I mange år har europæiske og amerikanske langdistanceløbere med frustration kunnet konstatere, at de har været oppe mod overmagten. Naturligvis er der undtagelser som britiske Paula Radcliffe, der stadig har kvindernes verdensrekord på maratondistancen, men grundlæggende har det været en meget afrikansk fest. Særligt kenyanerne og etiopierne har nogle genetiske fortrin, der har gjort særligt europæerne tæt på chanceløse.

Så galt er det ikke gået i cykelsporten, selvom meget taler for, at afrikanerne egentlig også burde kunne begå sig i denne udholdenhedssport. Europæerne har nemlig været privilegerede af, at en cykel jo ikke er et helt billigt transportmiddel - slet ikke hvis den skal bruges til konkurrence - og derfor har cykelsporten længe været en sport for den rige del af verden. I det meste af forrige århundrede var det et rent europæisk anliggende, indtil amerikanerne og australierne, der jo heller ikke just er underbemidlede, begyndte at blande sig.

Resten af verden har i cykelmæssig forstand været at betragte som en samling ulande, men det kan meget vel være ved at ændre sig. Og modsat løbesporten tyder meget på, at det er colombianerne og sydamerikanerne, som har potentiale til at udvikle sig til cykelsportens kenyanere og etiopiere. I hvert fald synes de at have en næsten uudtømmelig talentmasse, hvor de altid kan hive et nyt vidunderbarn frem, når vi er blevet trætte af at se på de ”gamle”.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Landet havde jo allerede en første storhedstid i 80erne, men af en eller anden grund forsvandt landet lidt fra scenen i mange år, hvor Santiago Botero og kortvarigt Mauricio Soler vel var de eneste, der med en vis regelmæssighed hævdede sig i front. Måske er forklaringen, at økonomien igen blev et problem i de glade 90ere, hvor det som bekendt ikke var nogen ulempe at have god kontakt til en dygtig og næppe helt billig mediciner, som kunne gøre det hele lidt lettere, når der skulle trædes i pedalerne.

Uanset hvad forklaringen er, kan vi i hvert konstatere, at den colombianske tørke er slut. Og ikke bare er den tilendebragt, colombiansk cykelsport er gået direkte fra lav- til konjunktur, så man næsten kan frygte, at markedet er ved at blive overophedet med en mangel på hold til at aftage den enorme talentmasse, der sprøjtes ud fra Andesbjergene. Det var Rigoberto Uran og Sergio Henao, der startede bølgen først i dette årti, inden Nairo Quintana slog igennem som sportens nye vidunderbarn. Siden er de kommet så skidt fra en spædekalv med først Esteban Chaves, så Miguel Angel Lopez, senere Egan Bernal og senest også Ivan Ramiro Sosa og Sergio Higuita. Og så skal man jo ikke glemme, at de i Fernando Gaviria også har en af verdens absolut hurtigste på to hjul.

Det er derfor, jeg flere gange har kaldt Lopez for en slags veteran. Det er naturligvis helt meningsløst at tale sådan om en mand, der så sent som i dag generobrede Vueltaens ungdomstrøje, som han nu har kurs mod at vinde for tredje år i træk (selvom der ikke altid har været en hvid trøje at bære). Sådan føles det bare, for Lopez har allerede været med i toppen så længe, at man helt glemmer, hvor skræmmende ung Superman er. Og når han omgives af endnu yngre talenter som Sosa, Bernal og også Higuita, er det ikke mærkeligt, at man meget let glemmer ham, når man taler om verdens mest lovende grand tour-ryttere.

Specielt Bernal er skyld i, at Lopez på sin vis er endt som den glemte colombianer. Derfor var det måske også meget sigende, at han igen i dag blev overstrålet af en yngre landsmand, selvom han med sin kørsel i de madrilenske bjerge satte en fed streg under, at der er få, der som ham kan flyve i bjergene i den tredje uge af en grand tour. Problemet for ham var bare, at etapen nok mest vil blive husket som den dag, hvor The Higuita Monster, som han ikke helt ubegrundet allerede kaldes, for alvor slog sit navn fast på den store scene.

Modsat Lopez, der bragede ind på scenen helt ud af det blå, da han nærmest helt uden forudgående erfaring i Europa sensationelt vandt Tour de l’Avenir, er Higuita faktisk allerede en kender af europæisk cykelsport. Han har nemlig allerede tilbragt to sæsoner som professionel på Manzana Postobon, hvor han viste så lidt, at jeg i hvert fald var lidt forundret, da EF i løbet af vinteren viste interesse for den dengang 21-årige colombianer, som de da også gav et halvt år ekstra til at modne sig i hos Fundacion Euskadi, inden han tog skridtet ind på WorldTouren.

Det skulle imidlertid vise sig, at der slet ikke var grund til en modningsproces. Fra det øjeblik, han klikkede i pedalerne på Mallorca i januar, har Higuita konstant udfordret verdens bedste. I samtlige sine løb i løbet af vinteren og foråret blandede sig med verdenseliten med en sådan regelmæssighed, at EF fremrykkede deres kontraktstart til den 1. maj.

At det var en god beslutning, har det altædende monster bekræftet uafbrudt siden dengang. Faktisk har han kun kørt WorldTour-løb for holdet, men de er alle endt med en gigantisk succes. Først blev han nr. 2- i øvrig bag et andet vidunderbarn, Tadej Pogacar, i Tour of California - så blev han nr. 4 i sit første europæiske WorldTour-løb i Polen, og i dag kronede han så en fornem grand tour-debut med at vinde en af de store bjergetaper i Vueltaen.

Nok har det spanske løb afsløret visse svagheder - ikke mindst en manglende stabilitet og en svag enkeltstart - men de seneste tre uger har sat en fed streg under, at Higuita er ikke blot lovende, men også ekstremt alsidig. At han kan spurte, har han vist længe, ikke mindst på 2. etape og i Californien, hvor han sågar slog et par sprintere i flade finaler, og at han klatre og har punch, er åbenlyst. Som tidligere i løbet viste han i dag også, at han er en eminent nedkører, da han udnyttede sine fornemme tekniske evner til at slå det hul, der i sidste ende skulle vise sig at være forskellen på succes og fiasko, da han kørte sit livs cykelløb på de madrilenske veje.

Det krævede nemlig ikke så lidt at vinde etapen. Ikke blot skulle han ramme et udbrud, der blev etableret efter en lynhurtig og hektisk indledning, hvor der blev kørt så stærkt, at ingen kunne komme fri på den første stigning. Siden skulle han holde hovedet koldt i en gruppe, der med mange stærke navne kunne være svær at holde styr på. Og efter sin nedkørselsopvisning skulle han holde favoritterne, der var involveret i et gigantisk opgør om klassementet, bag sig - en bedrift, han fuldendte med en bravur, som til fulde dokumenterer, at vi her taler om en sand diamant. Nok mangler han stadig nogen stabilitet og mere power i sidevind og på enkeltstarter, men alene det, at han kan vinde en drønsvær etape efter 18 dage i sin første grand tour - og dagen efter en ekstremt hurtig etape, der går over i historiebøgerne - siger, at vi her taler om en grand tour-perle, der har motoren til at præstere også over alle tre uger i de største løb. Og dermed blev den ellers så ulykkelige Vuelta altid ikke så trist for det brølstærke EF-mandskab, der lignede en af løbets hovedaktører, men som fik lagt deres løb totalt i ruiner af et gigantisk styrt i den første uge.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Dermed blev Lopez nok engang overskygget, men han fortjener al mulig applaus. Colombianeren, der ellers lignede en mand på vej mod en formmæssig nedtur, da han faldt sammen på Los Machucos og led på Alto del Acebo, har de seneste dage igen vist, at han mere end de fleste mestrer kunsten at præstere i den tredje uge af en grand tour. I forbindelse med andenugeskrisen filosoferede jeg ellers over, om den lille colombianer var kommet til løbet i lidt for god form, men den teori har han i den grad gjort til skamme med skræmmende kørsel både i dag og i mandags, så han nu igen kan lugte et podium, der ellers for et par dage siden lignede en by i Rusland.

Lopez satte nemlig i dag en streg under sin status som løbets bedste klatrer. Det var han både på Javalambre og i Andorra, hvor et styrt formentlig kostede ham en etapesejr, og efter krisen i sidste uge cementerede han den position med sin fornemme kørsel i dag. Efter at han fik tanket moral med sin kørsel i mandags og sov i timen i sidevinden i går, vidste alle, at Lopez ville komme blæsende med alt, hvad han havde i dag, og selvom missionen ikke lykkedes totalt, endte han med at generobre en hvid trøje, som han ellers syntes at have tabt, og tilbageerobre hele 59 sekunder på sine to direkte podierivaler.

Det var lidt af en bedrift. De madrilenske bjerge er nemlig kendt for at være så lette, at det snarere er et sted, man med en dårlig dag kan tabe det hele, end et sted, hvor man med offensiv kørsel har meget at vinde. Det havde Lopez imidlertid på en dag, hvor Astana dagen efter deres flotte redningsindsats i sidevinden, hvor de reelt reddede løbet for både Lopez selv og Roglic, iscenesatte den oplagte taktik på fornem vis ved først at splitte feltet til atomer med særligt Jakob Fuglsang, siden sende kaptajnen i offensiven og endelig bruge Omar Fraile som trækkraft mellem de sidste stigninger. Og da det kortvarigt så ud til at være skønne spildte kræfter, efter at der skete samling inden den alt for lette Cotos-stigning, var det åbenbart alligevel lykkedes Astana at gøre det så hårdt, at selv de moderate procenter på den lette side af den berømte Navacerrada-stigning skulle vise sig at være for meget for folk som Pogacar og Quintana.

Desværre var det ikke i første omgang nok til at komme på podiet, men det skal vi som cykelfans blot glæde os over. Nu er der nemlig lagt op til endnu et Lopez-show på de bløde stigninger på lørdag, hvor Astana atter har brug for at gøre det hele knaldhårdt, hvis de moderate procenter skal bringe Superman tilbage på et podium, han midlertidigt smed væk i den anden uge. I det hele taget var hans nedtur kort efter, at han kørte sit livs enkeltstart, så mærkelig, at han næsten må have været småsyg, for det er højst specielt, at en grand tour-specialist som Lopez pludselig oplever et par dages krise i et løb, hvor han ellers har været i noget nær sit livs form både i uge 1 og i uge 3.

Det var dog nok ikke den krise, der kostede ham den samlede sejr. Den tilfalder næsten med sikkerhed Primoz Roglic, men sloveneren virker nu ikke helt så overmenneskelig, som han gjorde i Andorra samt på Los Machucos og Acebo. På La Cubilla afskrev han ganske vist sin lille krise med en forklaring om, at han havde fokuseret for meget på Valverde, men heller ikke i dag virkede han til at være helt ovenpå pedalerne. Selvfølgelig var der ingen grund til at gamble stort på at følge Lopez, som er langt efter ham i klassementet, når han stadig havde Sepp Kuss ved sin side, men det virkede til, at Roglic sled lidt mere i det, også når han skulle svare på Valverdes forceringer. Det ændrer dog ikke på, at det vil være en gigantisk sensation, hvis ikke Roglic gør det færdigt i de kommende dage, hvor han i relativt let terræn vil være omgivet af et stærkt Jumbo-hold anført af Kuss, der i dag nok engang bekræftede sit enorme potentiale, da han ene mand længe holdt Lopez i snor.

Dagens store taber var Alejandro Valverde. Egentlig kan han være svært tilfreds med at konstatere, at nedturen på Cubilla bare var udtryk for en enlig svale, og at han ikke har kurs mod en gentagelse af sidste års gigantiske kollaps, for i dag virkede han næsten lige så stærk som på Acebo, selvom han ikke helt kunne gå med i Lopez’ ryk. Desværre betød Nairo Quintanas forventede krise, at verdensmesteren blev låst i jagten på en etapesejr, som ellers lå til hans højreben.

Colombianeren slider nemlig med noget sygdom, som har sat ham tilbage de seneste dage, og derfor kunne man allerede i går fornemme, at han trods kuppet i sidevinden regnede med at tabe tid i dag. På den baggrund var det ikke underligt, at Movistar valgte en helt passiv strategi med fokus på at forsvare de to podiepladser - især fordi Valverde også viste svaghedstegn forleden - men til slut, hvor han havde vist, at han var blevet sit gode, gamle selv igen, må Valverde i den grad have haft kløe i benene for at gå efter en måske sidste sejr i regnbuetrøjen. Det lod sig ikke gøre på grund af evigt loyale Valverdes respekt for Quintana, og nu må man blot håbe, at colombianeren når at komme sig inden lørdag. Fortsætter tendensen fra i dag, ser det nemlig ud til, at Movistar meget vel kan ende både uden dagens etapesejr og to mand på podiet.

Podiet gled også Tadej Pogacar af hænde, og det var vel dagens største overraskelse. Hidtil har sloveneren nemlig været helt stabil, og mønsteret fra hele første del af sæsonen var da også, at han altid blev bedre og bedre igennem sine etapeløb. I dag havde han det imidlertid åbenlyst meget svært på en ellers relativt let etape, og det var der næppe mange, der havde forudset, efter den kørsel, han leverede på La Cubilla i mandags. Det skal man dog ikke lægge meget i, for man skal ikke glemme, at Pogacar med sin alder på bare 20 år er uhørt ung for en grand tour-stjerne, og det ville næsten være for meget af det gode, hvis en rytter, der sidste år blot var teenager på kontinentalniveau, både skulle vinde to af løbets sværeste bjergetaper og ende i den samlede top 3. I lyset af Lopez’ genrejsning kræver det vist en gedigen Valverde-nedtur i stil med sidste år, hvis det skal lykkes, men heldigvis har løbet her vist, at det kun er et spørgsmål om formentlig meget kort tid, inden Pogacar kan betræde sit første grand tour-podium.

Det sker næppe nogensinde igen for Rafal Majka, der ikke har været i nærheden af en top 3 i et tre uger langt løb siden 3. plads i Vueltaen for fire år siden. Alligevel har 2019 været lidt af et comeback for polakken, der i 2018 lignede en rytter på vej mod glemslens tåger, men som i Vueltaen og Giroen har foldet sig ud. Og selvom han i begge løb har været et niveau under de bedste, har han været stabil og endda forbedret sig kraftigt i den tredje uge. På den baggrund forstår man godt, at CCC fortsat har blikket rettet mod muligheden for at få fingre i den førende polske grand tour-rytter, der vil give lidt liv til et ikke alt for stærkt polsk mandskab.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Dagens største positive overraskelse var Carl Fredrik Hagen. Forud for løbet havde han ganske vist talt om, at han måske ville køre klassement, men da Lotto end ikke ventede på ham på holdløbet, så det ud til at være mere snak end realitet. Han fik imidlertid kæmpet sig ind i top 10 via et par gode udbrud, og mens jeg sikkert var en blandt mange, der troede, at det ville være en stakket frist, har nordmanden vist, at han i den tredje uge har nået sit hidtil højeste niveau - først ved at klare sidevinden og i dag ved at klatre med Quintana og Pogacar på en overraskende hård dag. Som bekendt er det præstationerne i den tredje uge, der udmærker de virkelige grand tour-ryttere, og da ”den norske Roglic” indtil for få år siden stadig løb langrend på højt niveau, kunne noget tyde på, at vi skal regne med en meget stejl udviklingskurve, som vi ser det, når naturtalenter kommer sent til sporten fra andre sportsgrene.

En taber var Wilco Kelderman, der ellers har haft stigende formkurve, men det var måske ikke så mærkeligt. Modsat de andre favoritter sad han nemlig ikke på hjul i går, hvor han var nødt til at køre med rundt for at holde sig på første vifte i det gigantiske sidevindsdrama, som Sunweb var blandt hovedaktørerne i. Det er værd at bemærke sig, at både han og James Knox i dag endte som tabere, men det var måske ikke helt uventet i lyset af trængslerne fra i går. Og ser man på deres nærmeste rivaler, ender det samlede regnskab af de to etaper stadig i et plus for de to aggressorer fra i går.

Endelig fortjener Louis Meintjes en kommentar. Det har været så trist at se, hvordan den engang så lovende sydafrikaner, der allerede to gange har været i top 10 i Touren og én gang har været i top 10 i Vueltaen, er faldet helt sammen efter hjemkomsten til Dimension Data, hvor han ellers fik sit store gennembrud. Sidste år forklarede han det med overtræning, men da han trods en del styrt gennem foråret, intet viste i optakten til eller første del af Vueltaen, var vi sikkert mange, der troede, at det var mere end bare det. I dag viste Meintjes, der altid har været berømt for sin gigantiske dieselmotor mod slutningen af en grand tour, imidlertid, at der er håb endnu, da han leverede en klatreindsats, som burde have givet ham en top 2-placering, hvis han havde kunnet følge Higuita på nedkørslen, der aldrig har været hans kop te.

Men måske var det meget godt, at dagen blev colombiansk og ikke afrikansk. Som sagt har afrikanerne sat sig på langdistanceløbene, og det er måske kun på sin plads, at cykelsporten bliver sydamerikanernes domæne. Sådan kunne det i hvert fald se ud, hvis deres talentreservoir er lige så uudtømmeligt, som det tyder på. Richard Carapaz satte alle suverænt til vægs i Vueltaen, Egan Bernal knuste al modstand i Touren, selvom de ikke ender med at vinde det spanske løb, har også Vueltaen i den grad været colombiansk.

Nu må man bare håbe, at Higuita skynder sig at nyde sin tid i rampelyset. Ellers risikerer han lynhurtigt at blive overhalet bagfra af de colombianske vidunderbørn, der sikkert allerede står i kø i de colombianske cykelskoler. Lopez kender i hvert fald følelsen af som 2-årig allerede at fremstå som en halvgammel sydamerikansk veteran.