Nu afholder jeg mig helst fra at se gyserfilm, men det er mit indtryk, at de fleste monstre er iskolde og mange sikkert også velovervejede og smarte. Under alle omstændigheder er cykelsportens svar på disse filmverdenens uhyrer i hvert fald både iskold og kløgtig. Det er blevet udstillet et hav af gange, og det blev åbenbaret endnu engang i dag, da Primoz Roglic indledte Vueltaen på samme vis, som han sluttede den for et år siden, nemlig med at iføre sig den røde førertrøje efter en magtdemonstration.

Måske er magtdemonstration et stort ord. Der var jo ikke megen overlegen offensiv over den rolige og velovervejede Roglic, der på hele den afsluttende del af den meget specielle og smukke åbning på den ikoniske Arrate-stigning i det som altid regnvåde Baskerlandet sad limet til bagenden på den gruppe, der hurtigt blev resultatet af først en voldsom forcering fra Ineos og særligt Bernal-klonen Ivan Ramiro Sosa og siden et stærkt angreb af Sepp Kuss. Alligevel sad med fornemmelsen, at monsterets puls var lige så lav, som den plejer, og at det blot var et spørgsmål om tid, inden gabet ville blive åbnet og endnu en sejr ville blive glide ned i den slovenske mave. Sådan gik det da også, da Roglic kom skydende som en kanon kort inden den røde flamme med en acceleration, der var en næsten tro kopi af den, der gav ham den flotte sejr i Tre Valli Varesine for næsten præcis et år siden.

Det var dog også det eneste, der var, som det plejer. Faktisk var det helt forfriskende at se det Jumbo-hold, der bare kørte deres tog gennem et helt Tour de France, anvende en ny og helt alternativ strategi, hvor overtallet blev udnyttet på en mere underholdende facon. I stedet for bare at sætte den igen fænomenale Kuss til at massakrere alt og alle, så kun de bedste kunne hænge på, lod man det Ineos-hold, der havde brug for at gøre løbet så hårdt og lidt eksplosivt så muligt, sætte det dræbende tempo, som brølstærke Sosa var den perfekte mand til at gøre.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Da han slog ud, kunne man have forventet, at det gule tog ville komme blæsende, men i stedet blev Kuss sendt i en interessant offensiv. Det tvang Richard Carapaz, Enric Mas og Hugh Carthy til at reagere, og imens kunne iskolde Roglic lade Dan Martin lukke den sidste del af hullet, inden Kuss fik lov at forsøge igen. Og så blev Roglic atter af rivalerne slæbt tilbage til fronten. Først på den sidste del, hvor det pludselig kunne være blevet lidt halvfarligt, specielt på nedkørslen, blev der taget klassisk Jumbo-kontrol med Kuss, der effektivt forhindrede ethvert angreb, før Carthy kom med et forsøg på nedkørslen. Og da det var neutraliseret, kom det monsterbid, der så effektivt har gjort ham til tidens mest dominerende cykelrytter.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at toget ikke kommer tilbage. Kuss bekymrede sig ikke om at holde sig til mod slutningen og har altså ingen personlige ambitioner. En velkørende George Bennett må også sande, at augustformen stadig ikke er der, og da frygten for, at en Tom Dumoulin uden højdetræning ikke er konkurrencedygtig på stigningerne hurtigt, blev bekræftet, står det nu soleklart, at hierarkiet er lige så entydigt, som det var i Frankrig. Og med den overlegne styrke både chef og slaver viste i dag, ligner det endnu et hollandsk jerngreb de kommende dage.

Heldigvis for løbet var Richard Carapaz lige så flyvende så håbet, og Ineos viste med den stærke Sosa, at de også har et hold, der i hvert kan forsøge at tage kampen op mod Jumbo. Nok passede finalen ikke den lille ecuadorianer, men han var helt i hopla og aldrig i vanskeligheder. Da hans styrke som bekendt er holdbarheden, og da han modsat Roglic ikke kørte sig helt ud i Touren, er der håb om, at det slet ikke bliver så ensidig en affære, selvom Ineos desværre helt som forventet måtte sande, at der ikke var sket et mirakel med Chris Froome, siden han som en af de første blev sat i Liege-Bastogne-Liege.

Det ligner heller ikke bare en duel. Enric Mas sagde forud for løbet, at han denne gang endelig ville starte en grand tour stærkt, og med tanke på at han endelig har et sådan løb i benene inden starten, var chancen for netop det også større end vanligt. I dag viste han, at ideen med et langt løb som forberedelse er perfekt for den spanske dieselmotor, for der var ikke mange svaghedstegn at spore hos Movistar-kaptajnen i dag. Med tanke på, at Alejandro Valverde, som ikke uventet må sande, at det altså er ved at være slut med absolutte toppræstationer fra de 40-årige ben, og Marc Soler, der ellers plejer at være helt væk i starten af en grand tour, begge kom fornuftigt igennem, ser det ud til, at tre relativt stærke hold med tre stærke kaptajner skal dyste om sejren i de kommende tre uger.

Jokeren er Hugh Carthy. Allerede forud for løbet pegede jeg på ham som en mand med potentiale for at overraske, og den forudsigelige levede han i den grad op til. Med tanke på at denne etape slet ikke passede en dieselklatrer som ham, er det yderst lovende, at han lægger så fremragende fra land, især hvis han ligesom i Giroen kan forbedre sig i den første uges tid. Desværre blev det ellers så stærke EF-mandskab amputeret, da de to alternativer, evigt uheldige Daniel Martinez og deres etapevinderbud i dag, Michael Woods, begge blev sendt i asfalten og allerede nu synes ude af kampen om de sjove placeringer - i hvert fald canadieren, der gav helt op og nu ligner en mand med kig på etapesejre og måske en bjergtrøje.

Det var også herligt at se Dan Martin bekræfte ardennertendensen med endnu en fin præstation, men for ham bliver udfordringen nok de rigtige bjergetaper, der passer ham dårligere. Overraskelsen var Felix Grossschartner, men den store østriger bør komme til kort på de stejlere og længere bjerge senere i løbet, hvor han altid har haft sine begrænsninger. Og så var det glædeligt at se en stærk start fra Esteban Chaves, men desværre har vi nu set det mange gange. Efter kyssesygen plejer det ret hurtigt at føre til et kollaps.

Dagens tabere var FDJ. Thibaut Pinot viste lynhurtigt, at han ikke havde løjet, da han sagde, at ryggen havde sendt ham ud af spillet om sejren, og guldfuglen David Gaudu fortsatte desværre den generelt triste 2020-sæson. Heldigvis for ham starter han ofte skidt, inden han finder benene, og mens Pinot også kan finde formen senere, er der derfor håb om, at vi nok skal se noget til franskmændene senere.

Astana skal vi helt sikkert også nok få at se. De har nemlig en meget spændende trup, og efter at Aleksandr Vlasov blev en lidt overraskende taber - måske var sygdommen værre end som så? - og Ion Izagirre fortsatte den deroute, han indledte efter sejren i Baskerlandet sidste år - kan de nu bruge deres mange angribere til at jagte etaper. Og hvem ved? Måske åbner det døren for, at Omar Fraile kan tage sin tredje bjergtrøje og gå tilbage til den metier som bjergtrøjejæger, han dyrkede i sine unge år.

Ellers bød etapen ikke på de helt store overraskelser. David De La Cruz bekræftede sin genfødsel med flot forsvar på en etape, der ikke passede ham, og han kan endda glæde sig over, at Davide Formolo lynhurtigt er kommet sig efter den skade, der kostede ham sæsonens helt store mål ved VM og i Ardennerne. Andrea Bagioli måtte ikke uventet sande, at han stadig har lidt vej til toppen. Og Guillaume Martin, der allerede var træt under Touren, kunne som ventet heller ikke længere bygge videre på de fine takter, vi så i august.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Egentlig burde Roglic jo også være træt, men det er han aldrig. Tilsyneladende er det kun sygdom, der momentant kan slå monsteret ud, for selv efter sin 2. plads i Touren var han i stand til at køre med om sejren ved VM og Liege - også selvom han ikke var så overlegen, som han plejer. Det var han måske heller ikke i dag, men det lignede en helt bevidst og velgennemtænkt plan for en mand, der trods alt skal holde i yderligere tre uger. Og da han endelig slog til, var han lige så iskold og suveræn, som han har været det i de seneste sæsoner!