Der er sikkert blevet kastet mange dartpile efter Javier Guillens kontrafej i mangen et sprinterhjem. I gamle dage var Vuelta a Espana ellers kendt for sine alenlange og kedsommelige motorvejsetaper på den spanske højslette, hvor sprinterne havde masser af plads til at boltre sig, men særligt efter den næsten revolutionerende rute, løbsdirektør Guillen præsenterede til 2012-udgaven, har løbet ændret karakter. Sprinterne har skullet have tættekammen for at finde de flade etaper, og samtidig har Guillen næsten gjort det til en besættelse at have afslutninger på stigninger med ruter, hvor helt op til halvdelen af etaperne har haft mål på bakker og bjerge af varierende længde og meget ofte med nogle uhyggelige procenter.

Den trend er fortsat siden da med typisk mellem 8 og 11 afslutninger på stigninger, og dermed er Vueltaen i en vis forstand blevet den mest endimensionelle af de tre grand tours. Løbet har i udpræget grad markedsført sig som klatrernes paradis, og man skal ikke kaste mange blikke på de seneste sprinterfelter for at forstå, at de hurtige folk i vidt omfang har valgt løbet fra. Det har der været særlig grund til i 2019 og 2020, hvor løbene har været så sprinterfattige, at kun tre af etaperne har givet anledning til rigtige massespurter.

Måske er Guillen alligevel blevet lidt træt af at få kylet dartpile i ansigtet af de forsmåede sprintere. I hvert fald synes han atter at fri til de hurtige folk, der synes at være på vej til at vinde en plads i hans ellers klatrervenlige hjerte. Allerede i 2020 havde han faktisk planlagt en rute med hele syv sprinteretaper, men da coronakrisen havde aflyst turene til Holland og Portugal, gik de fire af dem fløjten og dermed blev løbet alligevel lige så sprinterfjendtligt, som det plejer.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det skal være slut nu. I år mener Guillen det alvorligt, og da han torsdag formiddag præsenterede ruten til den 76. udgave af den spanske rundtur, var han så meget i gavehumør, at man alvorligt må overveje, om rutepræsentation i disse coronatider kan have udviklet sig til en supersprederbegivenhed. I hvert fald har afsløringen af de 21 etaper formentlig ført til fest i snart sagt ethvert cykelhjem, for der er ikke mange ryttertyper, der kan være utilfredse med sjældent afbalancerede design, Guillen kom op med. Denne gang er der vitterligt noget for enhver smag, og derfor må der være blevet indtaget nogle flasker champagner denne torsdag i februar.

Lad os da bare lægge ud med de så forsømte sprintere. Efter to år med bare tre muligheder kan de se frem til at få chancen på en tredjedel af de 21 etaper, da hele syv dage synes at kunne give ideer til de hurtige afsluttere. Særligt den første uge er usædvanligt sprintervenlig, da ikke færre end fire af de ni etaper frem til første hviledag ligner klassiske dage for massespurter. Uge 2 er lidt fattig med bare en enkelt sprinterdag, men til gengæld er der lidt at se frem til, for selvom den klassiske paradeetape til Madrid i år udgår, vil to flade etaper i løbets sidste del være rigeligt med incitament til at gennemføre alle tre uger.

Samtidig er ruterne enklere, end de plejer. Meget ofte har selv sprinteretaperne haft næsten urimeligt mange højdemeter, men sådan er det ikke denne gang. Normalt er det meget svært at finde etaper med færre end 1000 højdemeter, men i år byder 5. etape på bare 651 af slagsen, hvilket er uhørt få. Heller ikke 8. etape kommer over de 1000, 2. etape byder bare på 1054, 4. etape har 1570 og 13. etape blot 1654. Først i den tredje uge skal sprinterne stramme sig lidt mere an, hvis de vil spurte, for på 16. etape skal der klatres 2145 højdemeter, og det bliver lidt af en opgave at sikre en spurt på 19. etape, hvor sidste halvdel ganske vist er så flad, at det ikke er umuligt, men hvor i alt 3567 højdemeter taler for, at det nok snarere bliver en dag for udbryderne.

De mange sprinteretaper er dog ikke bare godt nyt for de tunge folk. Det kan også glæde nogle af de hold, der mestrer kunsten at køre i sidevind. Det er velkendt, at den spanske højslette næsten hvert år giver anledning til mindst ét sidevindsdrama - særligt 17. etape i 2019 må stå klart i manges erindring - og meget taler for, at det vil gentage sig i år. Særligt de første dage på den altid farlige højslette ved Burgos ser i hvert fald faretruende ud, hvis vejrguderne vil det, og det kan måske nok vække lidt bekymring hos de små klatrere.

De har nu ellers ikke meget at være utilfredse over. Det kan godt være, at årets rute er mere afbalanceret end vanligt, men med ni afslutninger på stigninger er der nøjagtigt lige så mange klatrefinaler, som der plejer. Denne gang kommer vi endda hele spektret rundt, for et par år, hvor der har været færre af de ellers typiske afslutninger på korte, ultrastejle mure, er der denne gang designet ni afslutninger, der varierer i både stejlhed og længde.

Mest markant er det, at de ryttere, der elsker korte, stejle stigninger, får lidt af en renæssance. Særligt vil de se frem til den første uge, hvor to af de fire etaper med svære finaler er guf for dem. Således slutter den ellers næsten helt flade 6. etape på den lille Alto de la Montana de la Cullera, der med sine 2,1 km med 8,3% var rammen om Tadej Pogacars sejr på kongeetapen i sidste års Volta a la Comunitat Valenciana. Dagen efter får de eksplosive folk mulighed for revanche, når en svær dag med næsten 4000 højdemeter slutter med de 3,8 km op til toppen af Balcon de Alicante, hvis gennemsnitlige stigningsprocent på 9,5% er helt i tråd med den klassiske Vuelta-ånd.

Endelig bliver der i den anden uge på 11. etape plads til et herligt gensyn med den spektakulære og meget korte, men ultrastejle rampe i Valdepenas de Jaen, hvor mange helt sikkert husker sejren til Igor Anton i 2010, Joaquim Rodriguez i 2011 og Daniel Moreno i 2013 - en liste, der ikke tilfældigt består af ryttere, der alle har været i top 4 i Fleche Wallonne, som endda er blevet vundet af de to sidstnævnte.

Netop det med de stejle procenter har jo altid været Vueltaens kendetegn, og dem er der rigeligt af igen i år. Udover de tre eksplosive afslutninger indledes klassementskampen nemlig for alvor allerede på 3. etape, når rytterne for første gang i Vueltaen skal slutte på Picon Blanco, som vi har lært at elske fra Vuelta a Burgos, hvor Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Ivan Ramiro Sosa og senest Remco Evenepoel har sejret i de seneste år. Nok taler vi ikke om Angliru-stigningsprocenter, men med 7 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på knap 10 vil det relativt ”nyopfundne” bjerg meget hurtigt give en ide om, hvem der kan vinde løbet.

Omtalte Angliru vender efter sidste års show ikke tilbage, men til gengæld er der blevet plads til det, der vel kan kaldes en lillesøster. Guillen og rutedesigner Fernando Escartin har gjort det til en fast tradition år efter år at finde en ny, uprøvet og uhyre spektakulær stigning. Det har de i den grad også gjort i år, hvor der er lagt op til en vild og voldsom 18. etape, der vel kan kaldes løbets kongeetape og samtidig vil være klatrernes sidste reelle chance for at gøre en forskel. Efter næsten 5000 højdemeter slutter etapen nemlig på den nye Gamoniteiru-stigning, der både med sine 14,9 km er lang og med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 9,7 også uhyre stejl, særligt fordi de fleste kilometer byder på gennemsnitlige procenter på mellem 11 og 13. Her bliver der til gengæld også brug for at slå til, for selvom 20. etape, der af Escartin beskrives som et spansk Liege-Bastogne-Liege, byder på næsten 3500 højdemeter, er stigningerne trods stejle passager undervejs, så bløde, at det snarere er en dårlig end en god dag, der kan skabe forskelle i klassementet.

Hvor Vueltaen er kendt for sine urimeligt stejle procenter, er den til gengæld ikke berømt for sine lange, jævne bjerge, som vi mest af alt kender fra Touren. Den slags finaler er der dog også blevet fint plads til i årets afbalancerede design. Således slutter første uge af med 9. etape og næsten 5000 højdemeter i de andalusiske bjerge med et mål på den jævne Velefique-stigning, hvor Ryder Hesjedal slog igennem med sin etapesejr ved det hidtil eneste besøg i 2009. I den anden uge skal man på 14. etape slutte på den nye Pico Villuercas, der er alenlang, men ikke specielt stejl.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Endelig er der i den tredje uge på 17. etape - altså dagen inden mødet med Gamoniteiru - blevet plads til en tilbagevenden til Vueltaens svar på Alpe d’Huez, når mere end 4500 højdemeter inkluderer en afslutning på og et 21. besøg hos Lagos de Covadonga, der som løbets mest ikoniske målbjerg senest var rammen om en flot solosejr til Thibaut Pinot i 2018, og som hører til på listen over erobrede stigninger hos enhver ambitiøs klatrer. Her skal man som bekendt ikke lade sig snyde af den gennemsnitlige stigningsprocent på 7,0, der grundet en nedkørsel mod slutningen skjuler en meget svær og stejl opkørsel, der som regel gør stor skade i det ofte regnfulde Asturien.

De mange og svære bjergfinaler kunne naturligvis foranledige nogle til at tro, at løbet vil blive vundet af den bedste klatrer. Det er imidlertid langt fra givet. Guillen har nemlig krydret de mange bjerge med en pæn dosis af enkeltstartskilometer på i alt 41,7, hvilket er mere end nyere tids gennemsnit. Ganske vist er løbets lange enkeltstart med en længde på 33,7 km helt klassisk for løbet, der i de senere år altid har budt på en ca. 35 km lang tidskørsel i løbets anden eller tredje uge, men tempospecialisterne vil for de flestes vedkommende glæde sig over, at løbet denne gang ikke indledes med et holdløb, men derimod en 8 km lang og meget teknisk enkeltstart med start i Burgos-katedralen, hvis 800. fødselsdag skal fejres på spektakulær vis.

Samtidig kommer temporytterne denne gang til at have et es i ærmet. Den lange enkeltstart afvikles nemlig for første gang siden 2002 nemlig på sidstedagen, når paradeetapen i Madrid ligesom i 2014 erstattes af en tidskørsel i Santiago di Compostela i Galicien. For seks år siden var der imidlertid kun tale om en kort sag, der endda grundet massivt regnvejr nærmest blev neutraliseret af en række klassementsryttere, der mest af alt skulle undgå at ryge på rumpen, men denne gang er der som i 2001 og 2002 tale om en lang sag, der sagtens kan føre til et skifte i toppen, som vi senest så det i sidste års Giro.

Faktisk skete netop det i både 2001 og 2002, hvor først Angel Casero og siden Aitor Gonzalez brugte tempoevnerne til at sætte de lette folk, hhv. Oscar Sevilla og Roberto Heras, til tælles i sidste øjeblik, og det er bestemt ikke umuligt, at det kan ske igen. Til gengæld kan klatrerne glæde sig over, at enkeltstarterne slet ikke er så klassiske, for mens åbningsetapen byder på en lille, blød bakke undervejs, har sidste etape over de 33,7 km ikke færre end 643 højdemeter i det ru galiciske terræn, og det er derfor ikke de tungeste tempospecialister, der vil vinde den ganske kuperede afslutning.

Nej, det er vitterligt svært at finde ryttere, der kan være svært utilfredse, når sprintere, klatrere og alsidige klassementsfolk med tempoevner alle kan slikke sig om munden og øjne muligheden for etapegevinster og/eller samlet succes. Det skulle da lige være udbryderne. Som bekendt er Vueltaen netop udbrydernes paradis, for i det ujævne indre af Den Iberiske Halvø får man som regel så mange gratis højdemeter foræret, at sprinterne ofte giver op på forhånd.

Når der skal være plads til syv sprinteretaper, ni afslutninger på stigninger - etaper, der dog ofte kan blive vundet af klatrestærke udbrydere - og to tidskørsler er der ikke plads til mange mere klassiske udbrudsetaper. Tre af slagsen er det dog blevet til, og de falder alle i løbets anden uge. Den ellers næsten helt flade 10. etape byder således på den korte, men meget svære Puerto de Almachar i den absolutte finale, og den er så vanskelig, at selv klassementsrytterne måske kan angribe hinanden bag det udbrud, der formentlig kører om sejren.

Lidt lettere er finalen på 12. etape, hvor man til slut skal over stigningen med det herlige navn Alto del 14%, der trods navnet ikke er nogen videre stejl sag, men svær nok til, at sprinterne giver op. Endelig slutter ugen med en 15. etape, der med næsten 4000 højdemeter og meget lange stigninger er en regulær bjergetape, men hvor de længste stigninger kommer så langt fra mål, at afslutningen med en blød kategori 3-stigningen kort inden stregen ikke rigtigt er noget for klassementsrytterne. Er udbryderne stadig utilfredse, må de tage for sig af retterne på etaperne med mål på stigninger og på de to lettere etaper i den tredje uge, hvor det bestemt er muligt at snyde sprinterne, særligt på 19. etape.

Netop den tredje uge er også den mest spektakulære. De seneste to udgaver har i moderne grand tour-sammenhæng været meget specielle, idet de har budt på nogle sjældent lette tredje uger. Nu om dage stiger sværhedsgraden gennem en grand tour næsten altid frem mod en tredje uge, der er uhyre bjergrig, men sådan har det ikke været i 2019 og 2020, hvor sidstnævnte udgave eksempelvis blot bød på én bjergetape efter sidste hviledag.

Sådan bliver det ikke i år, hvor ruten følger et langt mere klassisk og moderne mønster. Naturligvis ville det ikke være Vueltaen, hvis ikke der allerede var bjergetaper i den første uge, hvor der som sagt er hele to rigtige bjergfinaler og to mere eksplosive afslutninger, men de vanskeligste udfordringer venter først til sidst. Mindst vigtig for klassementet er uge 2, der med muren i Valdepenas de Jaen og en af løbets lettere bjergfinaler næppe bliver udslagsgivende, men til gengæld kan de restitutionsstærke bjergspecialister så se frem til en tredje uge med både Lagos de Covadonga og det nye Gamoniteiru-bæst samt altså den afsluttende enkeltstart, hvor netop restitution ofte vil være mere afgørende end klassiske tempoevner.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Med andre ord er det en rute, der kan give drømme for snart sagt enhver sand grand tour-specialist med evne til at toppe i den tredje uge, uanset om man helst vil klatre eller køre enkeltstart. Blandt de sandsynlige deltagere falder i første kategori navne som Egan Bernal, Miguel Angel Lopez, Adam Yates, Giulio Ciccone og Sepp Kuss, mens Tadej Pogacar, Joao Almeida Enric Mas, Marc Soler, Rigoberto Uran, Steven Kruijswijk og Remco Evenepoel, hvis den unge belgier grundet sin skade må sadle om og erstatte Almeida i Spanien, vil kunne begejstres over udsigten til en kuperet enkeltstart som afslutning på løbet.

Ja, de jublede alle i torsdags. Hvis blot coronarestriktionerne havde tilladt det, kunne hele cykelfamilien gave inviteret til kollektiv kædedans, for der vitterligt noget at fejre for de fleste. Uanset om man kan spurte eller klatre, køre enkeltstart eller agere puncheur er der rigeligt at komme efter til august og september - og det endda selvom ruten med sine ni afslutninger på stigninger bevarer Vueltaens helt unikke særkende. Det er i sandhed en gordisk knude, Guillen fik til at gå op denne gang. Mon så ikke det er slut med at få kastet dartpile på kontrafejet?