Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

Sådan er det ikke helt gået i år. I de senere år er det ellers blevet meget normalt for skuffede Tour-ryttere at jagte revanche i Vueltaen, men den trend gør sig ikke gældende i år, hvor næsten alle de ryttere, som faldt igennem i Frankrig, i stedet puster ud efter nedturen. Faktisk er det kun Nairo Quintana og til dels Rigoberto Uran, der kan siges at søge oprejsning i Spanien, og derudover kommer fra Touren kun Steven Kruijswijk, der i hvert fald ikke har brug for revanche efter en fremragende Tour, hans hjælper George Bennett, Jakob Fuglsang, som imidlertid primært er i Spanien for at hjælpe, Fabio Aru, som efter at have fortsat sit comeback i Frankrig nu føler sig klar til at køre klassement, samt naturligvis Alejandro Valverde, der efter en overraskende flot Tour er klar til at slutte regnbuetiden af med ære.

Det betyder dog ikke, at der mangler stjerner. Med undtagelse af Tom Dumoulin, Mikel Landa, Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin og Simon Yates kommer stort set alle favoritterne fra årets Giro. Det gælder først og fremmest Giro-vinderen Richard Carapaz, Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez, men også Rafal Majka, Ion Izagirre, Davide Formolo, Esteban Chaves og Hugh Carthy, der endelig fik sit store gennembrud på de spanske landeveje. Dertil skal lægges, at Vueltaen kan udvikle sig til lidt af talentparade, for løbet har med Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Sergio Higuita, Tao Geoghegan Hart, Oscar Rodriguez og Mark Padun fået deltagelse af mange af de mest lovende navne. Og endelig skal Wilco Kelderman og Pierre Latour ligesom Aru rejse sig igen efter en sæson ødelagt af skader.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

Steven Kruijswijk (***)

Egentlig var det meningen, at målet skulle være sejren eller som minimum podiet for Steven Kruijswijk. Da Jumbo ved starten af året forsøgte at få det temmelig komplicerede grand tour-puslespil til at gå op, blev det nemlig besluttet, at Primoz Roglic skulle være kaptajn i Giroen, inden han sammen med George Bennett skulle hjælpe Kruijswijk i Touren. Til slut skulle Kruijswijk og Bennett så slå pjalterne sammen og se, om ikke en af dem ville være frisk til også at lave et resultat i Vueltaen.

Jumbo er egentlig kendt som et hold, der sjældent ændre i deres ofte meget langsigtede planer, men af og til kan man jo blive nødt til at gøre en undtagelse. Sådan forholdt det sig også for hollænderne, da en træt Roglic efter en knaldhård Giro sagde ”Nej tak” til at tilbringe tre uger i Frankrig i løbet af sommeren. I stedet rettede han prompte blikket mod Vueltaen, som har været hans helt store fokus siden juni, og det har med ét forandret Kruijswijks rolle. Fra at have været en delt nr. 1 sammen med Bennett må de nu begge indstille sig på en rolle som løjtnanter og plan B bag holdets kaptajn.

Det lever hollænderen såmænd nok også med. For mindre end en måned siden oplevede han nemlig sin karrieres højdepunkt, da han i Touren endelig stod på det grand tour-podium, han med 4. pladser i Giroen og Vueltaen to gange havde snuset til. Nok blev det ikke til den sejr, som hans ærgerlige styrt på Agnello-stigningen snød ham for i den fantastiske Giro i 2016, men til gengæld blev det til en 3. plads i det løb, der betyder allermest.

Resultatet var kulminationen på Kruijswijks lange march mod det top 3-resultat, han har jagtet gennem hele karrieren. Efter det tidlige gennembrud lignede han længe et fortabt talent, indtil det gik op for hollænderen, at han led af en åreforsnævring i benet. Da han først det problem blev løst op til 2015-sæsonen, kom han tilbage på det rette spor, og havde han ikke været så uheldig i 2016, havde han såmænd nok været grand tour-vinder i dag.

Om han nogensinde bliver det i en tid, hvor lovende grand tour-talenter står i kø, er måske nok tvivlsomt, men når man kan blive nr. 3 i Touren, kan man med det rette held og den rette rute også vinde. Og det er utvivlsomt det næste mål for Kruijswijk, der efter en halvsløj 2017-sæson, hvor han var ramt af megen sygdom, nu med en 5. plads, en 4. plads og en 3. plads i sine tre seneste grand tours har etableret sig som den treugersspecialist, han altid har været, og samtidig har udmærket sig med den stabilitet, man kun kan have, når man som Kruijswijk er udstyret med en af sportens største motorer.

Den stabilitet går også Kruijswijk til en perfekt backup for Roglic. Nok er sloveneren plan A, men i et løb, hvor særligt Astana og Movistar også kommer i meget slagkraftige formationer, skader det bestemt ikke at have flere kort at spille. Og skulle Roglic rammes af uheld eller falde sammen undervejs, vil Kruijswijk være klar til at agere den livsforsikring, som han med sin holdbarhed burde kunne agere.

Kruijswijk har på papiret den ulempe, at han sammen med Rigoberto Uran, Nairo Quintana og Alejandro Valverde kommer fra en Tour, hvor han også kørte klassement. Det giver en naturlig træthed, som stiller dem ringere end ryttere som Roglic, Miguel Angel Lopez og Richard Carapaz, der haft dette løb i kikkerten siden juni. Da han sidste år kastede sig ud i projektet for første gang, endte Kruijswijk imidlertid som nr. 5 i Touren og nr. 4 i Vueltaen, og var han alligevel ikke blevet en smule træt på den allersidste bjergetape, kunne han sagtens være endt på podiet.

At netop Kruijswijk mestrer kunsten at køre to grand tours i træk, kan ikke undre. Det er nemlig altid i den tredje uge, at den hollandske dieselmotor er bedst. Særligt bemærkelsesværdigt var hans comeback i 2015-udgaven af Giroen, men også i snart sagt alle andre lange etapeløb er Kruijswijk blomstret op i løbets sidste del.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Til gengæld er Vueltaen også ubetinget den grand tour, der passer hollænderen dårligst. Hans force er de lange, udmarvende stigninger på store bjergetaper over adskillige bjergpas, men de findes kun i begrænset omgang i det spanske løb. Her dominerer i stedet de hidsige og eksplosive mure, der slet ikke passer til Kruijswijk, for hvem antrit og punch er en by i Rusland - noget, der blev helt tydeligt under Touren, hvor en ellers velkørende Kruijswijk faldt helt igennem på den stejle La Planche des Belles Filles.

Sidste års Vuelta var særligt god for Kruijswijk. Den var nemlig helt usædvanligt præget af lange, seje stigninger og kun få stejle mure. I år er ruten mere ”klassisk Vuelta” med besøgene på Los Machucos og Alto Mas de La Costa, der slet ikke er stigninger for en fyr som Kruijswijk. Dertil kommer, at det er en ulempe for Kruijswijks motor, at den sidste uge, hvor han traditionelt er bedst, denne gang er usædvanligt let. På den anden side så vi i 2018 også, at Touren trods alt sad lidt i benene, og selvom han først og fremmest kørte stærkt i den tredje uge også dengang, er det måske ikke helt skidt, at den sidste uge ikke er alt for svær.

Heldigvis er det heller ikke lutter stejle stigninger. Nok er alle bjergetaperne for korte for Kruijswijks motor, men Andorra-etaperne og de to sidste dage i de asturiske bjerge burde med deres mange stigninger passe Kruijswijk bedre. Dertil kommer, at Kruijswijk - som det meste af Jumbo-holdet - har forbedret sine enkeltstartsevner markant, og både i sidste års Vuelta og årets Tour vandt han masser af tid på rivalerne på tempocyklen. Det vil han sikkert også gøre denne gang, hvor han kan se frem til at køre med om sejren med Jumbo på holdløbet og at folde sig ud på en kuperet enkeltstarter, som passer ham som fod i hose.

Endelig er der holdet. Nok er han kun plan B, men skulle han avancere i hierarkiet, kan han se frem til en støtte, som er mindst lige så god, som den Laurens De Plus og Bennett så eminent leverede under Touren. Roglic og Bennett er klasseryttere, og dertil skal lægges Robert Gesink, den lovende Neilson Powless samt ikke mindst Sepp Kuss, der i Dauphiné og San Sebastian lignede en mand på vej mod at blive genfødt som det Utah-monster, han var sidste år. Det er det perfekte mandskab til at sætte det malende tempo, som Kruijswijk elsker, og som gør, at han reelt kan nøjes med at skulle i offensiven på enkeltstarten for at vinde - hvis altså Roglic glider ud af billedet.

Det er nemlig den første forudsætning. Hvis skihopperen flyver højere end alle andre, vinder Kruijswijk ikke Vueltaen. Til gengæld vil han være klar til at slå til, hvis plan B viser sig nødvendig - og som Geraint Thomas, Chris Froome og Mikel Landa har vist i det seneste års tid, kan man sagtens være med i kampen om podiet, selvom man har en kaptajn, der vinder løbet.

Wout Poels (***)

Er man gamblertypen, er det måske nu, at man skal have checkhæftet op af lommen? Årets Vuelta tilbyder nemlig chancen for at foretage et sats, der er nogenlunde lige så risikabelt som at investere i en lottokupon. Ineos har nemlig som det allersidste hold udtaget deres trup, og som det har ligget i kortene gennem det meste af en sæson, hvor Geraint Thomas og oprindeligt også Chris Froome har efterårsblikket rettet mod et VM i enkeltstart på den britiske hjemmebane, og Egan Bernal oprindeligt var tiltænkt en rolle som kaptajn i Giroen og luksushjælper i Touren. Selvom den plan nu er ændret, har Bernal ingen planer om at forlade den colombianske fest for at lide tre uger i Spanien, og det har åbnet døren for, at Poels endelig kan få chancen som kaptajn i et tre uger langt etapeløb.

Den mulighed har han måttet vente længe på. Ganske vist havde han den som helt ung, hvor han blev nr. 17 i Vueltaen, men efter det grimme styrt i 2012-udgaven af Touren, som nær havde kostet ham en nyre hele karrieren, har det været småt med mulighederne. Først var han hjælper for Rigoberto Uran på Quick-Step, og i de senere år har han tilbragt tilværelsen som luksushjælper på Sky/Ineos.

I den rolle er han til gengæld blomstret. Nok har han været svingende, men på sine gode dage har Poels vist, at han er en af verdens bedste klatrere. Da Froome var syg i Tourens døende dage i 2015, var det Poels, der slæbte ham op ad de sidste bjerge, og siden dengang har hollænderen haft for vane at køre som en motorcykel mod slutningen af sine grand tours. Det gjorde han igen i 2016 samt ikke mindst i Vueltaen i 2017, og også i Giroen i 2018 og senest i den netop afsluttede Tour var Poels blandt de stærkeste på de sidste bjergetaper.

Det er imidlertid kun blevet til en enkelt top 10. Den kom netop under Vueltaen i for to år siden, hvor Poels trods rollen som hjælper for Froome, der vandt løbet, endte som nr. 6. Og mod slutningen af løbet var han - selvfølgelig - så sublimt kørende, at han og Froome kørte fra alt og alle på frygtede Angliru, og havde de ikke ladet Alberto Contador slippe væk på den sidste nedkørsel, var de formentlig endte med at krydse stregen side om side med Poels som etapevinder.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

I det hele taget var det meget symbolsk, at det flotte resultat netop kom på Spaniens mest frygtede bjerg. Det var nemlig også her, at en helt ung Poels i 2011 blev nr. 2 bag Juan Jose Cobo - et resultat, der for nylig endda er blevet ændret til en etapesejr som følge af Cobos dopingdom - og det er måske et meget godt bevis på, hvorfor Poels’ bedste grand tour-resultater er kommet i Vueltaen. Hollænderen synes nemlig først og fremmest at være i sit es, når det er så stejlt, at alle andre for længst har tabt pusten, og det er som sagt den slags procenter, Vueltaen elsker at opsøge. Det gør de således også i år, hvor Poels må se frem til alt skulle boltre sig på de stejle mure Alto Mas de La Costa og Los Machucos.

Poels kan imidlertid også i de høje bjerge. Det har han gang på gang vist i Touren, og derfor kan han også sagtens klare etaperne i Asturien og Andorra. Som en klatrer med hang til de sværeste stigning må Poels således føle løbsbogen som lidt af en foræring, han næsten kun kunne have drømt om.

På den baggrund burde Poels vel egentlig være en af de tunge favoritter. Når han alligevel ikke er det, skyldes det, at han ikke ejer den egenskab, som er allervigtigst for en grand tour-rytter, nemlig stabilitet. Der er en grund til, at jeg ovenfor omtalte ham som en lottokupon, for det kan være nogenlunde lige så svært at spå om Poels’ dagsform, som det kan være at gætte på, hvornår man bliver ramt af den næste augustbyge i denne drivvåde sensommer. Poels er ganske enkelt svært utilregnelig!

Særligt problematisk er det, at han altid har for vane at skuffe på den første bjergetape i en grand tour, og den første uge har aldrig været hans kop te. Det er naturligvis en gigantisk udfordring i et løb, hvor den første uge er historisk svær, og hvor det hele formentlig afgøres på de første 16 etaper. Med andre ord er det slet ikke sikkert, at Poels kan få det store ud af den gyldne tredjeugesform, han har for vane at finde.

Heldigvis er det ikke sikkert, at han falder igennem i den første del af løbet. Poels har vundet ugelange etapeløb, og var han ikke styrtet i sidste års Paris-Nice, er det meget svært at benægte, at han var endt som en overlegen vinder af et løb, der nu i stedet gik til Marc Soler. Forinden havde han nemlig kørt et brag af en enkeltstart, der havde bragt ham i gult og sendt ham direkte på kurs mod sejren.

Netop den enkeltstart viser også, at Poels på sine gode dage, kører stærkt i kampen mod uret, i hvert fald på kuperede ruter som den, der venter i Pau. Det viste han også i Vueltaen for to år siden, men som alt andet med Poels kan man aldrig vide sig sikker. I år har han nemlig skuffet fælt på alle sine enkeltstarter, og da det desværre er en generel tendens for Ineos, kan man frygte, at 10. etape ikke bliver det våben, det ville være, hvis han kører som i 2017 og 2018.

Desværre er det ikke kun på enkeltstarten, det har haltet. Poels har generelt været skuffende gennem hele 2019, og selvom han fandt benene mod slutningen af Touren, kan det ikke skjule, at året har været en lille fiasko. Undtagelsen var naturligvis, at han på kongeetapen i Dauphiné viste, at klassen er tårnhøj, da han kørte fra alle Tour-favoritterne og blæste forbi Jakob Fuglsang og Emanuel Buchmann, så han kunne tage en følelsesladet sejr få dage efter Froomes grimme styrt.

Netop den bedrift viser, at Poels stadig har klassen. For en gangs skyld kommer Ineos med et hold, der bestemt ikke er det stærkeste, og hvor han endda skal dele kaptajnrollen med Tao Geoghegan Hart, og det kan blive et problem i kamp med Jumbo, Astana og Movistar. Til gengæld er Poels så god en cykelrytter, specielt på en rute som denne, at han sagtens kan vinde alligevel. Det kræver først og fremmest, at han finder Dauphiné-niveauet igen - og vel at mærke gør det over alle tre uger og også i starten af løbet.

At tro på det kan være det samme som at tro på at vinde i Lotto. Men hvad? Selv en lottokupon kan jo give den helt store gevinst.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

Nairo Quintana (***)

Hvis ikke disse denne optakt var skriftlig, havde jeg nu haft bæven i stemmen. Er der virkelig nogen, der stadig tør nævne Nairo Quintana som mulig vinder en grand tour, efter at projektet nu er fejlet fem gange i træk, siden han tog sin anden og foreløbig sidste store etapeløbssejr i Vueltaen for tre år siden? Manden, der engang så frem til at sole sig i succes som Colombias cykelkonge og første Tour-vinder, er ikke blot blevet overhalet indenom af Egan Bernal, det er sket på en facon, hvor det kan være svært at forstå, at der er tale om den mand, der betog hele cykelverdenen med sit Tour-gennembrud i 2013, pressede Chris Froome til kanten i 2015, og som fik skovlen under briten i Vueltaen i 2016.

Ingen ved, hvad der er sket - mindst af alt Quintana selv. Det så ellers så lovende ud, da han vandt Tirreno-Adriatico i 2017, men siden han derefter rejste hjem til Colombia, har han ikke været den samme. Allerede i comebackløbet led han et næsten pinligt nederlag til Raul Alarcon i Vuelta a Asturias, og senere manglede han sin vanlige klasse, da han blev nr. 2 bag Dumoulin i Giroen. Den efterfølgende Tour endte næsten som en ydmygelse, da han måtte opgive at følge Alberto Contador i sit forsøg på med et udbrud at rejse sig, og både sidste års Tour og Vuelta endte som dundrede fiaskoer, selvom han endte i top 10 i begge løb. Senest faldt han atter igennem i årets Tour, hvor han som et af de første topnavne sejlede agterud, da det for første gang blev alvor i bjergene på Tourmalet.

Det mærkelige er, at Quintana stadig har klassen. Det viste han, da han leverede et mageløst soloridt på kongeetapen i Tour de Suisse sidste år. Det viste han, da han et par uger senere rejste sig ved at vinde kongeetapen i samme års Tour. Det viste han dette forår, da Bernal var ude af stand til at sætte ham i både Paris-Nice og Volta a Catalunya, og da han i det franske løb med en storslået offensiv endda bragte Ineos en smule ud af fatning. Og det viste han senest, da kondoren i juli endelig bredte sine vinger ud og fløjt over alle andre på Galibier og for andet år i træk kørte hjem til en solosejr på Tourens kongeetapen.

Det mærkelige er, at der har været tale om enkeltstående bedrifter. Også i sidste års Vuelta havde han dage, hvor han lignede stærkeste mand, men desværre faldt så meget sammen i den sidste uge, at han blot endte som nr. 8. Det samme mønster gentog sig i de seneste to udgaver af Touren, hvor vi sikkert var mange, der efter hans to sejre på kongeetaperne lurede på et muligt comeback, men hvor han klappede sammen som en punkteret ballon, så snart de ramte de næste bjerge.

Det kunne måske være forklarligt, hvis vi talte om Wout Poels eller en anden rytter, hvis form kan svinge som et pendul fra dag til dag. Helt omvendt var det bare med Quintana i gamle dage, hvor han altid var garantien selv og altid blev bedre og bedre, som en grand tour skred frem. Sådan har det slet ikke været i de seneste år, hvor Quintana har blandet mageløse soloridt med en hel serie af nedture, der med et har revet ham ud af den favoritrolle, han netop havde genvundet.

Alligevel bliver vi ved med at nævne ham. Og alligevel bliver bookmakerne ved med at sætte ham til relativt lave odds, også i sammenligning med andre, der ellers har gjort det bedre end ham. Når det sker, skyldes det alene, at Quintana på sine gode dage stadig er en af verdens allerbedste klatrere. Det viste han i sit flotte forår, og det viste han på Galibier i juli.

Dermed er han en af de få, der faktisk har topniveauet til at vinde årets Vuelta. Det havde han også i det meste af de første to uger sidste år, hvor han særligt i de to første uger længe lignede en sandsynlig vinder af løbet. Alligevel endte det i en dundrende fiasko, hvor han ydmyget måtte se sig reduceret som hjælper for en overraskende stærk Valverde.

Det betyder også, at Quintana i årets Vuelta for første gang siden 2013 går ind til en grand tour uden at være førstevalget. Ganske vist har der været mange interne trakasserier på Movistar, men det er altid lykkedes Quintana at hævde sin ret som holdets kaptajn, selvom han har været på hold med Mikel Landa og Valverde. Sådan er det imidlertid ikke i år, hvor holdet for første gang ikke satte en streg under Quintanas navn i forbindelse med holdudtagelsen, men i stedet fremhævede ham på lige fod med Valverde og ikke mindst Richard Carapaz, der efter Giro-sejren må være det mest sandsynlige bud på en Vuelta-vinder fra det store hjemmebanehold.

Man kan håbe, at det er det, der skal til for at inspirere den stolte colombianer. Vi har nu to gange i Touren set, hvordan en indebrændt Quintana har en fantastisk evne til at køre træde vreden ud gennem pedalerne og herigennem levere nogle af sine største præstationer. Og i et løb, hvor både Jumbo og Astana kommer i meget stærke formationer med en klar kaptajn, er det måske ikke helt dumt for Movistar at have tre kaptajner, der alle er så farlige, at ingen af rivalerne kan give dem megen luft.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X’s Tour de France-bruttotrup

Offensiv kørsel for de til gengæld også brug for. Som led i Quintanas generelle deroute er den fremgang, han har gjort på tempocyklen, nemlig forsvundet som dug for solen. Nu om dage er den lille colombianer en stensikker taber hver eneste gang, der skal kæmpes alene i kampen mod uret. Og over de næsten 40 km i Pau vil det bløde med colombianske sekunder, så der bliver nok at gøre, hvis det tabte skal indhentes i bjergene.

Heldigvis betyder den hårde rute, at der er masser af terræn til at gøre netop det. Og måske er det netop denne udgave, der giver Quintana de bedst mulige chancer for at rejse sig igen. I de seneste grand tours har mønsteret nemlig været, at han har lagt fornemt ud, som det særligt var tilfældet i sidste års Vuelta, inden han er faldet sammen i de døende dage. Nok var den tredje uge hans styrke i gamle dage, men i de senere år har det været i de første uger, at han har gjort det bedst. I et løb, der nok skal afgøres på de første 16 etaper, er det ikke nødvendigvis en dårlig tendens.

Sidste år lå Quintana således nr. 3, da løbet gik ind i den tredje uge, men endte helt nede som nr. 8. Havde det været 2019, havde en 3. plads på anden hviledag formentlig været nok til også at ende på podiet, og det viser, at Quintana fortsat skal tages seriøst som mulig vinderkandidat. Han har med sin Vuelta-sejr i 2016 vist, at han mestrer Vueltaens stejle, hidsige mure, og han er naturligt i sit es på de store bjergetaper med mange stigninger, som vi finder dem i Asturien og Andorra. Med andre ord har han den alsidighed, der skal til for at vinde på så varieret en bjergrute.

Topniveauet har han også. Det er alene stabiliteten, der er spørgsmålet, men måske er det noget, han kan genfinde nu, hvor han kun skal være på toppen over to uger, og hvor han ikke skal løfte ansvaret som holdets førstevalg. At være blevet lettet for et sådant åg har før kunnet virke som en befrielse for ryttere, og man kan håbe, at det samme gør sig gældende for Quintana. Fejler han igen, er det imidlertid nok slut med at tildele Quintana tre stjerner i en favoritvurdering til en grand tour - selvom vi egentlig sagde noget lignende inden årets Tour. Der kom bare et monsterridt over Galibier i vejen for den beslutning.

OPDATERING: Bemærk, at Richard Carapaz desværre ikke kommer til start som følge af et styrt.