Skru tiden tilbage til den 15. september 2019. Vueltaen skal som altid afgøres i en massespurt i Madrid, og de fleste forventer, at Sam Bennett runder løbet af med at tage sin anden sejr i en af løbets massespurter. Foreløbig har der været to af slagsen, og stillingen er 1-1 mellem ireren og løbets anden supersprinter, så nu skal det afgøres. Bennett har fundet hjulet på sin værste rival, der får det helt perfekte lead-out. Rivalen åbner, og Bennett forsøger at gå venstre ham i højere fart. Stille og roligt nærmer han sig, men han løber akkurat tør for meter, og selvom ingen af de to sprintere i første omgang ved, hvem der har vundet, afslører målfotoet, at Bennett må nøjes med andenpladsen og se sig slået med 2-1 i det interne opgør. Længere tilbage ruller Primoz Roglic i mål som vinder af løbets røde og grønne trøje, og Movistar gør sig klar til at blive hyldet som vindere af holdkonkurrencen.

Hov! Ovenstående dato må da vist være forkert. Skulle der ikke have stået den 8. november 2020? Var det ikke den etape, vi netop var vidner til denne eftermiddag, hvor årets udgave af den spanske grand tour afsluttedes med den klassiske massespurt i den spanske hovedstad?

Jo, det var det egentlig, og også med Bora og Deceuninck i de to hovedroller i den spurt, der rundede hele den spanske fest af. Det paradoksale er bare, at finalen på årets udgave af løbet var så identisk en kopi af det, vi var vidner til for et år siden, at etapereferatet stort set kunne genbruges - selv Bennetts placering på vejen var sågar næsten den samme.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Alligevel var der en markant forskel - udover naturligvis det åbenlyse, at sprinterrivalen i år var Pascal Ackermann og ikke Fabio Jakobsen, og at det var Michael Schwarzmann, der lancerede sin sprinter og ikke Maximiliano Richeze. For et år siden kørte Bennett nemlig for Bora, mens han var oppe mod det langt stærkere tog fra det belgiske storhold, der var hovedårsagen til, at det blev til tredje sejr i træk i den madrilenske massespurt for Patrick Lefeveres tropper, efter at Matteo Trentin havde vundet i 2017 og Elia Viviani i 2018. Den serie burde jo egentlig borge for, at Bennett med skiftet sprinternes supermandskab ville stå langt bedre i sit forsøg på at vinde den spurt, han akkurat missede for et år siden.

Sådan gik det bare ikke. Ligesom det i går var et paradoks, at Richard Carapaz i kampen om den samlede sejr stod ringere ved at have byttet Movistars M ud med Ineos-trøjen, var det i dag paradoksalt, at Bennetts skifte til et ellers stærkere hold efterlod ham i en ringere position i kampen om den for ham vigtigste skalp i løbet. I hvert fald var det i år Bora, der med et fabelagtigt lead-out iscenesat af Rudiger Selig, der helt uforståeligt pludselig blev brugt tidligt, Andreas Schillinger, Martin Laas og slutteligt altså Schwarzmann gav deres sprinter den bedst mulige forudsætning for at vinde det interne opgør mellem løbets to supersprintere med 2-1.

Det var nu ikke, fordi Deceuninck gjorde et dårligt arbejde, men af en eller anden grund manglede Jannik Steimle, da spurten skulle iscenesættes. Derfor løb toget tør for kræfter, da de samtidig havde ramt fronten en anelse for tidligt med en brølstærk Remi Cavagna og Mattia Cattaneo, og trioen med Zdenek Stybar, Michael Mørkøv og Bennett måtte således lade sig tabe et par positioner og glide længere tilbage, da Selig lancerede Boras tog. Alligevel gjorde Mørkøv et fornemt arbejde ved at placere sin kaptajn lige bag Ackermann, og dermed sad ireren præcis i samme position som for et år siden. Og faktisk burde sandsynligheden for succes være endnu større denne gang.

For et år siden var Bennett og Jakobsen nemlig ganske lige, og selvom ireren havde vist sit fartmæssige overskud, havde Jakobsen én gang dokumenteret, at han med et bedre lead-out godt kunne slå manden, der få måneder senere var hans holdkammerat. I år har der imidlertid ikke været megen lighed mellem Bennett og Ackermann, der har haft en ganske forfærdelig sæson, og i de to foregående spurter har ireren vist sig klart hurtigst end den mand, der sidste år helt uforståeligt rangerede højere i det interne Bora-hierarki, som vist var baseret mere på status og nationalitet end reelle evner. Når det alligevel stod 1-1, skyldtes det jo kun den ganske vist helt korrekte deklassering på løbets 9. etape.

Denne gang var niveauet bare meget mere ensartet. Nok kom Bennett nærmere sin tidligere holdkammerat, men det er ikke dagens spurt, han skal bruge, hvis han fremover skal pege fingre ad Ralph Denks beslutning om at favorisere Ackermann i sidste års interne Bora-planlægning. Der var nemlig en verden til forskel på den Bennett, der på 4. etape slet og ret kørte Ackermann ud af hjulet og den Bennett, der i dag måtte slide hårdt for blot at komme op på siden af selvsamme tysker.

Overraskende er det dog ikke. Man skal ikke have set meget Vuelta i den forløbne uges tid for at vide, at man sagtens kunne forveksle Bennett og en hængt kat. I hvert fald har han på stigningerne trådt så firkantet, at der næppe har været megen tvivl om, at han nok ikke er typen, der er skabt til at køre to grand tours på mindre end tre måneder. Da friskhed som bekendt betyder en bondegård i en sidste spurt i en grand tour - og den plejer Bennett jo ellers at besidde i rigt mål, som hans Paris-sejr for et par uger siden viste - kom det næppe som et chok for mange, at han ikke havde samme fart som for et par uger siden.

Helt anderledes er det for Ackermann, der paradoksalt nok alligevel ender med at få næsten maksimalt udbytte af sit store sæsonmål, selvom han mildt sagt har været en skygge af sig selv i 2020. Det var han også i indledningen af dette løb, hvor han nærmest blev ydmyget af Bennett i uge 1, men stille og roligt har han fundet benene. Han har vist nogle klatreevner, vi ikke tidligere har set, han vandt minsandten en for ham normalt for hård puncheurspurt i torsdags, og han er bare blevet hurtigere og hurtigere, som han viste med sin spurt først på 9. etape og siden i dag. Med tanke på den flotte spurt, han brugte til i sidste års Giro at køre Arnaud Demare ud af pointtrøjen, har den store tysker måske bare en robusthed, der gør ham særligt god sent i en grand tour. Det må stå sin prøve i Touren næste år, hvor alt peger på, at han og Peter Sagan skal finde ud af at enes i kampen mod Bennett i et løb, der byder på hele otte sprinteretaper, og hvor ireren får den endegyldige chance for at bevise, at han skulle have været nr. 1 hos Bora for et år siden.

Til gengæld blev spurten en skuffelse for løbets unge sprinterkanon Jasper Philipsen. Nok vandt han den knaldhårde puncheurspurt forleden, og nok brugte han sit fantastiske kick til næsten at slå Bennett på 4. etape, men løbet her har bevist, at hans topfart ikke helt er sammenlignelig med de sande supersprinteres. Det så vi på 9. etape, og det så vi tydeligt i dag, hvor han ellers sad godt placeret bag Bennett, men slet og ret blev kørt midt over og end ikke kunne forsvare sin 3. plads. Igen er hans fantastiske positioneringsevne blevet dokumenteret, men måske har 10. og 15. etape i dette løb også bevist, at han først for alvor er god, når det stiger, eller som på 4. etape meget teknisk til slut - præcis som det var det i det BinckBank Tour, hvor han to gange slog Ackermann.

Manden, der ”stjal” 3. pladsen, var unge Max Kanter, der har brugt løbet til at komme tilbage på sporet efter en skuffende start på sin professionelle karriere. Det har først og fremmest knebet med positioneringen tidligere, men den har siddet i skabet i dette løb, hvor Jasha Sütterlin i dag leverede så fornemt et forarbejde, at han selv endte som nr. 5 efter at have afleveret sin sprinter bag Philipsen. Dermed blev sidste etape også en fornem afspejling af løbet for det Sunweb-hold, der kom med en række unge talenter, som man ikke kunne have nævneværdige forventninger til. Med et udtryk, som enhver amerikansk præsident elsker at bruge, har de imidlertid haft en evne ”to punch above their weight” med en serie flotte præstationer af Ackermann, Thymen Arensman, Mark Donovan, Michael Storer, Robert Power og Sütterlin.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

At bokse over egen vægtklasse har EF også gjort med både en samlet podieplads og hele tre etapesejre, men drømmeafslutningen blev det ikke til. Magnus Cort tankede ellers selvtillid i fredags og drømte om en gentagelse af sejren i Madrid fra 2016, men heller ikke denne gang gik det slet ikke for danskeren.  For tredje massespurt i træk blev hans desværre stadig mangelfulde positionering dyr og denne gang endda så omkostningsfyldt, at han helt opgav at spurte. Heldigvis viste han os så i forgårs, at han kan så meget andet end at placere sig i en massespurt.

Ellers var der ikke meget at råbe hurra ad for løbets øvrige sprintere. Mest overraskende var det, at Emmanuel Morin igen fik vist lidt af de sprinterevner, han ellers ikke har dyrket meget, men derudover gik det galt for de fleste. Efter en ellers fornem sæson kan Jon Aberasturi smide Vueltaen i skraldespanden, Lorrenzo Manzin byggede aldrig videre på sit momentum fra de seneste måneder, Robert Stannard og Tosh van der Sande er bare ikke rigtige sprintere, og Reinardt van Rensburg, Mihkel Raim og Emils Liepins fik slet ikke grebet deres sjældne chance til at bevise, at de i 2021 skal have flere muligheder som nr. 1. Resultatlisten har nemlig været ganske pauver i et løb, hvor den sprinterfjendtlige som altid havde ført til et svagt sprinterfelt med kun få store navne og dermed virkelig en åben dør til at slå igennem.

Svagt har klassementsfeltet til gengæld ikke været. Tværtimod har vi været vidner til en revanchematch mellem Primoz Roglic og Richard Carapaz efter sidste års Giro, og de har begge dokumenteret, at de begge hører til i den absolutte grand tour-elite. Og selvom jeg i gårsdagens analyse opregnede, hvor mange gange det slovenske monster har haft heldet på sin side, at løbet i sjælden grad har været præget af tvivlsom taktik, og at det denne gang måske lige så meget var holdets som individets triumf, har sloveneren med sin anden sejr på to år dokumenteret, at han lige nu må regnes som verdens mest alsidige og bedste grand tour-rytter - især når man betænker det vanvittige sæsonprogram, der ville have ført stort set alle andre hen på kanten af et fysisk sammenbrud. Altså bare ikke den Roglic, der egentlig burde have grædt ud i konens skød efter karrierens største skuffelse, men som i stedet valgte at dulme skuffelsen ved at jagte trøstepræmier. At han så nok får afrevet hovedet af resten af feltet, hvis han i offentligheden omtaler en Vuelta- og Liege-sejr som trøstepræmier, er en anden sag.

Den største gevinst af dem alle, Touren, glippede nemlig, og derfor vil Roglic nok altid se tilbage på 2020-sæsonen som en lille skuffelse. Heldigvis for ham lykkedes det på utrolig vis at trodse coronavirus, at det meste af cykelsæsonen blev afviklet, og dermed er der håb for, at 2021-sæsonen kan afvikles nogenlunde normalt, også selvom den australske start allerede nu er aflyst. Til gengæld kan han ikke vide sig spor sikker på at leve op til den favoritværdighed, Tour-ruten utvivlsomt har givet ham, når 2020 har vist os, at vi i moderne cykelsport altid skal regne med, at det slet ikke går, som præsten prædiker. Det eneste, vi vel kan vide os nogenlunde sikre på, er, at Roglic vinder Vueltaens røde og den grønne trøje, at Movistar vinder holdkonkurrencen, og at Bennett bliver slået på målfoto i Madrid. Sådan plejer det nemlig at gå…

Med det runder jeg årets optakts- og analyseskrivning af for i år. Jeg takker alle de trofaste læsere, der møjsommeligt har fulgt med i de til tider næsten urimelige mængder i denne vanvittige sæson. Jeg ser frem til at være tilbage med mere sidst i januar, når en forhåbentlig mere normal sæson indledes.