Puha! Det var på et hængende hår.

Da Quick-Step for et par dage siden lod sig overrumple af udbruddet og medvinden på den lynhurtige 18. etape, så det ud til, at det belgiske supermandskab kunne ane enden på en stime. Vi skal nemlig helt tilbage til Touren i 2016 for at finde den seneste grand tour, hvor the Wolfpack ikke har vundet minimum fire etaper, og belgierne tog da også til Spanien med den primære mission at holde den succesrække i live. Det så da heller ikke ud til, at det på nogen måde kunne gå galt med en trup, der ikke blot talte feltets hurtigste sprinter, men også løbets i særklasse bedste lead-out.

Alt var da også på sporet, da Viviani med ventet suverænitet satte sig igennem i spurterne på 3. og 10. etape. Ganske vist levede holdet en kæmpe brøler i spurten på 6. etape, hvor man i sidste sving smed en sikker sejr væk ved at være alt for langt tilbage, men med udsigt tre potentielle massespurter i løbets tredje del, var kursen mod mindst fire sejr fortsat sat.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Derfra gik det imidlertid helt galt. Først viste det sig umuligt at kontrollere den stærkt kuperede 12. etape, og da Jelle Wallays og Sven-Erik Bystrøm snød alle de hurtige folk i torsdags, så det ud til, at Quick-Step en sjælden gang ville fejle i en sæson, hvor de ellers har vundet næsten alt, de har rørt ved. Der er bare det med Patrick Lefeveres tropper, at de altid får det sidste ord, og med en drømmeweekend lykkedes det dem til allersidst alligevel at holde den imponerende stime gående ved at vinde begge de to sidste etaper.

Dagens sejr til Viviani var måske nok forventet, for italieneren har igennem hele løbet vist sig som den klart hurtigste i feltet. Mere uventet var det, at Enric Mas kunne sejre på løbets kongeetape efter en dag, hvor ingen holdt blot det mindste gram energi tilbage i reserve, og hvor kun de allerstærkeste kunne være med. Måske var Miguel Angel Lopez dagens bedste mand, men Mas var den eneste, der kunne følge det colombianske fænomen, og med en flot spurt tog han ikke blot karrierens anden sejr - i øvrigt også den anden på WorldTouren - men sikrede sig også en dybt imponerende samlet andenplads og sejr i ungdomskonkurrencen.

Derefter var det op til Viviani at tage holdets 29. grand tour-etapesejr i de seneste to sæsoner, og det lignede en mission, der ikke kunne gå galt. Med et fuldt lead-out til at støtte feltets hurtigste sprinter var det svært at se, hvem der skulle kunne true den belgiske vindermaskine, der også tydeligvis havde lært af torsdagens brøler. Sammen med Trek, Bora og LottoNL lagde de løbet i et jerngreb, der betød, at chancerne for en gentagelse af Wallays’ sensation gennem hele aftenen var ikkeeksisterende, og da de sidste udbrydere til slut blev spist med 7 km igen, var der da også dækket op til Viviani, der bare skulle tage for sig af retterne.

Pludselig gik der imidlertid grus i maskineriet. Viviani, der ellers i Giroen i år nærmest ikke satte én eneste fod forkert i de mange massespurter, mislykkedes nemlig med at holde sig til Kasper Asgreen, Michael Mørkøv og Fabio Sabatini, der ellers på det tidspunkt havde lanceret toget. Derfor opstod der panik og forvirring, da Mørkøv og Sabatini over radioen fik besked på at bremse op og ikke trække feltet ud i et tempo, der ville gøre det umuligt for den dårligt placerede italienske mester at komme tilbage i position.

Heldigvis reagerede de to erfarne lead-out men snarrådigt og lod farten gå fuldstændigt ud af feltet på den sidste kilometer. Det gjorde det muligt for Viviani at komme tilbage i position, men da det aldrig igen lykkedes ham at finde sine folk, måtte han herfra klare den på egen hånd.

Heldigvis er boulevarden i Madrid stor og bred, og derfor er der masse af plads til at komme frem. Det kunne Viviani nyde godt af, for situationen havde været kritisk, hvis der havde været tale om en mere traditionel spurt i en mindre spansk provinsby. Erfarne Daniele Bennati udnyttede nemlig stilstanden til at forsøge at snyde favoritterne ved at lancere en lang spurt, og det nummer kunne faktisk have bragt ham langt, hvis ikke den betydeligt mindre erfarne Ivan Garcia havde reageret prompte. Den unge spanier lukkede hurtigt hullet, men derefter var der intet andet at gøre end selv at åbne op. Det var naturligvis alt for tidligt og kostede ham i sidste ende en gentagelse af sidste års top 5-placering, men det kunne have gået anderledes, hvis ikke spurten i Madrid tillod alle de dårligt placerede sprintere at komme flyvende bagfra på den store, brede boulevard.

Det var redningsplanken for dagens tre store favoritter, Viviani, Peter Sagan og Giacomo Nizzolo, der alle var blevet fanget for langt tilbage, og de kunne derfor nå frem i tide, så de som forventet satte sig på de tre podiepladser. Dermed blev der også plads til, at vi kunne få en ren udmåling topfart mellem de tre, og her blev det soleklart, hvem der var stærkest. Viviani var ganske enkelt i en klasse for sig og gav i den grad sine to rivaler baghjul, som han har gjort ved enhver tænkelig lejlighed i dette løb.

Derfor smager sejren måske også ekstra godt. Man har nemlig med nogen ret kunnet hævde, at Vivianis mange sejre i år i højere grad har været et resultat af et sublimt tog end af hans egen topfart. Det var særligt tydeligt i Giroen, hvor Sam Bennett klart var løbets hurtigste mand, men hvor det alligevel lykkedes Viviani med fire sejre at blive feltets mest succesrige sprinter.

Den slags kritik er han totalt immun overfor i dette løb. Her har der ikke været nogen hverken over eller på siden af Viviani, der har været i en klasse for sig, og denne gang er det paradoksalt nok hans hold, der har kostet ham yderligere to sejre. I dag var det ham selv, der klokkede i det, men med sin egen topfart kunne han alligevel redde situationen, og det må trods alt være svært tilfredsstillende over for omverdenen at bevise, at han vitterligt også selv er en af verdens hurtigste, også selvom feltet i Vueltaen naturligvis ikke er af Tour-standard.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Dermed står Viviani nu på 18 sejre i en sæson, hvor han har været den klart mest vindende. Spørgsmålet er nu blot, om han også kan nå den magiske grænse på 20 som den første siden Alexander Kristoff i 2015. Som nævnt i en tidligere analyse kan der her opstå en konflikt med en sulten Fernando Gaviria, der også har ambitioner i årets sidste sprinterløb, men det virker utænkeligt, at Viviani har tænkt sig at stoppe nu. Han er nemlig næppe nogensinde kommet stærkere ud af en grand tour - det er også hans første sejr på en afslutningsetape - og den evigt sultne italiener vil helt sikkert forsøge at presse barren så langt i vejret so muligt.

Med sin flotte spurt snød Viviani også Peter Sagan for den drømmeafsked med regnbuetrøjen, han havde sat næsen op efter. Slovakken havde måske denne gang faktisk en chance, hvis han havde holdt sig længere fremme efter Vivianis fejltrin, men da det endte som en direkte duel mellem ham og den tidligere holdkammerat, var udfaldet givet på forhånd. End ikke Sagans større holdbarhed var nok til at vende rundt på hierarkiet i den tredje uge, og i stedet for en sidste regnbuesejr blev til hans fjerde andenplads i løbet og dermed endnu en til den endeløse række over andenpladser i grand tours. Nok har Sagan i de senere år forbedret sig betydeligt i de rene massespurter, men dette løb har tydeligt vist, at han fortsat mangler det sidste i forhold til feltets allerhurtigste.

Og dermed slutter en epoke nok også i denne omgang. Sagans manglende sejr var nemlig en meget passende afspejling af et løb, hvor han konsekvent har efterladt et indtryk af at være et stykke fra topformen. Bjergetaperne har været en lang lidelseshistorie, og der har ikke været mange tegn på den aggressive Sagan, vi ofte har kunnet nyde i Touren. Det står dermed også ret klart, at superstjernen ikke er i topform, og med tanke på, at det i forvejen ville kræve et mindre mirakel, hvis han i de østrigske bjerge skulle sikre sig endnu en VM-titel, kunne det se ud til, at vi næste år skal vænne os til at se ham i en nye trikot. Helt ordinær bliver han dog ikke, for han har med en slovakisk mesterskabstitel sikret sig, at vi fortsat vil skulle helt tilbage til 2013 for at finde sidste gang, han startede et linjeløb i en ganske almindelig holdtrøje.

Giacomo Nizzolo måtte igen tage til takke med en 3. plads, og der har dermed været et soleklart hierarki mellem løbets tre topsprintere. Trek-rytteren var imidlertid aldrig i nærheden af at vinde en etape, men for ham er katastrofen måske ikke helt så stor, som den har været ved de mange Giroer, hvor han er taget hjem med et hav af andenpladser, men ingen gevinst. For ham handlede dette løb nemlig snarere om endelig at komme ind i en stabil løbsrytme efter sit skadeshelvede, og det er for første gang lykkedes efter en hel serie af fejlslagne comebacks. Det kan godt være, at løbet tydeligt har vist, at han ikke er i nærheden af niveauet fra 2015 og 2016, hvor han var Giroens hurtigste mand, men fastholder han det lange lys, kan denne Vuelta ikke betragtes som andet end en sejr, der forhåbentlig kan lægge grunden til en stor 2019-sæson for enten Trek eller Dimension Data, der rygtes at være tæt på at skrive kontrakt med den uheldsramte italiener.

Mest ærgerligt har Danny Van Poppel nok grund til at være. Modsat Viviani, Sagan og Nizzolo var han nemlig helt fremme i den afgørende fase, og han sad umiddelbart perfekt placeret bag Garcia, da den unge spanier følte sig tvunget til at åbne en lang spurt. Herfra gik han da også let forbi, og i det hektiske kaos så det da også en overgang ud til, at han endelig skulle få den store sejr, han har jagtet gennem hele sæsonen. I sidste ende blev det imidlertid atter udstillet, at han fortsat mangler den sidste topfart for at matche de allerbedste, og selvom han i dette løb har udvist en hidtil uset holdbarhed, må han altså atter indse, at han næppe har udsigt til at true Dylan Groenewegens faste greb om LottoNL-sprintertronen lige med det første.

Mere grund til tilfredshed har Marc Sarreau og Jon Aberasturi. Sarreau mangler ganske vist fortsat at vise, at han kan gøre sig gældende i toppen på WorldTour-niveau, men en femteplads som afslutning på den første grand tour, han gennemfører, viser, at han er kommet godt igennem løbet. Som bekendt betyder det at have et tre uger langt etapeløb i benene ofte, at man når et helt niveau, og man kan håbe, at denne Vuelta kan være det, der kan bringe Sarreau det sidste skridt frem, så han også kan være med fremme uden for sit hjemland.

For Aberasturi blev spurten også en succes, selvom han naturligvis ikke var i nærheden af en sejr. Baskeren har i årevis levet en tilværelse som cykelnomade i Asien, hvor han har været an af de få, der med jævne mellemrum har kunnet true Jakub Mareczko i de mange helt flade kinesiske sprinterløb. I år har han endelig fået chancen i Europa, og efter at have fået ødelagt startee af Vueltaen af et grimt sår i knæet, er han sluttet fremragende af. Naturligvis bliver han aldrig topsprinter, men han har i hvert fald fået etableret sig som en af de hurtigste i Spanien, der dog heller ikke just er kendt for en stor og sprudlende sprinterscene.

Helt anderledes trist var spurten for Matteo Trentin. For et år siden kronede han en fantastisk Vuelta ved at sætte alle til vægs netop i den spanske hovedstad, men i år blev en halvtam spurt kronen på et løb, han formentlig helst vil glemme - i hvert fald hvad de personlige resultater angår. I hvert fald har spurterne her klart vist, at Trentin ikke er og aldrig har været en rigtig sprinter, og når han sidste år kunne etablere sig som løbets dominerende afslutter var det snarere i kraft af et stærkt hold, manglende konkurrence og en forrygende form end egen topfart. Heldigvis har de seneste bjergetaper vist, at han kommer ud af løbet med de hidtil bedste ben i år, og der kan derfor være håb om, at han kan slutte sæsonen lige så godt af som sidste år, også selvom hans hold har valgt, at han ikke skal have chance for at forsvare sejren i Paris-Tours.

I mangel af personlige resultater har han heldigvis andet at glæde sig over. Holdkammeraten Simon Yates kom nemlig sikkert over stregen i Madrid og kan derfor nu skrive sig ind i historien som endnu en britisk grand tour-vinder på en efterhånden stadig længere liste. Det er vildt at tænke på, at Storbritannien i begyndelsen af juli 2012 aldrig havde vundet en grand tour. Nu har de imidlertid vundet ni af de seneste 20 grand tours, og i år har de fuldstændig ryddet bordet - endda med hele tre forskellige ryttere. Briterne har i den grad vist, hvad man kan få ud af en massiv investering i cykelsporten!

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Og det er ikke slut endnu. Det kan godt være, at Geraint Thomas og Chris Froome har kørt cyklen i garagen, men begge Yates-brødre har vist, at de kommer ud af Vueltaen i fremragende form. Risikoen for, at Simon er for træt, er ganske vist overhængende, men Adam med en stærkt stigende formkurve ligner lige nu en livsfarlig herre på vejene omkring Innsbruck om 14 dage. Uanset hvad ser det ud til, at landet i hvert fald har en reel chance for at tage den første titel siden Mark Cavendishs triumf i København for syv år siden.

For at opnå det skal de imidlertid lige have ram på Quick-Step, der i dag med sejre til Fabio Jakobsen, Julian Alaphilippe og Viviani hævede den i forvejen højt satte barre til ufattelige 67 sejre i år. Og med tanke på, at benævnte Alaphilippe lige nu viser superform, er der gode chance for, at VM-trøjen også ender hos de ustoppelige belgiere. I dag sikrede Viviani i hvert fald, at årets Vuelta blev en Quick-Step-fest af den type, vi efterhånden er blevet så vant til.