STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Når man som sprinter møder op til Vueltaen, ved man, at det handler om at udnytte de muligheder, der er. Det spanske løb har siden 2012 forandret sin identitet og sagt farvel til ideen om alenlange, kedsommelige motorvejsetaper til fordel for et festfyrværkeri af afslutninger på forskellige former for stigninger. Det har haft den konsekvens, at de hurtige folk i vidt omfang fravælger det spanske løb, men det har også haft den konsekvens, at sejrene derfor er lidt billigere til salg for de få, som tør begive sig ud i tre uger med masser af bjerge i stegende hede.

Heller ikke i år er der meget at komme efter for de hurtige folk, selvom antallet af muligheder er større, end det har været i de mest sprinterfjendtlige udgaver. Det skyldes ikke mindst starten i Holland, hvor de fik to sikre massespurter foræret, inden vi rigtigt var kommet i gang. Til gengæld vidste de også, at de skulle udnyttes, for i tiden mellem første og anden hviledag så der ikke ud til at skulle byde sig nogen muligheder.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Den eneste option var dagens for Vueltaen lange 7. etape. Den bød nemlig på 65 afsluttende kilometer, der er så lette, at man vel skal til Holland for normalt at finde noget tilsvarende i det spanske løb, men naturligvis var løbsdirektør Javier Guillen ikke forfaldet til det gamle motorvejskoncept igen. Undervejs havde han således indlagt et rigtigt bjerg, der over mere end 15 km steg jævnt med 6-7%, og det kunne nok afholde de fleste fra overhovedet at drømme om en massespurt i Cistierna fredag eftermiddag.

De fleste havde også læst skriften på væggen. Da etapen blev indledte var der ingen spor af kontrol fra mandskaber som Alpecin, Bora eller UAE, der jo ellers mødte til løbet med tre af feltets supersprintere. Heller ikke Arkea, der havde været tæt på at vinde i Holland med tonstunge Dan McLay viste sig fremme, og det gjorde heller ikke Cofidis eller FDJ, der ellers mødte med mere klatrestærke folk i form af Bryan Coquard og Jake Stewart. Ineos, der jo ellers burde have øjnet en chance med Ethan Hayter, havde tilsyneladende heller ikke til sinds at bruge kræfter, men det handlede nu nok mere om vigtigheden af weekendens to bjergetaper end frygt for stigningen.

Men så er der jo det med, at man skal skyde på det, der rører sig. I går røg Trek ud af klassementet, da Juan Pedro Lopez styrtede, og Kenny Elissonde mistede for meget tid, og dermed har Mads Pedersen i resten af løbet fuld råderet over sine tropper, hvis eneste formål nu er at hjælpe danskeren med at vinde en etape og sikre sig pointtrøjen. Derfor havde amerikanerne ikke meget at miste ved at give etapen et skud, for hvis det kiksede, var der ikke nogen væsentlig regning at betale de kommende dage, hvor vi skal helt frem til onsdag for at finde danskerens næste nøgledag.

Overraskelsen var vel snarere, at de fik hjælp af BikeExchange. Nok havde Kaden Groves leveret en vanvittig klatrepræstation på den højdramatiske 6. etape i Catalonien, men han er også en svingende type, der sagtens kan sidde i gruppettoen. Derfor var det ikke uden risiko, at australierne gik ind i jagten, når holdets hovedmission jo er at vinde løbet med Simon Yates, der går en vigtig weekend i møde.

På den anden side havde heller ikke australierne så meget at miste. De er nemlig mødt til løbet med et bemærkelsesværdigt tungt hold for et mandskab, der har ambitioner om den samlede sejr, og når ryttere som Luke Durbridge og Michael Hepburn alligevel har begrænset værdi i morgen, kunne de jo lige så godt bruge kræfterne i dag. Tilsyneladende havde australierne endda udset sig etapen som et decideret mål, for knap var udbruddet kommet væk, inden de tog fronten, og kort efter kom også Trek dem til undsætning.

En etape som denne er imidlertid altid en delikat balance for sprinterholdene. Som regel er de nødt til at køre langsomt på stigningerne, og det betyder, at de er nødt til at holde udbruddet i kort snor. Den må imidlertid heller ikke blive for kort, for så risikerer man at genåbne løbet med nye angreb på bjerget, hvor bjergstærke ryttere pludselig kan lure muligheden for at komme op til fronten.

Alligevel var det måske lidt overraskende, at man lod den ret stærke gruppe, som de ellers uden nogen stor kamp lykkedes med at få sendt afsted, få mere end fire minutter. De havde nemlig alletiders chance for at vide, at man skal passe på med etaper som disse. Etapen havde nemlig et design, der mindede uhyggeligt meget om Giroens 13. etape, og her havde man netop givet udbruddet så meget snor, at de kunne bruge bakken til at øge så meget, at de i en faldende medvindsfinale næsten holdt hjem og først blev hentet på sidste kilometer. Denne gang var etapen endda mere tricky for sprinterholdene, for her var der tale om både en sværere stigning og en betydeligt kortere afstand til mål.

Måske skyldtes den lange elastik, at Pedersen er så pokkers godt kørende for tiden. Selvom logikken tilsagde, at stigningen for ham skulle handle om overlevelse, kommanderede han nemlig holdets to bjergryttere, Lopez og Elissonde, til fronten, så de kunne gøre løbet så hårdt som muligt. Planen var altså ikke at køre stigningen langsomt for efterfølgende at intensivere jagten. Nej, det skulle gå så stærkt, at sprinterne blev sendt til tælling, og det fik den konsekvens, at udbruddet slet ikke lykkedes med at øge afstanden på den del af etapen, hvor det ellers lignede et must, hvis de skulle vinde.

Det blev imidlertid dagen, hvor intet rigtigt gav mening. Jeg kan stadig her en lille time efter afslutningen ikke tro, at data om stigningen kan have været helt rigtige. Selvom nr. 10 i årets Giro og en i Burgos så formstærk Elissonde kørte sig selv helt i hegnet på et 20 km langt bjerg, var udskilningen ganske minimal. Tonstunge McLay røg først af sent, og Sam Bennett, der i dette løb har klatret ganske horribelt, tabte først kontakten til allersidst. Til gengæld måtte Groves sande, at han havde været en anelse for ambitiøs i sin satsning, for med 3 km til toppen måtte han slippe på et tidspunkt, hvor Bennett stadig befandt sig i feltet.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der er overrasket over, hvor lidt skade stigningen gjorde. Det må utvivlsomt også have været tilfældet for Bennett og McLay, der jo for længst havde indikeret, at de bestemt ikke havde regnet med noget på denne etape. Derfor har de formentlig knebet sig selv lidt i armen, da det gedigne bjerg var overstået, og de stadig var så tæt på feltet, at de var i spil til en etapesejr, de næppe havde turdet drømme om.

Desværre for dem var etapen jo netop designet mere ugunstigt, end den tilsvarende etape var det i Giroen. Dengang havde de små 100 km til at hente et stærkt udbrud, og det lykkedes kun med det yderste af neglene. Denne gang var der kun 65 km at arbejde med, og reelt var der betydeligt mindre. De skulle først nemlig først genvinde kontakten med feltet, hvor Trek brugte de sidste af deres tilbageværende ressourcer på sammen med Ineos, der nu alligevel øjnede en mulighed for Hayter - en mulighed, de dog kun jagtede meget, meget halvhjertet - på at forhindre dem i at komme tilbage.

Til sidst kom jagten i gang. Trek var kørt tynde og kunne ikke fuldføre deres ellers flot iscenesatte mission, og da Ineos indså, at næsten alle sprinterne var tilbage, så de ingen grund til at bruge kræfter på en spurt, Hayter alligevel ikke kunne vinde. Til gengæld øjnede Arkea og Bora nu den chance, de slet ikke havde drømt om ved dagens start, og med Groves tilbage i feltet kunne BikeExchange også forsøge at færdiggøre det ambitiøse projekt, de havde indledt - alt sammen med den hjælp, det udkørte Trek-hold stadig kunne mobilisere.

65 km var imidlertid for kort, når man var oppe mod et stærkt udbrud, der blev hjulpet både af medvind og faldende terræn. Efter 20 km-mærket stod det gradvist mere og mere klart, at en choksejr til Bennett og McLay ikke kom på tale. Udbruddet var for stærkt, elastikken for lang og terrænet for ugunstigt til, at det kunne lykkes.

Det er i virkeligheden synd. I Holland havde Bennett bevist, at han igen har en fart, der gør ham i stand til at vinde spurter, men til gengæld har hans engang så fornemme holdbarhed været helt forduftet. Det har den også været i dette løb, hvor han har lignet en hængt kat, siden han satte foden på spansk grund, men i dag kunne han pludselig mobilisere nogle helt uventede kræfter. Det, der lignede et lidt mere ensporet comeback som ren sprinter, men uden fordums alsidighed kan måske alligevel udvikles til, at Bennett kan komme til at ligne den rytter, han var i Vueltaen i 2019, hvor hans holdbarhed var uhyre imponerende.

Helt uden gevinst var han dog ikke. Fra morgenstunden havde Pedersen utvivlsomt satset på, at han i dag skulle slå Bennett 30-0 i kampen om pointtrøjen. Nu endte det i stedet med, at Bennett kom fra dagen med et uventet plus på 6 point, og på en dag, hvor danskeren kunne have taget et enormt skridt mod en tur på podiet i Paris, endte det nu i stedet med, at Bennett fik bragt ny spænding i en konkurrence, hvor Pedersen ellers har lignet en ret stor favorit de seneste dage. Han var imidlertid også den eneste, der blev belønnet for den fornemme klatrepræstation, for McLay blev efterladt tomhændet tilbage, og Groves’ meget ambitiøse projekt endte også med det rene ingenting. De blev endda på stregen slået af Jake Stewart, hvis FDJ-mandskab lidt overraskende slet ikke deltog i jagten efter stigningen.

Til gengæld var sprinternes fiasko godt nyt for udbruddet og særligt Fred Wright. Den britiske komet lignede den helt store favorit i en spurt, og nu blev han endda hjulpet af, at feltet var så tæt på. Det betød nemlig, at han ikke endte i samme situation som i forgårs, hvor hans åbenlyst overlegne styrke havde fået alle til at kigge i hans retning. Nu var alle nødt til at samarbejde i stedet for at lege julelege, og så burde en spurtsejr jo egentlig være serveret på et sølvfad til Wright.

Sådan var det bare ikke. Tilsyneladende er briten ramt af en forbandelse, for efter 2. pladsen i Touren og 3. pladsen i onsdags missede han nok engang chancen for at tage den grand tour-etapesejr, han bør få før eller siden. Nerverne spillede tilsyneladende et puds, nu hvor sejren reelt var sikker, for han fik åbnet en alt, alt for lang spurt i modvinden. Dermed blev det, der burde have heddet en 1., en 2. og en 3. plads i årets grand tours, nu i stedet til en 2. og to 3. pladser, og det er en knap så sjov statistik. Selvom den ikke er sjov, er den stadig ganske imponerende, og med hans eminente evne til at ramme udbruddene må den sejr snart komme.

Han var dog heller ikke den eneste ungersvend, der lod nerverne spille ind. Samuele Battistella, der ellers var kommet skidt ind i løbet, havde en gylden chance for at tage en stor sejr, da han lignede gruppens næsthurtigste mand. Det viste han sig da også at være, men en position bag gruppens to snegle, Jimmy Janssens og den ellers formstærke Harry Sweeny, der begge var helt uden chance i en spurt, betød, at der blev for langt til fronten til, at han kunne sikre en sejr til det nødlidende Astana-mandskab.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Og således blev det den kloge, der narrede de mindre kloge. Erfaring belønner sig stadig, selvom vi befinder os i vidunderbørnenes tidsalder, og selvom han slet ikke er så spurtstærk som i sine unge dage, lykkedes det Jesus Herrada at udnytte talenternes fejl til at sikre sig sin anden Vuelta-etapesejr. Det lå ellers bestemt ikke i kortene inden løbet, hvor han leverede en stærkt bekymrende indsats i Ain, og da han i går røg i asfalten, var udsigten bestemt ikke bedre. Nu sørgede han imidlertid for, at Spaniens grand tour-tørke definitivt hører fortiden til, og han fortsatte Cofidis-mandskabets kærlighedsaffære med Vueltaen, som altid har tilsmilet dem mere end Touren - og samtidig gav han lidt trøst til den ellers så formstærke Remy Rochas, der efter to styrt på to dage er ude af løbet.

Det er sprinterne heldigvis ikke, men der går noget tid, inden vi ser dem igen. Nu går der nemlig asturisk bjergfest, hviledag og enkeltstart i den, inden de kan drømme om deres næste chancer på onsdag og fredag. Det kan de til gengæld gøre med fornyet selvtillid efter en dag, hvor Bennett og McLay var meget tæt på at levere en gedigen sensation efter en imponerende og overraskende klatrepræstation, der desværre i sidste ende ikke blev belønnet.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE