Man forstår godt, hvis Movistar og Astana har lyst til at give op. Følelsen af at være oppe mod en overmagt er ellers noget, de kun har haft for vane at føle i Touren, hvor Ineos i de seneste mange år har lagt løbet i så hårdt et jerngreb, at deres forsøg på at presse briterne mere har haft karakter af pligt end reel tro på, at overmenneskerne kunne knækkes. Derfor har Vueltaen altid været lidt af en befrielse, for i Spanien har den britiske gigant som regel løsnet på grebet og givet lidt mere plads til både spanierne og kasakkerne, der har haft det betydeligt lettere i den spanske grand tour.

Efter begge at have oplevet endnu en skuffende Tour, hvor de endda måtte lide den tort at se Ineos løbe med en dobbeltsejr, havde de utvivlsomt set frem til atter at finde et lille helle i Vueltaen, Ikke blot mødte de begge ind med veritable supermandskaber, de kunne også se Ineos møde op i stærkt svækket formation, hvor det for en sjælden gangs skyld var briterne, der var outsidere.

Desværre for dem stod der bare en ny trussel klar i kulissen, denne gang i form af Den Gule Fare. Efter en særdeles vellykket Tour, hvor det var dem, der dikterede slagets gang i bjergene, og efter erhvervelsen af Tom Dumoulin har Jumbo ikke lagt skjul på, at det i de kommende år vil forsøge at gøre Ineos rangen stridig som verdens førende grand tour-hold. Og med den supertrup, de tog med sig til Spanien, var planen at bruge årets Vuelta som en generalprøve på den kørsel, der i de kommende år forhåbentlig skal indbringe dem et hav af grand tour-sejre.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Baseret på det, vi har set indtil nu, kan Ineos godt gøre sig klar på modstand i de kommende år. Efter dagens etape tør man i hvert fald slet ikke tænke på, hvordan det havde set ud, hvis ikke holdets plan B, Steven Kruijswijk, var styrtet ud af løbet, næsten allerede inden det overhovedet var startet. Lige nu må Movistar og Astana nemlig sidde tilbage med et tomt udtryk i blikket, efter at de på de asturiske landeveje fik sig lidt af en lektion af hollænderne, der satte alle godt og grundigt på plads ved at tage endnu et gigantisk skridt mod den samlede sejr og endda som ekstra flødeskum give plads til, at en hjælper kunne løbe med etapen - noget man ellers aldrig har kunnet finde plads til hos Ineos i Touren.

De synes ellers sikkert, at de var så smarte, de to blåklædte hold. Movistar satte nemlig alt perfekt i scene først på etapen, hvor de med voldsomt opskruet tempo fik etableret en stærk gruppe, hvor de fik placeret Marc Soler, og hvor Astana fik sendt Ion Izagirre med. De kunne sikkert heller ikke tro deres egne øjne, da de betragtede gruppens sammensætning, for alle de andre farlige bud på udbrudssejre var stort set alle fraværende. Faktisk lignede Soler og Izagirre ubetinget gruppens to mest formstærke klatrere, og dermed havde de pludselig fået serveret en gigantisk chance for at vinde etapen.

Derfor skulle der træffes et hurtigt valg. Skulle de droppe alle planer om storstilede angreb fra distancen og i stedet gå efter en af løbets mest prestigiøse etaper, eller skulle de forsøge at knække et Jumbo-mandskab, der med fem mand i top 31 havde virket stærkt intimiderende på Los Machucos, og derefter bringe Primoz Roglic i vanskeligheder? Måske kan det virke lidt opgivende, men man kan sagtens forstå rationalet bag beslutningen om at gå efter det første. Jumbo sad i feltet med seks mand og havde Sepp Kuss i udbrud, og med tanke på, at der var modvind på det lange dalstykke frem mod sidste stigning, ville det formentlig blot være det rene selvmord at forsøge at sætte noget stort i scene. I stedet risikerede man blot at få neutraliseret Soler og Izagirre og i stedet til sidst alligevel at få Roglic i nakken.

Den rationelle kalkule var at satse på etapen og derefter se, om man kunne stikke lidt til Roglic på turen op mod Acebo, også selvom det betød, at man smed en af de bedste chancer for at knække ham definitivt på gulvet. Derved undgik man nemlig at få sloveneren i nakken, men til deres formodentlig helt umålelige frustration fik de i stedet bare en anden Jumbo-rytter kylet direkte ind i baghovedet. Mens Soler og Izagirre forberedte sig på deres interne spanske duel, har Roglic nemlig sendt Sepp Kuss med i gruppen som blind passager, og selvom missionen i første omgang var at hjælpe kaptajnen, åbnede der sig pludselig nye muligheder, da hans medudbrydere har slæbt ham gratis med hen til sidste stigning.

Sådanne situationer opstår sjældent for hjælperyttere på det førende hold, men som Kasper Asgreen erfarede i årets Tour, sker det af og til. Og når man nu har en kaptajn, der kan svare på alle angreb, uden at pulsen stiger til væsentligt over 100, var det nærliggende for Jumbo-ledelsen at give deres unge amerikanske talent frit spil til at jagte karrierens største sejr.

Da først Jumbo-ledelsen havde underskrevet hans løbepas, blev Kuss da også pludselig etapens klare favorit. Som medpassager hele vejen gennem en lang etape, hvor alle hans medudbrydere havde skullet arbejde hårdt, var han nemlig den klart friskeste, og selvom han ikke har haft samme ben i de seneste dage som i starten af løbet, har Kuss i denne Vuelta konfirmeret det enorme potentiale, han første gang åbenbarede, da han tre gange dansede væk fra alt og alle i sidste års Tour of Utah. Og selvom modstanden var stærk, var det klart, at en frisk Kuss ville blive svær at slå, hvis ikke han oplevede en af de mange kriser, som desværre har kendetegnet den svingende amerikaner mere end succeserne.

Heldigvis synes Kuss siden årets Giro at have fundet lidt af den stabilitet, han har manglet, og da han først åbenbarede, at han ikke havde en af sine mange dårlige dage, var sejren aldrig for alvor i fare. I stedet sad Astana og Movistar slukørede tilbage som de store tabere på en dag, hvor de sikkert følte, at de havde været snu nok til at snyde Jumbo i kampen om etapesejren, men hvor de endte med at blive kørt midt over af Kuss - Soler formentlig, fordi han var alt for aggressivt kørende i løbets indledning, hvor det var ham alene, der skabte gruppen, og Izagirre desværre nok som følgende af den manglende stabilitet, der altid har kendetegnet ham i grand tours.

Særligt Movistar må sidde tilbage med en følelse af ”Hvad nu hvis?” Tænk, hvis de ikke havde spillet på Soler-hesten, men i stedet havde sat alt på ét bræt i et forsøg på at vinde etapen med en af kaptajnerne og knække Roglic. På den sidste stigning overraskede Alejandro Valverde nemlig stort ved at tage kampen op mod den uovervindelige slovener og tage et gigantisk skridt mod den samlede 2. plads, som ellers for to dage siden lignede Tadej Pogacars. Måske kunne Valverde faktisk have taget en meget prestigiøs sejr i regnbuetrøjen, hvis de ikke havde givet Soler den chance, han blev frarøvet under det store drama i Andorra?

Der er dog nok ikke den store grund til at græde sig i søvn. På en dag, hvor der var gult overalt, virker det nemlig stærkt usandsynligt, at Jumbo ikke havde vundet etapen uanset hvad. Det var i hvert skræmmende at se, hvordan Roglic med nærmest lukket mund svarede på Valverdes forcering, der ellers var så kraftig, at Miguel Angel Lopez, Tadej Pogacar og Nairo Quintana alle kunne skulle skylle munden kraftigt med vand for at fjerne blodsmagen. Det skulle Roglic i hvert fald ikke, for han lignede en mand på søndagstur, indtil han efter lidt tid indså, at han lige så godt kunne gribe chancen for at sætte lidt ekstra tid i banken på de colombianske og slovenske rivaler og derefter indgik en alliance med Valverde. På den baggrund virker det også stærkt usandsynligt, at Roglic ikke havde sat verdensmesteren til vægs, hvis der havde været en etapesejr på spil, for den tid, hvor sloveneren giver gaver, er nok ovre, især når følgesvenden er hverken ven eller landsmand. Hvis Movistar eller Astana havde næret blot det mindste håb om, at Roglic skulle være på vej mod en tredjeugeskrise som i Giroen, blev det i hvert fald godt og grundigt slukket op en dag, hvor sloveneren nok engang understregede, at han denne gang har timet sin form perfekt og ligesom i sidste års Tour blot bliver stærkere dag for dag.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Faktisk havde han måske blot sat dem godt og grundigt på plads, hvis favoritterne havde skullet slås om etapen. En af dagens overraskelser var nemlig, at Valverde var så velkørende, at det var ham, der skulle yde Jumbo-kaptajnen mest modstand. Sidste år var det ellers et gennemgående tema, hvordan Valverde havde det svært på de store bjergetaper med lange stigninger, men sådan har det slet ikke været i år, hvor Valverde har været imponerende både på Javalambre og i dag Acebo.

Til gengæld så vi også, at Valverde havde det svært i Andorra, og der er da også en nærliggende forklaring på, at verdensmesteren var højtflyvende netop på de to omtalte stigninger. Begge dage var nemlig præget af et meget langsomt tempo gennem det meste af dagen, hvor feltet sneglede sig frem mod målstigningen, hvor der derefter blev kørt cykelløb. Og slæber man en frisk Valverde frem til stigninger, der begge reelt var under 10 km lange, ved vi alle, at veteranen med sit punch og sin eksplosivitet er svær at bide skeer med. Og kobler man det med, at hans vægttab siden Touren åbenlyst har bragt nogle af de gamle bjergevner frem igen, kommer hans flotte kørsel i dag ikke som et stort chok. Til gengæld kan man kraftigt betvivle, om udfaldet havde været det samme, hvis Movistar eller Astana havde skruet op for gassen for at hente udbruddet. I givet fald kunne det meget vel være blevet for hårdt for Valverde, der i et sådant scenarium næppe havde budt Roglic samme modstand.

Måske skete det også på en lidt billig baggrund. Det var i hvert fald bemærkelsesværdigt, at Pogacar, Quintana og Lopez alle underpræsterede i forhold til det, vi tidligere har set. Mest iøjnefaldende var det naturligvis, at Pogacar på to dage var blevet forvandlet fra monster til et tandløst lam, og det kan umuligt forklares på anden vis, end at han var mærket af et styrt, der bestemt ikke var helt ublidt. Indtil nu har hans formkurve nemlig kun haft én retning, og der synes ikke at være andre fornuftige begrundelser for, at han pludselig skulle være ude af stand til at følge Valverde på en etape, der passede ham betydeligt bedre end fredagens.

Heldigvis kan han glæde sig over, at podiepladsen formentlig ikke kommer i fare. Ganske vist forsvarede Lopez sig betydeligt bedre end på Los Machucos, men det står nu alligevel helt klart, at nedturen i fredags ikke var udtryk for en dårlig dag. Tværtimod står det nu mejslet i granit, at den frygt, man kunne nære allerede på et holdløb, hvor Lopez kørte så stærkt, at han måtte vente på sine holdkammerater, om, at han denne gang havde toppet for tidligt, er blevet bekræftet. Colombianeren er åbenlyst en helt anden end den Superman, der fløj fra alt og alle på Javalambre og i Andorra, og dermed må han desværre nok engang sande, at han heller ikke denne gang knækkede koden. Hidtil har problemet været, at han er startet for skidt, og denne gang er det gået lige omvendt. Måske kan Lopez bare ikke holde formen i mere end to uger? Han har i hvert fald stadig til gode at køre stærkt gennem alle tre uger af en grand tour.

Den helt store taber blev dog Quintana. Det er svært ikke at få en følelse af deja-vu, for mønsteret er præcis det samme som sidste år. Dengang lignede colombianeren også en genfødt grand tour-stjerne i to meget overbevisende første uger, men da det blev alvor i den sidste uge, faldt han sammen. Det har tilsyneladende gentaget sig i år, hvor der blot er blevet sat en tyk og fed streg under, at Mr. Consistency siden Giroen i 2017 har været forvandlet til Mr. Inconsistency. Og da det netop var hans stabilitet, der gjorde ham til den ideelle grand tour-rytter, er det svært at se Quintana igen vinde et tre uger langt etapeløb. Det er i hvert fald nok ikke Arkea, der sidder med den løsning, som Movistar ikke har kunnet finde.

Længere ned i hierarkiet var det påfaldende så fast et mønster, der tegner sig. Rafal Majka er den bedste bag de fem store, og selvom han er kommet tættere på, er han stadig ikke helt god nok til at være med. Wilco Kelderman fortsætter med at blive bedre og bedre og var nærmest eneansvarlig for at føre i Quintana-gruppen. Og samtidig blev etapen endnu en påmindelse om, at årets Vuelta bare ikke har et særligt dybt klassementsfelt. Det virker nemlig nu stærkt sandsynligt, at Nicolas Edet, Cal Fredrik Hagen og Hermann Pernsteiner alle ender i top 10 - noget, man utvivlsomt kunne have tjent en pæn skilling på forud for løbet.

Og det er ikke, fordi de trues voldsomt bagfra. EFs og Mitcheltons nedtur blev understreget på en dag, hvor de desperat kæmpede for at komme med i et udbrud, som endte med at køre Lawson Craddock og Tsgabu Grmay midt over, hvor Sergio Higuita kæmpede flot, men uden at være det monster, han har været tidligere på året, og hvor Mikel Nieve og den forslåede Esteban Chaves fortsætter et løb, hvor de aldrig har fundet niveauet. I stedet savner vi i den grad Richard Carapaz, for det var formentlig en brølstærk ecuadorianer sekunderet af Valverde og Quintana, der skulle have været her, hvis Roglic for alvor skulle trues.

Etapen gav også visse opmuntringer. Det gælder for Ruben Guerreiro, der fortsætter med endelig at konfirmere sit talent i et løb, hvor han har været an af de store oplevelser. Det gælder for Tao Geoghegan Hart, der stadig er en skygge af sig selv, men i det mindste fik vist, at Ineos faktisk er rejst til Spanien. Det gælder for Oscar Rodriguez, der ellers i de seneste dage har lignet en mand på kanten af sammenbrud. Og det gælder Mark Padun og Ben O’Connor, der efter et generelt skuffende løb i det mindst fik vist, hvorfor de begge regnes som store talenter.

Set med danse øjne var der også grund til glæde. Jakob Fuglsang måtte ganske vist sande, at benene ikke rakte til at gå med i Solers forcering - en forcering, der da også var så voldsom, at den endte med at dræbe spanieren selv - og at det i stedet blev Izagirre, der fik chancen. Til gengæld viste Fuglsang stor klasse til sidst ved at sætte et tempo, som end ikke Quintana og Kelderman kunne følge, og som endda kortvarigt reducerede afstanden til Roglic og Valverde. Med tanke på, at Lopez ikke længere er med i kampen om sejren, kan man håbe, at der opstår muligheder i den tredje uge, hvor udbrud har gode muligheder.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Det kræver dog, at Movistar ikke skifter strategi. Efter dagens magtdemonstration af Jumbo tror de næppe meget på en samlet sejr. Med tanke på, at Valverde i princippet kan vinde tre af de sidste fire etaper, kunne det være nærliggende for ham og holdet at sige farvel til regnbuetrøjen med et brag, når nu drømmen om den store triumf er så godt som brast. En stor Valverde-uge til slut kunne i hvert fald være en flot afsked med et år med striberne, som slet ikke er gået som spanieren med sine indtil nu blot fem sejre havde drømt om.

På den anden side risikerer de bare at få en Jumbo-rytter i nakken. Sådan plejer det nemlig at gå i en Vuelta, der i sandhed er blevet farvet gul.