Med 75 sejre i 2018 og nu også 61 triumfer i år er det svært at overse, at Deceuninck-Quick Step er sportens mest succesrige mandskab - endda med afstand - og har været det i adskillige år. Hvis det skulle knibe lidt med hukommelsen, sørger de endda for nærmest på ugentlig basis at minde os om, både hvor fantastisk stærke deres trup er, og hvor smukt de formår at få det maksimale ud af deres ryttermateriale. Nok er det navne som Julian Alaphilippe og Elia Viviani, der sørger for hovedparten af sejrene, men det har altid været et gennemgående træk for belgierne, at også hjælperytterne får deres stjernestunder, og at de mange sejre ofte er fordelt på en stor del af truppen.

Alt sammen blev det stillet smukt til skue på dagens 19. etape, der fortsatte trendens i en tredje uge, som skulle have været den letteste af de tre, men som har udviklet sig til et højintenst drama, som hver eneste dag byder på overraskelser. Først truer sidevinden med at koste Primoz Roglic en stensikker sejr, så lykkes det Miguel Angel Lopez at gå mere ud af de bløde Madrid-bjerge, end man kunne have drømt om, og i dag var det atter vinden og regnen, der truede med at gøre løbets sidste del til den på én gang letteste, men samtidig vigtigste tredjedel.

I det spil har Deceuninck med to sejre på tre dage været de store vindere, og det er bestemt ikke noget tilfælde. Mens de har deres begrænsninger i de høje bjerge, er det mellemkuperede terræn på den spanske højslette som skabt til et hold, der excellerer i klassikerne. Og når Moder Jord samtidig beslutter sig for at sende dansk efterårsvejr ind over den pivåbne spanske pampas, føler Patrick Lefeveres tropper det, som var de hjemme i Belgien i de nordlige klassikere. Og her er de som bekendt næsten umulige at ide skeer med.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Derfor var de også fyr og flamme, da de her til morgen kunne konstatere, at der ventede endnu en dag med regn og kraftig sidevind, og det gjorde dem til det hold, der ventedes at dominere på vejen mellem Avila og Toledo, men mens det helt, som man kunne have forventet, endte med ny sejr til det belgiske superhold, brød etapen alligevel manuskriptet og satte spotlys på, hvorfor Deceuninck-drengene ikke blot er stærke, men også snu og innovative.

Det lå nemlig i kortene, at det var Philippe Gilberts dag. Belgieren vandt i Toledo for ni år siden og havde ikke lagt skjul på, at han drømte om at gentage den bedrift. Måske kunne der blive en chance for, at Zdenek Stybar med et angreb i finalen kunne komme i spil, men forventningen var, at der i manuskriptet kun var én hovedrolleindehaver, en birolleindehaver og seks statister.

En hård stigning fra start fik dem imidlertid til at kaste manuskriptet i skraldespanden og i stedet begynde at improvisere. Pludselig var det Remi Cavagna, der overtog hovedrollen, da han på bakken sneg sig væk i et stærkt timandsudbrud, hvilket i sig selv ikke var nogen stor overraskelse. TGV-toget fra Clermont-Ferrand har nemlig kørt som en motorcykel i de seneste dage, siden han blev en imponerende nr. 3 på enkeltstarten, og på onsdagens sidevindsetape var han vel allerstærkeste mand i en præstation, der efter en hel dags arbejde forreste på den lynhurtige etape alligevel havde overskud til at ende som nr. 3.

Alligevel var han et usikkert kort at spille. I kamp mod ni stærke mand kunne den ikke alt for eksplosive franskmand sagtens ende med at komme til kort. Derfor vendte man da også tilbage til plan A, da feltet efter det dramatisk styrt midtvejs på etapen, faldt helt til ro, og udbruddet truede med at holde hele vejen.

Det fik Tim Declercq til at sætte sig frem for at jagte i et forsøg på at sætte Gilbert op til en spurtsejr, der vel var mere sandsynlig end en Cavagna-sejr fra et udbrud. Det kunne ligne en frarøvet mulighed til den ellers loyale hjælper, men det skulle vise sig i stedet at være et genialt træk, uden hvilket Cavagna næppe havde taget karrierens tredje sejr.

Med Declercq i front havde Cavagna nemlig carte blanche til at lave ”en Sepp Kuss” og sætte sig på hjul, mens rivalerne sled sig halvt ihjel i den hårde sidemodvind. Det gav ham mulighed for at finde de kræfter, han skulle bruge at gribe ud efter karrierens største sejr. Og da han var inden for ”shooting distance” af Toledo og kunne mærke, at hans følgesvende begyndte at tabe fart, satte TGV-toget fart på motoren og fløj fra alt og alle.

Alligevel lignede det lidt af dødsmission. Bag ham var jagten nemlig blevet organiseret af de hold, der havde misset dagens udbrud, og derfor jagtede Lotto, CCC, Katusha og Bora benhårdt for at sætte hhv. Tosh van der Sande, Jonas Koch, Ruben Guerreiro/Enrico Battaglin og Sam Bennett op til sejr. Og da han samtidig drejede ind i en gigantisk mur af modvind og havde udsigt til to hårde bakker til sidst, var oddsene imod franskmanden.

Der er imidlertid en grund til, at Cavagna har fået sig kælenavn. Franskmanden er trods sin unge alder allerede blevet herostratisk berømt for sine soloridt. I langt de fleste tilfælde er den angrebslystne Cavagna blevet hentet igen, men forud for i dag havde han to gange gjort det færdigt, først på en blæsende dag i 3 Dage i Vestflanderen og senest med et mindeværdigt og gigantisk solofremstød på en stærkt kuperet dag i Tour of California i maj.

Dagens bedrift var på niveau med det, vi så i USA, selvom han her kørte betydeligt kortere for sig selv. Denne gang jagtedes hans nemlig af et Vuelta-felt af en højere kaliber, og jagten var betydeligt mere determineret, end den var i maj, hvor feltet hurtigt resignerede. Det kan imidlertid ikke komme helt bag på mange, for Cavagna har i dette løb været så eminent, at han vel er skoleeksemplet på, hvor meget unge ryttere kan få et boost af en grand tour, selvom det er anden gang, at han er i aktion over tre uger. Og da Stybar og Gilbert efterfølgende fuldendte festen ved at spurte sig til hhv. en 3. og 4. plads, blev det med tre mand i top 4 en magtdemonstration i stil med onsdagens, hvor man placerede ikke færre end fire mand i top 10.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Alt sammen skete det på bekostning af Sam Bennett, der fremstår som dagens store taber. Hans vredesudbrud på målstregen viser tydeligt, at han forståeligt nok var svært utilfreds med den forspildte chance, men når han har sundet sig, har han al mulig grund til at være stolt af præstationen. Man skal nemlig ikke kaste mange blikke på en top 10 domineret af klassementsryttere for at forstå, at der var tale om en bakke, som egentlig burde være for hård for en fyr som Bennett. Ireren fortsætter imidlertid med at overgå sig selv, og med en spurtsejr, der måske ikke var helt så overlegen som i Oviedo, men ganske tæt på, fik han dokumenteret, at der nærmest ikke er grænser for, hvilke slags finaler han kan klare, så længe vi ikke taler om rigtige bjerge eller Mur de Huy-agtige procenter. Og særligt imponerende er det, at han formår at forbedre sig igennem en grand tour, både i sidste års Giro og i dette løb, og det må vel næsten kunne få selv en Peter Sagan til at ryste i bukserne frem mod næste års Tour. Bennett er således modsat Sagan i stand til at vinde klassiske massespurter også, og hans positioneringsevne er så god, at selv slovakken skal stå tidligt op for at matche ham. Måske er der for første gang en rytter, der virkelig kan true Sagans greb om Tourens grønne trøje, når engang ireren får sin fremtid på plads.

Bennett var da også den eneste klassiske sprinter, der var med fremme. Derudover domineredes top 10 af hele toppen af klassementet samt Tosh van der Sande, der er mere puncheur og end sprinter og har være i storform, samt Dylan Teuns, Stybar og Gilbert, der jo netop alle er kendt som afsluttere. Desværre blev vi også frarøvet chancen for at få et direkte opgør mellem særligt Gilbert, Bennett og Valverde, for selvom ireren lignede en mand i særklasse, så det i hvert fald ud til, at verdensmesteren kørte temmelig halvhjertet, da først etapesejren var gået fløjten.

For en gangs skyld må Deceuninck dog nok leve med at glide lidt i baggrunden. Lige så smuk deres etapesejr var, lige så svært er det at overstråle det drama, der udspandt sig på en dag, der blev endnu en understregning af, hvorfor der altid sker et eller andet i et spansk løb, hvor de hurtige afsluttere derfor stort set også altid berøves de muligheder, de havde udset sig - også selvom det nu i dag mere var de eksplosive puncheurs end sprinterne, der blev snydt. Det dramatiske styrt, der sendte Miguel Angel Lopez og Primoz Roglic til tælling, og Movistars efterfølgende forcering vil i hvert fald vække så megen debat, at det vil blive det helt store samtaleemne, også selvom etapen i sidste ende endte med slet ikke at gøre nogen forskel mellem de bedste.

Desværre viste tv-billederne ikke forreste del af feltet umiddelbart inden styrtet, og det kunne se ud til, at Movistar på unfair vis udnyttede rivalernes uheld. Det er imidlertid nok ikke helt så klokkeklart og enkelt, for styrtet skete umiddelbart, inden feltet ramte et åbent sidevindsstykke. Forklaringen må, at en stor del af Jumbo og Astana røg ned på samme tid, er derfor formentlig en gigantisk positionskamp frem mod det åbne terræn, hvor Movistar ifølge eget udsagn allerede havde planlagt et angreb. Og da cykelsportens uskrevne regler jo af gode grunde ikke er soleklare, kan man altid diskutere, om det var fair, at spanierne i første omgang fortsatte med deres forehavende efter uheldet.

Mindst lige så kontroversiel er nemlig UCIs beslutning om at lade løbet regruppere sig - en beslutning, der da også har fået sportsdirektør Jose Luis Arrieta til at fare i flint. Det er trods alt ikke kutyme at neutralisere forskelle, der opstår som følge af styrt, som er en naturlig del af sporten. Og med tanke på, at Roglic i den grad var i en kattepine, da hovedparten af hans hold var sendt til tælling, så han kun havde Lennard Hofstede og Neilson Powless hos sig, kunne det være gået helt galt, hvis det var endt i et opgør mellem Movistar samt et kollapset Jumbo-hold og et Astana-mandskab, der også var sat tilbage af styrtet - især hvis også Bora havde grebet muligheden for at vinde tid med Rafal Majka.

Dermed kan man ikke sige, at Roglic er kommet uheldigt igennem disse etaper. I onsdags havde han tabt trøjen, hvis ikke det havde været for Astana, og i dag var det kommissærerne, der reddede ham. Senere var han igen heldig, da Bora kortvarigt splittede feltet og trak en gruppe fri, som Majka, Valverde, Kelderman, Pogacar og Lopez alle sad med i, hvor Quintana akkurat missede splittet, og hvor Roglic igen sov langt tilbage i feltet. Med blot to holdkammerater ved sin side var han igen afhængig af, at andre kunne redde ham, og selvom han naturligvis var uden skyld i fraværet af de faldne hjælpere, står det vist klart, at sloveneren har åbenbaret en sårbarhed, der er sjælden for så alsidig en rytter. Man skal ikke glemme, at det også var ham, der blev fanget i sidevinden på vej mod Mur-de-Bretagne i sidste års Tour, og mens det nok ikke skyldes manglende evner, kan man i hvert fald konstatere, at det kniber lidt med koncentrationen for en mand, der måske nok er løbets stærkeste, men har en del julekort at sende, hvis han står øverst på podiet om to dage.

Det burde han imidlertid have gode chancer for at gøre. Sidevind bliver ikke et tema i resten af løbet, og på stigningerne har han hidtil ikke vist mange svaghedstegn. Madrid-bjergene bløde, og med mindre Roglic selv eller resten af holdet, der i dag mistede en vigtig mand i Tony Martin, er mere mærkede af styrtet end som så, burde han uden uheld ikke kunne miste grebet om førstepladsen på morgendagens store, men ret bløde bjergetape. De seneste dage har vist, at det er for tidligt som en anden Uffe Ellemann at erklære, at ”den er hjemme”, men når nu sidevindsetaperne er ryddet af vejen, ligger motorvejen åben.

Det gør den imidlertid ikke for Quintana. Lørdag er der nemlig lagt op til et gigantisk opgør om podiet, hvor man kan være stensikker på, at Miguel Angel Lopez vil angribe på selv den mindste jernbanebro. Og da Movistar-colombianeren heller ikke i dag lignede en mand med diamanter i stængerne, kan man frygte, at lørdagen bliver dyr for det spanske storhold - og det vil næppe formilde sindet hos Arrieta, der formentlig var kogt over af raseri, hvis ikke det spanske efterår havde fjernet enhver risiko for overophedning.

Deceuninck derimod kan tage sig en halv fridag, hvor det eneste mål bliver at sikre James Knox’ samlede top 10, og det burde ikke være svært i et løb, hvor Marc Soler på 10. pladsen er vanvittige 21 minutter fra den røde trøje. I bjergene har superholdet nemlig deres begrænsninger, men når man kan vinde stort set i alle andre slags terræner, er det en mangel, de kan leve med. Syv top 10-placeringer på de seneste to flade etaper fortæller i hvert fald hele historien om, hvor Patrick Lefevere står i spidse for sportens mest succesrige mandskab.