Vuelta a Espana: Hovedudfordrerne
20. august 2018 19:23 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Mens det ofte er en kamp for Giro d’Italia at tiltrække de store grand tour-stjerner, er det i de senere år blevet stadig mere populært for de store navne at slutte sæsonen med endnu et stort slag i de spanske bjerge. Vuelta a Espana-løbsdirektør Javier Guillen har flere gange måttet knibe sig selv i armen over de fremragende startfelter, han har kunnet tiltrække, og selvom han i år kan ærgre sig over at måtte undvære de dominerende skikkelser fra årets Tour, er det igen et skræmmende felt, der vil kast sig ud i kampen om sejren på den som altid bjergrige rute på Den Iberiske Halvø, når Vueltaen på lørdag skydes i gang i Malaga. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en detaljeret analyse af de 15 største favoritter og udpeger deres største styrker og svagheder.

 

 

Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og igen i år kan man præsentere et felt, der kan matche det, vi ser i de øvrige grand tours.

 

Tidligere blev Vueltaen af mange betragtes som en mulighed for revanche for ryttere, der havde en skidt Tour. Igen i år er der da også ryttere, der jagter oprejsning efter tre skuffende uger i Frankrig. Det gælder specielt Richie Porte, der styrtede ud af det franske løb allerede på 9. etape, Rigoberto Uran, hvis drømme ligeledes blev knust på de nordfranske brosten, samt Movistar-duoen Nairo Quintana og Alejandro Valverde, der aldrig var i nærheden af den Tour-sejr, de drømme om.  For mange andre af Tour-favoritterne er det imidlertid nu det naturlige andet mål i en lang sæson. Det gælder i år for Dan Martin, Ilnur Zakarin og Steven Kruijswijk, der begge sluttede i top 10 i det franske løb, og som nu for første gang kaster sig ud i klassementsforsøge i træk.

 

De får som altid selskab af hovedparten af rytterne fra Giroen. Nu om dage er det sjældent ikke at kombinere den italienske grand tour med det spanske løb, og derfor vil Thibaut Pinot, der missede Touren med en lungebetændelse, Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Louis Meintjes, Fabio Aru, Michael Woods, Richard Carapaz og George Bennett, der alle var blandt forhåndsfavoritterne i Italien, være at finde på rampen, når Vueltaen indledes med en enkeltstart i Malaga. Lægger man dertil ryttere som Wilco Kelderman, Ion Izagirre, Enric Mas, David De La Cruz, og Emanuel Buchmann, der alle hele tiden har haft Vueltaen som årets allerstørste personlige mål, er det klart, at der et særdeles konkurrencedygtigt felt, der vil skulle slås om sejren - også selvom vi må undvære navne som Geraint Thomas, Chris Froome, Mikel Landa, Tom Dumoulin, Romain Bardet og Primoz Roglic, og selvom stjerner som Vincenzo Nibali, Adam Yates og Bauke Mollema ikke er kommet til Spanien for at køre klassement.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

 

TILMELD DIG VUELTA-MANAGERSPILLET HER

 

Nairo Quintana (****)

Foto: Sirotti

 

Tænk, at det bare er to år siden. I 2016 så det ud til, at det tronskifte, mange havde ventet på siden det store gennembrud med Tour-andenpladsen i 2013, måske kunne være nært forestående. Efter en skuffende Tour, hvor han trods sygdom var endt på en faktisk ganske imponerende 3. plads, lykkedes det ved den store revanchematch i Vueltaen endelig for Nairo Quintana at for skovlen under ærkerivalen Chris Froome, da på sin halve hjemmebane i Spanien med et stort kup sammen med Alberto Contador på Formigal-etapen havde givet den britiske stjerne og hans normalt så ufejlbarlige Sky-mandskab en grundig lektion i opmærksom og årvågen kørsel og franarret Froome en sejr, han ellers hav kurs mod. Forinden havde Quintana også selv med store klatrepræstationer på La Camperona og ikke mindst Vueltaens mest ikoniske bjerg, Lagos de Covadonga, givet sin britiske konkurrent en klatrelektion og vist, at det trods de lidt specielle omstændigheder ikke var ufortjent, at han endelig kunne se ned på og ikke op til Froome, da de for fjerde gang i karrieren skulle trykke hånd på et grand tour-podium.

 

Sejren var blot den endelige bekræftelse på, at den første colombianske Tour-sejr måtte være lige om hjørnet for Quintana. En andenplads i sin debut, podieplaceringer i sine første optrædender og et stort kupforsøg, der næsten gav den samlede sejr i 2015… Nairo Quintana har i en alder af bare 27 år en fabelagtig historie i Tour de France, og længe har det været en nærmest givet ting, at det mindst én gang i løbet af de kommende 10 år ville udmønte sig i en historisk colombiansk sejr i verden største cykelløb for nationens guldfugl, der i 2013 betog en hel cykelverden med offensiv kørsel i bjergene.

 

Der er imidlertid sket meget på de to år, og når Quintana på lørdag ruller ned ad rampen i Malaga, er det mere for at jagte revanche og vise verden, at han stadig har potentiale til at vinde Touren end som den oplagte Vuelta-favorit, han naturligt ville have været for bare 24 måneder siden.

 

Desværre endte netop den flotte sejr i Vultaen måske med at være lidt af en forbandelse for det colombianske klatrefænomen. Tilsyneladende blev han nemlig ramt af et overmod, der i løbet af de kommende 12 måneder skulle sende ham fra toppen af grand tour-hierarkiet til en position som en falleret grand tour-stjerne, der i en alder af blot 27 år næsten var gået i glemslen. Netop som han stod med sit livs chance for at erobre den Tour-sejr - eller den gule drøm, som han selv kalder den - der hele livet har været hans karrieremission, chokerede han nemlig en hel cykelverden ved at kompromittere sine chancer for at vinde verdens største cykelløb ved at kaste sig ud i sportens måske allersværeste projekt: at vinde Giroen og Touren i samme sæson.

 

Tilsyneladende var det Quintana selv, der insisterede på at ville gå efter en historisk sejr i den 100. udgave af Giroen, men det er alligevel svært at forstå, hvordan Movistar-ledelsen kunne gå med på den galej. Når den lille colombianer ikke havde været i stand til at slå Froome i frisk tilstand, virker det helt uvirkeligt, at man skulle tro på, at det ville kunne lade sig gøre med en udmarvende Giro i benene. Projektet endte da også som en dundrende fiasko, hvor Quintana efter den italienske grand tour i Frankrig ikke kunne træde en bule i en blød hat, og han endte på en 12. plads som en helt anonym skikkelse, hvis forsøg på med angreb i bjergene at rejse sig fra asken blot resulterede i store ydmygelser.

 

Det var dog ikke så meget præstationen i Touren, der var bekymrende. Langt værre var det, at Quintana også i Giroen, hvor han ellers var helt frisk, var en skygge af sig selv. Ganske vist tog han en flot sejr på den stejle Blockhaus-stigning, men på de øvrige bjergetaper var han helt uden den klasse og suverænitet, der ellers har kendetegnet den første del af karrieren. Total blev ydmygelsen, da spinkle Quintana måtte se store Tom Dumoulin blæse forbi ham på Oropa-stigningen, hvormed han indkasserede et stort nederlag i det terræn, der ellers burde have været hans. Slutresultatet blev en skuffende andenplads, og da det et par måneder senere gik endnu værre i Touren, falmede Quintanas stjerne så markant, at han i løbet af dette forår stort set ikke blev omtalt som Tour-favorit.

 

En væsentlig forklaring var imidlertid ikke blot det forhold, at Quintana nu ikke har været på sit topniveau siden september 2016. Lige så væsentligt var det, at han hhavde kørt et næsten helt anonymt forår, hvor han for første gang i mange år ikke har vundet ét eneste etapeløb i den første del af sæsonen. Derfor kan det ikke undre, at den i forvejen undseelige Quintana har været ganske svær at fange på den radar, der har zoomet ind på Tour-favoritterne igennem 2018.

 

Foto: Sirotti

 

Alt sammen var det imidlertid del af en nøje tilrettelagt plan, der har ét og kun ét formål: at Quintana skal vinde årets Tour. Belært af sidste års erfaring havde den lille colombianer i år satset alt på at vinde verdens største etapeløb, og han har derfor haft glæde af, at Movistar med indkøbet af Mikel Landa har kunne lade ham passe sig selv. Mens Landa, Alejandro Valverde og Marc Soler har stået for at indhøste de nødvendige WorldTour-point, har Quintana hjulpet lidt til hist og her, men ellers passet sig selv for at sikre, at han var helt klar til at gå efter den helt store triumf denne sommer. I tidligere sæsoner har det slidt voldsomt på den lille colombianer, at han og Valverde har skullet fordele stort set alle de store etapeløb mellem sig. Med Landa på holdet skulle byrden nu bære af flere skuldre, og derfor kunne Quintana få plads til at foretage sin satsning.

 

Resultatet var et meget stille forår, hvor han har været fint tilfreds med at sætte point i banken hos sine medkaptajner inden Touren. I Catalonien arbejdede han stenhårdt for Valverde - og kørte alligevel så stærkt, at han kunne blive nr. 2 bag sin holdkammerat - og i Baskerlandet var han en nøglerytter for Landa - og endte alligevel som nr. 5. Formen var derfor dårlig, men helt efter planen har der været et stykke op til det topniveau, vi alle ved, at han besidder, ligesom rollerne gjorde det umuligt for ham at jagte personlige sejre.

 

Og den strategi så ud til at virke, da Quintana i årets Tour de Suisse pludselig skreg ud til hele omverdenen, at han stadig var i live. Her gjorde han med et vanvittigt soloridt al tvivl til skamme og sikrede sig i overlegen stil en af karrierens smukkeste sejre. På løbets eneste reelle bjergudfordring, der på løbets kongeetape førte op til målet i Arosa, kastede han al forsigtighed over bord og angreb på den stejle del i bunden af den næsten 30 km lange stigning. I to forsøg lykkedes det ham at komme væk fra alle sine rivaler, herunder løbets storfavorit Richie Porte, inden han fik kontakt med holdkammeraten Victor De La Parte og en større udbrydergruppe.

 

Efter lidt hjælp fra De La Parte var alt arbejdet overladt til Quintana, og det lignede en umulig mission, da han ramte et 10 km langt næsten helt fladt midterstykke, hvor han blev jagtet af Portes hjælper, den i det terræn langt mere kraftfulde Greg Van Avermaet. Lille Quintana holdt imidlertid en af tidens stærkeste klassikerryttere bag sig på den næsten helt flade vej, men det lignede en umulig mission, da Porte kort efter satte efter colombianeren på de stejle sidste 5 km. Al logik sagde, at Quintana ville betale en pris for sit hårde arbejde, men det skete aldrig. Tværtimod var det Porte, der eksploderede, og Quintana holdt på næsten umenneskelig maner australieren, en stærkt kørende Jakob Fuglsang og alle andre bag sig.

 

Løbet blev ganske vist sluttet af med en selv efter vanlig Quintana-standard temmelig svag enkeltstart, men det har næppe lagt en dæmper på begejstringen hos Movistar-ledelsen, der var blevet forsikret om, at deres enøjede satsning i hvert fald havde tilladt deres fallerede guldfugl at komme til Frankrig på toppen af sin ydeevne.

 

Derfor var skuffelsen over resultatet i Frankrig også så meget større, for hele sæsonens store satsning endte i en dundrende fiasko. Det trehovedede Movistar-monster var ikke mere end en tam killing, der aldrig truede det brølstærke Sky-kollektiv. Ellers altid så stabile Alejandro Valverde var en skygge af sig selv, og Mikel Landa fandt efter et styrt på brostensetapen aldrig sine bedste ben. Derfor var det alene op til Quintana at løfte det tunge ansvare, og det gik slet ikke som ønsket for colombianeren, der med en nærmest katastrofal præstation i Alperne igen skulle se ud til at ende det franske løb i en ligegyldig birolle.

 

Sådan gik det heldigvis ikke, for efter at have hævdet, at det var varmen i Alperne, der havde slået ham ud, rejste Quintana sig som en Fugl Føniks, da løbet ramte Pyrenæerne. Med en af løbets smukkeste præstationer gav han de colombianske fans og resten af cykelverdenen mindelser om tidligere tiders storhed, da han med fabelagtig kørsel kørte fra alt og alle på løbets korte, intense kongeetape. Med ét var Quintana tilbage i podiekampen, og ligesom i Schweiz havde han vist, at han stadig skal tages seriøst som grand tour-rytter.

 

Foto: A.S.O.

 

Desværre blev comebacket aldrig fuldendt, for dagen efter styrtede han på en flad etape, og det betød, at han var så mærket af skader på de følgende etaper, at han igen forsvandt ind i anonymitet, ligeså hurtigt som han var kommet frem i lyset. Derfor endte det hele bare med en 10. plads og endnu en anonym tur hjem fra Paris, mens hans værste rivaler solede sig hyldesten på sportens smukkeste podium.

 

Alligevel er der grund til at nære en vis optimisme, når Quintana nu - igen - jagter revanche i årets Vuelta. Hans præstationer i Schweiz og på Tourens kongeetape viser nemlig, at han stadig har et skræmmende højt niveau, og at hans manglende resultater i den seneste tid først og fremmest skyldes mærkelig kalenderplanlægning, uforklarlige udfald og et stille forårsprogram. Klasse fornægter sig ikke, og den har Quintana med al tydelighed stillet til skue med få ugers mellemrum denne sommer.

 

Kan han så gøre det igen i Spanien? Al historie viser, at det er meget svært at gå efter sejren i både Touren og Vueltaen i samme sæson, men Quintana har med sin store motor og eminente restitutionsevne vist, at han mestrer kunsten. Som sagt skal vi ikke mere end to år tilbage for at finde det seneste eksempel, da han med en sejr efter en 3. plads i Frankrig endda viste, at han havde et om muligt endnu højere niveau i Spanien, end han havde haft det i juli et par uger forinden. Samtidig har Quintana i år haft et ganske stille forår, der betyder, at han burde havde den friskhed, der historisk altid har været den allervæsentligste ingrediens i ethvert forsøg på at vinde Vueltaen.

 

Og den spanske grand tour har altid passet ham. Ni bjergafslutninger er naturligvis en gave for en ren klatrer som ham, og selvom han naturligvis havde ønsket sig lidt sværere finaler ikke mindst i løbets første halvdel, er der rigeligt med terræn til, at han kan gøre den ønskede fordel, hvis han har benene. Særligt er det til hans fordel, at der i år er relativt mange lange bjergafslutninger - noget, der ellers ofte har været en mangelvare i Vueltaen - og særligt gensynet med Lagos de Covadonga på 15. etape må være glædeligt for 2016-vinderen af netop den etape. Samtidig er der i år ingen af de meget korte og eksplosive mure, der ikke er Quintanas kop te, og selvom afslutningerne på 13., 14. og 17. etape alle har en relativt eksplosiv karakter, er stigningerne trods alt så lange og stejle, at de passer Quintana fint, hvilket han blandt andet viste i 2016, da han kørte fra alt og alle på netop La Camperona-stigningen, der er mål for 13. etape.

 

Og så er der holdet. Alle havde set frem til at se Movistar få bjergetaperne i Touren til at eksplodere, men det lykkedes aldrig. Det skyldtes imidlertid ikke manglende vilje, for forsøgene blev gjort flere gange, men benene kunne bare ikke færdiggøre de store planer. Også denne gang kan Quintana se frem til fremragende opbakning på et hold, der også tæller Alejandro Valverde som medkaptajn og Richard Carapaz som joker, og hvor Winner Anacona og Andrey Amador vil sikre, at de tre stjerner kun sjældent vil være alene i bjergene. Der bliver næppe heller nogen konflikt med Valverde, for de to Movistar-ryttere har gang på gang samarbejdet fint i Vueltaen, og Valverde vil særligt i år, hvor det er VM, der er hovedmålet, formentlig være fint tilfreds med igen at se Quintana skulle bære det overordnede ansvar.

 

Problemet er som altid enkeltstarten, og det er da også klart, at Quintana vil få klø i 16. etapes flade tonserterræn. I år har der nemlig ikke været mange spor af den betydelige fremgang, Quintana havde gjort tidligere, og som han blandt andet stillede til skue på Vuelta-enkeltstarten i 2015. Heldigvis kan han glæde sig over, at de fleste af de øvrige favoritter er i samme båd, og blandt hovednavnene er det faktisk kun Richie Porte og Wilco Kelderman samt i mindre grad Ilnur Zakarin, der ikke betragter 16. etape som en ulempe.

 

Og derfor kan dette års revanchejagt faktisk ende lykkeligt for Quintana. Det er ellers så nærliggende at kaste et blik på de seneste grand tour-resultater og herefter afskrive colombianeren som en afdanket stjerne, der aldrig blev den vinder, alle forventede, men det vil være forkert. De knusende magtdemonstrationer i Touren og Schweiz viser, at potentialet stadig ligger gemt bag de pauvre resultater.

 

Og de fleste husker nok, hvordan det sidste gik, da han i Vueltaen skulle jagte oprejsning efter en skuffende Tour…

 

Miguel Angel Lopez (****)

Foto: Sirotti

 

Siden Chris Froomes gennembrud som grand tour-rytter er det meget få gange, at briten har fået en regulær klatrelektion i de store etapeløb. Nairo Quintana har sat ham under pres i Touren, og både colombianeren og Alberto Contador har givet ham vanskeligheder i Vueltaen. Sidste år havde han en enkelt offday på Peyragudes-etapen i Touren, ligesom et styrt og halvdårlig form i år gav ham vanskeligheder i Giroen og træthed gjorde det i Touren. Samlet set er det dog ganske sjældent, at Froome er blevet sat decideret til vægs på store bjergetaper i sportens største løb.

 

Sidste år skete det imidlertid i Vueltaen, og det ikke blot en eller to gange. På hele tre store bjergetaper over bare fem dage i løbets anden uge kørte en lille colombiansk klatrer tre gange i træk fra alt og alle med storslåede soloopvisninger, og havde det ikke været for en mistimet jagt på Rafal Majka på La Pandera på 14. etape, var det blevet til en nærmest uhørt høst på hele tre etapesejre på bare fem dage! Nu endte det i stedet kun med to triumfer og en andenplads, men det kunne ikke slette det indtryk, en måbende cykelverden sad efterladt med: en ny superstjerne var født.

 

Navnet er Miguel Angel Lopez, som meget få havde hørt om, da han i 2014 nærmest ud af det blå vandt ungdommens Tour de France, Tour de l’Avenir. Dermed indskrev han sig på en liste, der allerede talte både Quintana og Esteban Chaves, som også havde fået deres store gennembrud ved netop at vinde det fineste løb på U23-kalenderen, og med ét blev han et oplagt mål for cykelsportens største hold. Astana var ikke sen til at gribe chancen, og dermed stod han pludselig med en professionel kontrakt bare måneder efter sit første løb i Europa.

 

At skrive kontrakt med en så uerfaren rytter er naturligvis en gambling, men Lopez har i sine første år gjort rigeligt til at dokumentere, at han er alle pengene værd. Det er ikke mange ryttere, der i bare deres anden sæson vinder et ugelangt etapeløb på WorldTouren og slet ikke et svært løb som Tour de Suisse, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele feltet er i absolut topform. Det var ikke desto mindre, hvad Lopez gjorde i 2016, da han med knusende overlegenhed i løbets sidste weekend tog en ganske klar sejr trods en ikke helt lovende start på løbet.

 

Den samlede sejr var måske en lille overraskelse, men at han kunne blande sig med de bedste, var til gengæld ikke uventet. Tværtimod viste Lopez lige fra første færd, at han er ”the real deal”. I 2015 tog han en fornem sejr på en svær puncheuretape i Vuelta a Burgos, og selvom han desværre ikke helt kunne bakke det op på den efterfølgende kongeetape og således missede den samlede sejr, havde han vist, at han kunne vinde på højeste niveau, i øvrigt efter at han allerede var blevet nummer 7 i sit første WorldTour-løb, Tour de Suisse, til trods for, at en skade havde ødelagt det meste af foråret. Det var den vinderevne, han tog med sig ind i 2016-sæsonen, hvor han efter en sejr foran Quintana-brødrene på kongeetapen i San Luis og en tilsvarende triumf på kongeetapen i Tour de Langkawi - hvor en punktering på en sprinteretape kostede ham den samlede sejr - fik sit store gennembrud, da han satte flere Tour-ryttere til vægs i Schweiz.

 

Lopez’ mål er imidlertid ikke at vinde ugelange etapeløb. Han vil vinde grand tours, og derfor var hans store mål i 2016 også at bekræfte sit potentiale ved at køre med i toppen af Vueltaen, hans første tre uger lange etapeløb. Det endte imidlertid som en dundrende fiasko. Bare få kilometer inden den første store test på den stejle Mirador del Ezaro-mur lå Lopez i asfalten, og selvom han heroisk kæmpede sig igennem yderligere et par etaper, blev det til sidst for meget for den unge colombianer, der allerede efter seks dage kastede håndklædet i ringen. At talentet ikke var blevet efterladt på den spanske asfalt, viste han dog sidst på sæsonen, hvor han trods begrænset træning vandt Milano-Torino ved at sejre på toppen af den stejle Colle de Superga-stigning.

 

Foto: ANSA - Peri / Bazzi

 

Desværre var styrtet i Vueltaen et kedeligt forvarsel om, hvad der ventede, og en åbenbaring af det, der synes at være Lopez’ allerstørste akilleshæl: de mange styrt. Bare få måneder efter nedturen i Spanien lå han igen i asfalten, og denne gang var det langt mere alvorligt. Et træningsstyrt i Colombia i november efterlod ham med et brækket skinneben og en spoleret forårssæson. Efter adskillige gange at have udskudt sit comeback vendte han endelig tilbage i Tour de Suisse, der skulle bruges som sidste forberedelse forud for Touren, hvor han var tiltænkt at skulle dele kaptajnrollen med Jakob Fuglsang, indtil Fabio Aru pludselig ændrede planer. Lopez viste et uventet højt niveau efter sin lange pause og så ud til at have retning mod en god tour - lige indtil han igen styrtede og med en brækket tommelfinger måtte vinke farvel til Touren.

 

Igen bekræftede Lopez imidlertid sin evne til at træne sig i topform. Bare få uger efter uheldet i Schweiz knuste han rivalerne på Østrig Rundts kongeetape på Kitzbüheler Horn, en af Europas mest frygtede stigninger. Havde det ikke været for uopmærksomhed i sidevinden, havde han suverænt vundet det østrigske etapeløb. Senere skuffede han lidt i den indledende del af Vuelta a Burgos, men da han på sidstedagen kørte fra en yderst formstærk Mikel Landa på de sidste meter af den ikoniske kongeetape til Lagunas De Neila blev det helt klart, at Lopez’ form var stigende, og at han var klar til i Vueltaen at tage revanche for sidste års nedtur.

 

Og det gjorde han i den grad. Desværre betød den mildt sagt lidt uheldige forberedelse, at han skuffede stort i løbets første uge, men hans to store etapesejre i den anden uge bragte ham med ét tilbage i rampelyset, og en kort overgang var der endda spekulationer om, hvorvidt han endda ville kunne vælte Froome af pinden. Det skete aldrig, da Lopez’ gode form forsvandt næsten lige så hurtigt, som den var kommet, og efter nogle meget svære sidste dage i de nordspanske bjerge, måtte han tage til takke med en 8. plads, der ikke stod mål med de udsigter, der havde været bare få dage forinden.

 

Den svage afslutning efterlod en lidt trist bismag i Astana-lejren, hvor man ellers havde drømt om det helt store undervejs, men det kunne alligevel ikke slette det overordnede indtryk. I en alder af bare 23 år havde Lopez bekræftet sit uhørt store klatrepotentiale og cementeret sin status som potentiel grand tour-vinder, og så gjorde det mindre, at der fortsat er flere detaljer, der skal finpudses, inden Lopez kan køre med om sejren i et af de helt store løb.

 

Håbet var, at den finpolering nu er gennemført, og at Lopez allerede i år i både Giroen og Vueltaen kunne tage kampen om med de allerbedste og køre med om sejren. Derfor var forventningerne forud for den italienske grand tour, for her stillede Lopez for første gang til start uden nævneværdige problemer i optakten, og med en sejr på kongeetapen i Tour of the Alps foran nøglerivaler som Chris Froome, Thibaut Pinot og Fabio Aru havde han vist, at formen var på plads.

 

Desværre levede Giroen aldrig op til de enorme forventninger. Lopez havde det svært i løbets første halvdel, men mange havde forventning om, at det hele var en kalkuleret plan, der havde til formål at se ham blomstre mod slutningen, hvor de største stigninger ventede. Vi ventede og ventede i dagevis, men bortset fra en kortvarig opblomstring med en stor offensiv på Prato Nevoso-etapen fandt Lopez aldrig de drømmeben, han havde haft i Spanien sidste år.

 

Alligevel endte Lopez på den samlede 3. plads bag de to giganter Chris Froome og Tom Dumoulin, og selvom det næppe var blevet til en podieplads, hvis ikke Thibaut Pinot var blevet syg, er det alligevel en bekræftelse på, at Lopez går en stor fremtid i møde. Det var nemlig tydeligt, at han aldrig fandt sit højeste niveau, og at han alligevel kan køre på podiet efter en præstation, hvor han blev bedre og bedre, som løbet skrev frem, er et vidnesbyrd om, at han er gjort af både den stabilitet og holdbarhed, der lige præcis kendetegner den gode grand tour-rytter.

 

Foto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

 

Og netop det forhold, at Lopez bare synes at blive bedre og bedre, som dagene skrider frem, er det, der i særlig grad giver grund til at have forhåbninger forud for årets Vuelta. Der er ellers grund til at have en vis naturlig skepsis, når en ung rytter for første gang kaster sig ud i to grand tours i samme sæson - endda den tredje ud af de seneste fire - men netop Lopez kunne meget vel være typen, der faktisk blot er endnu bedre mod slutningen af sæsonen, hvor alle andre er trætte. I hvert fald er det evnen til at toppe mod slutningen af etapeløb, der fremstår som det mest markante kendetegn i hans første sæsoner - også selvom han grundet den tvivlsomme forberedelse kollapsede i den tredje uge sidste år.

 

Nu har Lopez imidlertid i Giroen vist, at tre ugers cykelløb ikke er det mindste problem, og at han har stabiliteten til at undgå dårlige dage. Samtidig kommer han til Spanien med en betydeligt bedre forberedelse end sidste år, for han har passet godt på sig selv siden afslutningen på Giroen. Her har trænet i Colombia, og da han igen stillede til start i cykelløb i først San Sebastian og siden Vuelta a Burgos, viste han, at han er på rette vej. En fornem solosejr trods hård modvind på den sværeste etape i Burgos var ganske vist ikke nok til samlet sejr, da han fik stortalentet Ivan Ramiro Sosa i nakken på sidste etape, men en samlet andenplads efter meget moden og klog kørsel i den taktisk svære finale, hvor han blev svigtet af sit hold var ganske lovende for en mand, der virkede betydeligt bedre, end han gjorde sidste år i samme løb.

 

Der er derfor al mulig grund til at være optimistisk på Lopez’ vegne, og forudsætningerne for, at han kan genfinde drømmeformen fra sidste år - og denne gang faktisk også holde den - ser ud til at være til stede. Modsat mange af sine værste rivaler har han ikke Touren i benene, og han burde have en friskhed, som de fleste vil misunde ham. Samtidig kan han se frem til en bjergrig rute, der er guf for en klatrer som ham, og med den store motor, der bare bliver bedre og bedre, er det tillige en klar fordel, at løbets første 12 etaper er relativt nemme, og det hele først for alvor går løs fra og med 13. etape - præcis på det tidspunkt af løbet, hvor han sidste år fandt sine bedste ben.

 

Lopez er bedst på længere stigninger, men han i Tour of the Alps og Vuelta a Burgos flere gange vist, at han også er glimrende på de stejle mure, der kendetegner Vueltaen, og som han kan se frem til på 13., 14. og 17. etape. De høje bjerge i den første og tredje uge er ligeledes gode for en colombianer som ham - det var særligt her, han imponerede sidste år - og der er derfor rigeligt med terræn, hvor han kan gøre en forskel, hvis han finder de samme ben som sidste år.

 

Lopez er også bakket op af et af de klart stærkeste hold, der tæller Pello Bilbao, som kommer til Spanien med en top 10 fra Giroen i bagagen, talentfulde Jan Hirt, som forhåbentlig igen kan vise sit potentiale, samt solide klatrere som Dario Cataldo, Omar Fraile, Davide Villella og Andrey Zeits. Med andre ord har han det arsenal, der skal til for at kontrollere etaperne, som Astana har for vane at gøre det, når deres colombianske es er til start.

 

Udfordringen er naturligvis løbets enkeltstart. Han har kun sjældent kørt enkeltstarter på højeste niveau, og referencepunkterne er begrænsede. Han leverede dog en mindre sensation på den relativt kort tidskørsel i Schweiz i 2016, da han blev en yderst overraskende nummer 2 efter specialisten Ion Izagirre. Siden da har han kun kørt en længere enkeltstart i sidste års Vuelta og årets Giro, og de gav desværre det klare indtryk, at der er betydeligt arbejde at gøre, når det gælder fladt tonserterræn, som det vil gøre på 16. etape. Heldigvis udgøres favoritfeltet i år primært af klatrere, og selvom et tidstab til især Richie Porte kan blive problematisk, er der udsigt til, at han i forhold til mange andre lette folk vil kunne gøre det hædeligt.

 

Den sidste udfordring er det at holde sig på cyklen. Det kan ikke være nogen tilfældighed, at den lille colombianer igen og igen har været i asfalten i løbet af en meget kort karriere, men heldigvis er Vueltaen i den sammenhæng ikke så slem som de øvrige grand tours. Her er stressniveauet mindre og positionskampen knap så intens, så chancerne fo, at han kan nå frem til bjergene uden dumme tidstab er ikke umiddelbart helt elendige.

 

I sidste ende er det imidlertid hverken styrt eller enkeltstart, der vil bestemme Lopez’ skæbne i Vueltaen. Det vil derimod være hans præstationer i bjergene, for alt står og falder med, om han endelig kan genfinde de ben, som selv Froome ikke kunne matche sidste år. Det har han ikke gjort siden da, men det vil være helt urimeligt at sige, at det ikke kan lade sig gøre. Vi taler om en blot 24-årig mand, der én gang har vist, at han har klatreevner, som enhver må misunde ham, og at han har den holdbarhed, der skaber en grand tour-vinder

 

Lopez er med andre ord løbets helt store joker. Vi ved, at hans topniveau i bjergene er skræmmende, og at han har holdbarheden. Om han også kan finde de gyldne ben i den tredje grand tour på et år, er imidlertid langt mere åbent. Ender det med en halvkedelig defensiv præstation som i Giroen? Eller lykkes det denne gang for det colombianske klatreniveau at lege med rivalerne dag ud og dag ind hele vejen frem til Madrid på samme vis, som han gjorde det i Vueltaens anden uge sidste efterår? Svarene blafrer i vinden, men om tre uger er vi meget klogere på, om Lopez vitterligt er den guldfugl, meget kunne tyde på.

 

TILMELD DIG VUELTA-MANAGERSPILLET HER

 

DEL
KOMMENTARER

SENESTE

Alaphilippe: Strade Bianche og Milano-San Remo er blandt målene i 2019

Peter Sagan slår Tour-vinder i Shanghai

Nyt mærke indtager det danske marked med opsigtsvækkende tiltag

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

FREDAG

Vinderne ved Danish Bike Award 2018

Mikkel Bjergs holdkammerat forlader holdet for at følge OL-drømmen

Bendixen: Jeg er blevet rigere på erfaring

CAS opretholder fire års dopingkarantæne til italiener

BHS-Almeborg Bornholm henter stærk U23 rytter

Tour-vinder: Forvent ikke en fremragende sæsonstart

Mitchelton-Scott: Vi har masser af selvtillid

Contador udpeger Bernal som Tour-favorit

Dansk par sætter banerekord, mens et nyt hold bringer sig i spidsen i Gent

TORSDAG

UCI genindfører et sokkeregulativ

Caja Rural henter spansk banemester til landevejene

Latour glæder sig til ASO-løb i Shanghai

Gauda håber på meget tid med Pinot i 2019

Lappartient om Team Sky: De er lidt som et kedeligt fodboldhold

UCI giver Wout van Aert lov til at finde nyt hold

Fire års karantæne for brug af EPO stadsfæstes af UCI

Danskere får 18-årig amerikaner som holdkammerat

Kasper Würtz Schmidt skifter til Team Aura Energi

Dansk duo i front ved seksdagesløbet i Gent

ONSDAG

Campenaerts om timerekordsforsøg: Ikke helt på plads

To-meter-mand skifter til Israel Cycling Academy

U23-bruttolandsholdstruppen til 2019 er udtaget

De Gendt vil køre tre Grand Tours i 2019

Kristoff: Jeg håber, at holdet vil have mig til at vinde

Test: Isadore Thermerino Jersey

Top 10-rytter ved DM fortsætter karrieren hos WasteApp-O.B.Wiik

Rygte: 52-årige Tafi bliver holdkammerat med Valgren og Bak

Dansk Aqua Blue Sport-rytter ryster på hovedet af direktør

Tom Van Asbroeck skifter til Israel Cycling Academy

Lefevere: At vinde VM i holdtidskørsel var den ultimative triumf

Feltet.dk-skribent skifter til hollandsk cykelhold

Havik og Stroetinga til tops i Gent

TIRSDAG

EF henter talentfuld colombianer

To tidligere WorldTour-slovenere vender hjem

Jesper Hansen: Jeg har gode muligheder for Tour de France

Uheldig Katusha-rytter i asfalten igen på træningstur

Van der Poel øjner Paris-Roubaix og Gent-Wevelgem