SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Forud for denne Vuelta var et af de mest spændende spørgsmål, om Fabio Jakobsen vitterligt er tilbage på det tårnhøje niveau, der forud for det dramatiske styrt for nu mere end et år siden gjorde ham til en af verdens allerhurtigste sprintere. Paradoksalt nok blev hans fremdrift mod verdenstoppen bremset, netop som han var ved at passere Dylan Groenewegen, som af mange har været regnet som verdens hurtigste i efterhånden flere år. Den dag i Polen kunne Jakobsen have båret masser af ved til det bål, der var ved at gøre Groenewegens position på toppen af sprintertronen temmelig hed, men som vi alle ved, blev der på denne triste eftermiddag i Katowice kastet en kolossal spand vand på det bål, så det har taget næsten et år om at tørre så meget, at der atter kan sættes ild til det.

De første spæde flammer kunne anes, da Jakobsen tog sine to spurtsejre i Vallonien i slutningen af juli, hvor han beviste, at han som minimum er konkurrencedygtig igen. Næste skridt på rejsen tilbage mod toppen var denne Vuelta, hvor han skulle give et lidt klarere billede af, hvor hurtig han vitterligt er. Det svar fik vi nemlig ikke entydigt i Vallonien, hvor han aldrig kom til at spurte direkte mod Groenwegen, og hvor det kun var en flot sejr over den lidt hensygnende Fernando Gaviria, der gav en relativt fin fornemmelse af, at han ikke er alt for langt fra den fart, der næsten sendte ham forbi Groenewegen den dag i Katowice.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Efter den første sprintervenlige uge i denne usædvanlige uge - Jakobsen har således på syv dage spurtet flere gange, end han gjorde i hele sin Vuelta-debut i 2019 - er vi blevet betydeligt klogere. Ganske vist må vi nok vente til 2020, inden vi finder ud af, hvor han står mod folk som Groenewegen og Sam Bennett, men efter otte dage i dette løb har han sat en fed streg under, at han i det i Vuelta-sammenhæng relativt stærke felt er den klart hurtigste.

Det kunne man ellers godt være lidt i tvivl om, hvis man så på stillingen inden dagens flade tur rundt i kystområdet syd for Valencia. De nøgne data fortalte nemlig, at der stod 2-1 til Jasper Philipsen i det interne opgør om at ende som løbets mest vindende sprinter, men som bekendt fortæller stillingen sjældent hele historien. De nøgne data skjulte nemlig, at Jakobsen har lignet hurtigste mand i dette løb.

Sådan så det i hvert fald ud, da Jakobsen i onsdags kom blæsende i tårnhøj fart på opløbsstrækningen i Albacete, men desværre betød et styrt til Florian Senechal, at et svækket Deceuninck-hold manglede den manpower, der skulle til for at bringe ham tilstrækkeligt langt frem til at tage kampen op af Philipsen, der drog fordel af det store svendestykke for et Alpecin-tog, som viste sig i stand til at dominere en finale i en grand tour også uden Tim Merlier og Mathieu van der Poel. Og selvom han akkurat blev slået på målfoto af belgieren i den første spurt i Burgos, havde en lille bakke i finalen samt hans lidt tvivlsomme beslutning om at køre en fuld spurt bare 15 km fra stregen skabt så megen tvivl om det reelle styrkeforhold, at der fortsat var plads til diskussion.

Den diskussion synes nu at være lukket. Allerede i det stigende opløb på 4. etape satte Jakobsen en fed streg under sin klasse. Nok blev Philipsen lukket inde og forhindret i at spurte, men det var uhyre imponerende at være vidne til, hvordan Jakobsen slet og ret ydmygede den perfekt afleverede Arnaud Demare i en stigende finale, der burde være af typen, sidste sæson sejrskonge spiser til morgenmad.

Denne gang blev han imidlertid frarøvet sin morgencomplet af Jakobsen, og når hollænderen på den måde kunne sætte Demare til vægs i den type finale, var der grund til at tro, at billedet ville være endnu tydeligere i en af de flade finaler, han foretrækker. Det billede fik han aldrig for alvor lov til at male i Albacete, men da en lang og kedsommelig dag i Sydspanien i dag endelig nåede sit klimaks på en tange midt ude i Middelhavet viste Jakobsen med al tydelighed, at denne Vuelta kun har én fartkonge - og den er hverken fransk eller belgisk, men hollandsk.

Det så ellers længe ud til, at det ville gå præcis som i Albacete. For første gang i årets løb sad Deceunincks lead-out ellers i skabet, da Bert van Lerberghe og Florian Senechal - i øvrigt i den forkerte rækkefølge - skød frem med stor kraft og satte både Alpecin og FDJ til tælling. Problemet var bare, at de havde tabt deres kaptajn, som befandt sig i en faretruende og kritisk position midt i klumpen og ganske langt tilbage, da Van Lerberghe tog kontrollen under den røde flamme. På det tidspunkt så det faktisk ud til, at han og Senechal var godt i gang med at gøre deres bedste for, at Jakobsen ikke skulle vinde!

Heldigvis blev Albacete-fadæsen undgået, men det var ikke uheldigt. På en eller anden måde lykkedes det nemlig Arnaud Demare at tabe hjulet på Jacopo Guarnieri, netop som Ramon Sinkeldam havde afleveret resten af det suveræne FDJ-tog i så gunstig en position, at alt pegede på en gentagelse af tirsdagens opvisning, hvor italieneren havde afleveret sin franske superstjerne, at der skulle en sprinter af Jakobsens klasse til at snyde ham for sejren. Demare sad ellers i den helt perfekte position, men med det, der slet og ret lignede manglede ben, gled franskmanden så langt tilbage, at han pludselig sad i akkurat lige så kritisk en position som Jakobsen.

Det var Jakobsens held. Det, der skulle have været et perfekt lead-out fra Guarnieri, blev nu amputeret, da det gik op for italieneren, at det var Sebastian Molano og ikke Demare, der sad i hans baghjul. Og mens han af gode grunde tabte fart for ikke at sætte Demares colombianske rival i scene, åbnede vejen sig i højre side, hvor alle de sprintere, der ellers havde tabt positionskampen kunne brage forbi.

Forrest af dem var Jakobsen, der med en sand magtdemonstration satte en fed streg under, hvem der er feltets fartkonge. Denne gang blev styrkeudmålingen nemlig helt reel, da Philipsen kunne lancere sin spurt fra en position umiddelbart bag sin værste rival. Herfra kunne han imidlertid ikke gøre andet end at holde sin plads, og han var aldrig i nærheden af at true den sprinter, der indtil for et år siden var ham overlegen, men som nu pludselig skulle til at bevise det igen. Det gjorde han denne eftermiddag med så stor bravur, at vi allerede nu kan glæde os til det helt store opgør mellem Jakobsen og Groenewegen i 2022 - særligt da hvis Groenewegen fuldender sig meget lovende comeback med nogle af sine velkendte magtdemonstrationer i Benelux Tour om godt en uges tid.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Til gengæld blev det et slag i ansigtet for Philipsen, der for anden grand tour i træk må sande, at han er oppe mod en hurtigere rytter fra Deceuninck. Denne gang havde mere ellers været muligt, hvis Alpecin havde kørt samme flotte lead-out som i onsdags, men i dag var belgierne fraværende i finalen. Her måtte de nok sande, at både Deceuninck og FDJ trods alt er stærkere, når de to stærke tog er ved fuld styrke, men alligevel var det uvant at se den normalt så driftssikre Philipsen ende så langt tilbage, at også han risikerede at være blevet forhindret i at spurte for fuld kraft. Det gjorde han heldigvis ikke, men farten rakte ikke til at true en Jakobsen, der nu igen kan iføre sig den grønne pointtrøje. Med det aktuelle interne styrkeforhold kan det se ud til, at Philipsen enten skal satse på selv at hænge med hjem til en mulig reduceret massespurt på torsdag, eller at bakkerne på næste tirsdag ved den asturiske kyst bliver for svære for Jakobsen, hvis han skal drømme om at tilbageerobre den eftertragtede trikot fra løbets hurtigste mand.

Det var i øvrigt den status, Demare havde i sidste års Giro, og som han med nogen ret kunne have forventet at have også i denne Vuelta. Efter endnu en gedigen lussing i dag blev der imidlertid sat endnu en fed streg under, at han slet ikke er på det niveau, vi har savnet gennem hele 2021. I dag var det nemlig umuligt at bebrejde toget, som man ellers kunne gøre det efter 2. og 5. etape. Denne gang så det slet og ret ud til, at Demare manglede benene til først at følge Guarnieri og siden gøre nævneværdige fremskridt i en spurt, hvor adskillige ryttere så ud til at være hurtigere end ham.

En af dem var Alberto Dainese. Hvis Jakobsens genfødsel har været den mest opløftende sprinterfortælling i dette løb, har Daineses comeback været den næstbedste. At tale om et comeback for så ung en rytter er i en vis forstand meningsløst, men når man husker på de store løfter, Dainese gav som U23-rytter, har dette løb i en vis forstand været en genfødsel. Efter en trist start på den professionelle karriere er han pludselig som forvandlet. Ikke blot har han klaret sig godt i den positionskamp, der tidligere har haltet - selvom hans beslutning om at satse på Jakobsens hjul var åbenlyst risikabel - han viste også i dag, at han på ren fart kunne matche Philipsen og ikke manglede meget i forhold til Jakobsen. Dermed er han et godt billede på den utrolige DSM-forvandling, vi har set efter en trist Tour og en katastrofal sæsonstart.

Denne gang krævede det dog det held, som også fulgte Jakobsen, men som til gengæld slet ikke fulgte Sebastian Molano. I denne finale lykkedes det ikke Matteo Trentin at køre et af de suveræne lead-outs, vi har set i de seneste uger, men alligevel lykkedes det Molano at sidde ganske perfekt bag Senechal og Guarnieri til sidst. Problemet var bare, at det ikke var hans egen lead-out man, der sad foran, og du Guarnieri stoppede sin forcering, blev Molanos fine position med ét forvandlet til en katastrofe, da han pludselig skulle forsøge at skifte tog i en situation, hvor alle rivalerne allerede havde åbnet deres spurt. Resultatet blev en spildt mulighed, men han måtte dog også igen sande, at farten lige nu slet ikke rækker mod de bedste - og måske var det meget heldigt, at hans efterfølgende umiddelbart lidt tynde deklassering kun kostede en 5. plads.

Nej, så var der mere perspektiv i det for Jordi Meeus. En 4. plads er ganske vist ikke noget at skrive hjem om, men i dag lignede belgieren faktisk en af de hurtigste. Desværre lykkedes det heller ikke denne gang for Martin Laas at køre de lead-outs, han gjorde i februar, men fra en dårlig position viste Meeus, at han altså er hurtigere, end vi har set det i de første spurter, hvor han formentlig stadig har været mærket af det styrt, der sendte ham ud af billedet på 2. etape.

Mere overraskende var det at se Itamar Einhorn fremme. Det har været ret åbenlyst, at det har været passet og ikke farten, der har været bestemmende for Israel SUNs sprinterhierarki, men efter en 2. etape, hvor han end ikke havde ben til at køre spurten, lykkedes det ham på fornem vis at sikre sig et topresultat i en spurt, hvor han endda var uden den forslåede og nu hjemrejste Davide Cimolai, som ellers burde have været hans nøgle til at begå sig mod stærkere folk. I dag viste han imidlertid, at han skam kan mere end som så, når blot etapen har været så let, som den blev det denne dag i Sydspanien.

Det var til gengæld til ulempe for Michael Matthews, der nok engang må sande, at han ikke kan være med i disse boulevardspurter og er prisgivet, når Luka Mezgec ikke afleverer ham, som han gjorde i Burgos. Det var blot én af mange bekræftelser, vi fik i en spurt, hvor stabile Piet Allegaert atter endte i top 10, Jon Aberasturi ogen betalte prisen for et ikkeeksisterende hold, og Clement Venturini atter dokumenterede, at den engang så gode positioneringsevne helt er gået fløjten.

Én ting er dog anderledes, end det plejer. Riccardo Minali har i dette løb oplevet en lille renæssance som sprinter efter nogle trange år, og han kunne have haft kurs mod et ganske spændende resultat, hvis ikke den manøvre, der kostede Molano en deklassering, tvang ham til at bremse, netop som han med en lang spurt var i position til måske at kunne udnytte Guarnieris tøven til at skabe en lille overraskelse. Derfor endte det blot med en 12. plads, men hans lille genfødsel i dette løb havde fortjent, at man også kunne se det på resultatlisten.

Spørgsmålet er, om han får lignende chancer igen. Minali er nemlig kun god, når etapen har været let, og det blev den i sandhed denne lørdag, hvor fraværet af vind gjorde det hele langt mindre dramatisk, da arrangørerne designede en første uge med det formål at bringe den spanske sidevind i spil. Nu blev det ved et lidt forkølet forsøg fra Astana, der hurtigt blev opgivet, og nu synes chancen for sidevindskørsel i årets løb at være tæt på at være forsvundet. Det må særligt være til frustration for de altid meget opmærksomme Ineos- og Movistar-mandskaber, der igen i dag kunne konstatere, at Primoz Roglic og Jumbo er overraskende risikovillige med deres temmelig nonchalante positionering på de flade etaper.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Fladlandet forsvinder nemlig nu, når rytterne runder første uge af med en bjergetape, inden der venter en uge 2 med et hav af mellemetaper, der kunne blive et sandt udbryderparadis. Til gengæld må Jakobsen sande, at han ikke skal regne med at kunne vise sin fart mere end én og højst to gange i den tilbageværende del af løbet. Heldigvis gør det ikke så meget. Han har nemlig givet os de svar og det bevis, vi efterspurgte, da løbet blev skudt i Burgos for præcis en uge siden.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-