Vuelta a Espana-analyse: Ungdommens (og Valverdes) Vuelta
16. september 2019 13:30Foto: Unipublic / PhotoGomezSport
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Vuelta a Espana, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 21. etape.

Fabio Jakobsen vinder tonser-sprint i Madrids gader!

se mere cykling på

Der var engang, hvor det som regel krævede lidt robusthed, inden man kunne præstere i en grand tour. Man skal ikke studere mange resultatlister for at se, at det sjældent er de helt unge ryttere, der med det samme kører med om de sjoveste placeringer over tre uger, og som regel er det i anden halvdel af 20erne og begyndelsen af 30erne, at man har sine bedste grand tour-år.

 

Om det er et sundhedstegn i et renere felt, skal vi lade være usagt, men noget tyder på, at tiderne er ved at skifte. Sidste år havde vi med Simon Yates på 26 år, Enric Mas på 23 år og Miguel Angel Lopez på 24 år et historisk ungt Vuelta-podium, og i år er de tre grand tours vundet af 26-årige Richard Carapaz, 22-årige Egan Bernal samt Primoz Roglic, der måske nok er 29 år, men som i kraft af sin fortid som skihopper i en vis forstand kan regnes som en temmelig grøn rytter. Faktisk skal vi næsten 20 år tilbage for at finde så unge grand tour-vindere i én og samme sæson, og det viser, at der er tale om en sjældenhed, der først og fremmest skyldes, at Carapaz og særligt Bernal er helt abnormt unge.

 

Allerede sidste år viste Vueltaens podium os tydeligt tendensen, men den er blot blevet endnu mere udtalt i år. Den 74. udgave af den spanske grand tour har nemlig været de debutanternes legeplads. Allerede i går brugte jeg et hav af tegn på at lovprise 20-årige Tadej Pogacars vilde grand tour-debut, der har indbragt ham ufattelige tre etapesejre, et podium og en hvid ungdomstrøje. Og da Fabio Jakobsen i Madrids gader i dag spurtede sig til sin anden etapesejr i løbet bare tre dage efter, at Sergio Higuita også havde vundet, sikrede han, at ikke færre end seks af de 20 linjeløbsetaper blev vundet af ryttere, der aldrig før havde kørt en grand tour. Naturligvis var der også veteransejre til Alejandro Valverde, Philippe Gilbert og Jakob Fuglsang, men derudover var 31-årige Angel Madrazo den eneste etapevinder på den erfarne side af de 30. Og urutinerede ryttere som Remi Cavagna, Sepp Kuss og Mikel Iturria, der alle kørte blot deres anden eller tredje grand tour, høstede også etapesejre, så næsten halvdelen af etaperne blev vundet af seks ryttere, der til sammen end ikke kommer op på halvdelen af det antal grand tours, Valverde har kørt. Og i den samlede top 10 finder vi i form af Pogacar, Miguel Angel Lopez, Carl Fredrik Hagen og Marc Soler fire ryttere, der alle enten er under 26 år gamle eller for Hagens vedkommende i cykelmæssig forstand helt grønne.

 

På den facon var det også meget passende, at den af de tre grand tours, der i de seneste to år mest af alt har udviklet sig til talenternes legeplads, naturligvis skulle rundes af med endnu en debutantsejr. Man kunne ellers nok have troet, at den ikke alt for klatrestærke Fabio Jakobsen ville være lidt slidt efter en grand tour-debut, der kom i et løb, som af veteranen Francisco Ventoso beskrives som en af de hårdeste grand tours, han har kørt - lidt af et udsagn for en mand, som har deltaget i Touren tre gange, Giroen otte gange og Vueltaen seks gange. Jakobsen har da heller ikke haft det alt for let i den sidste uge, hvor han led i bjergene og eksploderede på en sidevindsetape, hvor han blev overgået af den normalt langt mindre holdbare Max Walscheid. Således kunne det se svært ud for den unge hollænder at videreføre Deceuninck-mandskabets fantastiske statistik i Madrid, hvor de i 2017 sejrede med Matteo Trentin og sidste år med Elia Viviani.

 

På den anden side skulle det næsten gå sådan. I den tredje uge af løbet har der nemlig stået The Wolfpack på det hele, når vi altså ikke har været i de høje bjerge, hvor Patrick Lefeveres drenge altid har haft deres begrænsninger. Således var de hovedmændene bag Nairo Quintanas sidevindskup på 17. etape, hvor de fik fire mand i top 10, inden de fredag knuste al modstand i Toledo, hvor de fik ikke færre end tre mand i top 4 - og begge etaper vandt de naturligvis med hhv. Philippe Gilbert og Remi Cavagna. Derfor var det kun naturligt, at verdens mest vindende mandskab naturligvis skulle lave hattrick i Madrid og føje Jakobsen til listen, der altså også tæller Trentin og Viviani.

 

Og for tredje gang på fem dage var det kollektivet mere end individet, der sejrede. Jakobsen måtte nemlig nok engang sande, at suveræne Sam Bennett stadig har et lille fartmæssigt overtag. Men som vi også så det på 3. etape i Tyrkiet og i forbindelse med hans første sejr i Vueltaen, er irerens forspring så beskedent, at han har svært ved at besejre Jakobsen, hvis den unge hollænder sættes perfekt op.

 

Det var præcis, hvad han gjorde, da de tre ugers cykelfest som forventet sluttede med et brag af en massespurt - i øvrigt blot den tredje klassiske spurt i et løb, hvor Vueltaen har overgået sig selv i sprinterfjendtlighed. Da det endelig atter blev tid til at spurte, tændte TGV-toget fra Clermont-Ferrand nemlig atter for gassen, og meget symptomatisk for en uge, hvor han var stærkeste mand både på 17. og 19. etape, var det Remi Cavagna, der førte feltet under den røde flamme. Derefter tog resten af det blå tog, der også havde domineret totalt på 4. etape, over, og Zdenek Stybar tog en gigantisk føring på den lange stigende opløbsstrækning, hvor Jakobsen sad perfekt placeret bag tjekken og Maximiliano Richeze.

 

Alligevel så det ud til, at det kunne gå galt. Som vi har set det siden Polen Rundt, har Trek med Alex Kirsch som nu måske en af verdens bedste som tredjesidste mand, nemlig udviklet sig til et af verdens bedste sprintertog, og da luxembourgeren skød det amerikanske hold afsted, måtte Stybar give fortabt. Herefter var det John Degenkolb, der efter nogle sløje spurter måtte acceptere en rolle som lead-out man i en afslutning, hvor han tidligere har vundet, som satte Edward Theuns helt perfekt op på samme facon, som Mads Pedersen så eminent gjorde det for belgieren i BinckBank Tour.

 

Heldigvis får Jakobsen havde han stadig sit bedste våben. End ikke et grimt styrt i fredags kunne forhindre Richeze i nok engang at vise, hvorfor han af mange regnes som verdens bedste lead-out man, og han reagerede først hurtigt på Kirschs forcering, inden han sideløbende med Degenkolb satte sin sprinter perfekt op. Og herefter viste Jakobsen nok engang, at han måske skal regnes i top 3 over verdens hurtigste sprintere, da han for tredje gang i år holdt Bennett bag sig i en knivskarp finale og dermed viste, at hans måske kommende holdkammerat nok stadig er hurtigere, men at det kan være et spørgsmål om kort tid, inden hierarkiet er vendt rundt.

 

Bennett havde ellers gjort som han plejer. Med den træfsikkerhed, der er blevet hans sande varemærke, var det selvfølgelig ham, der havde vundet kampen om Jakobsens hjul, hvor alle vidste, at man gjorde bedst i at være. Dermed håbede han, at han som i Rom sidste år kunne få skovlen under sine måske kommende holdkammerater ved atter at træde forbi, som han gjorde, da han overspurtede Viviani i den italienske hovedstad. Desværre for Bennett har det længe stået klart, at Jakobsen formentlig allerede nu er hurtigere end holdets officielle førstesprinter, og desværre var det ikke denne gang italieneren, men derimod sportens måske lige nu mest lovende sprintertalent, han skulle have skovlen under.

 

Dermed kan man også tænke sig, at der er lidt ondt blod mellem ham og holdkammeraterne, hvis Bennett vitterligt som rygtet ender med at overtage Vivianis plads som Deceunincks førstesprinter og tvinge Jakobsen til at tilbringe endnu et år i rollen som andenviolin. Nok har Bennett vundet to etaper i årets løb, men faktisk kunne det være blevet til hele seks, hvis ikke det havde været for de pokkers belgiere. Det er nemlig blevet til hele fire 2. pladser, og hver gang er det en af Lefeveres drenge, der har slået ham, nemlig Jakobsen i to massespurter, Philippe Gilbert i sidevindsdramaet og Cavagna på den intense og våde rejse mod Toledo. På den baggrund kan man godt forstå, at Bennett har følt sig tiltrukket af det belgiske succeshold, der i Giroen oplevede noget så sjældent som en grand tour uden etapesejre, men som med deres fem sejre i dette løb og tre i Touren er kommet tilbage i den stime, der med nævnte Giro som en undtagelse har sikret, at vi skal tilbage til Touren i 2016 for at finde den seneste grand tour, hvor de ikke vandt mellem 3 og 5 etaper.

 

Hvis Bennett manglede inspiration til at søge mod Belgien, kan han blot se på den skæbne, der er overgået holdets gamle førstesprinter. Med en 14. plads på dagens etape blev Madrid-spurten dermed kronen på en helt igennem elendig sæson for Fernando Gaviria. Nok vandt han en etape i Giroen, men derudover har der ikke været megen grund for Lefevere til at ærgre sig over, at de arabiske oliemillioner lokkede colombianeren til Mellemøsten. Til Gavirias forsvar skal det naturligvis siges, at knæskader og styrt i vidt omfang har stået i vejen, men efter denne Vuelta må han mere end tidligere have lyst til at trykke på delete-knappen og se frem til, at det næste år er ham og ikke Deceuninck, der får glæde af guldfuglen Richeze.

 

En anden taber i spurten blev naturligvis Trek. Paradoksalt nok har vi i Polen, BinckBank Tour og i denne Vuelta set, at de efterhånden med særligt Kirsch og Pedersen har et tog, der hører til blandt de bedste. Problemet er bare, at hverken Theuns eller Degenkolb har tidligere tiders topfart, hvilket blev soleklart i dag, hvor belgieren trods et fremragende lead-out end ikke kom i top 5. Heldigvis har holdet supertalentet Matteo Moschetti, og når engang han kommer ud af den krise, han har været i siden sit Giro-styrt, er der noget at bygge på for et hold, der har fundet deres styrke i at sætte en sprinter godt op. Nu skal Moschetti bare vise, at han kan gøre det færdigt, som Theuns og Degenkolb ikke har kunnet.

 

Den sidste store taber var Max Walscheid. Den gigantiske tysker har været en af de positive overraskelser i en tredje uge, hvor han imponerede stort på den knaldhårde og ganske kuperede sidevindsetape. Desværre betød en punktering i finalen, at han var tømt for kræfter inden spurten, og dermed blev det blot til en 15. plads på dagen, hvor han ellers havde en stor chance for at vise, at Vueltaen ligesom i 2018 har givet ham det boost, han skal bruge for at genfinde de lovende takter, han viste med sin mirakelspurt i Californien sidste år.

 

Walscheid er endnu et eksempel på, at Vueltaen som sagt er den store chance for de unge ryttere til at test benene. Det afspejlede dagens top 10 da også på andre områder, da den stadig mere spændende polak Szymon Sajnok - som i parentes bemærket naturligvis er grand tour-debutant - sikrede sig en flot 3. plads. Positioneringsproblemer har han stadig, men i dag viste han, at hans fart rækker langt, når han sættes rigtigt op og det endda sent i en grand tour. Det samme gjorde den mere erfarne Jon Aberasturi, der nok engang viste, at han vel må regnes som Spaniens førende sprinter ved at sikre sig sin anden top 5-placering.

 

Til gengæld blev det ikke en stor dag for et andet talent. Marc Sarreau havde med sin 4. plads i Oviedo vist storform, men desværre måtte han i Madrid nok engang sande, at positionering for ham er en by i Rusland. Sygdom havde berøvet ham for begge sin to lead-out men, Benjamin Thomas og Mickael Delage, og på egen hånd kunne han heller ikke i denne ukomplicerede finale stille meget op. Det er en skam, for på mange andre områder fortsætter franskmanden med at udvikle sig og imponere, men så længe han ikke få løst den udfordring risikerer han at ende som en slags fransk Jakub Mareczko, der som bekendt er notorisk berømt for sin håbløse placeringsevne.

 

Endelig er der vel også grund til at lette lidt på hatten for Edvald Boasson Hagen. Det har været næsten tragisk at se det norske stortalents deroute i 2018 og 2019, men der er bare et eller andet med ham og afslutningsetaper i grand tours. En skidt Tour blev rundet af med en 5. plads i Paris, og i dag afsluttede han en ellers helt anonym Vuelta med endnu en 5. plads. Nok er det svært at forstå, at han engang var sportens mest lovende talent, men når det gælder en let stigende boulevardspurt i en hovedstad efter tre uger, kan den gamle mand stadig.

 

Og nu vi er ved de gamle mænd. Nok var dette igen ungdommens Vuelta, men der er én ting, der aldrig forandrer sig. 16 år efter sin første podieplads kunne Alejandro Valverde for 9. gang i karrierens bestige et podium efter et tre uger langt etapeløb. Vi skal ellers helt tilbage til 2016-udgaven af Giroen for at finde seneste tilfælde, og meget pegede i retning af, at den spanske veteran nu om dage ikke klatrede godt nok til at være med helt i front i et tre uger langt etapeløb. Det skulle der åbenbart bare et vægttab til at rette op på, og så var Valverde såmænd nok engang med kampen om sejren. Nok er det nye tider i cykelsporten, men der er én konstant, der aldrig forandrer sig, næppe heller i 2020 og 2021, der allerede nu er planlagt som en del af veteranens alenlange karriere.

 

Måske er det dog en tilsnigelse at sige, at han var med i kampen om sejren. Det var der vel i virkeligheden kun én, der var, nemlig Primoz Roglic. Ganske vist kunne han have smidt det hele væk i en blunder i sidevinden, som efterhånden fremstår som det måske eneste hul i hans ubrydelige panser, men eller har sloveneren aldrig for alvor været presset. Dermed blev han efter Carapaz og Bernal den tredje rytter til i 2019 at tage sin første grand tour-sejr, og som de to sydamerikanere gjorde han det på en maner, hvor han aldrig efterlod den store spænding, da først han viste, hvor stærk han for alvor er. Og hvis ellers han og Tom Dumoulin kan enes i de kommende år, er det ikke sidste gang, at en af sportens mest alsidige ryttere, der stadig udvikler sig med lynets hast, har stået øverst på podiet i en grand tour.

 

Til gengæld skal han også skynde sig. Bernal, Carapaz og nu også landsmanden Pogacar har vist, at man som 29-årig allerede kan være ved at være for gammel, ikke mindst hvis også Remco Evenepoel udvikler sig til at blive den grand tour-rytter, han drømmer om. I disse tider ser det nemlig ud til, at man allerede som 29-årig snart er for gammel, som det er blevet helt tydeligt i denne Vuelta - hvis man altså ikke hedder Alejandro Valverde.

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

FREDAG

Lasse Norman vinder EM-sølv i Omnium

Wild dronningen af Europa - Dideriksen kæmpede bravt

Test: Bontrager XXX-landevejssko

Glad Ackermann trods andenplads

Cavagna: Jeg vil vinde en masse

Stetina forlader Trek-Segafredo

Bendixen forlænger med Coop: Helt naturligt

Optakt: Japan Cup

Optakt: 3. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Hvis bare det kun handlede om at spurte...

Følg den første kuperede etape i årets sidste WorldTour-løb

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Prøv banecykling - og få billet til 6-dagesløbet

Hepburn fortsætter to år mere hos Mitchelton-Scott

Julian Alaphilippe får sin fætter som træner på Deceuninck-Quick-Step

Bardiani henter to italienske talenter

Annika Langvad fravælger landevejen og satser på mountainbike

McLay: Det er min mest anerkendende sejr i karrieren

Trentin: Det var en rodet spurt

24-årig japaner bliver professionel hos Delko Marseille

Jessica Allen forlænger med Mitchelton-Scott

Carbel: Ikke nemt at få en kontrakt

McLay tager overraskende sejr i Guangxi

Produktfokus: Hvad kører Rapha’s proffer i?

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Se Danmark vinde EM-titlen i holdforfølgelsesløb

Danmark smadrer Italien og er nye europamestre

Ugens tilbud - de fem skarpe fra cykelsøgemaskinen

Higuita: Valverde er mit forbillede

Sunweb Development-rytter lam efter styrt

UAE-manager gør status på sæsonen

Bilbao: Landa og jeg aftalte at køre sammen i 2020

Optakt: 2. etape af Tour of Guangxi

Tour of Guangxi-analyse: Det colombianske fænomen er tilbage

Holden forlader Drops - skifter til spansk hold

Il Lombardia-analyse: De kasserede gravøl

Vermeersch sejrer i herrernes Kermiscross Ardooie

Medie: Rohan Dennis hælder mest til Team Ineos

Overblik: Disse ryttere har ikke en bekræftet kontrakt i 2020

Test: Assos S9 RSR bibshorts og Equipe RS Aero jersey

Landstræner efter danmarksrekord: Vi skal ramme topniveauet i finalen

Katusha-ryttere føler sig holdt hen i uvished

Van De Steene vinder suverænt kvindernes Kermiscross Ardooie

Niklas Eg kører Japan Cup

Antunes får ikke ny kontrakt hos CCC Team

Iserbyt: Kan intet stille op mod van der Poel

Lefevere storroser Evenepoel efter fantastisk debutsæson

Vind billetter til Danish Bike Award

Ackermann: Vi har stadig sejrschancer

Kølig Gaviria: Jeg bevarede overblikket i spurten

To colombianere snuppet for doping

ASO og RCS Sport klar med nye løb i Mellemøsten

DGI Hærvejsløbet udvider med tre nye ruter i 2020

Pessimistisk Cofidis-rytter: Min karriere kan være slut

Gouvenou: Tour-ruten er designet til klatrerne

Motiverede hollændere glæder sig til Riwal-tiden

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM – og er klar til guldfinale mod Italien

Gaviria spurter sig til sejren i Guangxi

ONSDAG

Japan Cup bliver Phinneys sidste løb i karrieren

4000 meter-holdet sætter ny dansk rekord ved EM

Ex-europamester indstiller karrieren

Van Vleuten: La Course er ikke andet end et kriterium

Prudhomme: Vi vil gøre Tour-ruten mere varieret

Hollandsk kvintet skifter til Riwal Readynez

Optakt: 1. etape af Tour of Guangxi

Optakt: Tour of Guangxi

Ung franskmand indstiller karrieren

Caja Rural forfremmer endnu en U23-rytter

Honoré skal hjælpe Mas i Kina

Israel henter unge satsninger

Cavendish kører også seksdagesløbet i Gent

Tour de France-analyse: Merci, Mr Prudhomme!

Bahrain-Merida henter fem WorldTour-ryttere

Chris Juul-Jensen fortsætter hos Mitchelton-Scott

Schmidt og Norman Hansen skifter til belgisk hold

TIRSDAG

Movistar-boss: Touren kan være afgjort på første hviledag

Loyal sportsdirektør forlader Jumbo-Visma

Holm & Bays Radio Tour: Lars Baks karrierestop

Froome om Tour-rute: Den hårdeste jeg har været vidne til de sidste fem år