Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

Sådan er det ikke helt gået i år. I de senere år er det ellers blevet meget normalt for skuffede Tour-ryttere at jagte revanche i Vueltaen, men den trend gør sig ikke gældende i år, hvor næsten alle de ryttere, som faldt igennem i Frankrig, i stedet puster ud efter nedturen. Faktisk er det kun Nairo Quintana og til dels Rigoberto Uran, der kan siges at søge oprejsning i Spanien, og derudover kommer fra Touren kun Steven Kruijswijk, der i hvert fald ikke har brug for revanche efter en fremragende Tour, hans hjælper George Bennett, Jakob Fuglsang, som imidlertid primært er i Spanien for at hjælpe, Fabio Aru, som efter at have fortsat sit comeback i Frankrig nu føler sig klar til at køre klassement, samt naturligvis Alejandro Valverde, der efter en overraskende flot Tour er klar til at slutte regnbuetiden af med ære.

Det betyder dog ikke, at der mangler stjerner. Med undtagelse af Tom Dumoulin, Mikel Landa, Vincenzo Nibali, Ilnur Zakarin og Simon Yates kommer stort set alle favoritterne fra årets Giro. Det gælder først og fremmest Giro-vinderen Richard Carapaz, Primoz Roglic og Miguel Angel Lopez, men også Rafal Majka, Ion Izagirre, Davide Formolo, Esteban Chaves og Hugh Carthy, der endelig fik sit store gennembrud på de spanske landeveje. Dertil skal lægges, at Vueltaen kan udvikle sig til lidt af talentparade, for løbet har med Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Sergio Higuita, Tao Geoghegan Hart, Oscar Rodriguez og Mark Padun fået deltagelse af mange af de mest lovende navne. Og endelig skal Wilco Kelderman og Pierre Latour ligesom Aru rejse sig igen efter en sæson ødelagt af skader.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

Fabio Aru (*)

For fire år siden var den italienske arvefølge stensikker. Fem år efter at Vincenzo Nibali havde opnået sin første grand tour-sejr på de spanske landeveje, cementerede Fabio Aru med en stor sejr i Vueltaen sin status som manden, der skulle løfte den italienske grand tour-arv, når engang Kong Nibali ville abdicere. Ikke blot havde Aru nemlig vundet årets sidste store grand tour, hans resultat kom nemlig som kulmination på en kometkarriere, der havde skilt ham ud ikke bare som Italiens førende, men et af verdens allermest lysende etapeløbstalenter.

U23-tiden, hvor han blandt andet var blevet nr. 2 i Baby-Giroen og vundet Valle d’Aosta havde allerede vist, at noget stort var i vente, men da Arus ranglede skikkelse kæmpede sig i mål som nr. 5 på sneklædte Tre Cime de Lavaredo på Giroens sidste bjergetape i 2013, hvor han ellers blot agerede hjælper for Nibali og i øvrigt var ramt af sygdom, stod det klart, at han var noget særligt. Derfra gik det slag i slag med en 3. plads i den første Giro, hvor han kørte klassement, og hele to etapesejre og en 5. plads i den første Vuelta, hvor han ikke lod sig intimidere af Quintana, Froome, Contador og de andre stjerner, der omgav ham. Året efter blev det til to etapesejre og en ganske vist lidt kontroversiel 2. plads i en Giro, hvor holdkammeraten Mikel Landa åbenlyst blev holdt tilbage, selvom han var den stærkeste af de to, inden det hele altså kulminerede med den flotte Vuelta-sejr senere på sæsonen.

Det blev imidlertid også det foreløbige højdepunkt på Arus karriere, og desværre kan man frygte, at vi hurtigt må slette ordet ”foreløbige” i den sætning. Siden da er der nemlig stort set intet, der er gået Arus vej. Det startede allerede, da han ved sin længe imødesete Tour-debut i 2016 blev gennemheglet af den italienske presse, da et kollaps på løbets sidste bjergetape sendte ham fra en 6. til en 13. plads på et tidspunkt, hvor han ellers var på vej frem med mulig kurs mod en top 5. Og den helt store krise kom året efter, hvor en knæskade forhindrede ham i drømmen om at starte Giroen på hjemøen Sardinien.

Enhver, der har set Aru på en cykel, vil imidlertid vide, at han er en fighter af Guds nåde. Det er han også udenfor cykelløbene, og derfor kunne det egentlig ikke undre, at Aru leverede et comeback så det sang, da han senere på året blev en suveræn italiensk mester på en knaldhård bjergrute, inden han dansede væk fra Froome, Porte, Quintana og alle de andre favoritter på La Planche des Belles Filles på Tourens første bjergetape. Senere i løbet kørte han endda kortvarigt Froome ud af den gule trøje - noget ingen andre har præsteret - og selvom sygdom i de sidste dage sendte ham ned på en 5. plads, blev det en Tour, der viste, at Aru var tilbage.

Efter en 13. plads i Vueltaen og en 7. plads i Lombardiet blev det til et meget kontroversielt skifte til UAE - en beslutning, der vist betyder, at der ikke går julekort mellem Arus og Alexandre Vinokourovs domiciler - og det skulle desværre være starten på Arus virkelige trængsler. Helt uden nogen fornuftig forklaring kørte Aru nemlig en rædselsfuld Giro, der endte med et farvel i utide, og drømmen om en genrejsning i Vueltaen brast, da han kørte til Madrid som nr. 23 - en placering, der ingenlunde kan forklares med et styrt, der mod slutningen kostede et par pladser i klassementet.

Vi skulle helt frem til dette forår, før forklaringen på trængslerne endelig blev fundet. Efter en sæsonstart, hvor man ikke fandt mange buler i de bløde hatte, Aru havde trådt i, viste undersøgelser, at han som flere cykelryttere får ham led af en forsnævring af en blodåre i benet. Det betød, at Giro-planerne atter blev droppet, og i stedet røg Arus ranglede krop en tur på operationsbordet, hvor problemet forhåbentlig blev løst.

Om det er tilfældet, er imidlertid stadig temmelig uklart. Egentlig overgik han alle sine egne forventninger ved comebacket i Lugano i begyndelsen af juni, og da han blev en hæderlig nr. 21 i et Tour de Suisse, hvor han endda havde været i top 10 på en bjergetape, besluttede han sig for, at han var klar til at bruge Tour de France som en basis for en stærk sæsonafslutning. Endnu var han ikke klar til at køre med de bedste, men med stædig fight og ukuelig yoyo-kørsel bagerst i feltet endte han alligevel løbet som en hæderlig nr. 14.

Det viser, at operationen i hvert fald har gjort et eller andet. Det var en helt anden Aru, vi så i Frankrig, end den lidt triste skikkelse, der sled sig igennem Giroen og Vueltaen sidste år. Omvendt var der mindst lige så langt til den rytter, der sagde ”Ciao” til Froome på vej op ad La Planche des Belles Filles i Touren i 2017, og Aru har stadig til gode at vise, at han er sig selv igen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Og det kan man stadig godt tvivle på, om han er. Nok kunne vi ikke forvente mirakler af ham i Touren, men det er alligevel svært at være alt for imponeret af et løb, som trods alt blev startet med en hæderlig forberedelse i bagagen. Så indgribende en operation var det trods alt ikke, at Aru kan påberåbe sig retten til at have adskillige måneder til at komme tilbage på sporet, og derfor er det i denne Vuelta, at han skal genantænde det italienske håb, hvis ikke det én gang for alle skal brænde ud.

Umuligt er det imidlertid ikke. Når han sidder i feltet, kan han blot kaste et blik på Steven Kruijswijk, der er et lysende eksempel på, hvordan en afhjælpning af samme problem kan bringe en stagnerende karriere tilbage på sporet. Og skulle det lykkes, ved vi, at Aru har præcis det, der skal til for at vinde Vueltaen - især fordi det trods alt kun er to år siden, at han fik Froome og co. til at gispe efter vejret i Tourens bjerge.

Desværre kan man diskutere, om ruten er optimal. Aru er først og fremmest bjergrytter, og han er ikke specielt begejstret for Vueltaens stejle mure som Alto Mas de La Costa og Los Machucos. Heldigvis byder Andorra og Asturien også på terræn, der er mere efter hans smag, men spørgsmålet er, om det er nok. Man skal nemlig ikke kaste mange blik på Arus grand tour-resultater for at vide, at det altid er i den tredje uge, at han gør forskellen - Giroen i 2013, 2014 og 2015, Vueltaen i 2015 og Touren i 2016 er alle gode eksempler - og derfor er det ikke ideelt, at løbet reelt ventes afgjort allerede efter to uger.

Samtidig ved vi ikke, hvad vi skal forvente af Aru på enkeltstarten. Den har altid været hans akilleshæl, men mens trængslerne var allerstørst bragede han ud af det blå en fabelagtig enkeltstart af i sidste års Giro. Kan han pludselig lave det nummer igen, kan han sagtens overraske, men som udgangspunkt vil han være en af taberne på vejene omkring Pau.

Til gengæld er han denne gang ikke under alt for meget pres. Nok er han plan A, men med Tadej Pogacar ved sin side har han i det mindste en at dele ansvaret med. Og det er et ganske hæderligt hold med Sergio Henao og Valerio Conti, der skal støtte de to kaptajner i bjergene.

Stærke nok til at forsvare en førertrøje er de dog næppe, men det bliver formentlig heller ikke nødvendigt. Det vil trods alt være en overraskelse, hvis Aru allerede er så god, at han kan sætte alle de største favoritter med deres superhold til vægs. Men det er heller ikke missionen denne gang. Årets Vuelta handler først og fremmest om at bevise, at han ikke skal springes over i den italienske arvefølge, hvor han for fire år siden cementerede sin status som kronprins. Nibali abdicerer snart, og det er nu, Aru skal vise, at han er klar til at overtage tronen. Og som han viste i Touren i 2017, har fighteren Aru før været i stand til efter en svær tid at levere et comeback, som får det meste af cykelverdenen til at måbe.

Rafal Majka (*)

For fire år siden så det ud til, at Polen måske havde deres første grand tour-vinder på vej. Efter at være braget ind på scenen som ung Tinkoff-rytter med en 7. plads i Giroen og en 3. plads i Il Lombardia i 2013 og ikke mindst to etapesejre og en bjergtrøje i en Tour i 2014, hvor han mod slutningen af løbet viste, at han havde benene til i det mindste at kunne havet presset Vincenzo Nibali, hvis ikke han var kommet til løbet som hjælper for en uheldig Alberto Contador, som tidligt forlod løbet. Året efter endte han som nr. 3 i Vueltaen, og det så ud til, at Majka havde kurs mod at blive en af sportens store stjerner.

Fire år er desværre lang tid i en sportsverden, hvor præstationer hurtigt bliver glemt, og stjerner hurtigt falmer, hvis ikke de konstant får tilført ny energi i form af friske resultater. Og dem har Majka desværre kun i beskedent omfang været leveringsdygtig i, siden han steg ned fra podiet i den spanske hovedstad og sagde tak til Fabio Aru og Joaquim Rodriguez for tre ugers hård kamp, hvor de sammen havde fået skovlen under sensationen Tom Dumoulin i allersidste øjeblik.

Det er svært at sige, hvad der er forklaringen. Det spiller utvivlsomt en rolle, at Majka har været ramt af en hel endeløs serie af styrt, som har gjort det umuligt for ham i lange periode overhovedet at køre klassement i en grand tour, ganske enkelt fordi han tidligt var blevet sat ud af spillet. Det skete eksempelvis, da han som nytiltrådt Bora-rytter for første gang fik chancen som Tour-kaptajn i 2017, og da han skulle rejse sig i Vueltaen, sendte sygdom ham ud af billedet, inden han leverede et lille comeback med en etapesejr. Sidste år gentog det hele sig igen i Touren, og da han i Vueltaen alene skulle støtte Emanuel Buchmann og jagte etapesejre, skulle vi indtil i år faktisk helt tilbage til 2016 for at finde den seneste grand tour, hvor Majka kunne vise sine evner som klassementsrytter.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

Desværre så man allerede dengang et tegn på, at Majka måske var i tilbagegang. Dengang blev han nemlig blot nr. 5 i en Giro, hvor han aldrig var tæt på at matche de bedste. Få måneder senere viste han ganske vist med et fabelagtigt OL-løb, hvor han med lidt held måske kunne være endt som olympisk mester, at klassen stadig var intakt, men siden da er tilbagegangen bare fortsat. Styrtene har nok været hovedforklaringen, men heller ikke i skadesfri tilstand har Majka været som i gamle dage.

Heldigvis ser det ud til, at det ikke helt er slut endnu. I 2019 har Majka nemlig vist glimt at sit gamle jeg. Det gjorde han første gang i et Tour of the Alps, hvor han vel reelt set var stærkeste mand, men hvor en let rute gjorde det umuligt at matche det brølstærke Ineos-hold, der havde Chris Froome som luksushjælper for Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart. Og da han - selvfølgelig - styrtede på sidst etape, endte hele løbet nok engang med en kedelig eftersmag.

Det gjorde Giroen også. Her fortsatte Majka nemlig de lovende takter med fornem kørsel, der betød, at han kunne gå ind til sidste hviledag på en 4. plads og en realistisk chance for at gå på podiet. Desværre blev han efterfølgende ramt af en sær nedtur over et par dage, som kostede ham masser af tid, og selvom han kom flot tilbage på de sidste, blev det blot til en samlet 6. plads.

Alligevel viste det løb, at Majka anno 2019 er betydeligt bedre end Majka anno 2017 og 2018. Det bekræftede han for nylig i et hæderligt Tour de Pologne, hvor han nok kun blev nr. 9, men hvor han havde det svært på en let rute, hvor han som en af løbets forhåndsfavoritter ikke fik megen frihed. Benene så til gengæld ud til at være fremragende, og Majka ligner en mand, der i Vueltaen vil være lige så god, som han var i Giroen.

Desværre er det nok ikke tilstrækkeligt til at vinde og nok heller ikke til at gå på podiet. Nok overraskede Majka med i Giroen at køre tre enkeltstarter, der må tælle som nogle af hans bedste, så han ikke længere vil bløde tid på tidskørslerne, som han plejer, men for en fyr som ham vil det altid være i bjergene, at løbet skal vindes. Her passer Vueltaens meget stejle mure ham ingenlunde alt for godt, og samtidig så vi i Giroen, at han nok var bedre end længe, men stadig konstant hang et par meter bag de allerbedste.

Det har næppe forandret sig over de forløbne måneder. Hvis han kan holde sig på cyklen, skal det nok blive til et godt resultat for Majka, der særligt i 2015 viste, at han mestrer kunsten at køre en stor Vuelta, selvom han allerede har en grand tour i benene. Formen er på rette vej, og han bakkes op af et ganske stærkt hold med god støtte fra Davide Formolo og Felix Grossschartner.

Problemet er bare, at det næppe er nok, og at han formentlig skal være overlykkelig, hvis han kommer i nærheden af at gentage podiepladsen fra for fire år siden. Et sådant resultat vil dog også være en gigantisk succes for en mand, der i de seneste år kun har kunnet se karrieren gå den forkerte vej. Den trend er heldigvis vendt, men Majka må nok alligevel konstatere, at det ikke bliver ham, der skriver sig ind i historien som den første polske grand tour-vinder.

Hugh Carthy (*)

Det kan være, at briternes drømme om et stort resultat til Hugh Carthy slukkes allerede lørdag aften. Den langlemmede brite har nemlig haft megen uld i mund, når det handler om hans rolle i årets Vuelta. Således har EF-mandskabet meldt ud, at Rigoberto Uran er den klare kaptajn, at Daniel Martinez er plan B, at Tejay van Garderen er med for at hjælpe holdet, og at Sergio Higuita primært skal lære og tage sig nogle dage, hvor han slapper af og smider tid. Ordene om Carthy er betydeligt mere begrænsede og begrænser sig til, at briten er på rette vej mod en god Vuelta.

Hvad det betyder, er der ikke mange udenfor EF-lejren, der ved. Carthy kunne sagtens være typen, der allerede smider tid på lørdagens holdløb og alene stræber efter at vinde en etape på samme mageløse maner, han gjorde i årets Tour de Suisse. Til gengæld er det formentlig også ham, der kan levere det helt store klassementsresultat for de lyserøde amerikanere, hvis han beslutter sig for atter at satse på den samlede stilling, som han med stor succes gjorde i årets Giro.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

På baggrund af det, han har vist i de seneste to år, ligner Uran nemlig ikke en potentiel vinder, slet ikke med Touren i benene. Martinez har haft så ærgerlig og dårlig en forberedelse med sygdom og skader, at det virker usandsynligt, at han kan sætte verden i brand i et løb, der indledes med en brutal første uge. Og selvom Van Garderen næppe smider tid frivilligt, står det vel efterhånden ret klart, at amerikaneren ikke længere klatrer godt nok til at være med i front af en grand tour.

Det gør Carthy til gengæld. Han var ikke engang fyldt 20, da han første gang gjorde opmærksom på sig selv med sejren i Tour de Korea i 2014, og allerede dengang viste han, at han var værd at holde øje med. Med et lidt atypisk karriereforløb, hvor han aldrig viste det store i U23-løbene, men i stedet ”voksede op” i spanske omgivelser hos Caja Rural viste han sig imidlertid som lidt af en dieselmotor, der kun langsomt og stille udviklede sig. Vi skulle således helt frem til 2016, inden han også viste sig frem på den helt store scene, men det gjorde han til gengæld også med et brag, da han blev nr. 9 i et uhyre stærkt besat Volta a Catalunya. Senere vandt han Vuelta Asturias på overlegen maner og blev nr. 3 på kongeetapen i Route du Sud, hvilket skabte enorme forventninger til Vuelta-debuten. Den endte imidlertid som lidt af en fiasko, og det skulle vise sig at blive meget betegnende for den type, Carthy er.

Lige så god som briten var i første del af 2016, lige så skidt gik det i efteråret og i 2017, hvor han blev professionel på EF. Her var vi helt sikkert mange, der langsomt begyndte at tabe troen på, at han vitterligt var den guldfugl, hans drømmeresultat i Catalonien havde indikeret. Og da det i 2018 ikke blev meget bedre, var forventningerne til Carthy beherskede forud for 2019-sæsonen.

Alligevel var der sket noget, som indikerede, at en omvæltning kunne være på vej. Mod slutningen af året imponerede Carthy nemlig med en 3. plads og et meget offensivt Milano-Torino, der endte med en 11.  plads trods den megen aggressivitet. Når den gode form gik under radaren, skyldes det formentlig mest, at der i efteråret bare ikke er ret mange bjergrige løb, og derfor blev det umuligt for en rendyrket klatrer som ham at vise, hvor god han virkelig var.

Det fandt vi til gengæld ud af i 2019. Jeg havde i hvert fald sat kryds ud for hans navn forud for sæsonen, og hans tidlige 3. plads bag Thiabut Pinot og Romain Bardet i Tour du Haut Var styrkede kun forventningerne. De blev dæmpet lidt af et knap så godt Volta a Catalunya og et ikke prangende Baskerlandet Rundt, men da han som hjælper for Michael Woods kørte feltet sønder og sammen i Tour de Romandie, stod det klart, at Carthy var på vej mod noget stort i Giroen. Og derfor udpegede jeg ham forud for det italienske løb som manden, der kunne overraske i klassementet.

Og det blev han. Nok var en 11. plads ikke alt for imponerende, men det skyldtes først og fremmest, at han havde en enkelt dårlig dag på den første dag i bjergene, og at han faldt en smule sammen de sidste dage. Midtvejs i løbet var han til gengæld fabelagtigt kørende, så han på 15. etape og kongeetapen i Dolomitterne var eneste mand, der for alvor kunne byde Richard Carapaz, Mikel Landa og Vincenzo Nibali op til dans. Det blev en bekræftelse på, at Carthy har et tårnhøjt topniveau, og det blev endnu engang soleklart, da han kørte hele Tour de Suisse-feltet midt over med et mindeværdigt soloridt på den sidste store bjergetape i det schweiziske løb, inden han tog sig en velfortjent pause.

Foråret har altså afsløret, at en formstærk Carthy hører til blandt verdens allerbedste. Desværre har det også endnu engang understreget den skrøbelighed, der har præget ham gennem hele karrieren. Nok har han den dieselmotor, der gør ham i stand til at præstere sent i en grand tour - det viste han tydeligt på den brutale kongeetape i Giroen - men desværre er han også alt for svingende. Det var ikke helt uventet, at han oplevede to kriser i den italienske grand tour, og at hans soloridt i Schweiz kom nogle svære dage, hvor han faktisk havde haft det så vanskeligt, at han overvejede at tage hjem.

Den form for ustabilitet er der ikke råd til i en grand tour, og derfor skal Carthy finde helt andre takter, hvis han vil være med i front i Vueltaen også. Heldigvis kan man argumentere for, at den lette tredje uge gør, at løbet reelt kun er 16 etaper langt, og derfor kan han formentlig komme lidt lettere igennem, hvis han skulle have en dårlig dag eller to til sidst. Og med de fremragende enkeltstarter, han kørte i Giroen, har den engang så temposvage brite vist, at han ligesom det meste af EF-holdet har taget syvmileskridt i kampen mod uret, som ellers tidligere var en gigantisk akilleshæl.

Noget kunne tyde på, at Carthy er skarp, og at han måske endda har fået yderligere et boost af at have kørt klassement i en grand tour. Siden juni har han kun kørt et enkelt løb, da han stillede til start i San Sebastian, men her var han ganske enkelt flyvende på nogle eksplosive, stejle mure, der slet ikke passede ham. I rollen som hjælper for Woods var han blandt de allerskarpeste på den sidste mur, og det er lidt af en bedrift for en mand, der ofte har været en langsom starter med brug for mange løbskilometer for at finde benene. Har han kunnet bygge yderligere på den styrke de seneste uger, kan han blive uhyggelig i de spanske bjerge.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Løbet i San Sebastian må også være betryggende. Vueltaen er nemlig umiddelbart den grand tour, der passer Carthy dårligst. Briten har nemlig ikke skyggen af punch og eksplosivitet, og stejle mure som Alto Mas de La Costa og Los Machucos er ikke just hans kop te. Carthys dieselagtige kørestil er langt bedre skabt til Alperne og Dolomitterne, og det spanske terræn passer ham bare ikke særligt godt. Heldigvis kommer der mere oplagt Carthy-terræn i de asturiske bjerge og Andorra, og det vil forhåbentlig være nok til at kompensere lidt for det, hans manglende punch måtte koste ham.

I første omgang skal han dog vise os, at han overhovedet har til hensigt at køre klassement. Holdets udmeldinger kunne tyde på, at det ikke er planen, men det er heller ikke entydigt udtalt, at han har andre planer. Selv hvis han skulle miste lidt tid i starten, er han typen, der med et ridt i bjergene sagtens kan bringe sig tilbage i spillet. I lyset af Martinez’ trængsler og forsigtigheden med den meget urutinerede Higuita er det i hvert fald nok til Carthy, EF skal se, hvis de vil hjem fra Spanien med et topresultat i klassementet. Det kan de til gengæld også få af briten, der måske nok tog lidt tid om at komme op i omdrejninger, men som for et par måneder siden viste sig så fremragende, at han skylder os at vise os det igen i de kommende tre uger.

Wilco Kelderman (*)

Den 4. marts 2017 styrtede Wilco Kelderman i Strade Bianche og brækkede fingeren, og defor missede han det meste af foråret. Den 14. maj 2017 styrtede Wilco Kelderman, da en motorcykel satte en brat stopper for hans Giro, hvor han skulle have hjulpet Tom Dumoulin. Den 22. oktober 2017 styrtede Wilco Kelderman i Tour of Guangxi, hvormed hans sæson fik en alt for brat ende. Den 11. marts 2018 styrtede Wilco Kelderman i Tirreno-Adriatico, så et meget kompliceret kravebensbrud kostede ham resten af foråret. Den 1. juli 2018 styrtede Wilco Kelderman en uge inden Touren, som han derfor måtte droppe. Den 29. marts 2019 styrede Wilco Kelderman i Volta a Catalunya, hvorefter endnu et brud for tredje gang på tre år kostede ham næsten hele forårssæsonen.

Ovenstående opremsning fortæller, at historien om Wilco Kelderman efter hans skifte til Sunweb for knap tre år siden også har været historien om en hel endeløs serie af styrt. Knap har den talentfulde hollænder været tilbage på cyklen, inden han atter har været i asfalten og lidt et tilbageslag. På den baggrund kan det synes at være et mindre mirakel, at han overhovedet stadig er her, for de fleste havde vel kastet håndklædet i ringen, hvis det var dem, der havde gjort sygesengen til et nærmest fast domicil.

Men det er han, den gode Kelderman, og han har endda udvist en imponerende evne til at komme tilbage på højt niveau. Efter sit første styrt lagde han benhårdt fra land med at blive nr. 7 i Tour de Romandie, anden gang gav det en 4. plads i Tour de Pologne som opvarmning til karrierens hidtil bedste løb, som indbragte en 4. plads i Vueltaen i 2017. Da han kom tilbage efter styrtet mod slutningen af 2017, lagde han fra land ved at blive nr. 2 i Abu Dhabi Tour, inden han i comebacket fra det næste styrt blev nr. 5 i Tour de Suisse. Og da han skulle tilbage fra tilbageslaget inden sidste års Tour, blev han trods minimal forberedelse nr. 10 i Vueltaen.

Kelderman har således gang på gang vist, at han ikke behøver at køre løb for at komme bragende ud fra en skadespause, og det må give et vist håb forud for Vueltaen. Kelderman har nemlig ikke kørt løb siden et tidligt exit fra Touren, og denne gang står han endda endnu bedre end tidligere. Farvellet til det franske øb skyldtes nemlig for en gangs skyld slet ikke styrt, men derimod rygproblemer, der havde plaget ham gennem hele løbet. For en gangs skyld skyldes pausen altså ikke en alvorlig skade, men bare et mindre problem, der næppe har afholdt ham nævneværdigt fra at træne.

Alligevel er Sunweb meget nedtonede i deres udmeldinger forud for løbet. Ganske vist erklærer de, at Keldermans klassement er løbet hovedmål, men forstår godt, at de ikke slår et alt for stort brød op. Sandheden er nemlig også, at Kelderman fortsat har til gode at finde det tårnhøje niveau, han især havde i 2017, hvor det kun var med det yderste af neglene, at han på Angliru måtte slippe Vueltaens podium og i stedet ende som nr. 4. Her viste hollænderen, at han var en fremragende grand tour-rytter, og at han havde rejst sig igen, efter at han i den sidste tid på Jumbo-mandskabet var gået nærmest helt i stå.

Den positive udvikling fik Sunweb sat i gang igen, men nu er spørgsmålet, om de mange skader har stoppet den igen og sat Keldermans karriere i bakgear. Allerede under sidste års Vuelta fornemmede man, at han stadig var langt fra sit gamle niveau. Alligevel sluttede han løbet af med to fremragende etaper i Andorra til sidst, hvor han bragte sig tilbage i top 10, og en stærk start på året med en 4. plads i UAE Tour sendte ham tilbage på sporet. Måske var sidste års knap så prangende Vuelta bare et udtryk for, at han vitterligt denne gang havde haft en nærmest elendig forberedelse til den spanske grand tour.

Problemet er bare, at Kelderman intet har gjort for at fjerne tvivlen. Han var blandt forhåndsfavoritterne til et Paris-Nice, der blev ødelagt af sygdom, som også satte ham tilbage i Catalonien, inden han atter bragede i asfalten. Siden dengang har han reelt set ikke været konkurrencedygtig, da han for en sjælden gangs skyld ikke kom flyvende tilbage fra en skade i et Tour de Suisse, hvor han var langt fra sit niveau, og i en Tour, hvor man dog må formode, at den anonyme kørsel skyldtes rygproblemerne.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Keldermans seneste år giver således flere spørgsmål end svar. Var hans stærke afslutning på Vueltaen og fine start på sæsonen udtryk for, at han var sig selv igen? Eller skal vi tage hans ringe comeback som udtryk for, at Kelderman vitterligt er blevet en dårligere rytter, end han var, da han for to år siden blev nr. 4 i dette løb?

Svaret kender vi endnu ikke, men om tre uger er vi meget klogere. Viser det positive scenarium sig at være sandheden, er Kelderman dybt undervurderet til dette løb. Manden blev trods alt nr. 4 for bare to år siden, og siden skiftet til Sunweb er han kørt i top 5-10 i næsten alle de ugelange etapeløb, han har kørt. På sine gode dage klatrer han næsten op med de allerbedste, efter at skiftet til det tyske hold bragte de klatreben, der ellers totalt var forsvundet, tilbage, og det har indtil for ganske nylig været kombineret med en dødbringende enkeltstart, som i 2017 betød, at han blev nr. 2 bag Chris Froome på løbets eneste individuelle tidskørsel.

Den enkeltstart synes imidlertid at være forsvundet. Selv i de løb, hvor Kelderman har været god, har han været en kronisk skuffelse på tempocyklen. Faktisk skal vi tilbage til 5. pladsen i Abu Dhabi Tour i februar 2018 for at finde den sidste gode Kelderman-enkeltstart. Uanset om det har været i Tour de Suisse eller Vueltaen sidste år eller i Paris-Nice eller Tour de Suisse i denne sæson, har Kelderman underpræsteret så gigantisk, at disciplinen sågar har udviklet sig til at være en regulær svaghed.

Det er en sær og uforklarlig udvikling, som skal løses. Kelderman er trods alt ikke en type, der kører sig på Vueltaens podium alene i kraft af sine klatreevner. Det gør han først og fremmest via enkeltstarten, som han gjorde det for to år siden, og derfor er det alfa og omega, at han fyrer et brag af en præstation af i Pau om halvanden uges tid. Gør han ikke det, klatrer han stadig godt nok til at køre i top 10, men skal han være med, hvor det er rigtigt sjovt, skal han genfinde sit indtil for nylig vigtigste våben.

I første omgang handler det dog om meget mere end enkeltstarten. Et mildt sagt skidt år skal viskes af tavlen, og Kelderman skal først og fremmest bevises, at han er sig selv igen. Er han ikke det, og kører han som i Schweiz i juni, kan det hele være bedøvende lige meget, for så bliver Kelderman slet ikke en faktor. Hvis omvendt han viser sig at genfinde 2017-benene efter en usædvanlig lang periode uden styrt, kan han være en af løbets jokere. Han svage Sunweb-hold er naturligvis ikke til at forsvare en førertrøje, men det er heller ikke realistisk, at Kelderman vinder løbet. For ham må podiet være det altoverskyggende mål, og det var han som bekendt så pokkers tæt på at nå for 24 måneder siden. Det viser, at evnerne rækker - hvis han vel at mærke sørger for at holde sig på cyklen gennem alle tre uger!

Rigoberto Uran (*)

Egentlig er det lidt synd. Hvis hanbare havde været født et par år tidligere, havde Rigoberto Uran formentlig være en gigantisk stjerne i Colombia. Det er han for så vidt alligevel blevet i et land, hvor man næsten dyrker de bedst cykelryttere som guder, men havde Uran leveret sine resultater i 00erne, var han blevet en sand folkehelt i landet. Nu er han i stedet endt som pioneren, der banede vejen for den nye generation, for knap var han steget ned fra sit første Giro-podium i 2013, hvor han endte som nr. 2 bag Bradley Wiggins, før han lynhurtigt gled i baggrund af Nairo Quintana, der bare få måneder senere fik alle colombianere til at drømme hede drømme om en Tour-sejr, da Movistar-stjernen endte som nr. 2 i sin allerførste optræden i verdens første cykelløb.

Uran kan ellers prale af noget, de færreste kan smykke sig med. Der findes ikke mange cykelryttere, der er endt som nr. 2 i en grand tour hele tre gange og an af gangene endda i Touren selv. Alligevel har Uran altid været den lille i sammenligning med først Quintana, og nu, hvor kongen er i forfald, er han blevet overhalet indenom af folk som Egan Bernal, Miguel Angel Lopez og måske snart også af Ivan Ramiro Sosa, Sergio Higuita og Daniel Martinez. I dag fremstår Uran mere som den stabile veteran, der stadig bliver med at prøve, men som altid vil blegne i sammenligning med den gyldne generation, der bobler frem i disse år.

Det er nu ikke uden grund, at Uran er blevet den lille i kampen om den colombianske cykeltrone. Nok har han kørt flot, og nok er hans nederlag til Quintana i Giroen i 2014 stadig indhyllet i nogen kontrovers, men det er alligevel svært at tro, at Uran nogensinde ender som en grand tour. Reelt har han aldrig for alvor været tæt på, og han har kurs mod at ende i den kasse af knalddygtige og solide cykelryttere, der opnåede et hav af flotte resultater, men aldrig nåede helt til tops.

Derfor er det også svært at tro, at Uran vil stå øverst på podiet, når årets grand tour-fest lukkes definitivt i Madrid d. 15. september. Formentlig vil manden, der med årene har opnået den stabilitet, han manglede som ung, atter være at finde langt fremme, men uden at være tæt på sejren - og formentlig heller ikke på podiet.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Det er der mange grunde til. Én ting er, at Uran aldrig har haft det topniveau, der for alvor har gjort ham farlig, og da han i 2017 blev nr. 2 i Touren, skete det i høj grad som følge af et svagt felt og en bemærkelsesværdig tam og let rute. For det andet er Uran ikke just blevet bedre, siden han for to år siden nåede sit højeste niveau nogensinde. Og for det tredje begiver han sig i en sen alder ud i noget, han aldrig tidligere har forsøgt sig med, nemlig at køre klassement i to grand tours i træk, hvor han også har gennemført den første.

Sidstnævnte element skaber i sig selv en stor usikkerhed, for selvom det er betydeligt lettere at satse på en Tour-Vuelta-double end på Giro-Tour-kombinationen, er det stadig en pokkers svær øvelse, som kun de allerbedste som Chris Froome og Nairo Quintana har magtet. Og da Uran aldrig har været specielt kendt for sin holdbarhed, fremstår han ikke just som prototypen på en rytter, der kan skrive sig ind i det fine selskab.

Mest problematisk er det dog, at hans niveau synes aftagende. Sidste år fandt aldrig 2017-benene, og da han måtte forlade Touren efter et styrt, var han allerede kørt agterud. Selv da han i Vueltaen burde være stillet til start som den mest friske af alle favoritterne, endte han som en anonym top 10-rytter. Og da han efter et skadesramt forår, hvor han knap kørte ét eneste cykelløb i år vendte tilbage til Touren, var han nok betydeligt bedre end på noget tidspunkt i 2018 - ikke mindst den sidste uge i Alperne - men han var stadig ikke som i jubelåret 2017.

På den baggrund er det lidt svært at se ham komme flyvende ind til en Vuelta, hvor han vil være oppe mod ryttere, der modsat ham ikke har Touren i benene. Omvendt ved vi heller ikke, om han kunne være typen, der kan præstere over to gange tre uger, for han har som sagt aldrig prøvet det før. Og med tanke på, at han slet nærmest ikke kørte cykelløb før juni måned, burde han trods alt have en vis friskhed, Tour-deltagelse eller ej.

Endelig er ruten måske heller ikke den dummeste til at forsøge den svære double. I år afgøres løbet først og fremmest i de første to uger, og dermed kan man formentlig godt tillade sig at være lidt træt i løbets døende dage, uden at det nødvendigvis vil koste en bondegård. Og faktisk passer ruten også på andre områder glimrende til Uran, der er en ganske eksplosiv fyr med gode evner på de mure, der kendetegner Vueltaen, og som samtidig så sent som i Touren viste, at han også kan hænge hæderligt på i de høje bjerge.

Først og fremmest er der noget, der tyder på, at Uran har genfundet enkeltstarten som et stærkt våben i sit arsenal. Vi husker alle, hvor fabelagtig en temporytter han var i 2014, men i de efterfølgende år udviklede disciplinen sig til en gigantisk akilleshæl, der kostede ham den ene topplacering efter den anden. I år har alle EF-rytterne imidlertid været flyvende på deres tempocykler, og noget tyder på, at Uran rider med på den bølge. I hvert fald kørte han sin vel nok bedste enkeltstart siden 2014 i årets Tour, hvor han vandt masser af tid på den kuperede rute i Pau, og med tanke på at det har været en helt entydig tendens for det amerikanske hold, kan man tro på, at han kan gentage den bedrift på en næsten helt tilsvarende rute i præcis samme sydfranske by.

Dertil kommer, at Uran har et fabelagtigt hold. Meget fokus centrerer sig om Movistar, Astana og Jumbo, men ser man bort fra den manglende rutine, har EF lige så meget at skyde med. Uran omgives nemlig af den i år så flyvende Hugh Carthy, kometerne Sergio Higuita og Daniel Martinez, en stadig bedre Lawson Craddock samt Tejay van Garderen, der fandt sig selv igen i Dauphiné, og dermed er basis for, at de lyserøde for alvor kan skabe rav i den i bjergene.

Om det bliver nødvendigt, vil afhænge af enkeltstarten, men Uran gav under Touren med sin flotte offensiv på 19. etape håb om, at han også er klar til at lægge den kedelige og defensive kørestil, der ellers har været hans kendetegn, af sig. Det er nok også en form for kup, der skal til, men hvis det skal ende med mere end blot endnu en sekundær top 10-placering. Og så skal han vise, at 2017-benene stadig findes et sted endnu, og at vi ikke allerede nu skal til at overveje at sende ham på pension. Ellers vil hans skæbne som colombianeren, der banede vejen, men altid stod i skyggen af de unge kometer, lynhurtigt blive beseglet.

Holdoversigt

Det er en yderst svær opgave at barbere et spændende kandidatfelt ned til bare 15 navne. Især George Bennett, Daniel Martinez, Ion Izagirre og Pierre Latour aspirerede til en plads, men af forskellige årsager missede de akkurat alle cuttet.

Læs også

Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr

For overblikkets skyld gennemgår vi herunder de øvrige ryttere, der på de enkelte hold kan tænkes at spille en rolle i klassementet.

Movistar Team: Holdet har efter det ærgerlige tab af Carapaz to kaptajner i form af Quintana og Valverde, og det låser resten af holdet. Marc Soler og Antonio Pedrero har ellers klatret fremragende i hhv. Touren og Giroen, men de må nok engang indstille sig på en hjælperrolle, selvom holdet muligvis vil forsøge at holde Soler til så længe som muligt.

Ag2r-La Mondiale: Holdet satser 100% på Pierre Latour, der i Tour de Pologne endelig viste, at han er på vej tilbage efter sin skade. Han er dog for begrænset i bjergene til at være en alvorlig trussel, også selvom han har enkeltstarten som et stærkt våben. Francois Bidard og Geoffrey Bouchard klatrer glimrende, men skal alene jagte etaper.

Astana Pro Team: Holdet satser 100% på Lopez, men som det ofte har været tilfældet med Pello Bilbao, skal Ion Izagirre agere en plan B, som kan holde sig til i klassementet. Han viste sidste år, at han sagtens kan køre top 10, men hans evner over tre uger er ikke de samme som over en uge. Den lette tredje uge vil dog øge hans chancer. Jakob Fuglsang er her alene som hjælper og for at jagte etaper, samtidig med at han forbereder sig til klassikerne sidst på året.

Bahrain-Meirda: Domenico Pozzovivos grimme styrt betød, at holdet mistede sin kaptajn. Nu satser de på det unge stortalent Mark Padun, der efter sine mange skader endelig er tilbage og vandt Adriatica Ionica Race. Han klatrer dog stadig ikke godt nok til for alvor at kunne drømme om top 10. Dylan Teuns skal alene jagte etaper og er også meget svingende. Hermann Pernsteiner kunne vel egentlig jagte en top 15-20, men det er ikke planen.

Bora-hansgrohe: Holdet må have Majka som det bedste bud, men selvom det ikke er meldt klart ud, kører Davide Formolo og Felix Grossschartner formentlig også klassement. Formolo har imidlertid vist, at han er for begrænset i de høje bjerge og alt for svingende over tre uger, og Grossschartner er for tung til at være med helt fremme på så svær en rute. Efter en hård Tour ligner Gregor Mühlberger hjælper og etapejæger.

Burgos-BH: Holdet har ingen ambitioner i klassementet og jagter alene etaper. Ricardo Vilela klatrer bedst, men han kan slet ikke være med i front.

Caja Rural: Holdet jagter alene etaper. Sergio Pardilla har ikke længere niveauet til at køre klassement, og Cristian Rodriguez klatrer trods alt ikke godt nok. Sergei Chertnetckii er hellet ikke klatrestærk nok på lange stigninger, og han har heller ikke vist meget i år.

CCC Team: Holdet jagter primært etaper, men vil også køre lidt klassement med Victor De La Parte. Han viste i Giroen, at han kan kæmpe med om top 20, men ikke meget mere end det.

Læs også

Danskerduo klar til endnu en stor klassiker

Cofidis: Holdet har ingen klassementsambitioner, men har en hel stribe klatrere, der kan jagte etaper. Det gælder først og fremmest Jesus Herrada og Nicolas Edet, der dermed også kan ende hæderligt i klassementet, samt Jesper Hansen , der viste fremgang i Polen. Darwin Atapuma er før kørt i top 10 i Giroen, men har intet vist i de seneste to år, og Luis Angel Mate klatrer heller ikke godt nok.

Deceuninck-Quick Step: Umiddelbart er meldingen, at holdet alene jagter etaper, men det kan ikke udelukkes, at James Knox skal holde sig til i klassementet. Top 10 er dog ikke realistisk.

EF Education First: Som nævnt ovenfor er Uran kaptajn, men vi tror som sagt, at Carthy er manden, der kan overraske, hvis han vælger at køre klassement. Daniel Martinez er plan B og burde være top 10-kandidat, men efter at have misset Touren med en skade og Tour of Utah med sygdom kan han næsten umuligt være på toppen til den brutale første uge, der vil være ganske vigtig. Sergio Higuita er et gigantisk talent, men holdet har sagt, at han får dage, hvor han skal tage den med ro. Og selvom Tejay van Garderen sikkert ikke smider tid frivilligt, rækker niveauet ikke længere til et topresultat

Euskadi Basque Country-Murias: Oscar Rodriguez viste sit potentiale med 2. Pladsen i Burgos, men selvom det ikke helt kan afvises, at han vil køre klassement, er udgangspunktet etapesejre, især fordi stabilitet ikke er hans styrke. Mikel Bizkarra kan køre top 20. De unge klatrere Sergio Samitier og Fernando Barcelo er alt for svingende til at kunne have klassmentsambitioner, og Mikel Iturria klatrer trods alt ikke godt nok,

Groupama-FDJ: Holdet har som udgangspunkt ingen klassementsambitioner, men Kilian Frankiny kan gøre det godt i bjergene og måske klemme sig i top 20. Stabiliteten er dog et stort problem.

Lotto Soudal: Holdet har meldt ud, at Carl Fredrik Hagen helt uden pres skal holde sig til i klassementet, men han har endnu ikke niveauet til at tro på det helt store. Sander Armee skulle også have klassementet i baghovedet, men med det, han har vist i de seneste to år, er det ikke realistisk.

Mitchelton-Scott: Holdet satser på Chaves, men som nævnt i beskrivelsen af ham er hans niveau meget usikkert. Det kan bringe Mikel Nieve i spil som en plan B, men den baskiske veteran skal først og fremmest forsøge at levere et af sine store ridt i bjergene.

Team Dimension Data: Holdet håber at få Louis Meintjes tilbage på sporet efter sine mange styrt, men hans kørsel i Burgos viste, at han nok fortsat har for langt at gå. Ben O’Connor viste lovende takter i sidste års Giro, men trods en lille opblomstring i Østrig har han været en skygge af sig selv siden dengang. Amanuel Ghebreigzabhier imponerede i Vuelta a Burgos, men klassementet er for ambitiøst.

Team Ineos: Holdet har Poels og Geoghegan Hart som erklærede kaptajner. I sidste øjeblik blev David De La Cruz hentet ind som erstatning for Kenny Elissonde, men selvom han gjorde det fint i Burgos, har han haft så svært et år, at endnu en top 10 synes udelukket - hvad hans overraskende fravalg til den oprindelige trup også viser.

Team Jumbo-Visma: Holdet har Roglic som plan A samt Kruijswijk og George Bennett som plan B. Egentlig viste sidstnævnte i Touren, at han har niveauet til top 10 igen, men det er svært at se ham få den chance på et hold med to stærkere ryttere, især fordi han altid har haf svært ved at bevare formen i lang tid. Robert Gesink, Sepp Kuss og Neilson Powless er rene hjælpere på dette klassemandskab.

Team Katusha-Alpecin: Målet er etaper, men det kan ikke helt udelukkes, at Daniel Navarro, som efter Giro-styrtet viste lidt fremgang i Polen, med et udbrud kan komme i spil til klassementet. De unge klatrere Steff Cras og Matteo Fabbro er ikke gode nok til top 10.

Team Sunweb: Holdet kører 100% for Kelderman. Dermed bliver der heller ikke plads til, at Nicolas Roche kan gå efter endnu en top 10, og Robert Power har intet vist i år.

Trek-Segafredo: Holdet jagter alene etaper, men med et par gode udbrud kan Gianluca Brambilla ende hæderligt i klassementet. Etaper er også det eneste mål for klatrerne Niklas Eg og Peter Stetina, der kørte flot i Burgos.

UAE-Team Emirates: Holdet har Aru som kaptajn med Pogacar som medkaptajn i en rolle uden væsentligt pres. Det betyder også, at Sergio Henao og Valerio Conti er rene hjælpere - og top 10 ville også være umuligt uanset hvad.