STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Når rytterne er samlet på hotellet for at fejre en etapesejr i en grand tour, er der sjældent sure miner. Cykelsporten kroner måske sine vindere individuelt, men det er først og fremmet en holdsport, hvor enhver sejr meget ofte er et resultat af en kollektiv bedrift, og derfor byder de fleste sejrsinterviews næsten altid på de obligatoriske lovprisninger af de holdkammerater, der lagde grunden til sejren.

Når UAE-mandskabet i aften mødes til fest for at fejre en overordentlig succesrig Vuelta, der har budt på både to etapesejre, sejr i holdkonkurrencen, en samlet podieplads og en samlet 5. plads, er der al mulig grund til at drikke champagne. Nu er det arabiske storhold ikke uvant med succes, men et sådant udbytte havde de utvivlsomt gerne accepteret, da starten gik i Utrecht for tre uger siden. Når man stiller til start i et løb uden Tadej Pogacar, er ambitionerne trods alt ikke altid den samlede sejr, og når løbet samtidig har afsløret, at holdet vitterligt er i besiddelse af en grand tour-diamant i form af Juan Ayuso, kan holdets ledelse med Mauro Gianetti i spidsen næppe få armene ned. At det hele endda blev krydret med sejren på en af løbets allermest prestigefulde etaper i Madrid, giver blot endnu mere grund til at skrue op for festlighederne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Alligevel vil der nok være en sær stemning i aften, for det er næppe alle, der er lige glade. Nok har løbet været succesrigt, men alligevel vil holdets to kaptajner måske surmule en anelse. Måske havde Joao Almeida inden løbet gerne solgt det for en 5. plads, når man betænker, at han inden løbet ikke var tilfreds med sin form, men nederlaget til Juan Ayuso gør utvivlsomt ondt, også fordi det i den grad kan true hans position som nr. 2 i det interne grand tour-hierarki. At køre sidste bjergetape i en rolle som hjælper er aldrig rart, når man startede løbet som kaptajn.

Hans humør vil dog blive hjulpet på vej af, at han trods alt kommer hjem med et resultat. Straks værre er det for holdets anden kaptajn, Pascal Ackermann. Tyskeren har været på en konstant nedtur, siden han nåede karrierens højdepunkt i den flotte Giro i 2019, og nåede knap at blive en del af klassen af supersprintere, inden han atter måtte sig farvel til den absolutte sprinterelite. Sejrene er udeblevet, og drømmen om at et holdskifte kunne bringe ham tilbage på sporet, slog i første omgang fejl.

Der var dog bedring at spore i tiden op til årets Vuelta, der var udset som sæsonens store mål. En forløsende første WorldTour-sej for det nye hold kom i Polen Rundt, og selvom det var i en ganske atypisk og meget hård spurt, sendte det ham på rette vej. Med tanke på, at Vueltaen igen i år kan mønstre det klart svageste sprinterfelt blandt de tre grand tour, og at han kom til løbet med en af løbets klart bedste lead-out men i form af Sebastian Molano, så det bestemt ikke helt umuligt ud, at han kunne vinde i også sin tredje grand tour, akkurat som han havde gjort i de to første.

Sådan gik det imidlertid ikke i løbet af de første 20 etaper. Nok imponerede tyskeren med en holdbarhed, vi vel aldrig tidligere har set, men i massespurterne kom han til kort. Alligevel levede håbet om, at han i Madrid, hvor han stillede til start som forsvarende vinder af en spurt, der senest blev kørt i 2020, alligevel kunne holde sin grand tour-stime i live. Med Sam Bennetts exit og Danny van Poppels nye rolle som sprinter var Molano pludselig den i særklasse bedste lead-out man, og Ackermanns forrige spurter var egentlig ganske lovende, men blot skæmmet af en forfærdelig timing, som havde gjort de fleste af dem alt for lange.

Da paradekørsel, fejring af Alejandro Valverde og den obligatoriske jagt på dagens udbrud var overstået, og der var lagt an til løbets vigtigste massespurt, må Ackermann have knebet sig selv i armen. Toget med Ivo Oliveira og Molano viste sig nemlig ikke blot som det bedste på papiret. Nej, der var overensstemmelse mellem teori og praksis, da portugiseren skød frem på den sidste kilometer og sørgede for at aflevere sine to holdkammerater så perfekt, at det så ud til, at Ackermann for anden gang på tre år kunne vinde Madrid-spurten foran hurtigere folk i kraft af et bedre lead-out end rivalerne.

Denne gang sad timingen endda i skabet. Molano åbnede ikke for tidligt, som han har gjort på andre etaper, og Ackermann var efterladt med den ”beskedne” opgave at gå forbi sin holdkammerat, der i den stigende finale havde åbnet med 300 m igen. Det burde normalt ikke være et problem, for selv i en medvindsafslutning er så lang en spurt på let stigende vej normalt for langt.

Men det kunne han ikke. At Ackermann har tabt fart, siden han bankede Caleb Ewan og Arnaud Demare i Giroen for tre år siden, har været åbenbart for enhver, men aldrig tidligere har det været udstillet så voldsomt, som det blev på denne hede sommeraften i den spanske hovedstad. Endnu værre blev det af, at det skete på en af sportens allerstørste sprinterscener med hele rampelyset rettet mod sig og endda i en spurt, hvor han tidligere havde vundet.

Derfor er det svært at tro, at Ackermann deltager specielt meget i festen. Det er nemlig ikke kun Almeida, der efter denne Vuelta kan frygte for sin plads i det interne hierarki. Heldigvis kan han glæde sig over, at rivalen Fernando Gaviria angiveligt ikke får forlænget sin kontrakt, men til gengæld kommer Alvaro Hodeg forhåbentlig tilbage efter sin skade, og samtidig har han fået en ny rival i Molano, der indtil nu har været brugt ret entydigt som lead-out man i de store løb, i hvert fald i denne sæson. Lysten til i det hele taget at satse på sprintere i grand tours bliver næppe heller større efter et løb, hvor Ayuso er braget ind på scenen som en tredje grand tour-kaptajn, og hvor det hverken lykkedes for den ene eller anden af holdets førstesprintere at vinde en etape undervejs.

Til gengæld kan Molano måske gøre sig større drømme. Colombianeren efterlod et meget stærkt indtryk i 2021, hvor han tog flere sejre, men i år har han spurtet ganske skuffende i de mindre løb, hvor han har fået chancen, også selvom han i et svagt felt fik en sejr i Mayenne. Derfor kan ingen fortænke holdet i ikke at have givet ham flere chancer, men siden han i Polen på 1. etape kørte en ganske overbevisende spurt, efter at Ackermann havde tabt hans hjul, har han set meget bedre ud igen. Det gjorde han også, da han tidligere i dette løb imponerede stort i et lead-out, hvor kaptajnen igen havde tabt ham, trods en af gode grunde alt for lang spurt slet ikke var langt fra sejren.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I dag viste han, at det ikke var uden grund, at han virkede så overbevisende. Måske var spurten efter alle objektive kriterier for lang, men ikke desto mindre kunne hans kaptajn ikke gå forbi ham. Det kunne endda heller ikke Mads Pedersen, der ellers nok engang blev sat perfekt i scene af den næstbedste blandt de tilbageværende lead-out men, Alex Kirsch, som tog kampen op i en direkte duel med Molano. Molano holdt ikke helt sin bane, men det er svært at se, at det var årsagen til, at danskeren blev slået med en relativt klar margin, hvad han da også åbent erkendte i et efterfølgende interview med TV2.

Det var naturligvis en skam. Det gode lead-out fra Kirsch skabte de perfekte forudsætninger for, at han kunne skrive yderligere historie, end han med sin pointtrøje allerede gør, og blive den første dansker til at vinde fire etaper i én grand tour, men sådan skulle det ikke være. Noget stort chok er det imidlertid heller ikke. Jo, måske var det overraskende, at han blev slået af Molano, men vi skal trods alt ikke længere tilbage end til Touren for at finde seneste påmindelse om, at det trods alt skal flaske sig, hvis danskeren skal vinde massespurter på de helt lette dage som denne. Og med tre etaper og en grøn trøje har han ikke blot skrevet historie, han har også fået tæt på det maksimale udbytte af en Vuelta, der har sat en fed streg under den gigantiske udvikling, han har gennemgået i år.

Han slog jo også alle de øvrige sprintere med ganske stor margin, men det skal han ikke kun takke sig selv, men også Kirsch for. Det er nemlig ikke spor overraskende, at etapen endte med en duel mellem netop ham og UAE. Med Van Poppels ændrede rolle stod det klart, at Molano og Kirsch var de i særklasse bedste lead-out men, og det kom i den grad til udtryk i dag, hvor de i fællesskab eliminerede de øvrige sprintere.

Mest markant var det naturligvis, at Tim Merlier blev sat ud af spillet, men det kan på ingen måde undre. Forud for løbet var belgieren på papiret løbets hurtigste mand, men hans positioneringsproblemer, som ellers er blevet udbedret ganske betragteligt, er blevet åbenbaret igen. I dag tabte han Lionel Taiminauxs hjul, og dermed blev hans tredje grand tour den første, hvor problemerne forhindrede ham i bare én gang at køre en ordentlig spurt. Han havde ellers så flot en stime med etapesejre i sin første Giro og sin første Tour, og inden løbet så det bestemt også ud til, at han skulle vinde en etape i sin første Vuelta og sin bare tredje grand tour. Det lykkedes imidlertid ikke, men i det mindste kan han i en for ham svær stund finde megen trøst i, at hans positioneringsproblemer vil blive afhjulpet betydeligt af et skifte til verdens bedste sprinterhold.

Lige så lidt overraskende det var, at Merlier tabte positionskampen, lige så ventet var det, at Mike Teunissen og Danny van Poppel vandt kampen om de bedste hjul bag de to bedste tog. Begge er kendt som uhyre positioneringsstærke, men uden et stærkt hold ville de altid være tvunget til at komme bagfra for at vinde. Det var aldrig sandsynligt for Teunissen, der hverken har Pedersens og Ackermanns fart, og Jumbo-mandskabet fik vel således det bedst mulige udbytte på sidstedagen af en grand tour, der bestemt ikke gik som håbet. Man kan kun ærgre sig over, at det var ham og ikke Van Poppel, der vandt den hollandske duel om det bedste hjul, for det havde været ganske interessant at se den hurtigste af de to hollændere med en mere reel chance for at true Pedersen og Molano, selvom han nu ikke lignede en mand med benene til at vinde.

Om Kaden Groves havde de ben, er svært at sige. Helt forudsigeligt sad australieren for langt tilbage. Hans positioneringsproblemer er nemlig veldokumenterede, og et i forvejen svagt tog var efter tabet af Kelland O’Brien nærmest ikkeeksisterende. Derfor lignede det en spurt, der nærmest var tabt på forhånd, men heldigvis kan han tage hjem med en sejr, der har gjort hans første grand tour til en bragende succes.

Det kan Dan McLay ikke. Nacer Bouhannis langvarige skade har ellers frigjort ham fra sin lead-out-rolle og givet ham en sjælden chance for at køre en grand tour som sprinter. Det var endda i et felt, der var så svagt, at han med det rette held reelt havde en chance for at tage en sejr, de færreste nok havde regnet med, da hans skifte til Arkea for at blive lead-out man. Den positionering, der altid har været hans problem, men som i år er gået så godt, blev imidlertid atter åbenbaret som en svaghed i løbets sidste spurter. Det gik ellers så godt i Holland, men i løbets sidste to spurter måtte han bruge sin ellers fine fart til at komme fra en alt for fjern position.

Der var ellers relativt billige topplaceringer til salg. Vueltaens bjergrige rute betyder, at det altid er den klart mindst attraktive grand tour for sprinterne, og det fremgår af dagens resultat. Nok har Fred Wright imponeret stort i dette løb, men i disse rene sprinterløb har han aldrig været konkurrencedygtig. At han ender som nr. 7 skabt forfulgt af navne som Ben Turner, Cedric Beullens, Omer Goldstein og Fabian Lienhard, og at Taminiaux endda ender som den anden lead-out man i top 10, fortæller således, at det er det helt rigtige sted for unge sprintere som Groves at starte sin grand tour-karriere. Her har man vitterligt chancen for at få noget succes med det samme. Og at den tidligere dobbelte vinder af Madrid-spurten, John Degenkolb, ender som nr. 14 fortæller vel meget fint, hvad der desværre er sket med manden, der engang vandt Vuelta-spurter med samme hast, som energipriserne stiger i disse tider.

Man kan frygte, at tyskeren har vundet sit sidste løb, men sådan går det jo for alle. Særligt i denne vidunderbørnenes tidsalder, hvor de unge kometer brager ind på scenen i en stadig yngre alder. Således lev Remco Evenepoel den blot fjerdeyngste vinder i løbets historie i en alder af 22 år - bare få år efter, at Egan Bernal og Tadej Pogacar vandt deres første grand tour som 21-årige. Og det efter et løb, hvor han sendte Belgien i ekstase ved at bryde en næsten uforståelig belgisk grand tour-tørke på 44 år, og hvor han beviste over for os alle, at han bestemt ikke længere har problemer med sin holdbarhed.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Evenepoel har dermed meldt sig ind på den helt store grand tour-scene med så stor autoritet, at man næsten ikke kan vente på at se ham i den første konfrontation med Pogacar og Jonas Vingegaard. Til gengæld skal han sikkert også skynde sig med at vinde nogle flere, for i vidunderbørnenes tidsalder bliver man overhalet, før man ved af det. Således skal han allerede til at se sig over skulderen efter Ayuso, der får Evenepoels 4. plads på Vueltaens liste over unge vindere til at ligne det rene vandt. Spanieren er nemlig den blot anden teenager i historien til at stå på et grand tour-podium - og den første var vel at mærke Henri Cornet, der var marginalt yngre, da han vandt Touren i 1904, hvor de fire, der slog ham, blev diskvalificeret for at have taget toget.

Derfor er der helt sikkert også fest i UAE-lejren i aften. De har al mulig grund til at fejre resultaterne, men måske i endnu højere grad, at deres spanske diamant måske er af endnu højere karat, end de troede i Utrecht for tre uger siden. Det er blot en skam, at det næppe er alle, der bliver til festen lige længe. Måske har Almeida haft tid til at komme sig lidt over skuffelsen, men det bliver næppe nogen lang aften for Ackermann, hvis tre år lange nedtur nåede nye højder, da han blev ydmyget på den mest åbenlyse maner på en af de allerstørste scener.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE