I denne mærkelige sæson kan man godt være lidt frustreret over den tætpakkede kalender. Løbene kommer nemlig med en sådan hast og i så stor en rodet pærevælling, at man aldrig rigtigt når at glæde sig eller for alvor at nyde dramaet, inden næste store slag allerede kalder. Eksempelvis nåede jeg aldrig rigtigt at opdage, at Flandern Rundt var lige om hjørnet, inden det allerede var kørt, hvilket står i skærende kontrast til en almindelig sæson, hvor monumentet altid kommer efter en løbsfattig uge, hvor man rigtigt får tid til at bygge forventningens glæde op.

Det har dog også interessante sideeffekter. Eksempelvis giver det mulighed for at filosofere over, hvor forskelligt en grand tour kan angribes, når to af slagsen afvikles på én og samme tid. Det blev i hvert fald stillet fuld skue denne onsdag, hvor en halvkedelig, men meget logisk og forudsigelig våbenhvile i Giroen knap var blevet indgået, før der blev erklæret krig lidt længere mod vest i Sydeuropa.

Faktisk skete det nærmest på præcis samme tidspunkt. Wilco Kelderman og Jai Hindley havde knap stoppet deres angreb og indset, at Giroens målbjerg var for let til at skabe forskelle, før der lød en krigserklæring fra Movistar på Den Iberiske Halvø. Det, der efter en hektisk og meget aktiv start, kunne ligne en klassisk udbrudsetape, hvor favoritterne vil gøre det naturlige, nemlig som i Giroen at spare kræfter til et langt vigtigere slag dagen efter, blev med ét forvandlet fra en halvkedelig kamp om den forventelige udbrudssejr til et brag af et cykelløb, der endda havde den retfærdige konklusion, at initiativ denne gang rent faktisk blev belønnet.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Jumbo lignede ellers et hold, der var indstillet på bare at holde udbruddet i den snor, Bruno Armirails tidstab kunne række til, og så kunne man rulle op over den sidste svære stigning, mens man sparede nyttige kræfter i denne vanvittige Vuelta-indledning med hele tre bjergetaper på bare seks dage - og hele seks i løbet af de første 12! Sådan gik det bare ikke, da Movistar først forsøgte at splitte feltet i den kraftige vind, der har præget starten, og siden på nedkørslen, inden de forvandlede sidste stigning til det blodbad, den havde potentiale til at blive, hvis den bare blev udnyttet!

Og udnyttet blev den. Forhåndskandidaterne til den samlede sejr forsvandt én efter én, da forarbejdet fra de tunge drenge blev omsat til en massakre, da først Carlos Verona og siden den helt vanvittige Marc Soler gik i gang. Nok fik vi i alt væsentligt bare bekræftet hierarkiet fra 1. etape, men de ryttere, der havde drømt om en let dag, fik det helt, helt anderledes.

Det tog mig mildest talt på sengen. Konventionel grand tour-logik tilsiger ellers, at man skal være konservativ i uge 1 og da særligt på en etape, der kommer mellem to bjergfinaler. Samtidig ved vi af erfaring, at Movistar i Vueltaen alt for ofte har ladet ellers helt oplagte Valverde-etaper sejle - ofte til stor frustration for mange iagttagere - og derfor var det ikke helt forudsigeligt, at de ville gå efter sejren på en etape, der måske nok passede den spanske veteran, men hvor meget skulle flaske sig, hvis det vitterligt skulle give pote for manden, der helt klart ikke har samme hurtighed som i sine unge dage, der jo efterhånden ligger en del år tilbage.

Movistar og specielt Valverde lever dog i en ny æra. I gamle dage vidste veteranen, at han altid havde en ny mulighed nogle dage senere, og han havde tillige en mulig samlet podieplads eller sejr at jagte. I år er han imidlertid sejrsløs og uden reel chance for at være med helt i front, og da det i dag så profilfattige spanske mandskab samtidig som helhed har haft en temmelig resultatfattig sæson, skal der naturligvis skydes på alt, hvad der rører sig. Når man så ovenikøbet er på holdets hjemmebane med start i hjembyen Pamplona, giver det naturligvis bare et ekstra incitament til at gøre forsøget. At den latente corona-trussel samtidig hænger over hele løbet i det stærkt smitte- og restriktionsplagede Spanien, er endda endnu en grund, for i 2020 ved man aldrig, hvilken dag der bliver den sidste.

Heldigvis blev initiativet også belønnet, og spanierne kunne notere sig deres bare anden sejr i år præcis ni måneder og 20 dage, efter at Marc Soler tog den første på årets bare tredje løbsdag. Og sjovt nok gik det præcis som dengang helt anderledes end planlagt, for det blev slet ikke Valverde, der vandt etapen.

Soler var jo ellers feltets mest åbenlyse hjælper, så det var ikke just ideen, at det var ham, der skulle sejre. Men blodet flød i så stride strømme under den Solerske massakre, at selv Jumbo, der i går havde fem mand i top 16, pludselig var sårbare. Robert Gesink forsvandt sammen med sprinterne, George Bennett er ikke den rytter, han var i august, og Tom Dumoulin uden højdetræning er slet ikke den samme som Tom Dumoulin med højdetræning. Resultatet blev, at der pludselig stod 3-2 til Movistar i kampen mod den i Touren så usårlige hollandske gigant, og da manglen på hjælpere førte til stilstand, kunne Soler-toget blæse forbi. Da stod det allerede klart, at det som på Mallorca i februar ville blive hjælperen, der sejrede, for i den finale havde de spinkle Bennett og Kuss aldrig chancen for at indhente den tempostærke Soler, der nu blot skal lære ikke at falde igennem i starten af et løb, inden han har hele pakken til også at kunne køre med helt fremme i klassementet.

I sidste ende blev Roglic dog også en vinder, da han sikrede sig de forudsigelige seks bonussekunder, som næppe stod i den hollandske drejebog fra morgenstunden. I den forstand blev det måske en dyr etapesejr for Enric Mas, der således tabte terræn til sin værste rival, men det tænker det resultatfattige mandskab næppe over. Og selvom løbets bedste fra i går næsten alle sad der, fik de da i det mindste vundet tid på Felix Grossschartner, der må sande, at lange stigninger stadig er for voldsomme for ham, og David De La Cruz, der stadig ikke er helt på sit gamle niveau.

Først og fremmest fik de dog udstillet Jumbo som mere sårbare end ventet, og det kan kun give blod på tanden. Derfor skal vi næppe vente os, at den krigserklæring, der blev udstedt i dag, lige foreløbig erstattes af samme våbenhvile, som vi så det i Italien. Når en uskyldig mellemetape klemt inde mellem to bjergetaper udnyttes på denne måde, lover det i hvert fald godt for fortsættelsen.