For et år siden var der næppe mange svedige håndflader, da årets første sprinteretape i en igen meget sprinterfjendtlig Vuelta blev afgjort. Dengang kom Sam Bennet nemlig til løbet som en sand sejrsmaskine, der gennem en hel sæson havde kørt alt og alle midtover og umiddelbart inden løbet havde vundet hele tre etaper i træk i et BinckBank Tour, hvor blandt andre en ganske vist træt Dylan Groenewegen var til start.

Nej, i 2019 var massespurter med Bennett som regel lige så sindsoprivende som en fodboldlandskamp mellem Vatikanstaten og Brasilien. Sådan har det bare ikke været i et 2020, hvor ireren kom så skidt fra start, at han langt hen i Touren så ud til at blive en historisk lidt succesrig sprinter på det ellers så dominerende Deceuninck-mandskab.

Sådan gik det heldigvis ikke. To etapesejre er måske i underkanten, men når den ene kommer i Paris, og de begge ledsages af holdets første pointtrøje siden Tom Boonens i 2007, er det svært ikke at betegne det som en succes. Alligevel sad man gennem hele løbet tilbage med fornemmelsen af, at det altså ikke var den Bennett, der i 2019 spiste massespurter med samme appetit, som Primoz Roglic har spist etapeløb i de seneste år.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Derfor var der også lidt mere spænding om den første Vuelta-spurt, end der var for et år siden. Nuvel, Bennett var skam klar favorit, men set i lyset af hans præstationer i år ville et nederlag næppe falde ind under kategorien mirakel. Et stærkt felt med en i BinckBank Tour uhyre velkørende Jasper Philipsen, en ganske vist i år ret skrøbelig Pascal Ackermann samt en serie af tidens mest lovende unge sprintere gjorde, at der skam var modstand nok til at udfordre ireren.

På papiret i hvert fald. Da røgen havde lagt sig efter den vilde spurt på den spanske højslette, skulle man nemlig lige have luften igen. Her gentog Bennett nemlig ikke blot sejren fra sidste år, han gjorde det også med en dominans, der var helt på niveau med præstationerne sidste år.

Det burde nemlig have været slut. Ganske vist havde Deceuninck med et tog bestående af først Remi Cavagna og Mattia Cattaneo, siden Andrea Bagioli, så Jannik Steimle og til sidst Zdenek Stybar og Michael Mørkøv været lige så dominerende som ventet, men da de ramte de sidste sving - der på klassisk Vuelta-maner i løbsbogen var lige så usynlige, som coronavirus var det for Aleksandr Lukasjenko i en overfyldt hviderussisk ishockeyhal - gik det galt. Rudiger Selig, der dog var uden Ackermann, og siden Philipsen snød belgierne, og da først sidstnævnte havde trådt til, og Bennett atter havde været en forsigtigper i et sent sving, så det ud til, at første grand tour-etapesejr var en realitet for Philipsen i sin første spurt som UAEs førstesprinter.

Altså lige indtil Bennett åbnede for gassen. Ikke blot kørte han slet og ret Ackermann ud af hjulet, han blæste også forbi den Philipsen, der i UAE Tour havde slået Ackermann to gange og trods et ikkeeksisterende tog også fået ram på en ellers i år stærkt spurtende Mads Pedersen. Det var lidt af en bedrift, der kunne antyde, at Bennett i denne Vuelta kan være lige så uhyggelig som sidste år, hvor han ikke blot spurtede suverænt, men gav puncheurs bank i puncheurspurterne og næsten ene mand udmanøvrerede Deceunincks overtal i sidevinden.

Bennetts overlegenhed kan måske også tage lidt af skuffelsen fra Philipsen, og belgieren kan i hvert fald finde trøst i, at han atter fik vist både hurtighed og særligt den positioneringsevne, der mere og mere synes at være hans stærkeste våben. Og selvom Bennett lige nu ligner en svær mand at bide skeer med, burde der være positive udsigter i hvert fald i et 2021, hvor han bliver en af spydspidserne på et Alpecin-hold, der får adgang til hele WorldTour-kalenderen.

Til gengæld er det svært at finde trøst i nederlaget for Ackermann. Ganske vist var der lidt oprejsning at hente i et Tirreno, der antydede, at han var tilbage på sporet, men generelt har 2019 været én stor jammerdal for den i 2019 så succesrige tysker. Naturligvis er det ingen skam at blive slået af Bennett, men at blive kørt helt ud af hjulet var en lille ydmygelse - også selvom de pludseligt opfundne sving ikke just tilgodeså en powersprinter som Ackermann.

Nej, så var der straks mere grund til glæde i Italien. Jakub Mareczko fik nemlig bekræftet sin lille genfødsel, som vi fik indvarslet med de tre sejre i Ungarn, og da han helt mirakuløst sad fornuftigt i en finale med mange sving, fik han vist, at farten altså stadig rækker ganske langt. Nu må vi så se, om det er nok til at overtale et hold til at skrive kontrakt med den engang så suveræne sejrsmaskine, der dog aldrig er slået igennem på højeste niveau.

Det er nok også for sent at blive supersprinter, men til gengæld er der mange i dette felt, der kan drømme om det. Gerben Thijssen gjorde det i hvert fald fremragende i karrierens allerførste spurt på WorldTour-niveau, og selvom han ikke er sig selv efter den grimme skade, var der lidt oprejsning af hente for den lovende Matteo Moschetti. Også Max Kanter gjorde det hæderligt efter nogle skuffende præstationer i Belgien den sidste måned, og selvom de må ærgre sig lidt over, at der er så lidt at komme efter i dette løb, er det ret interessant, at årets felt er så fyldt med mange af de mest interessante unge sprintere.

Og skulle de ikke slå til, skal de ikke bekymre sig. Det gjorde Bennett nemlig slet heller ikke i sine første år, hvor det ikke var ham, der fremstod som en kommende supersprinter. Den status har han til gengæld til fulde sikret sig nu, også selvom man i begyndelsen af året frygtede, at den position måske var en anelse truet. Efter i dag er den trussel svær at få øje på.