I går aftes blev der formentlig knappet en gravøl eller to op på Astana-hotellet. Mens Jumbo-drengene skålede i champagne efter en gedigen magtdemonstration på Acebo, skulle der nemlig en del væske til, hvis kasakkerne skulle sluge de bitre piller, som det asturiske bjerg havde serveret for dem. Først havde Jakob Fuglsang fejlet i forsøget på at gå med, da Marc Soler skabte dagens udbrud, dernæst havde Ion Izagirre fået gedigne prygl af Sepp Kuss i kampen om etapesejren, og slutteligt havde Miguel Angel Lopez kunnet se 1. og 2. pladsen glide længere væk, da både Primoz Roglic og Alejandro Valverde gav ham en gedigen lektion. Måske kunne meddelelsens om chefen Alexandre Vinokourovs store ironman-sejr fungere som en lille trøst, men mon ikke de gik tidligt til køjs søndag aften i Asturien, mens de prøvede at lukke lyden fra den nærliggende Jumbo-fest ude?

Det, der gør grand tours til noget ganske særligt, er imidlertid, at de sjældent bliver forudsigelige. Løbene er så lange, at formbarometeret skifter 100 gange i løbet af de tre uger, og de fleste hold oplever både op- og nedture. Det blev helt tydeligt på en mandag, hvor gårsdagens vindere, Movistar og Jumbo, blev forvandlet til tabere, mens Astana og UAE, der i går fik sig et slag for boven, pludselig fik travlt med at spørge Jumbo-drengene, om de mon skulle have en flaske champagne til overs.

Det var nemlig helt den omvendte verden i forhold til det, vi oplevede i går. Det var nu ikke, fordi Jakob Fuglsangs sejr var uventet, for allerede i går pegede jeg på Astana-danskeren som den mest sandsynlige vinder, hvis det hele skulle afgøres i et udbrud. Fuglsang har nemlig åbenlyst været i fremgang de seneste dage, og særligt på gårsdagens målstigning, hvor han rejste sig efter den lidt træge start, viste han den klasse, der gjorde ham til forårets mest dominerende skikkelse, ved med sit dræbertempo at knække både Nairo Quintana og Wilco Kelderman. Derfor lå det også i kortene, at dagens store bjergetape med en rigtig dieselstigning til sidst måtte være sandt guf for danskeren, der i lyset af Lopez’ trængsler også kunne se frem til den frihed, der ellers så ud til at være langt væk, da Lopez legede kispus med rivalerne i den første uge.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Der var bare meget, der skulle gå hans vej, for at det kunne lykkes. For det første skulle han ramme udbruddet på en dag, hvor 50 km fladbanekørsel gjorde det til et sandt lotteri at ramme rigtigt. For det andet skulle han undgå, at Movistar ikke valgte at lukke etapen ned nu, hvor Alejandro Valverde i går fik tanket moral i et omfang, som plejer at kunne tænde gnisten hos den evigt sultne verdensmester. Og for det tredje skulle han undgå at være i alt for skrapt selskab på en stigning, der trods alt var så let, at han meget vel kunne risikere at blive slået af hurtigere folk.

Det hele flaskede sig imidlertid præcis, som han kunne have håbet det. Først viste han atter sin fantastiske løbsnæse, da han modsat blandt andre Mark Padun, som brændte alt krudtet af i et tidligt, men frugtesløst fremstød, ramte rigtigt i det, der lignede et hans allerførste forsøg. Derefter kunne han se sig om i gruppen og konstatere, at modstanden ikke virkede uoverskuelig, og at han endda havde Luis Leon Sanchez med til at støtte sig. Samtidig kunne han konstatere, at to af gruppens øvrige favoritter James Knox og Gianluca Brambilla tilsammen havde ikke færre end fire hjælperyttere, hvilket gjorde det tydeligt, at Movistar skulle stå tidligt op, hvis de skulle hente dem igen. Og endelig kunne han konstatere, at der ville være medvind på den lette målstigning, hvor modvind formentlig ville have gjort det svært at få skovlen under hurtige folk som James Knox, Tao Geoghegan Hart og Gianluca Brambilla, der hurtigt skilte sig ud som de værste rivaler.

Bekymringen var naturligvis Movistar, der kun havde den tunge Imanol Erviti i front, og det kunne næsten kun læses som en intention om at jagte etapesejren med Alejandro Valverde eller Nairo Quintana. Det skulle imidlertid på dagens næstsidste stigning hurtigt vise, at spanierne var mere optagede af at få et let løb og forsvare Valverdes 2. plads fremfor at satse stort på en forcering, der meget vel kunne være blevet dyr for verdensmesteren, som bestemt ikke er fan af denne type stigninger. Og dermed kunne Fuglsang hurtigt koncentrere sig om at få skovlen under særligt Knox og Geoghegan Hart.

Det lykkedes med en overlegenhed, der gav mindelser om hans suveræne forår. Først viste en genfødt Sanchez sin enorme styrke ved at sætte et dræbende tempo, som kun danskeren og hans tre værste rivaler kunne følge. Dernæst svarede Fuglsang med lethed på angrebet for Brambilla, inden han med sit dieseltempo fik slidt den eksplove italiener ned. Til slut havde han ingen problemer med at holde Geoghegan Hart tilbage og dermed tage endnu en gigantisk sejr i en sæson, som ingen kunne have forudset, da Fuglsang første gang satte sig på cyklen i Murcia i februar.

Sejren lukker også et gigantisk hul på Fuglsangs generalieblad. De fleste ved sikkert, at jeg aldrig har ment, at han har haft motoren til at køre klassement i en grand tour, og at hans 7. plads i 2013-udgaven af Touren meget vel kan være noget nær det højst opnåelige i de tre uger etapeløb. Til gengæld har han været eminent i både ugelange etapeløb og klassikerne, men der manglede stadig én ting, før en rytter med Fuglsangs kvalitet var komplet, nemlig en grand tour-etape. Man kunne frygte, at den mulighed blev forspildt, da han i 2013 blev overspurtet af Dan Martin i Pyrenæerne, eller da han blev pløjet med af en motorcykel et par år senere, men i dag lykkedes det endelig at få den sejr, der hører til på resultatlisten for en rytter af Fuglsangs kaliber. Og kan han krone det med et stort resultat i et Il Lombardia, hvor han lige nu ligner et af de varmeste navne, må Fuglsangs karriere siges at have nået så store højder, at alt fremover blot vil have karakter af rent flødeskum.

Sådan har Geoghegan Hart det naturligvis ikke. Den unge brite har stadig sine bedste resultater foran sig, men han må nok engang sande, at det har været en Vuelta til glemmebogen for et Ineos-mandskab, der er blevet overstrålet af mandskaber som Burgos, Caja Rural og Euskadi-Murias. Efter i går at have ærgret sig over, at han var for tøvende i forbindelse med Kuss’ angreb på en etape, hvor han følte, at han måske kunne have vundet, måtte han i dag sande, at han bare ikke var god nok. Til gengæld har han også rejst sig som en britisk enmandshær på et ellers kollapset britisk mandskab, og med tanke på de etaper, der venter i de madrilenske bjerge, kan man ikke udelukke, at en velkørende Geoghegan Hart kan forhindre, at Ineos må rejse hjem som et af løbets mest tandløse hold.

Den frygt har Deceuninck ikke, for de har naturligvis allerede vundet to etaper. Til gengæld måtte unge James Knox, der ellers i dette løb har nået et nyt niveau, sande, at der stadig er et stykke vej til de bedste, og dermed fik Deceuninck ikke det ønskede udbytte af at have imponerende fire mand i dagens udbrud, men helt uden resultat var dagen ikke. Knox fik nemlig kørt sig tilbage i kampen om en samlet top 10, der måske nok bliver svær at ændre i den sidste uge, men som er vanskelig nok til, at den kan knække folk som Carl Fredrik Hagen og Nicolas Edet, hvis langsigtede holdbarhed stadig er et åbent spørgsmål.

Udbruddets store taber var Gianluca Brambilla. Man skal nemlig ikke glemme, at italieneren brugte enorme kræfter på at lukke et hul på 2 minutter på løbets første stigning. Med tanke på at han faktisk følte sig så stærk, at det var ham, der åbnede ballet til sidst - en beslutning, man måske kan diskutere for gruppens hurtigste rytter, der i forvejen ville finde stigningen lidt for lang - kan man kun gisne om, hvordan det var gået, hvis han var kommet mere frisk frem til sidste stigning. I forvejen havde han meldt om gode ben i udbruddet på Los Machucos, hvor han imponerede stort, og hvis det kan være en lille trøst, kan han glæde sig over, at vi næppe har set en bedre Brambilla, siden han foretog det tvivlsomme valg at forlade Quick-Step, hvor han i 2016 havde et jubelår, der kan gøre de fleste misundelige.

Kampen om etapesejren kom dog hurtigt til at stå i skyggen af det drama, der udspillede sig længere nede ad den lange, seje Cubilla-stigning, der for første gang blev brugt i Vueltaen. Og også her var det Astana, der satte sig på flæsket, da Lopez pludselig rejste sig og igen fik tændt lidt håb om, at podiet måske ikke er forduftet helt. I hvert fald fik colombianeren vundet værdifuld tid på Valverde, og faktisk kørte han så stærkt, at han afslørede de første svaghedstegn hos Roglic siden Javalambre-stigningen på 5. etape.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Forvandlingen kom ganske uventet. Nok var det forudsigeligt, at Lopez ville være langt mere komfortabel på denne længere stigning, men hans pil i grand tours har som regel enten peget op eller ned. Denne gang tydede meget på, at han var kommet til løbet i for god en form, og at hans form kun gik i den forkerte retning. I dag fandt han imidlertid benene igen, og selvom han ikke var som i løbets første dage, fik han vist, at han fortsat ikke har opgivet podiet. Desværre havde han sin nedtur på to af de etaper, hvor han for alvor skulle have slået til, og nu kan man frygte, at han får det svært på de lettere etaper omkring Madrid, hvor terrænet er knap så gunstigt for en ren klatrer som Lopez.

Det er det heller ikke for Pogacar, men det gør næppe det store. Sloveneren tog nemlig et stort skridt mod podiet i dag, hvor han heldigvis hurtigt viste, at han er klar igen efter det styrt, der åbenlyst satte ham tilbage igen. Da vi atter ramte en lang stigning med potentiale for en dieselklatrer som den unge slovener, lignede han atter den rytter, han var i Andorra og på Los Machucos, og da han først forlod den defensive taktik, som han i lyset af 15. etapes lille krise naturligt nok havde adopteret, åbenbarede han en styrke, der vel i virkeligheden fik ham til at ligne etapens stærkeste. Dermed er han nok engang i gang med at cementere sin evne til at forbedre sig igennem etapeløb og at bevise, at gårsdagens skuffelse formentlig alene skyldtes det uheldige styrt. Og det skal Valverde nok være glad for, for ellers er det langt fra sikkert, at verdensmesteren havde haft kurs mod den samlede 2. plads.

Det kan han heldigvis glæde sig over, at han har, efter at han kom fornuftigt igennem en etape, der sammen med Andorra-etapen vel lignede hans største udfordring. En næsten 20 km lang, monoton stigning er nemlig den type, som kan give Valverde mareridt, og som sidste år knuste hans drøm om at vinde Vueltaen. Derfor var det heller ikke helt uventet, at han i dag oplevede en krise, men lige så forventet var det, at han ville komme hæderligt igennem det. Valverde kender nemlig sig selv som ingen anden, og der findes kun få i denne verden, der er i stand til at begrænse et tab som netop ham.

Han fik imidlertid også forrygende hjælp af Marc Soler. Spanieren kan nok engang ærgre sig over, at hans meget aggressive kørsel tidligt på gårsdagens etape tilsyneladende tømte ham for kræfter, for i dag satte han en tyk streg under, at han hører til blandt en af løbets allerbedste klatrere. I dag sad man endda med fornemmelsen af, at han kunne have siddet med hos de bedste, som han ene mand holdt i snor, selvom både Lopez og Pogacar gjorde deres bedste for at distancere Valverde. Dermed understregede han også nok engang, hvor enorme fremskridt han har gjort siden Touren - især nu, hvor vi ramte en perfekt stigning for den relativt store Soler.

På den måde lykkedes det at forsvare Valverdes 2. plads, men Movistars anden forsvarsmission mislykkedes. Frygten for, at Nairo Quintana har kurs mod et tredjeugeskollaps i stil med det, han oplevede sidste år, blev nemlig til fulde gjort til virkelighed, da colombianeren for anden dag i træk oplevede en gigantisk krise, som endda sendte ham helt ned på den samlede 6. plads. Dermed kan vi nok engang konstatere, at manden, hvis holdbarhed gjorde ham til indbegrebet af en rytter, der kunne have succes med en Tour-Vuelta-double, som han tidligere mestrede til UG, nu er blevet så skrøbelig og svingende, at han ikke længere har motoren til at være i storform over seks uger på mindre end tre måneder. Og selvom Quintana har haft for vane at rejse sig igen, ser krisen denne gang ud til at være så gedigen, at den samlede 5. plads ser fjern ud. Til gengæld kan vi nok også forvisse os om, at vi kommer til at se ham lave et eller andet i en tredje uge, hvor kun initiativ kan skabe splittelse, og hvor han absolut intet har at tabe.

I lyset af kaptajnernes trængsler gav det også god mening, at Movistar var så passive. De vidste formentlig, at Valverde alle kunne komme andet end i defensiven på en stigning, der ikke passede ham, og hvis han skulle have haft en chance, skulle det helst gå i samme lave tempo som i går. Den mission lykkedes heldigvis for ham, da Fuglsangs tilstedeværelse i udbruddet betød, at Astanas forcering kom første til allersidst, men selv ikke en let etape var nok. Heldigvis lykkedes det alligevel at holde fast i 2. pladsen, som nu burde være til at forsvare i en tredje uge, der passer Valverde perfekt. Samtidig fik holdet sparet på kræfterne i et omfang, så de har masser at skyde med de kommende dage, hvor Valverde kan vinde tre af de fire sidste etaper. Nok viste deres kørsel i dag, at de allerede har resigneret i kampen om sejren, men der kan stadig være masser at champagne at drikke i Movistar-lejren de kommende dage.

På den baggrund kan man også sige, at Fuglsangs sejr kom med en pris for Astana. Man kan nemlig kun gisne om, hvad der var sket, hvis holdet i stedet havde bakket 100% op om deres kaptajn. Det er i hvert fald ikke svært at forestille sig, at Valverde podium kunne være komme i fare, hvis Astana havde lagt fra land allerede på næstsidste stigning og givet den fuld skrald fra bunden af Cubilla. Det havde formentlig krævet Fuglsangs deltagelse og slået udbruddet ihjel, men til gengæld er det muligt, at Lopez havde vundet etapen og taget et skridt mod podiet. I lyset af nogle svære dage forstår man imidlertid godt holdets valg, for alting står jo så klart i bagklogskabens ulideligt klare skær - og om ikke andet kan de danske cykelfans glæde sig over, at der var opstået lidt tvivl i Lopez’ sind.

Dagens største overraskelse var vel, at der var de første sprækker i et slovensk panser, der ellers hidtil har virket så ubrydeligt, at Donald Trump formentlig allerede har planer om at købe det som led i den amerikanske forsvarsstrategi, nu hvor Grønland har vist sig at være uden for hans rækkevidde. Det var i hvert fald nok de færreste, der havde spået, at Primoz Roglic skulle vise antydningen af svaghedstegn, men det kan ikke læses anderledes, at sloveneren i første omgang var meget tøvende, da Lopez åbnede ballet. Ganske vist fik han vist sin klasse ved senere at lukke hullet, men heller ikke på det sidste stykke lignede han den supermand, han har været indtil nu.

Hvordan det skal læses, er svært at sige. Hidtil er han bare blevet bedre og bedre, men det var også første gang, vi havde en lang målstigning, der passede Lopez og Pogacar bedre. Og nogen stor krise var der jo ikke just tale om - slet ikke i lyset af et forspring, der er så gigantisk, at han har tid til at slå et par kolbøtter i Madrid på søndag - og faktisk er det formentlig nu kun uheld, der kan frarøve ham sejren. Selv hvis hans form vitterligt skulle være ved at blive lidt slidt, ligner Jumbo-mandskabet i hvert fald ikke et, der kan knækkes. Nok er George Bennett som spået kollapset totalt, men Sepp Kuss har åbenlyst overlevet sin lille andenugeskrise, og Robert Gesink er med en stærk afslutning i gang med at vise, hvorfor han engang blev regnet som sportens måske største grand tour-talent med en kolossal motor sidst i de tre uger lange etapeløb. I de madrilenske bjerge kan man sagtens tabe det hele, hvis man har et svagt hold, men er man omgivet af stærke holdkammerater, kræver det formentlig et mindre kollaps, hvis et så stort forspring skal smides på gulvet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Derudover cementerede etapen stort set alt, hvad vi vidste. Rafal Majka er kommet skridt nærmere de bedste, men havde det ikke været for Quintanas kollaps, havde han været fuldstændig fastlåst på en 6. plads som den eneste, der indtil nu har spillet i 2. division. I 3. division har Wilco Kelderman hidtil været den stærkeste, men den evigt uheldige hollænder måtte se en punktering muligvis frarøve ham den 7. plads, som ellers burde være hans. Og Hermann Pernsteiner cementerede nok engang sin position som løbets klare nr. 8, men som nok må sande, at han må tage til takke med en 10. plads, nu hvor Carl Fredrik Hagen og Nicolas Edet har fået foræret adskillige minutter via udbrud. Endelig må man tage hatten af for Sergio Higuita, der tidligt på etapen lignede en mand, der alligevel ville finde 16 dages kørsel for meget, men som slutteligt alligevel rejste sig og viste, at han også har en fighterevne, der blot gør ham endnu mere lovende.

Lovende er hverken Fuglsang eller Lopez, der for længst har cementeret deres plads i verdenseliten. Og faktisk er det vel netop evnen til at rejse sig fra en nedtur, der skiller de sande mestre ud fra feltet af gode ryttere. Den evne stillede det kasakhiske storhold nok engang til skue, da de 24 timer efter noget, der lignede en formøbling af en ellers lovende grand tour viste Jumbo og Movistar, at der altså er tre supermandskaber i dette løb.

Så kan man altid spekulere over, hvad det kunne være blevet til, hvis de havde satset 100% på Lopez og ikke ladet Fuglsang få sin chance, men det skal ikke slå skår i den kasakhiske glæde. I hvert fald kan de i aften sagtens spørge Movistar, om ikke spanierne har noget champagne til over, hvis de må få noget af kasakkernes gravøl.