Vuelta a Espana-arrangørerne har truffet et klart valg: årets sidste grand tour er ikke for sprintere, enkeltstartsspecialister eller klassikerryttere, men stort set udelukkende et anliggende for klatrere. Siden 2012 har man haft mellem 8 og 11 afslutninger på stigninger, og den tradition vil man fortsætte i 2019, hvor man har sammensat en rute, der måske nok har en relativ blød afslutning, men som stadig byder på et hav af bjerge og højdemeter. Ikke færre end 8 etaper slutter på en kategoriseret stigning, og undervejs bydes der på en kuperet enkeltstart, et hold løb, finaler på to af Vueltaens nye stejle mure, en ultrakort bjergetape i Andorra, en brutal bjergtrilogi i Asturiens vanskelige terræn og meget lidt guf til sprinterne i det, der som altid vil udvikle sig til tre ugers sand cykelfest - i hvert fald for de heldige, der kan få lov at se det hele fra sofaen!
Annonce
SENESTE
Annonce