Prøv vores nye app
Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne
20. august 2019 16:28Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og selvom han i år kan ærgre sig over at måtte undvære de dominerende skikkelser fra årets Tour og måske ligner en lille taber i kampen om grand tour-stjernerne i 2019, er det igen et stærkt felt, der vil kast sig ud i kampen om sejren på den som altid bjergrige rute på Den Iberiske Halvø, når Vueltaen på lørdag skydes i gang med det klassiske holdløb. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPAÑA

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

 

Sådan er det ikke helt gået i år. I de senere år er det ellers blevet meget normalt for skuffede Tour-ryttere at jagte revanche i Vueltaen, men den trend gør sig ikke gældende i år, hvor næsten alle de ryttere, som faldt igennem i Frankrig, i stedet puster ud efter nedturen. Faktisk er det kun Nairo Quintana og til dels Rigoberto Uran, der kan siges at søge oprejsning i Spanien, og derudover kommer fra Touren kun Steven Kruijswijk, der i hvert fald ikke har brug for revanche efter en fremragende Tour, hans hjælper George Bennett, Jakob Fuglsang, som imidlertid primært er i Spanien for at hjælpe, Fabio Aru, som efter at have fortsat sit comeback i Frankrig nu føler sig klar til at køre klassement, samt naturligvis Alejandro Valverde, der efter en overraskende flot Tour er klar til at slutte regnbuetiden af med ære.

 

Det betyder dog ikke, at der mangler stjerner. Med undtagelse af Tom Dumoulin, Mikel Landa, Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin og Simon Yates kommer stort set alle favoritterne fra årets Giro. Det gælder først og fremmest Giro-vinderen Richard Carapaz, Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez, men også Rafal Majka, Ion Izagirre, Davide Formolo, Esteban Chaves og Hugh Carthy, der endelig fik sit store gennembrud på de spanske landeveje. Dertil skal lægges, at Vueltaen kan udvikle sig til lidt af talentparade, for løbet har med Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Sergio Higuita, Tao Geoghegan Hart, Oscar Rodriguez og Mark Padun fået deltagelse af mange af de mest lovende navne. Og endelig skal Wilco Kelderman og Pierre Latour ligesom Aru rejse sig igen efter en sæson ødelagt af skader.

 

Læs også
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

 

Richard Carapaz (****)

Det kom som en overraskelse for de fleste. Nok figurerede Richard Carapaz på alle favoritlister forud for årets Giro, men der var alligevel ikke mange, som havde spået, at vi tre uger efter starten i Bologna ville stå med historiens første ecuadorianske grand tour-vinder - endda bare et år efter at samme Carapaz som den første fra det lille sydamerikanske land havde vundet en etape i et stort etapeløb. Ikke desto mindre var det Movistar-talentet, der tronede øverst på podiet i Verona i et løb, hvor alle ellers havde talt om Primoz Roglic, Tom Dumoulin, Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Vincenzo Nibali og Carapaz’ kaptajn, Mikel Landa, i dagene op til løbet.

 

Alligevel burde overraskelsen slet ikke have været så stor. Der var nemlig mange ting, der pegede i retning af, at Carapaz meget vel kunne være den fødte grand tour-rytter. Et halvt år inden sidste års Giro havde han nemlig kørt en anonym, men alligevel bemærkelsesværdig Vuelta. Den kom efter en fin debutsæson, hvor han første gang gav prøve på sit talent, da han med en vis Nairo Quintana som hjælperytter blev nr. 2 i det hårde endagsløb GP Industria i marts. Kort efter viste han atter potentialet med hhv. en samlet sjette- og en samlet fjerdeplads i Vuelta de Madrid og Vuelta a Castilla y Leon, inden han for alvor fik sit gennembrud i bjergløbet Route de Sud, hvor kun en opportunistisk og aggressiv kørsel fra den alt for tunge Silvan Dillier forhindrede ham i at vinde samlet.

Annonce

 

De mange lovende præstationer i bjergene blev altså belønnet med en lidt overraskende udtagelse til Vueltaen, men missionen var primært at lære. Alligevel overgik Carapaz langt forventningerne. På flere af de store bjergetaper testede han nemlig evnerne, og det var bemærkelsesværdigt, at han bare blev bedre og bedre undervejs. Efter fine præstationer på bjergetaperne til La Pandera og Calar Alto kulminerede det hele med en 11. plads på den store Angliru-etape på næstsidste dag.

 

Særligt sidstnævnte resultat var værd at notere sig. Det er ikke mange nyprofessionelle, der på 20. dag i deres første grand tour kan køre lige op med verdens allerbedste klatrere på et af Europas allersværeste cykelbjerge. Det vidnede ikke blot om nogle meget lovende klatreevner, det dokumenterede også, at Carapaz har den motor og udholdenhed, som enhver god grand tour-rytter er gjort af.

 

Og hvilken grand tour-rytter, han skulle vise sig at være! Trods mine egne meget optimistiske forventninger - jeg havde nævnt ecuadorianeren som manden, der kunne overraske - overgik Carapaz nemlig dem alle med flere længder, da han i sin første grand tour med en fri rolle ikke blot vandt en etape, men også tog den samlede 4. plads. Dermed slog han ikke blot igennem med et brag på den største scene af dem alle, han endte også med at sikre Movistar sæsonens bedste grand tour-resultat, selvom i de to øvrige store etapeløb kom med flere af de tre store kanoner, Mikel Landa, Nairo Quintana og Alejandro Valverde.

 

Allerede i sine to første grand tours havde Carapaz altså vist, at han mere end de fleste besidder den dieselmotor, der gør forskellen i den tredje uge, og som adskiller grand tour-ryttere fra andre etapeløbsryttere. Det er næppe noget tilfælde, at Carapaz aldrig har kørt med om sejren i et kortere etapeløb på WorldTouren, men når alle er slidt ned efter tre uger, kommer ecuadorianerens råstyrke for alvor til sin ret. Og da han i Giroen viste os, at han nu også har nået topniveauet til at klatre med de bedste, kan det ikke komme som noget stort chok, at han faktisk endte med at vinde hele skidtet foran de mange stjerner.

 

På den baggrund er der også grund til at tro, at Carapaz kan køre med om sejren i årets Vuelta. Nok er det første gang, at han går efter to resultater i grand tours i samme sæson, men hvis der er nogen, der kan udføre den kunst, må det være en dieselmotor som Carapaz. Sidste år viste Miguel Angel Lopez, at det sagtens kan lade sig gøre for unge sydamerikanere, der netop har slidstyrken som deres styrke, at præstere over to gange tre uger, og Carapaz må være prototypen på en mand, der kan gå i Lopez’ fodspor.

 

Forberedelsen synes i hvert fald at være gået helt efter planen. Ganske vist blev han kun nr. 3 i opvarmningsløbet Vuelta a Burgos, og han kommer derfor ikke til Vueltaen med en frisk sejr, som han ellers har gjort det forud for sine to Giro-deltagelser, hvor han forinden har knust al modstand i Vuelta a Asturias. Løbet i Burgos er imidlertid også betydeligt stærkere besat, og derfor er det bestemt ikke et dårligt resultat at ende på podiet, ikke mindst fordi Carapaz åbenlyst blev bedre fra dag til dag - næsten en selvfølgelig for manden med den store motor.

 

Læs også
Optakt: Fleche Wallonne

 

Vueltaen burde da også passe ham glimrende. Selvom han indtil nu primært har imponeret i de høje bjerge, har han også masser af punch. Det har han vist i forbindelse med begge sine etapesejre i Giroen, og derfor burde Spaniens mere eksplosive terræn slet ikke passe ham dårligt. Samtidig byder løbet også på flere ”rigtige” bjergetaper med flere bjergpas, end man ofte ser det, og i det hele taget er en rute, som først og fremmest er skabt til klatrere, en gave til en fyr som Carapaz.

 

Han får imidlertid også brug for at være knivskarp i bjergene. Giroen viste nemlig atter, at han har meget at lære på enkeltstarterne, og det ligger i kortene, at der venter en decideret lussing i Pau, også selvom ruten her er relativt kuperet. Lægger man dertil, at Movistar vil tabe tid til i hvert fald Jumbo og Primoz Roglic på holdløbet, er det klart, at ecuadorianeren før eller siden skal køre fra særligt sloveneren, hvis han vil vinde løbet.

 

Hertil får man imidlertid masser af støtte. Allerede i årets Giro viste spanierne med den fornemme hjælp fra luksusløjtnanten Landa samt kometen Antonio Pedrero sig som løbets måske stærkeste, og det kan de meget vel være igen denne gang. Nok skal de konkurrere med Jumbo og Astana om at være bedst, men et hold, der tæller Nairo Quintana, Alejandro Valverde, en i Touren genfødt Marc Soler samt nok engang Pedrero, der netop er blevet nr. 4 i Burgos, har al den styrke, som skal bruges for at sætte ecuadorianeren i scene. Den eneste lille trussel er, at en selvbevidst Quintana vil have svært ved at ofre sig for sin holdkammerat - Valverde er som bekendt altid bundloyal - men hvis Carapaz viser sig som den stærkeste, burde hierarkiet allerede kunne etableres i den første uge. Og grundlæggende er det ikke dårligt at have flere klassementsryttere, når Roglic og Jumbo skal sættes under pres.

 

Ruten har imidlertid også andre udfordringer. Sidevind kan blive et tema i Spanien, og her har Carapaz fortsat til fode at vise sine evner, også selvom Movistar med Valverde og Imanol Erviti imponerede i den disciplin i Touren. Først og fremmest kan det dog være et problem, at den tredje uge er så nem. Det er her, Carapaz for alvor får glæde af sin holdbarhed, men i dette løb skal han formentlig sikre sig sejren allerede i løbet af de første 16 dage.

Annonce

 

Det kan han imidlertid også sagtens gøre. I Giroen var han i hvert fald i særklasse, og man sad med fornemmelsen, at han aldrig for alvor kørte sig helt ud. Til slut havde han endda overskud til at arbejde for at bringe Landa på podiet, og noget sådant gør man kun, hvis man har stort overskud. Carapaz’ Giro-sejr kunne sikkert have været endnu mere suveræn, end den var, og det siger alt om, at Carapaz’ Giro-niveau er så tårnhøjt, at selv Egan Bernal skal stå tidligt op for at følge med.

 

Nu er spørgsmålet bare, om han kan finde det for anden gang på ganske få måneder. Det har han fortsat til gode at bevise, og man kan frygte, at præstationen i Burgos gør det svært at nå at finde det så hurtigt, som det er påkrævet i årets fortunge Vuelta. Hvis han gør, er der imidlertid al mulig grund til at tro, at Carapaz vil sende også den tredje grand tour til Sydamerika. Den eneste forskel i forhold til Giroen er, at der denne gang ikke vil være én eneste, der vil være overrasket…

 

OPDATERING: Et styrt betyder desværre, at Carapaz ikke kommer til start.


HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPAÑA
 

Miguel Angel Lopez (****)

Skulle der være lande, hvor man ikke kan købe alkohol som 25-årig, kan Miguel Angel Lopez formentlig godt snyde sig til det alligevel. Det er nu ikke, fordi han ikke ligner en glad colombiansk dreng. Nej, snarere handler det om, at han allerede har været med i toppen af de internationale cykelløb så længe, at man måtte tjekke dåbsattesten en ekstra gang for at forstå, at han vitterligt var med i kampen om ungdomstrøjen i årets Giro. Nok er Lopez stadig bare 25 år, men han har allerede været så dominerende en skikkelse i så lang tid, at han nærmest har karakter af at være veteran.

 

Lopez var således blot 20 år, da han for nu fem år siden vandt Tour de l’Avenir, der endda blot var hans andet UCI-løb overhovedet. Året efter tog han sin første professionelle sejr i et Vuelta a Burgos, han endda var tæt på at vinde, og i 2016 vandt han Tour de Suisse, et af sportens absolut hårdeste WorldTour-løb. I 2017 fik han Chris Froome og co. til at ligne en debutant, da han tre gange i træk kørte fra alt og alle i Vueltaens bjerge, og sidste år sluttede han på podiet i både Giroen og Vueltaen i den første sæson, hvor han satsede på at præstere i to grand tours.



Den resultatliste for en 25-årig siger alt om, at vi taler om et ganske særligt talent. Og derfor er det også helt urimeligt, når mange allerede begynder at betvivle, om Lopez nu også har, hvad der skal til, for at vinde en grand tour. Nok føles det allerede som om, at han har været lige-ved-og-næsten lidt for mange gange, men når man efterfølgende kaster et blik på dåbsattesten, forstår man, at der er masser af tid til ikke blot at prøve igen, men også at fortsætte den kometagtige udvikling, som på rekordtid har gjort ham til en del af verdenseliten.

 

Denne gang kommer Lopez endda formentlig ekstra sulten til Vueltaen. Efter sidste års fine succes med to podiepladser oplevede han nemlig en nedtur i årets Giro. Først kørte han desværre igen nogle forfærdelige enkeltstarter, der reelt sendte ham ud af podiekampen inden bjergene, og da han endelig fandt de drømmeben, han næsten altid har i den tredje uge, sendte en uforsigtig tilskuer ham til tælling på løbets bjergetape - en episode, der i øvrigt viste, hvorfor den ret hårdtslående Lopez fik sit tilnavn Superman ved at forsvare sig mod en colombiansk røverbande som ganske ung - og derfor endte det, der skulle have været en stor etapesejr og et sidste attentat på podiet i fiasko og en skuffende samlet 7. plads.

Annonce

 

Læs også
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

 

Heldigvis er det ringe resultat ikke udtryk for, at Lopez allerede er ”over the hill”. I foråret satte ham nemlig navne som Egan Bernal, Nairo Quintana og Adam Yates på plads, da han sejrede i Volta a Catalunya. Og inden det omtalte uheld, havde Lopez igen efterladt det indtryk, at han atter havde kurs mod at toppe i den sidste del af en grand tour.

 

På den baggrund må det være blodtørstig Superman, der i disse dage flyver ind over Den Iberiske Halvø. Og han kan heldigvis se frem til en rute, der er som skabt til en klatrer som ham. Modsat i Giroen skal han nemlig ikke slås med hele tre enkeltstarter, men derimod blot en enkelt, som i forhold til sidste års fladbanerute endda er relativt kuperet. Med tanke på præstationerne i Giroen vil Lopez utvivlsomt bløde tid på vejene omkring Pau, men heldigvis har han masser af tid til at indhente det forsømte på de 8 afslutninger på stigninger, som er drysset ud over det meste af løbet.

 

I bjergene er Lopez nemlig en gigant. Nok har han aldrig helt nået samme flyvende højder som på de tre magiske dage i den anden uge af Vueltaen i 2017, men mod slutningen af en grand tour er han skræmmende. Det var i Giroens døende dage i 2018, at han sikrede sig podiet, og i sidste års Vuelta var han stærkeste mand på sidste bjergetape, hvor han bragte Simon Yates i tovene. Og i årets Giro var det altså kun en dum tilskuer, som forhindrede ham i atter at flyve højt på løbets sidste dag i bjergene.

 

På den baggrund løber Lopez’ tænder sikkert allerede i vand ved udsigten til den yderst bjergrige rute. Colombianeren mestrer både de lange stigninger i Asturien og Pyrenæerne og de korte, eksplosive mure som Alto Mas de La Costa og Los Machucos. Det er altså ikke terrænet, der udgør en udfordring for Lopez, som burde have tid til at indhente det, der bliver tabt på enkeltstarten.

 

Til gengæld kan man være bekymret for rutens design. Lopez har for vane altid at komme skidt fra start, og det er først i den tredje uge, at han for alvor viser sit værd. Den slags er der ikke råd til i et løb, der formentlig afgøres i løbet af de første 16 dage, og hvor den første uge er langt hårdere end normalt.

Annonce

 

Samtidig virker Lopez ikke helt så skarp som ventet. I de foregående år er han kommet til løbet med pæne - men ikke prangende - præstationer fra Vuelta a Burgos i bagagen. I år skuffede han imidlertid fælt i et Tour de Pologne, hvor han kun til sidst ofrede sig for Ion Izagirre, og selvom løbet først og fremmest var forberedelse, kan man tvivle på, om han allerede inden de første vigtige slag på 5., 7. og 9. etape har fundet de mange procent, han stadig manglede for kun knap to uger siden. Netop den fortunge rute er formentlig den største trussel mod, at Lopez endelig tager den sejr, han så længe har banket på til.

 

Til gengæld kan han finde fortrøstning i, at han har holdet. Nok er løbet kendetegnet ved, at Movistar og Jumbo også er skræmmende stærke, men Lopez’ Astana-tropper lader heller ikke noget tilbage at ønske. Ion Izagirre kommer til løbets som skyggekaptajn, og derudover kan han se frem til støtte fra Jakob Fuglsang, der som bekendt har været flyvende i år, samt stærke folk som Dario Cataldo, Gorka Izagirre, Omar Fraile og Luis Leon Sanchez. Det giver i hvert fald styrken til at sætte Lopez op til de storstilede offensiver, som han elsker, og som er nødvendige, hvis han skal indhente den tid, han vil tabe i Pau.

 

Niveauet har han i hvert fald. Nu skal han bare vise, at han også kan finde det tidligt i et løb, der er så svært, at man sagtens kan tabe det allerede i den første uge, hvor Lopez desværre har for vane at klatte unødvendig tid væk i tide og utide. Til gengæld har han vist, at han sagtens kan præstere i to grand tour på samme sæson. Og før eller siden Superman vinde en grand tour. Den colombianske ”veteran” er nemlig stadig bare 25 år!

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPAÑA

INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
LIVE nu: Stejl mur skaber åben finale
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt

Annonce

Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps

Annonce

Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler

Annonce

Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning

Annonce

MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test

Søndag den 14. april 2024

Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Video i artiklenMartinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Video i artiklenAmstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Landevej
Følg Amstel Gold Race på Feltet.dk's app
Landevej
Kvindernes Amstel neutraliseret efter uheld - løbet forkortes
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewUng WorldTour-dansker til trods for vanskelig sæsonstart: Dét giver motivation
Landevej
Pidcock mangler kun øverste trin på Amstel-podiet: Måske er Van der Poel faldet lidt ned
Landevej
Skjelmose: Sådan skal jeg vinde Amstel
Landevej
Matthews drømmer om Amstel-sejr
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview"Det er helt vildt," siger Søren Kragh om Alpecins historiske sæson
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang affinder sig med rolle: Det er logisk
Landevej
Her er startlisten til Amstel Gold Race
Bane
Beskeden dansk placering i Leths comeback
Landevej
Oversigt: 13 Amstel-danskere på spændende søndag

Lørdag den 13. april 2024

Landevej
Startlisten og overblik over kvindernes Amstel Gold Race
Landevej
Dansk topplacering i hollandsk endagsløb
Landevej
Dansker greb ud efter sejren i Frankrig
Landevej
Visma-leder raser: Det gør mig trist og virkelig vred
Landevej
Give- og Aalborg-sejr i Skive
Landevej
Norsgaard udtaget til italiensk bjergløb
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewFuglsang giver afkald på drøm: Bliver nok svært
Landevej
Dobbelt dansk misser akkurat top-10 - Israel-stortalent fortsætter sejrsstimen
Landevej
Toudal mister en placering, men forbliver i top-5
Landevej
Opdateret: Endagsløb med mange danskere forkortet efter store styrt
Landevej
Lykkelig Gaudu tilbage som sejrherre: Skæbnen spillede mig et puds
Landevej
Gaudu åbner sejrskontoen efter spektakulær finale
Landevej
Banestjerne føjer ny titel til CV’et
Landevej
Optakt: Tour du Jura
Landevej
Sensation vender tilbage til Giroen
Landevej
Lefevere betvivler metode brugt af Casper P. og andre på holdet: Skal de det?
VIS FLERE

Annonce