jævn stigning, som aldrig bliver stejl. Herfra går der via en let nedkørsel mod sydvest ned til fladlandet, hvorfra man kører igennem fladt terræn frem til målbyen Ourense, der nås efter 170,0 km.

Målstregen krydses imidlertid ikke, og i stedet begiver man sig ud på en rundstrækning i området vest for byen. Med det samme kører man mod nordøst og vest op ad kategori 3-stigningen Alto de Abelaira (7,6 km, 3,8%), der ligeledes er en jævn opkørsel uden stejle passager. Fra toppen resterer 22,7 km, som indledes med et fladt plateau, der fører mod sydvest, inden en lidt kringlet nedkørsel leder ned til den nærliggende flod. Den følges nu via en flad vej mod øst tilbage til centrum af Ourense. Her krydser man floden for til slut at køre op til målet, der ligger på toppen af en 1600 m lang bakke, som stiger med 4,0% i snit med 6,0% over den sidste kilometer. Finalen er ganske teknisk, da man efter passagen af floden drejer skarpt ind på bakken med 1600 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftig ved den røde flamme. Herefter er der to ret skarpe kurver inden et hårnålesving med 200 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt til venstre.

Etapen byder på i alt 3089 højdemeter.

Den hårde finale betyder formentlig, at det kun er de stærkeste sprintere og de eksplosive puncheurs, der har mod på at forsøge at holde det samlet, men det bliver noget af en opgave. Den første halvdel er meget kuperet, og med mere end 3000 højdemeter kræver det meget at skabe samling til en puncheurspurt. Umuligt er det ikke, men det kan sagtens blive til endnu en udbrudssejr. Og bliver det til samling, vil det kun være robuste folk, der er i spil til sejren.

Ourense var senest vært for løbet i forbindelse med den store start i 2016, hvor det indledende holdløb, der blev vundet af Team Sky, startede i byen, men sluttede i Castrelo de Miño. Seneste etapeafslutning fandt sted helt tilbage i 2000, hvor amerikaneren David Clinger vandt 4. etape i byen.

15. etape, torsdag d. 5. november: Mos - Puebla de Sanabria, 230,8 km

I december kunne sprinterne næsten ikke tro deres egne øjne over udsigten til en Vuelta med sjældent mange spurtmuligheder. Én af årsagerne var den tredje uges tur ind i Portugal, hvor der - landets bjergrige natur til trods - var lagt op til to lette dage med hhv. mål og start i nabolandet. Den gav fik coronavirus effektivt konfiskeret, og da arrangørerne skulle gentænke ruten i et forsøg på at undgå turen over grænsen, fik de to etaper pludselig en helt anderledes kuperet profil. Det kommer først til udtryk på 15. etape, der skulle være endt i en massespurt i Porto, men nu bliver et sandt maraton. Med en distance på 230 km er der tale om en højst usædvanlig Vuelta-etape, og selvom der mangler svære bjerge, sørger det uvejsomme terræn for i alt 4500 højdemeter, hvilket peger på en sand gave til udbrydere, som vi så ofte ser det i det spanske løb.

Som sagt skal der tilbagelægges en for Vueltaen højst usædvanlig distance på intet mindre end 230,8 km, der forbinder Mos med Puebla de Sanabria. Etapen består af en lang tur hen langs grænsen til Portugal i Galicien, men kun kortvarigt kører man ind i nabolandet undervejs. Startbyen er en forstad til havnebyen Vigo, hvorfra man igennem relativt fladt terræn kører mod syd væk fra vandet. Herefter går det mod øst hen langs grænsen igennem mere fladt terræn med kun nogle småbakker, og undervejs passerer man kortvarigt ind gennem Portugal via byen Melgaco, der nås efter 39,0 km på toppen af en lille bakke, inden man hurtigt kører tilbage til Spanien. Her venter kategori 3-stigningen Alto de San Amaro (6,0km, 6,2%) med top efter 55,0 km og en ikke-kategoriseret stigning (3,0 km, 5,8%) med top efter 62 km, inden en kringlet nedkørsel leder længere mod øst frem til bunden af dagens kategori 3-stigningen Alto de Caracedo (6,5 km, 3,6%), der har top efter 72,5 km.

Læs også

Skovbrand hærger kendt stigning

Efter stigningen går det op og ned mod øst, inden en nedkørsel leder frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto do Furriolo (5,1 km, 7,0%), der bestiges fra nordvest er en ganske jævn og relativt svær stigning med top efter 93,2 km. En kort nedkørsel leder nu mod sydøst ned til et helt fladt plateau, der følges mod sydøst og afsluttes med en kort bakke og en længere, men teknisk ukompliceret nedkørsel. I bunden drejer man mod øst ind på kategori 3-stigningen Alto de Fumaces (10,8 km, 4,5%), der er en klassisk spansk, jævn opkørsel uden stejle procenter.

Toppen rundes efter 152,8 km og leder op til et plateau, der følges mod nordøst, inden man fortsætter mod nordøst og øst ad en nedkørsel og derefter et langt, let stigende stykke, der passerer dagens spurt efter 177,0 km og leder op til byen A Canda helt oppe i 1224 m højde. Her fører en lidt kringlet nedkørsel mod øst til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Alto de Padornelo (6,4 km, 3,5%), der ligeledes er en jævn og let stigning. Fra toppen resterer bare 18,8 km, som indledes med en helt ukompliceret nedkørsel, der fører mod øst, inden det via en lang, lige og flad vej går mod nordøst ind til Puebla de Sanabria. Her afsluttes den flade vej med en 550 m lang rampe, der stiger med 5,5%. På de sidste 5 km bugter vejen sig kun, indtil man har en skarp kurve med 800 m igen g et sving med 550m igen, hvorefter vejen har bløde kurver.

Etapen byder på i alt 4537 højdemeter over den korte distance.

Havde etapen fastholdt sit oprindelige design, var sprinterne kommer til fadet, men det kommer de ikke nu. Det kan godt være, at de svære stigninger kommer tidligt, og at de sidste to bakker er bløde, men samlet set er etapen i den tredje uge for voldsom til, at det er realistisk at kontrollere. 235 km og 4500 højdemeter lægger op til en lang og udmarvende, hvor favoritterne utvivlsomt kommer til at bruge nogle kræfter, de helst ville spare, og hvor det ligger i kortene, at et udbrud med meget stor sandsynlighed skal slås om sejren.

Puebla de Sanabria har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i 2016-udgaven af Vueltaen, hvor Jonas Van Genechten tog karrierens største i den stigende spurt ved at henvise Daniele Bennati og Alejandro Valverde til de sekundære podieplaceringer.

16. etape, fredag d. 6. november: Salamanca - Ciudad Rodrigo, 162,0 km

I sig selv burde beslutningen om at droppe det portugisiske eventyr ikke betyde, at de to planlagte sprinteretaper skulle ændre karakter. Det gælder særligt ikke for løbets 16. etape, for her har man bibeholdt målet i Ciudad Rodrigo. Alligevel har arrangørerne valgt fundamentalt at ændre på etapens design, så den oprindelige plan om blot at forcere en tidlig kategori 3-stigning efterfulgt af en helt flad anden halvdel har måttet give plads til en ny rute, der nu inkluderer både en kategori 1- og en kategori 2-stigning. Nok kommer de begge så tidligt, at favoritterne ikke skal slås om klassementet, men de vil formentlig knuse alle sprinternes drømme og sikre, at det nok engang bliver udbryderne, der skal til fadet.

I alt skal der tilbagelægges 162,0 km, der fører feltet fra Salamanca til Ciudad Rodrigo. Startbyen ligger på den flade spanske højslette, og derfor er der ingen nævneværdige udfordringer i den indledende fase, hvor man kører mod sydvest og syd. Undervejs er der kun to mindre bakker, inden en nedkørsel leder ned til endnu et småkuperet plateau, som følges mod vest frem til byen Cepeda, der nås efter 77,0 km.

Her ændrer etapen karakter, når man tager hul på kategori 2-stigningen Alto El Portillo (13,8 km, 4,4%), der er en lang, jævn stigning, som kun har to lidt vanskeligere kilometer i hhv. bunden og nær toppen. Sidstnævnte nås efter 90,8 km og efterfølges af en nærmest urimeligt teknisk nedkørsel, som fører mod sydvest tilbage til dalen. Her rammer man en let stigende vej, der fører mod nordvest frem til bunden af dagens hovedret, kategori 1-stigningen Alto El Robledo (11,7 km, 3,8%). Den kan deles i to dele med 3-5% over de første 3 km, inden der venter en 2 km lang nedkørsel. Nu stiger det med 10,5% med maksimalt 12% over en kilometer og derefter jævnt med 6-7% det meste af de resterende 4,7 km frem til toppen, der passeres efter 126,7 km.

Læs også

LIVE nu: Udbrud kører om sejren på stejl mur i Giro-generalprøve

Der resterer nu blot 33,3 km, som indledes med en teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordvest, inden der venter to mindre kontrabakker, hvoraf den første leder op til dagens spurt, som kommer efter 139,7 km. Herefter falder det atter mod nordvest, inden man følger en lige og flad vej ind mod Ciudad Rodrigo over de sidste knap 10 km. Inde i byen er der sving lige ved den røde flamme, inden man skal til højre i en rundkørsel med 500 m igen, mens næstsidste kilometer stiger svagt frem mod en flad sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 2765 højdemeter.

Den sidste stigning er egentlig ikke så skræmmende, at den burde kunne få de hårdføre sprintere til at ryste i bukserne, men den er dog så svær, at hårdt tempo automatisk sender dem ud af spillet. Derfor vil det være lidt af en gambling at forsøge at kontrollere en hård dag med næsten 3000 højdemeter. Da favoritterne samtidig har blikket stift rettet mod den næste dags afsluttende bjergetape, ligner det for Gud ved hvilken gang en udbrudsdag - helt som vi kender det fra Vuelta-etaper, som de er flest.

Ciudad Rodrigo blev sidst besøgt helt tilbage i 2000, hvor etapen endte i en tremandsspurt, som blev vundet af Alexandr Vinokourov foran Roberto Laiseka og Jose Vicente Garcia Acosta. Også i 1999 var løbet forbi, og her viste Jan Ullrich nogle sjældne sprinterevner, da han efter en hård dag var hurtigste mand blandt de 23 klatrere, der havde overlevet undervejs.

17. etape, lørdag d. 7. november: Sequeros - Alto de La Covatilla, 178,2 km

Efter at løbet har tilladt sig selv at slutte næstsidste etape længere fra Madrid end tidligere, har man i de senere år som regel haft et brag af en bjergetape på næstsidste dag. Sidste år vendte man kortvarigt til det gamle format, men i 2020 venter der atter en stor bjergafslutning bare 24 timer inden afslutningen i Madrid. Igen i år er det en af løbets klassiske stigninger, La Covatilla, der skal krone den samlede vinder, og selvom der ingenlunde er tale om Spaniens vanskeligste stigning, vil den som afslutning på en lang dag med mere end 4000 højdemeter sikre, at intet er afgjort, før Madrid og afslutningen på en højst besynderlig cykelsæson blot er et stenkast væk.

I alt er der 178,2 km på menuen, og de fører feltet fra Sequeros til toppen af Alto de La Covatilla i 1965 m højde. Starten er fredsommelig, idet et hovedsageligt let faldende stykke leder mod sydøst, inden man kører mod vest frem til en Miranda del Castañar, hvor man rammer en rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Den indledes med et faldende stykke, der fører mod syd, og side kører man mod nordvest ad en let stigende vej. Kort efter drejer man mod nordøst ind på kategori 1-stigningen Puerto del Portillo de las Batuecas (10,1 km, 6,5%), der er uhyggeligt jævn med 6-7% og et maksimum på bare 7,5%, inden toppen rundes efter 49,1 km. Nu venter en let nedkørsel, der fører mod nordøst og øst, inden fladt terræn afbrudt af en bakke (2,3 km, 5,4%) fører mod øst tilbage til rundstrækningens start.

Efter den vanskelige omgang kører man mod igennem fladlandet mod øst og nord, inden man drejer mod øst for at passere kategori 3-stigningen Alto de San Miguel de Valero (12,0 km, 3,4%), der stiger med 7-8% det meste af de sidste 5 km. Toppen kommer efter 88,3 km, hvorefter det via en halvteknisk nedkørsel går mod syd ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Cristobal (6,2 km, 4,7%), der bestiges fra nordvest og er en let stigning med 5-6% over de første 5 km og derefter bare 1-3% frem mod toppen, der kommer efter 103,2 km. Den efterfølgende nedkørsel går mod sydvest og er kort, inden man snor sig mod syd ad en kuperet vej, der byder på en bakke (2,1 km, 6,3%) med top efter 118 km.

Næste udfordring starter i Montemayor del Rio, hvor man efter 129,5km kører dagens spurt og så drejer mod øst ind på kategori 3-stigningen Alto de Peñacaballera (4,6 km, 5,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 134,6 km. Nedkørslen er kort og let og fører mod sydvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Alto de la Garganta (12,0 km, 4,8%), der bestiges fra sydvest og kan deles i to. De første 7 km er vanskeligst med stigningsprocenter på 6-7% det meste af vejen, hvorefter den flader ud med 4-5% og slutteligt bare 1,7% over de sidste 1300 m frem til toppen, der kommer med 26,2 km igen.

Der er imidlertid kun en ganske kort nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man fortsætter videre mod nordøst via et kuperet stykke med to mindre bakke efter hhv. 157 km (600 m, 8,6%) og 160 km (1,5 km, 4,7%). Herefter stiger det let frem mod byen La Hoya, der signalerer starten på finalen. Her drejer man nemlig mod syd ind på Alto de La Covatilla, der er uden for kategori. Den stiger med 7,1% over 11,4 km og indledes med fire lette kilometer på bare 4-5%, inden det vanskeligste stykke med 3 km på 9-11% med et maksimum på 12% venter. Herefter stiger de sidste 4 km relativt jævnt med 6-8%. Den nedre del byder på mange hårnålesving, men de sidste 3,5 km består af en lang, næsten helt lige vej, der kun bugter sig ganske let - også på den sidste kilometer, hvor de første 600 m stiger med 4% og de sidste 400 m med bare 1%.

Etapen byder på i alt 4376 højdemeter.

Vueltaen har før budt på nogle grimme udfordringer på næstsidste etaper (herunder Angliru hele to gange), men i år er det et lidt lettere bjerg, der skal afgøre det hele. Historien viser klart, at forskellene på Covatilla sjældent er voldsomt store, ikke mindst fordi den åbne stigning er meget følsom over for vinden. Derfor kan det blive vanskeligt at vende op og ned på det hele, hvis der er modvind, men er vinden gunstig og klassementet tæt, kan alt komme i spil på en lang dag, hvor de sidste 40 km stort set alle er stigende, og hvor man derfor godt kan tillade at spille tidligt ud i et sidste forsøg at ende som vinder af den 75. udgave af Vueltaen.

La Covatilla blev senest besøgt i 2018, hvor Ben King chokerede ved for anden gang på en uge at vinde en bjergetape fra et udbrud, da han holdt Bauke Mollema bag sig. Længere tilbage var forskellen mellem favoritterne små, men det lykkedes Simon Yates til sin egen overraskelse at tage førertrøjen, selvom han til slut måtte slippe Miguel Angelo Lopez, Nairo Quintana og Wilco Kelderman. I 2011 spurtede Dan Martin sig til sejr foran Bauke Mollema, Juan Jose Cobo, Bradley Wiggins og Chris Froome på en ret blæsende dag, hvor en relativt stor gruppe endte inden for få sekunder. I 2006 spurtbesejrede Danilo Di Luca Janez Brajkovic på toppen, mens Felix Cardensas tog sig en solosejr i 2004. Det samme gjorde Santiago Blanco Gil i 2002. I 2005 lagde Vuelta a Casilla y Leon vejen forbi, og det gav solosejr til Carlos Garcia Quesada på sidste etape.

18. etape, søndag d. 8. november: Hipodromo de la Zarzuela - Madrid, 124,2 km

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape. Det vil også være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. I 2018 skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, og sidste år havde man fordelt de to med ca. 50% til hver. I år er etapen lidt længere, og derfor venter der ca. 85 km parade og bare 40 km cykelløb, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid.

I år skal der tilbagelægges 124,2 km fra Hipodromo De La Zarzuela til den velkendte finale i hjertet af Madrid. Startstedet ligger i den nordvestlige udkant af hovedstaden, og første del af etapen består af en tur ud gennem forstæderne vest og syd for centrum. Fra start stiger det let, mens man kører mod sydvest, inden det begynder at falde let ud til etapens vestligste punkt, der ligger helt uden for selve byzonen. Herfra stiger det let mod sydøst tilbage til forstæderne, hvorefter det falder let, mens man snor sig mod sydøst gennem forstæder som Mostoles, Alorcon, Leganes og Getafe. I sidstnævnte by sætter man kursen mod nord, og herefter kører man direkte ind mod centrum af millionbyen ad en vej, der er let stigende.

Efter 83,0 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre 7 omgange (tidligere var det hele 10 omgange) på den gamle 5,9 km lange og T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den i 2018 var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vending lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt kommer ved anden passage af stregen med 35,3 km igen.

Etapen byder på i alt 1048 højdemeter.

Etapen vil naturligvis udfolde sig som vanligt. Første vil foregå i adstadigt tempo, hvor rytterne har tid til at fejre deres bedrifter, drikke champagne, tage billeder og lykønske hinanden. Løbet bliver seriøst, når vi nærmer os rundstrækningen, hvor holdet med førertrøjen gradvist vil øge farten frem til første passage af målstregen. Herfra er løbet for alvor i gang, og vi kan forvente det klassiske scenarium, hvor et udbrud holdes i kort snor af feltet, og hvor sprinterholdene vil kontrollere løbet stramt. Rundstrækningen er nem, og det er næsten umuligt at snyde sprinterne i Madrid, og derfor må det formodes, at løbet skal afsluttes med en af de få massespurter i 2020-udgaven af det bjergrige spanske løb.

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år sluttede Fabio Jakobsen sin grand tour-debut helt perfekt ved at slå rivalen Sam Bennett og således sikre sig sin anden sejr, og i 2017cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2016 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.