Man skulle tro, at lektien efterhånden var lært. En liste, der tæller udbrudssejre i Paris-Nice, Tour de Romandie, Schweiz Rundt, Volta a Catalunya, Criterium du Dauphiné samt alle grand tours burde være rigeligt til at overbevise feltets sprinterhold om, at man ALDRIG må give Thomas De Gendt et stort forspring på en halvkuperet etape. Hvis man de havde glemt det, burde de to sejre, han sidste år tog i Romandiet og Catalonien, have været en klar påmindelse om belgierens fantastiske evne til at snyde klatrestærke sprintere på dage, hvor de ellers kunne have håb om succes, ligesom hans tre tidligere triumfer i netop dette løb burde være rigeligt til at bevidne hans styrke i netop dette terræn.

Alligevel begik de igen i dag samme fejl som så ofte før. Som vi også så det på samme åbningsetape i 2012 og 2015, er det nemlig end dag, der indbyder til usikkerhed. Troede sprintere som Alvaro Hodeg, Phil Bauhaus og André Greipel på, at de kunne klare stigningerne midtvejs, eller risikerede de at brænde holdene af til ingen verdens nytte? Og følte de mere hårdføre folk som Michael Matthews, Daryl Impey, Patrick Bevin, Ryan Gibbons og Jay McCarhty sig overbeviste om, at terrænet ville være hårdt nok til, at de ikke bare endte med et kedeligt nederlag til en af de virkelig hurtige folk? Det var præcis den samme uklarhed, der førte til Albasinis sejr i 2012 og til Paterskis sejr i 2015, og som altså synes at være lidt af et tilbagevendende fænomen, så længe man åbner Spaniens ældste etapeløb i terrænet omkring Calella.

Det forstod De Gendt naturligvis at udnytte. Et blik på hans sejrsliste siger nemlig alt om hans klasse. Dagens sejr var den 14. i karrieren, og bortset fra to tidlige sejre i Tour de Wallonie og Circuit de Lorraine er de alle udbrudssejre på WorldTour-niveau. Det er meget få ryttere, der har en så fantastisk evne til kun at slå til i de allerstørste løb, særligt hvis man hverken er bjergrytter, tempospecialist eller sprinter.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Dagens sejr vidner samtidig om De Gendts fantastiske evne til at indfri sine mål. Allerede tidligt i år udpegede han Paris-Nice, Catalonien og Romandiet som de løb, hvor der skulle vindes etaper, inden han giver sig i kast med det meget ambitiøse projekt at køre alle tre grand tours. Allerede i Frankrig var han ufatteligt tæt på, da kun Magnus Cort lykkedes med at snyde ham i Massif Central, men da det fejlede, satte han sig i stedet bare i hovedet, at han ville vinde karrierens tredje bjergtrøje i løbet - et mål, han naturligvis også indfriede. Det kan godt være, at De Gendt ikke altid kører efter taktikkens ABC, men det kompenserer han for med ren råstyrke. Og med de resultater, han præsterer, er det meget svært at kritisere hans ikke altid helt logiske kørsel.

Hans råstyrke bliver også testet i de kommende dage. I hvert fald bliver De Gendt en central figur i årets løb, nu hvor han har sikret sig et ikke ubetydeligt forspring. Hans udbrudssejre er ellers som regel kommet senere i løbene, hvor han har været ude af klassementet, men nøjagtigt, som da han i 2011 slog igennem i Paris-Nice, befinder han sig nu i den lidt uvante situation at føre et etapeløb. Dengang bed han fra sig, og det vil han helt sikkert gøre igen denne gang.

Det naturlige spørgsmål er selvfølgelig, hvor langt det rækker. Vi har jo været i denne situation før i det catalanske løb. I 2012 betød aflysningen af kongeetapen endda, at det aldrig lykkedes for favoritterne at få skovlen under Albasini, som endte med at vinde løbet i kraft af en udbrudssejr i Calella. Og i 2015 var det endnu farligere, da man havde givet rigtige klatrere som Bart De Clercq og Pierre Rolland så megen tid, at det længe så ud til, at end ikke de to bjergetaper var nok til at bringe favoritterne tilbage i spillet om sejren.

Man må formode, at de er lidt mere trygge ved at have De Gendt i front. Han er trods alt ikke en klatrer af hverken De Clercqs eller Rollands klasse, selvom hans sejre på Mont Ventoux og Stelvio viser, at han på sine gode dage kører godt opad. Ser man alene på hans 3. plads i Giroen, er det klart, at man burde være bekymret, men den præstation er trods alt hele syv år gammel. I de senere år har De Gendt fokuseret mindre på sine klatreevner, efterhånden som han har indset, at han er udbryderkonge, ikke klassementsrytter, og med to store bjergfinaler, hvor der endda er udsigt til medvind begge dage, burde de brølstærke hold fra Sky og Movistar nok kunne få skovlen under ham.

Alligevel kan man undre sig over, at de ikke investerede bare en enkelt mand eller to i den sene jagt. I stedet var det hold som Bora, Sunweb og Jumbo, der ikke just hører til blandt forhåndsfavoritterne, som førte på de sidste kilometer, da sprinterholdene havde kastet håndklædet i ringen. De Gendt bliver formentlig ikke et langsigtet problem, men man skal altså passe på med at undervurdere den belgiske maskine, der på sine gode dage magter det mest utrolige. En investering i lidt arbejde over de sidste 10 km havde nok været besværet værd.

Den samme tøven udnyttede Maximilan Schachmann klogt. I sidste ende blev det med bonus indregnet kun til en gevinst på 10 sekunder, og det rækker nok ikke langt i et løb, hvor Pyrenæernes stigninger nok alligevel er for lange for en mand, der ikke er ren klatrer. Alligevel var det livgivende igen at se den kørelyst, det tyske talent stiller for dagen og har gjort det siden sæsonstart. Hans fantastiske, men svært uheldsramte kørsel i Strade Bianche samt efterfølgende sejr i Larciano vidner i hvert fald om, at han er intet mindre end flyvende, og hvis det ikke bliver til noget i klassementet - og det bliver nok trods alt svært - kunne han meget vel være et bud på en mand, der kunne gentage De Gendts kunststykke på en af de tre sidste etaper, som han i øvrigt gjorde det, da han i regnvejr snød sprinterne på lørdagsetapen sidste år.

Man kan undre sig over, at Movistar og Sky ikke arbejdede lidt hårdere for at hente et ekstra minut på De Gendt, men endnu mere forbløffende er det, at sprinterholdene opførte sig, som de gjorde. Især var det besynderligt, at Sunweb først til allersidst tog ansvar for at sætte Michael Matthews i scene. Etapen var som skræddersyet til australieren, der måske nok har meget få løbskilometer i benene, men som i Milano-Sanremo viste, at der intet er galt med formen. Dette var i hvert fald en forspildt mulighed. Ligeledes kan man undre sig over, Mitchelton-Scott, der i 2018 arbejdede for Daryl Impey i tide og utide, ikke rørte en finger på en dag, som var en af hans bedste muligheder i hele løbet.

Særligt besynderligt var det, at de succeshungrende Dimension Data- og CCC-mandskaber, der modsat de to ovennævnte hold ikke har legitime top 5-ambitioner i klassementet, ikke gik efter en oplagt chance for et tiltrængt resultat på WorldTouren. Især skulle man mene, at sydafrikanerne, der mest har været ligegyldigt fyld i de seneste etapeløb, burde have givet den fortjente støtte til en af deres få formstærke ryttere, Ryan Gibbons (der i parentes bemærket var så uheldig at punktere med 2,5 km igen).

Ros skal der til gengæld lyde til Arkea og André Greipel. På forhånd lignede det en svær opgave for den store tysker at overleve stigningerne, men alligevel var det navnet Arkea, der gjaldende ud af Radio Tour, så snart de første rapporter indløb om, hvem der og ansvar i feltet. Herefter klemte Greipel for alvor ballerne sammen, og selvom han undervejs faldt fra, lykkedes det ham at komme tilbage og siden kæmpe sig over sidste stigning som allersidste mand. I sidste ende kostede anstrengelserne for meget i spurten, men man kan kun beundre, at han viste modet til at gå efter sejren på en dag, som bestemt ikke lå til hans højreben.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

På samme måde kan man kun applaudere Deceuninck-Quick Step, der altid går efter sejren. Det krævede ellers ikke megen indsigt i Alvaro Hodegs klatreevner at vide, at han næppe kunne overleve årets rute, der var betydeligt hårdere end i 2018, hvor han sejrede i Calella. Alligevel påtog belgierne sig det tidlige ansvar sammen med Arkea, men som forventet blev det hurtigt for meget for den tunge colombianer, for hvem selv den mindste motorvejsbro kan være en udfordring. Med tanke på det, der venter senere, kan det se svært ud for både ham og andre mere rendyrkede sprintere som Phil Bauhaus og Hugo Hofstetter, og mon ikke Dylan Groenewegen slet ikke er så utilfreds med, at en skade til Timo Roosen betød, at han slap for de catalanske bjerge og nu i stedet kan tage en klassikersejr på onsdag i De Panne?

Det varmer også et cykelhjerte at se Grega Bole levere et sjældent resultat på WorldTouren. Nogle kan sikkert huske, hvordan han i sine unge år blev udråbt til et af sportens mest alsidige talenter, og det blev da også til en tidlig sejr i Bretagne Classic, etapesejr i Dauphiné samt ikke mindst en samlet 2. plads i Polen Rundt. Siden da er han imidlertid endt som usynlig hjælper, og bortset fra en lille opblomstring i kaptajnroller på CCC og Nippo i 2015 og 2016 er han i dag helt anonym på Bahrain-Merida. I optakten nævnte jeg dog, at han sidste år i Tour of Japan viste, at han stadig har det i sig, når han endelig får chancen, og den evne dokumenterede han altså igen i dag ved at vinde feltets spurt. Med tanke på de trængsler, der venter tunge Bauhaus senere i løbet, kan vi godt se mere til Bole, hvis det skulle blive til et par reducerede massespurter senere i løbet.

De Gendts sejr betød, at etapen fik større betydning for klassementet end ventet, men i favoritternes opgør skete der alligevel også lidt. Ikke uventet genoptog Alejandro Valverde og Egan Bernal med det samme deres duel fra sidste år, da de udkæmpede en kamp om bonussekunder i den sidste spurt, og her sikrede de sig begge et lille forspring, der måske kan få betydning i et løb, hvor forskellene ofte har været ganske begrænsede. Og ligesom sidste år viste Bernal, at han ikke er for fin til at blande sig i en massespurt - heller ikke selvom det bare gælder en 3. plads. Der er jo som bekendt intet, den lille colombianer ikke kan!

Dagens tidsbonus var måske bare den første af flere. I hvert fald bør Valverde have kig på mere fra samme skuffe, når det i morgen går løs med en puncheurfinale lige efter hans smag. Vi ved fra tidligere, at han aldrig er bleg for at vinde en spurt i netop dette løb, hvor fraværet af rigtige sprintere giver ham reelle muligheder, og han må være særligt inspireret af den hårde bakke, der venter i morgen. Medvind på Vallter 2000 betyder nemlig, at han kan få svært ved at matche Bernal på løbets kongeetape, og derfor handler det om at sikre sig så stor en buffer som muligt og drage maksimal fordel af sin hurtighed, som han også gjorde det i dag.

Og så er der vinden. Den catalanske blæst melder for alvor sin ankomst tirsdag, og hvis der var nogen, der havde troet, at en rejse til de spanske bjerge betød, at de kunne sige farvel til Paris-Nices sidevind, må de tro om. Vinden har før spillet en rolle i et løb, der ellers er kendt som en sag for klatrerne, og det kan den meget vel gøre igen på en etape, der kan blive uventet dramatisk.

Det bryder De Gendt sig bestemt ikke om. Han er om nogen kendt som manden, der med det samme sætter sig bagerst i feltet, når der er optræk til viftekørsel og kamp om positionerne. Den luksus får han ikke i morgen, i hvert fald ikke, hvis hans tid i førertrøjen ikke skal være en yderst kort fornøjelse. Men skulle blæsten koste ham den fine hvide trikot efter bare en enkelt dag, er det nok ikke en katastrofe. Der venter nemlig hele tre potentielle udbrudsetaper efter Pyrenæerne, og derfor er det helt sikkert ikke det sidste, vi har set til belgieren i dette løb. Det skulle såmænd ikke undre, om der står fem sejre på cv’et, inden ugen er omme.