SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Man skulle ikke mene, at det kunne lade sig gøre for en cykelrytter, der sidste år vandt et monument, en grand tour og toppede verdensranglisten helt suverænt, at føle sig overset i sit hjemland - og da slet ikke, når landet blot husker 2,1 mio. mennesker. Faktisk er det lidt af et særsyn, at så beskeden en nation kan mønstre en rytter med en sådan resultatliste, særligt når man taler om et land med en relativt beskeden cykeltradition.

Ikke desto mindre må Primoz Roglic have følt det sådan. Da han fra sin sofa i Slovenien kunne se Tadej Pogacar for anden gang iføre sig den gule trøje i Tour de France - den trøje, han selv mere end noget andet ønsker sig - var der nemlig næppe mange slovenere, der talte om Roglic. Ikke blot havde han selv forladt løbet i utide, hans løbsfattige og lidt tamme sæson blegnede også totalt i sammenligning med landsmandens, der havde budt på monumentsejr i Liege, store etapeløbstriumfer i Tirreno-Adriatico og UAE Tour samt en for slovenerne vigtig triumf på hjemmebanen i Tour of Slovenia.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Hvis ikke det allerede havde sendt Roglic på randen af depression, kunne et blik på Tourens klassement måske gøre det. Pogacar havde nemlig ikke bare vundet Touren. Han havde gjort det ved at sikre sig hele tre etapesejre undervejs, herunder med en så suveræn magtdemonstration i Alperne, at man skulle have fat i cykelhistorikerne for at mindes noget lignende. Resultatet var også overvældende, da Pogacar kørte til Paris med en sejrsmargin på hele 5.20 ned til nr. 2 - en margin, der er den største siden Vincenzo Nibalis altdominerende triumf i 2014 og den næststørste siden Armstrong-dagene, hvor sådanne marginer var hverdagskost.

Det er ikke svært at komme i tanker om eksempler på ryttere, der er faldet ned i et mentalt hul, når sæsonens altoverskyggende mål er glippet, og som hurtigt har trukket stikket på deres sæson. Med tanke på, at Roglic i forvejen havde et åbent sår fra sidste års dramatiske nederlag i Touren, ville man næppe have kunnet fortænke ham, hvis han havde parkeret cyklen i garagen og brugt noget tid på at fordøje, at karrierens måske mest gyldne mulighed for endelig at vinde Touren - ikke mindst grundet den Roglic-venlige rute - var gledet ham af hænde mindre end et år efter, at en sikker sejr var gjort det samme.

Roglic er imidlertid gjort af noget specielt, der ikke bare handler om hans åbenbart eminente fysik. Det så vi allerede sidste år, hvor skuffelsen var så stor, at den nok må være svær helt at forstå for udefrakommende, men hvor Roglic alligevel bare en uge senere var tæt på at blive verdensmester og herefter rundede sæsonen fabelagtigt af med sejre i både Liege og Vueltaen. Og det har vi set igen i år, hvor Roglic har rejst med præcis samme kombination af endags- og grand tour-revanche, da han efter gårsdagens triumftog i Santiago de Compostela nu har svaret igen på Pogacars Tour-triumf med både OL-guld og Vuelta-sejr.

Efter at Roglic rundede Vueltaen af med den forventede sejr på enkeltstarten, sidder man endda tilbage med fornemmelsen af, at han havde et behov for at vinde løbet på samme overlegne maner som Pogacar og dermed ikke ligge under for den magtdemonstration, hans lærling havde leveret en måneds tid tidligere. Når boet skal gøres op, kan Roglic nemlig se tilbage på tre uger, der har været akkurat lige så suveræne, som de var det for Pogacar i Frankrig.

Vi kan jo starte med sejrsmarginen. Efter to lidt mere beskedne sejre i løbet sørgede Roglic denne gang for ikke at efterlade nogen tvivl, da hans forspring ned til andenpladsen på 4.42 er sammenligneligt med det, Pogacar havde i Frankrig, og i Vueltaen det største siden Alex Zülles sejr i 1997. Derudover var det angiveligt vigtigt for Roglic i onsdags at levere en stor magtdemonstration i bjergene og bevise sin overlegenhed efter en start på løbet, hvor han havde kørt med håndbremsen trukket, og hans vilde ridt på Lagos de Covadonga havde som beskrevet i onsdagens analyse også åbenbare ligheder med det, Pogacar leverede på Col de Romme og Col de la Colombiere i Alperne. Endelig sørgede han med sejren på den sidste enkeltstart for at udligne sidste års score på fire etapesejre og dermed endda overgå de ”sølle” tre sejre, Pogacar opnåede i Touren.

Faktisk sidder man med fornemmelsen af, at Roglic kunne have gjort noget nær rent bord. Ikke færre end fire gange blev han nr. 2 på etaper, hvor marginaler forhindrede ham i at vinde. I Cullera skulle målstregen ikke have været placeret mange meter længere fremme for, at vi havde talt om Roglic og ikke Magnus Cort som etapevinder. På Velefique havde han utvivlsomt vundet, hvis ikke Damiano Caruso havde haft en fremragende dag på cyklen. På Gamoniteiru betalte han en pris for sit vilde ridt på Lagos de Covadonga - en pris, han næppe havde betalt, hvis han havde grebet den foregående etape mere defensivt an. I går smed han lidt klodset en sikker sejr væk, da han i det taktiske spil lod Clement Champoussin køre. Og så har vi slet ikke talt om de etaper, han kunne have vundet, hvis ikke Jumbo og Roglic denne gang kørte meget defensivt og stort set lod alle udbrud sejle hjem, samtidig med at kaptajnen selv kørte meget afventende med det mål at være frisk i den tredje uge.

Nej, Roglic har været så suveræn, at spændingen reelt allerede blev kvalt, da han knuste al modstand på den indledende enkeltstart i Burgos for tre uger siden. I det lys var det også kun passende, at han levede op til favoritværdigheden med maner og helt som ventet sikrede sig den fjerde etapesejr på løbets afsluttende enkeltstart.

Det gjorde han med endnu en magtdemonstration. Forskellene i klassementet var så store, som man kun kan forvente dem fra en olympisk mester i disciplinen. Egan Bernal blev slået med 1.49, Enric Mas tabte 2.04, David de la Cruz smed 2.14, Jack Haig nærmede sig 3 minutters tab med sin regning på 2.52, og Adam Yates og Gino Mäder var helt oppe på hhv. 3.18 og 3.19 - og så har vi slet ikke talt om de 4.16 og 5.13 som temposvage Guillaume Martin og Sepp Kuss måtte bøde. Der har længe været stor diskussion om, hvor stort et forspring klatrerne skulle bruge inden sidste etape, hvis de skulle have en chance for at vinde løbet, og Roglic beviste, at de skulle have sat ham ganske eftertrykkeligt til vægs i bjergene, hvis han skulle slås - og det var de aldrig tæt på at gøre.

Alligevel blev det jo slet ikke en magtdemonstration. Det kan man ikke rigtigt kalde det, når sejrsmarginen lyder på beskedne 14 sekunder. Når det blev så beskedent, skyldes det dog ikke rigtigt Roglic selv, men snarere at der var en vild dansker, der overgik sig selv. Roglic slog nemlig stærke specialister som Josef Cerny og Chad Haga ganske eftertrykkeligt med hele 1.16 og 1.43, og dermed var han lige så overlegen, som man kunne have frygtet - i hvert fald hvis man ser bort fra ham danskeren.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Det er imidlertid pokkers svært at negligere ham. Når historien om Vueltaen anno 2021 skal fortælles, vil Roglics suverænitet selvfølgelig være hovedfortællingen. Fabio Jakobsens fantastiske comeback vil også få en fremtrædende plads, ligesom hele kontroversen om Miguel Angel Lopez også altid vil hvile over denne udgave af løbet. Men derudover var løbets hovedperson altså Magnus Cort!

Vi vidste godt, at danskeren havde lært at køre enkeltstart. Den udvikling startede allerede for næsten to år siden i Besseges og kulminerede med de flotte tidskørsler i sommerens Tour. Vi vidste derfor også, at der formentlig var et fremragende ridt fra danskeren i vente denne søndag, for med den superform, han har vist over de seneste tre uger, lignede han i et felt uden mange specialister allerede på forhånd nok den største trussel mod den forventede Roglic-sejr.

Problemet var bare, at ordet ”trussel” ikke rigtigt var passende. Der var næppe mange i denne verden, der for alvor troede, at Roglic kunne besejres, når man betænker, hvordan han nærmest ydmygede den forsamlede verdenselite ved OL. Måske var Cort favorit til andenpladsen - sådan havde jeg i hvert fald rangeret ham i min optakt - men nogen reel sejrskandidat var han nok ikke.

Det blev han imidlertid. Afstanden på 14 sekunder var ikke blot beskeden. Det var også tankevækkende, at Roglic faktisk vandt enkeltstarten på den indledende stigning, hvor det gav sig selv, at han ville køre stærkere end alle andre - og særligt stærkere end den relativt store Cort. Nok kørte de stort set lige op på det efterfølgende stykke, og nok havde Cort en lille fordel af den om aftenen aftagende medvind, men det var alligevel dybt beundringsværdigt, at danskeren skulle runde sit drømmeløb af med det, ingen andre rigtigt har kunnet i dette løb, nemlig køre lige op med løbets suveræne hersker. I forvejen har Cort med tre etapesejre, som hverken er opnået i bjergene eller i klassiske massespurter, leveret noget, vi i grand tours ikke har set siden Erik Dekker i Touren i 2000, men hvis han havde toppet det med en sejr på enkeltstarten, havde resultatet formentlig været noget, vi næppe kommer til at se igen i mange, mange år. Man kan håbe, at det ikke bare er udtryk for, at Cort lige nu befinder sig i den gyldne superform, som mange har oplevet kun at finde én gang i karrieren, men med tanke på hans generelle udvikling på enkeltstarter bliver det uhyre interessant at følge ham i den disciplin i 2022.

Selvfølgelig skal det bemærkes, at antallet af specialister ikke var imponerende, og mange af dem underpræsterede endda markant. Det gjaldt således for Lawson Craddock og Nelson Oliveira, der fortsatte deres kraftige tilbagegang i paradedisciplinen. Det gjaldt for Jan Tratnik, der altid har været uforudsigelig størrelse og på enkeltstarter veksler mellem både fugl og fisk. Endelig gjaldt det i særdeleshed for Tobias Ludvigsson, der altid har været kendt for enten at flyve eller at synke helt til bunds, og som i dag sank så dybt, at han lige så godt kan lede efter vraggods fra Titanic, når han nu alligevel er dernede.

Til gengæld var der andre, der gjorde det pænt. Det gælder ikke mindst for Josef Cerny, der med et fornemt ridt på en rute, hvor højdemeterne nok var lidt for mange, atter satte en streg under, at han i dag tilhører den absolutte tempoelite. Det gælder også for Chad Haga, der efter nogle temmelig skuffende år endelig atter fik bevist, at han mere end de fleste mestrer kunsten at køre fremragende enkeltstarter sidst i grand tours, selvom han så må leve med, at det ikke rigtigt kører i alle andre løb. Og så gælder det for Tom Scully, der på en for ham alt for svær rute i dette løb har genfundet nogle tempoevner, vi ellers ikke har set siden 2019. Ingen af de tre navne er dog at regne for tempodisciplinens giganter. Men det er Roglic - og ham kørte Cort stort set lige op med.

Det gjorde Egan Bernal ikke, men han burde faktisk have stået på podiet ved siden af Roglic denne søndag i Santiago de Compostela. Hans 6. plads var nemlig resultatet af en enkeltstart, som kun hans vilde ridt i Tour de Suisse i 2019, hvor han på en powerrute kørte lige op med Rohan Dennis på store dele af strækningen, kan måle sig med. Dermed fik en Vuelta, hvor han aldrig rigtigt fandt sin bedste form, alligevel en uhyre positiv afslutning, som tegner perspektiver, når Bernal i de kommende år skal i gang med den ellers ret umulige mission at tage kampen op med de to slovenske monstre.

I det hele taget endte løbet ganske fint for Bernal. Hans ridt på Lagos de Covadonga viste hans sande klasse, og måske kunne han endda være endt på podiet. Når han mistede så megen tid i lørdags, skyldtes det nemlig først og fremmest, at det var ham, der med Lopez på hjul trak i håndbremsen, da holdkammeraten Adam Yates angreb. Nok var forskellene enorme, men hvem der sad på hvilken side af knækket, handlede i vidt omfang om taktik mere end dårlige ben. Ganske vist havde vi set tidligere, at Bernal ikke havde sin bedste dag, men det virker ganske sandsynligt, at han sagtens kunne have siddet med, hvis det havde være op til ham at svare på Yates’ angreb. Med tanke på, at han startede den etape bare 7 sekunder bag Haig, so han klart satte på plads på enkeltstarten, var lørdagens nedtur måske et eksempel på, at to kaptajner også kan have deres ulemper - præcis som Lopez måtte erfare, da han angiveligt fik besked på ikke at jagte Enric Mas, efter at han blev fanget, da Bernal hev i håndbremsen.

Det var i hvert fald den forkerte mand, Ineos fik med på den rigtige side af det split. Yates har kørt en meget stærkere tredje uge, end jeg havde ventet, men løbet har atter understreget hans begrænsninger i de rigtige bjerge, ikke mindst i Asturien i den sidste uge. I dag fik vi også understreget hans begrænsninger på enkeltstarten, for selvom hans kollaps til sidst naturligvis skyldtes, at han satsede alt på med et hårdt udlæg at opnå sin podieplads, var det også udtryk for svaghed, at han var nødt til at trykke hårdt til på etapens stigning for at opnå det resultat i kamp mod Haig, der ikke just er kendt som tempogigant. Den strategi havde aldrig været nødvendig for Roglic eller, som vi så i går, endda for Bernal, og Yates må efter denne Vuelta, hvor mange af forhåndsfavoritterne skred i svinget, nok engang sande, at hans drøm om at blive grand tour-rytter næppe nogensinde realiseres.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det gør den til gengæld for Jack Haig, der fortsatte årets trend med hjælperyttere på podiet i grand tours. I Giroen var det Damiano Caruso, i Touren var det Jonas Vingegaard, og i Vueltaen var det altså Haig, som beviste, at det kan være en pokkers god ide at have en plan B i en grand tour. Det ved hans Bahrain-mandskab måske endda mere end noget andet hold, for de har haft masser af succes i alle tre løb, men aldrig rigtigt på den måde, det var planlagt. Mikel Landa forsvandt hurtigt ud af billedet i både Giroen og Vueltaen, men alligevel endte det arabiske hold med to podiepladser og etapesejre i alle tre løb samt sejre i to af de tre holdkonkurrencer.

For Haig er det også en endelig bekræftelse på det enorme potentiale, han viste i slutningen af 2019 og begyndelsen af 2020, men som forsvandt efter nedlukningen og slet ikke var til at se i foråret. Siden Daupiné har han imidlertid været tilbage på sporet, og selvom dagens enkeltstart atter beviste, at han trods forbedringer aldrig bliver en tempogigant, har han den motor og de klatreevner, der skaber en god grand tour-rytter.

Det er også muligt, at Gino Mäder har det. Han har ellers hidtil ikke vist helt samme potentiale som Haig, men i dette løb har han nået et niveau, vi ikke tidligere har set. Vi har længe set, at hans dieselmotor haren tendens til at blive varm efter mange løbsdage, hvilket er lovende i grand tour-sammenhæng, men aldrig tidligere har han klatret så godt. Vi vidste godt, at han ikke kan køre enkeltstart, som han bekræftede med søndagens lidt pauvre resultat, men det synes ikke længere at være et spørgsmål, om han har potentiale til at være mere end etapejæger. Når man bliver nr. 5 i sin tredje grand tour, kan man nemlig mere end de fleste - ikke mindst når man har en motor, der så åbenlyst er skabt til at varme op igennem tre uger.

Den motor har også altid været kendetegnet for Enric Mas, og det er måske i særlig grad blevet bekræftet i denne Vuelta. Vi så allerede billedet sidste år, hvor han med Touren i benene startede Vueltaen på sit højeste niveau siden 2018. I år gentog mønsteret sig med den væsentlige tilføjelse, at formen denne gang holdt hele vejen. Det står nemlig efterhånden ret klart, at Mas led ganske kraftigt under sit styrt i Asturien, og hans lille formdyk til slut handlede således ikke om træthed. Det blev bekræftet med hans bedste enkeltstart siden sidste års Tour - en enkeltstart, der endda blev kørt, selvom skaden forhindrede ham i at bruge bøjlen til sidst - og sidstnævnte er særdeles opløftende efter et år, hvor hans ellers så gode enkeltstart har været helt forsvundet. Det kan godt være, at Lopez-farcen og Alejandro Valverdes styrt gav løbet et trist skær for det store hjemmebanehold, men kombinerer man Lopez’ demonstration af sit tårnhøje topniveau i torsdags med genfødslen af Mas, har det hensygnende storhold al mulig grund til at juble over de sidste tre uger.

Det har Jumbo af selvindlysende årsager også, men udover Roglics sejr må de også glæde sig over genrejsningen af Steven Kruijswijk, der nok aldrig bliver podiekandidat igen, men som også med dagens enkeltstart fik bevist, at hans formdyk meget vel kan skyldes, at hans dieselmotor led under, at han mellem Touren i 2019 og foråret 2021 stort set var løbsinaktiv. Til gengæld må hollænderne nok sande, at Sepp Kuss får svært ved at blive den grand tour-rytter, de drømmer om, efter at han i denne weekend både har sat en streg under sin enorme ustabilitet og sine tempoevner, der efter gårsdagens kollaps ikke synes at blive spor bedre.

Det gør de heller ikke for David de la Cruz, men han beviste med gårsdagens 11. plads, at han er bundsolid i disciplinen, og med Kuss’ kollaps lykkedes det ham at sikre den 7. plads, der synes at være det obligatoriske udkomme af hans Vuelta-satsninger. Den blev opnået på bekostning af temposvage Guillaume Martin, der nok engang beviste, at han har en imponerende evne til via udbrud at sikre sig en top 10, hans niveau egentlig ikke rækker til - endda selvom han blev sat kraftigt tilbage af sit styrt, netop som det gjaldt allermest.

En top 10 fik Felix Grossschartner også for andet år i træk, men løbet har sat en streg under, at østrigeren altså er for begrænset i bjergene til at være rigtig grand tour-rytter. Det blev særligt tydeligt i torsdags, og når han med et tab på hele 22.22 alligevel kan ende i top 10 og Odd Christian Eiking nærmest sensationelt kan blive nr. 11, skyldes det først og fremmest, at så mange favoritter skred i svinget undervejs. Billedet var det samme sidste år, hvor det var feltets manglende dybde, der sendte store Grossschartner i top 10, men til gengæld har han i løbet været på et niveau, vi aldrig tidligere har set. Det blev i den grad bekræftet i går, hvor han bragede karrierens anden gode enkeltstart af, selvom man i lang tid har undret sig over, hvordan det kunne være, at han siden Paris-Nice i 2018 aldrig havde vist noget i disciplinen.

Det havde Thymen Arensman heller ikke. Faktisk har han aldrig vist noget, der skulle antyde, at han kunne blive nr. 3 på en Vuelta-enkeltstart, men som en passende afslutning på DSMs fabelagtige løb blev han en højst overraskende udfordrer til etapens favoritter. Måske burde det dog ikke være helt så uventet. Vi så nemlig allerede sidste år, at Arensmans store motor faktisk først rigtigt fungerer i den tredje uge af en grand tour - han har ikke vist særligt meget på noget andet tidspunkt hverken i 2020 eller 2021 - og det billede har været helt åbenlyst igen i år. At han blot var én af seks DSM-ryttere i top 23 på en dag, hvor holdet også kunne fejre Michael Storers bjergtrøje og tre etapesejre, blev den endegyldige dokumentation på, at det hold, der betog alle i Touren i 2020, heldigvis ikke er helt dødt, selvom det meste af sæsonen har været temmelig pauver.

Det havde den i en vis forstand også for Roglic, da han i utide forlod Touren. Nok havde han vundet tre etaper i Paris-Nice og slået Pogacar i Baskerlandet, men for en mand af hans kaliber var det et sølle udbytte. Det var i hvert fald ikke mærkeligt, hvis der var en enkelt slovener eller to, der efter magtdemonstrationen i Touren mente, at den slovenske cykelfremtid først og fremmest handlede om deres unge vidunderbarn.

Det tog dog ikke Roglic mere end et OL og tre Vuelta-uger at ændre det billeder noget så eftertrykkeligt. Cykelsporten har stadig to og ikke kun ét slovensk monster!

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-