I denne corona-sæson har man som optaktsskribent svære vilkår. Når løb aflyses, og ruter ændres med samme hast, som bygerne i dag er væltet ind over Jylland, er der blevet skrevet mange spildte ord, og der er mange rutebeskrivelser, der er endt i skraldespanden. Det kan dog intet være at regne for de mange halvfærdige nekrologer, der i de senere år er endt i papirkurven, for hver eneste gang at man tror, at Alejandro Valverde er en færdig mand, viser veteranen altid, at det ikke kun er Duracell-kaniner, der har en særlig evne til at blive ved og ved og ved og ved…

Selvfølgelig er det noget andet denne gang. Hele 2020-sæsonen har klart vist, at vi har set det bedste til Valverde, og i denne Vuelta rejser han sig ikke så flot, som han gjorde i en 2019-sæson, hvor et ret trist år blev afsluttet med en 2. plads i Vueltaen og et Lombardiet, der med lidt held kunne være føjet til generaliebladet på falderebet. Alligevel viste veteranen i dag, at han selv i en alder af 40 kan tage et felt på sengen og sætte Ineos så meget under pres, at man kortvarigt kunne have troet, at det minsandten skulle blive til endnu et rødt eventyr for en mand, der ellers det meste af året har set pensionsmoden ud.

Der er næppe mange, der ikke kunne have set det smukke i, at den aldrende spanske stjerne i dag havde sikret sig endnu en tur i den trøje, han faktisk ikke har båret siden 2014, selvom han i 2016, 2018 og 2019 faktisk lå på løbets 2. plads i store dele af løbet. I finalen stod det dog ret hurtigt klart, at den mission måtte mislykkes, for samarbejdet i front var alligevel for dårligt til at udnytte den svaghed, Ineos-mandskabet pludselig viste.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Til gengæld var det uhyre tæt på, at Valverde alligevel i sidste øjeblik fik rettet op på den historiske tørke, der betyder, at han lige nu har kurs mod sin første sejrsløse sæson siden 2002 (!!!), når man fraregner de år, hvor karantæne førte til enten inaktivitet eller slettede resultater. Der var nemlig ingen tvivl om, at spanieren i dag var stærkeste mand i den skræmmende gruppe, der etableredes efter en vild og voldsom indledning på en etape, der i den grad understregede pointen fra analysen sidste onsdags, nemlig at denne vilde Vuelta er løbet med en permanent krigserklæring uden udløbsdato.

Først var det Jumbo, alle havde rettet blikket mod, men hvis nogen havde troet, at Ineos ville modtage en blidere behandling, når nu de overtog chefrollen, måtte man tro om. Udgangspunkter var ellers ”bare” den angrebsfest, alle kunne have forudset på en af løbets mest oplagte udbrudsetaper, men da udbruddet ikke for alvor var etableret i bunden af den stejle Orduño-stigning tog Fanden pludselig ved feltet. Jumbo og Movistar viste lynhurtigt, at de ikke har til sinds at rulle om på skjoldet og lade Ineos lægge løbet i deres velkendte jerngreb, og da angrebene regnede i samme takt, som føromtalte byger ramte jysk territorium, blev det helt umuligt at kontrollere for de stakkels briter.

Da røgen havde lagt sig, var situationen halvkritisk. I front sad nemlig hele fire potentielle klassementsryttere, og selvom hverken Kenny Elissonde, Mikel Nieve, George Bennett eller Valverde har lignet et reelt vinderbud, er særligt de to sidstnævnte ikke ryttere, man har lyst til at give megen snor - slet ikke i et løb, der har en latent corona-trussel hængende over hovedet hver eneste dag. Og situationen var kun endnu mere faretruende i lyset af det mylder af hjælperyttere, som kunne udkæmpe udbruddets kamp mod det ensomme Ineos-mandskab. Cofidis havde sendt mere end halvdelen af holdet til fronten i jagten på etapesejr til Guillaume Martin, Valverde var omgivet af Carlos Verona og Jose Joaquin Rojas, Elissonde havde Juan Pedro Lopez og Niklas Eg, Bennett var ledsaget af en velkørende Sepp Kuss, og Robert Power lugtede etapesejr med hjælp fra Michael Storer og Thymen Arensman.

Nej, Ineos var vitterligt under pres, da Cameron Wurf, Michal Golas og den hårdt kæmpende Chris Froome i fladlandet forsøgte at holde snor på den store bande. I hvert fald indtil Valverde traf en beslutning, der lige nu fremstår som dagens mest besynderlige, og som måske endte med at koste ham etapesejren i sidste ende. Da han kørte væk sammen med Stan Dewulf og Dorian Godon virkede det mildt sagt hovedløst i en situation, hvor han selv havde to og mange andre ligeledes talrige hjælpere til rådighed i kampen mod det britiske mandskab.

Det lignede i momentet en fatal fejltagelse, og det viste sig da også helt forudsigeligt at være skønne spildte kræfter. Der var for mange hjælpere til, at fremstødet kunne give pote, og således endte hele gruppen minus Godon alligevel at være samlet i bunden af Orduño, da den baskiske stigning skulle forceres for anden gang - naturligvis med den væsentlige tilføjelse, at det nu var en betydeligt mere mærket Valverde, der skulle tage hul på stigningen.

Det var nu ellers svært at se i finalen. Valverde var uhyre overbevisende og fandt pludselig igen benene fra 2. etape, selvom han nu tre gange er faldet helt igennem på løbets vigtige bjergetaper. Spanieren var her, der og alle vegne med sine gentagne forceringer, og selv Bennett og den periodevis ellers ret overbevisende Kuss måtte strække våben, da spanieren for sidste gang åbnede for gassen.

Præstationen blev endnu mere imponerende af, at han bestemt ikke var i en gunstig position. Da han slap væk sammen med Omar Fraile, Michael Woods, Nans Peters og Martin. Da gruppen var knækket, var det nemlig først og fremmest hans lod at arbejde. Det var trods alt ham, der havde et klassement at tænke på, og alle de fire øvrige havde kun etapesejren for øje. Dertil kom, at Woods havde det helt legitime alibi at sætte sig på hjul i et forsvar af Hugh Carthys 2. plads, og derfor blev det gang på gang Valverde, der skulle sætte gang i gruppen igen, når en af de fire øvrige atter havde ødelagt det i forvejen sparsomme samarbejde med et angreb.

I sidste ende blev opgaven for svær. Da Woods trykkede til, tøvede både han og Fraile lidt for længe, og det franske vedhæng vidste som gruppens mest spurtsvage, at de skulle spille kølige. Derfor står der stadig 0 på Valverdes konto i dette år, og samtidig betød den lidt for taktiske finale, at gevinsten i klassementet for både ham og Bennett blev begrænset.

I stedet blev det ny triumf for EF og Woods, der på en dag, hvor han skulle have sparet sig, pludselig blev trukket ind i en hæsblæsende finale, der gav revanche for den katastrofale start på løbet for både ham selv og holdet, der mistede Daniel Martinez nærmest, inden man kunne nå at stave til EF. Lige pludselig ser alt dog lyst ud med en etapesejr og en Carthy, der reelt ligner en mulig vinderkandidat og i hvert fald manden, der kan snyde de to forhåndsfavoritter, Carapaz og Roglic.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Til gengæld var der ærgrelse hos Fraile, der efter en fremragende ardennerkampagne nok engang dokumenterede, at biluheld og rygproblemer endelig hører fortiden til. Spanieren var brølstærk og kunne meget vel have gjort det helt specielle at blive rytter nr. 101 med sejre i alle tre grand tours bare to dage efter, at holdkammeraten Ion Izagirre blev nr. 100. Den mulighed løb ud i sandet, præcis som den gjorde for Peters, der havde samme mulighed.

I sidste ende blev det hele alligevel ikke så dramatisk. Bennetts og Valverdes tidsgevinster blev beskedne, og hverken Jumbo eller Movistar fik for alvor sikret sig et ekstra taktisk kort på hånden til de kommende dage. Til gengæld fik de slidt voldsomt på Ineos-holdet og især dokumenteret deres sårbarhed. Den alt for ustabile Ivan Ramiro Sosa var nemlig helt fraværende, og havde Andrey Amador ikke leveret en enkeltstart i stil med hans storhedstid, kunne tidstabet være blevet langt større.

Desværre for Valverde var costaricaneren, der egentlig skulle have været hans holdkammerat i dette løb, hvis ikke det meget kontroversielle sidste-øjebliks-skifte til Ineos var gået igennem, ikke god ved sin gamle chef, og udbyttet blev ikke så stort som håbet, når tidsgevinsten var lille, og førertrøjen og etapesejren udeblev. Dog fik han i det mindste bevist, at der stadig er liv i de 40-årige ben. Nekrologskrivningen blev i hvert fald sat på pause - igen!