Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

Sådan er det ikke helt gået i år. I de senere år er det ellers blevet meget normalt for skuffede Tour-ryttere at jagte revanche i Vueltaen, men den trend gør sig ikke gældende i år, hvor næsten alle de ryttere, som faldt igennem i Frankrig, i stedet puster ud efter nedturen. Faktisk er det kun Nairo Quintana og til dels Rigoberto Uran, der kan siges at søge oprejsning i Spanien, og derudover kommer fra Touren kun Steven Kruijswijk, der i hvert fald ikke har brug for revanche efter en fremragende Tour, hans hjælper George Bennett, Jakob Fuglsang, som imidlertid primært er i Spanien for at hjælpe, Fabio Aru, som efter at have fortsat sit comeback i Frankrig nu føler sig klar til at køre klassement, samt naturligvis Alejandro Valverde, der efter en overraskende flot Tour er klar til at slutte regnbuetiden af med ære.

Det betyder dog ikke, at der mangler stjerner. Med undtagelse af Tom Dumoulin, Mikel Landa, Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin og Simon Yates kommer stort set alle favoritterne fra årets Giro. Det gælder først og fremmest Giro-vinderen Richard Carapaz, Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez, men også Rafal Majka, Ion Izagirre, Davide Formolo, Esteban Chaves og Hugh Carthy, der endelig fik sit store gennembrud på de spanske landeveje. Dertil skal lægges, at Vueltaen kan udvikle sig til lidt af talentparade, for løbet har med Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Sergio Higuita, Tao Geoghegan Hart, Oscar Rodriguez og Mark Padun fået deltagelse af mange af de mest lovende navne. Og endelig skal Wilco Kelderman og Pierre Latour ligesom Aru rejse sig igen efter en sæson ødelagt af skader.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

Alejandro Valverde (**)

Egentlig havde jeg lovet mig selv aldrig mere at gøre Alejandro Valverde til podiekandidat i en grand tour. Nok havde den spanske veteran en af sine fineste sæsoner i 2018, hvor han endelig erobrede den regnbuetrøje, han desperat havde jagtet gennem en hel karriere, og kørt så stærkt i Vueltaens første to uger, at han endda i en periode var manges favorit til at løbe med en overraskende samlet sejr, men den flotte sæson afslørede også en gigantisk svaghed. El Imbatido var særligt i det spanske løb næsten uovervindelig på de korte, stejle stigninger, der altid har været hans favoritterræn, og hvor han også erobrede sin VM-titel. Til gengæld så det ud til, at det var slut med at køre i høje bjerge.

Tendensen var nemlig helt tydelig. Det havde den egentlig allerede været under Touren, hvor Valverde gang på gang var blevet sat til vægs på de lange stigninger, men helt tydeligt blev det under Vueltaen. På murene Les Praeres, La Camperona og ikke mindst Balcon de Bizkaia var Valverde en af de bedste - på sidstnævnte, som endda kom i den tredje uge, endda den bedste af dem alle - ligesom han tog to etapesejre i sine elskede puncheurfinaler. Desværre var sidste års løb helt usædvanlig i den forstand, at det bød på hele fem etaper med mål på høje bjerge. Og på dem alle havde Valverde det svært. Det gjaldt allerede på Sierra de Alfaguara først i løbet, hvor stigningen dog var så let, at han reddede skindet, og det gjaldt op La Covatilla og Lagos De Covadonga, inden han faldt helt sammen på de sidste to store bjergetaper i Pyrenæerne, hvor han på to dage gled fra at være potentiel vinder til at ende løbet som nr. 5.

Desværre fortsatte tendensen i foråret, da Valverde, som ellers i de senere år har været næsten usårlig i det catalanske løb, fik en gang gevaldige prygl i Volta a Catalunya. Derfor var det nærliggende at forfalde til den konklusion, at verdensmesteren, der af natur er puncheur og ikke klatrer, på sine gamle dage havde mistet den tillærte evne til at klatre op ad de højeste tinder, selvom han stadig besad de evner, der er hans virkelig force.

Den konklusion skal måske nu alligevel revurderes. Efter et forår, hvor han generelt var så skidt kørende - nærmest sensationelt vandt han bare ét cykelløb - var vi ellers sikkert mange, der sad med den frygt, at selv Valverde ikke kan løbe fra sin dåbsattest. I hvert fald var det påfaldende, at manden, der var kørt fra alle ved VM blot få måneder tidligere, overalt enten faldt helt igennem eller manglede det ekstra, der altid har gjort ham til en vinder og ikke den evige nr. 2, han var igennem årets første måneder. Nekrologen var stadig ikke blevet påbegyndt, men tankerne om, hvordan den skulle formuleres, var begyndt at pible frem.

Men så blev det sommer. Efter at et styrt havde kostet ham deltagelsen i Giroen, måtte Valverde bide i det sure æble og deltage i den Tour, som en dårlig oplevelse i 2018 egentlig havde fået ham til at fravælge. I erkendelse af sine begrænsninger i de høje bjerge og med udsigt til en meget bjergrig rute gik han derfor på slankekur - lidt af en udfordring for en mand, der i forvejen kun bestod af skind og ben - og mødte herefter op til Touren lettere end nogensinde.

Forinden viste han, at det havde givet resultat, da han genvandt Route d’Occitanie, som indbefattede en gigantisk pyrenæeretape, men alligevel var mange skeptiske over for hans chancer i en Tour, der endda bød på bjerge i mere end 2000 m højde, hvor Valverde er blevet notorisk berømt for altid at underpræstere i den iltfattige luft. Ikke desto mindre gjorde veteranen for 117. gang i sin glorværdige karriere alle pessimister til skamme ved kun i få momenter at være i krise og ende løbet som en samlet nr. 9. Mest imponerende var det, at han sluttede løbet af med at blive nr. 2 på løbets sidste bjergetape, hvor det blot var Vincenzo Nibali, der snød ham for højst overraskende at vinde en etape med mål i 2300 m højde på toppen af en 33 km lang monsterstigning.

Præstationen viser, at Valverde stadig har det i sig. Om vægttabet er forklaringen, skal vi lade være usagt, men sandheden er i hvert fald, at ingen længere kan hævde, at Valverde er ”over the hill” eller færdig med at præstere i grand tours. Og det gør ham til en indlysende kandidat til Vueltaen, som altid har været hans foretrukne legeplads.

Valverde har nemlig en Vuelta-historik, som kan få de fleste til at gispe efter vejret. Nok udgik han i debuten i 2002, men siden dengang er det blevet til én sejr, to 2. pladser, tre 3. pladser, en 4. plads, to 5. pladser og en 7. plads. Kun i 2016, hvor han for eneste gang i karrieren kørte alle tre grand tours, endte han helt nede som nr. 12 - og havde det ikke været for bare én dårlig dag, var han også da endt i top 10. Dertil kan man lægge, at han har vundet pointtrøjen ikke færre end seks gange og har vundet imponerende 11 etaper.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Forklaringen er enkel. For det første passer Vueltaens meget eksplosive terræn langt bedre til Valverde end de gigantiske bjerge, der dominerer i Giroen og Touren. Stigningerne er ofte kortere og stejlere, højderne ofte begrænsede, enkeltstarterne tit kuperede, og bjergetaperne sjældent alt for lange og svære med alt for mange højdemeter. Dertil kommer, at løbet kommer på et tidspunkt, hvor det først og fremmest handler om friskhed. Og manden, der i hvert fald indtil dette forår var kendt for at have sportens vel nok højeste bundniveau, kan altid folde sig ud, når silken er slidt af rivalerne.

I år passer ruten ham endda endnu bedre end sidste år, hvor han som sagt var ganske tæt på at vinde hele skidtet. De usædvanligt mange lange stigninger er igen taget af programmet, og man skal denne gang kun én gang op i 2000 m højde. Nok er Andorra-etapen samt de to sidste dage i de asturiske bjerge ikke skræddersyede til Valverde, men uoverkommelige er de ikke. Og Valverde kan til gengæld se frem til at boltre sig på de brutalt stejle Alto Mas de La Costa og Los Machucos, der minder om Balcon de Bizkaia, hvor han sidste år kørte fra Yates, Mas, Lopez og hele pivtøjet. Endelig byder løbet også på en stribe af de puncheurafslutninger - 6., 19. og 20. etape springer i øjnene - som Valverde kan vinde, og dermed har han udsigt til et hav af bonussekunder, som altid er et stærkt våben for verdensmesteren på hjemmebanen.

Til gengæld er det begyndt at halte lidt med enkeltstarten på de gamle dage. Det så vi særligt sidste år, hvor mange havde regnet med, at Valverde ville køre Yates ud af trøjen på løbets lange enkeltstart, men hvor han i stedet endte som en taber. Og vi så det også i årets Tour, hvor han nok blev en hæderlig nr. 14, men hvor ”den gamle Valverde” på en herlig kuperet og halvteknisk rute ville have været betydeligt længere fremme. Man kan derfor frygte, at han ikke får det ud af tidskørslen i Pau, som han gerne ville, og selvom han vil vinde tid på i hvert fald Richard Carapaz, Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez, kan han vente sig at lide et tab i forhold til Jumbos to kaptajner.

Det skal alt sammen indhentes i bjergene, og her har han et af løbets stærkeste hold til at gøre forsøget. Modsat i Touren, hvor han kom til løbet som ren hjælper, tyder det på, at Movistar kommer ind til løbet med tre relativt ligestillede kaptajner. Uanset hvad vil det være benene, der taler, for som vi så det sidste år, hvor Valverde egentlig bare skulle hjælpe Quintana og forberede sig til VM, kan rollerne hurtigt forandres, hvis den spanske veteran skulle vise sig som den stærkeste.

Det kan til gengæld nok virke lidt optimistisk at tro på, at han vitterligt skulle være det. 2019 har været et af hans værste år nogensinde, og alderen ser trods alt efterhånden ud til at trykke en anelse. Problemet er bare, at mange kom til samme konklusion sidste år, hvor han kom til løbet efter en skuffende tur og en skidt ardennerkampagne. Alligevel endte han næsten med at vinde det hele - og på årets rute havde han måske også gjort det - og det understreger endnu engang, at man aldrig må afskrive Valverde i det løb, hvor han altid folder sig ud. Efter den flotte Tour blev nekrologskrivningen i hvert fald nok engang udsat.

OPDATERING: Bemærk, at Richard Carapaz desværre ikke kommer til start som følge af et styrt.

Tadej Pogacar (**)

Tour de l’Avenir er kendt som ungdommens Tour de France og derfor af mange anset som et godt pejlemærke for, hvem der kan begå sig i fremtidens grand tours. I første del af dette årtusinde, hvor løbet blev vundet af folk som Evgeni Petrov, Egoi Martinez, Moises Duenas, Jan Bakelants, Romain Sicard og sågar danske Lars Bak holdt den påstand dog ikke meget vand, men det har i den grad ændret sig i de senere år. Her har man nemlig givet løbet et langt mere bjergrigt tilsnit, og det har gjort det til et udstillingsvindue ikke blot af navn, men også af gavn. Faktisk synes der nu at være nærmest garanti for, at vinderen af det franske løb ender som en af sportens giganter. Siden 2010 er det kun Ruben Fernandez og i mindre grad Marc Soler, der falder lidt udenfor billedet, men Nairo Quintana, Esteban Chaves, Warren Barguil, Miguel Angel Lopez, David Gaudu og ikke mindst Egan Bernal har alle vist, at en sejr i Tour de l’Avenir i dag næsten altid er et varsel om en stor fremtid.

Alene det er nok til at sætte et fedt kryds ud for Tadej Pogacars navn. Sidste år var det nemlig det slovenske vidunderbarn, der løb med sejren i de franske bjerge, og dermed satte han en tyk, fed streg under det enorme potentiale, han havde åbenbaret, siden han i sit første år efter juniortiden blev nr. 5 i Tour de Slovenie bag Rafal Majka, Giovanni Visconti, Jack Haig og Gregor Mühlberger i en alder af bare 18 år - et resultat, som næsten kan gøre Remco Evenepoel helt misundelig. Året efter blev han nr. 4 i sit store hjemmebaneløb, inden han altså vandt ungdommens Tour de France som kulmination på et år, hvor han også vandt to øvrige af de vigtigste talentetapeløb.

Trods den beskedne alder på bare 20 år greb Pogacar chancen, da UAE som et af formentlig mange hold stod viftende med et kontrakttilbud, men det var nok alligevel de færreste, der havde forventet at se det helt store til sloveneren på den største scene i det første år. Dels var han usædvanligt ung for en Tour de l’Avenir-vinder, og dels var Bernal den eneste på den stjernebesatte liste af Avenir-vindere, der i sit første år på WorldTouren havde været med helt i front også i WorldTour-løbene. Og modsat Pogacar havde Bernal den fordel, at han inden sit skifte til Sky allerede havde været professionel i flere år på Androni, der havde givet ham chancen for at prøve sig af i nogle af sportens største løb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Pogacar skulle imidlertid blot bruge en måneds tid på at gøre alle de knap så optimistiske forventninger til skamme. Nok blev Tour Down Under, hvor der ellers gik rygter om, at han havde sat nogle træningstider på stigningerne, som var ganske vanvittige, ikke som håbet, men knap var han ankommet til Europa, før han satte verden i brand. Det skete, da han overspurtede Wout Poels og Enric Mas på toppen af Foia-stigningen i Volta ao Algarve, kørte en chokerende god enkeltstart 24 timer senere og slutteligt fornemt forsvarede sig mod en byge af angreb på kongeetapen, så han kunne ende som samlet vinder af sit første europæiske etapeløb foran to af sportens største navne.

Det kunne man måske have affejet med, at det var tidligt på sæsonen, men den teori gjorde fænomenet lynhurtigt til skamme. Det skete, da han i sit første europæiske WorldTour-løb, Baskerlandet Rundt, først blev nr. 5 på kongeetapen og siden sammen med Dan Martin, Adam Yates, Jakob Fuglsang og Ion Izagirre udgjorde den fantastiske kvintet, der fik skovlen under Emanuel Buchmann på den vilde sidste etape. Resultatet blev en samlet 6. plads, der kunne være blevet til meget mere, hvis ikke det havde været for et styrt på 3. etape. Efter en lidt skuffende ardennerkampagne, hvor han kom ned på jorden igen, viste han så atter, at han også er en vinder, da han tog sin første sejr i et WorldTour-etapeløb i Tour of California, som måske nok ikke er det stærkest besatte løb på kalenderen, men hvor han trods alt fik skovlen under store navne som Richie Porte, George Bennett og Rigoberto Uran samt kometen Sergio Higuita.

Den serie af resultater fik UAE til at ændre planer. Egentlig skulle han først have kørt en grand tour i 2020, men nu har araberne alligevel besluttet at kaste ham ud i Vueltaen. I lyset af hans beskedne alder på bare 20 - han fylder først 21 en uges tid efter løbet - sker det dog med moderate forventninger, og selvom meldingen er, at han skal køre lidt klassement, er det stadig Fabio Aru, der er kaptajnen. Pogacar skal først og fremmest lære, og ender det med, at han eksploderer undervejs, kan det på ingen måde betegnes som en katastrofe.

Den risiko synes da også at være reel. Nok har Pogacar været flyvende i år, men han har desværre også været temmelig svingende. Det så vi i Ardennerne, hvor han ikke havde samme ben som i Baskerlandet kort forinden, og det så vi i juni, hvor han skuffede fælt i Tour de Slovenie. Og i det eneste løb, han har kørt efter sommerpausen, Clasica San Sebastian, blev han sat som en af de første forhåndsfavoritter, selvom han havde meldt ud, at han var kommet til Baskerlandet for at køre efter et resultat.

På den baggrund vil det ikke komme som en sensation, hvis han har lidt for mange udsving over de kommende tre uger i Spanien. På den anden side har det også været et klart mønster, at han i sine etapeløb er blevet bedre og bedre undervejs. Det var tilfældet i Baskerlandet, hvor han var betydeligt bedre på den anden af de to svære etaper, og det var tilfældet i Californien, hvor han skuffede fælt i afslutningen på 2. etape, men endte med at sætte alle på plads på kongeetapen et par dage senere. Og i Tour de Slovenie talte han om dårlige ben de første dage, men endte med på kongeetapen vel at være bedste mand - dog desværre nu i rollen som hjælper for den førende Diego Ulissi.

På den baggrund er der meget, der tyder på, at Pogacar har den evne, der også fik mit blik til at rette sig mod Richard Carapaz, Enric Mas og Egan Bernal tidligt i karrieren, nemlig at de ser ud til at besidde den motor, som skaber de virkelige grand tour-specialister. Det peger sejren i det ganske lange Tour de l’Avenir da også på, og kobler man det med hans enormt unge alder, synes det skrevet i sol, måne og stjerner, at Pogacar vil vinde en grand tour før snarere end siden.

Det skyldes ikke mindst, at han er alsidig. Nok er det i bjergene, at han har sin virkelige force, men selvom han intet havde vist på tempocyklen som ung, tog han alle på sengen med sin 5. plads på den flade Algarve-enkeltstart i februar. Enkeltstarter er ikke en force, men det tyder på, at han har et uopdyrket potentiale, som kan udvikle til at være den alsidige rytter, der kendetegner de fleste grand tour-vindere. Og i Baskerlandet viste han sine evner på korte, stejle bakker og i Californien i de høje bjerge, hvorfor han synes at kunne svare på alle de udfordringer, Vueltaen byder på.

Alligevel vil det nok være en kende for optimistisk at tro, at Pogacar ender med at vinde Vueltaen. Det er trods alt ikke mange, der kan køre med om sejren i deres allerførste tre uger lange etapeløb. På den anden side er der vel meget der peger på, at Bernal kunne have gjort netop det, hvis han havde haft frie tøjler i Touren sidste år. Og da Pogacars og Bernals karriereforløb er påfaldende parallelle i den forstand, at de begge vandt Tour de l’Avenir og derefter Tour of California i deres første år på WorldTouren, ligesom de slog igennem i en meget ung alder, er det svært ikke at sammenligne Pogacar med sportens etapeløbstalent nr. 1. Og når man ser på, hvor Bernal stod for et par uger siden, kan man næsten kun vente sig det allerbedste af Pogacar, hvis han fortsætter med at imitere colombianeren på den facon, han indtil nu har gjort det. Det vil i hvert fald ikke være første gang, at det 20-årige vidunderbarn har taget alle på sengen.

Tao Geoghegan Hart (**)

Der var sikkert mange, der trak lidt overbærende på smilebåndet, da Dave Brailsford i forbindelse med lanceringen af Sky-holdet i 2010 hævdede, at han indenfor fem år ville vinde Touren med en britisk rytter. Dengang lå det i hvert fald ikke i kortene, hvem der skulle fuldende den bedrift, men som det så ofte er sket, fik Brailsford alligevel ret. Ikke blot overgik man tidshorisonten med flere år, da Bradley Wiggins sejrede allerede i 2012, minsandten om man ikke gjorde briterne til den altdominerende nation med de efterfølgende sejre til Chris Froome og Geraint Thomas.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Nu ser det imidlertid lidt mere magert ud for det britiske superhold, hvis de fortsat insisterer på at have hjemlige ryttere med i kampen om Tour-sejren. Wiggins er for længst fortid, og hverken Thomas eller Froome har en lang fremtid foran sig. Samtidig har holdet måttet se de to mest lysende britiske grand tour-stjerner, Adam og Simon Yates, foretrække et andet hold, og på den baggrund kan det ikke undre, at Brailsford i de senere år i stedet har ret rettet blikket mod nogle af de største udenlandske talenter, der til gengæld er valfartet til Storbritannien i et næsten urimeligt antal.

Der er dog ét navn, som briterne kan sætte deres lid til. Det er efterhånden mange år siden, at Tao Geoghegan Hart første gang gjorde opmærksom på sig selv, og selvom alene navnet var nok til at få mange til at kigge en ekstra gang, var det særligt resultaterne, der vakte interesse. Allerede som junior var han næsten altdominerende, og i sin første sæson som U23-rytter blev han nr. 10 i Tour de l’Avenir og nr. 15 i Tour of Britain.

Men så var det som om, at Geoghegan Hart gik i stå. I årene på Axel Merckx’ fantastiske talentfabrik, Axeon, leverede han nok pæne resultater, herunder en 6. plads i Tour de l’Avenir og en 7. plads i USA Pro Challenge i 2016, men hans stjerne var kraftigt dalende. Hvor han som junior havde lignet en af sportens fremtidige stjerner, kunne han nu se adskillige ryttere vise betydeligt mere lovende takter. Og da han i 2017 blev professionel hos Sky, steg hans stjerne bestemt ikke i en sæson, hvor et par 8. pladser i Californien og Yorkshire var det eneste, der i moderat omfang kunne bringe blodet i kog.

Men sidste forår og sommer skete der noget. Først kørte han et fabelagtigt Tour of California, hvor han trods en rolle som hjælper for Egan Bernal, endte som nr. 5, og havde det ikke været for et styrt på en sprinteretape, van han endt på podiet. Kort efter fik han sit store gennembrud i en større offentlighed, da han var den vigtigste hjælper for Geraint Thomas i forbindelse med sejren i et Dauphiné, hvor han overgik Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon med længer, og hvor han kørte flere verdensstjerner midt over. Da han senere blev nr. 5 i Vuelta a Burgos var forventningerne om en stor Vuelta klare, da han sidst på året endelig gjorde sin grand tour-debut.

Turen til Spanien blev imidlertid en kedelig og skuffende oplevelse. Geoghegan Haert fandt aldrig benene og var mest af alt bare tilfreds med at gennemføre et løb, hvor hans bedste resultat blev en 21. plads, selvom han havde carte blanche til at gå i udbrud gennem det meste af løbet. Han lagde da heller ikke skjul på, at det spanske løb slet ikke havde levet op til forventningerne, og derfor var han opsat på revanche i årets Giro, hvor han atter var udset til en rolle som hjælper for Bernal.

Den rolle blev ændret, da colombianeren med kort varsel måtte melde afbud med et brækket kraveben. Pludselig stod Geoghegan Hart med et delt kaptajnansvar sammen med Pavel Sivakov, og forventningerne til, at han kunne løfte det, var store. Forinden havde han og Sivakov nemlig leveret et fabelagtigt talentshow i Tour of the Alps, hvor de i fællesskab havde fået skovlen under Vincenzo Nibali og Rafal Majka og ikke blot endte med at tage en dobbeltsejr, men også med at tage hver deres etapegevinst.

Desværre blev heller ikke grand tour nr. 2 nogen succes for Geoghegan Hart. Denne gang blev det til blot 12 gennemførte etaper, inden et af flere styrt til endte med at sende ham hjem i utide og afslutte hans første sæsonhalvdel alt for tidligt. Dermed måtte planerne også igen ændres, og i stedet blev Vueltaen pludselig en del af programmet.

I mange år har det været svært for Ineos’ mange stjerner at få lov at køre klassement i en grand tour, men sjovt nok har Geoghegan Hart fået flere chancer foræret i en meget ung alder. I år er Vueltaen nemlig blevet lidt til over i en sæson, hvor holdets stjerner valgte at satse på Giroen, Touren og VM på hjemmebane, og det har åbnet døren for, at Geoghegan Hart ligesom i maj kan rejse til en grand tour som delt kaptajn. Denne gang er hans medkaptajn dog ikke en anden ung rytter, men derimod en af holdets veteraner i form af Wout Poels. Det bør gøre det endnu lettere for den unge rytter af præstere, da ansvaret først og fremmest hviler på hollænderens skuldre.

Noget tyder på, at Geoghegan Hart er klar. Med kort varsel blev han hentet ind til Tour de Pologne som erstatning for en træt Kwiaktkowski, og her kørte han som en sand motorcykel. Faktisk lignede han gennem de to sidste etaper samlet set løbets stærkeste, og var han ikke blevet fanget i det taktiske spil, så han endte som hjælper for Sivakov, kunne han meget vel have vundet det polske løb. Nu endte han i stedet ”bare” som nr. 5, men efter en præstation, der fik hans stjerne forud for Vueltaen til at lyse meget, meget smukkere.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Desværre er en grand tour noget helt andet end et ugelangt etapeløb, og der er fortsat ingen, der ved, om Geoghegan Hart har motoren til at kunne klare alle tre uger. Faktisk kan man nok have sin tvivl, for han har ikke udvist samme ”dieselmotoragtige” karakteristika som folk som Richard Carapaz, Enric Mas, Tadej Pogacar og Egan Bernal. Det er formentlig heller ikke noget tilfælde, at hans grand tour-debut ikke gik synderligt godt, og det vil i hvert fald ikke komme bag på mange, hvis Geoghegan Hart ender med at eksplodere.

Hvis ikke, kan han imidlertid komme langt. Niveauet i Polen var tårnhøjt, og Vueltaen burde passe ham glimrende. Han er hurtig og har punch og burde således passe fint til de eksplosive stigninger, der kendetegner i Vueltaen, og sidste år viste han i Dauphiné og Californien, at han også er glimrende på længere stigninger. Samtidig har han enkeltstarten som et glimrende våben, da han med den imponerende 3. plads på en flad rute i Californien i 2018, 8. pladsen i Algarve i februar og 7. pladsen på 1. etape af årets Giro har vist, at han mestrer kunsten at køre alene mod uret. Og han er omgivet af et stærkt og erfarent hold, der med Nicolas Portal som chefstrateg om nogen ved, hvordan man kører klogt i en grand tour.

Naturligvis vinder Geoghegan Hart ikke Vueltaen. Dertil er springet mellem Tour de Pologne og Tour of the Alps og det spanske løb alt, alt for langt. Risikoen for, at han eksploderer i de døende dage, er også overhængende, men heldigvis kan han glæde sig over, at den tredje uge er ganske nem. Det bør give Geoghegan Hart en ganske god chance for at lave et resultat, også selvom han stadig skulle mangle lidt motor til allersidst. Det talent, han viste som junior, er i hvert fald kommet fuldt til udtryk igen - og som bekendt har Brailsford for vane at forvandle briter til Tour-vindere, også selvom de ikke umiddelbart ligner kandidater til at vinde verdens største cykelløb.

Esteban Chaves (**)

Noget af det fascinerende ved sporten er, at alle har deres egne favoritter, som ikke nødvendigvis er rationelt begrundede. Nationale forhold spiller ind, det samme gør personligheden, og andre holder med bestemte hold eller ryttertyper. Der er dog én rytter, som formentlig har sympati fra alverdens cykelfans, for der kan næppe være én eneste sur mine i hele verden, hvis det skulle lykkes Esteban Chaves at stå øverst på podiet i Madrid om tre uger.

Der findes nemlig ikke mange, der har været så hårdt forfulgt af uheld som den lille colombianer. Alligevel har det været umuligt at tørre smilet af ansigtet på manden, der har ”arvet” Ivan Bassos tilnavn, Den Smilende Dræber. Faktisk er det et mindre mirakel, at Chaves overhovedet stadig er cykelrytter, for efter sejren i Tour de l’Avenir i karrierens ungdom, hvor han udmærkede sig som et af sportens mest lysende talenter, styrtede han så slemt i Trofeo Laigueglia, at de fleste læger udelukkede, at han nogensinde ville blive professionel cykelrytter igen. Ikke desto mindre overgik ukuelige Chaves alle forventningerne, og da Michelton-Scott havde modet til at skrive kontrakt med ham trods den store usikkerhed, kæmpede han sig stille og roligt tilbage, først med etapesejre i Tour de Suisse og Tour of California og i 2015 med et stort grand tour-gennembrud i Vueltaen, hvor han vandt to etaper og endte som nr. 5, inden han sidst på året vandt Abu Dhabi Tour.

Det gjorde Chaves til et af sportens mest lysende grand tour-navne. Var han ikke blevet syg i Giroens døende dage, hvor Vincenzo Nibali kørte ham ud af førertrøjen på næstsidste etape, kunne han meget vel have vundet det italienske storløb bare et halvt år senere. Og i efteråret stod han atter på podiet, denne gang ved siden af Nairo Quintana og Chris Froome, da han endte som nr. 3 i Vueltaen, inden han blev den første colombianer til at vinde Il Lombardia med den forrygende post grand tour-form, han altid synes at finde.

Med andre ord lå verden for Chaves’ fødder. Styrtet havde sat hans udvikling tilbage, men nu så det ud til blot at være et spørgsmål om tid, inden den store grand tour-sejr ville komme. I 2017 skulle han endda for første gang prøve kræfter med det løb, han altid havde drømt om, da han blev udpeget som holdets kaptajn til Tour de France.

Desværre slog lynet ned igen. Chaves fik en grim knæskade, der totalt lagde løbet i ruiner, og det blev ikke lettere af, at han også skulle forsøge at kapere tabet af en person, der stod ham nær. Alligevel rejste han sig på fremragende vis i en Vuelta, hvor den eneste grund til, at Froome ikke kørte fra alt og alle på den første bjergetape i Andorra, var, at han ikke kunne ryste det colombianske smil af sig. Igennem de første to uger af løbet lignede Chaves sig selv igen, men desværre faldt han helt sammen i den sidste uge, så han end ikke kom i top 10.

Den modgang var dog vand i forhold til det, der ventede. I sidste års Giro lignede Chaves ellers helt sig selv, da han og Simon Yates tog en fabelagtig dobbeltsejr på Etna, men få dage senere løb colombianeren ned i et helt uforklarligt sammenbrud, som hverken han eller holdet forstod. Desværre var Etna-etapen det sidste, vi foreløbig har set til ”den rigtige Chaves”, for hurtigt stod det klart, at årsagen til det spektakulære kollaps var den forbandede kyssesyge, som også har forvandlet Benat Intxausti og Mark Cavendish fra at være verdensstjerner til nærmest at have svært ved at gennemføre deres løb.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

George Bennett er et bevis på, at man godt kan komme tilbage fra sportens vel nok mest frygtede virus, men det er bestemt ikke alle, det lykkes for. Og juryen er stadig ude i forhold til, om vi skal skrive Chaves på samme triste liste som Intxausti og Cavendish, eller om han som Bennett kan rejse sig igen og komme tilbage, som om intet er hændt. Han er i hvert fald ikke blevet samme cykelvrag som de to nævnte, men omvendt står det også helt klart, at der er meget stor forskel på 2019- og 2016-udgaverne af Den Smilende Dræber.

Det så ellers ganske lovende ud i begyndelsen af årets Giro, men da de for alvor ramte bjergene, sejlede Chaves lynhurtigt agterud. Han rejste sig fornemt ved at vinde løbets næstsidste bjergetape fra et udbrud, men det var også det eneste bemærkelsesværdige, colombianeren leverede. Efter løbet kørte han et hæderligt, men bestemt ikke spektakulært Tour de Slovenie, hvor han i et relativt svagt selskab bare blev nr. 6, selvom hans historik tilsiger, at han et par uger efter en grand tour normalt har fantastiske ben.

Det helt store spørgsmål er, hvor Chaves står nu. Han har fulgte sit gammelkendte mønster med at komme til Vueltaen helt uden at have kørt optaktsløb, og den model plejer at fungere strålende. I 2015 kom han flyvende ind til løbet, da han vandt 2. og 6. etape, og for to år siden var han som sagt Froomes værste rival på første bjergetape. Problemet er bare, at vi ikke ved, om Chaves efter at have gennemført en grand tour er blevet sig selv igen, eller han stadig er den lidt mere triste Chaves Version 2.0.

Det svar får vi formentlig allerede på Javalambre på onsdag. Er han vitterligt tilbage, kan han nemlig blive et sandt monster i den første uge, der er langt hårdere end vanligt, og hvor Chaves som sagt har for vane at være flyvende. Til gengæld har han altid haft en tendens til at falde sammen til sidst, men det gør ikke så meget i et løb, der formentlig skal afgøres på de første 16 etaper. Med tanke på, at Chaves er god på både eksplosive mure og i høje bjerge, kunne han med sin styrke i løbets første del vel ikke ønske sig en bedre rute.

Enkeltstarten er som altid en udfordring, men faktisk er netop den det eneste område, hvor Chaves har gjort det virkelig godt efter sit comeback. Særligt i Paris-Nice kørte han noget, der vel må betegnes som hans livs enkeltstart, men også i Giroen gjorde han det hæderligt. Nogen tempogigant er han ikke, men noget kunne tyde på, at han denne gang kan begrænse tabet i Pau.

Det er dog ikke her, han skal vinde løbet. Det skal han gøre i bjergene, og det sker kun, hvis han er den Chaves, vi kender og savner. Om det er tilfældet, er der ingen, der ved, og derfor har holdet klogelig meldt forsigtigt ud og givet et vist spillerum til både Mikel Nieve og Luka Mezgec som etapejægere, selvom Chaves som udgangpunkt er plan A. Om plan B skal trækkes ud af skuffen, ved vi meget mere om allerede på onsdag.

Uanset om han ender som nr. 1 eller 87 vil Chaves være ét stort smil, når løbet slutter i Madrid. Men for en rytter, der gennem karrieren egentlig oftere har haft grund til at græde, kan man kun ønske, at han denne gang også har en reel grund til at charmere hele cykelverdenen med sit tandpastasmil. Mere modgang har han i hvert fald ikke fortjent!