For et par år siden må direktøren for Vuelta a Espana, Javier Guillen, have følt sig som Jeppe i baronens seng. Efter altid at have været betragtet som den lille af de tre grand tours havde det spanske løb altid haft svært ved at konkurrere med Giro d’Italia og særligt Tour de France i kampen om at tiltrække de største stjerner, og det blev ikke afhjulpet af, at løbet ændrede kalenderplacering og gik fra at være et forårs- til et sensommerløb. Den nye placering gjorde det i vidt omfang bare til VM-forberedelse, og alt for ofte blev kampen om den samlede sejr et rent spansk anliggende, som man så det fra 1998 til 2012, hvor hjemlandet satte sig på 32 af de 45 podiepladser, der var tilgængelige i den periode. Særligt slemt var det fra 1998 til 2005, hvor kun i alt fire podiepladser blev opnået af udlændinge.

I det seneste årti er det imidlertid lykkedes for Guillen at ændre den trend. Beslutningen om at give løbet en klar identitet med et fokus på korte, eksplosive etaper, et hav af bjergafslutninger på især meget stejle stigninger og kun ganske få muligheder for sprinterne fik sparket nyt liv i den mindste af de tre grand tours, der pludselig havde en voldsom appel til sportens største stjerner. Faktisk kunne man i visse år argumentere for, at løbet næsten havde det stærkeste startfelt af dem alle, og i årene, hvor Chris Froome, Alberto Contador, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali gik under navnet ”The Fabulous Four” for deres dominans af de tre uger lange etapeløb kunne Guillen næsten hver gang prale af at have mindst tre af stjerne til start. Resultatet blev et årti, hvor kun 10 af de 30 podiepladser var spanske, og hvor der siden 2015 kun har været i alt tre spanierne på podiet. Pludselig var Vueltaen den store grand tour-magnet, og det må have fået Guillen til at knibe sig i armen en gang eller to.

Desværre kneb det lidt med at fastholde den positive trend i en 2019-udgave, der ganske vist have en fornem samling af topryttere i form af Primoz Roglic, Nairo Quintana, Alejandro Valverde, Miguel Angel Lopez og kometen Tadej Pogacar, men hvor feltet i den grad manglede dybde bag de fem topnavne, der gang på gang kørte fra alle rivalerne. På den baggrund kan man godt forstå, hvis Guillen har tænkt sig om en ekstra gang, da han gik i gang med at designe ruten til den 75. udgave af det spanske etapeløb, der skydes i gang i midten af august næste år.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

2020-sæsonen bliver nemlig ganske særlig. Man kan diskutere visdommen i, at næste års virkelige klatre-VM - en VM-type, der forekommer alt for sjældent - akkurat skal placeres i en sæson, hvor der i forvejen er et bjergrigt OL-løb på programmet. De kommende fire VM-løb mellem 2021 og 2024 har nemlig udsigt til at blive ganske flade, og det samme må formodes at gælde for OL-løbet i Paris i 2024. På den baggrund er det synd og skam, at de stakkels klassementsryttere nu får meget svært ved både at udnytte deres måske sidste chancer for OL-guld og regnbuetrøje i et år, hvor deres firmahold, der trods alt betaler deres løn, også kræver, at de viser sig i mindst en af de tre grand tours.

Den overfyldte kalender har givet så mange hovedbrud, at det i den seneste uges tid nok har kunnet høres over det meste af Sydspanien, hvor mange hold i øjeblikket er samlet til den første seriøse træningslejr frem mod den kommende sæson. Der er i høj grad delte meninger om, hvordan man bedst sammensætter den rette kombination af OL, VM, Giro, Tour og Vuelta, og det er helt uundgåeligt, at samtlige klassementsryttere og klatrere har skullet foretage smertefulde fravalg og også tage visse chancer i forsøget på at time formen til de mål, der er blevet udvalgt. Samtidig har sprinterne ledt desperat efter noget at satse på i et år, hvor VM og OL er lukket land, og hvor det bestemt ikke er blevet lettere af, at Touren fremstår historisk sprinterfjendtlig.

Måske var det derfor, at det var en lidt anderledes luft, der blæste henover Madrid tirsdag aften, hvor Guillen som den sidste grand tour-løbsdirektør åbenbarede den rute, der vil være rammen om hans løb i det kommende år. Efter et lille årti med brutale ruter, et hav af bjergafslutninger og en så åbenlys mangel på sprinteretaper, at de store sprinterkanoner er løbet skrigende bort, blot nogen har turdet nævne ordet Vuelta i deres nærhed, var det nemlig en ny melodi, Guillen sang, da de 21 etaper blev åbenbaret. Selvom mange af de grundlæggende karakteristika, der har gjort Vueltaen til en dundrende succes, var at genfinde på ruten, var der alligevel mange, der spærrede øjnene op, da støvet havde langt sig og en historisk international Vuelta med passage igennem hele fire lande var åbenbaret.

Det er bestemt ikke, fordi ruten er let - tværtimod. Med hele otte afslutninger på stigninger fastholdes traditionen om, at mindst en tredjedel af etaperne skal have mål på en eller andet form for bakke. Mål på toppen af Spaniens mest frygtede bjerg, Angliru, en brutal pyrenæeretape med passage af legendariske Aubisque og Soulor samt mål på selveste Tourmalet, yderligere fem store bjergfinaler på en blanding af nye og velkendte stigninger, den klassiske 30-40 km lange enkeltstart, der denne gang har en spektakulær afslutning på den brutale mur Mirador del Ezaro i Galicien samt det indledende holdløb, der har åbnet hovedparten af de seneste udgaver af Spaniens grand tour skal nok sikre, at det som altid bliver en værdig vinder, der vil kunne overtage Roglics røde trøje i Madrid i september. Det, der omgiver løbets nøgleetaper, er imidlertid så forandret, at det næsten kun kan forklares med ønsket om dels at give sprinterne incitament til at tage til Spanien i en sæson, hvor de er på udkig efter mål, dels at gøre det lidt mere overkommeligt for klassementsrytterne at satse på det spanske løb, selvom det ligger klemt inde i en svær sandwich mellem et OL og et VM, der er større mål for langt de fleste.

Særligt to ting falder i øjnene. For der første er der så mange sprinteretaper, at man næsten sendes tilbage til de tider, hvor Vueltaen var kendt for sine alenlange motorvejsetaper langs den spanske højslette. Efter to helt flade dage i forbindelse med den atypiske start i Holland venter der yderligere fine muligheder i alle de tre uger på spansk territorium - noget af en kontrast til årets Vuelta, der kun havde klassiske, flade sprinterfinaler på 3., 4. og 21. etape.

For det andet er det påfaldende, hvor uhyre nem den tredje uge er. I de senere år har der ellers været en stigende tendens til, at de væsentligste udfordringer skal koncentreres i den tredje uge, og Vuelta og Touren, der er hæmmet af at slutte i byer, som ligger langt fra de mest interessante bjerge, har med en sen aftenetape som afslutning overvundet de logistiske udfordringer, så de har kunnet have en stor og spektakulær bjergetape bare 24 timer inden den afsluttende paradeetape. Derfor har sprintere ofte ikke haft andet end afslutningsetapen at gå efter i den tredje uge, der i den grad har været en fest for bjergryttere og klassementsryttere.

Sådan bliver det imidlertid ikke i den kommende Vuelta. Tværtimod er den tredje uge ubetinget den letteste, og man sidder næsten med fornemmelsen af, at Guillen ved en fejl er kommet til at bytte rundt på rækkefølgen af løbets tre dele. Af de seks etaper, der afvikles efter løbets sidste hviledag, er der ganske vist både en enkeltstart og en bjergetape med mål på La Covatilla, men resten af etaperne minder mere om noget, man kunne finde i den første uge af et typisk Tour de France. Udover paradeetapen i Madrid er der således potentiale til ikke færre end tre massespurter, når feltet kører rundt i det relativt flade Galicien og for første gang siden 1997 passerer igennem Portugal, hvor man helt undgår de mange bjerge, der ellers karakteriserer det mindst af de to lande på Den Iberiske Halvø. Ganske vist kan de to afgørende klassementsetaper - særligt enkeltstarten - sagtens vende op og ned på tingene, men for en gangs skyld er det næppe i den tredje uge, at denne grand tour vindes.

Det er svært ikke at se den som et forsøg på at overtale klassementsrytterne til alligevel at give løbet en chance. Lige nu ser det nemlig ud til, at mange vil bruge løbet som opvarmning til VM, efter at de har kørt et benhårdt OL, men med fokus på etapesejre og ikke klassementet. Det er i hvert fald planen for Vincenzo Nibali, Bauke Mollema og Romain Bardet, og mon ikke der senere vil melde sig flere i koret af ryttere, der primært vil bruge løbet som VM-opvarmning efter en hård sæsonstart?

Guillens håb er formentlig, at en lidt lettere tredje uge kan betyde, at flere måske alligevel vil blive overbevist om, at OL og VM vitterligt kan kombineres med et forsøg på at vinde hele Vueltaen og ikke kun et par etaper. Med det givne design er der i hvert fald gode muligheder for, at de store navne kan komme relativt let gennem den sidste uge og dermed tanke lidt ekstra energi inden det store VM-mål i Schweiz. Nok skal de køre stærkt på enkeltstarten i Galicien, og nok skal de klatre hurtigt op ad La Covatilla på en bjergetape, der for den resterende dels vedkommende slet ikke er skræmmende, men har man gjort sit hjemmearbejde forinden på stigninger som Arrate, Tourmalet, La Laguna Negra de Vinuesa, Tourmalet, Mocalvillo, La Farrapona og Angliru kan man sikre sig den samlede sejr uden at skulle køre sig helt i hegnet over de sidste seks dage.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Til gengæld kan man ikke tillade sig at ligge på den lade side i de første to uger, hvor løbet skal vindes. Allerede det korte hollandske eventyr kan sætte sig sine spor, når et relativt langt indledende holdløb, som godt kan koste vigtig tid, efterfølges af to på papiret meget lette sprinteretaper, der imidlertid sagtens kan skabe drama, hvis den frygtede hollandske vind står rigtigt. Og når feltet efter en tidlig hviledag endelig sætter hjulene på spansk jord, skal klatrebenene være varme med det samme, når 4. etape slutter med den klassiske finale på Arrate-stigningen, der år efter år er rammen og kongeetapen i Baskerlandet Rundt, og hvor Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Alberto Contador og Chris Froome udkæmpede et spændende tidligt slag, da stigningen senest blev brugt i Vueltaen i 2012 - i øvrigt en etape, der utvivlsomt har givet Rodriguez, som stoppede med at træde en postgang for tidligt, en søvnløs nat eller to, da det akkurat lykkedes Valverde at snige sig forbi sin tidligere holdkammerat.

Derefter går det slag i slag med yderligere udfordringer i den første uge. Allerede dagen efter skal rytterne over den ganske svære San Miguel de Aralar, hvor det bestemt ikke er umuligt, at en lille klassementskamp kan bryde løs, inden den første rigtige bjergafslutning venter på den helt nye La Laguna Negra de Vinuesa, der dog synes at være en relativt overkommelig udfordring. Det er imidlertid ikke tilfældet, når det efter endnu en sprinteretape - allerede den tredje dag for de helt rene sprintere efter bare en uge - og en oplagt udbrudsetape gælder endnu en af de korte bjergetaper, som er blevet så populære. På løbets anden søndag skal rytterne ganske vist blot tilbagelægge godt 130 km, men til gengæld skal de over nogle af Tourens mest mytiske stigninger i form af Aubisque og Soulor, inden det hele for første gang i løbets historie slutter på Pyrenæernes mest legendariske stigning, Col du Tourmalet, hvor Thibaut Pinot vandt en Tour-etape for mindre end et halvt år siden.

Helt i overensstemmelse med Vuelta-traditionen, der gør det spanske løb til den grand tour med typisk den hårdeste start, er det altså en vanskelig indledning, der venter. Der er imidlertid heller ingen tvivl om, at det er løbets anden uge, der er den vigtigste. I løbet af de seks etaper venter således helt store bjergslag. Allerede dagen efter hviledagen, hvor løbet atter er tilbage i Baskerlandet, venter en opvarmning på 10. etape, hvor den stejle Puerto de Orduña i finalen er svær nok til at skabe forskelle, hvis en rytter er lidt tung efter fridagen.

Det første vigtige slag kommer dog først om onsdagen, hvor der skal sluttes på den relativt ukendte Moncalvillo-stigning, hvis data lyder tilforladelige, men som byder på hele fire kilometer med et gennemsnit på mere end 10% nær toppen. Herefter følger - igen - en sprinteretape samt en af de puncheuretaper, som Vueltaen er kendt for, men som der er en mangel på i denne udgave, inden der som altid venter en brutal næstsidste weekend. Den er igen i år henlagt til de asturiske bjerge i det ofte regnfulde nord med to etaper, der har navnet Alberto Contador skrevet hen over det hele. Om lørdagen slutter man på den lange La Farrapona, der for det meste er let, men slutter så svært, at det var her Contador og Chris Froome udkæmpede en drabelig duel om den samlede sejr på sidste bjergetape i 2014, hvor spanieren endte med at køre fra briten. Søndag gælder det så endelig et møde med Angliru, hvor Contador sejrede to gange, og hvor han kronede sin karriere ved at vinde den allersidste bjergetape inden pensionisttilværelsen, og som er kendt som et af Europas allersværeste bjerge.

Efter en sidste hviledag venter så den lette sidste uge, der efter tirsdagens enkeltstart, byder på tre sprinter etaper, den første i småkuperet terræn i det altid ujævne Galicien og de to sidste med en smuttur ind gennem Portugal med retning mod Madrid. Inden den store finale i hovedstaden skal løbet om lørdagen afgøres i næsten 2000 m højde på den ofte forblæste La Covatilla, hvor Dan Martin i 2011 tog karrierens første grand tour-etapesejr - i øvrigt på en dag, hvor hjælperytteren Froome for første gang gav det klare indtryk, at han kunne køre klassement i de store etapeløb - og hvor Ben King sidste år tog en af sine to choksejre i den for amerikaneren så uforglemmelige Vuelta. Det er dog langt fra Spaniens sværeste stigning, og da resten af etapen er relativt let, er der en vis sandsynlighed, at det for løbets førende handler om at kontrollere et løb, der meget vel kan være afgjort allerede på 16. etapes enkeltstart.

Det samlede billede er en rute, der i form af den hårde første uge og de mange bjergafslutninger og korte etaper bestemt lever op til Vueltaens tradition, men som også på mange måder er nytænkende. Ét er den lette tredje uge, noget andet er fraværet af brutale mure. Hvor man i år sluttede på både Los Machucos og Mas de La Costa - to af Spaniens stejle gedestier - er der denne gang kun to meget stejle stigninger. Den ene er Mirador del Ezaro, der kommer på enkeltstarten og derfor spiller en anden rolle end vanligt, og den anden er naturligvis Angliru, der i kraft af sin længde og vedvarende høje stigningsprocent imidlertid er mere for rigtige klatrere end de eksplosive folk, som trives på Vueltaens typiske mure.

I det hele taget efterlades den ryttertype skuffede tilbage. Ligesom i 2017 er de mange eksplosive finaler nemlig erstattet med lange målbjerge, der passer bedre til de mere klassiske bjergryttere, som ellers normalt er mere komfortable i Touren og Giroen. Den største forskel fra bjergetaperne i Italien og Frankrig er denne gang mere, at det er relativt få, der byder på mange stigninger og højdemeter og dermed plads til angreb fra distancen, og at vi kun sjældent skal op i mere end 2000 m højde, som det ofte er tilfældet i Spanien - helt modsat Touren og Giroen, der meget ofte sender rytterne op på den ubehagelige side af 2500 m. Alt sammen krydres det med den sædvanlige dosis udbrudsetaper, der altid har gjort Vueltaen til den bedste grand tour for lykkeridderne, og som burde give masser af plads for folk som Nibali, Bardet og Mollema, når de under deres VM-forberedelse skal jagte etaper.

Alt sammen peger det i retning af en Vuelta Light, alt sammen formentlig med det formål at lokke alle VM-favoritterne til også at køre klassement i Spanien inden regnbueløbet i Schweiz. Desværre er det nok højst tvivlsomt, om det vil have den helt store appel, for listen over store navne, der enten har meldt helt fra eller har planer om at køre med et helt andet fokus end det sædvanlige, er allerede lang. Og man forstår dem godt, for mens både OL og VM ligner sidste chance for at sikre sig sejre i de to eftertragtede endagsløb, venter der trods alt en ny Vuelta i 2021.

Til gengæld åbner det døre for andre. Noget kunne tyde på, at der ligger en usædvanligt billig grand tour og venter for ryttere, der har modet til at satse 100% på løbet i Spanien. Én ting er nemlig, at feltet af favoritter formentlig er begrænset - også selvom det virker sandsynligt, at i hvert fald Richard Carapaz, Steven Kruijswijk og Alejandro Valverde, hvoraf de to sidstnævnte allerede er bekræftede deltagere vil være i aktion - noget andet er, at man denne gang måske kan vinde en grand tour ved kun at køre stærkt i to uger. Er man en af de mange, for hvem holdbarhed i den tredje uge har udgjort den væsentligste forhindring i jagten på grand tour-succes, får man næppe nogensinde en bedre chance end denne.

Guillen har altså gjort sit hjemmearbejde. Med tanke på den overfyldte kalender kunne han næppe have designet ruten meget bedre, hvis ønsket er at tiltrække sig det bedst mulige startfelt. Alligevel er det tvivlsomt, om projektet bliver den helt store succes, for han er blevet kastet ud i en kamp, han næsten ikke kan vinde. Efter nogle år som Jeppe i baronens seng er han i hvert fald vågnet op til en ny og anderledes svær virkelighed. Til gengæld kan et svagere startfelt også skabe et mere åbent og ukontrollerbart løb. Og det er slet ikke usandsynligt, at en ukonventionel Vuelta også vil krone en ukonventionel grand tour-vinder, når støvet lægger sig i Madrid efter den 75. udgave af Spaniens største cykelløb.