SE VUELTA A ESPAÑA PÅ EUROSPORT PLAYER

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Under Angelos Zomegnans lederskab blev Giro d’Italia kendt for sine ekstremt hårde ruter, stejle stigninger og mange bjergetaper. Siden Michele Aquarone overtog ansvaret i 2012 har man forsøgt at tiltrække flere store navne ved at gøre løbet lettere og mere ryttervenligt, og nu om dage fremstår Giroen langt mere menneskelig end tidligere.

Mens italienerne således er gået i retning af mere afbalancerede ruter med en bredere appel til forskellige ryttertyper, er Vuelta-arrangørerne gået i den stik modsatte retning. De tider, hvor man havde alenlange, flade motorvejsetaper på den spanske højslette, er definitivt ovre. Det nye mantra er, at hver eneste etape skal byde på et spektakulært element og næsten altid indeholde en eller anden form for stigning i finalen. Helt automatisk har det ført til hårdere ruter med mere bjergrigt terræn, end de to øvrige grand tours har kunnet tilbyde.

Mange troede ikke deres egne øjne, da man forud for 2012-udgaven præsenterede en rute med hele 10 afslutninger på stigninger. Kritikken var stor, ikke mindst fra sprinterne, der i stort tal vendte løbet ryggen, og mange iagttagere var af den overbevisning, at de mange bjergfinaler ville dræbe spændingen tidligt.

De forudsigelser blev gjort til skamme, da løbet udviklede sig til et fantastisk slag mellem Alberto Contador, Alejandro Valverde og Joaquim Rodriguez, og de tre spanske stjerner var i Madrid ikke adskilt af mere end 1.37. Konstante angreb, et sent førertrøjeskifte og overraskelser dominerede de tre uger, der blev beskrevet som nogle af de bedste i mange år.

I 2013 tog man yderligere et skridt i samme retning ved at øge antallet af bjergfinaler til 10, og igen blev løbet først afgjort helt til sidst, da Chris Horner bare førte med 3 sekunder over Vincenzo Nibali, inden mægtige Angliru afgjorde løbet bare 24 timer inden finalen i Madrid. I de seneste fire udgaver er tendensen fortsat med hhv. 9, 8, 10 og 9 etaper med afslutninger på stigninger, og bortset fra de seneste to år, hvor løbet har syntes afgjort inden den sidste uge, er det hver gang blevet afgjort efter et stort slag i bjergene på næstsidste etape.

Med den flotte tradition er det ingen overraskelse, at arrangørerne i år har forsøgt at gentage succesen, og denne gang venter der således igen hele 9 etaper med mål på en stigning. I år har man dog skruet en anelse ned for sværhedsgraden i forhold til 2017, hvor man med blandt andet mål på Angliru og den nye Los Machucos samt tre af de mest mægtige tinder i det glohede Andalusien havde designet den måske vanskeligste rute hidtil. I år har man modereret sig en anelse ved især i løbets første halvdel ikke at udse sig de sværeste stigninger, og mange af de svære målstigninger er også relativt korte, meget stejle ramper, som Vueltaen i de senere år har dyrket mere end de øvrige grand tours. Til gengæld har man gemt det sværeste til sidste for i løbet af de sidste syv etaper bydes der på hele fire bjergfinaler, hvoraf de tre må regnes som de vigtigste bjergetaper i løbet.

Den spanske geografi gør det muligt at sprede bjergetaper ud over hele løbet, og derfor skal man altid være klar fra start i årets sidste grand tour. I år er den første uge imidlertid lettere end vanligt, og selvom der er tre afslutninger på stigninger inden den første hviledag, er der tid til at køre sig en anelse ind i løbet. For første gang siden 2009 lægges der ikke ud med et holdløb, men derimod en kort enkeltstart, der dog næppe vil skabe de helt store tidsforskelle. Derefter får man lejlighed til at teste klatrebenene allerede på 2. etape, hvor der venter en puncheurafslutning i Caminito del Rey, inden den første rigtige bjergfinale kommer allerede tirsdag, dog på en relativt let stigning. Først dagen inden første hviledag skal favoritterne for alvor i aktion, når man på 9. etape vender tilbage til frygtede La Covatilla, hvor en ung Dan Martin sejrede ved seneste besøg i 2011.

Vueltaen er kendt for at have en bjergtrilogi med tre store bjergetaper i træk mod slutningen af den anden uge, og det er også tilfældet i år, hvor det igen er de nordspanske bjerge i Asturien, Cantabrien og Castilla y Leon, der er rammen om en af løbets vigtigste faser. Først gælder det et gensyn med den korte, stejle mur La Camperona, hvor Nairo Quintana for to år siden for første gang viste sig som løbets stærkeste, inden man dagen efter skal besøge endnu en eksplosiv mur, når der bydes på et første møde med den stejle Los Praeres-stigning i Nava. Trilogien slutter med endnu et besøg på Vueltaens mest ikoniske stigning, Lagos De Covadonga, der vil være rammen om et af de allervigtigste bjergslag på løbets næstsidste stigning.

Arrangørerne har gemt det værste til sidst, for i den tredje uge skal klassementet i spil på hele fire af de seks etaper. Først gælder det løbets eneste lange enkeltstart, og dagen efter vender man tilbage til det cykelgale Baskerlandet, hvor der i overensstemmelse med den basiske tradition bydes på et brag af en bjergafslutning på den nye og meget stejle mur, Balkon de Bizkaia, der skal testes inden et muligt besøg fra Touren. Efter en dag til at komme sig slutter det hele med to store bjergetaper i miniputnationen Andorra, hvor der først bydes på en relativt let afslutning på den mægtige Rabassa-stigning, inden det for alvor går løs med det rene bjergvanvid på løbets kongeetape. Bare 24 timer inden afslutningen i Madrid skal rytterne på mindre end 100 km over hele seks stigninger og klatre 3500 højdemeter på en brutal etape, der har potentiale til at ændre op og ned på det hele til allersidst.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Med så svære bjergetaper er det ingen overraskelse, at løbet tilgodeser bjergrytterne, men billedet er ikke helt så entydigt. I de senere år har det været traditionen, at man har haft en ca. 40 km lang enkeltstart i den tredje uge, og den tradition fastholdes altså i år. Hvor man tidligere har haft ganske kuperede ruter, har man dog siden 2015 designet etaper for specialisterne. Denne gang er der tale om 32 km tempotons på den spanske højslette, og her kan de lette klatrere miste flere minutter til en fyr som Richie Porte.

Mens temporytterne og bjergspecialister tilgodeses af årets rute, er der imidlertid uhørt lidt at komme efter for sprinterne, der skal gribe alle de muligheder, de får. Normalt er der ellers lidt at komme efter i den første uge, men denne gang er de henvist til krummerne. Den første flade chance venter på 3. etape, men forinden skal man over et kategori 1-bjerg, der i hvert fald vil trætte de hurtige sprinterben inden finalen. 5. etape burde være endnu en chance, men derefter venter dage, der vil være for svære for de fleste og er langt mere skabt til udbrud og holdbare klassikertyper. Den anden uge indledes med en helt flad etape, ligesom der burde vise sig en chance to dage senere på en dog ganske hård dag langs den galiciske kyst, men derefter skal man helt frem til 18. etape og den store finale i Madrid for at finde helt klare sprinteretaper.

Sprinternes ulykke er til gengæld lykkeriddernes held. Vueltaen har altid været den grand tour, der er bedst for udbrud, og det bliver bestemt ingen undtagelse i år. Med de mange bjergetaper er der udsigt til, at flere af dem vil blive vundet af udbrydere, og derudover er der et væld af kuperede etaper, der er for lette for klassementsrytterne og alt for svære for sprinterne. I den første uge kan der være muligheder på 6., 7. og 8. etape, der i hvert fald ikke er oplagte sprinteretaper, og i den anden uge er især 11. etape skræddersyet til udbrud. Kan man klatre fornuftigt og har man et offensivt angrebsinstinkt, kunne man næppe have drømt om en bedre rute end den, der tilbydes over de kommende tre ugers bjergfest i Spanien.

Nedenfor giver Feltet.dk en detaljeret analyse af hver af de enkelte etaper og prøver at udpege nøglepunkterne og de skjulte farer og pege på, hvad man kan forvente i løbet af de 21 dage.

TILMELD DIG VUELTA-MANAGERSPILLET HER

1. etape, lørdag d. 25. august: Málaga - Málaga, 8,0 km enkeltstart

Mens Giro d’Italia og Tour de France har ret blandede åbningsetaper - Touren varierer typisk mellem prologer og linjeløbsetaper, og Giroen bruger så vel holdtidskørsler og prologer som linjeløbsetaper - har Vuelta a Espana syntes at holde sig den faste ide om altid at starte med et holdløb. Otte gange i træk er løbet således indledt med en kollektiv kamp mod uret, men den tradition brydes i år, hvor der for første gang siden Fabian Cancellaras sejr på motorbanen i Assen i 2009 indledes med en enkeltstart. På en spektakulær 8 km lang rute skydes det store show i gang med en aftenforestilling feriebyen Malaga, hvor rytterne præsenteres én for én, inden en af feltets helt store tempospecialiser formentlig skal på podiet for at iføre sig løbets første førertrøje.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 8,0 km på en rute, der har både start og mål i centrum af Malaga. Fra starten kører man mod sydvest og syd ned langs havnefronten og ud langs en tange i byens havn, indtil man helt ude i spidsen vender rundt og derefter følger samme vej tilbage. Herefter følger man den flade kystvej mod nordøst, indtil man drejer væk fra vandet og snot sig mod nordvest. Til slut kører man mod sydvest, indtil der venter en teknisk afslutning med sving med 1500 m, 1000 m og 300 m til stregen. Der er en lille 1 km lang bakke med 3 km igen efterfulgt af en lille nedkørsel, men derudover er etapen flad.

Etapen byder på i alt 63 højdemeter.

Der er tale om en helt klassisk indledende enkeltstart i en Grand Tour, hvor terrænet er stort set helt fladt og distancen kort. Der er flere sving i den indledende og afsluttende del, men derudover synes ruten ikke umiddelbart at være voldsomt teknisk. Den lille bakke vil næppe gøre den helt store forskel, og det ligner en sand lækkerbisken for de specialister, der excellerer i korte, flade enkeltstarter. Med andre ord er det en oplagt chance for Rohan Dennis til at køre sig i rødt igen i år.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Løbet var senest forbi Malaga i 2015, hvor Peter Sagan slog Nacer Bouhanni og John Degenkolb i en massespurt. I 2010 sluttede man med en puncheurfinale, hvor Philippe Gilbert sejrede efter en duel med Joaquim Rodriguez. I 2006 startede løbet med et holdløb i byen, hvor CSC sejrede og sendte Carlos Sastre i førertrøjen. Alessandro Petacchi slog Erik Zabel i en massespurt i 2004, og Zabel måtte i 2002 se sig besejret af Mario Cipollini. I 2000 startede løbet også med en kort enkeltstart i byen, og her sejrede Alex Zülle foran Abraham Olano. I 2010 vandt Alex Rasmussen en Ruta del Sol-enkeltstart foran Bradley Wiggins og Tony Martin i byen.

2. etape, søndag d. 26. august: Marbella - Caminito del Rey, 163,5 km

I de senere år har Vueltaen ikke budt på mange muligheder for sprinterne, der derfor i stort antal har vendt det spanske løb ryggen, men med enkelte undtagelser venter der dog som regel en flad etape dagen efter den indledende tidskørsel. Sådan bliver det imidlertid ikke i 2018, hvor klassementsrytterne skal være klar allerede fra start, for denne gang genbruger man modellen fra 2015, når man efter tre års fravær vender tilbage til den eksplosive afslutning på bakken til Caminito del Rey. Dengang tog Esteban Chaves sin første store sejr i en Grand Tour efter en fantastisk duel med Tom Dumoulin, der den dag indledte sit overraskende klassementsgennembrud, men da man denne gang udelader samme stejle målrampe, er det næppe en dag, der vil afsløre meget om favoritternes form.

I alt skal der tilbagelægges 163,5 km mellem Marbella og Caminito del Rey. Starten er knaldhård, for man lægger ud med at køre mod nord væk fra kysten og op ad kategori 2-stigningen Puerto de Ojen (7,5 km, 5,2%), der har top allerede efter 7,5 km. Herefter fortsætter man mod nord via en længere nedkørsel, inden man snor sig mod nord gennem det let kuperede sydspanske terræn, der byder på to mindre, ikke-kategoriserede stigninger. Til slut kører man mod øst frem til byen Zalea, der rammes efter 58,0 km.

I Zalea tager man hul på den afsluttende rundstrækning, der fører feltet igennem let kuperet terræn mod nord og nordvest, indtil man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Alto de Guadanorce (7,1 km, 2,8%), der har top efter 91,1 km, der ligeledes kommer i den absolutte finale. Efter målpassagen 400 m senere kører man en hel omgang på den godt 72 km lange runde. Den første del er flad og fører mod nord og siden syd frem til kategori 3-stigningen Alto de Ardales (5,8 km, 3,7%), der har top efter 119,8 km. Herfra går det nedad videre mod sydøst tilbage til Zalea, inden man igen kører mod nord gennem fladt terræn med kun en mindre bakke. Dagens spurt kommer med 27,2 km igen, inden man til slut igen skal op ad Alto de Guadanorce (7,1 km, 2,8%). Der er tale om en ujævn stigning, der først bliver stejl med ca. 3 km igen, hvorfra det stiger med 4,0%. Toppen kommer med 400 m igen efter at have fulgt en let bugtende vej, inden man 154 m fra stregen drejer skarpt til højre ind på opløbsstrækningen, der stiger med 1,5%. efter at det er steget med ca. 4% fra den røde flamme frem til bjergspurten.

Etapen byder på i alt 2668 højdemeter.

Vi kender det meste af afslutningen fra 2015, men denne gang bruger man en anden model, hvor man udelader den sidste stejle rampe. Det gør den sidste stigning betydeligt lettere, og terrænet er ikke sværere, end at klatrestærke sprintere kan være med på en bakke, der over 2,7 km ikke stiger med mere end 4,0%. Favoritterne skal holde sig til, men tidstab er usandsynlige på en dag, der mere ligner en sag for puncheurs end klassemntsryttere.

Caminito del Rey gjorde som sagt debut i 2015, hvor Esteban Chaves, Tom Dumoulin og Nicolas Roche udkæmpede et slag efter tidlige angreb, og hvor Chaves akurat slog Dumoulin i spurten. Bagude splintredes feltet i flere mindre grupper, og der opstod huller mellem favoritterne på en dag, hvor Vincenzo Nibali blev diskvalificeret for at have holdt fast i sin holdbil.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

3. etape, mandag d. 27. august: Mijas - Alhaurin de la Torre, 178,2 km

Mange sprintere vil være kommet til kort på bakken op til mål på 2. etape, men de burde kunne se frem til at få deres chance på 3. etape, der byder på en helt flad finale. Intet i Vueltaen er imidlertid fladt, og undervejs skal man blandt andet op over løbets første kategori 1-stigning. Udfordringerne kommer imidlertid alle først på etapen, og med et for løbet usædvanligt stærkt sprinterfelt er der lagt op til løbets første rigtige massespurt i Alhaurin de la Torre.

I alt skal der tilbagelægges 178,2 km mellem Mijas og Alhaurin de la Torre. Startbyen ligger ved den spanske solkyst, og den indledende del er da også ganske let, idet man her kører mod vest langs den flade kystvej. Herefter ændrer etapen imidlertid brutalt karakter, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Puert del Madrono (20,1 km, 4,9%, max. 10,5%), der er en ganske jævn stigning med kun én stejl rampe ca. midtvejs. Toppen rundes efter 45,8 km, hvorefter der kun venter en kort let faldende strækning, der fører mod nordvest, inden man igennem fladt terræn kører mod nordøst frem til toppen af kategori 3-stigningen Puerto del Vento (10 km, 3,3%), hvis top rundes efter 85 km.

Efter toppen bliver det endelig lettere, når en nedkørsel fører mod øst, inden man kører mod sydøst via en lille kontrabakke. Herefter venter en lang nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man fortsætter i samme retning via et let stigende stykke, der fører frem til dagens spurt, der kommer med 26,2 km igen. Herfra kører man mod øst via en nedkørsel det sidste stykke ned til kysten. Det går nu mod nordøst langs den flade kystvej Torremolinos, der passeres med godt 10 km igen, inden man med 4 km igen drejer skarpt mod vest med retning mod målbyen. Der venter en ganske lille 2 km lang bakke, inden de sidste 2 km er flade. Efter svinget er det en lang, lige vej, der afbrydes ad flere rundkørsler, den sidste 500 m fra stregen

Etapen byder på i alt 3140 højdemeter.

Mere end 3000 højdemeter siger alt om, at dette er alt andet end en flad etape, og ruten er et godt eksempel på, hvorfor så mange sprintere holder sig væk fra Vueltaen. Den sidste del er imidlertid flad eller faldende, og det vil derfor være en overraskelse, hvis det ikke ender som en relativt fredsommelig sprinteretape. Stigningerne og den forventede hede vil imidlertid sætte sit præg på løbet, og det vil formentlig være de mere holdbare typer, der står bedst i årets første massespurt.

Alhaurin de la Torre blev i 2016 og 2015 besøgt at Ruta del Sol. I førstnævnte år vandt Tejay van Garderen enkeltstarten i byen, og året forinden vandt Juan Jose Lobato en stigende spurt foran John Degenkolb og Sylvain Chavanel.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

4. etape, tirsdag d. 28. august: Velez-Malaga, Alfacar. Sierra de la Alfugara, 161,4 km

Vueltaen er kendt for allerede at byde på bjergetaper meget tidligt i løbet, og det er også tilfældet i år, hvor man skal bare fire dage ind i løbet, inden den første store bjergafslutning venter. Det sker, når man for første gang skal slutte på den nye Puerto de Alfacar efter en etape, der byder på endnu ét stort bjerg. Der er måske langt fra tale om Vueltaens sværeste bjergfinale, men allerede på fjerdedagen vil vi i hvert fald får den første lille indikation på, hvem der er kommet til Spanien for at kæmpe med om sejren.

I alt skal der tilbagelægges bare 161,4 km med start i Velez-Malaga og med mål på Puert de Alfacar. Som på de foregående etaper går starten ved den spanske solkyst, og derfor lægges der igen let ud, da man i den indledende fase bare følger den flade kystvej mod øst. Først efter 42 km forlader man vandet og drejer mod nord, hvor man følger en flad vej over 9 km. Den leder frem til bunden af dagens første store udfordring, kategori 1-stigningen Alto de la Cabra Montes (15,7 km, 5,9%, max. 8,75%), der er en yderst regulær stigning med top efter 66,7 km. Herefter forsætter det med at stige, mens man kører mod nord frem til forplejningen, inden man følger en lille nedkørsel mod vest og derefter ramme ren ikke-kategoriseret stigning, der fører mod nord.

Efter de to første stigninger venter en lettere fase, der fører mod nordøst og nord via et længere faldende stykke, inden man i Santa Fe efter 133,8 km drejer mod øst. Her følger man en let stigende vej frem til storbyen Granada, hvor den indlagte spurt kommer med 17,9 km igen. Herefter drejer man mod nordøst for at køre ind på dagens målstigning, Puerto de Alfacar, der er i kategori 1 og ligge i udkanten af byen. Den stiger med 5,4% i gennemsnit over 12,4 km og når efter en let start og et lille plateau et stejlt stykke på 11% efter cirka 6 km. Herefter stiger det med 6-8%, indtil det over de sidste 3 km flader ud med stigningsprocenter på 3-6. Efter mange hårnålesving er de sidste 2 km uden tekniske udfordringer, idet vejen kun bugter let. Den sidste kilometer stiger med 3% i snit.

Etapen byder på i alt 3297 højdemeter.

Som altid handler det om at være klar fra start i Vueltaen, for der er tale om en rigtig bjergetape allerede på fjerdedagen. Den sidste stigning er imidlertid ikke så svær og mere skabt til eksplosive typer med en god afslutning. Med tanke på den defensive kørsel, man tit ser ved det første møde med bjergene, ligner det derfor mere en dag, hvor man kan tabe løbet end vinde det. Det kunne være en ganske god etape for hurtige folk som Dan Martin, Alejandro Valverde og Simon Yates, men det kan heller ikke udelukkes, at et udbrud måske kan løbe med sejren på et tidspunkt, hvor Rohan Dennis næppe vil gøre meget for at forsvare en tidlig førertrøje, og hvor BMC gerne vil spare kræfter til at kunne køre for Porte senere i løbet.

Puerto de Alfacar har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

5. etape, onsdag d. 29. august: Granada - Roquetas de Mar, 188,7 km

Spaniens ganske alsidige geografi betyder, at man næsten altid kan finde svære stigninger tæt på snart sagt enhver målby, og derfor er løbet berømt for etaper, hvor en svær bakke tæt på mål afsluttes af en hæsblæsende nedkørsel mod en flad finale. Det har traditionelt givet gode muligheder for både udbrydere og holdbare sprintere, og det er da også disse ryttertyper, der vil kunne lugte blod på løbets 5. etape, der netop byder på en sådan finale og lægger op til flere mulige scenarier.

I alt skal der tilbagelægges 188,7 km mellem storbyen Granada for foden af den foregående dags mållbjerg og Roquetas de Mar, der ligger ved den spanske solkyst. Fra start kører man mod syd og sydøst gennem let kuperet terræn, der ikke har megen flad vej, men heller ikke lange eller svære stigninger. Faktisk er det hovedsageligt faldende, indtil man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Alto de Orgiva (4 km, 7%), der har top efter 55 km. Herefter følger et for rytterne kedeligt langt let stigende stykke i uvejsomt terræn, mens man kører mod nord og nordøst frem til Cadiar. Herfra går det mod øst via en nedkørsel, inden en ikke-kategoriseret stigning fører mod nordøst og øst frem til den indlagte spurt, der kommer efter 117,5 km.

Efter spurten fortsætter man mod øst og nordøst via en lille bakke, inden man drejer mod sydøst med retning mod vandet. Her falder det let, indtil man drejer skarpt mod syd for at tage hul på dagens vigtigste udfordring, kategori 2-stigningen Alto el Marchal (10,8 km, 4,1%). Toppen rundes, når der resterer 26,7 km, og derefter går det via en ret teknisk nedkørsel mod syd ned mod Middelhavet. Med 9,7 km igen når man udkanten af Roquetas de Mar, og derefter fortsætter man igennem fladt terræn mod syd ind mod centrum. Her venter en teknisk finale, hvor en lang vej uden skarpe sving afsluttes med to sving i rundkørsler med hhv. 1000 og 500 m til stregen

Etapen byder på i alt 3178 højdemeter.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

På papiret ligner det en oplagt udbryderetape, for efter den første bjergetape vil klassementet have sat sig så meget, at der burde være plads for en gruppe til at køre hjem. Etapen er nemlig så kuperet, at det kræver ganske meget at kontrollere det fra start til mål. Det kan dog ikke udelukkes, at Peter Sagan eller andre mere holdbare sprintertyper vil jagte en reduceret massespurt, for den sidste stigning er ikke voldsomt svær, men det vil kræve en determineret indsats på en dag, hvor et hav af ryttere vil have blik på deltagelse i udbruddet.

Roqeutas de Mar blev senest besøgt i 2002, hvor Mario Cipollini slog landsmanden Alessandro Petacchi i en massespurt.

https://www.feltet.dk/octo_cms/files/Feltet.dk/Vuelta_a_Espana_2018_stage_2_map.jpg

6. etape, torsdag d. 30. august: Hurercal-Overa - San Javier. Mar Menor, 155,7 km

Er man sprinter i den bjergrige Vuelta, handler det om at slå til hver eneste gang, muligheden byder sig, og derfor har alle de hurtige folk formentlig sat kryds ved løbets sjette etape. Her venter nemlig en af løbets fladeste etaper, og selvom der som altid er et par mindre stigninger på programmet, fås terrænet kun sjældent fladere i den spanske Grand Tour. En kort, hektisk dag langs den spanske solkyst betyder, at vinden kan være farlig, men medmindre det blæser kraftigt, vil torsdag d. 30. august være en dag i sprinternes tegn.

Etapen fører feltet over bare 155,7 km fra Huercal-Ovara til San Javier. Starten går et stykke inde i landet, og derfor indleder man med at køre mod øst igennem let faldende terræn ned mod middelhavskysten. Den flade kystvej følges nu mod nordøst, inden man slår et lille smut ind i landet for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto del Garrobillo (3,8 km, 5,7%), der har top efter 57,3 km. Derefter følger et let faldende stykke, der fører tilbage til vandet, hvor den flade kystvej følges kortvarigt mod øst.

Kort efter er det tid til at slå endnu et smut væk ind i landet, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto del Cedacero (4 km, 6,2%), hvis top rundes efter 103 km. Herfra får det igen mod øst igennem let faldende terræn ned mod havnebyen Cartagna, hvor den indlagte spurt kommer med 37,7 km igen. Man kører nu igen mod øst op over en ganske lille bakke, inden man drejer mod nord at køre ned til den flade kystvej. Den følges nu hele vejen ind il centrum af San Javier, hvor der venter en helt flad finale. På de sidste 5 km er der kun sving med 3800 og 900 m igen, hvorefter man rammer den helt lige og flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1398 højdemeter.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Terrænet fås ikke meget fladere i Vueltaen, og derfor er der ikke den store risiko for, at de ganske mange sprintere, der i år i Spanien vil misse denne chance. Etapen er kort med kun to mindre bakker, og den eneste trussel er vinden langs kysten. Det er imidlertid sjældent ved Middelhavet, at vinden har spillet en rolle i Vueltaen, og derfor ligner det umiddelbart en stensikker massespurt.

San Javier har i dette årtusinde kun én gang været mål for et stort cykelløb. Det var i 2002-udgaven af Vuelta a Murcia, hvor Fabio Sacchi vandt en massespurt i byen.

7. etape, fredag d. 31. august: Puerto Lumbreras - Pozo Alcon, 185,7 km

Det er ikke tit, at sprinterne får to chancer i træk i Vueltaen, men den mulighed eksisterer faktisk ved afslutningen af den første uge i år. Efter den meget lette 6. etape venter der nemlig en ny dag med en relativt flad finale, men denne gang er det bestemt ikke en dag for de rene afsluttere. Tværtimod venter der ganske mange højdemeter undervejs på en ganske kuperet rute samt ikke mindst en kategori 3-stigning i den absolutte finale, der tillige byder på et stigende indløb til målbyen. Med andre ord kræver det råstyrke at sidde med til slut, og det ligner derfor mere en dag for holdbare klassikertyper med en god spurt end klassiske sprintere - hvis altså ikke et udbrud skal løbe med sejren.

I alt skal der tilbagelægges 185,7 km mellem Puerto Lumbreras og Pozo Alcon. Startbyen ligger placeret et par kilometer vest for den spanske østkyst lige på kanten til bjergene i det indre. Fra start begiver man sig direkte ind i det uvejsomme terræn ved at køre mod nordvest og vest via et langt let stigende stykke, der efter 39 km fører frem til et foreløbigt højdepunkt i Marta efter 39 km. Derefter falder det ganske let over et langt stykke, der fører mod vest. Herefter får det igen ganske let op ad, mens man fortsætter mod nord og vest, inden en lille nedkørsel leder frem til kategori 3-stigningen Alto Collado de Laude (5 km, 6,1%) med top efter 117 km i 1170 m højde.

Efter stigningen venter et langt faldende stykke, idet det faktisk herefter går nedad i mere end 50 km. Først kører man mod sydvest ned til målbyen, hvor man passerer målstregen efter 135 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en 50,7 km lang rundstrækning. Den første del fører mod syd igennem let faldende terræn, inden man kører mod nordvest og vest, fortsat via faldende veje.

Finalen indledes, når man efter 168,5 km drejer mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de Ceal (4,5 km, 5,4%) med top bare 12,7 km fra stregen. Den har en let start, men stiger midtvejs med 7-8% over 2 km, inden den flader ud nær toppen. Der venter ingen nedkørsel, men det fortsætter i stedet med at stige let mod øst frem til den indlagte spurt, der kommer med bare 8,7 km igen. Herfra fortsætter man mod øst ind mod målbyen, da det over de sidste 8,5 km stiger med 2,6% i gennemsnit. De første 2 km stiger med 5-6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 2 resten af vejen. Den lange lige vej byder kun på bløde kurver over de sidste 5 km, indtil man med 500 skal igennem en rundkørsel og derefter dreje skarpt til venstre bare 200 m fra mål.

Etapen byder på i alt 2535 højdemeter

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Terrænet i det indre af Spanien skal bestemt ikke undervurderes, og selvom der ingen lange stigninger er på programmet, er det også en etape stort set uden fladt terræn. Det vil gøre det til en lang, slidsom dag, hvor et udbrud helt sikkert vil lugte gode muligheder for at holde hjem. Det er imidlertid med en hård finale og en stigende spurt perfekt for en holdbar fyr som Peter Sagan, og er han ikke kommet til Vueltaen for kun at forberede sig til VM, ligner det en oplagt chance for ham og andre klatrestærke afsluttere.

Pozo Alcon har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

8. etape, lørdag d. 1. september: Linares - Almaden, 195,1 km

Den første uge af Vueltaen er altid den letteste, og det er også tilfældet i år, hvor der i den anden weekend venter en enkelt bjergetape om søndagen. Mens klassementsrytterne skal holde sig i skindet endnu en dag, venter der atter en oplagt chance for klassikerryttere med en god spurt op ad bakke. På en rute, der minder meget om den foregående, er den nemlig lagt op til en lang dag i uvejsomt terræn, hvor det hele slutter med et langt stigende stykke op mod mål, hvor en stejlere afslutning end på fredagens etape denne gang gør det til en lækkerbisken for puncheurs - hvis altså ikke et udbrud igen skal have chancen på en dag, der ikke er helt let at kontrollere.

I alt skal der tilbagelægges en for Vueltaen ganske lang distance, nemlig hele 195,1 km mellem Linares og Almaden. Begge byer ligger dybt inde i det indre af landet midt på den spanske stegepande, men i en betydeligt fladere del af landet end på den foregående etape. Fra start snor man sig mod vest gennem let kuperet terræn med to mindre bakker, inden man kører mod nordvest og til sidst nord frem mod dagens eneste udfordring, kategori 3-stigningen Alto de Espanares (10,3 km, 3,4%), en lang jævn opkørsel med med top efter 82 km.

Stigningen leder op til et plateau, og derfor er der ingen nedkørsel. I stedet fortsætter man gennem relativt fladt terræn mod nord og siden nordvest. Den falder let forbi den indlagte spurt, der kommer efter 123,6 km, og det går fortsat let nedad, indtil man drejer mod nord ind på en lille bakke efter ca. 165 km. Herefter falder det igen kortvarigt, inden man rammer det sidste let stigende stykke på ca. 10 km, der fører mod nordøst ind mod målbyen. Efter et kort plateau stiger de sidste 3 km igen, den sidste kilometer med 4,7% i snit. Vejen er lang og næsten helt lige, indtil der venter en meget teknisk finale med en U-vending 700 m fra stregen og et skarpt sving bare 300 m fra mål.

Etapen byder på i alt 2110 højdemeter.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det meste af etapen er relativt nem efter vanlig Vuelta-standard, og det kræver derfor ikke alt for meget at holde den under kontrol. Spørgsmålet er, hvor meget sprinterne tror på dem selv i den ret svære finale, der vil være for vanskelig for de fleste af dem. For Peter Sagan er det imidlertid en helt oplagt mulighed, og derfor burde der være så megen interesse i at skabe samling, at det ligner en spurt i Almaden.

Almaden har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

9. etape, søndag d. 2. september: Talavera de la Reina - La Covatilla, 200,8 km

Det er blevet en ret fast tradition, at Vueltaen altid byder på bjergafslutninger i den anden weekend, og der er stort set altid en bjergetape på programmet dagen inden den første hviledag. Det er også tilfældet i år, hvor den første uge i den sydlige del af landet ender med den anden af løbets store bjergfinaler. Det sker, når man efter syv års fravær vender tilbage til den frygtede La Covatilla-stigning, der er betydeligt stejlere end målbjerget på 4. etape. Derfor er der denne søndag lagt op til det første helt store bjergslag mellem favoritterne på det bjerg, hvor Dan Martin tog sin første etapesejr i Grand Tour-sammenhæng ved det seneste besøg i 2011.

Etapen er en af de få, der byder på mere end 200 km, og i alt skal der tilbagelægges 200,8 km mellem Talavaera de la Reina og La Covatilla. Startbyen ligger i fladlandet, men allerede fra start sætter man kursen mod bjergene, når man igennem let kuperet terræn kører mod nordvest frem mod tinderne. Her drejer man mod nord for at tage hul på dagens første udfordring, kategori 1-stigningen Puerto del Pico (15,3 km, 5,5%, max. 15%), der har top efter 52,3 km og er en regulær stigning, der aldrig for alvor bliver stejl før på de sidste 1500 m. Herefter venter kun en kort nedkørsel, inden man drejer mod vest ind på kategori 3-stigningen Alto de Gredos (10,1 km, 3,7%), hvis top rundes efter 68,6 km. Også den efterfølges af en ganske kort nedkørsel, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad den lange kategori 2-stigning Puerto de Pena Negra (13 km, 4,5%), der har top efter 98 km.

Efter at have rundet toppen i næsten 1910 m over havets overflade bliver det hele meget lettere. Først fører en længere nedkørsel mod nordvest ned fladlandet, hvor man igennem stort set helt fladt terræn kører mod nordvest frem til Guijuelo, hvor dagens spurt kommer efter 149 km. Her vender man imidlertid rundt for at køre mod syd tilbage mod bjergerne, og man følger det flade terræn frem til byen Bejar, der ligger på kanten af tinderne. Her drejer man mod sydøst og siden nordøst for kort efter at køre mod øst ind på frygtede La Covatilla, der er uden for kategori. Den stiger med 7,1% i gennemsnit over 9,8 km, men tallene snyder. Efter 1km stiger det nemlig med 9-12%, indtil der resterer godt 4 km. Herefter bliver det lettere med ca. 6%, indtil en lille 11%-rampe med knap 2 km igen leder ind til de sidste 1500 m, der stiger med 1-4%. De sidste 500 m stiger med bare 1%. Hårnålesvingene ender med 3500 m igen, hvorefter vejen er stort set helt lige.

Etapen byder på i alt 4396 højdemeter.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

La Covatilla er måske ikke verdens længste bjerg, men det stejle stykke på den nedre del er rigeligt til, at der kan gøres ganske store forskelle. Det har vi set ved tidligere besøg, og derfor er der lagt op til et seriøst klassementsslag, der vil give klare svar på, hvem der kan køre med om den samlede sejr. Den sidste del er imidlertid ganske let og meget vindfølsom, og vi så i 2011, hvordan det betød, at afstandene var begrænsede. Derfor vil meget også være bestemt af vindretningen på en dag, hvor man det med udsigt til en hviledag burde være favoritterne, der skal køre om sejren, selvom et succesrigt udbrud ikke helt kan afvises.

La Covatilla blev senest besøgt i 2011, hvor Dan Martin spurtede sig til sejr foran Bauke Mollema, Jan Kose Cobo, Bradley Wiggins og Chris Froome på en ret blæsende dag, hvor en relativt stor gruppe endte inden for få sekunder. I 2006 spurtbesejrede Damilo Di Luca Janez Brajkovic på toppen, mens Felix Cardensas tog sig en solosejr i 2004. Det samme gjorde Santiago Blanco Gil i 2002. I 2005 lagde Vuelta a Casilla y Leon vejen forbi, og det gav solosejr til Carlos Garcia Quesada på sidste etape.

SE VUELTA A ESPAÑA PÅ EUROSPORT PLAYER

Hviledag, mandag d. 3. september

Læs også

Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025

10. etape, tirsdag d. 4. september: Salamanca - Fermoselle. Bermillo de Sayago, 177 km

Efter en stor klassementsetape og en velfortjent hviledag, der bød på en lang rejse rejse til den nordvestlige del af landet, hvor man gør sig klar til et kort besøg i Galicien, har arrangørerne været nådige over for de folk, der har svært ved at komme i gang igen efter en fridag. I hvert fald lægges der på løbets anden tirsdag op til en af løbets allerletteste etaper, når der venter en næsten helt flad dag stort set uden stigninger på det flade plateau på grænsen til Portugal. Den chance ser sprinterne frem til at udnytte, inden det senere på ugen for alvor går løs i de nordspanske bjerge.

I alt er der 177 km på programmet, og de fører feltet fra storbyen Salamanca til Fermoselle ganske tæt på grænsen til Portugal. Begge byer ligger i et helt fladt område, og der er derfor ikke mange terrænmæssige udfordringer. Etapen indledes med, at man kører en omgang på en flad rundstrækning i området sydøst for startbyen, inden man passerer syd om byens centrum efter 50-55 km. Herefter går det ad en lang, flad og næsten lige vej mod nordvest, indtil man kortvarigt kører mod nordøst for at køre frem til forplejningszonen i Ledesma, der nås efter 95 km.

Herfra sætter man igen kursen mod nordvest via en usædvanligt monoton og lige vej, der først begynder at sno sig lidt ved en større sø kort inden den indlagte spurt, der kommer efter 135,3 km. Her drejer man mod nord for via en nedkørsel af køre ned i en dal, hvorefter man via kategori 3-stigningen Alto de Fermoselle (4,9 km, 5,3%), der har top efter 147,9 km, kører tilbage til fladlandet. På toppen drejer man mod øst for at køre via en næsten helt lige og flad vej frem til målbyen, hvor der venter en helt flad og hel ukompliceret finale. Faktisk er der ikke ét eneste sving på de sidste 5 km, hvor vejen kun buer ganske, ganske let med 700 m igen.

Etapen byder på i alt 1305 højdemeter.

I de senere år er Vueltaen stort set gået væk fra disse dræbende kedsommelige transportetaper på den spanske højslette, men som regel er der en enkelt eller to af dem på programmet hvert eneste år. Det gælder altså også i år, hvor denne tirsdag næppe vil byde på det helt store drama på den lange, lige vej i det nordvestlige Spanien. Det ligner en af de mest oplagte muligheder for sprinterne, der kan se frem til at boltre sig i en helt ukompliceret finale, men de skal dog alle tage sig i agt for vinden, der altid kan udgøre en trussel på de flade og åbne spanske plateauer.

Fermoselle har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

11. etape, onsdag d. 5. september: Mombuey - Ribeira Sacra. Luintra, 207,8 km

Det kræver blot et enkelt blik på resultaterne af sidste års Vuelta for at indse, at den spanske Grand Tour meget ofte er lidt af en gave til udbrydere. Det skyldes, at det varierede spanske terræn giver masser af muligheder for at designe etaper, der hverken er meget bjergrige eller flade. Sådanne dage er som bekendt perfekte muligheder for lykkeriddere, og det er en sådan, der venter feltet, når de på løbets midtpunkt tager hul på et kort besøg i det smukke og uvejsomme Galicien. På 11. etape er der lagt op til en hård dag med et hav af højdemeter og dermed en rigtig lækkerbisken for de angrebslystne folk.

Med en distance på hele 207,8 km er der tale om en for Vueltaen sjældent lang etape, der fører feltet fra Mombuey til Reibeira Sacra i udkanten af Luintra. Startbyen ligger i udkanten af det flade plateau, hvor den forrige etape fandt sted, og derfor er det fladt i indledningen, hvor man kører mod vest med retning mod bjergene. Her rammer man hurtigt kategori 3-stigningen Puerto del Padornelo (5,7 km, 5,3%), der har top efter 37,7 km, hvorefter man rammer de snoede veje og det uvejsomme terræn, der karakteriserer resten af etapen. Et hovedsageligt faldende stykke med flere mindre bakker leder mod vest og siden nord, indtil man rammer kategori 3-stigningen Alto do Covelo (9,5 km, 4%), der har top efter 101,5 km. Herefter følger endnu et generelt faldende og teknisk stykke, der leder mod nord og siden vest.

Etapen tager for alvor fat, når man rammer kategori 2-stigningen Alto de Trives (10,5 km, 4,6%), hvis top rundes efter efter 139 km, hvorefter det går videre ad snoede og kuperede veje mod nordvest frem til dagens spurt, der kommer efter 159.6 km. Herefter venter en nedkørsel og en lille bakke, inden det gælder den afgørende udfordring i finalen. Det er kategori 3-stigningen Alto del Mirador de Cabezoas (8,8 km, 4,3%), der har top 17,8 km fra stregen. Herfra går det videre mod nordvest via en længere nedkørsel, indtil man til slut rammer en lille ikke-kategoriseret stigning, der har top med bare 3 km igen. Herefter venter 2 let faldende kilometer, inden en nedkørsel leder ned til den sidste kilometer, hvor de sidste 300 m stiger med 3,5%. På de sidste 5 km følger man en meget snoet vej med et sidste skarpt sving lige efter den røde flamme.

Etapen byder på i alt 3812 højdemeter.

På papiret ser profilen og stigningerne måske meget tilforladelige ud, men med næsten 4000 højdemeter over mere end 200 km er der tale om en ret brutal etape, der bestemt vil koste kræfter. Det skyldes ikke mindst, at den vil være næsten umulig at kontrollere, og derfor er der lagt op til en sand angrebsfest i den svære indledning, da det ligner en oplagt chance for et succesrigt udbrud. Egentlig er terrænet ikke for svært for en fyr som Peter Sagan, for stigningerne er lange, lette opkørsler mere end regulære bjerge, men da det vil kræve en jætteindsats at skabe samling burde det være en dage for lykkeridderne.

Luintra var senest målby i 2016, hvor Simon Yates med et stærkt angreb på en bakke i finalen kørte alene hjem til karrierens første etapesejr i en Grand Tour.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

12. etape, torsdag d. 6. september: Mondoñedo - Faro de Estaca de Bares. Manon, 181,1 km

Vueltaen tilbringer en sidste dag i Galicien, inden man sætter kurs mod bjergene i Asturien, og et besøg i den nordvestspanske region vil ikke være komplet, hvis ikke man har haft en etape langs den smukke og vejsomme kyst i området. Det er derfor en sådan etape, der venter på den sidste af de to dage i regionen, og det kan sprinterne glæde sig over, for selvom de snoede kystveje altid er mere lumske og kuperede, end man tror, ligner det en sidste chance for de hurtige folk inden den klassiske bjergtrilogi, der som regel afslutter løbets anden uge.

I alt skal der tilbagelægges 181,1 km mellem Mondoñedo og Faro de Estaca de Bares helt ude på en tange i det allernordligste Spanien. Startbyen ligger et par kilometer syd for den nordspanske kyst, og den indledende del består i, at man slår en lille sløjfe mod øst, inden man kører ud til vandet. Først kører man derfor mod øst op over kategori 3-stigningen Alto de Cadeira (5,8 km, 6,4%), der har top efter 10,8 km, inden en nedkørsel og et fladt stykke leder frem til et venstresving, der fører feltet mod nord via endnu en nedkørsel ud til kysten. Her drejer man mod vest og siden nordvest og følger her den relativt flade kystvej frem mod målbyen. Omkring forplejningszonen efter 88 km drejer man kortvarigt mod vest for at køre op over en lille bakke, inden man atter kører ned til den nu betydeligt mere snoede og kuperede kystvej, der følges mod nordvest og vest.

Efter ca. 120 km er man meget tæt på målbyen, men i stedet for at køre ud til stregen på den nordspanske tange kører man en omgang på en rundstrækning inde i landet. Man drejer derfor mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de San Pedro (7,7 km, 5,1%), der har top efter 131,7 km, inden man kører mod nordvest via en nedkørsel. Herfra går det atter mod sydvest ind i landet via en bakke, inden man vender rundt for at køre mod nord ned til den flade kystvej, der byder på dagens spurt efter 157 km. Herefter går det via den ganske kuperede kystvej mod nordøst og siden nord helt ud til målet på den lille tange. Til slut stiger det let frem til de sidste 2500 m, hvorefter en nedkørsel leder frem til de sidste 1500 m, der er let faldende. De sidste 5 km følger en snoet vej, der byder på to skarpe sving i rap med 1500 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3021 højdemeter.

Disse kystetaper i Galicien kan være ganske lumske, for et kig på antallet af højdemeter viser, at etapen er langt mere kuperet, end man skulle tro. Især den sidste kystvej byder på et hav af de småbakker, der kendetegner den galiciske kyst, hvor vinden måske også kan være en trussel. Det er den sidste sprinterchance i en rum tid, så det bør stadig ende i en massespurt, men historien viser, at disse etaper er mere for holdbare klassikersprintere end de helt rene afsluttere.

Faro de Estaca de Bares har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

13. etape, fredag d. 7. september: Cadas. Carreño - Valle de Sabero. La Camperona, 174,8 km

I de senere år har Vueltaen haft tradition for, at man i de fleste af de seneste udgaver har budt på tre bjergetaper i rap henover den anden weekend, og meget ofte har det været denne bjergtrilogi, der har været den mest afgørende i løbet. Det kan meget vel vise sig at være tilfældet igen i år, hvor man genbruger samme model med tre store bjergfinaler frem mod den anden hviledag. Igen i år er det de nordspanske bjerge i Asturien, Cantabrien og Castilla y Leon, der danner ramme om disse tre nøgleslag, og der lægges ud med en rigtig klassisk Vuelta-finale, når man igen i år vender tilbage til den korte, men meget stejle mur, La Camperona, der allerede har udviklet sig til lidt af en nyklassiker.

I alt skal der tilbagelægges 174,8 km med start i Cadas og mål på La Camperona-stigningen i udkanten af Valle de Sabero. Denne gang angriber man modsat bjerget via bjergene mod nord og ikke som tidligere via det flade plateau mod syd, og derfor er også den første del af etapen denne gang ganske kuperet. Starten går helt oppe ved den spanske nordkyst lige vest for Gijon, og fra start kører man mod sydøst og syd væk fra vandet. Det betyder, at man tidligt skal op over kategori 3-stigningen Alto de la Madera (7 km, 3,5%), der har top efter 21 km og leder op til et plateau, som følges mod syd gennem fladt terræn. Herefter snor man sig mod syd og sydøst ad en let stigende dalvej i de nordspanske bjerge, indtil man når frem til dagens første seriøse udfordring, kategori 1-stigningen Puerto de Tarna (13 km, 5,8%, max. 7,5%), en helt regulær stigning uden store udsving.

Fra toppen resterer fortsat 69,8 km, som kun byder på en kort nedkørsel, da man har ramt et af de nordspanske plateauer. Derfor går det i stedet mod sydøst via en let faldende vej ned til en større sø, hvor man drejer mod sydvest med kurs mod Sabedo, der ligger lige på kanten ag bjergene. Den når man frem til med bare 8,3 km igen, hvor dagens indlagte spurt er placeret, og her kører man kortvarigt mod vest, inden man drejer mod nord ind på dagens målstigning, der er i kategori 1. Den stiger med beskedne 7,5% over 8,3 km, men er i den grad todelt. De første 6 km er nemlig ganske let med stigningsprocenter på hovedsageligt 2-3, men til slut rammer man den grusomme rampe op mod mål. Her stiger de sidste 2,6 km med tocifrede 13,3% i gennemsnit og når helt op på 19,5%, inden den flader en smule ud med ”bare” 11-12% på den sidste kilometer. Den stejle del byder på flere ret skarpe sving på næstsidste kilometer, men de sidste 800 m følger en lige vej.

Etapen byder på i alt 3235 højdemeter.

La Camperona er efterhånden blevet lidt af en klassiker, og historien viser klart, at der kan vindes ganske meget tid, selvom der reelt kun er tale om en 2-3 km lang mur. Det er en afslutning for mere eksplosive typer med speciale på stejle mure, men som Nairo Quintana viste sidst, er finalen svær nok til, at også mere rene klatrere kan sætte sig igennem. Derfor er der med statsgaranti lagt op til det første af tre på hinanden følgende klassementsslag, men om favoritterne også skal køre om etapen er nok mere tvivlsomt. Historien viser, at udbrydere ofte holder hjem på den første af de tre bjergetaper i den anden uge, og det er sandsynligt igen på en dag, hvor den hårdere rute endda gør det endnu sværere at kontrollere etapen.

La Camperona gjorde debut i 2014, hvor Ryder Hesjedal tog en udbrudssejr på en dag, hvor Chris Froome og Joaquim Rodriguez vandt et par sekunder på Alberto Contador. I 2016 var Sergey Lagutin den bedste i et udbrud, inden Nairo Quintana distancerede Contador og Froome med hhv. 25 og 33 sekunder. Sidste år lagde Vuelta a Castilla y Leon vejen forbi, og det gav etapesejr til Jonathan Hivert, der herved også lagde grunden til sin samlede sejr.

Læs også

Følg Lunds trøjeforsvar og det schweiziske bjergslag

14. etape, lørdag d. 8. september: Cistierna - Les Praeres. Nava, 171 km

Den efterhånden berygtede og altid afgørende bjergtrilogi i Vueltaen fortsætter efter det indledende slag på La Camperona med endnu et opgør mellem favoritterne, når der på andendagen bydes op til dans på en af de nye og meget stejle stigninger, som Vuelta-arrangørerne i de senere år har gjort en dyd ud af at opsøge. Denne gang har man fundet frem til endnu en kort, stejl mur i det nordlige Spanien, idet den nyopdagede Alto Les Praeres vil agere rammen om endnu et stort opgør om vigtig tid. Stigningen minder meget om den foregående på La Camperona og er skabt til folk, der excellerer på stejle gedestier, og det er er derfor helt klassisk Vuelta-terræn, feltet inviteres ud i med bare godt en uge til afslutningen i Madrid.

I alt skal der tilbagelægges 171 km mellem Cistierna og Alto Les Praeres i udkanten af byen Nava. Startbyen ligger på plateauet umiddelbart syd for de nordspanske bjerge, og det følges først mod vest via en lille bakke, inden man drejer mod nord for at køre ind i bjergene. I starten følger man en kun let stigende dalvej, men hurtigt drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Puerto de San Isidro (11 km, 3%), der har top efter 60 km. Herefter venter en længere, ikke specielt teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man drejer mod nord ind på kategori 1-stigningen Alto de la Colladona (5,3 km, 8,1%, max. 11,14%), der er regulær, men relativt stejl og har top efter 92,6 km. Herefter venter en halvteknisk nedkørsel mod nordøst og et let faldende dalstykke, der fører mod nordvest.

I byen Blimea kører man nu en omgang på en rundstrækning, der først fører mod vest via en flad dalvej, inden man drejer mod syd ind på kategori 1-stigningen Alto de la Mozquieta (6,5 km, 8,7%, max. 10,0%), der ligeledes er stejl og regulær og har top efter 127,1 km. En teknisk nedkørsel fører herefter mod nordøst tilbage til Blimea, hvor den indlagte spurt kommer ved afslutningen på rundstrækningen efter 141 km. Herfra går det mod nordøst op over ategori 3-stigningen Alto de la Falla de los Lobos (5,3 km, 6,4%), der har top efter 150 km og ligeledes er en yderst regulær stigning. Nu venter endnu en teknisk nedkørsel, der fører mod nord, inden man følger en flad dalvej mod nordøst frem til Nava, hvor den afsluttende udfordring venter. Her drejer man nemlig mod syd for at køre op ad Alto Les Praeres, der er i kategori 1 og fører op til mål. Med en stigningsprocent på hele 12,5% over 4 km er der tale om en led sag, der over de første 2 km stiger med hovedsageligt omkring 15% og når op på 17% midtvejs, inden der kommer et lille plateau ved den røde flamme. Derefter stiger den sidste km med 9,5% i snit. Bjergvejen byder på flere sving, men den sidste kilometer er stort set lige frem til et hårnålesving med ca. 100 m igen.

Etapen byder på i alt 3314 højdemeter

Stigningen er som sagt helt ny, men der er ingen tvivl om, at den har potentiale til at gøre store skade. De nøgne data taler for sig selv, og den kommer endda efter en ganske hård dag med flere for Vueltaen relativt stejle stigninger undervejs. Ligesom på La Camperona-etapen er der tale om et bjerg for relativt eksplosive typer, men denne gang er der tale om en længere sag, der vil passe bedre til klatrere og kunne skabe endnu større forskelle. Også på denne etape kunne det imidlertid meget vel blive et udbrud, der løber med etapesejren, for der venter endnu en stor og meget prestigiøs etape den følgende dag, og det vil formentlig anspore mange hold til at spare en anelse på kræfterne.

Les Praeres har ikke tidligere været målbjerg for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Quintana kører Giroen i en ny rolle

15. etape, søndag d. 9. september: Ribera de Arriba- Lagos de Covadonga. Centenarios 2018, 178,2 km

Både Touren og Vueltaen er kendt for deres mange legendariske bjerge, der altid nyder stor prestige og har spillet en væsentlig rolle i cykelhistorien. Vueltaen har - blandt andet i kraft af den kortere historie - slet ikke samme mytiske tinder, men skal man pege på ét bjerg, der kan karakteriseres som Vueltaens mest ikoniske stigning, må de være den svære opkørsel til Lagos de Covadonga i den nordlige Atsurien-provins. Efter Marino Lejarreta vandt ved første besøg i 1983 udviklede bjerget sig til lidt af en klassiker, der i 80erne og 90erne var på programmet næsten hvert eneste år, og selvom bjerget i dag ikke besøges med samme hyppighed, er det stadig her, de fleste bjergryttere drømmer om at vinde. Det får de chancen for igen i år, når bjerget efter et års fravær vender tilbage som rammen om den sidste af de tre store og afgørende bjergetaper i den næstsidste weekend, og der er derfor lagt op til et af løbets allervigtigste slag, når det legendariske bjerg dagen inden den sidste hviledag skal bestiges for 21. gang.

Etapen byder på i alt 178,2 km, der fører fra Ribera de Arriba til Lagos de Covadonga. Etapen byder på en tur igennem de asturiske bjerge, og derfor går det op og ned stort set hele dagen. Fra start kører man gennem fladt terræn mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto de Santo Emiliano (6,1 km, 4,7%), der har top efter 20 km. Herfra går det gennem let kuperet terræn mod nordøst, inden en nedkørsel leder ned til Villaviciosa. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning, inden man igen kører mod nordøst via en nedkørsel helt ned til den nordspanske kyst.

Efter et kort fladt stykke, der fører mod øst, kører man igen ind i landet, når man drejer mod syd for at ramme en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Med det samme skal man op over kategori 1-stigningen Mirador del Fito (7,1 km, 7,7%, max. 11%), der har top efter 100,1 km og stiger med 9-10% over de sidste ca. 5 km. Herefter går det med sydvest via en nedkørsel og sydøst op over en lille bakke, inden et langt let faldende stykke fører mod nordøst tilbage til kysten. Her kører man mod sydvest, indtil man igen skal op over kategori 1-stigningen Mirador del Fito. Man afslutter omgangen et kort stykke oppe ad stigningen, og derfor stiger den denne gang med 7,7% over 6,3 km, men de sidste stejle kilometer er de samme.

Toppen rundes for anden og sidste gang efter 137,6 km, og derefter kører man igen nedad samme nedkørsel og op over den lille bakke, men herefter forlader man rundstrækningen for igennem relativt fladt terræn at køre mod sydøst forbi dagens spurt, der kommer efter 156,3 km. Herefter fører en let stigende dalvej mod sydøst direkte frem til bunden af målbjerget, der er uden for kategori. I alt stiger det med 7,2% over 11,7 km, men man skal ikke lade sig snyde. De første 8 km stiger nemlig hovedsageligt med 9-12%, hvor særligt den 7. og 8. km med stigningsprocenter over 11 er svære. Herefter bliver det lettere med en blanding af flade stykker, korte nedkørsler og stejle ramper på helt op til 20%. Det højeste punkt nås med godt 1 km igen, og derefter falder det ned til en kort 500 m lang rampe, der stiger med 4-5%. Vejen snor sig uden mange skarpe sving, men der skal dog drejes relativt skarpt med ca. 1000 og 50 m til mål.

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

Etapen byder på i alt 4684 højdemeter.

Lagos de Covadonga er bjerget, de fleste drømmer om at vinde på, og især Nairo Quintana vil helt sikkert være ivrig efter at sejre igen på den tinde, der gav ham en af karrierens smukkeste triumfer. Da det samtidig er den sidste af de tre bjergetaper i den anden uge, er chancen for, at favoritterne skal køre om etapesejren ganske stor, også selvom historien på det mytiske bjerg siger noget andet. Der er tale om det eneste længere målbjerg i denne bjergtrilogi, og derfor vil det formentlig blive den vigtigste af de tre store etaper i denne del af løbet, og således vil vi efter et forrygende bjergslag efter denne etape vide langt mere om, hvem der faktisk vil vinde årets Vuelta.

Lagos De Covadonga er som sagt en klassiker, der senest blev besøgt i 2016, hvor Nairo Quintana med et storslået soloridt, der gav ham et stort skub frem mod den samlede sejr, selvom Chris Froome med et vildt comeback i den grad formåede at redde en dag, der lignede en katastrofe for briten. I 2014 snød Przemyslaw Niemiec som eneste overlevende udbryder akkurat Alejandro Valverde for en etapesejr på en dag, hvor samme Froome igen havde lignet en mand i stor krise hele vejen op. I 2012 var Antonio Piedra klart bedste mand i et udbrud på en dag, hvor de tre hovedkombattanter, Joaquim Rodriguez, Alberto Conatdor og Valverde, sluttede i samme tid. I 2010 sejrede Carlos Barredo fra et udbrud, mens Vincenzo Nibali i førertrøjen tabte tid til Ezequiel Mosquera længere nede ad bjerget. I 2007 kørte Vladimir Efinkin sig i førertrøjen ved at vinde fra et udbrud på den første bjergetape, mens Eladio Jimenez var stærkest i 2005. I 2001 blev det til solosejr til Juan Miguel Mercado foran den førende Oscar Sevilla, og året fprinden vandt Andrei Zintchenko ved det første møde med bjerget i dette årtusinde.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

TILMELD DIT VUELTA-MANAGERHOLD HER

Hviledag, mandag d. 10. september

16. etape, tirsdag d. 11. september: Santillana del Mar - Torrelavega, 32 km enkeltstart

Hvor Giroen og Touren typisk varierer mængden af enkeltstartskilometer betydeligt fra år til år, forholder det sig helt anderledes for Vueltaen. Her er det en helt fast tradition, at der afvikles et indledende holdløb og derefter én enkeltstart på ca. 40 km. Tidligere kom den ofte i løbets anden uge, men i de senere år er den som regel kommet lige efter anden hviledag som indledning på den afgørende uge. I år er holdløbet erstattet med en kort enkeltstart, og det er måske årsagen til, at man denne gang har reduceret den lange enkeltstart til bare 32 km. Mens distance og placering har været relativt fast, har terrænet imidlertid varieret betydeligt. Tidligere var det kutyme, at der var betydelige stigninger undervejs, men i de senere år er balancen blevet tippet mod specialisterne. Efter at Chris Froome efterlyste en helt flad enkeltstart for et par år siden, har man designet rigtige tonserruter, og for fjerde år i træk vil det derfor være en ret flad tidskørsel, der vil give de tempostærke typer mulighed for at vinde betydeligt med tid på klatrerne.

I alt skal der i år tilbagelægges 32 km mellem Santillana del Mar og Torrelavega, der ligger ganske tæt på hinanden i en flad del helt oppe ved den nordspanske kyst. I stedet for at køre den direkte og meget korte vej mellem de to byer slår man en sløjfe ved at kører mod vest op ad en lille bakke og derefter via en lille nedkørsel. Herefter er det en flad, lige vej, der leder mod vest og sydvest frem til Cobreces, hvor man vender rundt for at køre mod øst og siden sydøst op over en lille bakke frem til byen Novales, der nås efter 13 km. Her rammer man dagens eneste klatreudfordring i form af en 2,7 km lang bakke, der stiger med 4,9% i snit, men faktisk over 1500 m stiger med mere end 6%.

Fra toppen går det via en lille nedkørsel mod sydøst ned til Golbardo, der nås efter 19 km, hvorefter etapen er meget enkel. Her drejer man nemlig ind på en vej, der fører mod nordøst og siden øst direkte ind mål målbyen. I starten er der en lille bakke og nedkørsel, men de sidste knap 10 km er stort set helt fladt tonserterræn. Der venter imidlertid en meget kringlet finale med skarpe sving med hhv. 3200, 2100, 1700 og 1300 m igen, Derefter skal der foretages en U-vending lige efter den røde flamme, og til slut er der endnu et skarpt sving med ca. 200 m igen.

Etapen byder på i alt 425 højdemeter.

Efter nogle år, hvor Vueltaen forsøgte at gøre op med sit ry for at have kedelige, pandekageflade motorvejsenkeltstarter, er man i de senere år delvist vendt tilbage til den tradition. For fjerde år i træk er enkeltstarten skabt til de store specialister, og det vil igen være de store maskiner, der bedst kan gøre sig gældende. Vueltaen er aldrig helt flad, og den lille bakke midtvejs er ikke helt nem, men især den første og den sidste del burde give god plads til specialisterne til at boltre sig. Rohan Dennis skiller sig ud som storfavorit til at vinde etapen, men det vil være underordnet i kampen om den samlede sejr. Dette er en dag, Richie Porte har udset som sin største mulighed for at vinde Vueltaen samlet, og hvis australieren flyver, vil han kunne distancere de rene klatrere med megen tid på den flade højslette i Nordspanien.

Torrelavega har oftest været startby i dette årtusinde, men tilbage i 2001 lagde man også asfalt til hele to etaper. Først vandt David Millar en spurt mod Santiago Botero, da de to holdt hjem fra et udbrud, men dagen efter fik colombianeren sin revanche, da han slog Levi Leipheimer på en 44 km lang enkeltstart i byen.

Læs også

Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads

17. etape, onsdag d. 12. september: Getxo - Balcon de Bizkaia, 157 km

Baskerlandet er Spaniens mest cykelgale region, men i mange år betød frygten for separatistisk baskisk terror, at området var lukket land for Vueltaen. Efter at ETA har lagt våbnene på hylden, er den angst imidlertid forduftet, og i 2011 vendte Spaniens cykelstolthed endelig tilbage til de baskiske fans på en stor festdag, der endda gav lokal sejr til helten Igor Anton. Siden da har løbet flere gange været forbi, og efter et års fravær får baskerne igen i år besøg af den spanske cykelkaravane. Der sker endda på yderst spektakulær maner på en af de allermest omtalte etaper, hvor der skal sluttes på en meget svær og typisk baskisk mur, der er blevet opfundet til lejligheden, og som denne gang skal testes med henblik på et kommende besøg fra Touren. Dermed er der allerede dagen efter enkeltstarten lagt op til mere drama på en af løbets allersværeste etaper, der kan vise sig som en dyr fornøjelse, hvis man har gravet lidt for dybt på tempocyklen dagen forinden.

Den baskiske etape er en relativt kort og eksplosiv sag, der byder på bare 157 km mellem Getxo og stigningen Balcon de Bizakaia. Startbyen er en forstad til Bilbao, hvorfra man lægger ud med at køre mod sydøst frem til storbyen. Her vender man rundt for at køre mod nordvest ud til en indledende rundstrækning, hvor der skal køres en enkelt omgang. Først kører man mod syd op ad den spektakulære kategori 3-stigning Alto de la Arboleda (6,7 km, 5%), der har top efter 16,7 km og byder på et hav af hårnålesving, inden en nedkørsel fører mod nordvest og nord ned til vandet. Den flade kystvej følges herefter mod nordøst frem til Bilbao, hvor den indlagte spurt kommer efter 48,7 km.

I Bilbao kører man mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning, inden en nedkørsel leder ned til en kuperet strækning med flere mindre bakker, der fører mod nordøst og nord, inden en nedkørsel leder ned til vandet. Her følger man kystvejen mod nordøst, og den byder på kategori 3-stigningen Alto de San Juan de Gaztelugatxe (3,8 km, 6,7%), der har top efter 85,2 km. Kystvejen snor sig derefter via en nedkørsel ned til Bermeo, hvorfra man kører mod syd væk fra vandet via en helt flad vej, der leder frem til den kendte by Guernica.

I Guernica indledes finalen, når det begynder at stige let, inden man drejer mod øst for at køre op ad målbjerget, kategori 2-stigningen Alto del Balcon de Bizkaia. Denne gang skal den dog bestiges fra den modsatte og lette side, hvorfra den over 7,3 km stiger med 4,3% i gennemsnit. Man kører heller ikke op ad den sidste rampe op til mål, men runder toppen efter 120,6 km, inden man kører mod nordvest nedad målbjerget i den modsatte retning frem til en lille rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Først går det mod nord og nordøst via faldende terræn, inden man drejer mod sydøst for at køre op over over kategori 3-stigningen Alto de Santa Eufemia (4,5 km, 5%) med top efter 136,2 km. Derefter leder en nedkørsel mod sydøst og vest frem til kategori 3-stigningen Alto de Gontzegaraine (5,5 km, 4,3%), hvis top rundes med bare 9,9 km til mål. Derfra venter kun en ganske kort nedkørsel, inden man drejer mod sydvest for at køre direkte ind på Balcon de Bizkaia, der nu skal bestiges fra den stejle side, hvor den er i kategori 1. Her stiger den med 9,7% i gennemsnit over 7,3 km, men det er en typisk baskisk mur, der er meget irregulær. Således stiger de første 4 km kun med 6-8%, inden man rammer en knap 2 km lang rampe med tocifrede stigningsprocenter og et maximum på hele 23,8%! De sidste godt 2 km er lettere, men efter en km med 7-8% tager stigningen igen fat med 12,6% over den sidste kilometer. Der er er to hårnålesving på næstsidste kilometer, men de sidste knap 1500 m er uden sving.

Etapen byder på i alt 3536 højdemeter.

Kender man til Baskerlandet og Vuelta al Pais Vasco, kender man alt til det uvejsomme terræn og de korte, stejle mure, der mere end noget andet kendetegner cykelløb i regionen. Det er præcis en sådan, der venter på årets basiske besøg, og der synes endda efter baskiske forhold at være tale om en usædvanligt svær stigning, som kommer efter en kort og hektisk dag med et hav af højdemeter. Det bliver en etape, der bliver ganske svær at kontrollere, og hvor et udbrud derfor har gode chancer, men bagude kan vi helt sikkert se frem til et af årets allervigtigste slag mellem favoritterne. Vi så sidste år, hvordan Chris Froome betalte en dyr pris for at være gået for dybt på enkeltstarten, og har man en dårlig dag på en af løbets stejleste stigninger, kan man lynhurtigt tabe en del af den tid, man måtte have vundet på tidskørslen bare 24 timer tidligere.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Balcon de Bizkaia er som sagt en ny stigning, der ikke tidligere er blevet brugt som målbjerg i et stort cykelløb.

18. etape, torsdag d. 13. september: Ejea de los Caballeros - Lleida, 186,1 km

I de senere år har det knebet med at lægge godbidder ind til sprinterne i den sidste uge, hvor der meget ofte har været stigninger på programmet alle dage frem til den store finale i Madrid. I år er sprinterfeltet ekstra stærkt, og derfor er det måske meget passende, at der denne gang faktisk er yderligere en flad etape mod slutningen af løbet. Efter hele fem klassementsetaper i træk burde der nemlig blive plads til en lille puster på løbets 18. etape, der er en af de allerfladeste - hvis altså ikke vinden på den nordspanske højslette kommer i spil, som den før er gjort det i netop dette område.

I alt skal der tilbagelægges 186,1 km mellem Ejea de los Caballeros og Lleida. Hele etapen finder sted på den nordspanske højslette lige syd for de høje bjerge, og derfor er der tale om en næsten helt flad etape, som vi kender dem til hudløshed fra Vuelta a Burgos, der finder sted i samme område. Etapen er en klassisk transportetape, idet det går mod sydøst stort set hele dagen. I den første del stiger det let, mens man snor sig mod først øst, så syd og til slut atter øst, inden der venter et ganske let faldende stykke, der fører mod sydøst.

Kort inden forplejningen drejer man mod nordøst for at køre op ad en lille bakke, inden det går mod sydøst via en nedkørsel ned til den indlagte spurt, der kommer efter 127 km. Herefter er det en lang, lige vej uden sving, der fører mod sydøst ned til Lleida, men undervejs er der en lille bakke med top knap 30 km fra stregen. Herefter falder det ganske let ned mod målbyen, hvor der efter et skarpt sving med 2 km igen er en lille nedkørsel, inden man under den røde flamme drejer ind på opløbsstrækningen, der stiger let med 2,5%.

Etapen byder på i alt 1040 højdemeter.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Dette er en af de klassiske spanske motorvejsetaper, som der nu om dage ikke er mange af i Vueltaen, og det vil formentlig være en velkommen chance for sprinterne til at varme benene op igen i en generalprøve til den store spurt i Madrid. Man skal imidlertid altid tage sig i agt i dette område, for alle, der har set Vuelta a Burgos vil vide, at vejene her er ekstremt åbne, og at vinden kan være ganske stærk i regionen. Derfor kan det, der på papiret ligner en sprinteretape, ende som en dyr dag, hvis man ikke er opmærksom.

Lleida blev senest besøgt i 2015, hvor en ung Danny Van Poppel tog karrierens hidtil eneste grand tour-etapesejr i en massespurt. Løbet kom også forbi i 2010, hvor det var Mark Cavendish, der var hurtigst af alle. I 2013 tog Francois Parisien en sensationel spurtsejr i byen i Volta a Catalunya.

19. etape, fredag d. 14. september: Lleida - Andorra. Naturlandia, 154,4 km

Fyrstendømmet Andorra er i de senere år blevet et populært sted at besøge for Vueltaen, der har lagt vejen forbi flere gange, ikke mindst i forbindelse med den korte og historisk hårde Joaquim Rodrigiez-designede bjergetape i 2015, hvor Mikel Landa sejrede, og Chris Froome styrtede ud af løbet. I år kommer landet endda til at spille en endnu mere fremtrædende rolle, for denne gang er man blevet udvalgt som rammen om de to helt afgørende bjergslag, der dermed finder sted i nogle af de højeste bjerge, som man finder i Vueltaen, lige midt i hjertet af Pyrenæerne. Begge dage er der tale om korte, intense etaper, og den store finaleakt indledes med den letteste af de to, når der på tredjesidste dag efter en dag i fladt terræn skal afsluttes på den berømte Coll de la Rabassa,

I alt skal der tilbagelægges bare 154,4 km mellem Lleida og Naturlandia på toppen af Coll de la Rabassa i Andorra. Etapen indledes på den spanske højslette, hvor hele den foregående etape fandt sted, og derfor er der tale om en todelt sag med et fladt indløb mod den afsluttende stigning. Fra starten kører man igennem fladlandet mod nordøst frem mod Pyrenæerne, hvorfor der er enkelte stigende stykker undervejs. I Ponts efter 59 km drejer man mod nord op ad en bakke, inden man igen kører ned til et fladt stykke, der fører mod nord frem til forplejningen.

Efter frokosten går det mod nordøst via en let stigende dalvej uden megen afveksling, indtil man efter 133,4 km når frem til grænsen til Andorra. Her drejer man mod nord, og det markerer et skifte på etapen, idet det herefter stiger betydeligt mere over de sidste godt 20 km. Med 17,7 km igen når man dagens spurt, og bare 700 meter senere indledes målbjerget, der er i kategori 1, officielt, når man drejer mod sydøst. De sidste 17 km stiger med 6,6% i gennemsnit, men er en todelt stigning. Der lægges nemlig ud med 5 stejle, men irregulære kilometer, hvor det i alt over mere end 2000 m stiger med mere end 11% i snit, men derefter bliver det betydeligt lettere. Særligt de sidste 10 km er nemme, idet stigningsprocenten her ligger på ca. 5% det meste af vejen. Til slut tager den en anelse mere fat, da de sidste godt 2 km stiger med 5-6%. Stigningen er spektakulær med et hav af hårnålesving, herunder seks på de sidste 5 km. De to sidste kommer med ca. 500 og 300 m igen.

Etapen byder på i alt 3181 højdemeter.

Læs også

Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig

Coll de la Rabassa blev senest besøgt i 2008, hvor Alessandro Ballan tog en overraskende udbrudssejr på en tåget dag, hvorfra der ikke kunne produceres tv-billeder. I 1999, 2000 og 2001 sluttede Volta a Catalunya altid med en bjergenkeltstart på bjerget, og det gav sejre til hhv. Manuel Beltran, Jose Maria Jimenez og Joseba Beloki.

20. etape, lørdag d. 15. september: Andorra. Escaldes-Engordany - Coll de la Gallina. Santuario de Canolich, 97,3 km

I de senere år har beslutningen om at afvikle Madrid-etapen som en aftenetape gjort det muligt for arrangørerne at have store bjergfinaler på næstsidste etape, også på stigninger, der ikke ligger i de ellers kendte bjerge umiddelbart nord for hovedstaden. I 2013 tog man det første store skridt i den retning, da man lod næstsidste etape slutte på frygtede Angliru, Spaniens måske mest kendte og sværeste stigning, og efter finaler på Ancares i 2014, i Madrid-bjergene i 2015, på mægtige Aitana sidste år og sidste år igen på Angliru, bliver det i år mindst lige så spektakulært. Bare 24 timer nden den store afslutning i hovedstaden kastes feltet nemlig ud på løbets kongeetape, når der venter hele seks bjerge og 3500 højdemeter på bare knap 100 km på en af de korte bjergetaper, der har opnået så stor udbredelse på det seneste. På en rute, hvor det går op og ned hele dagen, er der plads til at angribe fra distancen, og derfor kan alt vendes op pg ned til allersidst, inden vi endegyldigt kan krone vinderen af årets Vuelta.

Med en distance på bare 97,3 km tager næstsidste etape de ellers korte Vuelta-etaper til et helt nyt niveau, og ruten mellem Escaldes-Engordany og berømte Colle de la Gallina holder sig helt inden for Andorras grænser, når man snor sig rundt i de mange bjerge i miniputnationen. Starten går i udkanten af hovedstaden, Andorra la Vella, hvorfra man kører et kort stykke mod sydvest ind til bycentrum. Her kører man mod syd og siden øst direkte ind på kategori 2-stigningen Coll de la Comella (4,3 km, 8,7%), hvis top rundes allerede efter 5,6 km i en knaldhård start. Derefter går det via en kort nedkørsel mod nordøst, inden man drejer mod vest ind på kategori 1-stigningen Coll de Beixalis (7,1 km, 8%, max. 13%), der en modbydelig sag med en stejl indledning, inden den flader ud mod toppen, der rundes efter 19,7 km. Herefter går det mod vest via en teknisk nedkørsel ned til dalen, hvor man kører mod nordvest frem til den indlagte spurt, der kommer efter 30,5 km.

Efter spurten kører man mod nordøst frem til bunden af kategori 1-stigningen Coll de Ordino (9,8 km, 7,1%, max. 8,5%), der bestiges fra vest, er meget regulær og har top efter 42,3 km. Derefter venter endnu en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst og siden syd og sydvest. Herefter drejer man igen mod vest for igen at bestige kategori 1-stigningen Coll de Beixalis (7,1 km, 8%, max. 13%). Denne gang rundes toppen efter 64,5 km, hvorefter den tekniske nedkørsel igen fører mod vest ned i dalen.

Læs også

Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège

Denne gang kører man nu mod sydøst for derefter at drejer mod sydvest for igen at bestige Coll de la Comella. Denne gang sker det fra den modsatte side, hvor den er i kategori 3 og stiger med 6,3% over 3,6 km. Toppen rundes med 16,1 km til mål, hvorefter det går via en teknisk nedkørsel mod sydvest og nord tilbage til Andorra la Vella. Her drejer man med det samme mod sydvest direkte ind på finalebjerget, der er uden for kategori og officielt stiger med 8,7% over 3,5 km med et maksimum på 11%. I alt stiger de sidste 7,6 km imidlertid med 8,2% i gennemsnit, og der er tale om en ganske regulær stigning uden store udsving. De sidste 8 km er spektakulære med et hav af hårnålesving, hvoraf de sidste 5 kommer på den sidste kilometer, der stiger med 9% i snit. Det sidste kommer bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3458 højdemeter over den korte distance.

Etapen har utroligt mange ligheder med den korte, intense Andorra-etape i 2015, som Joaquim Rodriguez havde designet, og vi kan forvente et lignende drama denne gang, ikke mindst fordi den kommer ved afslutningen. Især hvis der er ryttere med tid at vinde, er det en dag, hvor der kan tages store chancer med angreb fra distancen, som vi ofte har set det på tilsvarende korte etaper, og det er en dag, hvor førertrøjen kan isoleres. I hvert fald kræver det et fabelagtigt hold at holde styr på så svær en etape, og derfor er det muligt, at vi ser en omvæltning til allersidst, som da Tom Dumoulin i 2015 knækkede på næstsidste etape. Meget vil dog afhænge af omstændighederne, for på 20. etape i Vueltaen tæt på afslutningen af en lang sæson kan det hele også ende med at handle så meget om overlevelse og forsvar, at det helt store brag udebliver, inden løbets vinder skal kåres efter den klart sværeste etape.

Coll de la Gallina blev senest besøgt i 2013, hvor Daniele Ratto tog en højst overraskende udbrudssejr på en iskold dag i Pyrenæerne. Året forinden slog Alejandro Valverde sine rivaler Joaquim Rodriguez og Alberto Contador i en spurt mellem de tre spaniere, der det år udkæmpede en mindeværdig kamp

21. etape, søndag d. 16. september: Alcorcon - Madrid, 100,9 km

Mens Giro d’Italia har skiftet målby ved flere lejligheder og har varieret mellem sprinteretaper og enkeltstarter på sidstedagen, har Tour de France og Vuelta a Espana været langt mere konservative. Siden 1990 er det franske løb altid sluttet med en flad linjeløbsetape til Paris, hvor Champs-Elysees som regel er rammen om årets vigtigste massespurt. Vuelta-arrangørerne har eksperimenteret lidt mere, men i de senere år har de næsten hver gang haft en flad sprinteretape i Madrid som afslutning. Kun i 2014 afveg man fra traditionen i forbindelse med fejringen af 800-året for Frans af Assisis ankomst til Santiago de Compostela henlagde afslutningen til den galiciske by, hvor der blev afviklet en kort, meget våd enkeltstart, men inden da havde man ikke haft en afsluttende enkeltstart sinde 2002 og en afslutning uden for Madrid siden 1993.

Allerede i 2014 lovede arrangørerne at vende tilbage til traditionen i 2015, og siden da har man haft den klassiske afslutning i hovedstaden, hvor man nøjagtigt som i Touren har indført et koncept med en aftenetape. Det vil også være tilfældet denne gang. Som i Touren er der altid tale om hovedsageligt ceremoniel affære, og derfor har arrangørerne truffet den kloge beslutning at have en relativt kort etape. Denne gang har man endda kortet den indledende del ned til bare 36 km og i stedet øget antallet af omgange på en i øvrigt ny rundstrækning fra 8 til 12, hvorfor vi kan vente os mere cykelløb og mindre parade denne gang.

I år skal der tilbagelægges 100,9 km fra forstaden Alcorcon til den klassiske finale i hjertet af Madrid. Startbyen ligger i den sydvestlige udkant af storbyen, hvorfra man igennem let faldende terræn kører mod sydøst ned til Getafe. Her drejer man mod nordøst for igennem fladt terræn at nærme sig hovedstaden, inden man senere drejer mod nordvest for at kører direkte ind i centrum af millionbyen

Allerede efter 36,0 km krydser man målstregen for første gang, og herefter afsluttes løbet ved denne gang at køre hele 12 omgange på en modificeret udgave af den gamle T-formede rundstrækning. Denne gang er den 5,9 km lang og ufatteligt enkel, idet den består af ture op og ned af samme lange vej med U-vendinger i begge ender. Den første del er let stigende og den anden del let faldende, indtil man ved den røde flamme foretager den sidste U-sving, så man rammer den 1000 m lange opløbsstrækning, der stiger med 1,5%.

Etapen byder på i alt 603 højdemeter.

Etapen vil naturligvis udfolde sig som vanligt. Første vil foregå i adstadigt tempo, hvor rytterne har tid til at fejre deres bedrifter, drikke champagne, tage billeder og lykønske hinanden. Løbet bliver seriøst, når vi nærmer os rundstrækningen, hvor holdet med førertrøjen gradvist vil øge farten frem til første passage af målstregen. Herfra er løbet for alvor i gang, og vi kan forvente det klassiske scenarium, hvor et udbrud holdes i kort snor af feltet, og hvor sprinterholdene vil kontrollere løbet stramt. Rundstrækningen er nem, og det er næsten umuligt at snyde sprinterne i Madrid, og derfor må det formodes, at løbet skal afsluttes med en af de få massespurter i 2018-udgaven af det bjergrige spanske løb.

Som sagt skippede man i 2014 den traditionelle finale i Madrid, men derudover er løbet sluttet i hovedstaden hvert år siden 1993. Sidste år kronede Matteo Trentin et fantastisk løb ved at spurte sig til sin fjerde etapesejr. I 2016 tog Magnus Cort sin anden etapesejr ved at vinde spurten, mens John Degenkolb var hurtigst i både 2015 og 2012. I 2013 endte Michael Matthews sin grand tour-debut på perfekt vis, nøjagtigt som Peter Sagan gjorde i 2011. Tyler Farrar slog Mark Cavendish i 2010, og André Greipel var hurtigst i 2009. Matti Breschel tog en yderst overraskende sejr i 2008, året efter at Daniele Bennati havde afsluttet en stor Vuelta ved at vinde i Madrid. Erik Zabel var bedst i 2006, mens italienerne testede deres lead-out forud for VM i Madrid i 2005, hvor de afleverede Alessandro Petacchi til endnu en etapesejr i løbet. Santiago Perez vandt den sidste enkeltstart i 2004, mens Petacchi også var hurtigst i 2003. Aitor Gonzalez, Santiago Botero og Santos Gonzalez tog enkeltstartssejre i hhv. 2002, 2001 og 2000, mens Jeroen Blijlevens spurtede sig til sejr i 1999.

TILMELD DIG MANAGERSPILLET HER