Der er sikkert mange, der kender følelsen af at blive tilsidesat af chefen. Selvom man selv synes, at man overgår alle andre på kompetencer, er det alligevel altid kollegaen, der får de sjove og interessante opgaver. Og selvom man altid leverer til UG med kryds og slange, er det bare aldrig godt nok til at ændre på tingenes tilstand.

Sådan må Sam Bennett have haft det sidste år. Hver eneste gang han var til start, levede ireren altid varen med så stor sikkerhed, at han med en enkelt undtagelse - og det var kun en kikset jagt på et udbrud, der ødelagde det i Romandiet - vandt mindst én etape i alle sin etapeløb. Alligevel var der intet at gøre i Boras interne sprinterhierarki, hvor selv nok så mange sejre ikke kunne ændre på, at han var og blev tredjeviolin bag Peter Sagan og Pascal Ackermann.

Det kedelige ved den situation var, at Bennett aldrig fik mulighed for at bevise, at han faktisk var den bedste. Naturligvis kunne han aldrig komme til at spurte mod sine holdkammerater, og derfor var alle tanker om, at han var Boras hurtigste mand aldrig noget, der kunne føres endegyldigt bevis på. Udefra var det ikke svært at se, at hierarkiet mere skyldtes Sagans generelle stjernestatus og indlysende krav på at kunne jagte endnu en grøn trøje og Ackermanns tyske nationalitet på et tysk hold med stort blik for nationale talenter, men chancen for på landevejen at bevise det, kom naturligvis aldrig.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I det lys har det nok været med særlig iver, at Bennett i år er gået til starten, når hans to ærkerivaler har været at finde i feltet. Der har nemlig været mere end bare sejre på spil, nemlig muligheden for at sende et klart signal til Bora-manager Ralph Denk om, at han i 2019 blev helt urimeligt behandlet.

På den baggrund sover Bennett utvivlsomt særligt godt i disse dage. For en måneds tid siden blev det nemlig ham, der gjorde det, alle længe har anset som en fysisk umulighed, nemlig at bryde Sagans monopol på den grønne trøje - og det endda med en relativt klar sejr. Og selvom det næppe har været årsagen til deltagelsen, har det nok alligevel været et ekstra incitament for Bennett, at han i denne Vuelta fik lejlighed til at bevise, at han altså er hurtigere end Ackermann.

Efter to sprinteretaper får Denk svært ved at retfærdiggøre sidste års beslutninger med andet end stjernestatus og tysk pas. Efter den lille ydmygelse af Sagan i Touren har Bennett nemlig nu to ud af to gange vist, at han også er Ackermann overlegen. I fredags kørte han slet og ret sin tidligere holdkammerat ud af hjulet, men dengang kunne tyskeren stadig henvise til, at de sene sving naturligt gav den mere eksplosive irer en fordel end powersprinteren Ackermann.

I dag var der imidlertid intet af rafle om. På 9. etape fik vi det helt rene opgør på fart i en rigtig powerspurt, da den ellers kedelige og begivenhedsfattige etape nåede sit højintense klimaks. Faktisk magede omstændighederne sig så fantastisk, at de hver især blev kørt frem nærmest side om side af deres respektive lead-out men - Ackermann af Rudiger Selig og Bennett af Michael Mørkøv - og de kunne derfor stort set simultant starte spurten fra samme position.

Resultatet var der aldrig tvivl om. Bennett var ganske vist i denne knap så eksplosive spurt slet ikke så overlegen som forleden, men alligevel var der god tid til at fejre en revanche, der må have føltes ekstra sød denne gang. Alligevel var det Ackermann, der endte med at le bedst, da Bennett vel ganske korrekt blev deklasseret for et par hovedstød eller skulderskub mod den ensomme Emils Liepins, der efter Treks tab af Matteo Moschetti havde overtaget rollen som sprinter på det ellers efterhånden ret profilfattige amerikanske mandskab.

Liepins var af Koen de Kort blevet afleveret perfekt på Ackermanns hjul, men det manglede han styrken til at forsvare, da Deceuninck kom frem og overtog det på helt reglementeret vis. Herefter forsøgte letten at genvinde tabt terræn ved at overtage Mørkøvs hjul, men fra billederne ser det ikke ud til at ske med en aggression, der kan forsvare Bennetts meget korporlige afstraffelse.

Nedturen har været til at tage at føle på for den ellers så usikre irer, der endelig var kommet ind i et momentum, hvor han for alvor troede på sig selv. Væk røg sejr nr. 50 - selvom der nok bare er tale om en kortvarig udsættelse - og i stedet gik sejren til den mand, han nok mindst af alle kunne unde at arve gevinsten.

Det er da også lidt paradoksalt, at Ackermann ender med at overtage en sejr på baggrund af en hændelse, han ikke var involveret i, men det er jo desværre den uundgåelige konsekvens af massespurters logik, som det var det, da vi senest så en deklassering af en grand tour-etapevinder under sidste års Giro, hvor Ackermann fik sin spurt ødelagt af Elia Viviani, men hvor sejren gik til Fernando Gaviria. Eller som vi så det, da Giacomo Nizzolo i 2016 endelig fik sin Giro-etapesejr - altså lige indtil hans kollision med Sacha Modolo i stedet gjorde Nikias Arndt til etapevinder.

Dermed kan Ackermann nu kalde sig vinder af etaper i begge de to grand tours, han har kørt, og denne gang var det heller ikke urimeligt, at der kom en belønning til tyskeren. Det har ellers været temmelig sløjt i et 2020, der har lignet en mindre katastrofe, men i dag kørte han en af sine bedste spurter, hvor han udfordrede Bennett fornemt. Samtidig viste Bora-toget med Michael Schwarzmann, Martin Laas og Selig - stort set det tog, som Bennett paradoksalt nok blev frarøvet efter Giroen i 2018 - at de var i stand til at udfordre Deceuninck og aflevere deres kaptajn så perfekt, at han kunne vise lidt af sin gamle hurtighed.

Alligevel var det meget tæt på, at vi i stedet havde talt om en sensation. Nok kørte Ackermann en fin spurt, men var stregen kommet bare få meter senere, havde Gerben Thijssen i dag fejret sin første grand tour-etapesejr. Med sin flotte spurt, der blev sat stærkt i scene af Lotto, fik den unge belgier, der ellers ikke var svært imponerende som U23-rytter, nok engang bekræftet sit lovende potentiale, som vi allerede så med 2. pladsen i Gooik og senest den fine spurt i fredags. Og så skal vi endda ikke glemme, at han tilbragte hele første halvår i sygesengen efter sit grimme styrt under seksdagesløbet i Gent.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I det hele taget var det talenternes dag, da også Max Kanter fik lidt oprejsning efter en tid, hvor den ellers engang så lovende tyske sprinter er gledet meget i baggrunden. Senest fejlede han gevaldigt under sine spurter i Belgien, men nu har han to gange i træk gjort det ganske overbevisende på grand tour-niveau.

Til gengæld var det en skidt dag for Jasper Philipsen. Belgieren har ellers på det seneste lignet en mand, der har lagt et ekstra niveau til sin fart, men selvom Ivo Oliveira i sidste øjeblik fik ham ført fint frem, var han i dag klart overmatchet i en powerspurt, der nok passer ham lidt dårligere end de tekniske finaler, vi så ham excellere i både i fredags og under BinckBank Tour. Bedre bliver det naturligvis heller ikke af, at han i sidste øjeblik må køres frem af et svagt tog, mens Bennett og Ackermann begge blev sat eminent i scene af løbets to stærkeste tog.

Endnu værre var det for Jakub Mareczko. Det gik nemlig, som det plejer, da italieneren nok engang kom blæsende i tårnhøj fart fra en alt for ringe position. Dermed blev det ikke til den sejr, der kunne have skabt større håb for en karrierefortsættelse. Spørgsmålet er nu, om den kommer, for med den dødskamp, vi har set de seneste dage, ser det svært usandsynligt ud, at Mareczko skulle klare weekenden og komme hele vejen til Madrid, hvor sidste sprinteretape i denne sprinterfjendtlige Vuelta venter.

Dermed er de alle stort set løbet tør for muligheder. Det gælder nemlig også for Liepins, Emmanuel Morin, Reinardt van Rensburg og Lorrenzo Manzin, der alle kom til kort. Det samme gjorde Jon Aberasturi, der har været sjældent rusten i dette løb, samt Magnus Cort, der nok engang var for dårligt positioneret, men de kan i kraft af deres alsidighed også have drømme for de to puncheurspurter, der venter de kommende dage.

Det kan Bennett heldigvis også, og dermed er der al mulig grund til at tro, at den 50. sejr kommer, inden vi skriver 2021 i stedet for 2020. Første mulighed opstår allerede på bakken i Suances i morgen, og om ikke andet fik han i dag sat en fed streg under, at han er storfavorit til at vinde i Madrid, hvor det paradoksalt nok var det stærke Deceuninck-tog, der sidste år kostede ham sejren i kampen mod den ellers langsommere Fabio Jakobsen. Selvom Ackermann i dag officielt står noteret som vinder, er der i hvert fald ikke mange, der længere kan hævde, at tredjeviolinen ikke burde have været førsteviolin i Boras massespurter for et år siden.