Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men Vueltaen synes i den grad at kunne lukrere på corona-krisen. Det er nemlig meget tænkeligt, at netop den ultrakorte sæson har fået så mange af de navne, der egentlig havde Touren som hovedmål, til at kaste sig ud i en Vuelta, der måske også bliver lidt mere attraktiv af at være ”corona-forkortet” til bare 18 dage. Mens Giroen i disse dage kæmper med at tiltrække opmærksomhed grundet et yderst pauvert felt, er der i Spanien i den grad lagt op til revanche efter en Tour, der i forvejen var sjældent stærkt besat.

Feltet føres an af den forsvarende vinder og nr. 2 i årets Tour, Primoz Roglic, der i skrivende stund ventes at få selskab af to andre ryttere fra top 10 i det franske etapeløb, nemlig Enric Mas og Tom Dumoulin. Dertil skal lægges Alejandro Valverde, der altid blomstrer op igen på hjemmebanen, samt Richard Carapaz, Thibaut Pinot, Dan Martin og Daniel Martinez, der har meget at revanchere efter et fejlslagent Tour-klassement. Aleksandr Vlasov ventes at rejse sig efter sit tidlige Giro-exit og får selskab af andre kometer som Ivan Ramiro Sosa og David Gaudu. Føj dertil Chris Froomes foreløbig forgæves forsøg på at genfinde fordums styrke, Guillaume Martin, der akkurat missede Tourens top 10, Marc Soler, der kørte en fremragende tredje uge i Touren, samt Wout Poels, Ion Izagirre og David de la Cruz, der her træder ud af deres hjælperytterrolle for at kunne køre egen chance, og det står klart, at Vueltaen igen i år langt overskygger Giroen, når det handler om at tiltrække de store navne.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

Richard Carapaz (****)

Man må håbe, at Richard Carapaz ikke er en mand med hang til planlægning. I givet fald må han nemlig være ved at bryde sammen over en kalender, der er blevet ændret igen og igen i corona-året 2020. Lige nu skulle han således være i gang med at forsvare sin Giro-trone, men i stedet bliver det den spanske grand tour, der nu bliver ecuadorianerens hovedmål.

Egentlig var det ved årets begyndelse sandsynligt, at Carapaz ville have kombineret Vueltaen med Giro-titelforsvaret. Det fik coronavirus lavet om på, da overlappet betød, at det italienske løb nu blev det altoverskyggende fokus. Men så måtte der igen ændres i planerne, da Geraint Thomas og Chris Froome i Dauphiné langt mere lignede danske søndagsmotionister end tidligere Tour-vindere, hvorfor Carapaz i al hast blev kaldt ind som plan B bag Egan Bernal.

Det gik ikke specielt opmuntrende. Den dårlige forberedelse betød, at Carapaz aldrig fandt det tårnhøje niveau, der gjorde ham så overlegen i sidste års Giro, som han nærmest vandt med den ene hånd på ryggen, og det blev ikke bedre af, at et styrt definitivt sendte ham ud af klassementet. Alligevel nåede han med en fantastisk afslutning, hvor han var i udbrud og hovedaktør på alle løbets tre sidste bjergetaper - og den sidste kunne han have vundet, hvis ikke han valgte at holde sig til holdkammeraten Michal Kwiatkowski at vise, hvorfor han er indbegrebet af en grand tour-rytter. Der er nemlig meget få, der er så god i den tredje uge som netop Carapaz.

Spørgsmålet er bare, om han får så megen glæde af det denne gang. Løbet kan meget vel være afgjort efter 13. etape, og dermed er der i sjældent grad brug for dieselegenskaberne. Heldigvis for Carapaz kommer løbet som afslutning på en meget intens sæson, og den træthed bør naturligvis tælle til fordel for en rytter, hvis styrke netop er restitutionsevnen.

Ruten passer ham også udmærket. Det er klart, at Primoz Roglic og Tom Dumoulin kører ham midt over på de 30 km tempotons i Galicien, men heldigvis er bjergetaperne mellem Tourmalet og Angliru så svære, at der er masser af plads til at indhente det tabte, hvis Carapaz vitterligt finder det tårnhøje niveau, han havde i den Giro, hvor han kørte alle midt over. Og udfordringen med, at han officielt deler kaptajnrollen med Chris Froome, er formentlig løst allerede efter 1. etape, med mindre stakkels Froome pludselig finder et niveau, han slet ikke har været tæt på siden styrtet for mere end et år siden.

Det helt store spørgsmål er, om Carapaz stadig har det. Han har ikke haft sit Giro-niveau, siden han stod i den sidste lyserøde trøje for nu snart halvandet år siden, og denne gang har han trods alt ikke haft mulighed for at have en opbygning i hjemlandet, som han gerne vil have det. Hvis det til gengæld lykkes, kan Carapaz blive ganske uhyggelig på en rute med så svære og stejle målbjerge, hvor han i givet fald må være manden, der kan bringe Roglic ud af fatning. Og lykkes det, lever han nok med, at han har været nødsaget til at tømme hele Ecuador for papirkalendere for at holde styr på alle de ændringer, Ineos-manager Dave Brailsford har udsat ham for i corona-året 2020.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN
 

Thibaut Pinot (****)

Er man typen, der lader sig rive med af store følelser på tv, må man have fået grædt nogle sommertårer de seneste år. Det er nemlig blevet en fast bestanddel af juli måned, at hele verden skal sidde med en klump i maven, når stakkels Thibaut Pinot nok engang har fået knust sine Tour-drømme. Værst var naturligvis den ubærlige skuffelse sidste år, hvor han måske kunne være endt som Tour-vinder, men det var nok en ringe trøst, da et dumt styrt på 1. etape i år nok engang knuste alle franskmænds store drøm om, at Pinot kunne bryde den 35 år lange franske sejrstørke på hjemmebanen.

Nederlaget var nok lettere at sluge denne gang, hvor han trods alt aldrig nåede at få bevist over for sig selv, at han faktisk kunne vinde løbet. Den tvivl kunne man nemlig godt have efter et 2020, hvor han endnu ikke har genfundet det fantastiske niveau, der sendte et helt land i ekstase for et år siden. Hverken i et skuffende forår eller i et Dauphiné, hvor han nok kørte flot, men alligevel - i høj grad grundet et svagt hold - tabte det hele på jorden i sidste øjeblik var det nemlig den Pinot, der sidste år lammetævede Egan Bernal på Tourmalet og Prat d’Albis og bød Julian Alaphilippe op til dans i det eksplosive terræn, hvor han ellers er i sin egen liga.

Det stiller naturligvis spørgsmålet, om Pinot stadig har det i sig. I en alder af 30 ser vi særligt i disse år, at ryttere hurtigt går i tilbagegang, og derfor er det legitimt at spørge, om Pinot allerede har toppet. Det er imidlertid lige så legitimt at affeje den antydning, for vi nåede aldrig at se, hvor god Pinot virkelig var i Touren.

Når han i denne analyse ender som nr. 3, skyldes det ikke så meget frygten for, at topniveauet ikke rækker. Det handler snarer om den skrøbelige psyke, der altid har været Pinots værste fjende. Når han har været ramt af sine Tour-skuffelser, har han som regel haft det så svært med at genfinde motivationen, at han har trukket stikket for resten af sæsonen. Det har han ikke gjort denne gang, men kender vi ham ret, er det næppe med den allerstørste ildhu, at han har kastet sig på cyklen igen efter skuffelsen i Frankrig.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Undtagelsen var i 2018, hvor lungebetændelse havde kostet ham en podieplads bare 24 timer inden afslutningen af Giroen, så han endte på et romersk hospital og ikke foran et jublende romersk publikum. Dengang fandt han i efteråret for første gang det tårnhøje niveau, der nær havde givet ham Tour-sejren den efterfølgende sommer, men selv da var det en rusten Pinot, der startede Vueltaen og først undervejs fandt sine gode ben.

En rusten start er der ikke råd til i et løb, hvor det hele kan være afgjort bare 14 dage efter starten, men hvis til gengæld Pinot har trodset skuffelsen og trænet som en gal, kan han blive ganske uhyggelig. Vi ved alle, hvor skræmmende han var i 2019, og i dette løb har han tillige den fordel, at han er en af de ryttere, der ikke har kørt sig halvt ihjel ved at køre klassement i Touren.

Ruten passer ham også glimrende. Han er eksplosiv og således god til finalerne i den første uge, og han vil elske den lange opkørsel ad Tourmalet, hvor han jo allerede vandt sidste sommer. De hidsige procenter i den anden uge ligger også fint til Pinot, der er tidligere vinder på de brutale Rettenbachferner, der ligeledes er en lang og meget stejl sag. Ved at rette sin position fik han i 2019 igen fornuftigt styr på enkeltstarten, og selvom han ikke er vild med 30 km tempotons, kan han forsvare sig. Endelig udgør han sammen med David Gaudu en af løbets mest potente duoer.

I den forstand ligger det hele til Pinots højreben - i hvert fald når det kommer til fysikken. Spørgsmålet er snarere psykologi og motivation, der ofte har været Pinots værste klods om benet. Heldigvis er han altid meget mere frigjort i Vueltaen, hvor han i 2018 vandt to etaper og som sagt forlod løbet i sit livs form. Alle de fans, der er vant til at græde julitårer sammen med Pinot, vil i hvert fald føle det som mere fortjent end noget andet, hvis det endelig lykkes Pinot at få den grand tour-sejr, hans klasse fortjener.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN