STREAM DWARS DOOR VLAANDEREN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Arrangørerne af Volta a Catalunya lever ikke en let tilværelse. De har det ganske vist langt bedre, end de havde i de første år efter ProTourens - det, der i dag kendes som WorldTourens - indførelse i 2005, hvor en kalenderplacering i midten maj midt under Giroen på en tid, hvor ingen grand tour-ryttere havde mulighed for at gøre det til en prioritet, gjorde løbet til en nærmest ligegyldig begivenhed, men det er bestemt ikke let at få den ønskede opmærksomhed, når man skal slås med brostensklassikerne. Heldigvis falder løbet ikke sammen med et af de to monumenter, men på denne tid af året handler det altså bare først og fremmest om de allerstørste endagsløb, og det er derfor ikke den letteste opgave at bryde igennem det massive fokus på Belgien og sikre sig lidt omtale.

Det er nu alligevel gået meget godt. Ser man alene på startfeltets kvalitet, er den nye kalenderplacering nærmest ideel. I flere år var det catalanske løb ofte det stærkest besatte af forårets store ugelange løb. Det falder nemlig på en tid af året, hvor Tour-rytterne har deres første formtop og satser på netop disse løb, og Giro-rytterne skal have de sidste løbskilometer inden den sidste højdetræningslejr. Samtidig har den bjergrige rute have en magnetisk effekt på de største navne.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

I år havde løbet dog en helt særlig tiltrækningskraft, som vi vel skal tilbage til 2017-udgaven, hvor Chris Froome og Alberto Contador senest stod over for hinanden, for at finde. Generelt har løbet haft deltagelse af flere Tour- end Giro-ryttere, men i år fik løbet pludselig den status, man normalt ellers tillægger Tour of the Alps, der for mange er den sidste formtest, inden det går løs i Italien. Med deltagelse af de to ryttere, de fleste regner som Giroens to meget jævnbyrdige favoritter, Primoz Roglic og Remco Evenepoel, kneb det slet ikke med at få plads i rampelyset - endda selvom kongeetapens klimaks faldt sammen med det vanvittige show, tre andre fænomener, Tadej Pogacar, Mathieu van der Poel og Wout van Aert, havde gang i, da de dystede om sejren i en mindeværdig udgave af E3.

Næsten lige så mindeværdig blev denne udgave af det catalanske løb. Cykelsporten lever i høj grad af de store dueller, som den Van der Poel og Van Aert i mange år har udkæmpet i to forskellige discipliner, og den, som Pogacar og Jonas Vingegaard over de seneste år har iscenesat. Duellen mellem Roglic og Evenepoel er ny, men den er blevet hele fortællingen om årets Giro - ikke mindst, fordi den havde premiere allerede i en Vuelta, der grundet Roglics styrt aldrig helt blev forløst - og derfor kunne man ikke have ønsket sig en bedre opvarmning til slaget i Italien end det, der udspillede sig over den seneste uge i Spanien. Sjældent har man i hvert fald set et ugelangt løb, der så entydigt var domineret af to ryttere - og så var de endda næsten helt jævnbyrdige.

Vi kan jo bare tage data. De to rivaler vandt to etaper hver, endte som nr. 1 og 2 på fire etaper - og havde det ikke været for Giulio Ciccones overraskelse på Vallter 2000, havde det været på fem af dem - og selv på den ene af de to etaper, hvor sprinterne kom til fadet, var hovedfortællingen, at de to kørte fra alt og alle på sidste stigning. Ja, havde Roglic ikke sat sig på hjul, taler meget for, at de også var endt som nr. 1 og 2 på den etape.

Resultatet fortæller også alt om jævnbyrdigheden. Årets rute var med tre bjergfinaler historisk hård og lagde dermed op til sjælden store tidsforskelle, men da regnskabet blev gjort op, var afstanden sølle seks sekunder, hvoraf de to kunne forklares med bonussekunder. Gennem hele løbet var mønsteret det samme. Evenepoel kunne ikke sætte Roglic, og selvom han aldrig prøvede, må man antage, at Roglic ikke kunne sætte Evenepoel. Hvis han kunne, havde han nok gjort det. Og jo! Den hårde rute gjorde skam, hvad den skulle med de historisk store forskelle. Joao Almeida var på 3. pladsen mere end to minutter efter, hvilket er meget i dette løb, og han havde endda selv et stort forspring på mere end et halvt minut ned til Marc Soler på 4. pladsen.

Den knivskarpe Giro-duel kunne ikke være iscenesat smukkere, og den forløbne uge har kun bidraget til at øge spændingen frem mod det italienske slag yderligere. Der var i hvert fald ingen af de to, der kom fra Spanien med en sikker forvisning om, at vedkommende vil være stærkest, når det går løs om halvanden måned. Løbet kunne heller ikke udkrystallisere duellen tydeligere, end den gjorde på finaleetapen i Barcelona, hvor vi så noget, vi aldrig tidligere har set på en etape, der ellers har afrundet løbet hver eneste gang siden 2013.

Etapen er altid en af de mest elskede, fordi de mange ture op af Montjuic-stigningen lægger op til et festfyrværkeri af angreb, men trods den store underholdningsværdi har effekten været begrænset. Trøjen har aldrig skiftet ejermand, og ser man bort fra Michele Scarponis kup i 2013, og Egan Bernals ærgerlige styrt i 2018, har den heller aldrig flyttet på podiet. Dertil er Montjuic-stigningen ganske enkelt ikke svær nok.

Det var den bare denne gang. Her kørte Evenepoel og Roglic nemlig nok engang feltet midt over, og for første gang i etapens historie blev der således gjort reelle forskelle, som ikke primært skyldes uheld eller den form for taktik, der lykkedes for Scarponi i 2013 og for Simon Yates i 2017. Mere tydeligt kunne man således ikke udstille, at der i dette løb var to fænomener og derudover blot alle de andre som én stor ensartet masse.

Til gengæld blev det ikke i 2023, at Barcelona-etapen for første gang fik førertrøjen til at skifte ejermand. Evenepoel gjorde ellers, hvad der stod i alle drejebøger, ved at kontrollere etapen fornemt med et Soudal-hold, der rejste sig efter en lidt haltende start på løb, og derefter åbne løbet så tidligt, at han måske kunne slide Roglic ned. Det var dog aldrig spor sandsynligt. Når belgieren ikke kunne ryste sin rival i bjergene, hvordan skulle han så kunne gøre det på en stigning, der rimede langt mere på et slovensk monster end en rytter, der først med årene har opnået sin eksplosivitet?

Evenepoels anstrengelser blev da heller belønnet - i hvert fald ikke i klassementet. Roglic gav ham ikke en lillefinger. Tværtimod sendte et meget klart statement ved at deltage i det føringsarbejde, han til Evenepoels store frustration havde nægtet 24 timer forinden. Det var på alle måder hovedløst og dumt, hvis man fulgte alle taktiske drejebøger, for det eneste han risikerede var at gøre sig selv sårbar over for nye angreb fra belgieren. Risikoen ved at lade andre komme op var heller ikke reel, for med sit enorme forspring, havde han sikret sig, at løbet aldrig kunne komme ud af kontrol, selvom hans eneste bekymring i denne uge må være et Jumbo-hold, der mildt sagt ikke imponerede.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Alligevel indgik Roglic i det samarbejde, som alle taktikbøger forbød, og det var svært at læse som andet end en slovener, der efter Evenepoels massive kritik nærmest skreg ud over hele cykelverdenen, at han skam ikke er kedelig. Nej, han vil skam gerne køre cykelløb på samme måde som Evenepoel, Pogacar, Van der Poel og Van Aert, og hvad man ellers kan opdrive af fænomener. Det var svært ikke at føle sig hensat til den storstilede sejr på Lagos De Covadonga i Vueltaen i 2021, hvor han også havde samarbejdet med Egan Bernal efter dennes tidlige offensiv, selvom han åbenlyst løb en gigantisk og helt unødvendig risiko, der i teorien kunne have kostet det, der lignede en sikker Vuelta-sejr. Til gengæld blev hans sejr også så meget smukkere af, at han endte med at fuldende et af sæsonens mest spektakulære ridt.

Det gjorde han ikke i går. Denne gang havde han trods alt ingen intentioner om at sætte Evenepoel, men han sendte allerede med sin første føring et klart signal om, at belgieren godt kunne glemme den samlede sejr. Havde han haft blot den mindste frygt for, at benene ikke ville række, havde han naturligvis brugt hovedet, men den frygt havde han tilsyneladende ikke. Tværtimod må han have siddet med så enormt et overskud, at det må være endnu en stor bekymring for Evenepoel efter det overraskende nederlag på Lo Port.

I den forstand blev hans beslutning om at forære sejren til belgieren også nærmest en lille ydmygelse. Det eneste argument, Roglic skulle have for at deltage i samarbejdet, var naturligvis, at det ville øge hans chance for at vinde etapen. En spurt i en større gruppe var et langt større lotteri end den tomandsspurt, vi endte med at få, og derfor var det så meget desto mere overraskende, at den normalt så sejrssultne Roglic valgte at forære sejren til sin rival. I sidste ende løb han altså en unødig risiko til absolut intet verdens formål - altså andet end at bevise, at han hverken er kedelig eller var blot i antydningen af problemer. Der blev givet et statement, og så kunne Evenepoel da godt få sin trøstepræmie.

Derfor er det også svært ikke at regne Roglic som den store vinder. Ikke blot vandt han et etapeløb, hvor Evenepoel ikke havde fordel af de mange flade kilometers enkeltstart, der i Italien må ventes at give ham et solidt forspring. Han gjorde det også på et tidspunkt, hvor hans kørsel i Tirreno og hans problematiske forberedelse tilsiger, at det er ham, der har det største rum for forbedring. I virkeligheden har Evenepoel jo sagt det samme, hvis han har ret i den proklamation, han kom med inden løbet, nemlig at han formmæssigt er klar til Giroen, og at det herfra mest af alt handler om at tabe de sidste kilo.

Det har i hvert fald været en fornøjelse af se Roglic i denne uge. Tirreno-sejren var i kraft af modvinden på kongeetapen og hans alt andet end overbevisende kørsel måske en smule heldig, men her var der absolut intet held over noget som helst. Frygten for, at det niveaufald, vi oplevede i 2022, skulle fortsætte i 2023 og måske effektivt eliminere Roglic som den toprytter, han i adskillige år har været, er i hvert fald med ét forduftet.

Tværtimod fortsætter han med denne sejr med at udbygge sit skræmmende generalieblad, der nu har gjort ham til vinder af næsten alle WorldTourens historiske ugelange løb. Nu mangler kun det Tour de Suisse, han endnu aldrig har kørt, og mon ikke han finder tid til at satse på det i nærmeste fremtid? Undervejs skal han også lige vinde en etape, så han også kan udligne Nairo Quintana, der er den eneste aktive rytter med etapesejre i alle løbene. Hvis til gengæld han vil vinde alle ugelange løb på WorldTouren, skal han ud at rejse og forlænge sin sæson markant. Benelux Tour kunne måske godt blive et mål for en rytter på et hollandsk hold, men om vi ser Roglic gå efter en januarsejr i Tour Down Under eller en oktobersejr i Tour of Guangxi er nok tvivlsomt - i hvert fald i de førstkommende år.

I stedet er det Evenepoel, der må rejse hjem med størst bekymring. Hverken i Argentina, Emiraterne eller Catalonien er han i hvert fald ikke kommet ud som det uhyre, man efter Vueltaen og VM kunne have frygtet eller ventet. Logikken skulle jo ellers tilsige, at hans udvikling ikke er stoppet, men han har i hvert fald ikke taget det kvantespring, man ofte ser fra ryttere, der får deres første grand tour i benene. Heldigvis betyder det ikke, at han skal opgive at vinde i Italien. Det er trods alt et helt andet løb, hvor han har glæde af nogle flade enkeltstartskilometer, og i forhold til det italienske løb var det særligt opløftende, at den eneste gang, han lykkedes med at presse sin rival, var på den etape, der bør på mange bjerge og højdemeter, akkurat som man finder det på Giroens afgørende etaper.

Den slags giver håb, akkurat som han kan glæde sig over, at Soudal med særligt Ilan van Wilder så meget mere overbevisende ud end det bekymrende Jumbo-hold, der renset for en stadig ikke flyvende Sepp Kuss, der ikke skal med til Italien, var problematisk skidt kørende i et løb, hvor de stort set slap for at kontrollere. Ser man bort fra Aleksandr Vlasov, der ikke var til start, fik han også en forvisning om, at han har en god chance for at slå alle andre end Roglic.

Det var ellers vældigt opløftende for mange af Giro-rivalerne. Vi så en Almeida, der gav indtryk af, at han måske har taget det skridt, han aldrig tog i 2022, men som altså stadig blev slået med mere end 2 minutter af sine største Giro-rivaler. Vi så den bedste Rigoberto Uran, vi har set i nærmest umindelige tider. Og vi så, at Giulio Ciccone har genfundet sit tårnhøje topniveau, men desværre også, at han nok mangler den stabilitet, der gør ham til nogen reel trussel over tre uger. Alle kom de fra Catalonien med opløftende fortællinger, men hvis de drømmer om Giro-sejren, var uge nedslående.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det var den til gengæld ikke for Marc Soler, der efter nogle år, hvor han bare er blevet ringere og ringere, helt ud af det blå fandt nogle klatreben, han aldrig har haft. Det blev vel nærmest allertydeligst i Barcelona, hvor han længe var i stand til at matche de to giganter - endda i terræn, der passede de to mere eksplosive folk langt bedre. Den kørsel havde i den grad fortjent en podieplads, men desværre kostede nogle dumme tidstab i starten af ugen. Det syntes Almeida i øvrigt heller ikke, for det var nærmest barokt at se, hvordan han og Adam Yates samarbejdede i et føringsarbejde, der kun havde et reelt formål, nemlig at køre Soler ind, så Almeida kunne redde sit podium. Det er meget heldigt, at Soler og Almeida ikke skal køre meget mere sammen i år, for det er åbenbart en trend, at kaptajnerne har det svært med hinanden. For et år siden virkede det i netop dette løb også til, at Juan Ayuso havde mere travlt med at køre for sig selv end med at deltage i det forgæves trøjeforsvar, som Almeida forsøgte at iværksætte, da Sergio Higuita og Richard Carapaz to ham på sengen i regnen.

Netop den knæskadede Ayuso savnede vi til gengæld voldsomt, for han havde været et fantastisk krydderi i et løb, hvor de unge kometer i den grad imponerede. Vi fik i hvert fald bekræftet, at fremtiden er ufatteligt lys for Lenny Martinez og Cian Uijtedebroeks, der begge var endt i top 10 i karrierens første WorldTour-løb, hvis ikke Martinez havde været så pokkers uheldig i onsdags. Også den endnu mere uprøvede Lennert Van Eetvelt fik givet prøver på sit talent, og de overstrålede klart mere erfarne navne som Mikel Landa, Jai Hindley og særligt Romain Bardet, der ikke fandt det niveau, man kunne have håbet på.

Det gjorde Michael Woods til gengæld, for han fik bragt sig tilbage på sporet efter en svær tid, men han var nu ikke Israel-PTs største succeshistorie. Det var derimod Corbin Strong, der efter at have givet prøver på sit talent sidste efterår ellers havde skuffet lidt i de australske løb, han havde satset så stort på. Denne søndag overgik han nemlig alle prognoser, og havde det ikke været for de to fænomener, kunne han have taget en ganske overraskende sejr. Den fik han ikke, men fremtiden tegner sig ufatteligt lys efter den præstation.

Han var heller ikke alene, for talentshowet fortsatte på sidstedagen. En meget aktiv Andreas Kron, der desværre ikke havde mange muligheder på årets rute, fik bekræftet det fornemme niveau, han har vist hele året. Efter en skuffende tid viste Louis Barré endelig også det store potentiale, vi så ved hans stærke sæsonstart, og der var glimt af den klasse, vi ved, at Oscar Onley besidder - også selvom etapen vel i første omgang bekræfter, at han er mere puncheur end klatrer. Det er i hvert fald også den ellers upåagtede Ewen Costieu, der har været uventet god i sæsonstart - og så var det rart at se Tobias Johannessen rejse sig efter den svære og uheldige sæsonstart.

Lovende præstationer fra talenterne var der i hvert fald nok af, men desværre for dem er de nok hurtigt glemt. Når historien om årets Volta a Catalunya skal skrives, vil alt nemlig handle om de to ryttere, der i sjælden grad satte sig på flæsket. Løbsarrangørerne gned sig i hænderne, for de sørgede for, at løbet sagtens kunne konkurrere om opmærksomheden med et par brostensklassikere, selvom tre andre fænomener foldede sig ud længere mod nord. Det gjorde Giro-arrangørerne også, for de fik præcis den generalprøve på deres løb, som de i den bedste af alle verdener kunne have ønsket sig. Og det gjord Roglic i den grad også, for han kom i denne uge betydeligt tættere på en Giro-sejr, der for blot en uge siden så ud til at være noget fjernere, end den er efter syv dage på de catalanske landeveje.

STREAM DWARS DOOR VLAANDEREN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+