STREAM VOLTA A CATALUNYA OG GENT-WEVELGEM UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Det er svært ikke at slikke sig om munden hver eneste gang, blikket fanger Remco Evenepoels navn på startlisten til et cykelløb. Når det sker, er underholdningen nemlig garanteret. Den ukuelige belgier stiller aldrig til start i et cykelløb med andre ambitioner end at køre med om sejren og det endda uanset rutens karakter. Bydes han på et fladt løb, må han udnytte det terræn, der er, og det har han en fabelagtig evne til. Eksempelvis er Coppa Bernocchi og Brussels Cycling Classic kendt som helt rendyrkede sprinterløb, men dem har Evenepoel altså begge vundet ved imponerende soloridt.

Derfor var det nok ikke kun cykelfans, der slikkede sig om munden, da Primoz Roglic i går trodsede alle - og sine egne - forudsigelser og satte belgieren til vægs på Volta a Catalunyas kongeetape. Det gjorde arrangørerne helt sikkert også. Det betød nemlig, at Evenepoel gik ind til den sidste og knap så svære weekend bagud på point, og dermed var underholdningen garanteret. Det catalanske løb er ellers et af de få, der er designet med de vanskeligste etaper relativt tidligt i løbet, og ser man bort fra Richard Carapaz’ og Sergio Higuitas meget specielle regnvejrskup i sidste års udgave, er det i tiden med det nuværende format, der blev indført i 2013, aldrig lykkedes at rive førertrøjen af den rytter, der har haft den efter bjergetaperne.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det er også usandsynligt, at det sker i år. Roglic ligner ikke en mand, der er ved at knække, og det terræn, der ventede i dag og ikke mindst på morgendagens klassiske Barcelona-etape, rimer mere på eksplosiv slovener end på Evenepoel. Ikke desto mindre vidste vi med det samme efter gårsdagens etapeafslutning, at enhver mulighed for at angribe Roglic ville blive grebet.

Desværre for Evenepoel blev mulighederne betydeligt vanskelige, da sikkerhedsmæssige årsager førte til en ruteændring på dagens etape. Oprindeligt skulle rytterne nemlig have forceret en stejl mur i fuld finale, og selvom den næppe havde knækket Roglic, havde chancen for succes været betydeligt større for det belgiske vidunderbarn. Nu skulle han forsøge at sætte sloveneren under pres på en stigning, der ikke blot var lettere, men også kom så langt fra mål, at end ikke Evenepoels tempoevner ville have mange chancer for at række, hvis han mod forventning skulle få skovlen under sin slovenske rival.

Derfor skulle der gang i taktikbogen. Evenepoels intentioner stod skrevet med flammeskrift, da sammensætningen af de mange udbrud, der etableredes i en vanvittig start på den rasende hurtige etape, blev meldt ud i tiden, inden der kom tv-billeder. Hver eneste gang en ny gruppe slap fri, sad der altid en Soudal-rytter. Det skyldtes næppe, at Evenepoel havde givet hjælperne frihed til at jagte personlig succes dagen inden hans sidste og bedste chance for at vinde løbet. Nej, der var helt åbenlyst tale om forposter, der skulle hjælpe kaptajnen med at fuldende missionen, hvis Roglic skulle komme i uventede vanskeligheder.

Desværre lykkedes den del af planen ikke. Det fik ruteændringen forpurret. Den havde nemlig fået sprinterne til at lugte blod og give dem en uventet ekstra chance, som aldrig havde været aktuel på den gamle rute. Det betød for Soudal desværre, at man knap nåede at få sat navne på udbryderne, da elastikken langt om længe knækkede efter næsten 100 km i rasende tempo, inden Israel-PT og Cofidis begyndte at jagte for deres sprintere, hhv. Corbin Strong og Bryan Coquard. Derfor voksede afstanden aldrig til mere end et minut, og den forpostrolle, som Fausto Masnada skulle have udfyldt, blev aldrig aktuel.

Men så måtte vidunderknægten jo gøre det alene. Der blev slikket om mange munde, da belgieren helt som ventet kom blæsende ud af feltet, da de nærmede sig toppen af den relativt lange stigning, som grundet er stærkt angreb fra altid aggressive og genfødte Marc Soler var blevet kørt i højt tempo af både Israel-PT, der gerne ville af med sprinterne, og Bahrain, der kunne se Mikel Landas 4. plads komme under pres. Helt som ventet var Roglic imidlertid limet til det eneste hjul, han havde i tankerne denne lørdag eftermiddag i Catalonien, og derfor løb Evenepoels spektakulære offensiv ud i sandet.

Da toppen var rundet, gik offensiven imidlertid fra at være herlig og - hvis man kan tillade sig at bruge et sådant ord - hovedløs. Roglic havde jo ikke skyggen af interesse i at tage én eneste af de føringer, der kunne gøre ham sårbar over for sin værste rival, og derfor sad han naturligvis lige så fast på Evenepoels baghjul, som Mathieu van der Poel gjorde det på Tadej Pogacars ditto i går. I det øjeblik var der ikke andet at gøre end at afblæse offensiven, for al tanke om at fortsætte kunne kun føre til én ting, nemlig 10 sikre bonussekunder til Roglic, der i en spurt ikke blot ville være den på papiret hurtigste, men også den mest friske. Der lå endda en sen indlagt spurt, som blot ville øge tidsgevinsten yderligere.

Alligevel fortsatte Evenepoel i det uendelige, og det var kun lige i tiden inden spurten, at besindelsen indfandt sig, og han fik fundet side 1 i taktikbogen frem. Her stod, at den eneste, der havde interesse i det show, Evenepoel var i gang med at begejstre seerne med, var Roglic, og det fik langt om længe belgieren til at trække i håndbremsen. Det nåede han endda at gøre så tidligt, at han kunne nå at finde benene til at tage en ganske overraskende sejr i den indlagte spurt og dermed ikke blot bekræfte, hvor hurtig han er blevet, men også udligne det forspring på et sekund, Roglic havde sikret sig i den første spurt. Soler fik samtidig belønning for sin flotte kørsel ved at sikre sig det sidste sekund, der sendte ham op på 4. pladsen foran spurtsvage Landa, hvis terræn desværre blev efterladt i går.

Det fik imidlertid ikke Evenepoel til at give op. Det gør han nemlig aldrig. Meget har han prøvet i sin tid som professionel cykelrytter, men indtil i dag har han trods alt aldrig blandet sig i en massespurt. Men én gang skal jo være den første, og når nu det rasende tempo havde barberet feltet ganske markant ned, kunne han jo lige så godt få taget sin mødom som sprinter og begive sig ud i et opgør med navne som Kaden Groves og Bryan Coquard. Det fik jo desværre det udfald, man på forhånd kunne regne ud, men det var endnu et bevis på, at Evenepoel aldrig lægger sig ned og bruger de muligheder, der nu engang er til rådighed.

Det endte med en flot, men desværre ubrugelig 5. plads, for der er trods alt forskel på ham og Groves. I stedet endte Remcos flotte, men også besynderlige og undervejs lidt hovedløse soloshow med endnu en triumf for det ustoppelige Alpecin-hold, der som nævnt i torsdagens analyse er gået fra at være sæsonens fiasko til nu at være den ubetingede succeshistorie. Da australieren blæste forbi Patrick Konrad, der var i gang med sit lead-out for Ide Schelling, sikrede han nemlig holdet deres sjette sejr siden 8. marts - og de har vel at mærke alle været på WorldTouren.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det var australierens 11. sejr som professionel, men utvivlsomt den flotteste. Nok har han på papiret en større sejr i Vueltaen, men jeg havde ikke givet ham mange chancer for at overleve så svær en stigning. Selvsamme Vuelta viste nemlig, at han måske nok kan regnes som holdbar, men nogen bjergged er han bestemt ikke, og derfor lå det ikke i kortene, at han ville komme med hjem - slet ikke, når etapen blev kørt i et rasende tempo, og Soler og Evenepoel gjorde finalen endnu hårdere.

Akkurat som på 6. etape sidste år, hvor han leverede sit livs klatrepræstation, fandt han imidlertid uventede bjergben til lige netop denne etape, og modsat sidste år, hvor Richard Carapaz og Sergio Higuita gjorde det hele til skønne spildte kræfter, fik han denne gang belønning som fortjent. At han var hurtigst, vidste vi godt allerede inden løbet, og det bevidste han med stor autoritet igen i torsdags, men at han endda lykkedes med at vinde på Xandro Meurisses cykel efter et cykelskifte med bare 4 km til mål, gør blot hans sejr decideret smuk, ligesom det sætter en fed streg under, at han er den i særklasse bedste sprinter i dette felt.

Det må særligt Bryan Coquard sande. Franskmanden drog til det sprintermæssigt altid svagt besatte løb i Catalonien med det mål at sikre en af de ”billige” WorldTour-sejr, som det catalanske løb altid er leveringsdygtig i for sprinterne, og havde det ikke været for Groves, havde han i dag haft tre og ikke bare den ene WorldTour-sejr, han utroligt nok først fik i januar. Turen til Spanien endte altså med at være spildt, og så trøster det næppe, at han gjorde det fornemt ved at overleve stigningerne. Som vi så i Vueltaen sidste år, er han nemlig slet ikke så holdbar, som han var, da han i sin tid blev nr. 4 i Amstel Gold Race eller nr. 2 på den Barcelona-etape, de kører i morgen, men i dag klarede han stigningerne. Det var mere, end man kunne sige om en anden sprinter, der engang var kendt for sin holdbarhed, men i dag er en skygge af sig selv, nemlig Clement Venturini, samt de tungere drenge Arne Marit, Ivo Oliveira, Jon Aberasturi og Milan Menten, der trods sin fremgang altså stadig har ret klare begrænsninger.

Det var også mere, end man kunne sige om Ethan Hayter. Briten havde her ellers sit livs chance for at redde Ineos’ triste løb, der i dag blev endnu mere trist af evigt uheldige Egan Bernals styrt og efterfølgende exit, men han fik forhåbentlig en afgørende lærestreg, der fortæller ham, at der er grænser for, hvor nonchalant man kan være med sin positionering. Briten er kendt for altid at sidde bagerst, og det gjorde han derfor også, da det gik over stok og sten op over stigningen og ikke mindst på nedkørslen. Her knækkede feltet, da Bahrain desperat jagtede Evenepoel, Roglic og Soler, og dermed blev den gyldne mulighed forspildt. Han kan så trøste sig med, at Groves’ uventede deltagelse i spurten alligevel havde gjort det praktisk talt umuligt at vinde.

Mere synd var det for Corbin Strong. Han havde helt sikkert heller ikke slået Groves og næppe heller Coquard, men modsat Hayter havde han fortjent et resultat. Han sad nemlig helt fremme på stigningen, hvor hans hold endda tog initiativ til at gøre det for hårdt for Groves og Coquard, men desværre betød en sen defekt, at han og holdet ikke fik løn som fortjent. Det kunne ellers sagtens være blevet til endnu en tredjeplads, for selvom vi så flotte spurter af de hurtige puncheurtyper Ide Schelling, der virkelig er genopblomstret i dette løb med hele tre top 4-placeringer, Maxim Van Gils, Andreas Kron og Dorian Godon, burde det nok være folk, han kunne have slået. Det må nu vente til en anden gang, men det var til gengæld virkelig opløftende at se ham klatre så overbevisende, at han sad med helt fremme undervejs, efter at hans kørsel i Australien ud fra et klatremæssigt synspunkt havde været lidt nedslående.

Nu endte han i stedet med en birolle på en etape, hvor ingen formentlig vil huske, at han overhovedet var med, når vi engang ser tilbage på det, der udspandt sig i Catalonien denne lørdag eftermiddag. Det var han nu nok endt med næsten uanset hvad, selv hvis han havde vundet etapen. Det endte nemlig alt sammen med mere belgisk succes til det ustoppelige Alpecin-hold, men de fleste vil nok altid huske denne lørdag for Remcos flotte, men lidt besynderlige og undervejs ikke helt gennemtænkte soloshow.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG GENT-WEVELGEM UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+