I en tid, hvor Frankrig bare en måned efter afslutningen på Touren er ramt af endnu en næsten total nedlukning, ved man, at tingene kan gå lynhurtigt. Alligevel synes Ineos-manager Dave Brailsford nok, at det hele lige nu går lidt for stærkt. Ganske vist var det ham, der for et par dage siden var på den grønne gren, da det, der lignede sikre Sunweb- og Jumbo-sejre i Giroen og Vueltaen, pludselig fik et helt anderledes britisk twist, men han havde nok foretrukket at sætte begge løb på pause, da de i weekenden begge blev vendt totalt på hovedet.

Det er nemlig bare lidt mere end 48 timer siden, at vi stadig var i tvivl. I tvivl om, hvorvidt Primoz Roglic måske alligevel var lidt træt efter at have kørt Ain, Dauphiné, VM, Liege og Vuelta nærmest uden pause. Der var da i hvert fald svaghedstegn at spore både på Laguna Negra og ikke mindst på mestrenes kirkegård i søndags, hvor man kortvarigt overvejede, om Froomigal skulle efterfølges af et Roglical.

Tænk, at det bare er lidt over to døgn siden. Efter dagens 10. etape føler man sig nærmest dum over at have stillet spørgsmålet. Selvom han af en eller anden grund har ry for manglende holdbarhed, ved vi nemlig godt, at Roglic aldrig bliver træt. Om det er en særlig egenskab ved slovenske monstre, skal jeg være usagt - Tadej Pogacar kunne jo indikere, at der er noget om snakken - men faktum er, at Roglic vel har feltets højeste bundniveau, nu hvor Alejandro Valverde delvist er ophørt med at være evighedsmaskine, og Greg van Avermaet endda er begyndt at styrte. Om vi skriver februar eller november, eller om vi taler bjergetaper, enkeltstarter, puncheuretaper og i Ain sågar massespurter, ved vi, at Roglic altid kører med om sejren. For som han siger kan han jo godt lide at vinde, hvis nogen stadig skulle være i tvivl…

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Nej, monsteret er altædende og umætteligt. Det blev for alvor stillet til skue i dag på en etape, hvor man ikke skulle kende meget til Roglic for at vide, at han var en af de tungeste favoritter, men de fleste andre klassementsryttere ville alligevel gå ind til en etape som denne med en erklæring om, at den blot skulle overstås med så mange intakte kræfter som muligt frem mod weekendens rædsomme udfordringer i de asturiske bjerge. Roglic er bare anderledes end flertallet, og selvfølgelig kunne han ikke se den lille bakke i Suances uden at lugte chancen for endnu en gevinst, der skulle fortæres af det umættelige gab.

Egentlig får man lidt ondt af alle de andre. Det var jo denne dag, Alex Aranburu, Julien Simon, Dion Smith, Robert Stannard, Zdenek Stybar, Andrea Bagioli, Tosh van der Sande, Magnus Cort, Gonzalo Serrano og alle de andre, der i finalen blev kørt frem, havde sat kryds ved som deres måske bedste chance i hele løbet. Det var da også Astana for Aranburu, Mitchelton for Smith og Stannard samt Deceuninck for Sam Bennett, Stybar og Bagioli, der efter en gigantisk gang pokerspil alligevel fandt ud af, at det var dumt at lade muligheden gå til spilde og derfor langt om længe fik neutraliseret det ret harmløse udbrud. Jumbo derimod rørte naturligvis ikke en finger, for deres kræfter skal bruges i weekenden, og en sejr i dag ville blot være flødeskum.

Det sultne monster kan imidlertid godt lidt flødeskum, og selvom han i finalen måtte nøjes med støtte fra gamle Paul Martens, der ganske vist i gamle dage selv havde været en glimrende kandidat til en sådan finale, lykkedes det ham alligevel at levere en magtdemonstration, så man allerede har glemt onsdagens nedsabling af Richard Carapaz. Den manglende støtte - kræfterne skulle jo spares til weekenden - betød ellers, at han så ud til at være endt lidt for langt tilbage, men for Roglic med sin nuværende form skal der vist fysiske barrierer til, hvis han skal holdes tilbage. Han koblede sig let på Bagioli-toget, da italieneren tog initiativet som reaktion på Guillaume Martins flotte angreb, og derefter spurtede han forbi med en lethed, der næsten fik det til at se ud som om, han var havnet i et lokalt spansk juniorløb, der ved en fejl ikke var blevet corona-aflyst.

Det var umuligt ikke at få ondt af Carapaz. Hans Ineos-hold havde ellers fint afleveret ham på bakken, men i en finale som denne kunne han ikke gøre andet end at bede til de højere magter for, at Roglic måtte blive slået. Desværre har selv disse magter deres grænser, når det handler om at stoppe sloveneren, og derfor er det forspring, der for godt 48 timer siden så ganske lovende ud, nu smeltet væk på bare tre dage. Med tanke på den gigantisk buffer, der skal opbygges inden tirsdagens enkeltstart, forstår man godt, hvis Brailsfords ikkeeksisterende lokker igen er blevet lidt grå i kanten.

Resten måtte så køre om stumperne, og dem tog Felix Grossschartner sig af. Østrigeren har igennem hele løbet virket stærkere end nogensinde, og selvom vi gang på gang får dokumenteret hans begrænsninger i de høje bjerge, måtte den gode form næsten føre ham langt i en sådan afslutning. Vi så jo i Tyrkiet Rundt i 2019 og senest med den flotte etapesejr i Burgos, at Bora-kaptajnen har et glimrende punch, og med dagens flotte resultat er det måske en evne, han bør til at dyrke noget mere.

I Tyrkiet var det som bekendt den daværende holdkammerat Sam Bennett, der slog ham, men sådan gik det ikke i dag. Han var nemlig ikke i nærheden af noget som helst på det, der lignede en af hans berømte offdays, og derfor fik vi aldrig at se, om finalen vitterligt var for hård for ham. Bennett kan så glæde sig over, at den dårlige dag kom fredag og ikke i weekenden, for er der ikke bare tale om en af hans klassiske enkeltstående svipsere, kan han få meget svært ved at overleve de kommende etaper. Trådet skal i hvert fald være betydeligt mindre firkantet end i dag.

Heldigvis har Deceuninck afsluttere til overflods, og Bagioli, der ellers har virket træt på det seneste, fik dokumenteret, at det er puncheur og ikke klatrer, han er. Til gengæld fortsatte nedturen for Stybar, der ellers sad fremragende placeret i bunden, men som til gengæld må sande, at klassikerformen ikke er kommet med nogle ugers forsinkelse, og at 2020 nok ender med at være lige til skraldespanden.

Det er det ikke for Aranburu, der egentlig kom hæderligt fra opgaven. Måske var det lidt for voldsomt at udråbe ham som favorit, for reelt set har spanieren stadig til gode at vinde en puncheurspurt på dette niveau. Talent kan man imidlertid hurtigt lade sig forblænde af, og måske gjorde Astana det samme. I lyset af etapens udfald var det måske ikke Aranburu, der havde brug for en hård finale, og i bagklogskabens lys virkede Omar Frailes voldsomme forcering til sidst måske decideret skadelig på kaptajnens chancer.

Det blev nemlig knaldhårdt. Stybar, Van der Sande og Serrano, der ellers var blevet afleveret flot af en selvopofrende Jon Aberasturi, eksploderede alle totalt, og da støvet havde langt sig der syv klatrere/klassementsryttere i top 15. Kun to af sprinterne lykkedes med at være fremme, og det var ikke uventet Magnus Cort, der dog stadig synes at være et stykke fra sin bedste form. Og så var det minsandten Jasper Philipsen, der aldrig tidligere har vist en holdbarhed, der skulle tilskrive ham en chance i en finale, hvor tre mand i top 7 ligger i klassementets top 10.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I vidunderbørnenes tidsalder skal vi dog altid regne med de unge drenge, og udover Bagioli, Aranburu og Philipsen viste Robert Stannard endelig igen lidt af det store talent, der ellers var stort set forduftet. Vi så det i glimt i Piemonte tidligere i år, og i dag kom det atter til udfoldelse på en etape, hvor meget ellers pegede på, at Smith var plan A, når nu newzealænderen havde vundet puncheurløbet Coppa Sabatini. I lyset af etapens udvikling havde det dog sin logik, at det var den mest klatrestærke af de to, der var med fremme, og ikke den lidt tungere brostenstype, som Smith er.

Der var også livstegn fra Julien Simon, der ellers har lignet en mand på retur, men som i hele dette løb har givet opløftende tendenser. Dermed blev det til et resultat, der en smule kan retfærdiggøre Total-mandskabets automatiske ret til alle WorldTour-løb, for det har godt nok ikke været meget, vi har set til det ret tamme franske mandskab. Mon ikke det bliver lidt anderledes, når det næste år er Alpecin og Mathieu van der Poel, der med Tim Merlier og Philipsen ved sin side har den slags automatiske invitationer?

Apropos automatik… Der er næsten noget automatisk over det i øjeblikket, når Roglic giver sine rivaler bøllebank i alle slags terræner. Det lysegrønne håb, der spredte sig over hele England og Ecuador for godt 48 timer siden, er lige nu så ødelagt, som Donald Trumps ellers så faste overbevisning om, at der nok skulle komme en corona-vaccine inden det amerikanske præsidentvalg. Heldigvis for Brailsford og Carapaz går det af og til hurtigt i cykelsport, så måske det hele kan vendes på hovedet én gang til, når røgen har lagt på Angliru på søndag? De kan jo altid håbe - svaghedstegn eller ej.