\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Man kan ikke andet end beundre den ærgerrighed, der kendetegner slovenere, der nok engang understreger, at han vitterligt er et altædende monster. Indimellem de to grand tours har han nemlig været hovedaktør ved VM og taget en trøstepræmie med sejr i Liege-Bastogne-Liege - endnu en henrettelsesgrund, hvis han i fuld offentlighed kaldte en sådan sejr for netop en trøstepræmie - og han er slet ikke mæt endnu. Mens mange har svært ved at genfinde motivationen, hvis Touren er endt i skuffelse, har Roglic ikke brugt ét sekund på at græde ud ved konens skød, men er i stedet fortsat med at vinde i næsten samme omfang som vanligt.
Kan han så gøre det igen i Vueltaen? En frisk Roglic havde naturligvis nok engang været storfavorit, men denne gang er det langt fra lige så oplagt at pege på sloveneren. Ganske vist har alle hans væsentligste rivaler med Aleksandr Vlasov som eneste undtagelse også Touren i benene, men modsat folk som Emanuel Buchmann, Richard Carapaz og Thibaut Pinot kørte Roglic fuld gas i alle tre uger. Og mens hans rivaler enten har holdt pause siden Touren eller kun kørt VM, har Roglic altså også været i Belgien for at køre - og vinde - Liege.
Den træthed går løbet langt mere åbent. Formentlig vil det være en fordel i begyndelsen, hvor løbet helt usædvanligt starter med to tidlige bjergetaper på de første tre dage, men ingen af disse er alt for svære. Løbet afgøres formentlig over den gode uge fra 6. til og med enkeltstarten på 13. etape, selvom La Covatilla naturligvis godt kan rykke lidt rundt på tingene til sidst, og her vil trætheden begynde at melde sig.
Alligevel er det svært ikke at pege på Roglic som manden, der skal slås. Ingen ryttere i dette felt er friske for enden af en kort, men højintens sæson, og Roglic har vist, at han stadig er flyvende. Nok var han sjældent rusten ved VM - og stadig en af de bedste - men ved Liege var det kun Marc Hirschi og Julian Alaphilippe, der syntes at have et overskud. Med tanke på hvor meget den uges hvile hjalp ham, burde de seneste to ugers ro have bragt ham tættere på det monster, der kørte al modstand over i august og i det meste af 2019 og 2020. Roglic responderer efter noget hvile nemlig fremragende på en grand tour, som vi så det efter Vuelta-sejren i 2019 og den efterfølgende dominans i klassikerne. Og skulle trætheden melde sig, reddes Roglic af, at løbet meget vel kan være afgjort allerede efter bare 13 etaper, hvilket i virkeligheden blot er en god halv grand tour.
Ruten passer ham også glimrende. Han bliver svær at slå i de to eksplosive finaler fra start, og han viste samtidig både med sin kørsel på 13. og 17. etape i Touren i år samt i Vueltaen sidste år - særligt på Los Machucos - at han er en af de allerbedste på stejle procenter. Dem er der masser af på de tre bjergetaper i uge 2, særligt på Angliru naturligvis. Kun Tourmalet er et mere klassisk og langt bjerg, hvor andre kan være stærkere, men manden, der blev nr. 2 på Col de la Loze - hvor han kørte fra Tadej Pogacar - er også uhyggelig på den slags stigninger.
Så er der naturligvis enkeltstarten. Nok skuffede han igen på en sen grand tour-enkeltstart i Touren, men hans kørsel i den øvrige del af uge 3 vidner om, at det mere var en mental end en fysisk udfordring. Og trods skuffelsen endte han trods alt som nr. 5 kun slået beskedent af Tom Dumoulin og Richie Porte. I dette felt er det kun Dumoulin, der på en rute med 30 km tempotons, kommer i nærheden af Roglic, når det går løs på 13. etape, uanset om hovedet igen skulle spille ham et puds. Enkeltstarten er således uanset hvad et gigantisk våben, der nok engang gør det muligt at køre defensivt i bjergene med hjælp fra et overbevisende og brølstærkt og bruge sin gode spurt til at samle bonussekunder i de eksplosive finaler.
Nej, ruten er, som Roglic ønsker den, og det er alene trætheden, der for alvor er en udfordring. I et år, hvor alle er trætte, og med en historik, der viser, at Roglic lynhurtigt kommer sig efter en grand tour, kunne sloveneren meget vel blive den næste i rækken til at dulme en Tour-skuffelse med sejr i det spanske løb. Og i givet fald skal han nok lade være med i fuld offentlighed at sige, at Liege- og Vuelta-sejr blot er trøstepræmier i en sæson, der nok for altid først og fremmest vil føles som en stor skuffelse.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN