I de seneste to sæsoner har alverdens cykelryttere spurgt sig selv, hvordan man da skulle tæmme det slovenske monster, der med sit altædende væsen har vundet overalt, hvor han kom frem. Sygdom slog ham ganske vist ud i Giroen, Tadej Pogacar leverede sit mirakel på enkeltstarten i årets Tour, og han var trods alt lidt for træt til VM, men man skal have tættekammen frem for at finde de svaghedstegn, der har været i Primoz Roglics panser i 2019 og 2020.

Måske var svaret, at der skulle et uhyre til. Da Roglic knuste al modstand på Moncalvillo i onsdags, og da han i fredags gav alle de eksplosive puncheurs så massive bøllebank, at de formentlig stadig kæmper med at fjerne røgen fra Roglics baghjul på bakken i Suances, så det ellers ikke ud til, at noget i denne verden kunne bremse den glubske slovener, men faktisk skulle man bare nogle hundrede kilometer mod sydvest dybt ind i de asturiske bjerge for at finde noget, der kunne stoppe hans eller ustoppelige momentum. Her tårner mytiske Angliru sig nemlig op som det uhyre, der før har fået professionelle cykelryttere til at hoppe af cyklen og gå mod dets top, og det var åbenbart så skræmmende, at selv cykelsportens chefmonster måtte overgive sig.

Det så ellers ikke ud til, at han var bange for mødet med det asturiske uhyre. Nok havde Jumbo givet udtryk for, at det skam ikke var dem, der havde interesse i at skabe samling forud for mødet med Vueltaens mest ikoniske og en af cykelsportens allersværeste tinder. Alligevel blev dagens udbrud holdt i så bemærkelsesværdig kort snor trods dets yderst teoretiske trussel mod Roglics røde trøje, at man ikke kunne undgå at få fornemmelsen af, at den altædende slovener naturligvis godt kunne tænke sig at føje et af sportens mest omtalte steder til listen over slagmarker, hvor han har vundet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det så da også så lovende ud undervejs. Jumbo-maskinen, der ellers i løbets første uge virkede en anelse rusten, viste skræmmende styrke, efter at Paul Martens først ene mand havde holdt udbruddet i snor, hvorefter de øvrige seks mand sad samlet, da det ellers stærkt decimerede felt ramte løbets vanskeligste stigning. Her blev der udført en så voldsom og typisk hollandsk massakre af først Robert Gesink, der nok engang beviste, at han altså stadig godt kan køre på cykel, og siden Jonas Vingegaard, der efter en svær sæson nu virkelig udfolder det gigantiske potentiale, han åbenbarede for os i Polen sidste år, at selv Mr Angliru, Wout Poels, måtte give fortabt. Han efterlod blot ni mand i en favoritgruppe, hvor Vingegaard sammen med Sepp Kuss og Roglic selv udgjorde en tredjedel, og hvor den stadig ikke alt for formstærke George Bennett sammen med Gesink befandt sig blot få meter længere nede af bjerget. På det tidspunkt sad man næsten med fornemmelsen af, at Jumbo-toget bare kunne gøre som vanligt, nemlig afskrække alle fra at angribe, inden Roglic kunne spurte sig til sejr på toppen.

Den slags går imidlertid ikke på Angliru. Her er der sjældent taktik involveret, og de brutale procenter reducerer det hurtigt til et opgør mand mod mand, hvor fordelen ved at sidde i en gruppe stort set alene relaterer sig til det psykologiske og ikke har meget med drafting og læ at gøre. Derfor kunne Roglic ikke gemme sig bag sit stærke hold, da det pludselig gik op for omverdenen, at den på forhånd forventede slovenske sejr slet ikke var så sikker endda.

Nej, Jumbo-toget fik en helt anden rolle, end det plejer. Da Enric Mas blæste Vingegaard ud af bagsmækken med sit tidlige angreb, blev Kuss’ rolle ikke at sætte sin kaptajn op til sejr. I stedet blev amerikaneren henvist til en meget sjælden rolle som hjælpemotor for et monster, der pludselig trådte lige så firkantet som i Vogeserne for en måned siden, og som pludselig lignede et lam og ikke det uhyre, der havde knust alt og alle på Moncalvillo.

Det må have kriblet i benene på stakkels Kuss. Den elegante amerikaner viste nemlig, at han som ren klatrer var skabt til det asturiske bæst, og han lignede en mand, hvis puls aldrig kom i nærheden af kogepunktet. I stedet måtte han lade den ene åbenlyst svagere klassementsmand gå forbi, mens han gentagne gange måtte rive i bremsen for at redde Roglic fra det totale kollaps.

Den mission lykkedes. Roglic er ikke en ubegavet herre, og han vidste alt om, at Angliru ikke er stedet at gå i rød zone. Gør man det, kommer manden med hammeren nemlig blæsende, og han slår ofte så hårdt, at man aldrig kommer sig igen. Den fejl undgik Roglic at begå og med Kuss som i hvert fald psykologisk assistance, lykkedes det ham at begrænse tabet så meget, at meget stadig skal gå galt, hvis ikke det skal blive til to Vuelta-sejre i træk for den slovenske forhåndsfavorit.

Roglic kan nemlig stadig sagtens tillade sig at underpræstere, når løbet på tirsdag genoptages helt ude mod vest i Galicien med den enkeltstart, der hele tiden har været det vigtigste middel til slovensk dobbeltsejr. Som beskrevet i gårsdagens analyse tilsiger historikken, at Richard Carapaz ikke kan regne med at tabe mindre end to minutter, hvis de begge kører, som de plejer, og derfor kan Roglic sagtens tillade sig at have en endda temmelig elendig dag og stadig sikre sig så komfortabelt et forspring, at sejren bør være hjemme.

Selvfølgelig har Carapaz stadig La Covatilla i baghånden, men det skulle være sært, om Roglic taber megen tid på lørdag. Når det i dag gik så ilde, skyldes det formentlig ikke, at formen er i væsentlig tilbagegang, men snarere stigningens karakter. Vi vidste nemlig godt, at denne slags brutale opkørsel, der for Roglic har været ukendt territorium, måske ikke passede helt så godt til en fyr som ham som til de mere rene klatrere. Allerede inden løbet kunne man derfor hurtigt have peget på lige netop denne 12. etape som den største forhindring mod Roglic-sejr. I det lys gik det jo egentlig meget godt - og når vi rammer La Covatilla på lørdag, er vi tilbage i langt mere oplagt Roglic-terræn.

Derfor gik dagen heller ikke som håbet for Carapaz, men der skulle også et mindre mirakel til, hvis han skulle vinde så megen tid på sin slovenske rival, at han skulle stå i en gunstig position i den tredje uge. Det er også svært at sætte mange fingre på hans præstation, for han havde tydeligvis lært af nedturen på Zoncolan for to år siden. Dengang oplevede han sin eneste nedtur i sit gennembrudsløb netop på den stejle stigning, ganske enkelt fordi den urutinerede ecuadorianer gik i rød zone en postgang for tidligt.

Den fejl begik han slet ikke i dag, hvor han tværtimod kørte et klogt løb, hvor han længe lignede en mand i krise, indtil han først tæt på toppen satte sit stød mod Roglic ind. Alligevel kom det måske en anelse for tidligt, for hans aggressive og determinerede forcering blev efterfulgt af en lille krise nær toppen, men skulle han vinde den påkrævede tid, hjalp det jo heller intet at vente til den sidste kilometer med at komme med sit attentatforsøg. I det mindste kan Ineos glæde sig over, at Chris Froome pludselig steg op fra de døde og med sin flotte forcering på Cordal gav en fornemmelse af, at han i 2021 med flere kilometer i benene måske alligevel kan nå et niveau, der kan give en afsked, han fortjener.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Afsked taler vi ikke om, når det drejer sig om Hugh Carthy. På en dag, hvor de fleste ventede, at vi skulle være vidner til endnu en duel mellem løbets to favoritter, blev det den langlemmede brite, der løb med det hele og nok engang overgik de ellers ret store forventninger, jeg havde til ham i min optakt inden løbet. På forhånd kunne man ellers have en lille tvivl om, hvorvidt de ekstreme procenter ville harmonere med de næsten 70 kg, den næsten to meter høje krop slæber rundt på, men til gengæld var stigningen så lang og jævn, at det var sandt guf for dieselklatreren Carthy, der bekræftede, at hans fine kørsel på Mortirolo ikke var noget tilfælde, og at stejle stigninger passer ham glimrende, hvis bare de er lange nok. Og nu står han endda i en situation, hvor han kan drømme om en 2. plads, hvis han kan bekræfte indtrykket fra 2019, nemlig at han ligesom resten af EF-holdet har forbedret sin enkeltstart mærkbart.

I det hele taget blev det nok engang talenters opvisning, som det har været nærmest hver eneste dag i dette 2019. Aleksandr Vlasov fortsatte nemlig sit eminente comeback og kom meget tæt på at tage sin første etapesejr i sin første grand tour på den allermest mytiske scene af dem alle. Dermed fik han bragt sig op i top 10, men desværre er han ved at være løbet tør for terræn, der gør det muligt at avancere væsentligt mere og i hvert fald ikke helt op i top 5. Når så røgen har lagt i Madrid, kan han og Alexandre Vinokourov så gå i gang med at filosofere over, hvordan i alverden han kunne have så gigantisk en offday på 1. etape, at han lige nu ikke kører med om podiet.

Det gør Enric Mas stadig, selvom han ikke fik det ud af etapen, han havde håbet. Til gengæld fik han bekræftet det lovende indtryk, jeg allerede omtalte i gårsdagens analyse, og han dokumenterede således atter, at det aldrig slår fejl, at han bliver bedre og bedre igennem en grand tour, uanset hvad han har kørt forinden. Han tankede tilsyneladende også selv selvtillid i går, for det var Movistar, der gjorde løbet til en tidlig massakre, og denne gang var det ikke for at sende Marc Soler eller Alejandro Valverde i offensiven. Nej, det handlede om, at Mas skulle vinde etapen og nærme sig podiet, men begge dele mislykkedes i alt væsentligt, måske fordi det denne gang var ham, der fik åbnet lidt for tidligt. Til gengæld er han nu alene om at kæmpe med om podiet for det spanske hold, da Soler fortsatte den formmæssige nedgang, som gårsdagens 2. plads ikke kunne skjule, og gode, gamle Valverde desværre bare ikke er bedre end en placering i udkanten af top 10.

Det er Dan Martin til gengæld, og ireren kom fornemt igennem denne prøve, der kunne være for svær for en mand, der er mere kendt for punch end jævn dieselklatring. Desværre for ham ligner han lige nu taberen i kampen om podiet, for han kommer til at bløde sekunder i et uhørt omfang på tirsdag. Snarere skal han frygte, at Mas ikke går forbi ham, for de 1.15 han lige nu har ned til den tempostærke spanier rækker næppe alt for langt, når de rammer den knaldhårde modvind på de flade galiciske veje.

Mens Martin forsvarede sig flot, var Wout Poels til gengæld en skuffelse. Manden, der i dag står noteret for en 1. og en 2. plads på Angliru, og som med en opadgående formkurve som altid lignede en mand på vej mod at toppe sidst i løbet, kunne slet ikke fortsætte sit momentum. Dermed var det nok ikke helt tilfældigt, at han virkede overraskende sårbar i går, og han må nok snarere stille sig tilfreds med løbets 6. plads. Den kan endda komme under pres for den Poels, der er notorisk svær at forudsige på en enkeltstart, da store Felix Grossschartner kom overraskende godt fra dagens for ham vanskelige udfordring og nu kan lugte blod i en tredje uge, der passer ham ganske udmærket.

Sidst Poels imponerede på Angliru var det i rollen som hjælper - meget i stil med det job, Kuss havde i dag. I det hele taget var det en god dag for hjælperne, da Michael Woods atter viste, at han bare trives på stejle procenter, selv når stigningen i virkeligheden er alt for lang. Mikel Nieve kæmper også benhårdt for at forsvare den top 10, der skal sikres nu, hvor Esteban Chaves nok engang er kollapset i en grand tour, og det sker i kamp med George Bennett, der trods sin ikke overbevisende form er ganske tæt på at sikre to Jumbo-ryttere i top 10.

Det ser nu svært ud at få det til at lykkes, men det er også lige meget. Det væsentligste for det hollandske mandskab er, at den værste sten, der kunne komme på tværs af en Roglic-sejr, nu er ryddet af vejen. Til gengæld fik vi set, at det slovenske monster faktisk bare er et menneske. Det krævede bare et asturisk uhyre at få det frem.