En tenniskyndig må korrigere mig, hvis jeg tager fejl, men jeg mindes at have hørt en historie om, at Wimbledons bane 2 kaldes for Mestrenes Kirkegård, fordi den angiveligt har været rammen om mange store stjerners fald. Hvis den historie er rigtig, skal man måske kalde den ellers ret beskedne Formigal-stigning i Spanien for cykelsportens pendant til Wimbledons bane 2 og således give den samme tilnavn.

Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvor store dramaer den lille opkørsel til skisportsområdet har kunnet skabe. Der lød ellers et kollektivt suk gennem hele cykelverdenen, da det kom frem, at den bløde stigning skulle agere substitut for det Tourmalet, der desværre blev det næste af coronavirus’ alt for mange ofre. En opkørsel med den slags bløde procenter har nemlig kun sjældent kunnet skabe meget drama, og særligt Richard Carapaz har sikkert grædt sig i søvn over, at hans måske bedste chance for at få skovlen under Primoz Roglic medét blev forvandlet til en etape, der meget vel kunne være endt med spurtsejr og 10 bonussekunder til det slovenske monster.

På Formigal går det bare aldrig, som præsten prædiker for mestrene. Mest berømt er naturligvis 2016-etapen, der hurtigt blev omdøbt til Froomigal-etapen. Det var dengang, Sky og Chris Froome totalt undervurderede den bløde bjergetape, og da først de havde opdaget, at Alberto Contador og Nairo Quintana havde angrebet fra km 0, var de allerede så langt bagefter, at en hel dags jagt ikke var nok til at afværge den katastrofe, der i sidste ende kostede Froome en ellers sikker Vuelta-sejr. Men også ved første besøg i 2013, hvor det blev til udbrudssejr til Gianluca Brambilla, og hvor vi vel kan tale om en Nibaligal-etape, led løbets forhåndsfavorit, den førende Vincenzo Nibali, et nederlag, da han helt uventet tabte 28 sekunder til Joaquim Rodriguez og også led et tab på 22 sekunder til Chris Horner - et varsel om, at det var amerikaneren og ikke italieneren, der havde overhånden i det løb.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Måske vil vi fremover tale om dagens 9. etape som Roglical-etapen. Den kan nemlig meget vel have været indledningen på forhåndsfavorittens fald, præcis som samme stigning var det for Nibali i 2013 og Froome i 2016. Nok havde vi allerede i torsdags konstateret, at det slovenske monster ikke var helt så skræmmende, som det plejer, men de færreste havde nok regnet med, at Formigals bløde procenter ville tilføje ham et så voldsomt banesår, at han nu blot er nr. 4 i klassementet, hele 30 sekunder bag sin værste rival, Carapaz.

I første omgang var det helt uklart, hvad der var sket. Jumbo så ud til at have etapen under fuld kontrol, da de holdt et ellers for førertrøjen halvfarligt udbrud i kort snor, og de fik sig endda en god håndsrækning, da Israel Start-Up Nation ikke helt uventet valgte at gå benhårdt efter den gyldne mulighed for med bonussekunder at bringe Dan Martin i en førertrøje, der ville være en fantastisk bedrift for det lille hold. Sådan så det ud, indtil det gule tog ud af det blå pludselig forsvandt fra fronten på den regnvåde nedkørsel fra sidste stigning.

I første omgang anede ingen, hvad der var sket. Havde der været defekt? Var Roglic styrtet? Derfor lignede det også en lille svinestreg, da Movistar pludselig iværksatte en stor offensiv, præcis som de gjorde det for et år siden, da Roglic og Miguel Angel Lopez styrtede på en ligeledes drivvåd 19. etape og således skabte et ondt blod, der næppe helt er forsvundet. Det viste sig imidlertid at være en helt legitim forcering, for årsagen til Roglics bratte forsvinden var slet og ret, at han havde fumlet med noget tøj og var gledet for langt tilbage. Og pludselig gik det op for ham, at den regnvåde nedkørsel havde splittet feltet.

Så var gode råd dyre. Den utilgivelige fejl - det er jo ikke uden grund at der er vild positionskamp frem mod regnvåde nedkørsler - mindede lidt om den utilgivelige fejl på 17. etape sidste år, hvor en ukoncentreret Roglic totalt blev fanget på sengen i sidevinden, selvom alle vejrudsigter havde vist, at der var lagt op til action fra start. Dengang brændte han hele holdet op i en daglang jagt, som var endt katastrofalt, hvis ikke Astana var kommet ham til undsætning.

Så galt gik det ikke helt denne gang. Roglic fik i første omgang afværget katastrofen, men det suveræne Jumbo-tog, der i forvejen havde virket uventet skrøbeligt, var nu reduceret til blot at bestå af chefen selv og George Bennett. Væk var Tom Dumoulin og ikke mindst den Sepp Kuss, der ellers havde været så vigtigt et taktisk våben at bevare i en finale, der kunne være svær at kontrollere.

Og svær at kontrollere blev den. Lynhurtigt blev der igangsat en sand angrebsfest mod den hollandske tomandshær, og det var helt umuligt at styre for Roglic og Bennett, der i forvejen begge havde brugt et hav af kræfter på den opkørsel, som var så hård, at den havde kostet hele holdet. Først forsvandt David De La Cruz ud i horisonten, siden måtte de også lade Marc Soler, Bruno Armiral og David Gaudu køre, og kort efter var også Felix Grossschartner forsvundet ud i horisonten.

Det var der alt sammen råd til, for ingen af dem udgjorde nogen umiddelbar trussel. Lokummet brændte først for alvor, da Roglic betalte prisen for det hårde arbejde og ikke kunne svare, da Carapaz åbnede for gassen. Sammen med Hugh Carthy, der i de første dage endda har overgået mine ret høje forhåndsforventninger, forsvandt Roglics værste rival længere og længere væk, og man kunne igen fornemme det fjerne blik, vi kender ham for, når han er presset.

Det var svært ikke at få en total deja-vu-oplevelse. I 2019 endte sidste etape inden første hviledag nemlig også i totalt uvejr på grusvejene i Andorra. Her endte Roglic i asfalten, og siden ventede en vild jagt, hvor sloveneren aldrig igen fik fat på Tadej Pogacar og Nairo Quintana, der kunne iføre sig førertrøjen. Dengang fik han imidlertid lynhurtigt bragt det hele på plads igen, da han allerede dagen efter vandt enkeltstarten, og efterfølgende var der aldrig en sprække at øjne i det slovenske panser.

Denne gang er situationen dog anderledes. For et år siden var Roglic dybt overbevisende, da han efter styrtet leverede et fornemt comeback. Denne gang havde han ganske vist nok brugt flere kræfter forinden, men det var ikke just ordet overbevisende, der først kom op, når man så, hvordan Wout Poels og Dan Martin kørte fra ham til sidst. Og denne gang skal vi helt hen til uge 3, inden han får sin enkeltstart, hvilket helt ændrer løbets dynamik. Sidste år kunne han nemlig angribe løbet i totalt forsvarsmode, men det er sværere nu, hvor han på forhånd er på bagkant.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det er han dog ikke helt. Selvom Carapaz fører løbet, er Roglic stadig reelt løbets førstemand, når man indregner de forskelle, der vil opstå i Galicien på enkeltstarten. Derfor er det stadig Carapaz, der skal i offensiven på de tre vilde bjergetaper i den kommende uge, men nu skal han pludselig slet ikke vinde så meget, som det så ud til fra morgenstunden. Formentlig kan et nyrestød på Angliru være nok, og med den sårbarhed, Roglic viste i dag, ser det i hvert ud til, at Carapaz har overhånden i bjergene, også når man indregner, at sloveneren i dag havde brændt sit krudt af allerede inden stigningen. Vi har nemlig set en ecuadorianer i total hopla hele vejen, mens der som bekendt ikke var så meget monster over Roglic i torsdagens finale.

Derudover bekræftede etapen stort set, hvad vi allerede havde set. Carapaz er vitterligt flyvende, og Carthys imponerende start blev omsat til endnu mere overbevisende kørsel, da vi endelig ramte en stigning, der passede ham bare en anelse. Gaudu synes som så ofte før at komme tilbage på sporet efter en skidt start, og det samme gælder for Soler, der bekræftede det vanvid, han leverede i onsdags. Opløftende var det også at se Poels fortsætte fremgang, og hvis det vitterligt er antydning af, at tredjeugesformen er på vej, ser det ud til, at Bahrain kan få deres femte forskellige mand i en top 10 i en grand tour i år.

Vi fik også set, at Dan Martin ikke uventet stadig er begrænset, når stigningerne bliver længere, og han må nok sande, at drømmen om en tur i rødt, røg i dag, når man betænker, hvad der venter de kommende dage. Enric Mas, der jo ellers var startet sjældent godt på 1. etape, har de seneste dage lignet en mand, der har vendt bøtten og for første gang i en grand tour har nedadgående formkurve - måske fordi han denne gang allerede har Touren i benene. Den tendens blev bekræftet i dag, hvor han end ikke kunne følge Esteban Chaves, der til gengæld er en positiv overraskelse, nu hvor han også i tiden efter sin sygdom faktisk har holdt niveau i seks dage i træk. På samme vis fortsætter Grossschartner med at gøre det bedre end ventet, men lidt regnvejr kan vel heller ikke genere en østriger.

Netop regnen gør også, at vi skal være varsomme med at lægge alt for meget i etapens resultat. Alle har efterfølgende talt om, at de var stivfrosne, og hierarkiet kan derfor sagtens være vendt på hovedet igen senere i løbet. Det må eksempelvis Aleksandr Vlasov i hvert fald håbe, for russeren, der jo ellers var på vej ind i løbet igen, blev vel sammen med Roglic den store taber på en dag, hvor de unge talenter, Clement Champoussin og Gino Mader fortsætter med at imponere stort.

Heldigvis kan Astana så glæde sig over noget andet. Ion Izagirre sikrede kasakkerne en højst tiltrængt sejr og bekræftede dermed den for optaktsskribenter møgirriterende tendens til, at de to Izagirre-brødre pludselig finder form, når man mindst venter det. Der ham nemlig været ufatteligt langt mellem snapsene for Ion, der siden den samlede sejr i Baskerlandet sidste år, mest har været ligegyldigt fyld, og hans klassementsambitioner i dette løb forduftede da også, allerede inden de havde ramt finalestigningen på 1. etape. Det er bare ikke første gang, at en Izagirre har kørt som en sæk kartofler for så pludselig at være en af de stærkeste i et udbrud.

Izagirre mestrer da også kunsten at gøre det færdigt. Med dagens sejr har han nu med præcis fire års mellemrum vundet etaper i alle tre grand tours og det endda for tre forskellige hold. Det startede med den meget uventede Giro-etapesejr som ung og relativt ukendt Euskaltel-rytter i 2012, inden han i 2016 brugte sin fornemme tekniske evner til at køre fra en vis Vincenzo Nibali på den regnvåde nedkørsel fra Joux-Plane i Touren. Og som sand basker er det ikke noget tilfælde, at han fulgte den regnvejrssejr op med endnu en af slagsen, da han og brormand leverede det perfekte samarbejde i dag, hvor alle de værste rivaler sled sig ihjel på at køre Gorka ind, inden de fik Ion i nakken til sidst.

Det var nok også den fordel, der gjorde det muligt at træde væk til sidst. Modstanden var nemlig af tårnhøj klasse og bestod af en Michael Woods, der er på vej til at rejse sig efter skuffelsen, Rui Costa og Robert Power, der begge har virket meget overbevisende i løbets indledning, Mattia Cattaneo, der lynhurtigt er på vej i form efter sin skadespause, en utrætteligt Guillaume Martin, der var afsted for anden dag i træk, og så danske Michael Valgren, der nok engang viste, at han er en mester i regnvejr, da han var ganske tæt på at sejre på en etape, som i teorien burde have været for svær for ham.

Det burde den til gengæld ikke for Roglic, der for 24 timer lignede vinderen, da coronavirus gjorde Tourmalet til Formigal, men sådan gik det ikke. Nu er spørgsmålet så blot, om han fumleri med sit tøj og den efterfølgende jagt vitterligt var hovedårsagen til nedturen, eller om det er en fortsættelse af de små svaghedstegn, vi så i torsdags. I førstnævnte tilfælde kan vi få en gentagelse af genrejsningen efter Andorra-etapen sidste år. I sidstnævnte har vi fået en Roglical-etape, der sammen med Nibaligal- og Froomigal-etaperne gør Formigal så meget til Mestrenes Kirkegård, at alle forhåndsfavoritter lige så godt kan melde afbud næste gang, den ellers så beskedne og lette stigning figurerer på Vueltaens program.