Det er kun en lille måned siden, at jeg skrev en analyse med titlen ”Tak, briter!”. Det var dengang, vi fandt ud af, at de skøre folk på den anden side af kanalen kan bruges til andet og mere end at købe dansk bacon. På Giroens 7. etape så det nemlig ud til, at Jakob Fuglsang var ved at smide sit klassement på gulvet i en sjælden gang italiensk sidevind, men heldigvis havde Tao Geoghegan Hart også sovet i timen. Det fik Ineos til at træde i karakter, og med et par solide motorer i form af Filippo Ganna og Rohan Dennis lykkedes det det britiske storhold at redde deres kaptajn og i samme ombæring den danske fugl.

To uger senere kunne vi erfare, at briterne nok egentlig mest havde hjulpet sig selv. Det endte nemlig at blive Geoghegan Hart mere end Fuglsang, der i sidste ende drog fordel af de solide føringer, Ganna og Dennis havde taget i det italienske fladland. Alligevel har vi stadig en grund til at takke vores snart tidligere EU-venner for deres indsats, for i dag gav de nok engang det danske cykelfolk en gave.

Dagens 16. etape af Vueltaen havde ellers fået et mærkværdigt forløb. En skræmmende angst for den sidevind, der rasede på den spanske højslette over de første 20 km, førte til en nervøs og urolig start, hvor feltet spænede hen over fladlandet. Det varede dog kun i 10 km, inden det gik op for forsamlingen af skræmte klatrere, at vinden vist ikke var til noget alligevel.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Tilsyneladende var alle så indstillede på sidevindskørsel, at feltet nærmest blev helt apatisk, da de pludselig skulle til at skifte indstilling. I hvert fald gav de slet og ret Burgos-duoen Angel Madrazo og Juan Felipe Osorio lov til på ingen tid at stjæle mere end et minut. Det fik Remi Cavagna og senere også Jesus Ezquerra, Robert Stannard og Kobe Goossens til at komme i tanker om, at det for resten var sidste chance for at nå noget med hjem fra Vueltaen for det store flertal, der hverken kan kaldes klatrere eller sprintere. Det var de imidlertid de eneste, der forstod, og mens de to grupper samledes til en seksmandsgruppe i front, rullede det apatiske felt videre, indtil afstanden nåede op til fem minutter.

Det gik så langsomt, at selv sprinterne pludselig kunne lugte blod. Nok var der et bjerg til sidst, men hvis feltet vitterligt havde tænkt sig at tage en søndagstur på en fredag - måske i frygt for det, der venter lørdag - kunne selv Pascal Ackermann og Jasper Philipsen lugte blod. Som skrevet i gårsdagens analyse var det jo allerede torsdag lykkedes at forvandle den første af de to sprinteretaper, som coronavirus egentlig havde aflyst, til en overraskende massespurt, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre igen?

Det så faktisk kortvarigt fornuftigt ud for de tunge drenge og dermed ikke så godt ud for Magnus Cort, der næppe kunne have slået de hurtigste sprintere. Men så var det, at briterne alligevel tænkte, at vi danskere nok engang havde fortjent en hjælpende hånd. Richard Carapaz havde ganske vist i går sagt, at han regnede med, at etapen kunne skabe forskydninger i klassementet, men det var der vist ingen, der rigtigt tog seriøst i lyset af den trods alt relativt bløde sidste stigning, og den gigantiske distance fra toppen.

Alligevel har Carapaz ikke tænkt sig bare at køre i slovensk procession til Madrid. Når nu sidevindsoptionen blæste væk i vinden, måtte han opfinde en ny chance, og derfor lagde Ineos et pres med Andrey Amador, Cameron Wurf, Dylan van Baarle og til slut på stigningen igen med Amador, så der i den grad var lagt op til et overraskende Carapaz-angreb. Og mens Ackermann og Philipsen på bjerget ikke overraskende måtte undre sig over, hvorfor i alverden de havde troet på sig selv på en etape med en så slem stigning til sidst, kunne Cort sætte sig i sulkyen og langsomt bruge færre og færre hænder til at tælle de tilbageværende sprintere i det efterhånden stærkt reducerede felt.

Carapaz’ angreb kom dog aldrig. Holdet har efterfølgende nærmest ladet som om, at de slet ikke lagde pres på, men det står ikke helt klart, om ecuadorianeren undervejs fandt ud af, at det forresten ikke var nogen klassementsetape, eller om planen hele tiden blot var at trætte Roglic inden i morgen. De lidt pudsige kommentarer kunne tyde på førstnævnte - ellers var der vel ingen grund til totalt at negligere etapens forløb - men i hvert fald endte hele arbejdet med at være en ren foræring til Cort, der i et felt med ganske vist mange hurtige folk, men uden andre sprintere var så stor favorit, at det kun var hans tvivlsomme positioneringsevner, der kunne koste ham sejren.

Og dog! Der var nemlig et TGV-tog, der var ved at spolere festen. Det var svært ikke at få en følelse af deja-vu, da Remi Cavagna pludselig så ud til at sparke liv i et ellers dødsdømt. For et år siden gjorde han nemlig præcis det samme på løbets tredjesidste etape, og dengang lykkedes det ham akkurat at holde et decimeret felt bag sig, så han i silende regn kunne tage karrierens største sejr.

Kortvarigt så det ud til, at vi skulle opleve en total kopi et år senere, men heldigvis for Cort er det ikke kun briter, der er os danskere venligt stemte. Efter i et år nærmest ikke at have kørt én eneste spurt lurede Alejandro Valverde pludselig på at genfinde fordums hurtighed og tage den sejr, der kunne slette det 0, der truer med at bryde en imponerende stime, der siden 2003 har ført til triumfer hver eneste år, i hvert fald fraset karantænen. Samtidig røg Stannard af TGV-toget i front, og dermed måtte Mitchelton skifte hest i et desperat forsøg på at redde en for dem temmelig trist grand tour-sæson i en spurt med Dion Smith, og derfor endte det i stedet med en helt anden deja-vu-oplevelse. Nu blev det nemlig præcis som i går en Deceuninck-rytter, der blev hentet med 3 km til stregen, og eneste forskel var, at det denne gang ikke var modvinden, der dræbte Cavagna, som faktisk kun blev farlig, fordi han havde en solid blæst i ryggen.

Således gik det til, at en kombination af britisk, spansk og australsk assistance gav Cort hans tredje Vuelta-etapesejr, så han kunne sætte et flot punktum på en sæson, der startede eminent med noget, som mindede om hans livs form, men som fik et ærgerligt coronapræg, da det hele gik i gang igen. Og samtidig fortsatte han EFs drømmeløb, der nu har givet tre etapesejre - og fire, hvis Michael Woods ikke havde dummet sig i forgårs - og en næsten stensikker podieplads til Hugh Carthy. Alt sammen i øvrigt efter en Tour, der gav top 10 og én etapesejr, og en Giro, der gav to sejre og en bjergtrøje!

Cort blev dog ikke den eneste, der lukrerede på briternes arbejde. Paradoksalt nok blev den anden store vinder Primoz Roglic, der ellers holdt sin grådighed tilbage ved ikke at sende Jumbo frem for at jagte Cavagna i finalen. Ved nok engang at vise sin enorme alsidighed og slår flere ganske hurtige herrer lykkedes det ham nemlig at score på det straffespark, Ineos havde foræret ham. Og dermed lykkedes det ham alligevel at skabe sig den større buffer inden på lørdag, som han nu ellers på to etaper undlod at gå efter i finaler, hvor han ellers havde haft en glimrende chance. Måske er det ikke helt tilfældigt, at Ineos efterfølgende har ladet som om, at sidste stigning slet ikke eksisterede, for det var hele tiden ret åbenlyst, at den eneste, der reelt kunne få noget ud af Ineos-forceringen sjovt nok var deres værste rival!!!

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Håbet må naturligvis værre, at de med dagens arbejde fik sat point i banken til i morgen i den forstand, at Roglic alligevel blev trættet lidt inden La Covatilla. Hvis sloveneren vitterligt knækker mod slutningen af lørdagens etape, vil det jo alligevel være briterne, der ender med at le sidst, for så vil ingen kunne vide, om det var dagens forcering, der i sidste ende førte til Roglics fald.

Indtil da kan vi danskere så glæde os over, at vi nok engang fik serveret en gave af de skøre briter. Så må Carapaz i morgen forsøge at gøre som Geoghegan Hart, nemlig at bevise at det i sidste ende alligevel mest var dem selv, de hjalp!