Der var engang, hvor Vueltaen var kendt for at være afslappet, halvkedelig og relativt nem at komme igennem. Det var dengang løbet bestod af talrige lange, relativt flade motorvejsetaper langs den spanske højslette, og hvor rytterne i stort antal kom til Spanien for at forberede sig til VM. Det var dengang sprinterne næsten boltrede sig lige så meget i det spanske, som de gjorde i det flade Nordfrankrig under Touren. Og det var dengang et ofte ikke alt for stærkt felt, cementerede løbets status som den mindste af de tre grand tours.

Sådan er det ikke længere. Hvis man skal pege på en vinder i de senere års kamp mellem de store løbsarrangører, må det være Vuelta-chefen Javier Guillen. Uden at det har haft en negativ effekt på de øvrige grand tours har spanieren fået sit løb til at blomstre, så man i de senere år har kunnet tale om, at løbet af og til har haft det stærkeste felt af klassementsryttere. Stjerner som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana har ikke blot enten skippet løbet eller gjort det til en eftertanke efter en lang sæson. Nej, de har haft det som et stort mål og bidraget til, at løbet nu fremstår som det sæsonhøjdepunkt, det også bør være.

Om forklaringen er Guillens omlægning af ruten, skal vi lade være usagt, men faktum er i hvert fald, at udviklingen er kommet, samtidig med at han har taget et meget bevidst valg om, at hans løb skal være for klatrere. Det er ikke noget under, at sprinterne nu om dage i vidt omfang bliver væk fra Spanien, og at vi i de senere år har haft meget svage sprinterfelter, for de har ikke længere meget at komme efter. De flade motorvejsetaper er væk, og selv når der kunne være lagt op til en sprinterafslutning, har Guillen for vane enten at lægge 3000 højdemeter ind undervejs, lægge en svær stigning ind i finalen eller slutte det hele med en lille hidsig bakke op mod mål.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er udskrevet

Netop det med bakkerne op til mål er i stedet blevet Vueltaens kendetegn. I 2012 startede man trenden, da man designede en rute med hele 10 afslutninger på en stigning, og da det gav anledning til en fantastisk udgave med et stort slag mellem Alberto Contador, Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez, blev ideen videreført. Siden dengang har der været mellem 8 og 10 afslutninger på kategoriserede stigninger, og Guillen nyder samtidig at udnytte den alsidige spanske geografi til at mikse det mellem velkendte afslutninger og helt nye stigninger. Særligt har han udviklet det til en hel lidenskab år efter år at opstøve en ny spansk mur, hvor rytterne sendes op ad en smal gedesti med procenter på over 20, og det er netop disse meget stejle stigninger, der er blevet Vueltaen kendetegn. Til gengæld har det ofte været mere småt med lange og høje bjerge og store bjergetaper med adskillige bjergpas, som vi især kender det fra Giroen og Touren.

2019-udgaven følger til fulde den trend. Ganske vist er der i år skåret ned på antallet af bjergfinaler, idet der denne gang ”kun” er mål på en kategoriseret stigning otte gange, men der er rigeligt med terræn til at få bjergrytterne til at juble. Dertil kommer, at mange af de øvrige etaper slutter med stigende opløb eller deciderede ramper op til mål, og det er derfor under halvdelen af etaperne, der har flade finaler.

Sidste år var temaet for løbet, at Guillen havde inkluderet usædvanligt mange lange stigninger og dermed designet en rute, der var mere for rigtige klatrere end for de eksplosive folk, der som regel har haft det nemmest i det spanske løb. Den trend droppes i år, hvor løbet i højere grad vender tilbage til sin natur. Således skal løbet kun en enkelt gang op i mere end 2000 m højde, og i år er der til gengæld en tilbagevenden af to af nyere tids mest spektakulære mure. I 2016 pralede Guillen med, at han havde opdaget den rædselsfuldt stejle Alto Mas de La Costa, der byder på en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 12, og året efter var det den meget irregulære Los Machucos med sine stigningsprocenter på op til 25, der skabte vanvittige tv-billeder, og i år har Guillen valgt atter at sende feltet op af de to mure - denne gang endda i én og samme udgave.

Længere stigninger er der imidlertid også, og derfor er løbet et godt miks med etaper for begge ”typer” bjergryttere. Mest spektakulær er den bare 95 km lange vanvidsetape i fyrstendømmet Andorra, der for tredje gang på fem år er vært for en ultrasvær etape af denne type, men derudover bydes der på to ”rigtige” bjergetaper i Asturien, hvor rytterne skal over flere stigninger, inden de slutter på de lange bjerge Alto del Acebo og Alto de La Cubilla. Og i den sidste uge venter der nogle dage i bjergene omkring Madrid, hvor stigningerne måske ikke er svære, men hvor de er lange, og højdemeterne mange.

Til gengæld har temporytterne ikke altid haft det så nemt i Spanien. I de senere år er det blevet helt fast, at løbets skydes i gang med en tidskørsel, oftest et holdløb, der dog er så kort, at det sjældent har spillet den store rolle. Derudover har løbet altid en lang enkeltstart på mellem 30 eller 40 i enten den anden eller den tredje uge, og den model fastholdes i år. Således indledes løbet med en meget kort og flad holdtidskørsel, der skyder showet i gang blandt turisterne ved den spanske solkyst, mens temporytterne får deres store chance dagen efter første hviledag, hvor løbets eneste enkeltstart - i øvrigt ligesom i Touren - afvikles i den franske by Pau. Modsat de senere år, hvor enkeltstarten har været flad, vender man med en mere blandet rute tilbage til mere klassisk Vuelta-terræn og sikrer, at løbet mere end tidligere er for bjergryttere.

Den spanske geografi gør det muligt at sprede bjergetaper ud over hele løbet, og derfor skal man altid være klar fra start i årets sidste grand tour. Det gælder særligt i år, hvor løbet synes at skulle afgøre i løbet af de første to uger, mens den tredje uge er relativt nem. Det er første uge til gengæld ikke for efter holdløbet og tre dages overlevelse, skal klassementsrytterne i aktion allerede fra 5. etape og frem, hvor der over fem dage venter hele fire mulige klassementsdage. Bjergfesten skydes i gang onsdag med en afslutning på den helt nye Javalambre-stigning, der er rigeligt svær til at sætte folk på plads allerede fra start, og efter en dag med en mere puncheuragtig finale venter frygtede Alto Mas de La Costa på 7. etape. Efter 8. etapes intermezzo slutter den første uge med løbets kongeetape, det ultrakorte bjergvanvid i Andorra.

Efter hviledagen venter enkeltstarten tidligere end vanligt, og herefter følger et par mellemetaper, inden løbet som altid byder på en helt afgørende bjergtrilogi i den næstsidste weekend. I år adskilles de af en lettere etape om lørdagen, men fredag, søndag og mandag venter løbets vel nok vigtigste fase. Fredag skal de for anden gang nogensinde om ad brutale Los Machucos, søndag bydes der på et besøg på den meget svære Alto del Acebo, som kendes fra Vuelta a Asturias, inden trilogien mandag afsluttes med et første besøg på Alto de La Cubilla, der som en lang, ikke særligt stejl stigning er et mere alpeagtigt bjerg end en rigtig Vuelta-tinde.

De første uger er hårde, men til gengæld kan løbet risikere at være afgjort på anden hviledag efter 16. etape. Efter nogle år, hvor løbet er gået næsten helt udenom den centrale del af landet, fordi man nu om dage sagtens kan transportere Vuelta-cirkusset til Madrid alligevel, slutter løbet nemlig igen i terrænet omkring hovedstaden, hvor bjergene nok er lange og høje, men ikke særligt stejle. Nok er det kun søndagens paradeetape til Madrid, der kan kaldes flad, men et stærkt hold kan formentlig kontrollere løbets to sidste bjergetaper, selvom de har et hav af højdemeter. Torsdag venter den sværeste af de to, hvor rytterne blandt andet skal over Navacerrada i terræn, der i 2015 kostede Tom Dumoulin den samlede sejr, men hvor en flad finale og relativt lette stigninger kan gøre det svært at gentage Fabio Arus kunststykke fra dengang. Sidste chance for at skabe ravage komme som altid på 20. etape, hvor der bydes på 4500 højdemeter, men hvor stigningerne alle er bløde og finalen igen relativt nem.

Den lette afslutning betyder dog ikke, at sprinterne jubler. Tværtimod kan de rene sprinter se frem til lidt af en ørkenvandring. Den første uge burde byde på to relativt sikre sprinterfinale på 3. og 4. etape, men i den anden uge er der kun to potentielle mulighed, først på 11. etape med mål i Baskerlandet, hvor der dog er rigeligt med terræn til at sikre en udbrudssejr. Herefter skal man frem til den 14, der med en stigende finale dog mere kan vise sig at være for puncheurs, og også 17. etape, der ellers bør være en mulighed, venter en stigende finale og mange højdemeter. Dermed risikerer de tungeste folk at skulle vente helt til Madrid med at få en chance igen, når da allerede på tirsdag formentlig har spurtet i El Puig.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Sprinternes manglende muligheder skyldes den varierede spanske geografi, der gør løbet til det bedste for udbrydere. Allerede på 2. etape kan man ikke udelukke en udbrudssejr, for her venter så vanskelig en stigning i finalen, at sprinterne får det for svært, hvorfor vinderen af holdløbet kan vælge at lade førertrøjen sejle væk. En ny mulighed kommer på 8. etape, hvor en lang og svær stigning mod slutningen igen bør sætte sprinterne ud på et sidespor, og med lidt held kan 11. etape som sagt også komme i spil. Det samme kan 12. etape i Baskerlandet, hvor vi får lov at se feltet kæmpe sig op ad nogle klassiske baskiske mure - her kan klassementsrytterne endda også angribe hinanden. Sprinterne risikerer at blive snydt på 14. og 17. etape, og hvis ikke de eksplove puncheurs som Philippe Gilbert og Alejandro Valverde har smag på at vinde i den klassiske finale i Toledo på 19. etape, kan udbrud såmænd også holde her. Lægger man dertil, at mange af etaperne med stigende finaler utvivlsomt også vil gå til lykkeriddere, er der al mulig grund til at være optimistisk, hvis man er kommet til Spanien for at angribe. Kan man klatre fornuftigt og har man et offensivt angrebsinstinkt, kunne man næppe have drømt om en bedre rute end den, der tilbydes over de kommende tre ugers bjergfest i Spanien.

Nedenfor giver feltet en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

TILMELD DIG VUELTA-MANAGERSPILLET NU!

1. etape, lørdag d. 24. august: Salinas de Torrevieja - Torrevieja, 13,4 km holdtidskørsel

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger så vel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - har Vuelta a Espana syntes at holde sig den faste idé om altid at starte med et holdløb. Otte gange i træk mellem 2010 og 2017 blev løbet således indledt med en kollektiv kamp mod uret, men den tradition blev brudt sidste år, hvor der for førte gang siden Fabian Cancellaras sejr på motorbanen i Assen i 2009 indledtes med en enkeltstart, som sendte Rohan Dennis i førertrøjen. Det skulle imidlertid vise sig at være en engangsforestilling, for i år vender man tilbage til den klassiske start med et holdløb, der helt i overensstemmelse med nyere tradition holdes til en beskeden distance, som ikke vil gøre de helt store forskelle, når tre ugers spansk cykelfest skydes i gang på en relativt flad rute i feriebyen Torrevieja lige uden for Alejandro Valverdes hjemby, Murcia.

Med en distance på bare 13,4 km er der tale om et holdløb med en distance, som vi har set det i de fleste år, og den afvikles i byen Torrevieja helt ude ved den sydvestspanske kyst. Starten går med havnen i Salinas de Torrevieja, hvorfra man igennem et par sving kører mod vest ind mod centrum, hvor det stiger let over de første 2 km. Yderligere er par sving fører mod nordvest, inden man rammer en lang, let bugtende vej uden sving, der går en anelse op og ned, inden man efter 7,0 km når etapens nordligste punkt.

Igennem et par sving kører man mod vest ud til kysten, og derefter følger man den let bugtende, men stort set helt flade kystvej mod syd og sydøst ned til mål helt ude ved havnefronten. Der er sving med 2100 og 100 m til mål, men derudover er der ingen væsentlige tekniske udfordringer.

Etapen byder på i alt 106 højdemeter.

Det er som sagt lidt en tradition, at løbet skydes i gang med holdløb, som oftest har haft en distance på mellem 10 og 15 km, og de skaber aldrig de store forskelle. Mest af alt handler det om at komme godt i gang og styrke selvtilliden, ligesom den første førertrøje naturligvis skal uddeles. Af og til ha ruterne været kuperede, men det er ikke tilfældet i år, hvor profilen måske nok ser en anelse fladere ud, end den er, men hvor der grundlæggende er tale om en sag for specialistholdene, der kan træde mange watt og holde sammen på tropperne i den relativt kringlede indledning.

Torrevieja har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

2. etape, søndag d. 25. august: Benidorm - Calpe, 199,6 km

Et af kendetegnene ved Vueltaen er, at arrangørerne aldrig har været bange for at sende rytterne ind i meget svært terræn allerede dagen efter den første tidskørsel. Således har løbet ofte haft en afslutning på også af og til ganske svær stigning allerede på andendagen. Så slemt går det ikke i år, men hvis sprinterne havde regnet med en badeferie på turen mod feriedestinationen Calpe, der er kendt som lidt af et mekka for cykelfolket, må de tro om. Til lejligheden har arrangørerne nemlig fundet en sen og modbydeligt stejl stigning, der vil kunne rydde stærkt ud i tropperne og skabe rammen om et uforudsigeligt cykelløb, der kan ende i en spurt i et kraftigt reduceret felt, men hvor man heller ikke kan udelukke en tidlig udbrudssejr.

I alt skal der tilbagelægges en for Vueltaen lang distance på 199,6 km, der fører feltet mellem de to feriebyer Benidorm og Calpe, der ligger langs den spanske østkyst med få kilometers mellemrum. Etapen består imidlertid ikke af en kort tur ned langs kysten, men en sløjfe ind i det kuperede terræn vest for de to byer. Fra start kører man således mod nord væk fra kyst igennem småkuperet terræn, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad den lange kategori 2-stigning Puerto de Confrides (20,4 km, 3,6%), der har top efter 37,1 km, og som er en lang, jævn opkørsel uden stejle procenter. Herfra går det via en let nedkørsel mod vest ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Benilloba (6,4 km, 4,2%), der har top efter 54,2 km, og som ligeledes er en let og regulær stigning.

Efter den hårde start bliver det lettere. Et længere, let faldende stykke fører mod sydvest, inden man vender rundt for at køre mod nordøst, hvor det begynder at stige let. Gennem det let stigende terræn kringler man sig mod øst, syd, sydøst og igen øst, inden det begynder at falde let ned mod kysten. I byen Xaio efter 136,2 km venter en lille bakke, inden man drejer mod syd for via en lidt stejlere nedkørsel at køre mod syd ned til målbyen Calpe, hvor stregen krydses efter 156,0 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 43,6 km lang rundstrækning i området nord for byen. Først kører man langs den flade, men meget snoede kystvej mod nordøst op langs vandet forbi dagens spurt, der kommer med 31,2 km igen. Her forlader man havet for at køre mod nord frem til bunden daf dagens væsentligste udfordring, kategori 2-stigningen Alto de Puig Llorenca (3 km, 9,5%), som bestiges fra den vestlige side. Der er tale om en modbydelig sag, hvis 500 m-segmenter stiger med hhv. 14,2%, 8,2%, 6,9%, 11,2%, 4,0% og 14,0%, hvorfor dem er højst irregulær. Fra toppen resterer imidlertid fortsat 24,8 km, som indledes med en halvteknisk nedkørsel, der leder mod nord og nordvest, inden man drejer mod vest for at følge et let stigende stykke. Man drejer mod syd, og med ca. 10 km igen indledes en halvteknisk nedkørsel, der fører mod syd og sydøst ned til kysten, hvor man følger samme flade, kringlede kystvej mod sydvest tilbage til Calpe. Den kringlede del ender i et sving med 4 km igen, og derefter bugter vejen sig kun let, idet man dog skal igennem to rundkørsler lige efter 2 km-mærket, inden man med 800 m igen drejer til højre i en rundkørsel og derefter med 460 m igen skal lige igennem en sidste rundkørsel, der leder ind på opløbsstrækningen. Det falder let ned mod de sidste 2 km, der er helt flade.

Etapen byder på i alt 3263 højdemeter.

Langt de fleste sprintere kan glemme alt om at få sig en tur i den røde trøje i år. Puig Llorenca er et bæst af en stigning, men den kommer for tidligt til at kunne bruges af klassementsrytterne. Da de hurtige folk næppe heller tror på sig selv, åbner det for et interessant cykelløb, hvor man slet ikke kan udelukke, at et udbrud kan køre hjem. Det vil afhænge af, om vinderen af holdløbet er interesseret i at forsvare trøjen. Er de det, bør der kunne skabes samling, men som åbnes der for en aggressiv finale, inden et stærkt reduceret felt formentlig skal spurte om sejren i Calpe.

Calpe er ofte målby i Volta a la Comunitat Valenciana, senest i 2018, hvor BMC vandt en holdtidskørsel, der grundet dårligt vejr ikke talte i klassementet. Inden løbets pause var byen næsten med hvert år, og det gav en solosejr til Aleksandr Kolobnev i 2006, spurtsejre til Alessandro Petacchi i 2005 og 2002, en sejr med bare 1 sekund ned til feltet for Alejandro Valverde i 2004, en sejr i en hård spurt til Ruben Galvan Manchon i 2000 og en spurtsejr til Michele Bartoli i 1999.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

3. etape, mandag d. 26. august: Ibi. Ciudad del Juguete - Alicante, 188,0 km

Alle sprinterne vil med stor sandynlighed være kommet til kort på muren på 2. etape, men de burde kunne se frem til endelig at få deres chance på 3. etape, der byder på en helt flad finale. Intet i Vueltaen er imidlertid fladt, men med ikke engang 2000 højdemeter er 3. etape noget af det fladeste, man får i det spanske løb. Derfor vil feriebyen Alicante formentlig blive rammen om årets første store sprinteropgør den sidste mandag i august.

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, der fører feltet fra Ciudad del Juguete i udkanten af Ibi til feriebyen Alicante. Startbyen ligger på et plateau i mere end 500 m højde lige nord for den spanske vestkyst, og herfra kører man igennem fladt terræn mod vest ud til en 122,5 km lang rundstrækning i det kuperede terræn nær Alicante, hvor der skal køres en hel omgang. Fra start går det mod sydøst via et fladt stykke, inden en nedkørsel fører mod syd ned til byen Agost. Her drejer man mod sydvest for igennem fladt terræn at køre ned til det sydligste punkt i byen Aspe. Her vender man rundt for at kører mod nord og nordvest igennem let stigende terræn, der varer ved over godt 40 km, inden det efter 80 km flader ud, men man fortsætter mod nordvest op til Villena. Her drejer man mod nordøst for at køre op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod syd og sydøst for at køre frem til kategori 3-stigningen Puerto de Biar (2,7 km, 4,8%), der aldrig bliver stejl og har top efter 116,0 km. Herfra får det via et let faldende stykke mod sydøst, nordøst og sydøst ned til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter rundstrækningen drejer man mod sydøst og syd for via et let faldende stykke og en lille bakke at sætte kursen mod kysten. Man drejer dog kortvarigt mod øst for at passere kategori 3-stigningen Puerto de Tibi (6,7 km, 4,1%), hvis data snyder, da den hovedsageligt stiger med ca. 7% over de sidste 5 km, men som har et næsten fladt plateau 3 km fra toppen, der nås med 37,8 km igen. Fra toppen går det mod nordøst og sydøst via en let nedkørsel, inden man skal over en lille, let bakke (2,0 km, 4,3%), der har top 1 km inden dagens spurt, der er placeret 21, 0 km fra mål. Derfra går det mod syd via en let nedkørsel, inden det langsomt begynder at flade ud, når man i udkanten af Alicante drejer mod sydvest. Med 5 km igen begynder det at stige let, inden de sidste 3 km er svagt faldende. Finalen er teknisk meget enkel, idet der slet ikke er skarpe sving på de sidste 5 km, men vejen bugter sig let med 1000 og 350 m igen.

Etapen byder på i alt 1730 højdemeter.

Vuelta-etaper fås ikke meget lettere end denne. Naturligvis skal man altid tage sig i agt for vinden, for regionen er ikke altid helt stille, og det kan godt blæse på de åbne plateauer undervejs. Sprinterne har imidlertid ikke alt for mange muligheder at gøre godt med, og derfor burde der næsten være garanti for en massespurt i Alicante, hvor der venter en rigtig powerspurt for de virkelige fartkanoner.

Alicante har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i årets Volta a la Comunitat Valenciana, hvor Matteo Trentin vandt en massespurt foran Nacer Bouhanni og Ben Swift.

4. etape, tirsdag d. 27. august: Cullera - El Puig, 175,5 km

Vueltaen er ofte en sprinterfattig affære, men i år har arrangørerne været relativt nådige i løbets indledning. Også på løbets 4. etape er der nemlig lagt op til massespurt, og for anden dag i træk har arrangørerne endda sammensat en etape, der er usædvanligt let efter vanlig Vuelta-standard. En næsten helt flad dag med bare en enkelt stigning lægger i den grad op til en chance for de hurtige folk, hvis altså ikke vinden kommer i spil, som man ganske ofte ser det i det spanske løb.

I alt skal der tilbagelægges 175,5 km, der fører feltet fra Cullera til El Puig. Begge byer er forstæder til Valencia. Startbyen ligger syd for og målbyen nord for, og det betyder, at etapen består af en bue hele vejen rundt om storbyen, uden at man nogensinde komme ind til Valencia selv. Fra start kører man mod vest igennem fladt terræn, inden man drejer mod nord for at fortsætte igennem fladlandet. Senere går det kortvarigt mod vest, inden et længere, let stigende stykke fører mod nordvest frem til forplejningen, der nås efter 83,7 km.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

Efter en sen frokost drejer man mod nordøst for igennem let faldende terræn at kører ud mod kysten. Herefter venter en relativt flad fase, inden det begynder at stige let op mod dagens spurt, som er placeret efter 122,3 km. Bare 1400 m senere rammer man ategori 3-stigningen Purto del Oronet (5,8 km, 4,5%), der er en lang, jævn stigning, der gradvist bliver stejlere, indtil den når 6% over den sidste kilometer. Toppen rundes efter 129,5 km, hvorefter en ukompliceret nedkørsel leder mod nordøst og øst ud mod vandet. Her flader det ud, og de sidste knap 25 km er helt flade. Her kører man først mod sydøst, inden man følger kysten mod sydvest ned mod mål. Her venter et par sving lige inden 5 km-mørket, hvorefter man følger en lang lige vej, der byder på tre rundkørsler. Med 1800 m igen skal man til venstre i en rundkørsel og kort efter lige igennem yderligere en. Dernæst følger en sidste rundkørsel med 500 m igen, inden man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byen på i alt 1222 højdemeter.

Vi har i Volta a la Comunitat Valenciana set, at vinden har kunnet splitte feltet netop på etaper med mål i Valencia, og derfor er etapen ikke nødvendigvis helt ufarlig. Terrænmæssigt er den dog blandt de letteste, og derfor bør det kun være vejret, der kan forhindre en massespurt i det, der ligner et mindre rundkørselshelvede i udkanten af den spanske storby.

El Puig har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

5. etape, onsdag d. 28. august: L’Eliana - Observatorio Astrofisico de Javalambre, 170,7 km

Vueltaen er kendt for allerede at byde på bjergetaper meget tidligt i løbet, og det er også tilfældet i år, hvor man skal bare fem dage ind i løbet, inden den første store bjergafslutning venter. Her kommer Vueltaens hang til at finde nye spektakulære bjerge til udtryk, for det første store klassementsslag skal slås på den spritnye Javalambre-stigning, der lever op til Vueltaens ry for at byde på stejle finaler. Selvom der ikke er tale om en af de mure, som løbet elsker at opsøge, er der ingen tvivl om, at den første bjergetape vil give en relativt klar ide om, hvem der har taget de gode ben med sig til Spanien.

I alt skal der tilbagelægges 170,7 km, som fører feltet fra L’Eliana til målet ved Observatorio Astrofisico de Javalambre. Startbyen liger i den nordvestlige udkant af Valencia, hvorfra man følger en lang, lige og let stigende vej mod nordvest frem til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Alcublas (5,9 km, 4,7%), der aldrig bliver stejl og har top efter 31,7 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord, inden en nedkørsel leder ned til Bejis. Herefter stiger det atter let, inden en lang, lige og flad vej leder videre mod nord forbi forplejningen og frem til en rundstrækning.

Her kører man en hel omgang ved først at køre mod nordøst via en lille nedkørsel, inden man drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Alto Fuente de Rubielos (4,8 km, 5,7%), der har top efter 98,6 km, og som ikke er helt let, da den byder på en første kilometer med 9,5%, inden den bliver betydeligt lettere. På toppen følger man et fladt plateau mod vest og sydvest ned til rundstrækningen udgangspunkt. Her rammer man en lang, relativt lige og flad vej, der føre mod sydvest forbi dagens spurt, der kommer efter 135,0 km. Herefter begynder det at stige let, inden det falder det sidste stykke ned mod Arcos de las Salinas, der ligger i bunden af kategori 1-stigningen Alto de Javalambra, der bestiges fra syd.

Over 11,1 km stiger den med 7,8%, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 3 km er nemlig lette med ca. 5%, men derefter tager den fat med stigningsprocenter på mellem 10 og 12 det meste af vejen. Efter 5 km er der et lille plateau, inden den tager fat igen, og først over den sidste kilometer, der stiger med knap 9% bliver den en anelse lettere. Stigningen følger en let bugtende vej med enkelte hårnålesving, det sidste med 2 km igen. Herefter bugter vejen sig let, men der venter en skarp kurve med 335 m igen og til slut næsten en U-vending, inden man bugter sig ind på den 200 m lange opløbsstrækning.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Etapen byder på i alt 3667 højdemeter.

I de senere år har der været en tendens til, at de første stigninger ikke har været alt for svære, men det ændres der i den grad på i år, hvor vi kan se frem til at få klare svar allerede på den første bjergetape. Javalambre er ny og ukendt, men den har med næsten konstante stigningsprocenter på mere end 10 potentiale til at skabe betydelige forskelle. Afhængig af hvem der er i førertrøjen, kan et udbrud sagtens ende med at løbe med etapen, men uanset hvad vil der være lagt op til et stort opgør mellem favoritterne allerede på femtedagen.

Alto de Javalambre har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

6. etape, torsdag d. 29. august: Mora de Rubielos - Ares del Maestrat, 198,9 km

I de senere år har Vueltaen haft en næsten sygelig trang til at have mål på toppen af stigninger, så man i nogle år har haft afslutning på bakker på helt op mod halvdelen af etaperne. Derfor kan det heller ikke undre, at der venter en anden bjergafslutning allerede dagen efter den første, men denne gang er der nu tale om en betydeligt mere moderat sag. Denne gang skal der nemlig sluttes på den ret lette Puerto de Ares, der mere lægger op til et opgør mellem de eksplosive afsluttere, og med mindre Alejandro Valverde skulle have lyst til at sejre i regnbuetrøjen, kunne 6. etape ligne en dag for et udbrud.

I alt skal der tilbagelægges hele 198,9 km på en af Vueltaens længere etaper, som fører fra Mora de Rubielos til Ares del Maestrat. Starten er knaldhård, idet kun et kort let faldende stykke fører mod sydvest og nordvest, inden man rammer kategori 2-stigningen Puerto de Nogueruelas (9 km, 4,5%), hvis data snyder, da den byder på 3 km med mellem 6,7% og 8,5%, inden den er næsten helt flad over de sidste 4 km frem mod toppen, som rundes efter 21,0 km. Herfra går det via en nedkørsel mod nordøst og nord direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Linares (7,7 km, 5,7%), der bestiges fra vest, og som over de sidste 5 km stiger stabilt med ca. 7%.

Toppen passere efter 36,5 km, hvorfra det bliver betydeligt lettere. Nu falder det nemlig let næsten uafbrudt over knap 100 km, idet der undervejs dog venter enkelte mindre bakker, særligt efter 100 km, hvor det går op og ned, inden det igen begynder af falde. Undervejs kører man først mod nordøst, inden man snor sig mod øst, inden det går mod nord og nordøst frem til det nordligste punkt. Den sidste del af nedkørslen er teknisk og fører mod sydøst, inden man igennem fladt terræn kører mod syd ned til dagens spurt, der kommer efter 139,0 km. Herfra fortsætter det flade terræn mod syd, inden man drejer mod vest for at køre op ad en bakke (4,2 km, 4,9%), der leder direkte frem til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Culla (4,4 km, 5,8%), der stiger med 7% over de første 2 km, men derefter flader ud inden toppen.

Herfra resterer 25,5 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst, inden man kører mod nordvest ad en let stigende vej frem til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Ares, der bestiges fra syd. Den stiger med 5,0% over 7,9 km og lægger blødt ud med to relativt lette kilometer, inden den stiger med 5-6% resten af vejen, dog med en lidt stejlere afslutning på 6,0% over den sidste kilometer. Sidste del af stigningen byder på et halv af hårnålesving, herunder to lige inden den røde flamme. Derefter venter to relativt skarpe sving med hhv. 750 og 270 m til stregen.

Etapen byder på i alt 3257 højdemeter.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Med så vanskelig en start lægger etapen i den grad op til en udbrudssejr, da der burde være næsten garanti for et stærkt udbrud. Målstigningen er formentlig heller ikke svær nok til at skabe de store forskelle mellem favoritterne, der meget vel kan ende med at skulle spurte om det på toppen, hvor der kan opstå små huller. Det er tænkeligt, at Alejandro Valverde kunne gå efter en spurtsejr, men mest sandsynligt er det, at udbryderne vil løbe med sejren - og måske kan der endda være en førertrøje at gå efter for en af lykkeridderne.

Ares del Maestrat har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

7. etape, fredag d. 30. august: Onda - Mas de la Costa, 183,2 km

I de senere år har løbsdirektør Javier Guillen gjort det til lidt af en sport at opsøge de stejle gedestiagtige mure, som Spanien er så rigt på, og på det seneste har han næsten hvert år kunne præstere en ny af slagsen. En af de mure, han var mest stolt af at have fundet, var Alto Mas de la Costa, som han forud for introduktionen i 2016-udgaven beskrev som den stejleste længere stigning, han nogensinde havde fundet til løbet, og den brutale mur med sine stigningsprocenter på op til 25 gav da også anledning til et spektakulært opgør mellem Chris Froome, Alberto Contador, Nairo Quintana og Esteban Chaves. Efter tre års fravær vender stigningen tilbage igen i år, hvor den er rammen om den tredje bjergafslutning i træk, og hvor vi utvivlsomt vil blive endnu klogere på, hvem der kan vinde årets Vuelta.

I alt skal der tilbagelægges 183,2 km, der fører feltet fra Onda til toppen af Alto Mas de la Costa. Startbyen ligger ikke langt fra målet, og etapen indledes således med en omgang på en godt 130 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den første del er meget let, idet man kører igennem helt fladt terræn mod nordøst, sydøst og til slut nordøst helt ud til kystbyen Benicassim, der nås efter 33,7 km. Herfra går det mod sydvest ned langs den flade kyst, inden man kortvarigt drejer mod vest, inden man atter følger vandet mod sydvest, stadig igennem helt fladt terræn.

I etapens sydligste punkt drejer man mod vest, hvorefter det begynder at stige let, inden man skal over kategori 3-stigningen Purto del Marianet (3,7 km, 5,5%), der har top efter 93,7 km. Herefter venter kun en kort nedkørsel, inden man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Puerto de Eslida (6 km, 4,5%), der som den foregående er regulær og let og har top efter 104,5 km. Igen er det kun en kort nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man fortsætter mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Puerto de Alcudia de Veo (4,2 km, 4,4%), hvis top passeres efter 115,7 km, og som også er en let stigning. Herfra bliver det atter lettere, idet et let faldende stykke fører mod nordøst tilbage til Onda, hvor dagens spurt er placeret efter 130,0 km.

Efter rundstrækningen går det mod nordvest igennem let kuperet terræn, indtil man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Puerto del Salto del Caballo (10,4 km, 4,6%), der over de første 5 km stiger med 6-7%, men derefter flader ud bortset fra en kilometers penge med 8,1% to kilometer fra toppen. Herefter falder det let, mens man kører mod sydøst og nord ad en meget kringlet vej, der afbrydes af to bakker (hhv. 1,4 km med 6,4% og 600 m med 6,4%) 11,5 og 7,5 km fra mål. Herfra falder det ned mod Llucena, hvorfra man kører mod nord direkte ind på kategori 1-stigningen Alto Mas de la Costa. Nok er den blot 4,1 km lang, men den byder på en stigningsprocent på hele 12,3 med 1 km-segmenter på hhv. 11,1%, 14,3%, 12,5% og 10,8%, har et stejleste stykke på 25% med 2 km igen og tager fat igen med 17,5% på de sidste par hundrede meter. Stigningen følger en relativt lige vej, indtil man rammer en serie sving omkring 2 km-mærket, hvorefter en lige vej leder frem til en kringlet afslutning med hele fire sving på de sidste 445 m.

Etapen byder på i alt 2856 højdemeter

Vi kender Alto Mas de la Costa fra besøget for 3 år siden, og selvom de fire bedste Contador, Quintana, Froome og Chaves ikke kunne ryste hinanden, satte de resten af feltet til vægs med næsten et minut. I Volta a la Comunitat Valenciana sejrede Quintana med 40 sekunder ned til nr. 2, og det viser, at den korte mur kan gøre ganske stor skade i kraft af sine brutale procenter. Det kan sagtens ende med endnu en udbrudssejr som i 2016, men vi vil utvivlsomt være vidner til et stort klassementsopgør på en af løbets mest spektakulære stigninger, der er skabt til ryttere med hang til stejle procenter.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Alto Mas de la Costa gjorde debut som målstigning i 2016, hvor Mathias Frank sejrede fra et udbrud, og hvor Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Esteban Chaves senere sammen nåede mål næsten et minut foran deres nærmeste rival, Jean-Christophe Peraud. Året efter blev den benyttet i Volta a la Comunitat Valenciana, hvor Nairo Quintana kørte fra alt og alle og sejrede med 40 sekunder ned til Merhawi Kudus som nr. 2.

8. etape, lørdag d. 31. august: Valls - Igualada, 166,9 km

Spaniens ganske alsidige geografi betyder, at man næsten altid kan finde svære stigninger tæt på snart sagt enhver målby, og derfor er løbet berømt for etaper, hvor en svær bakke tæt på mål afsluttes af en hæsblæsende nedkørsel mod en flad finale. Det har traditionelt givet gode muligheder for både udbrydere og holdbare sprintere, og det er da også disse ryttertyper, der vil kunne lugte blod på løbets 8. etape, men denne gang er den sidste stigning dog så svær, at det nok vil være lykkeridderne, som skal til fadet i Igualada.

Etapen fører feltet over bare 166,8 km mellem Valls, der er kendt som afdøde Xavier Tondos hjemby og altid besøges af Volta a Catalunya, og Igualada. Fra start snor man sig mod nord igennem fladt terræn, inden et længere let stigende stykke leder mod nord, nordøst og igen nord frem til Bellmunt, der efter 58,7 km nås i etapens højeste punkt. Her er man ikke langt fra målbyen, men man fortsætter videre mod nordøst via et plateau, inden man i byen Calaf rammer en nedkørsel, der leder ned til forplejningen. Her kører man mod nordøst op ad en bakke, inden en lang nedkørsel fører mod øst ned til dagens spurt, der kommer efter 112,1 km.

Efter spurten drejer man mod syd for at køre igennem fladt terræn, inden man drejer mod vest ind på dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen Puerto de Montserrat (7,4 km, 6,6%), der er en næsten helt regulær stigning med en stort set uforandret stigningsprocent hele vejen op. Fra toppen resterer stadig 27,5 km, der indledes på et plateau, der fører mod vest, og som byder på en bakke (2,2 km, 3,85) med top 20 km fra mål. Herefter indledes den ganske teknisk nedkørsel, der leder mod vest og sydvest ned mod Igualada, hvor de sidste 7-8 km er flade. Finalen relativt teknisk, da en lang, lige vej med hele 3 rundkørsler mellem 4 km- og 2 km-mærkerne afbrydes af to sving med 2 km igen, inden man drejer skarpt med 1100 og 500 m igen. Mellem de to sving stiger det med 4,2%, inden selve opløbsstrækningen stiger med 1,0%.

Etapen byder på i alt 2291 højdemeter.

Der er en grund til, at Vueltaen altid er en gave til udbrydere. Egentlig er det meste af etapen let, men Montserrat er så svær, at sprinterne vil falde fra, hvis der gås til stålet. Der er således næppe nogen, der vil forsøge at holde det samlet, og det ligner således en oplagt dag for et udbrud, mens klassementsrytterne får en lille chance for at puste ud mellem to af løbets vigtigste etaper.

Igualada var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med 2017-udgaven af Volta a Catalunya, hvor Nacer Bouhanni vandt en massespurt foran Davide Cimolai og Daryl Impey.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

9. etape, søndag d. 1. september: Andorra La Vella - Cortals d’Encamp, 94,4 km

Vueltaen er altid så spektakulær, at det er svært at udpege løbets mest imødesete etape, men ved årets rutepræsentation var der særligt én etape, der fik opmærksomhed. Lige siden løbet i 2015 med hjælp fra Joaquim Rodriguez designede en kort og meget voldsom bjergetape i bjergstaten Andorra, har arrangørerne haft smag for at designe korte og meget vanskelige ruter i miniputnationen. Det gjorde man således også i 2017 og sidste år, hvor løbets sidste store bjergetape blev afviklet i landet, og den model gentages i år som en brutal afslutning på den første uge. Her venter over bare 94,4 km hele 3300 højdemeter på en vild bjergetape, der er designet helt efter samme mønster som i 2015 og også har mål på samme stigning, Cortals d’Encamp, hvor Mikel Landa sejrede for fire år siden.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 94,4 km, der fører feltet fra hovedstaden Andorra La Vella til Cortals d’Encamp. Ruten kringler sig rundt i bjergnationen, hvor man lægger benhårdt ud med at køre med nordøst og nord over 8 km, der stiger med 4,8%, inden man når frem til den officielle start på kategori 1-stigningen Coll d’Ordino (8,9 km, 5%), der bestiges fra nordøst, og som stiger med 7-8% på det mest af den nedre del, inden det flader betydeligt ud over de sidste 5 km. Toppen rundes efter 17,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod vest ned til Ordino, hvorefter man via et let faldende stykke kører mod syd og sydøst tilbage til startområdet i hovedstaden.

Herefter gælder det endnu en rundstrækning, når man kører mod sydvest og syd igennem let faldende terræn frem til bunden af Coll de la Gallina, der er uden for kategori, og som var mål for den sidste store bjergetape sidste år. Den stiger med 8,3% over 12,2 km, men er meget irregulær. De første 2 km stiger således med 11-14%, inden man rammer et 2 km langt plateau, Herfra stiger det hovedsageligt med 7.8%, men det afbrydes af flere længere ramper med tocifrede procenter, blandt andet ca. en kilometer med 13,5%, som leder frem til de sidste 2,5 km, som er lettere. Toppen rundes efter 56,6 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod nord og siden via en lettere del mod øst tilbage til dalen, hvor man kører mod nordøst frem til dagens spurt, som er placeret efter 72,2 km.

Efter spurten kører man mod nordøst ind til hovedstaden, hvor man dog forlader hovedvejen for i stedet at køre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Alto de la Comella (4,2 km, 8,6%), der indledes med 2 km med 8%, herefter flader ud og slutter med knap en kilometer med 11,0% frem mod toppen, der rundes med 18,0 km igen. En ultrakort nedkørsel fører mod nordøst fem til vunden af kategori 2-stigningen Alto de Engolasters (4,8 km, 8,1%), der indledes stejlt med en kilometer på 11,2%, men som derefter er lettere med 7-9%.

Fra toppen resterer 10,6 km, der indledes med et spektakulært og helt fladt grusvejsstykke, som fører mod nordøst frem til bunden af kategori 1-stigningen Cortals d’Encamp. Den stiger med 8,3% over 5,7 km og er stejlest i bunden, hvor den stiger med mellem 9,5 og 12% over de første godt 2 km, inden sidste del veksler mellem stykker med 8% og stykker med 4-5%. Det stiger med 8% over en kilometer, inden det flader ud med 3,7% på de sidste par hundrede meter. Stigningen byder på adskillige hårnålesving i bunden, inden der kommer yderligere to lige inden den røde flamme og med bare 150 m igen.

Etapen byder på i alt 3300 højdemeter.

Etapen er først og fremmest spektakulær på grund af distancen, men terrænet er også som skabt til en stor offensiv. Flad vej er der stort set ikke over de knap 100 km, og 3300 højdemeter vil over så få kilometer gøre store skade. Grusvejen vil næppe gøre den store forskel, men bidrage til det dramatiske sceneri. Etapen kommer nok trods alt for tidligt til, at det kan angribes alt for tidligt, men er der nogen, der har modet, kan det hele eksplodere på en etape, hvor der formentlig vil blive kørt så stærkt, at man skal være en fremragende klatrer for at vinde fra et udbrud, som Landa gjorde det for fire år siden, og hvor der uanset hvad er lagt op til et stort opgør mellem favoritterne.

Cortals d’Encamp var senest mål for den vilde etape i 2015, hvor Mikel Landa tog en solosejr, og holdkammeraten Fabio Aru med en 2. plads kørte sig i førertrøjen og tog et stort skridt mod den samlede sejr. I gamle dage havde Volta a Catalunya næsten altid en afslutning på bjerget, og det gav senest sejre til Aitor Kintana (2003), Daniele De Paoli (2001), Jose Maria Jimenez (2000) og Roberto Heras (1999).

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Coll d'Ordino

Col de la Gallina:

Alto Els Cortals d'Encamp:

Hviledag, mandag d. 2. september

SE ALLE VUELTA-PRÆMIERNE HER

10. etape, tirsdag d. 3. september: Jurancon - Pau, 36,2 km enkeltstart

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på ca. 40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. Sådan er det ikke i år, hvor den vender tilbage til sin gamle plads i den midterste fase af løbet, og hvor den vil være en brutal start på løbet efter en tiltrængt hviledag. Denne gang er tidskørslen henlagt til den franske by Pau, der sjovt nok også var vært for årets Tour-enkeltstart, og selvom der ikke er tale om samme rute som i juli, byder også denne på en mellemkuperet rute med to ganske hårde bakker efterfulgt af en flad og let finale for specialisterne.

Med en distance på 36,2 km er længden stort set, som den plejer, og der er start i Jurancon, der er en forstad til Pau, og mål inde i selve Pau. Starten er benhård, idet man fra starten i den sydvestlige udkant af storbyen kører mod sydvest op ad Cote de Beauvallon (2,1 km, 7,4%), der er relativt jævn med stigningsprocenter mellem 6 og 8,5. Toppen rundes efter 3 km, hvorefter let kuperet terræn uden væsentlige tekniske udfordringer leder mod syd ned mod det sydligste punkt, hvor man vender rundt for at køre i samme slags terræn mod nordvest.

Her begynder det at falde i en lidt teknisk fase, inden man vender rundt for igennem fladt terræn at køre mod syd, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad Cote de l’Eglise (1,8 km, 5,8%), der stiger med 7,2% over de første 500 m, men derefter stiger med ca. 5%, inden toppen rundes efter 21,3 km. Her vender man atter rundt for via en teknisk nem nedkørsel at køre mod nord. Til slut er de sidste 10 km stort set helt flade og indledes med, at man kører mod syd og så nord, inden en lang, lige vej leder mod sydøst ind mod centrum af Pau. Efter et par rundkørsler omkring 3 km-mærket, drejer man skarpt med 1600, 1100 og til slut bare 200 m fra stregen. På næstsidste kilometer venter en lille bakke, der har top lige efter den røde flamme, hvorefter det atter er fladt.

Etapen byder på i alt 524 højdemeter.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Enkeltstarten finder sted i Pau ligesom under Touren, og selvom ruterne er forskellige, er de som typer meget ensartede. Således er den første del ganske kuperet, og særligt den første stigning er så svær, at man ikke kan være med i front, hvis ikke man kører ganske pænt opad. Den sidste stigning er nemmere, men også den vil trække lidt tænder ud. Ligesom under Touren består den sidste del imidlertid af helt fladt tonserterræn, hvor der kan trædes mange watt. Ruten er ikke voldsomt teknisk, men der er dog en teknisk nedkørsel undervejs, og dermed er det åbenlyst, at det er en glimrende rute for de komplette tempospecialister, der vil kunne vinde megen tid på mere rene klatretyper.

Pau er næsten altid start- eller målby for Touren, enten for en sprinter- eller en bjergetape, hvor udbrydere ofte kommer til fadet. I år var det dog enkeltstarten, der blev afviklet i byen, hvor Julian Alaphilippe sejrede foran Geraint Thomas og Thomas De Gendt. I 2018 vandt Arnaud Demare løbets næstsidste massespurt i byen, og i 2017 vandt Marcel Kittel en anden massespurt i byen. Inden da skal vi faktisk helt tilbage til 2012 for at finde den seneste etapevinder i byen. Dengang slog Pierrick Fedrigo Christian Vandevelde i en tomandsspurt på en klassisk udbryderetape, hvor Nicki Sørensen blev nummer 4. I det hele taget har byen altid været god ved Fedrigo, der også vandt i 2010 på en fantastisk bjergetape, hvor feltet eksploderede på første bjerg, og Lance Armstrong forgæves med et stort udbrud forsøgte at få noget med hjem fra sin sidste Tour. I 2006 slog Juan Miguel Mercado Cyril Dessel i en spurt på endnu en udbrudsetape, hvor franskmanden kørte sig i gult, og i 2005 vandt Oscar Pereiro en spurt i en lille kvartet. Patrice Halgand tog en udbrudssejr i 2002, og David Etxebarria vandt en spurt i et udbrud i 1999, en præstation Leon Van Bon havde leveret året inden.

11. etape, onsdag d. 4. september: Saint-Palais - Urdax-Dantxarinea, 180,0 km

Den første del af Vueltaen ventes at blive lidt af en lidelseshistorie for sprinterne, der formentlig ikke vil have haft en chance siden løbets første tirsdag. Efter en uge med lidelser kan de imidlertid drømme om endelig at komme til fadet igen på løbets midterste etape, men som sædvanlig har arrangørerne gjort deres for at gøre det så svært som muligt. Når løbet efter en dag i Frankrig atter returnerer til Spanien og besøger det cykelgale Baskerlandet, er der nemlig lagt op til masser af klatring på en dag med 3000 højdemeter, men hvor de sidste stigninger ligger så langt fra mål, at de holdbare sprintere kan nære deres drømme, hvis de kan få hentet det stærke udbrud, der utvivlsomt vil kunne gå efter sejren efter en meget hård start på etapen.

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der fører feltet fra den franske by Saint-Palais til Urdax-Dantxarinea i den spanske del af Baskerlandet umiddelbart på den anden side af grænsen. Starten er knaldhård, idet feltet med det samme kører mod sydvest op ad en ikke-kategoriseret stigning, der betyder, at feltet bevæger sig fra 80 til 295 m over havet overflade i løbet af de første 10 km. Herefter begynder det at falde mod sydvest, inden man skal over en hård bakke (2,7 km, 6,8%), der har top efter 28 km, inden man kører ned til byen Barcus. Herfra går det videre mod sydvest ned til endnu en bakke (2 km, 6,5%), der passeres efter 39 km, inden man efter 47,2 km når etapens sydligste punkt.

Herfra vender man rundt for at køre mod nordvest igennem let faldende terræn, inden man drejer mod sydvest for via let stigende terræn at køre frem til kategori 3-stigingen Col d’Osquich (4,9 km, 6,1%), der bestiges fra øst og er relativt regulær med top efter 77,2 km. En nedkørsel leder mod sydvest, inden det igennem fladt terræn går mod nordvest, sydvest og til slut vest. Her venter næste udfordring, kategori 2-stigningen Col d’Ispeguy (7,2 km, 7,1%), der er relativt svingende med stykker på 7-9% afbrudt af fladere stykker med 5-6%. Toppen kommer efter 123,2 præcis på grænsen indtil Spanien, hvorefter en let nedkørsel leder mod vest ned til bunden af kategori 3-stigningen Col de Otxondo (7,6 km, 4,7%), som bestiges fra syd og er en let, jævn opkørsel med top efter 142,8 km. Derefter leder en let mere teknisk nedkørsel mod syd ned til målbyen, der nås med 18,3 km igen, men hvor man dog ikke krydser stregen.

I stedet begiver sig mod nord igennem fladt terræn op til grænsen, der leder tilbage til Frankrig. Her kører man videre igennem fladlandet mod nord, nordvest og vest frem til byen Sare. Her drejer man mod sydøst for at køre op ad en bakke (3,3 km, 3,3%), der leder tilbage over grænsen op til dagens spurt, som kommer med bare 8,1 km igen.  Herfra går det via en let nedkørsel mod nordøst, inden man med 3 km igen drejer ind på en lang, næsten lige vej, der leder frem til mål. Vejen bugter sig let, men bortset fra et par rundkørsler på tredjesidste kilometer er der ingen tekniske udfordringer. Det stiger let mellem 4 km- og 1 km-mærkerne, hvorefter det falder svagt med 1,7% ned mod stregen.

Etapen byder på i alt 3068 højdemeter.

Urdax-Dantxarinea blev besøgt i 2016, hvor man sluttede med den samme rundstrækning, men hvor resten af etapen var anderledes og vel nok en anelse lettere end i år. Dengang holdt et udbrud hjem, og det er meget sandsynligt, at det sker igen. Omvendt er sprinternes mulighed så få, at chancen for at skabe samling næsten skal tages. Om det vil lykkes, er meget svært at sige allerede nu, men det ligner en etape, der kan vindes både af en hårdfør sprinter eller af en udbryder, som vi så det med Valerio Conti for tre år siden.

Læs også

Verdensranglisten: Skjelmose tilbage - Vingegaard taber til Pogacar

Urdax-Dantxarinea blev senest besøgt i 2016, hvor Valerio Conti kørte alene hjem til en solosejr fra et udbrud.

12. etape, torsdag d. 5. september: Circuito de Navarra - Bilbao, 171,4 km

Baskerlandet er Spaniens mest cykelgale region, men i mange år var området af frygt for terror og politisk uro lukket land for et nationalt etapeløb. I 2011 kunne man imidlertid grundet den generelle afspænding af det politiske klima vende tilbage, og det gav en følelsesladet sejr til lokale Igor Anton på en etape til Bilbao. Siden da er regionen ofte blevet besøgt, og det sker også i år, hvor Bilbao vender tilbage efter tre års pause. Det sker på en etape, der på smukkeste vis symboliserer Baskerlandet, idet feltet på de sidste kilometer skal over en typisk baskisk mur, der burde give anledning til en udbrudssejr, men hvor vi også kan vente et lille opgør mellem klassementsrytterne.

I alt skal der tilbagelægges 171,4 km, der fører feltet fra motorsportsbanen Circuito de Navarra til Bilbao, en af Baskerlandets store byer. Starten går på det flade plateau, der er kendt fra Baskerlandet Rundt, og som dominerer den sydlige del af regionen. Derfor er første del af etapen stort set helt flad, når man kører mod nordvest med retning mod Vitoria, en anden af Baskerlandets vigtigste byer. Undervejs afbrydes fladlandet af kategori 3-stigningen Alto de Azazeta (4,9 km, 3,9%), der er en yderst let sag med top efter 42,4 km. Efter en let nedkørsel fortsætter det flade plateau frem til Vitoria, der nås efter 57,0 km.

I Vitoria drejer man mod nord og senere nordvest for at fortsætte ad det flade plateau, indtil man rammer den velkendte og meget lette nedkørsel, der leder tilbage ned til den kuperede del af Baskerlandet lige syd for kysten. De første ca. 20 km er dog flade og leder videre mod nord og nordvest, inden man kører mod nordøst op ad en bakke (2,1 km, 4,6%), der har top efter 127 km.

Den signalerer starten på finalen, for herefter går det mod nordvest via en nedkørsel ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Urruztimendi (2,5 km, 9,2%), der er en rigtig baskisk mur, hvis sidste 1,5 km stiger med ikke mindre end 12,7%. Toppen rundes efter 134,7 km og efterfølges af en nedkørsel, der leder mod sydvest ned til kategori 3-stigningen Alto el Vivero (4,3 km, 7,7%), som plejer at være den afgørende stigning på Bilbao-etaperne, og som byder op en km med 10,7% på den nedre del. Toppen passeres med 26,6 km igen, hvorefter en let nedkørsel fører mod nordvest ned til Bilbao, hvor man drejer mod sydøst for igennem faldende terræn at køre frem til centrum, hvor dagens spurt kommer med 12,9 km igen bare få meter fra målstregen, som man dog ikke krydser.

I stedet kører man ud på en sløjfe i den sydvestlige udkant af byen. Man kører mod sydvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Arraiz (2,2 km, 12,2%), der er en sand baskisk mur med tocifrede stigningsprocenter på mellem 10 og 14 hele vejen op. Toppen rundes med 7,6 km igen, hvorefter en ikke alt for teknisk nedkørsel leder mod nord tilbage mod centrum. Til slut drejer mand mod sydøst for derefter igennem let faldende terræn at køre tilbage mod målområdet, hvor der venter en teknisk finale med sving med 1800, 14,00, 1100 og 500 m igen. Det falder let ned mod den røde flamme, hvorefter det er stort set fladt.

Etapen byder på i alt 2072 højdemeter.

Med hele to stejle mure er etapen så baskisk, som den overhovedet kan være, og det ligner med sikkerhed en dag for et udbrud. Klassementsrytterne kan ventes at skulle udkæmpe et lille slag på den sidste mur, hvor de eksplosive folk måske kan vinde nogle sekunder, men ingen vil bruge kræfter på at holde det samlet. Derfor er der lagt op til en hård kamp om at ramme udbruddet og få chancen for at køre om sejren blandt det cykelgale baskiske publikum, der utvivlsomt drømmer om en sejr til Euskadi-Murias.

Læs også

Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!

Bilbao vendte efter mere end 30 års fravær tilbage til ruten i 2011, hvor Igor Anton tog en meget populær hjemmebanesejr. Også i 2016 fik man besøg af løbet, og denne gang vandt Jens Keukeleire en reduceret massespurt. Baskerlandet Rundt var senest forbi i 2017, hvor Primoz Roglic snød sprinterne ved at køre alene hjem med et sent angreb, som kostede Michael Matthews sejren. Til gengæld vandt Matthews i 2015 i en meget kontroversiel massespurt, der blev præget af et slemt styrt, som næsten kostede Peter Stetina og Sergio Pardilla deres karrierer. Forud for det skal vi helt tilbage til 2000-udgaven af Euskal Bizikleta for at finde det seneste større cykelløb i byen. Dengang slog Marco Serpellini Vicente Garcia Acosta i en spurt mellem de to.

13. etape, fredag d. 6. september: Cadas. Carreño - Valle de Sabero. La Camperona, 174,8 km

I de senere år har Vueltaen haft tradition for, at man i de fleste af de seneste udgaver har budt på tre bjergetaper i rap henover den anden weekend, meget ofte i de asturiske og cantabriske bjerge, og meget ofte har det været denne bjergtrilogi, der har været den mest afgørende i løbet. Sådan er det også i år, hvor man dog har splittet de tre etaper af en sprinteretape om lørdagen. Bjergfesten indledes med en af løbets mest spektakulære etaper, når man på 13. etape vender tilbage til den frygtede mur Los Machucos, der som 7. etapes Alto Mas de la Costa er en af de gedestiagtige vanvidsstigninger, som Vueltaen har fundet frem de senere år. Nok er det bare den første af tre afgørende etaper, men skal man vinde årets Vuelta, skal man utvivlsomt være knivskarp på løbets måske mest spektakulære stigning.

I alt skal der tilbagelægges 166,4 km, der fører feltet fra Bilbao til Monumento Vaca Pasiega på toppen af Los Machucos. Starten er let, idet man igennem let stigende terræn kører mod sydøst, inden det fortsætter med at stige let, mens man fortsætter mod nordvest og vest. Her venter et par småbakke, inden man når frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de la Escrita (5,9 km, 4,0%), der er en regulær sag med top efter 39,4 km. En teknisk nedkørsel leder mod sydvest ned til kategori 3-stigningen Alto de Ubal (7,9 km, 6,0%), der med 7-8% særligt er svært på de sidste 3 km inden toppen, som kommer efter 56,6 km.  En nedkørsel fører nu mod nordvest, inden man igennem fladt terræn kører mod sydvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Collado del Ason (13 km, 3,9%), der er en lang, jævn opkørsel med top efter 86,0 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nord ned til byen Arredondo.

Her tager man hul på en 57,6 km lang rundstrækning i det kuperede terræn nord for byen. Man kører med det samme mod nordvest og nord op ad kategori 2-stigningen Puerto de Alisas (8,5 km, 6,0%), der det meste af vejen stiger med 7-8%, men har lette stykker i bunden og mod toppen, som kommer efter 106,0 k. En teknisk nedkørsel fører mod nord, inden det igennem fladt terræn går mod nord, nordvest og nord, hvorefter mere faldt terræn leder mod sydøst frem til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Fuenta las Varas (6,3 km, 4,5%) - en ganske let og regulær stigning med top efter 137,3 km. Endnu en teknisk nedkørsel fører videre mod sydvest og syd ned til kategori 3-stigningen Puerto de la Cruz de Usano (4,2 km, 4,7%), der også er relativt let og har top, når der resterer 19,2 km. En sidste teknisk nedkørsel fører nu mod syd, inden fladt terræn leder mod sydvest tilbage til Arredondo, hvor dagens spurt kommer med 11,8 km igen.

Herefter forlader man rundstrækningen for igennem fladt terræn at køre mod vest ud af byen direkte frem til bunden af Los Machucos, der er udenfor kategori. Den stiger med 9,2% over 6,8 km, men de data vil forbrugerombudsmanden kalde vildledende. Der er nemlig tale om en meget irregulær stigning, der indledes med en kort rampe på 17,5%, inden en nedkørsel leder frem til en knap 1 km lang rampe med 19-25%. Herefter flader det igen ud frem mod knap 1 km med 15%, inden et sidste plateau fører frem til de sidste knap 4 km, hvor stigningsprocenten konstant er tocifret, blandt andet med en kilometer med 16,7% og et par hundrede meter med 25% med knap 2 km igen. Det stiger med 12,5% ad en bugtende på den sidste lille kilometer op til den røde flamme, hvorefter et hårnålesving leder ind på en lille nedkørsel. De sidste 700 m er flade og byder på et skarpt sving lige efter nedkørslen, hvorefter vejen bugter sig let.

Etapen byder trods den relativt korte distance på i alt 4119 højdemeter.

Det er ikke uden grund, at der var så megen hype om Los Machucos, da den gjorde debut i 2017. Her er virkelig tale om en spansk mur af den type, Vueltaen elsker, og vi var som forventet vidner til et drama, der truede med at koste en kriseramt Chris Froome den samlede sejr. Det vil vi helt sikkert også være i år, når rytterne skal slås med ramperne på op til 25% på en stigning, der er skabt til folk med hang til stejle procenter. Også denne gang er det sandsynligt med en udbrudssejr, men det er også meget tænkeligt, at en af favoritterne gerne vil vinde på det spektakulære bjerg.

Los Machucos gjorde debut i 2017, hvor Stefan Denifl som eneste mand fra det tidlige udbrud akkurat holdt Alberto Contador bag sig, mens Chris Froome 24 timer efter en suveræn sejr på enkeltstarten oplevede en sjælden krise, der kostede ham 42 sekunder til sin værste rival, Vincenzo Nibali.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

14. etape, lørdag d. 7. september: San Vicente de la Barquera - Oviedo, 188,0 km

Der var en grund til, at mange sprintere nok overvejede en ekstra gang, om det virkelig kunne betale sig at tage til Vueltaen. Hvis 11. etape ender med at gå til et udbrud, kan de hurtige folk ende med at skulle tilbringe hele ni etaper mellem 4. og 14. etape, inden de atter kommer til fadet. Til gengæld burde de få chancen for i hvert fald at spurt, når løbets store bjergtrilogi lidt usædvanligt afbrydes med en relativt flad etape til Oviedo, men til slut kan en ganske stejl bakke op til målet ved byens katedral i stedet tippe balancen mod løbets puncheurs.

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, der fører feltet fra San Vicente de la Barquera til Oviedo, og stort set hele etapen består af en tur hen langs den nordspanske kyst. Fra starten slår man dog en sløjfe ind i landet, hvilket giver en meget vanskelig start, når man kører mod sydvest, syd, vest og til slut nord tilbage til kysten, hvilket giver anledning til fem mindre bakker - den værste med 4,7% over 3,0 km - inden man efter 33 km er tilbage ved vandet. Herefter følger man den stort set helt flade kystvej mod vest og nordvest gennem det meste af dagen, og der er ikke mange terrænmæssige udfordringer at berette om.

Først når man efter 85 km når forplejningen bliver det atter lidt mere kuperet. Kystvejen byder her på tre mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,3% over 2 km og leder op til byen Prado. Efter en nedkørsel flader det igen ud, mens man fortsætter mod vest og nordvest, inden man skærer ind i landet via en bakke (3,8 km, 3,5%) med top efter 113 km, inden man atter kører mod vest ned til den flade kyst. Den følger man frem til Villaviciosa, hvor man atter skærer mod vest ind i landet via en bakke (5,5 km, 4,2%), inden en kringlet og snoet vej fører videre mod vest og nordvest igennem hovedsageligt faldende terræn, der dog afbrydes af endnu en bakke (2,5 km, 4,1%) med top efter 141 km, inden den sidste del af nedkørslen leder ned til kystbyen Gijon, hvor dagens spurt kommer efter 151,6 km.

I Gijon forlader man definitivt havet for at køre mod nord op ad kategori 3-stigningen Alto La Madera (8 km, 3,5%), der er en let, jævn opkørsel. Fra toppen resterer fortsat 22,6 km, som indledes med en kort nedkørsel, der leder mod sydvest ned til et fladt plateau. Det følges først mod syd og siden vest og sydvest direkte ind mod centrum af Oviedo via en lang, lige og næsten flad vej. Her venter imidlertid en lille hurdle i finalen, da man skal op ad en bakke til målet ved byens katedral. Den indledes lige inden den røde flamme og stiger med 5% over 800 m med 200 m-segmenter på hhv. 1,5%, 10,0%, 6,7% og 4,7%, hvorefter de sidste 400 m er næsten flade Den lange lige vej afbrydes på de sidste 5 km kun af en rundkørsel med 2,5 km igen, hvorefter den kun bugter sig ganske let.

Etapen byder på i alt 2334 højdemeter.

Tør de holdbare sprintere gå efter denne etape? Den sidste bakke er med 200 m med 10,0% formentlig for stejl for de fleste, men da den flader ud til sidst, vil mange alligevel kunne øjne en mulighed. Spørgsmålet er, om de vil give sig i kast med en jagt på en etape, der er ganske kuperet, hvis de risikerer i stedet at blive snydt af en puncheur som Alejandro Valverde, Philippe Gilbert eller Alex Aranburu. Omvendt er det en af de få chancer, de overhovedet har, og derfor kan man argumentere for, at forsøget skal gøres. Med andre ord er det en etape, der kan vindes af såvel en stærk sprinter eller puncheur som af en udbryder.

Oviedo blev senest besøgt i 2016, hvor der var mål på den nærliggende Alto del Naranco, og hvor David De La Cruz via et udbrud sikrede sig både etapesejr og førertrøje, og i 2013, hvor Joaquim Rodriguez på samme stigning sejrede, og Chris Horner generobrede førertrøjen fra Vincenzo Nibali. Løbet er altid vært for sidste etape af Vuelta as Asturias, hvor Edgar Pinto i år tog en solosejr. I 2013 lykkedes det Ricardo Mestre at holde hjem fra det tidlige udbrud, og 2017 tog Raul Alarcon den samlede sejr ved at køre alene hjem i. I 2016 slog Daniel Moreno i en tremandsspurt Sergio Pardilla og Hugh Carthy. Året forinden vandt Jesus Herrada etapen til Oviedo, mens de øvrige vindere i storbyen i dette årtusinde er Victor Cabedo (2011), Constantino Zaballa (2010), Angel Vicioso (2009), Pablo Urtasun (2008), Rodrigo Garcia (2007), Ruben Plaza (2006), Mikhaylo Khalilov (2005), Miguel Angel Martin Perdiguero (2004), Angel Edo (2003), Pedro Lopes (2002), Igor Bonciucov (2001), Angel Edo (2000) og Fabio Roscioli (1999).

Læs også

Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt

15. etape, søndag d. 8. september: Tineo - Santuario del Acebo, 154,4 km

Et af Spaniens mest berømte cykelbjerge er Alto del Acebo, men af en eller anden grund har Vueltaen aldrig besøgt bjerget, som år efter år er vært for kongeetapen i Vuelta a Asturias. Den mangel rådes der bod på i år, når den vigtige bjergtrilogi i den anden weekend efter en dags pause genoptages med endnu en stor dag i de asturiske bjerge. Det sker i form af en kort intens bjergetape, der med hele fire store bjerge over kun godt 150 km er lidt af en sjældenhed i Vueltaen, der sjældent har mange bjergetaper med flere lange bjerge efter hinanden. Dermed er der lagt op til en af årets vigtigste dage, når løbet med bare en uge til afslutningen endelig skal slutte på berygtede Acebo.

I alt skal der tilbagelægges bare 154,4 km, som fører feltet fra Tineo til målet ved Santuario del Acebo. Starten er relativt let, idet man følger en let stigende dalvej langs en flod mod sydvest ned til Canjas del Narcea, der ligger for foden af Acebo. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad bjerget for første gang, denne gang dog ad en anden vej end den, der bruges i finalen. Denne gang stiger den som kategori 1-stigning med 7,1% over 8,2 km, men bortset fra en let første kilometer og et plateau midtvejs stiger den med 9-10% næsten hele vejen til toppen, der rundes efter 29,2 km. En nedkørsel, der først bliver teknisk på anden del, leder nu mod nord og sydvest tilbage til Cangas del Narcea.

I stedet for at køre op ad bjerget igen kører man nu ad den let stigende dalvej mod sydvest ud til en rundstrækning, hvor man kører en hel omgang. Først går det videre ad den let stigende dalvej mod sydvest ned til La Vinta, hvor man drejer væk fra floden for i en sydvestlig retning at køre op ad kategori 1-stigningen Puerto del Connio (11,7 km, 6,2%), der er en relativt regulær stigning med stigningsprocenter på 6-7 det meste af vejen afbrudt af enkelte fladere plateauer. Toppen rundes efter 73,2 km, hvorefter en lang og relativt kringlet nedkørsel leder mod sydvest ned i dalen, hvor man kører mod nordvest op til forplejningen. Umiddelbart herefter venter en lille rampe (1,7 km, 8%), inden man drejer mod øst for at køre hen til bunden af kategori 1-stigningen Puerto del Pozo de las Mujeres Muertas (11,3 km, 6,8%), der bestiges fra sydvest. Den er meget irregulær med først 4 km med 9-11%, et 2 km langt plateau og dernæst fire svære kilometer, hvoraf de tre stiger med 8-10%, inden det atter flader ud nær toppen.

Herfra resterer fortsat 40,1 km, der indledes med en ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod øst og nordøst, inden en let faldende dalvej leder vider mod nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt. Herfra kører man ad samme vej som tidligere tilbage mod Cangas del Narcea, idet man passerer dagens spurt med 14,4 km igen. Inde i byen drejer man skarpt mod sydøst for ad en flad vej at køre frem til målstigningen, der bestiges fra vest. Igen er Alto del Acebo i kategori 1, men denne gang kører man ad en anden vej, der leder helt op til Santuario del Acebo. Her stiger den med 9,7% over 7,9 km og er langt sværere ad denne vej. Således stiger de første knap 5 km bortset fra et lille plateau konstant med mellem 10 og 15%, inden en lille nedkørsel leder frem til de sidste 3 km, der stiger jævnt med 8-10%. Vejen har adskillige hårnålesving, det sidste med 1500 m igen, hvorefter vejen bugter sig let, dog med en skarp kurve ca. 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4142 højdemeter over den korte distance

Vueltaen er ikke kendt for at have de store bjergetaper, hvor man skal over flere længere stigninger. Denne etape er imidlertid noget af det nærmeste, vi kommer en bjergetape, som vi kender fra Touren og Giroen, og selvom bjergene ikke er høje, er der tale om relativt lange og ikke mindst svære stigninger. Det gælder ikke mindst Alto del Acebo, som vi jo kender fra Vuelta a Asturias, men hvor man kun første gang kører op den klassiske vej, mens man til finalen har fundet en ny og endnu sværere opkørsel. Herfra er der tale om en meget stejl sag, der trods en beskeden længde, er så svær, at den kan skabe store forskelle, ikke mindst efter en dag med mere end 4000 højdemeter på bare godt 150 km - også selvom et udbrud måtte løbe med sejren.

Alto del Acebo er som sagt traditionelt altid mål for kongeetapen i Vuelta a Asturias, hvor man dog bruger den opkørsel, der benyttes første gang på denne etape. Her er de seneste vindere Richard Carapaz (2018), Nairo Quintana (2017), Javier Moreno (2011), Fabio Duarte (2010), Francisco Mancebo (2009), Tomasz Marczynski (2008), Alberto Fernandez de la Puebla Ramos (2007), Oscar Sevilla (2006), Xavier Tondo (2005), Jonathan Gonzalez (2004), Fabian Jeker (2003), Leonardo Piepoli (2002), Alberto Lopez De Munain (2001), Joseba Beloki (2000) og Fernando Escartin (1999). I år havde man for første gang ikke mål på toppen, men efter en nedkørsel, der førte tilbage til Cangas del Narcea, hvor Richard Carapaz og Mikel Landa sluttede side om side med ecuadorianeren som etapevinder.

16. etape, mandag d. 9. september: Pravia - Alto de La Cubilla. Lena, 144,4 km

Det er ikke uset, at Vueltaen skubber den sidste hviledag fra den traditionelle mandag til tirsdag for at give plads til at fuldende den bjergtrilogi, der afslutter den anden uge. Det er også tilfældet i år, hvor de tre dage i Asturien afsluttes med endnu et brag af en bjergetape, hvor man over mindre end 150 km skal over tre store stigninger. Det hele slutter med løbets længste stigning, når man slutter på toppen af den lange, men ikke specielt stejle Alto de La Cubilla, der af cykelmotionister er et hyppigt besøgt bjerg, men som aldrig tidligere har lagt asfalt til en afslutning på Spaniens største cykelløb. Det vil det gøre i år, hvor det meget vel kan blive den sidste helt store chance for klatrerne til at vinde tid inden den relativt lette sidste uge i den centrale del af landet.

Læs også

First Ride: Canyon Grizl:On

I alt skal der tilbagelægges beskedne 144,4 km, der fører feltet fra Pravia til toppen af Alto de La Cubilla i udkanten af byen Lena. Starten går næsten helt ude ved den asturiske kyst, og etapen indledes således let ved, at man følger en let stigende dalvej mod syd og dermed vender ryggen til havet. Det ændrer sig først efter ca. 50 km, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Puerto de San Lorenzo (10,0 km, 8,5%), der er en irregulær sag med 10-12% over det meste af de første 3 km, inden et plateau leder frem til 2 km med 11-12%, hvorefter det afsluttes med 3 km med 7-9%. Toppen rundes efter 60,0 km, hvorefter en relativt let nedkørsel fører mod nordøst ned til forplejningen. Her drejer man mod sydøst for via en let stigende dalvej at køre frem til kategori 1-stigningen Alto de la Cobertoria (8,3 km, 8,2%), der er en meget regulær stigning med 9-10% næsten hele vej op til toppen, som rundes efter 100,3 km.

Nu følger en relativt teknisk nedkørsel, der leder mod øst ned til dalen og byen La Pola. Her drejer man mod syd for at følge den let stigende dalvej forbi dagens spurt, som kommer efter 116,5 km. Man forlader imidlertid hurtigt dalen igen, når man drejer mod sydvest for at køre op ad Alto de La Cubilla, der er uden for kategori. Selvom det stiger også i dalen, er den officielt 17,8 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,2, og der er tale om en meget regulær stigning, der næsten konstant stiger med 6-7% og kun har et maksimum på 9%. Undervejs er der dog flere lettere plateauer med 4-5% særligt på den nedre del. Det næstsidste af disse kommer med ca. 4 km til toppen, hvorefter det stiger med 6,5-7,5%, inden det flader ud med 5% omkring den røde flade. Til slut stiger det med 7,5% på de sidste par hundrede meter. Den sidste del af stigningen har mange hårnålesving, de sidste to med 2000 og 1300 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 4102 højdemeter.

Den sidste af årets helt store bjergetaper er endnu en for Vueltaen relativt atypisk sag. Det spanske løb er kendt for sine korte, hidsige stigninger, men her er mere tale om en alpeetape fra Touren med hele tre store bjerge. Særligt det nye målbjerg er som en alpestigning, da den er lang, men ikke specielt stejl. Med andre ord er der tale om en helt anderledes bjergfinale end dem, vi ellers ser i løbet, og for første gang kan de mere klassiske dieselklatrere virkelig folde sig ud. Uanset hvad skal der gås til stålet, for med udsigt til en meget let sidste uge kan det være, at det endelige klassement slås fast i årets udgave af Vuelta a Espana.

Alto de La Cubilla har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Hviledag, tirsdag d. 10. september

VUELTA-MANAGERSPILLET STARTER LØRDAG

17. etape, onsdag d. 11. september: Aranda de Duero - Guadalajara, 219,6 km

Sprinterne må som så ofte før have forbandet arrangørerne langt væk, da de åbnede løbsbogen, men måske kan de finde et lille lyspunkt, når løbet skydes i gang igen efter anden hviledag. Den sidste uge er nemlig usædvanligt let, og de hurtige folk håber således at boltre sig i løbets sidste del. Den første chance kommer på løbets længste etape, der atypisk for Vueltaen strækker sig over næsten 220 km, og som ikke har én eneste kategoriseret stigning. Alligevel gemmer etapen på næsten 2500 højdemeter, og da de sidste 3 km alle er let stigende, er der mere tale om en dag for de holdbare afslutter og ikke for de rene sprintere.

Læs også

Skovbrand hærger kendt stigning

I alt skal der tilbagelægges hele 219,6 km, som fører feltet fra Aranda de Duero til Guadalajara, der begge ligger umiddelbart nord for Madrid på samme relativt flade plateau som hovedstaden selv. Etapen indledes med, at man følger en lang vej, der fører mod sydøst langs plateauet igennem terræn, der hovedsageligt er let stigende. Undervejs er der nogle mindre bakker, særligt efter de første 40 km. Særligt er der en længere sag omkring Tarancuena efter 75 km, inden man til slut kører opad en bakke (4,2 km, 3,5%), der leder op til toppen af Alto de Carrascosa i 1380 m højde, hvis top passeres efter 88,4 km. Herefter falder det ned mod forplejningen og dagens spurt, der kommer umiddelbart efter hinanden efter hhv. 99,0 og 103,3 km.

Efter spurten venter en nedkørsel, inden relativt fladt terræn leder frem til tre mindre bakker omkring byen Siguenza, der nås efter 134,0 km. Her drejer man mod sydvest via et længere let faldende stykke, inden man omkring byen Jadraque efter 189 km igen skal over to bakker, hvoraf den ene er relativt lang. Herefter falder det igen let, mens man fortsætter mod sydvest, inden det slut bliver småkuperet på det sidste stykke ind mod målbyen. Til slut falder det ned mod de sidste 5 km, hvor man rammer en knap en kilometer lang bakke, på hvis top man drejer til venstre i en rundkørsel. Derfra falder det let ned mod 3 km-mærket, hvorefter det siger let op mod mål, på den sidste km med 2,1%. Undervejs drejer man skarpt med 2800 og 2600 m igen, hvorefter man skal lige igennem to rundkørsler, inden der kommer to sene sving med hhv. 1100 og 700 m igen. Selve opløbsstrækningen stiger med 1,5%.

Etapen byder på i alt 2372 højdemeter.

Med så få sprinteretaper i årets løb må man formode, at sprinterne ikke kan lade denne chance gå til spilde. I den tredje uge skal man aldrig undervurdere en 220 km lang etape med næsten 2500 højdemeter, men der burde være relativt stor interesse i at skabe samling. Til slut betyder den stigende finale dog, at vi nok snarere skal se i retning af lidt mere robuste folk end de helt rene afsluttere. Og så skal klassementsrytterne passe på sidevinden på et plateau, hvor det kan være ganske blæsende.

Guadalajara var senest vært for løbet i 2006, hvor Luca Paolini kørte alene hjem fra et udbrud, mens Guido Trenti var bedste mand fra et udbrud i 2001. I 1999 afgjorde et udbrud det også, og her var Cristian Moreni bedste mand.

18. etape, torsdag d. 12. september: Comunidad de Madrid. Colmenar Viejo - Becerril de la Sierra, 177,5 km

I gamle dage var det meget normalt, at den sidste uge af Vueltaen var relativt let, da den sidste del blev tilbragt på plateauet omkring Madrid. Sådan har det ikke været i de senere år, men i år får den centrale del af landet atter lov at være vært for afslutningen. Heldigvis for løbets spænding ligger der nogle ganske hårde bjerg lige nord for hovedstaden, hvor særligt den berømte Puerteo de Navacerrada ofte har været rammen om det sidste store bjergslag. Det vil den også være i år, når den venter en sidste rigtig bjergetape allerede tre dage inden afslutningen, og selvom bjergene i området ikke er de sværeste, vil i hvert fald Tom Dumoulin kunne skrive under på, at man sagtens kan tabe Vueltaen på en etape i stil med den, der venter på løbets sidste torsdag.

I alt skal der tilbagelægges 177,5 km, der fører feltet fra Comunidad de Madrid. Colmenar Viejo til Becerril de la Sierra. Start- og målområdet ligger meget tæt på hinanden midt i bjergene nord for Madrid, og etapen består derfor af en kringlet tur rundt i terrænet. Fra start kører man langs det glade plateau mod nord, inden man drejer mod sydvest og vest frem til målbyen. Man passere imidlertid nord om byen for i stedet af køre mod vest og nord op ad det berømte kategori 1-bjerg Puerto de Navacerrada (11,8 km, 6,3%), der er let over de første 4,5 km, men derefter stiger med mellem 6,5% og 9% næsten hele vejen op til toppen, der rundes efter 48,3 km. Derfra går det via en teknisk nedkørsel, der til sidst bliver lettere mod nordøst og nord op til byen Rascafria i etapens nordligste punkt.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

Her venter man rundt for at køre mod sydøst og syd op ad kategori 1-stigningen Puerto de La Morcuera (13,2 km, 5%), der er en relativt jævn stigning, som midtvejs næsten konstant stiger med 6-7%, men har 7,5% som sin maksimumprocent. Den nås på en lille rampe op mod toppen, der passeres efter 78,2 km, inden en relativt let nedkørsel fører mod sydøst ned til Miraflores de la Sierra. Her kører man en omgang på en ganske let kuperet 23,4 km lang rundstrækning i området sydøst for byen, inden man når tilbage til bunden af nedkørslen.

Her følger man den samme vej tilbage mod nordvest, dvs. at man nu skal over kategori 1-bjerget Purto de La Morcuera fra den modsatte side, hvor den stiger med 6,7% over 10,4 km og efter en let start stiger stabilt med mellem 6% og 8,5% over de sidste 7-8 km - dog med et maksimum på bare 8,6% - frem mod toppen, der rundes efter 120,8 km. Herefter kører man nedad Morcuera via den vej, man brugte til første opkørsel, og det giver en relativt teknisk nedkørsel, der leder mod nord og nordvest tilbage til Rascastria, hvor dagens spurt er placeret efter 135,5 km.

Her vender man atter rundt for at køre mod syd og sydvest op ad Navacerrada fra den modsatte side. Herfra hedder den Puerto de Cotos, er også i kategori 1 og stiger med 4,8% over 13,9 km. Over de første 9 km stiger den aldrig med mere end 5,5%, men derefter tager den fat med 4 km med 6,5-7%, inden det stiger med 5% på den sidste kilometer frem mod toppen. Herfra resterer stadig 25,6 km, som indledes med et fladt plateau, der leder mod sydvest, inden man følger en let nedkørsel mod sydvest ned til byen Navacerrada. Her drejer man mod sydøst og senere vest, idet det begynder at stige let over de sidste 4 km, hvoraf den sidste stiger med 2,4% i snit. Der er et sidste sving med 4 km igen, men derefter bugter vejen sig kun meget let.

Etapen byder på i alt 3682 højdemeter.

Vi kender disse etaper i Madrid-bjergene fra ”gamle” dage, men sidst, vi havde en etape af denne type, var i 2015. Her lykkedes det Astana med en vild forcering langt fra mål i sidste øjeblik at snyde Tom Dumoulin for den sensationssejr, han ellers syntes at have sikret sig. Det er dog usandsynligt, at vi får et lignende drama denne gang, for selvom der er mere end 3500 højdemeter på programmet, er ingen af stigningerne specielt svære og desværre slet ikke den sidste. Det kan være sidste chance for at vende op og ned på klassementet, men skal det ske, kræver det formentlig hårdt tempo fra start og en dårlig dag for løbets førende rytter samt hans hold, som det var tilfældet for Dumoulin for fire år siden. Samtidig burde et udbrud have en god chance, med mindre klassementskampen bliver så intens, at det alligevel lykkes for favoritterne at slås om sejren.

Becerril de la Sierra har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

19. etape, fredag d. 13. september: Avila - Toledo, 165,2 km

I de senere år har tendensen til at gå udenom Madrid-områdets knap så spændende terræn betydet, at det er flere år siden, vi sidst har besøgt byerne Avila og Toledo, der ellers ofte har været besøgt af løbet. I år vender de tilbage i den tredje uge, hvor 19. etape forbinder de to byer på en hovedsageligt flad etape. Det hele slutter imidlertid med en ganske stejl bakke op mod målet i Federico Bahamontes’ hjemby, hvor Philippe Gilbert og Paolo Bettini med sejre ved besøgene i 2010 og 2008 har vist, at de eksplosive puncheurs har en fremragende chance for at få en sejr.

I alt skal der tilbagelægges 165,2 km, der altså fører mellem Avila og Toledo. Starten er hård, idet man med det samme kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Alto de la Paramera (12 km, 2,5%), der starter med 2 km med 5-6%, men derefter bare er en jævn og meget let opkørsel med top efter 13 km. Herefter følger en lang nedkørsel, der kun kortvarigt er lidt teknisk på den nedre del, inden man når ned til det flade plateau, hvor resten af etapen afvikles.

Læs også

Danskerduo klar til endnu en stor klassiker

Det går videre igennem relativt fladt terræn frem til San Martin de Valdeglesias, hvor man drejer mod sydvest for at passere en mindre stigning og efterfølgende nedkørsel. Hereftr drejer man mod sydøst for at bestige en længere ikke-kategoriseret stigning, inden man rammer en lang nedkørsel, der fører mod sydøst ned til byen Escalona, hvorfra det flader ud. Herfra går det nemlig videre mod sydvest igennem terræn, der først er let stigende og siden let faldende, og undervejs passerer man dagens spurt, der kommer efter 134,0 km.

Kort efter drejer man mod øst for at kører op over en lille bakke, inden småkuperet terræn leder frem mod Toledo. Her drejer man mod syd for at køre langs Rio Tajo hele vejen rundt om byen, hvilket betyder, at man skal over en 700 m lang bakke, der stiger med 5,9%, og som har top lidt mere end 5 km fra stregen. Ved 5 km-mærket drejer man mod øst, hvor det begynder at falde, mens man kører videre rundt om byen mod nord. Med 1700 m igen når man bunden, hvor man drejer mod vest, inden man lige inden den røde flamme drejer mod syd ind på den sidste bakke, der er 1200 m lang og stiger med 5,8, men som bliver stejlere undervejs med 6,2% over den sidste kilometer og 7,4% over de sidste 500 m. Finalen er kringlet, idet man med 490 m igen skal igennem et hårnålesving, hvorefter man drejer skarpt 90 m senere, hvorefter man til slut skal rundt i en snegleagtig formation, inden man rammer den 120 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1774 højdemeter.

Det er efterhånden et par år siden, at løbet har været i Toledo, men her har det som regel været de eksplosive puncheurs, der har sejret. Det er ikke et tilfælde, at de seneste vindere har været Philippe Gilbert og Paolo Bettini, og det synes også sandsynligt, at vi igen vil få en spurt på bakken. Gilbert vil utvivlsomt drømme om at vinde igen, og mon ikke Alejandro Valverde også kunne have blik på en måske sidste sejr i regnbuetrøjen? Udbrud kan aldrig afvises i den tredje uge, men mest oplagt er det med en spurt.

Toledo blev senest besøgt af løbet i 2010, hvor Philippe Gilbert slog Tyler Farrar og Filippo Pozzato i puncheurspurten, i 2009, hvor David Millar vandt den sidste enkeltstart foran Samuel Sanchez og Cadel Evans, og i 2008, hvor Paolo Bettini sejrede i puncheurspurten foran Philippe Gilbert og Alejandro Valverde.

20. etape, lørdag d. 14. september: Arenas de San Pedro - Plataforma de Gredos, 190,4 km

Efter at løbet har tilladt sig selv at slutte næstsidste etape længere fra Madrid end tidligere, har man i de senere år som regel haft et brag af en bjergetape på næstsidste dag. Sådan er det imidlertid ikke i år, hvor løbet i den tredje uge holder sig til det ”gamle” og knap så udfordrende terræn i udkanten af hovedstaden. Derfor venter der heller ikke en stor bjergfinale på løbets næstsidste dag, men det betyder ikke, at etapen ikke har sine vanskeligheder. Vest for Madrid går det nemlig op og ned overalt, og det har arrangørerne benyttet til at designe en etape med mere end 4500 højdemeter. Stigningerne er dog ikke alt for svære, og da det hele slutter med en blød kategori 3-stigning, er det nok snarere en dag, hvor man med dårlige ben kan smide det hele væk, end hvor man kan vinde alt med en stor offensiv.

I alt skal der tilbagelægges 190,4 km, som fører fra Arenas de San Pedro til Plataforma de Gredos. Start og mål ligger ganske tæt på hinanden i området vest for Madrid, og etapen består derfor af en stor sløjfe rundt i det kuperede terræn. Fra start går det mod nordøst igennem helt fladt terræn, inden man drejer mod nordvest for at bestige kategori 1-bjerget Puerto de Pedro Bernardo (18,4 km, 4,4%), der er en lang, relativt jævn opkørsel, der kun kortvarigt har stigningsprocenter på mere end 5. Toppen rundes efter 34,0 km, hvorefter en kort nedkørsel fører mod nord ned til bunden af kategori 2-stigningen Puerto de Serranillos (9 km, 4,8%), der minder meget om den foregående stigning og har top efter 45,5 km.

Herfra bliver det lettere, når man rammer en lang, let nedkørsel, der fører mod nordøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Navatalgordo (5,3 km, 7,2%), som er relativt regulær, men med en stejl tredje kilometer på 9,6%. Toppen passeres efter 69,5 km og leder op til et plateau, der følges mod sydvest frem til forplejningszonen, som er placeret efter 92,8 km. Her rammer man en jævn og let opkørsel (9,2 km, 3,6%), der fører mod vest, inden man drejer mod nord for via en ny opkørsel (3,6 km, 5,8%) at køre op til toppen af Alto de Gredos i 1746 m højde. Herfra går det via en nedkørsel ned til bunden af kategori 3-stigningen Puerto de Chia (3 km, 4,0%), hvis top passeres efter 119,0 km.

Nu venter endnu et lettere stykke, idet man her rammer en først teknisk, men senere meget let nedkørsel, som fører mod nordvest op til det nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest for at køre ned til bunden af dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen Puerto de Peña Negra (14,2 km, 5,9%), som er en relativt jævn stigning, som aldrig bliver stejlere end 8%, og som stiger med 4-6% det meste af vejen op til toppen. Herfra resterer fortsat 34,2 km, som indledes med en relativt let nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man drejer mod øst for at køre op ad en lille bakke og ned til dagens spurt, der kommer med bare 11,4 km. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad den afsluttende kategori 3-stigning, som stiger med 3,8% over 9,4 km, men som kan inddeles i to. Først stiger det med 5,4% over 3 km, inden man rammer en lille nedkørsel. Til slut stiger de sidste 4 km med 7% i snit og med hhv. 7,8%, 5,9%, 6,2% og 8,0% over de enkelte kilometer. På de sidste 4 km er der ingen sving, og vejen bugter sig kun ganske let.

Etapen byder på i alt 4542 højdemeter

Egentlig er der tale om en pokkers svær etape med et hav af højdemeter, men alligevel er det svært at se, at den kan vende op og ned på klassementet. De sidste forsøg skal naturligvis gøres, men de vanskeligste udfordringer kommer tidligt på etapen. På den sidste del er Peña Negra ikke verdens sværeste stigning, og toppen kommer endda ret langt fra mål. I den tredje uge af en grand tour kan der godt opstå huller på en lille rampe som den, der leder op til mål, men store forskelle skal man ikke forvente, med mindre at en af favoritterne har en dårlig dag. Er manden i førertrøjen støttet af et svagt hold, kan det være en modbydelig etape at skulle kontrollere, men er det førende hold stærkt, ender det nok med en udbrudssejr og en dag, der bliver kontrolleret ganske hårdt.

Plataforma de Gredos har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Puerto de Pedro:

Puerto de Peña Negra:

21. etape, søndag d. 15. september: Fuenlabrada - Madrid, 106,6 km

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape. Det vil også være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. Sidste år skar man paradedelen ned til bare 36 km og indførte flere omgange på rundstrækningen, men denne gang har man delt det 50-50, så der bliver ca. 50 km parade og 50 km cykelløb, inden årets Vuelta formentlig ender med det klassiske spurtopgør i hjertet af Madrid.

I år skal der tilbagelægges 106,6 km fra forstaden Fuenlabrada til den velkendte finale i hjertet af Madrid. Startbyen ligger i den sydvestlige udkant af storbyen, hvorfra man igennem fladt terræn kører mod nordvest op til Mostoles, inden man kører mod nordøst op til Alcorcon. Herfra falder det let mod sydøst, mens man passerer gennem Leganes og Getafe, inden man kører mod nordøst rundt langs udkanten af Madrid, hvor det stiger ganske let. Til slut drejer man mod nordvest for at skører direkte ind gennem byen med retning mod centrum af millionbyen

Allerede efter 54,3 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre 10 omgange på den gamle T-formede rundstrækning, der er tilbage, efter at den sidste år var modificeret. Fra mål går det mod nord op til en U-vending, inden man kører mod syd ned til et sving. En lang vej leder nu mod vest ud til endnu en U-vending, og derefter går det tilbage mod øst, inden man drejer mod syd kort før 2 km-mærket. Slutteligt er der en sidste U-vinding lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,7%. Løbets sidste indlagte spurt kommer ved anden passage af stregen med 46,4 km igen.

Etapen byder på i alt 763 højdemeter.

Etapen vil naturligvis udfolde sig som vanligt. Første vil foregå i adstadigt tempo, hvor rytterne har tid til at fejre deres bedrifter, drikke champagne, tage billeder og lykønske hinanden. Løbet bliver seriøst, når vi nærmer os rundstrækningen, hvor holdet med førertrøjen gradvist vil øge farten frem til første passage af målstregen. Herfra er løbet for alvor i gang, og vi kan forvente det klassiske scenarium, hvor et udbrud holdes i kort snor af feltet, og hvor sprinterholdene vil kontrollere løbet stramt. Rundstrækningen er nem, og det er næsten umuligt at snyde sprinterne i Madrid, og derfor må det formodes, at løbet skal afsluttes med en af de få massespurter i 2019-udgaven af det bjergrige spanske løb.

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år cementerede Elia Viviani sin status som løbets bedste sprinter ved at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Peter Sagan og Giacomo Nizzolo. I 2016 kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr, og i 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

ÅRETS SIDSTE GRAND TOUR-MANAGER - SKAL DU MED?