Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Richie Porte, der styrtede ud af det franske løb allerede på 9. etape, Rigoberto Uran, hvis drømme ligeledes blev knust på de nordfranske brosten, samt Movistar-duoen Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der aldrig var i nærheden af den Tour-sejr, de drømme om.  For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson. Det gælder i år for Dan Martin, Ilnur Zakarin og Steven Kruijswijk, der begge sluttede i top 10 i det franske løb, og som nu for første gang kaster sig ud i klassementsforsøge i træk.

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Thibaut Pinot, der missede Touren med en lungebetændelse, Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Louis Meintjes, Fabio Aru, Michael Woods, Richard Carapaz og George Bennett, der alle var blandt forhåndsfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med en enkeltstart i Malaga. Lægger man dertil ryttere som Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Enric Mas, David De La Cruz, og Emanuel Buchmann, der alle hele tiden har haft Vueltaen som årets allerstørste personlige mål, er det klart, at der et særdeles konkurrencedygtigt felt, der vil skulle slås om sejren - også selvom vi må undvære navne som Geraint Thomas, Chris Froome, Mikel Landa, Tom Dumoulin, Romain Bardet og Primoz Roglic, og selvom stjerner som Vincenzo Nibali, Adam Yates og Bauke Mollema ikke er kommet til Spanien for at køre klassement.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

HVEM VINDER VUELTAEN? KOM MED DIT BUD!

Simon Yates (***)

Foto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Det hører til sjældenhederne, at en klassementsrytter vinder tre etaper i en grand tour uden også at ende med den samlede sejr. Det var ikke desto mindre, hvad der skete i årets Giro d’Italia, der udviklede sig til et sært antiklimaks for Simon Yates. Gennem to uger leverede han et klatreshow, der kun sjældent er set i nyere tid i et tre uger langt etapeløb, for dag efter dag legede han kispus med alle de mange forhåndsfavoritter, der ikke var i nærheden af at matche den flyvende englænder og fik den ene klatrelektion efter den anden. Netop som det så ud til, at kun et uheld kunne true hans samlede sejr endte det hele et af de mest spektakulære kollaps i nyere tid, hvor han på de sidste to bjergetaper gik fra at have løbet i et jerngreb til at ende på en 21. plads hele fem kvarter fra den lyserøde førertrøje, der havde været hans ejendom i det meste af løbet.

Den præstation må sætte en hel cykelverden i syv sind, når det handler om at vurdere Yates’ grand tour-potentiale. Vi har alle gennem mange år vist, at både han og tvillingebror Adam var gudsbenådede talenter med et killerinstinkt som kun de færreste, men alligevel kom Yates’ totale dominans i et historisk stærkt Giro-felt lidt ud af det blå. Et flot forår havde da tydet på en vis fremgang, men at han i den grad skulle befinde sig på en helt anden planet i de italienske bjerge, var dog uventet.

Knap så uventet var imidlertid hans kollaps. Det kræver nemlig ikke mange timers studium af Yates-brødrenes kørsel i den tredje uge af grand tours at indse, at deres største svaghed netop har været deres holdbarhed. I deres stadig ganske få forsøg som grand tour-ryttere har mønstret nemlig været det samme. De har fløjet i de første to uger, men i den sidste del af løbet har det handlet om ren overlevelse. Derfor var vi formentlig flere, der havde ventet et niveaufald i den tredje uge, og selvom kollapset var betydeligt mere spektakulært, end nogen kunne have forestillet sig, var det i hvert fald ikke nogen stor overraskelse.

På den baggrund kunne man foranlediges til at tro, at den ellers så flotte præstation faktisk var beviset på, at Yates aldrig vil vinde en grand tour. Mønsteret er nemlig så tydeligt, at det i hvert fald er indlysende, at Yates ikke har den motor, der gør ham til en naturlig vinderkandidat i et tre uger langt etapeløb. På den anden side har både han og broderen trods alt vist, at de kan stå distancen og slutte i top 10 uden at opleve det totale sammenbrud, og derfor er der en vis grund til at håbe på, at en stor sejr faktisk kan ligge lige om hjørnet for de to imponerende brødre.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Der var nemlig en ganske god forklaring på, at Yates eksploderede så voldsomt, når det nu ikke var sket på samme vis, da han tidligere havde forsøgt sig som klassementsrytter i først Vueltaen i 2016 og siden i Touren i 2017 med fine top 10-placeringer til følge. Dengang var han nemlig kommet til løbene med intention om at køre defensivt og sikre sig det bedst mulige resultat. I år kom han til gengæld til Italien for at vinde, og det var den tilgang, der i første omgang betød, at han betog en hel cykelverden, men i sidste ende også kostede ham det hele.

Yates var nemlig pinligt bevidst om, at han kun kunne vinde løbet, hvis han udnyttede en værd lejlighed til at vinde tid på Tom Dumoulin og Chris Froome, der ville give ham røvfuld på løbets enkeltstart. Og derfor forsømte han ikke én eneste lejlighed til at angribe i løbets første to uger, hvor han angreb, angreb, angreb og angreb én gang til. Særligt hans to ridt på først Zoncolan og siden Sappada-etapen i løbets næstsidste weekend var imponerende og viste med al tydelighed, at Yates på det tidspunkt var i særklasse, også selvom det på førstnævnte etape akkurat ikke lykkedes at fange Chris Froome.

Foto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Offensiven blev fuldt ud belønnet med tre etapesejre og et så solidt greb om førertrøjen, at hverken Froome eller Dumoulin var i nærheden af at true hans samlede førsteplads på enkeltstarten. Dermed havde han fået det ønskede udbytte af sine anstrengelser. Problemet var bare, at der på det tidspunkt stadig resterede hele tre bjergetaper, herunder to af de allersværeste. Og det endte med at koste dyrere, end nogen havde drømt om.

Strategien var flot og beundringsværdig og fortjener langt større applaus end den defensive kørsel, han udviste, da han året forinden havde vundet den hvide trøje og sikret sig en top 10 i Touren. Problemet var bare, at den ikke var den klogeste, og selvom han havde en bedre Giro, end nogen havde turde drømt om, endte det hele med en bitter smag i munden. For en rytter, for hvem holdbarhed og restitution ikke er en naturlig force, blev den valgte taktik i sidste ende alt for meget og betød, at han til sidst var helt tømt for de energireserver, der trods alt havde gjorde ham i stand til at forsvare sig selv mod slutningen af tidligere grand tours.

Efter løbet gik Mitchelton-Scott tilbage til tegnebrættet for at finde ud af, hvorfor det var gået så ilde. Strategien var tydeligvis én ting, men noget andet var også timingen af formen. Yates var nemlig kommet til starten i Jerusalem i flyvende tilstand, og det viste han allerede med en chokerende god indledende enkeltstart. Den form bar ham igennem de første to uger på en lyserød sky, men det lykkedes ham ikke at holde den hele vejen - et temmelig stort problem i en grand tour, hvor de værste udfordringer som regel gemmes til sidst.

Derfor er det også en Yates, der kommer til start i Spanien med en helt anden game plan. Denne gang er målsætningen ikke at sætte verden i brand i den første uge, hvor der alligevel ikke er mange muligheder for at vinde tid. I Vueltaen håber han at kunne køre sig i bedre form undervejs og derigennem forsøge at ramme sine højeste højder til sidst. Det er ikke en dum strategi på en rute, hvor klassementskampen først for alvor tager fat på 13. etape, og hvor det i de første 12 dage kun er La Covatilla på 9. etape, der for alvor kan vise sig farlig.

Yates var formentlig også klar til at betale en envejsbillet til Timbuktu for både Dumoulin og Froome, for det var i den grad frygten for netop dem, der ansporede ham til den meget offensive kørsel i Giroen. Han slap for flyudgifterne, og alligevel kan han gnide sig i hænderne over denne gang ikke at skulle bekymre sig om de to tempospecialister. De hviler nemlig begge ud efter en knaldhård sæson, og det betyder, at Yates ikke længere behøver at frygte den 32 km lange enkeltstart i samme grad. Ganske vist vil han tabe tid til særligt Richie Porte og Wilco Kelderman, men langt de fleste af hans værste rivaler er ikke spor ringere end den lille brite.

Endelig er den øvrige del af ruten slet ikke dum for Yates. Faktisk er Vueltaen med sine relativt korte og meget ekpslosive stigninger suverænt den bedste grand tour for en puncheurtype som ham, hvis eminente kick og timing er den største force. Særligt murene på 13., 14. og 17. etaper ligner lækkerbiskner, og han kan kun ærgre sig over, at der ikke er nogen af de endnu kortere og ekstremt stejle ramper, som Vueltaen ellers har haft så mange af i de senere år.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Foto:  LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Til gengæld slipper han ikke helt for de høje bjerge. Yates’ største svaghed har altid været de helt lange stigninger, især på de meget lange og slidsomme dage med mange store bjergpas. Dem er der traditionelt ikke mange af i Vueltaen, men undgå dem kan han ikke. Derfor er det særligt igen de to sidste etaper i Pyrenæerne, der fremstår som den helt store trussel mod Yates, både fordi de ikke foregår i hans naturlige terræn og kommer på et tidspunkt, hvor friskhed kan blive et væsentligt tema.

Yates har ellers gjort, hvad han kan for at komme så frisk som muligt til Spanien. Siden Giroen har han kun været til start i Klasika Ordizia, hvor han sammen med holdkammeraten Robert Power kørte fra alt og alle, samt i Tour de Pologne. I sidstnævnte løb lagde han skuffende ud, men blev herefter blot bedre dag for dag, inden han sluttede det hele af med på fornem vis at vinde kongeetapen og derigennem sikre sig en andenplads, der 24 timer tidligere havde set ud til at være meget langt væk.

Alt er derfor lagt til rette til, at Yates skal forsøge igen at nå de stormende højder, han gjorde i maj, og denne gang endda holde hele vejen, først og fremmest ved at køre klogere og mere økonomisk end tidligere. Spørgsmålet er bare, om strategien vil lykkes. For kan Yates, der som sagt ikke synes at have en naturlig holdbarhed, virkelig finde sine bedste ben til sidst i en grand tour, når de større motorer begynder at blive varme? Risikerer han ikke bare måske at undgå et kollaps, men også fejle i sit forsøg på at finde de drømmeben, der trods er en forudsætning for at vinde en grand tour?

For gør han ikke det, vinder Yates ikke. Han vil tabe tid på enkeltstarten og er ikke den naturlige klatrer, der pr. automatik kan ventes at køre med om sejren. Det er kun hans vanvidsform fra starten af Giroen, der gør, at han stiller til start som en af løbets topfavoritter. Havde det ikke været for den, havde han aldrig været mere end en outsider til podiet.

Og det gør Yates til en af løbets allermest spændende ryttere, for de kommende tre uger vil være os meget mere om, hvad han egentlig er for en fisk. Evidensen taler for, at hans nye strategi meget vel kan betyde, at han ender løbet uden nogensinde at finde sine bedste ben, ikke mindst fordi løbet kommer mod slutningen af sæsonen, hvor begge Yates-brødre traditionelt har haft svært ved at holde dampen oppe. På den anden side kan de fleste lynhurtigt genkalde sig billederne af Super Yates, der spurtede fra alt og alle på selv den mindste italienske motorvejsbro i maj, og derfor er han en af de få, der har topniveauet til faktisk at vinde en grand tour, der passer ham bedre end nogen anden.

Plan A fungerede ikke. Om tre uger ved vi, om plan B gør det.

Thibaut Pinot (***)

Foto:  LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Der lød formentlig et kollektivt lettelsens suk ud over det meste af Frankrig, da Thibaut Pinot efter en vanvidskamp mod uovervindelige Chris Froome på den nu vidt berømte Finestre-etape rullede over stregen på tredjesidste etape af årets Giro. Med et imponerende ridt havde den franske helt reelt sikrede sig en samlet podieplads i en historisk stærkt besat Giro og dermed efter års slumren, hvor frygten var, at han aldrig ville leve op til de tårnhøje forventninger, tredjepladsen i 2014-udgaven havde rejst. Med sit vanlige fighterinstinkt havde den franske slider imidlertid nu direkte kurs mod en samlet tredjeplads bag giganterne Froome og Tom Dumoulin og dermed mindet alle om, hvorfor det i første omgang var ham og ikke Romain Bardet, der kunne få ethvert fransk cykelhjerte til at slå et par slag ekstra.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Og netop da slog lynet ned igen - og atter var det det skrøbelige helbred, der så ofte har spildet Pinot et puds, der ødelagde det hele. Efter i flere dage at have brokket sig over en forkølelse, der betød, at han havde underpræsteret gennem det meste af løbets sidste halvdel, blev han ramt af en så slem lungebetændelse, at det var et mirakel, at han overhovedet gennemførte løbets sidste bjergetape. Trods en heroisk fight oplevede Pinot en sammenbrud af Simon Yates-agtige dimensioner, men modsat briten, der slet og ret var dødtræt, var franskmanden syg. I stedet for at køre paradekørsel i Rom dagen efter, måtte han tilbringe dagen på et italiensk hospital, hvilket siger alt om den kraftpræstation, han havde leveret i Alperne bare 24 timer tidligere.

Skuffelsen var ufatteligt svær at fordøje for Pinot, der igennem sin karriere har oplevet sin del af besværligheder, men heldigvis havde han en gulerod hængende foran sig, som måske kunne inspitrere ham til at rejse sig igen. Det var nemlig en del af et kompromis med FDJ-manager Marc Madiot, at Pinot i år skulle satse på både Giroen og Touren, og derfor var det et nyt umiddelbart mål at gå efter.

Pinot har altid haft en kærlighed til Italien, og han leverede flere store bedrifter i støvlelandets største U23-løb samt tog sin første store professionelle sejr som helt ung i Settimana Lombarda. Derfor har han i mange år næret et ønske om at stille til start i Giroen, men sponsorforpligtelser og det store franske forventningspres har umuliggjort en deltagelse. Efter to fiaskoer i træk accepterede FDJ-manager Marc Madiot imidlertid, at der var brug for fornyelse, og derfor fik Pinot sidste år mulighed for at realisere sin drøm ved at stille til start i Sardinien.

Der var tale om en modig satsning fra Madiots side, der risikerede succes på hjemmebanen i Touren ved at sende sin store stjerne til Italien. Projektet lykkedes imidlertid til fulde. Efter en lovende sæsonstart med etapesejr og en andenplads i Tour of the Alps var Pinot som genfødt på de italienske landeveje og kronede et flot løb ved at vinde den sidste bjergetape. Desværre rakte det akkurat ikke til en plads på podiet, men en fjerdeplads var alligevel en gave til Pinot og holdets ledelse. Efter et par års lidelser var Pinot tilbage!

Foto: LaPresse - Di Alberto / Ferrari / Paolone / Spada

Det efterfølgende lidt vovede forsøg med også at sende Pinot til Touren faldt desværre totalt til jorden, og Pinot måtte tidligt tage hjem fra sit hjemlands løb. Trods skuffelsen rejste han sig imidlertid flot ved at tage den samlede sejr i bjergløbet Tour de l’Ain, inden han sluttede året fornemt af med et storslået angreb i Il Lombardia, der nær havde givet ham det helt store resultat. Med andre ord befandt Pinot sig i den helt anden ende af selvtillidsspektret, da han begav sig på vinterferie for et par måneder siden.

Madiot var ikke i tvivl om, at han i 2018 ville høste frugterne af sin satsning i Touren, hvor håbet var, at Pinot atter ville kunne spille en nøglerolle. Problemet var, at Pinot selv var blevet endnu mere forelsket i Italien og derfor af hele sit hjerte ønskede at vende tilbage til Giroen. Efter et par måneders intern diskussion landede man et kompromis, der tilgodeså begge hensyn, men havde Pinot som klar vinder. Den franske stjerne fik igen i år til at satse 100% på at nå podiet i Giroen, men et meget lettere sæsonprogram og den ekstra uges hvile, der i år var mellem de to grand tours, skulle gøre det muligt for kaptajnen denne gang at gøre sig gældende også i Touren.

Desværre faldt planen hurtigt til jorden. Pinots lunger havde det stadig ikke godt, og det stod derfor lynhurtigt klart, at den eneste meningsfulde beslutning var at lade Touren fare og rette blikket mod Vueltaen og VM i stedet. Derfor måtte Pinot efter sit tidlige exit i både 2015 og 2016 atter se til fra sidelinjen, mens Madiots tropper kæmpede sig igennem en svær Tour, der dog i sidste øjeblik blev reddet med en etapesejr til Arnaud Demare.

Man kunne frygte, at Pinot ville have svært ved at rejse sig efter det, han selv betegner som karrierens største skuffelse, men Pinot har gentagne gange vist sig som lidt af en korkprop, der altid kommer op til overfladen igen. Han er ellers berømt for en ganske skrøbelig psyke, der har gjort det svært at tackle modgang i grand tours, men når han er kommet hjem, har han altid rejst sig igen.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Det har han tilsyneladende også gjort igen denne gang, for trods stor usikkerhed om sin form, var Pinot flyvende, da han for et par uger siden var tilbage i konkurrence i Tour de Pologne. På en eksplosiv rute, der var alt andet end skræddersyet til en klatrer som ham, overgik han dag efter dag egne forventninger, og efter en andenplads på den afsluttende kongeetape endte han med en 3. plads. Det var naturligvis i sig selv et imponerende resultat for manden, der kører med om sejren i stort set alle de løb, han kører, men først og fremmest var det det endegyldige bevis på, at han var tilbage på sporet.

Dermed kan Pinot meget vel have kurs mod en stor Vuelta. Som sagt havde han et ret let forårsprogram, hvor der skulle spares kræfter til Touren, og de kræfter kommer ham til gode nu. I Vueltaen er friskhed mere end noget andet nøgleordet, og den burde Pinot have til overflod. Samtidig er hans store motor hans måske største force, og det er bestemt ikke uden grund, at han gang på gang er en af de grand tour-ryttere, der kører allerbedst også i årets sidste måneder, som det blandt andet skete, da han i 2013 for første gang  kørte Vuelta som klassementsrytter. Dengang endte en ung Pinot som nr. 7, og efter at være udgået med sygdom ved sin eneste anden deltagelse i løbet, er han nu klar til igen at udnytte sine store reserver til at vise sig frem på de spanske landeveje.

Løbet burde egentlig passe ham. Udfordringerne er koncentreret sidst i løbet, hvilket i hvert fald i teorien burde passe ham fint. Samtidig har han i de senere år vist sig som en overraskende eksplosiv rytter med en ganske god spurt, og det ikke blot åbner muligheder for bonussekunder undervejs, men viser også, at de stejle spanske mure, som der venter tre af i den anden halvdel, burde bekomme ham vel. Størst er hans force imidlertid på de store bjergetaper i de høje bjerge, men også dem er der rigeligt af på især de to sidste store dage i Andorra. Og endelig er positionskampen, der altid har været en svaghed for Pinot, ikke den mest voldsomme i den langt mere afslappede Vuelta.

Foto:  LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

Havde dette været 2016, havde vi også nævnt enkeltstarten som et stærkt våben. Det er der imidlertid ingen grund til længere. Pinot udviklede sig en overgang til regulær specialist med et fransk mesterskab og to WorldTour-sejre på cv’et - blandt andet foran Dumoulin - men siden da er der sket meget. I 2017 var Pinot en skygge af sig selv i kampen mod uret, hvor han gang på gange endte som taber på tidskørslerne, blandt andet i de to seneste udgaver af Giroen

Pinot har da også erkendt, at han har nedprioriteret tempoarbejdet, og det har desværre haft en kedelig effekt. Angiveligt skulle han i år have genfundet lysten til at arbejde på disciplinen, men det var i hvert ikke til at se i Italien i maj. Uanset hvad vil enkeltstarterne i årets rute derfor udgøre et problem for Pinot. Selv i sin storhedstid har han aldrig været god på flade tonserruter som den, der venter på 16. etape, og en kort sag i Malagas gader er ikke just guf for en dieselmotor som Pinot. Heldigvis kan han glæde sig over, at det i årets favoritfelt er lidt tyndt med tempospecialister, så det er ikke mange, han nødvendigvis vil tabe megen tid til.

Dertil kommer helbredet. En meget åbenhjertig Pinot har ikke lagt skjul på, at han er led og ked af, at han modsat mange andre altid synes at blive syg i løbet af en grand tour. Sandt er det da også, at listen over sygdomstilfælde er bekymrende lang, og man kan frygte, at det i sidste ende er det, der forhindrer Pinot i at køre med om de helt sjove placeringer også denne gang. Og så er der naturligvis varmen, der altid har været et stort problem for Pinot, som helt sikkert ikke vil se frem til de første ni dage på den sydspanske stegepande.

Trods alle disse ulemper har Pinot topniveauet til at køre med om sejren. Det viste han senest i april i Tour of the Alps, hvor franskmanden var endnu stærkere end sidste år, og selvom det i år ikke lykkedes at vinde en etape, kunne han omsætte top 6-placeringerne på samtlige fem etaper til det, han selv betegner som karrierens største triumf. Den kom endda efter en heroisk forsvarsindsats, hvor han selv flere gange måtte grave dybt for at neutralisere de mange angreb fra Chris Froome, Miguel Angel Lopez og Domenico Pozzovivo, og derfor var der kun anerkendende ord til Pinot, da han kunne bestige podiet som vinder af et af sportens allerhårdeste bjergløb.

Derudover er det meget få kan fremvise en tilsvarende stabilitet i de ugelange etapeløb på WorldTouren. I 2014 hed facit en fjerdeplads i Tirreno, andenplads i Criterium International, en 10. plads i Baskerlandet og fjerdepladser i Romandiet og Schweiz, hvor han begge steder vandt kongeetapen. I 2016 blev det til en 3. plads i Besseges, 4. plads i Algarve, 5. plads i Tirreno, sejr i Criterium International, fjerdeplads i Baskerlandet og andenplads i Romandiet, og undervejs vandt han endda to enkeltstarter og en kongeetape. Sidste år har han fortsat rækken med en tredjeplads i Andalusien og Tirreno, inden han altså blev nummer 2 efter Geraint Thomas i Tour of the Alps, den traditionelle formindikator forud for Giroen. Og i år har han imponeret i både Alperne og Polen

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Det er denne stabilitet, der understreger Pinots status som en af verdens allerbedste etapeløbsryttere, og han synes fortsat at blive bedre og bedre. Alligevel er det endt med skuffelse og skuffelse med kun to top 5-placeringer i grand tours. Allermest smerteligt var det at se det hele blive knust på grund af en dum lungebetændelse bare 24 timer fra den store finale i Rom i maj, men heldigvis viste korkproppen Pinot i Polen, at han er der endnu. Niveauet til at køre med om sejren i de helt store løb har han i hvert fald. Nu skal han blot vise sig i stand til at holde vira, bakterier og andet kryb fra døren, for så kan de franske cykelhjerter igen slå med ekstra hast, når Vuelta-cirkusset ruller til Madrid om tre uger.

Alejandro Valverde (***)

Foto: Movistar Team /  Photo Gomez Sport

En hel cykelverden kunne ikke tro sine egne øjne. De fleste havde stadig de grimme billeder i frisk erindring, selvom det var flere måneder siden, at Alejandro Valverde på de fedtede veje i Düsseldorf på 1. etape af sidste års Tour så ud til måske at skulle ende sin mageløse karriere med en flækket knæskal. Igennem hele vinteren havde snakken kun handlet om, hvorvidt det spanske fænomen kunne bare nærme sig sit gamle niveau igen efter en så grim omgang. Mange kunne nemlig huske, hvordan en lignende skade havde ramt blandt andre Sergio Henao, der aldrig siden er blevet den samme rytter, og det virkede derfor temmelig urealistisk, at en 37-årig veteran kunne vende tilbage til det niveau, der havde gjort ham til et sportens største fænomener. Derfor virkede det næsten uvirkeligt, at samme Valverde igennem sæsonens første måneder virkede stærkere end nogensinde og legede kispus med alle sportens største stjerner i et omfang, så man måtte spørge sig selv, om ikke der skulle indføres en selvstændig kategori bare til El Imbatido.

Historien har imidlertid vist os én ting: at intet er normalt, når det drejer sig om Valverde. Inden sit styrt havde den spanske veteran allerede i løbet af et helt igennem mageløst forår med sin hidtil bedste sæsonstart atter dokumenteret, at alder for ham blot er et tal, og at der for ham trods den fremskredne alder tilsyneladende fortsat er rum til forbedring. I hvert havde han igennem årets første måneder med sejr i Ruta del Sol, Catalonien Rundt, Baskerlandet Rundt, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege indskrevet sig som en seriøs bejler til Tour-tronen, ikke mindst fordi sidste års rute mere end nogensinde tilgodeså en spurtstærk og eksplosiv klatrer som Valverde.

Det endte som bekendt slet ikke, som Valverde havde håbet, men styrtet markerede i starten på endnu et Valverde-mirakel, der atter rejser spørgsmålet, om spanieren virkelig er gjort af det samme stof som andre almindelige døde. Med en jernvilje, der næppe finder sin lige noget andet sted inden for elitesport, gennemførte han angiveligt et genoptræningsforløb, der i ihærdighed, omhu og dedikation må have gjort efterårsmånederne til et regulært helvede. Lysten til at komme tilbage til den sport, han elsker så højt, at hans træningsvilje nærmest blot synes at vokse med alderen, overvandt imidlertid alt andet, og Valverde stod den svære tid igennem uden at afvige en millimeter fra sin ellers meget ambitiøse plan.

Resultatet blev et comeback, som ingen - heller ikke Valverde i selv sine vildeste fantasier - havde forestillet sig. Allerede i sin første løb på Mallorca var spanieren den i særklasse stærkeste på stigningerne, og havde det ikke været for lidt feje tricks fra Tim Wellens, der lavede bremselyde på den regnvåde nedkørsel og dermed skræmte en stadig angst Valverde, som efterfølgende tabte kontakten, havde han utvivlsomt vundet løbsseriens hårdeste løb. Siden fik han sin revanche, da han knuste al modstand i Volta a la Comunitat Valenciana og Abu Dhabi Tour, inden han efter en 4. plads i Strade Bianche - som han formentlig havde vundet, hvis Movistar havde kunnet holde løbet under kontrol - tog en knusende suveræn sejr i Volta a Catalunya, hvor end ikke himmelstormeren Egan Bernal, der ellers i år har været umuligt at besejre i bjergene, tilsyneladende kunne få Valverdes puls til at stige til over 100.

Træerne voksede imidlertid ikke ind i himlen for Valverde, for forårets helt store mål, ardennerklassikerne, endte som en mindre fiasko. Han var ganske vist stærkeste mand i Amstel Gold Race, men her var stigningerne ikke hårde nok til, at han kunne knække Peter Sagan og Julian Alaphilippe, og siden blev han fanget i et taktisk spil. Til slut blev et ekstremt intensivt forløb, der havde varet siden styrtet i sidste års Tour, tilsyneladende for meget for selv Valverde, for efterfølgende måtte han se sig stødt fra tronen i ”sine” løb, først da han blev regulært overspurtet af Julian Alaphilippe på Mur de Huy i Fleche Wallonne, og siden da han kørte et historisk svagt Liege-Bastogne-Liege, som endte med en pauver 13. plads, efter at han havde siddet op i finalen.

Præstationer har med god grund vakt lidt panderynker. Valverde er trods alt 38 år, og selvom han var helt ustoppelig i årets første løb, var han ikke ved vanlig styrke, da han ramte de løb, hvor alle rivalerne var på toppen af deres ydeevne. Var det vitterligt det første lille tegn på, at alder alligevel ikke bare er et tal for Valverde, og at skaden måske alligevel har kostet mere end først antaget?

Desværre er den bekymring kun vokset i den seneste måned, så der nu faktisk forud for årets Vuelta er en reel grund til at have sin tvivl om, hvorvidt Valverde vil være sit vanlige altædende selv i det løb, hvor han har en rekordserie, som ingen kan matche. Med tanke på hans drømmestart på sæsonen kan det virke næsten helt uvirkeligt at rejse den slags spørgsmål, men desværre synes det velbegrundet.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Foto: A.S.O.

Movistar havde nemlig bestemt sig for, at 2018 skulle være året, hvor man endelig fik skovlen under Sky og Chris Froome i Touren, og derfor satte man alt andet til side for at nå et mål. De tre store kaptajner, Valverde, Mikel Landa og Nairo Quintana, blev alle sendt til Frankrig for derigennem at udgøre en trio, der én gang for alle kunne knække den usårlige Sky-maskine. Det var en gambling, men det var forsøget for manager Eusebio Unzue, der er nærmest desperat for igen at vinde det løb, han engang ejede med Miguel Indurain.

Som bekendt gik intet som ønsket. Både Landa og Quintana blev ramt af styrt, der forhindrede de to forhåndskaptajner i at køre med om podiet, og det blev i sidste ende blot til to halvpauvre placeringer i den kedelige ende af top 10 samt en ganske vist flot etapesejr til colombianeren. For Valverde var det hele imidlertid endnu værre, for hvor de to øvrige musketerer kunne henvise til uheld som forklaring på deres skuffende præstationer, var der ingen indlysende begrundelse for, at Valverde var en skygge af sig selv.

Og det var han vitterligt. Ganske vist blev det allerede på den anden etape i Alperne tydeligt, at han kun var tredjeviolin, der først og fremmest med angreb fra distancen skulle bruges til at sætte Sky under pres, men den store strategi lod sig aldrig udføre. Valverde manglede nemlig benene i et sådant omfang, at Sky hurtigt indså, at han ikke udgjorde den store fare, og da han fik sig en decideret klatrelektion af Steven Kruijswijk på Alpe d’Huez-etapen, gik Valverde definitivt fra hovedrolle til statist. Ganske vist hjalp han fint til i Pyrenæerne også, men når man i dag tænker tilbage på Touren, skal man huske at minde sig selv om, at Valverde overhovedet var til start. Nogen stor indvirkning på løbet havde det normalt altædende monster i hvert fald ikke.

Og netop det gør, at der kan være grund til bekymring. For Valverde er altså 38 år, og han har altså netop været gennem en skade, der kunne have betydet enden på karrieren for stort set enhver anden i hans alder. Og i bagklogskabens ulideligt klare lys er det nu nærliggende at spørge sig selv, om hans mageløse forår snarere skyldtes, at han var på toppen på et tidspunkt, hvor igen andre var det. I hvert fald er det tankevækkende, at han i både klassikerne og Touren, hvor favoritterne alle er på 100%, ikke var i stand til at have den indvirkning, han tidligere har haft.

Vi ved det ikke. Og endnu mere usikkert bliver det af, at det faktisk også bare kan være et led i en stor masterplan. Valverde har nemlig ikke lagt skjul på, at han altoverskyggende afsluttende karrieremål er ta tage den VM-titel, han endnu mangler. Faktisk har ingen anden rytter i historien været på podiet lige så mange gange som Valverde uden faktisk at have kunnet iføre sig regnbuetrøjen, og det siger alt om Valverdes alsidighed, at det siden gennembruddet i 2003 vel kun er på den helt flade rute i Qatar, at han på forhånd kunne afskrives en vinderchance.

Alligevel mangler han stadig den forløsende titel, men i år får han sit livs måske største chance, når det går løs på en regulær klatrerute i Innsbruck. Derfor har Valverde da heller ikke lagt skjul på, at regnbuetrøjen er mål nr. 1, og det er derfor nærliggende at spørge, om det var helt bevidst, at han virkede lidt halvtam i Touren, hvor han jo trods alt kun skulle spille tredjeviolin.

Alt det er vi meget klogere på, når nationalmelodierne gjalder ud over de østrigske Alper d. 30. september, men inden da er der en Vuelta, der skal overstås først. Her stiller Valverde med naturlig selvfølgelighed til start som en af favoritterne, men igen er spørgsmålet, hvad hans motivation vil være.

Foto: A.S.O.

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Der er i hvert fald to grunde til, at det ikke er helt givet, hvilken Valverde vi kan forvente at se. Dels er der stadig den store usikkerhed, om Valverde vitterligt kan genfinde sit højeste niveau, eller om Touren var det første klare bevis på, at alderen endelig har indhentet. Derudover har han gjort det helt klart, at han først og fremmest skal bruge løbet som VM-forberedelse, og man kan naturligvis med nogen rette spørge, om Valverde vitterligt er villig til at kontrollere den måske sidste helt store chance for at blive verdensmester ved at grave helt dybt for at opnå endnu en podieplads til et cv, hvor den i sidste ende blot vil drukne i en endeløs række af mageløse resultater. Her vil en VM-titel kunne gøre en langt, langt større forskel.

På den anden side er Valverde jo Valverde, og det er ikke første gang, at han er kommet til Spanien med VM som det erklærede mål. Alligevel kører han altid med om sejren, og han har en resultatliste i sit hjemmebaneløb, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver konkurrent. Efter at være udgået i debuten i 2002 har han i sine 10 øvrige optrædender opnået én sejr, to andenpladser, tre tredjepladser, en fjerdeplads, en femteplads og en syvendeplads, og faktisk var det kun i 2016, hvor han kastede sig ud i vanvidsprojektet at køre klassement i alle tre grand tours, at han på grund af bare én dårlig dag akkurat ikke kunne klemme sig ind i top 10, men måtte nøjes med en 12. plads. Og derudover pynter hele ni etapesejre også ganske pænt på cv’et.

Det er ikke uden grund, at Valverde bare altid er knaldhamrende god i Vueltaen. Løbet kommer nemlig på et tidspunkt, hvor alle er trætte, og hvor friskhed betyder alt. Valverde har igennem hele sin karriere dokumenteret, at det er hans enorme bundniveau, der har været hans helt store styrke, og det er ikke uden grund, at han altid har været en sand vindermaskine fra januar til oktober. Derfor er det kun helt naturligt, at evnen til aldrig at falde sammen har kunnet holde sig oppe på et tidspunkt, hvor alle andre kører på pumperne.

Derudover er Vueltaen kendte for sine korte, stejle mure, og det er som bekendt på stigninger som disse, at ardennerkongen Valverde er allerbedst. Antallet af store etaper i de helt høje bjerge, der altid har været Valverdes største akilleshæl, har været begrænset, og derfor er Vueltaen i sin natur bare en den grand tour, der passer veteranen bedst.

Også i år er det en rute, der passer ham glimrende. De eksplosive finaler på 13., 14. og 17. etape er i hvert fald ganske gode for ham, og også i den første uge er der en del puncheurfinaler, hvor han kan gøre sig gældende. De relativt lette målstigninger på 4. og 19. etape kunne også være en mulighed for en hurtig fyr som Valverde, og faktisk er det kun 20. etape, der kan byde på lidt for voldsomme bjerge for en rytter med Valverdes karakteristika. Enkeltstarten er også en fordel for spanieren, der altid køre fremragende tidskørsler i sit hjemmebaneløb, endda også op flade ruter. Det gjorde han senest i både 2014 og 2015, og selvom terrænet på 16. etape ikke er ideelt, burde han kunne vinde tid på de fleste af sine rivaler.

Og endelig er der holdet. Movistar er ubetinget løbets stærkeste mandskab, og sammen med Quintana udgør han en skræmmende duo, der endda bakkes op af Richard Carapaz, som i sidste øjeblik er bragt ind som erstatning for den skadede Mikel Landa. Denne gang er der heller ikke meldt et klart hierarki ud, som det var tilfældet i Touren, og Quintana og Valverde har flere gange vist, at de er i stand til at samarbejde ganske glimrende om et overordnet mål.

Derfor er spørgsmålet heller ikke, om Valverde får plads. Snarere er det, om han vil have plads. Usikkerheden om et entydigt VM-fokus hænger i hvert fald som en tung sky over Valverdes navn. Det samme gør tvivlen om, hvorvidt alder faktisk er mere end bare et tal, også for Valverde. Skuffende præstationer for en 38-årig rejser i hvert fald uundgåeligt visse spørgsmål. Det er nu op til Valverde selv at gøre al den tvivl til skamme. Og historien viser, at det vil være dumt at afskrive manden, der ikke uden grund har fået tilnavnet Den Ubesejrede.

SKAL YATES, PINOT ELLER VALVERDE PÅ DIT MANAGERHOLD?