HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men Vueltaen synes i den grad at kunne lukrere på corona-krisen. Det er nemlig meget tænkeligt, at netop den ultrakorte sæson har fået så mange af de navne, der egentlig havde Touren som hovedmål, til at kaste sig ud i en Vuelta, der måske også bliver lidt mere attraktiv af at være ”corona-forkortet” til bare 18 dage. Mens Giroen i disse dage kæmper med at tiltrække opmærksomhed grundet et yderst pauvert felt, er der i Spanien i den grad lagt op til revanche efter en Tour, der i forvejen var sjældent stærkt besat.

Feltet føres an af den forsvarende vinder og nr. 2 i årets Tour, Primoz Roglic, der i skrivende stund ventes at få selskab af to andre ryttere fra top 10 i det franske etapeløb, nemlig Enric Mas og Tom Dumoulin. Dertil skal lægges Alejandro Valverde, der altid blomstrer op igen på hjemmebanen, samt Richard Carapaz, Thibaut Pinot, Dan Martin og Daniel Martinez, der har meget at revanchere efter et fejlslagent Tour-klassement. Aleksandr Vlasov ventes at rejse sig efter sit tidlige Giro-exit og får selskab af andre kometer som Ivan Ramiro Sosa og David Gaudu. Føj dertil Chris Froomes foreløbig forgæves forsøg på at genfinde fordums styrke, Guillaume Martin, der akkurat missede Tourens top 10, Marc Soler, der kørte en fremragende tredje uge i Touren, samt Wout Poels, Ion Izagirre og David de la Cruz, der her træder ud af deres hjælperytterrolle for at kunne køre egen chance, og det står klart, at Vueltaen igen i år langt overskygger Giroen, når det handler om at tiltrække de store navne.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

David Gaudu (**)

Man siger, at tålmodighed er en dyd. I givet fald er David Gaudu lidt af et dydsmønster. Det er i hvert fald ret imponerende, hvordan den franske guldfugl i så mange år lydigt har accepteret, at han ikke skulle have sin egen chance i en grand tour. I stedet har han stillet sig tilfreds med at lære i skyggen af Thibaut Pinot - en beslutning, der for holdets side har givet god mening, når nu Pinot sidste år viste, at han rent faktisk er i stand til at køre med om sejren i Tour de France.

I år skulle Gaudu imidlertid have sin chance. Nok har det hele tiden været planen, at han og Pinot begge skulle være til start i Spanien, men planen har også været, at hierarkiet skulle være meget løsere. Pinots hovedfokus har været Touren, og i Spanien skulle Gaudu have mulighed for selv at se, hvor langt han kunne komme.

Det er klart, at Pinots fejlslagne Tour kan have ændret den udsigt. Nu er det langt mere sandsynligt, at holdets stjerne er så udhvilet, at han faktisk kan stræbe efter sejren i Spanien. Alligevel ligger det også i kortene, at hierarkiet er mindre stramt end vanligt, for medmindre Pinot har været flyvende på holdets træningslejre, vil de stille til start med mange flere spørgsmål om formen og friskheden end til sæsonens store mål. Og faktisk kunne det for den mentalt skrøbelige Pinot være meget rart, hvis de denne gang var flere om at dele ansvaret.

Det er klart, at Gaudu hurtigt risikerer at blive låst fast. Er Pinot på toppen med en reel sejrschance, er dydsmønsteret formentlig lydigt igen. Hvis til gengæld det, som man kan frygte, har knebet lidt med motivationen hos den skuffede kaptajn, er det en god ide at holde øje med holdets guldfugl.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

Gaudus potentiale er nemlig stort. Når han er på toppen, har han i løb som UAE Tour, Tour de Romandie, Liege-Bastogne-Liege og Milano-Torino vist, at han kan matche verdenseliten. Det er ikke uden grund, at han er den seneste franske vinder af Tour de l’Avenir, og hvis man ser på, hvordan det er gået hans to efterfølgere, Egan Bernal og Tadej Pogacar, siger det meget om det potentiale, der typisk gemmer sig hos vinderen af ungdommens Tour de France.

Gaudu vil også elske ruten. Den er tilstrækkeligt bjergrig til, at en ren klatrer kan trives, og han burde også trives på Anglirus stejle procenter og lange Tourmalet. Punch har han også, og selvom han får en lussing på enkeltstarten, har han vist, at han trods sin klejne statur i hvert fald kan forsvare sig hæderligt. Og sammen med Pinot udgør han en af de mest potente duoer, hvis de begge er på toppen.

Det er til gengæld udfordringen. Skal vi være ærlige, har Gaudu skuffet gennem hele sæsonen, og vi har ikke set den bedste Gaudu siden Milano-Torino for mere end et år siden. Heldigvis kan sygdom og styrt forklare en del, og han nåede da i UAE Tour at give et lille glimt af sit potentiale.

Den anden udfordring er stabiliteten. Lige så højt, guldfuglen kan flyve, lige så hurtigt kan den synke helt til jorden igen. Desværre veksler Gaudu lige så ofte mellem gode og dårlige dage, som hans chef forlader Touren som en skuffet mand, og den slags er der ikke råd til i en grand tour - slet ikke hvis fornemmelsen fra sidste år af, at han måske har et lille problem med holdbarheden bekræftes.

Heldigvis for Gaudu er dette en grand tour, der kan blive afgjort over de første 13 dage, og derfor er holdbarheden ikke nødvendigvis så stor en udfordring. Hvis det lykkes ham hele vejen at være den guldfugl, han vitterligt er, rækker niveauet til at køre med helt i toppen på en rute, der ligger til hans højreben. Først forudsætning er, at han ikke atter ender som slave for Pinot, men hvis tålmodighed vitterligt er en dyd, belønnes den vel før eller siden.

Ivan Ramiro Sosa (**)

Indrømmet! Det kan sagtens være, at Ivan Ramiro Sosas klassementsmuligheder er lige så kortvarige, som al form for planlægning i et år, som coronavirus har vendt helt på hovedet. Sosa kommer nemlig i første omgang kun til Spanien med det formål at hjælpe Richard Carapaz og Chris Froome, og udgangspunktet er derfor nok engang, at han skal være den luksushjælper, han så fornemt var for Egan Bernal igennem forårets etapeløb sidste år, eller da han afleverede samme Bernal så flot, at det blev til colombiansk dobbeltsejr i Gran Piemonte sidste år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nu er dette imidlertid en analyse af vinderpotentiale, og hvis løbet flasker sig, kan Sosa overraske. Ruten giver i hvert fald mulighed for det. Med en bjergetape på allerførste dag er der en risiko for, at Froome, der så sent om i Liege blev sat som en af de allerførste, har en klassementsfremtid, der er endnu kortere end den, Sosa er tiltænkt. Og hvor man normalt sikkert ville lade den lille colombianer spare sig igennem alle de flade etaper i den første uge, betyder den meget særprægede start på løbet, at Sosa meget hurtigt kan ligge så godt til i klassementet - faktisk allerede på dag 1 - at det ville være hovedløst ikke at holde ham inde i kampen som i hvert fald et taktisk kort at spille.

Der er dog stadig meget, der står i vejen for, at den strategi skal fungere. Først og fremmest skal Sosa være en helt anden rytter, end han har været i store dele af sine to første år på WorldTouren. Sidste år fejlede han eksempelvis helt i Giroen, og efter foråret var det kun i Vuelta a Burgos og Piemonte, at han kørte stærkt. I år lagde han flyvende fra land i et colombiansk mesterskab, hvor han lignede stærkeste mand, indtil han styrtede ud af løbet, ligesom han efter pausen slog en vis Remco Evenepoel på kongeetapen i Burgos, men desværre har han været uhyggeligt tam siden da.

Ser man på præstationen i Ardennerne, er der ikke meget håb at hente, men erfaringen med Sosa er, at hans form kan komme ret pludselig. Den skuffende Giro var knap overstået, inden han vandt kongeetapen i Route d’Occitanie, og hans flotte kørsel i Piemonte og Lombardiet sidste år kom få dage efter nogle tamme præstationer i de første italienske klassikere.

Hvis det mønster gentager sig denne gang, er der grund til at være på vagt. Der er nemlig en grund til, at jeg har kaldt Sosa for ”mini Bernal”. Deres karriereforløb var nemlig i starten nærmest helt parallelt, og de vandt endda nogle af de samme løb i tiden hos Androni. Faktisk var forskellen vel bare, at Sosa gjorde det endnu bedre, for selvom han modsat Bernal grundet sygdom ikke levede op til sin status som Tour de l’Avenir-favorit slog han en vis Miguel Angel Lopez i Burgos og kørte sig i førertrøjen i et stærkt besat Tour of the Alps, inden et styrt sendte ham ud af spillet.

I dag står det klart, at Sosa ikke helt har samme niveau som Bernal, men genfinder han benene, der for et par måneder siden fik sendt selv Evenepoel til tælling, er han uhyggelig på en rute, der har et hav af meget svære bjergfinaler skabt til en ren klatrer. Dem er der så også brug for, når nu Sosa bliver kørt midt over i enkeltstartens flade tonserterræn.

Og det er netop Sosas problem. Modsat Bernal er han en helt endimensionel rytter, der ikke kan meget andet end at klatre. Der skal i hvert fald ikke være sidevind på den spanske pampas, men udvikler løbet sig, så det afgøres af klatreevner på de lange stigninger, bør den alt andet end eksplosive Sosa, der ikke savner de hidsige puncheurfinaler, være i sit es. Om hans niveau holder hele vejen, er meget tvivlsomt, men her skal det som bekendt måske kun holde i 13 dage. Og som både Carapaz og Froome selv kan skrive under på, sker det af og til, at hjælperen ender med at gøre det bedst. De har nemlig begge selv prøvet det.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

 

Alejandro Valverde (**)

Puha! Så bliver håndfladerne svedige igen. Tør man nøjes med at give Alejandro Valverde to stjerner? Vi taler jo om nutidens Vuelta-konge, der måske kun har vundet løbet én gang, men som har en mageløs evne til altid at køre med i front på sin hjemmebane, nærmest uanset hvordan han har set ud forinden. Historikken er decideret skræmmende, for listen tæller én sejr, tre 2. pladser, tre 3. pladser, en 4. plads, to 5. pladser og en 7. plads. Og da han i 2016 kun blev nr. 12, var det kun en offday, der slog ham ud i det år, hvor han satte sig mål at gennemføre alle tre grand tours - og gjorde det med en 3., en 6. og altså en 12. plads til følge!

Nej, Valverde er der altid. Selv sidste år, hvor nekrologerne allerede var skrevet efter et katastrofalt forår, brugte han en ellers halvtam Tour til at finde så god form, at han på hjemmebanen minsandten endte som nr. 2. Og faktisk kunne meget tyde på, at mønsteret gentager sig én til én. Valverde var nemlig uhyggeligt langt fra sit niveau både i foråret og i august, men stille og roligt fandt han benene i Touren, så han kun var en dårlig enkeltstart fra endnu en top 10. Med lidt hvile plejer det at borge for en flyvende Valverde i Spanien.

Men der er altså forskelle. Valverde har i år været betydeligt under det niveau, han havde i 2019, og det er ikke tilfældigt, at han helt usædvanligt ikke har vundet ét eneste løb i hele 2020. Sidste år sluttede han også Touren af med at blive nr. 2 på den sidste bjergetape, men selvom han også denne gang blev bedre og bedre, var han altså aldrig tæt på at matche de allerbedste. Hovedet på sømmet blev nok sat ved det VM, han ellers pludselig lignede en kandidat til, for selvom årets store mål ganske vist endte med en top 10, var han aldrig i nærheden af at følge den gruppe, der kørte om sejren.

Selvom jeg har brændt nallerne på det mange gange, prøver jeg igen. I en alder af 40 må Valverde altså være blevet så affældig, at han ikke længere kan gå på podiet i sin ellers elskede Vuelta. Hans Tour og VM taler for, at han garanteret igen ender med at køre sæsonens bedste løb på sin hjemmebane, men i denne stærkt besatte udgave ligner det mere endnu en top 10 til den alenlange række end den podieplads, det blev til i 2019.

Der er også andre forhold, der taler imod Valverde. For det første er ruten måske ikke så meget ”Valverde”, som den plejer at være i den grand tour, der passer ham bedst. Der er et ærgerligt fravær af de korte, stejle mure, og i stedet taler vi om længere bjergfinaler, hvor særligt Tourmalet, der både er lang og regulær og har top i Valverdes frygtede højder, kunne ligne en udfordring. Dertil kommer, at Valverde er kendt som en frossenpind, og chancen for dårligt vejr i Asturien og Pyrenæerne er i november betydeligt højere end i september, hvor Valverde traditionelt særligt trives i den stegende hede mod det syd, der slet ikke berøres i år. Og så blev Touren desværre endnu et vidnesbyrd om, at Valverdes tempoevner blev de første, der forsvandt, da alderen begyndte at nærme sig de 40.

Men han har snydt mig før, den gamle ræv. Så sent som sidste år kunne det bare blive til to stjerner, selvom jeg sluttede min optakt med sætningen ”Efter den flotte Tour blev nekrologskrivningen i hvert fald nok engang udsat.” Den bemærkning holder for så vidt igen i år, når manden trods alt lå i top 10 inden den sidste enkeltstart. Det ser bare ud til, at det ekstra år ikke ligefrem har hjulpet på niveauet, og det ligner altså mere en top 10 end endnu en podieplads. Nu venter vi spændt på, om det igen bliver Vueltaens ukronede konge, der ler bedst.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

Hugh Carthy (**)

Egentlig havde det været meget sjovere, hvis holdet havde holdt sig til plan A. High Carthy skulle nemlig have kørt Giro d’Italia i år, hvor han var udset til rollen som kaptajn efter gennembruddet i 2019, hvor det blev til etapesejr i Tour de Suisse og samlet 11. plads i Giroen. Helt uden videre forklaring blev den langlemmede brite imidlertid overflyttet til en Tour-trup, hvor hans eneste rolle var at agere hjælper for den colombianske kaptajntrio.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Det job gik egentlig ikke specielt godt. Carthy spillede aldrig rigtigt den rolle, man kunne have ønsket, og de færreste kan vel næsten huske, at han var til start. Derfor er det også så ærgerligt, at han ikke lige nu gør sig klar til en tredje uge af Giroen, hvor de mange gigantiske bjergetaper med lange, udmarvende stigninger burde være skabt til manden, der er en rigtig dieselklatrer i begrebets med udprægede forstand.

Sådan gik det ikke, og nu er det i stedet Vueltaen, der kalder. Det er særligt en skam, fordi den spanske grand tour med sine stejle, hidsige stigninger passer langt dårligere til en rytter med Carthys karakteristika. Vi aner endda slet ikke, hvad hans rolle på de spanske landeveje bliver, for selvom man ikke troede, at det var muligt, sætter EF i disse dage rekord i manglende meddelsomhed, da de med mindre end 48 timer til starten end ikke officielt har sat navn på de otte ryttere, der skal til start.

Derfor kan det sagtens være, at navnet Rigoberto Uran pludselig figurerer på listen, og at hele holdet igen bare skal køre klassement for ham og Daniel Martinez. Det kan også være, at alt bare handler om Martinez og måske den velkørende Michael Woods, og at Carthy atter iklæder sig de arbejdsbukser, han lidt for ofte ifører sig.

Meget taler dog for, at hierarkiet er mere åbent denne gang. Sådan er det oftest i Vueltaen, hvor man aldrig ved, hvem der er friske, og hvem der mest af alt har tankerne rettet mod liggestol, strand og senere julemad. Og selvom det for ham er ukendt territorium at kaste sig ud i to grand tours med så kort afstand, burde en rytter med Carthys karakteristika være indbegrebet af en mand, der mestrer den delikate kunst - især fordi han er en af de klatrere, der kommer til løbet med den klare fordel, at han ikke kørte klassement i Frankrig.

Alligevel er der udfordringer for ham. De hidsige og stejle stigninger er umiddelbart ikke til fordel for en mand, der er uden punch og eksplosion, og som med kropsvægt på næsten 70 kg fordelt over de næsten to meter trods alt må have en ulempe, når procenterne bliver lidt for tocifrede. Heldigvis for Carthy er årets løb langt mere ”Carthysk” end vanligt, når vi er uden de hidsige puncheurfinaler, men i stedet har relativt lange målbjerge, hvor særligt Tourmalet burde være guf for en fyr som ham. Hvis han skal køre klassement i Vueltaen, er dette nok året, hvor det lader sig gøre.

Det kræver dog, at han finder topniveauet, som den ustabile brite alt for sjældent rammer. Og han skal gøre det med langt større konsistens end i sidste års Giro, hvor et par dårlige dage kostede ham den top 10, han burde have sikret sig. Hvis til gengæld han klatrer som på Mortirolo - hvor han i parentes bemærket havde det fint med lange, meget stejle stigninger - er der ikke mange, der kan matche ham. Og hans sæsonstart med 3. pladsen på Ventoux i februar var i hvert fald en antydning af, at han er klar til at bygge videre på de lovende takter, hvis han ikke kommer til løbet med den lidt triste form, vi så i Touren. Selv enkeltstarten kan han nu forsvare sig på, da han hører til de mange EF-ryttere, der har forbedret sig markant på det felt i de senere år.

Man skal dog være beredt på det værste. Det kan sagtens være, at Carthy enten slet ikke satser på klassementet eller atter er så langt fra sit niveau, at vi bare skal få meter op ad Arrate på tirsdag, inden luften er sivet ud af den britiske ballon. Til gengæld kan det også blive rigtigt godt, hvis det er Mortirolo-Carthy, der rejser til Spanien. Og så gør det måske ikke helt så meget, at vi vil savne ham i Italien i den kommende uge.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN